Er der opgør og selvransagelse i gang i den danske mediebranche på det politisk-redaktionelle område? Sådan synes jeg, at det virker.
Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at der under og efter tidligere valgkampe har været så ekstremt stor fokus på enkeltpersoners - det være sig kommentatorer, redaktører og reportere - relationer og uafhængighed, som det har været tilfældet denne gang. Der har været skudt på mange - lige fra Qvortrup og Pittelkow til Michael Kristiansen, DR, TV 2, Urban og Politiken.
Selv her langt over en måned efter valget ser vi stadig historier i pressen om, hvordan personlige relationer har medført redaktionelle prioriteringer, som efterfølgende er gjort til genstand for mistænkeliggørelse.
Det er som om, at debatten har rullet stærkere og mere intenst denne gang. Det er som om, det er ved at brænde på. Vi har brug for en udtømmende og selvkritisk debat - efterfulgt af nødvendige foranstaltninger - så vi sikrer, at relevant mistanke om journalisters, redaktørers og kommentatorers uafhængighed bringes til torvs og ud i fuld offentlighed.
For mig at se er der tegn på at vi ikke længere bliver ved med at kunne undvige egentlige politiske varedeklarationer af medierne og de centrale redaktionelle medarbejdere, som beskæftiger sig med politisk journalistik.
Kun sådan vil befolkningen og medieforbrugerne blive bedst muligt klædt på til at forholde sig kritisk, nøgternt og udtømmende til værdien og validiteten af den enkelte historie og det medie, som bringer den pågældende historie.
Har det redaktionelle miljø noget at tabe ved selv at praktisere den maksimale grad af åbenhed, som vi selv kræver af alle mulige andre fra regeringen og offentlige myndigheder, A. P. Møller, DONG og for den sags skyld Bjarne Riis. Det mener jeg ikke, at det har - det vil tværtimod klæde medierne og pressen at stå helt i front i rene linjer, ærlighed og åbenhed.
Det seneste og aktuelle tilfælde finder man i Berlingske Tidende i dag lørdag, hvor det fremgår, at DR valgte at fjerne en politisk reporter fra valgdækningen af Ny Alliance på valgaftenen. Den pågældende reporter - Christian Gundtoft - er personlige venner med Henrik Qvortrup, og vi kender alle historien om Qvortrup versus Khader under valgkampen. DR’s beslutning kom ifølge Berlingske Tidende efter pres fra Ny Alliance, og den pågældende journalist blev sat på en anden opgave. Sagen er, at der nødvendigvis bliver truffet centrale redaktionelle beslutninger på baggrund af forhold, som isoleret set ikke har noget substantielt med den pågældende historie at gøre.
Og havde man valgt at sende Gundtoft ud for at dække Ny Alliance, er der i mit sind ingen tvivl om, at det ville have været en nødvendig deklaration at fortælle seerne om de personlige, private præferencer, som Gundtoft føler i forhold til en nær ven - i dette tilfælde Qvortrup.
Det er jo ikke sådan, at disse interessekonflikter, personrelationer osv. er mere udbredt nu end tidligere, men medierne synes at være blevet mere opmærksomme på det og kritiske i forhold til hinanden.
Det er en ny udvikling, men den har endnu ikke bredt sig fra kritik og ransagelse til selvkritik og selvransagelse. For eksempel er det umuligt for Ralf Pittelkow at få sine pointer taget alvorligt, når han ifølge sin egen undersøgelse mener at have påvist, at DR’s og TV 2’s redaktionelle dækning af hhv. opposition og regering under valgkampen faldt voldsomt ud til fordel for oppositionen målt på antallet af kritiske indslag.
Det er problematisk, at kritikken altid bare bliver afvist som en automatreaktion, for som Niels Krause-Kjær skriver i Berlingske Tidende i dag om Pittelkows undersøgelse: Sæt nu Pittelkow har bare en smule ret. Alle burde have en interesse i at få be- eller afkræftet de tilbagevendende påstande om, at journalister er ræverøde, og at det styrer deres arbejde.
Sagen er netop, at journaliststandens politiske standpunkter ikke er repræsentativ for befolkningen generelt, og så længe at journalister udfører deres job samvittighedsfuldt og professionelt, behøver det heller ikke være et problem. Men det er en relevant og åben information for mig som borger og medieforbruger at kende fakta. Jeg synes, det er væsentligt og fuldstændig centralt som læser af Urban at vide, at der blandt 30 redaktionelle medarbejdere på Urban er 27, som stemmer på oppositionspartierne.
Oplysningen vil formentlig påvirke mange Urban-læseres tillid til avisens evne til at udføre sine redaktionelle opgaver professionelt og tilstræbt objektivt, men alternativet - at forholde læserne den relevante information - er fuldstændig uholdbar og undergravende for troværdigheden på den lange bane.
Grundlæggende forstår jeg ikke pressens modvilje i forhold til at have en fuldkommen åben og ærlig linje over for borgerne.
Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke er en helt naturlig og nødvendig del af pressens arbejde konstant at forholde sig selvkritisk til den løbende redaktionelle dækning. Jeg forstår ikke, at man ikke vedtager, at borgerne skal kende alle relevante oplysninger om redaktionelle medarbejdere og de redaktionelle prioriteringer. Når man holder sig for øje, at pressens rolle i en valgkamp kan være fuldstændig central for udfaldet, er det indiskutabelt, at pressen sørger for at påtage sig dette ansvar og øger sin opmærksomhed om de negative og positive sideeffekter, som kan udløses ved uhensigtsmæssige redaktionelle prioriteringer - taget lidt for meget ved tilfældigheder og med venstre hånd.
Lad os alle kigge med i kortene, så vi som borgere får maksimal tillid til de processer og resultater, som medierne opererer hver dag. Prøv med en åbenhjertig politisk varedeklaration.
lørdag den 22. december 2007
tirsdag den 16. oktober 2007
Stil krav til mediestøtten
Hele mediestøttesystemet er netop nu ved at blive kigget efter i sømmene. Det medfører forhåbentlig større indre logik og et opgør med hidtidig praksis, så man fremover uddeler støtte på basis af kvaliteten af indholdet – i stedet for som nu, hvor støtten er afhængig af, om man udkommer på den "rette" platform
Statsstøtten til den danske presse, til DR og TV 2 regionerne samt i en vis udstrækning også private tv-stationer i form af momsfritagelse, portotilskud, licens og en public service-pulje er i opbrud. Og med god grund.
I dag uddeles pengene til højre og venstre med hovedet under armen uden at være præget af meget fornuft, rimelighed og slet ikke antydningen af en rød tråd. For eksempel kan intet internetbåret medie modtage statsstøtte, uanset hvor væsentligt, centralt og kvalitetsbetonet indhold og journalistik, det leverer, hvorimod det i sig selv er en kvalifikation for modtagelse af statsstøtte at udkomme på papir et vist antal dage om ugen – uanset indholdets lødighed eller kvalitet.
Det er imidlertid langt værre, at støtteforanstaltningernes struktur skævvrider motivationen til at etablere sig med godt, seriøst og nødvendigt indhold på nye medier som internet og mobiltelefon i forhold til "gamle" platforme som avispapir og tv. Der er altså tale om en konkurrenceforvridning mellem medietyper.
Sådan er det gået, fordi støtteforanstaltningerne efterhånden udviklet sig til et usammenhængende kludetæppe. Og det er da også en væsentlig grund til, at det som et led i den mediepolitiske aftale fra 6. juni 2006 er aftalt, at Kulturministeriet skal iværksætte et udredningsprojekt, der skal munde ud i en rapport om den fremtidige offentlige støtte til medier med henblik på at skabe en større sammenhæng i støtten.
Det er altså nu, at samfundet og politikerne har chancen for at tilrettelægge en fremtidssikret, veludtænkt og gennemarbejdet mediestøtteordning – et system, hvor man kan vælge at definere og opsætte præcise krav til, hvilken type indhold samfundet og skatteborgerne har gavn af og skal betale for. Det er simpelthen en chance for at få mere hånd i hanke med, hvad vi som samfund ønsker at fremelske og støtte i stedet for som nu, at når først man har opfyldt de formelle krav, fortsætter støtten år efter år uanset arten og kvaliteten af indholdet.
Det er vel egentlig ikke for meget forlangt, hvis støttekronerne blev ledsaget af et vist minimumsniveau af krav. Man kunne tænke sig en varieret palet formet over samme skabelon som public service-kravene til DR og TV 2 – men noget mere præcise og klare. For eksempel kunne man forestille sig, at man støttede indholdsmæssige initiativer, som understøttede samfundets sammenhængskraft. Det er der brug for i en tid med voksende fragmentering.
Der er en række tilfælde inden for underholdningens verden, der har bidraget til store fællesoplevelser for den brede befolkning. Dramaserier som Matador og Krøniken hører til i den kategori, men man kunne spørge sig selv, om man kunne motivere indholdsleverandører til at skabe samlende oplevelser, der også var fakta-baserede – altså fra virkelighedens verden.
Public service-forpligtelserne kræver, at DR og TV 2 i sin nyhedsformidling leverer alsidighed, mangfoldighed og kvalitet, samt at sendefladen skal være upartisk og saglig. Disse fem begreber er et omdrejningspunkt, men de er ikke kvantificerede, og de har aldrig været genstand for nogen særlig efterprøvelse. Der er altså tale om skønne ord, som er særligt anvendelige ved højtider og skåltaler, men som i realiteten ikke har kontrolmuligheder indbygget.
Så selv hvis man tog udgangspunkt i de eksisterende public service-forpligtelser, er der stadig det problem, at selv her findes der intet, som sikrer, at indholdet er godt, gedigent og seriøst. Derfor kunne man kigge på, hvorvidt man kunne opnå en fælles opfattelse af, hvad vi som samfund og demokrati har brug for.
Der er altså især to centrale veje at gå, hvis man skal forbedre effekten af den milliardstøtte, som samfundet sender ud til medierne. Man kunne dels lade støtten blive sammenkoblet med præcise krav til indholdet, og man kunne erkende, at i en tid, hvor alle medier kalder sig mediehuse – læg mærke til at ingen længere vil kalde sig tv-station eller avishus – er det nuværende system et udtryk for, at støtteforanstaltninger, som baserer sig på bestemte platforme, er forældede.
Indvendingen vil nok være, at platforme som især dagblade og tv er produktionsmæssigt særligt omkostningstunge, men man kan vende den om og sætte spørgsmålstegn ved, om vi som samfund så ikke ville få meget mere ud af støtten ved at sende pengene efter medier, som udgivelsesmæssigt var mindre tunge. I så tilfælde vil vi i hvert fald få mere indhold for pengene.
Det seneste eksempel kan man finde i den nyetablerede public service-pulje, hvor man har defineret præcis idéer for, hvad man kan opnå støtte til. Det er i sig selv starten på et bedre system, men alligevel valgte man til sidst at fravælge nye medier fra at kunne søge midler i puljen, mens private broadcastere som MTG og SBS kunne hente penge til dramaproduktion.
Det er klart, at med dagbladenes aktuelle økonomiske situation, vil udsigten til at få reduceret statsstøtten være højst ubelejliget – men det er sådan set heller ikke mit ærinde. For min skyld kan fordelingen af midlerne til de forskellige mediehuse fortsat være den samme, men der bør etableres et system, som frigør pengenes binding til platformen og i stedet animerer alle mediehuse til at lægge sig i selen for at skabe indhold, vi som samfund og befolkning har brug for og på den mest hensigtsmæssige formidlingsplatform – det være sig avis, magasiner, ugeblade, tv, internet eller for den sags skyld mobiltelefoner. Alt.
Som systemet er i dag, opfordrer det til status quo og stilstand. Et nyt system ville kunne skabe dynamik, udvikling og forandring – og samtidig sikre og udbygge Danmark som et pionérland inden for anvendelse af ny teknologi.
Statsstøtten til den danske presse, til DR og TV 2 regionerne samt i en vis udstrækning også private tv-stationer i form af momsfritagelse, portotilskud, licens og en public service-pulje er i opbrud. Og med god grund.
I dag uddeles pengene til højre og venstre med hovedet under armen uden at være præget af meget fornuft, rimelighed og slet ikke antydningen af en rød tråd. For eksempel kan intet internetbåret medie modtage statsstøtte, uanset hvor væsentligt, centralt og kvalitetsbetonet indhold og journalistik, det leverer, hvorimod det i sig selv er en kvalifikation for modtagelse af statsstøtte at udkomme på papir et vist antal dage om ugen – uanset indholdets lødighed eller kvalitet.
Det er imidlertid langt værre, at støtteforanstaltningernes struktur skævvrider motivationen til at etablere sig med godt, seriøst og nødvendigt indhold på nye medier som internet og mobiltelefon i forhold til "gamle" platforme som avispapir og tv. Der er altså tale om en konkurrenceforvridning mellem medietyper.
Sådan er det gået, fordi støtteforanstaltningerne efterhånden udviklet sig til et usammenhængende kludetæppe. Og det er da også en væsentlig grund til, at det som et led i den mediepolitiske aftale fra 6. juni 2006 er aftalt, at Kulturministeriet skal iværksætte et udredningsprojekt, der skal munde ud i en rapport om den fremtidige offentlige støtte til medier med henblik på at skabe en større sammenhæng i støtten.
Det er altså nu, at samfundet og politikerne har chancen for at tilrettelægge en fremtidssikret, veludtænkt og gennemarbejdet mediestøtteordning – et system, hvor man kan vælge at definere og opsætte præcise krav til, hvilken type indhold samfundet og skatteborgerne har gavn af og skal betale for. Det er simpelthen en chance for at få mere hånd i hanke med, hvad vi som samfund ønsker at fremelske og støtte i stedet for som nu, at når først man har opfyldt de formelle krav, fortsætter støtten år efter år uanset arten og kvaliteten af indholdet.
Det er vel egentlig ikke for meget forlangt, hvis støttekronerne blev ledsaget af et vist minimumsniveau af krav. Man kunne tænke sig en varieret palet formet over samme skabelon som public service-kravene til DR og TV 2 – men noget mere præcise og klare. For eksempel kunne man forestille sig, at man støttede indholdsmæssige initiativer, som understøttede samfundets sammenhængskraft. Det er der brug for i en tid med voksende fragmentering.
Der er en række tilfælde inden for underholdningens verden, der har bidraget til store fællesoplevelser for den brede befolkning. Dramaserier som Matador og Krøniken hører til i den kategori, men man kunne spørge sig selv, om man kunne motivere indholdsleverandører til at skabe samlende oplevelser, der også var fakta-baserede – altså fra virkelighedens verden.
Public service-forpligtelserne kræver, at DR og TV 2 i sin nyhedsformidling leverer alsidighed, mangfoldighed og kvalitet, samt at sendefladen skal være upartisk og saglig. Disse fem begreber er et omdrejningspunkt, men de er ikke kvantificerede, og de har aldrig været genstand for nogen særlig efterprøvelse. Der er altså tale om skønne ord, som er særligt anvendelige ved højtider og skåltaler, men som i realiteten ikke har kontrolmuligheder indbygget.
Så selv hvis man tog udgangspunkt i de eksisterende public service-forpligtelser, er der stadig det problem, at selv her findes der intet, som sikrer, at indholdet er godt, gedigent og seriøst. Derfor kunne man kigge på, hvorvidt man kunne opnå en fælles opfattelse af, hvad vi som samfund og demokrati har brug for.
Der er altså især to centrale veje at gå, hvis man skal forbedre effekten af den milliardstøtte, som samfundet sender ud til medierne. Man kunne dels lade støtten blive sammenkoblet med præcise krav til indholdet, og man kunne erkende, at i en tid, hvor alle medier kalder sig mediehuse – læg mærke til at ingen længere vil kalde sig tv-station eller avishus – er det nuværende system et udtryk for, at støtteforanstaltninger, som baserer sig på bestemte platforme, er forældede.
Indvendingen vil nok være, at platforme som især dagblade og tv er produktionsmæssigt særligt omkostningstunge, men man kan vende den om og sætte spørgsmålstegn ved, om vi som samfund så ikke ville få meget mere ud af støtten ved at sende pengene efter medier, som udgivelsesmæssigt var mindre tunge. I så tilfælde vil vi i hvert fald få mere indhold for pengene.
Det seneste eksempel kan man finde i den nyetablerede public service-pulje, hvor man har defineret præcis idéer for, hvad man kan opnå støtte til. Det er i sig selv starten på et bedre system, men alligevel valgte man til sidst at fravælge nye medier fra at kunne søge midler i puljen, mens private broadcastere som MTG og SBS kunne hente penge til dramaproduktion.
Det er klart, at med dagbladenes aktuelle økonomiske situation, vil udsigten til at få reduceret statsstøtten være højst ubelejliget – men det er sådan set heller ikke mit ærinde. For min skyld kan fordelingen af midlerne til de forskellige mediehuse fortsat være den samme, men der bør etableres et system, som frigør pengenes binding til platformen og i stedet animerer alle mediehuse til at lægge sig i selen for at skabe indhold, vi som samfund og befolkning har brug for og på den mest hensigtsmæssige formidlingsplatform – det være sig avis, magasiner, ugeblade, tv, internet eller for den sags skyld mobiltelefoner. Alt.
Som systemet er i dag, opfordrer det til status quo og stilstand. Et nyt system ville kunne skabe dynamik, udvikling og forandring – og samtidig sikre og udbygge Danmark som et pionérland inden for anvendelse af ny teknologi.
DR's gyldne lænker
Hvert år begunstiges DR med en folkegave til en værdi af 3,2 mia. kr. Men det er ikke en gave uden omkostninger, for det skaber et enormt forventningspres, når samtlige danskere er kollektive bidragydere til gaven. Det bliver nærmest umuligt at stille alle tilfredse. Men DR kan selv gøre meget for at undgå, at kunderne ligefrem bliver sure
På et par uger i september lykkedes det DR tre gange dels at genere de fleste af sine kunder og dels at bidrage til, at medieforetagendets kritikere følte sig bekræftet i deres påstande om, at DR vitterlig er både venstre-orienteret og anti-amerikansk.
Først kom det frem, at generaldirektør Kenneth Plummer havde optrådt på Roskilde Festival iført en støtte t-shirt for det hedengangne Ungdomshuset, som man uden at fornærme nogen godt kan betegne som base for unge med rødder i den yderste venstrefløj.
Kort tid efter fortalte studievært Jens Blauenfeldt i programmet Aftenshowet, at han faktisk jublede lidt indvendig, da terrorister bragte World Trade Center i grus. Ganske vist knyttede han denne oplysning sammen med en bemærkning om, at han faktisk var flov over at indrømme det, men da indrømmelsen for åben skærm var helt og aldeles uprovokeret og unødvendig, har Blauenfeldt tilsyneladende ikke følt sig mere flov over at have haft den følelse, end at han var frisk på at dele oplysningen med resten af Danmarks befolkning – midt i den bedste sendetid.
At han nok var flov, men ikke så flov at han holdt det for sig selv, medvirker til at forsyne kritikere med skyts i den tilbagevendende debat om DR's politiske holdninger, når selv så radikaliserede synspunkter erkendes for åben skærm af én af de betydende DR-repræsentanter, som en studievært pr. definition er. Man vil kunne hævde, at den åbenhjertige erkendelse er et udtryk for en kultur, hvor den type synspunkter åbenbart ikke er specielt forkastelige.
Og inden 14 dage var gået, havde DR's korrespondent i USA skrevet en kronik, der var et angreb på præsident Bush og dennes toprådgiver Karl Rove for systematisk at have forsøgt at undergrave det amerikanske samfund i jagten på stemmer. Pointen var i dette tilfælde, at en kronik er udtryk for et standpunkt og en personlig holdning, og at den slags burde en korrespondent, der dækker det selvsamme stofområde, afholde sig fra. Korrespondentens egen chef, Ulrik Haagerup, tog da også afstand fra øvelsen, men igen var skaden sket.
Uanset hvad man måtte mene om disse tre eksempler, der vel at mærke alle er blevet beklaget af DR selv eller af de involverede, bliver de hver for sig en belastning for DR. De trækker alle i den samme politiske retning, så når de lægges sammen, hælder de benzin på bålet i kritikken af DR. Andre vil mene, at der blot er tale om små og betydningsløse enkeltsager, men sådan kan disse fejltrin ikke affærdiges.
Den ikke helt lille folkegave betyder, at der for DR gælder et andet og mere stringent sæt af moralsk-etiske spilleregler, som ingen andre medier i samme grad behøver at leve op til.
Og hvorfor så det? Jo, fordi DR med sin finansiering – kollektivt og solidarisk hvor stort set hver eneste dansker er bidragsyder – har indgået en uskreven kontrakt med befolkningen. Kontrakten går ud på, at man respekterer, at når forbrugerne, seerne, lytterne og brugerne er afskåret fra at reagere, som de har mulighed for i forhold til alle andre medier, hvor man kan stemme med fødderne, forlade butikken, når man ikke længere kan holde lugten ud, så vil man til gengæld sørge for at holde sig renere end ren.
Der skal ikke være én lille, beskidt barnefinger at sætte på det redaktionelle indhold, der kommer fra DR, når man som forbruger ikke har samme sanktionsret, som man har over for andre medier. Det forpligter, og det stiller ekstraordinært store krav til DR's evne til at agere uafhængigt, troværdigt og med solid dømmekraft i enhver henseende – herunder studieværters udtalelser, korrespondenters personlige udgydelser og generaldirektørers påklædning, selv i fritiden.
Det er selvfølgelig dødsvært at skulle leve op til, men at reglerne er strengere for DR's journalister og redaktion end for Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes eller Weekendavisens er ikke til diskussion, fordi det de facto ikke er muligt at forlade butikken DR, hvis ikke man som kunde, forbruger og betaler synes, at selvfølgelige krav til uvildig, nuanceret og tilstræbt objektiv journalistik efterleves.
Derfor er det helt afgørende, at DR selv forstår, at man skal vinde hele befolkningens tillid til, at den journalistiske produktion er second-to-none. Det er altså ikke nok at bringe journalistikken op på et niveau på linje med andre medier – det skal være endnu højere, og det skal være helt uangribeligt.
DR kan med andre ord næsten kun skuffe, men det skal ikke forhindre institutionen i at tænke sig bedre om og anstrenge sig maksimalt for at holde sig på dydens rene sti. De tre eksempler fra to uger i september efterlader indtrykket af, at der i høj grad er basis for at arbejde med forbedringer. Der skal være fuldstændig fokus på DR's helt særlige position, på DR's sårbarhed samt de krav og forventninger, der knytter sig til DR som det mest uhildede medie her til lands. Det er med andre ord ikke fuldstændig ligegyldigt, hvad man siger, skriver eller tager på, når man er repræsentant for DR og ovenikøbet véd, at DR igennem årtier er blevet anklaget for at nære særlige venstreorienterede sympatier.
Måske ville DR have godt af et omfattende værdiarbejde, hvor man ved fælles indsats får beskrevet og defineret sin egen selvopfattelse. Og da man fortsat ønsker hele Danmarks befolkning som sine kunder, er det afgørende, at selvopfattelsen defineres efter dette, og at man bliver noget bedre til ikke at slå skæverter, som konstant medvirker til at underbygge fordommene om DR's politiske observans.
Det er ikke nogen nem opgave for DR, - det er mildest talt en forbandet svær opgave. Og det er en bundet opgave uden alternativer. Men DR får over tre mia. kr. om året, så lænkerne er i det mindste forgyldte.
Dette indlæg er desuden publiceret som klumme i bladet Markedsføring.
På et par uger i september lykkedes det DR tre gange dels at genere de fleste af sine kunder og dels at bidrage til, at medieforetagendets kritikere følte sig bekræftet i deres påstande om, at DR vitterlig er både venstre-orienteret og anti-amerikansk.
Først kom det frem, at generaldirektør Kenneth Plummer havde optrådt på Roskilde Festival iført en støtte t-shirt for det hedengangne Ungdomshuset, som man uden at fornærme nogen godt kan betegne som base for unge med rødder i den yderste venstrefløj.
Kort tid efter fortalte studievært Jens Blauenfeldt i programmet Aftenshowet, at han faktisk jublede lidt indvendig, da terrorister bragte World Trade Center i grus. Ganske vist knyttede han denne oplysning sammen med en bemærkning om, at han faktisk var flov over at indrømme det, men da indrømmelsen for åben skærm var helt og aldeles uprovokeret og unødvendig, har Blauenfeldt tilsyneladende ikke følt sig mere flov over at have haft den følelse, end at han var frisk på at dele oplysningen med resten af Danmarks befolkning – midt i den bedste sendetid.
At han nok var flov, men ikke så flov at han holdt det for sig selv, medvirker til at forsyne kritikere med skyts i den tilbagevendende debat om DR's politiske holdninger, når selv så radikaliserede synspunkter erkendes for åben skærm af én af de betydende DR-repræsentanter, som en studievært pr. definition er. Man vil kunne hævde, at den åbenhjertige erkendelse er et udtryk for en kultur, hvor den type synspunkter åbenbart ikke er specielt forkastelige.
Og inden 14 dage var gået, havde DR's korrespondent i USA skrevet en kronik, der var et angreb på præsident Bush og dennes toprådgiver Karl Rove for systematisk at have forsøgt at undergrave det amerikanske samfund i jagten på stemmer. Pointen var i dette tilfælde, at en kronik er udtryk for et standpunkt og en personlig holdning, og at den slags burde en korrespondent, der dækker det selvsamme stofområde, afholde sig fra. Korrespondentens egen chef, Ulrik Haagerup, tog da også afstand fra øvelsen, men igen var skaden sket.
Uanset hvad man måtte mene om disse tre eksempler, der vel at mærke alle er blevet beklaget af DR selv eller af de involverede, bliver de hver for sig en belastning for DR. De trækker alle i den samme politiske retning, så når de lægges sammen, hælder de benzin på bålet i kritikken af DR. Andre vil mene, at der blot er tale om små og betydningsløse enkeltsager, men sådan kan disse fejltrin ikke affærdiges.
Den ikke helt lille folkegave betyder, at der for DR gælder et andet og mere stringent sæt af moralsk-etiske spilleregler, som ingen andre medier i samme grad behøver at leve op til.
Og hvorfor så det? Jo, fordi DR med sin finansiering – kollektivt og solidarisk hvor stort set hver eneste dansker er bidragsyder – har indgået en uskreven kontrakt med befolkningen. Kontrakten går ud på, at man respekterer, at når forbrugerne, seerne, lytterne og brugerne er afskåret fra at reagere, som de har mulighed for i forhold til alle andre medier, hvor man kan stemme med fødderne, forlade butikken, når man ikke længere kan holde lugten ud, så vil man til gengæld sørge for at holde sig renere end ren.
Der skal ikke være én lille, beskidt barnefinger at sætte på det redaktionelle indhold, der kommer fra DR, når man som forbruger ikke har samme sanktionsret, som man har over for andre medier. Det forpligter, og det stiller ekstraordinært store krav til DR's evne til at agere uafhængigt, troværdigt og med solid dømmekraft i enhver henseende – herunder studieværters udtalelser, korrespondenters personlige udgydelser og generaldirektørers påklædning, selv i fritiden.
Det er selvfølgelig dødsvært at skulle leve op til, men at reglerne er strengere for DR's journalister og redaktion end for Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes eller Weekendavisens er ikke til diskussion, fordi det de facto ikke er muligt at forlade butikken DR, hvis ikke man som kunde, forbruger og betaler synes, at selvfølgelige krav til uvildig, nuanceret og tilstræbt objektiv journalistik efterleves.
Derfor er det helt afgørende, at DR selv forstår, at man skal vinde hele befolkningens tillid til, at den journalistiske produktion er second-to-none. Det er altså ikke nok at bringe journalistikken op på et niveau på linje med andre medier – det skal være endnu højere, og det skal være helt uangribeligt.
DR kan med andre ord næsten kun skuffe, men det skal ikke forhindre institutionen i at tænke sig bedre om og anstrenge sig maksimalt for at holde sig på dydens rene sti. De tre eksempler fra to uger i september efterlader indtrykket af, at der i høj grad er basis for at arbejde med forbedringer. Der skal være fuldstændig fokus på DR's helt særlige position, på DR's sårbarhed samt de krav og forventninger, der knytter sig til DR som det mest uhildede medie her til lands. Det er med andre ord ikke fuldstændig ligegyldigt, hvad man siger, skriver eller tager på, når man er repræsentant for DR og ovenikøbet véd, at DR igennem årtier er blevet anklaget for at nære særlige venstreorienterede sympatier.
Måske ville DR have godt af et omfattende værdiarbejde, hvor man ved fælles indsats får beskrevet og defineret sin egen selvopfattelse. Og da man fortsat ønsker hele Danmarks befolkning som sine kunder, er det afgørende, at selvopfattelsen defineres efter dette, og at man bliver noget bedre til ikke at slå skæverter, som konstant medvirker til at underbygge fordommene om DR's politiske observans.
Det er ikke nogen nem opgave for DR, - det er mildest talt en forbandet svær opgave. Og det er en bundet opgave uden alternativer. Men DR får over tre mia. kr. om året, så lænkerne er i det mindste forgyldte.
Dette indlæg er desuden publiceret som klumme i bladet Markedsføring.
Systemet Politiken – eksistensen er under pres
Udefra set virker det som om, dagbladet Politiken befinder sig i en eksistentiel krise, der i sidste ende kan være livstruende. Men en selvkritisk artikelserie i sommer var måske det første tegn på, at der breder sig en selverkendelse på avisen, så den i tide får sig bragt tilbage til sine rødder – til det oprindelige værdigrundlag
De seneste tal for Politiken er ret foruroligende – både oplags- og læsertal rasler ned, og udviklingen har over tid været eskalerende. Avisens meget omtalte omlægning ligner ikke nogen stor succes, men hvis sommerens selvkritiske artikelserie under navnet "Systemet Politiken – hvad er der egentlig galt med os?" ikke bare var et påtaget, krukket mediestunt, er der måske håb om, at avisen har indledt en en proces, som bringer avisen tilbage til sit oprindelige værdigrundlag – det, der bygger på frisindet, på det fordomsfri og det tolerante, og der hvor avisen var landets førende intellektuelt stimulerende medie.
Men det haster. Og hvis ikke Politikens stadig hastigere deroute snart bliver bragt til ophør eller bremset voldsomt op, må der være højtplacerede mennesker i JP/Politiken-koncernens direktion og bestyrelse, der overvejer, om avisens ledelse er skruet rigtigt sammen.
Økonomisk har Politiken selv ved væsentlig højere oplagstal aldrig været nogen guldgrube, men hvordan det står til nu, véd vi ikke. Avisen har ikke selv helt samme principper om åbenhed og gennemsigtighed, som man i spalterne kræver af alle andre.
Men vi véd, at Politiken deler 23.000 fællesabonnenter med Frederiksborg Amts Avis, og når man ser på tilsvarende erfaringer fra Berlingske Tidende, kan man næppe regne med, at mere end halvdelen af disse er egentlige og loyale Politiken-abonnenter. Dermed er Politiken reelt faretruende tæt på den vigtige oplagsmilepæl på 100.000 solgte aviser om dagen.
Politiken var således også det dagblad, som i årets første fire måneder havde det numerisk set største oplagsmæssige fald på næsten 10.000 eksemplarer – svarende til 7,5 procent af avisens oplag. Læsertallet viser den samme tendens – kunderne har længe sevet ud af butikken – nu flygter de nærmest.
Det er indiskutabelt, at helbreddet skranter, og man kan måske stille diagnosen "eksistentiel krise". Måske var det i erkendelsen af, at tingene ikke er, som de burde være, som hen over sommeren fik avisen til at iværksatte en en artikelserie om sig selv under temaet "Systemet Politiken" med underteksten "Hvad er det egentlig, der er galt med os?". Det virker både rigtigt og sympatisk at behandle sig selv journalistisk selvkritisk – at give plads til kritikerne.
"Hvad er det egentlig, der er galt med os," er en formulering, der kun kan have til hensigt at få læserne til at tro, at avisen har indledt en større selvransagelsesproces. Man opbygger hos læserne en opfattelse af, at avisen er så åben, fordomsfri og frisindet, at den rummer alt – ja, selv kritik mod sig selv. Det siger sig selv, at dertil knytter sig forventninger om, at Politiken så rent faktisk lytter til den fremsatte kritik og agerer på det, og at artikelserien ikke bare var ren luft, der med tyk ironi og sarkasme indirekte gjorde nar ad de læsere, som tog seriens tema for pålydende.
Måske bliver læserne godt skuffede, for jeg har endnu ikke set nogen en ledende Politiken-medarbejder udtrykke sig på en måde, som understøtter antydninger af selverkendelse i forhold til avisens journalistiske linje. Og så er det måske bare et rent sommer-stunt for, at avisen kan pudse sin glorie som den fordomsfrie, frisindede og levende avis med højt til loftet.
Ét af kritikpunkterne blev fremsat af Bertel Haarder, som mente, at Politiken overskrider journalistisk anstændighed. Omlægningen til en mere holdningspræget avis har i hvert fald gjort avisen mere forudsigelig, som en anden af kritikerne – Morten Sabroe – også har sagt. Man véd instinktivt ud fra overskrifterne, hvilken type kilder der er anvendt, og hvilket formål og synspunkter de skal fremme.
Selv den mest objektive og apolitiske journalist vil rent fagligt kunne konstatere, at den journalistiske linje er kraftigt præget af de samme meninger og holdninger. Man bliver ikke længere intellektuelt udfordret og overrasket ved at læse avisen – sangen er i store træk den samme dag ud og dag ind. Heltene og skurkene er sort/hvide som i en billig amerikansk film, og rollerne er fordelt. Det er længe siden, man har fået sig en overraskelse på den konto.
Én af Politikens grundlæggende systemfejl er, at indignationen som journalistisk drivkraft har udvidet sig. Nu er det også en god historie, når folk føler sig krænket, hvilket giver uanede muligheder for historier.
Problemet er blot, at hvor indignationen er en indbygget del af journalistikken, fordi den udspringer af forargelse over en nærmest dokumentérbar overmagts uretfærdighed mod en svagere modpart, så er følelsen af krænkelse rent privat og personlig. Man føler sig krænket på sit subjektive værdisæt, og da enhver kan påberåbe sig at være blevet krænket af det ene eller det andet, er der ingen ende på strømmen af historier, der kan udvindes af mennesker, som føler sig krænkede. Ikke mindst debatsiderne er fyldt med læserbreve, kronikker og meget andet fra folk, som er krænkede over de personer, organisationer, myndigheder etc., der af Politiken og kernelæserne opfattes som modstandere.
Krænkelsen er nært beslægtet med puritanismen, og således skal Politikens forøgede brug af denne private følelse som løftestang for journalistik nok findes i den omsiggribende nypuritanisme, som også drev avisens klapjagt på Jørgen Leth i sin tid. Det morsomme er imidlertid, at puritanismen er fundamentalt i modstrid med Politikens oprindelige værdier, og det opdager Politiken forhåbentlig i sin selverkendelsesproces.
Politikens eksistensberettigelse findes ikke i at være et menighedsblad, et politisk parti eller en sekt, som det er blevet påstået, men at være den velfunderede, frisindede, åbne avis, som vi kendte fra tidligere.
Dette indlæg er desuden publiceret som klumme i bladet Markedsføring.
De seneste tal for Politiken er ret foruroligende – både oplags- og læsertal rasler ned, og udviklingen har over tid været eskalerende. Avisens meget omtalte omlægning ligner ikke nogen stor succes, men hvis sommerens selvkritiske artikelserie under navnet "Systemet Politiken – hvad er der egentlig galt med os?" ikke bare var et påtaget, krukket mediestunt, er der måske håb om, at avisen har indledt en en proces, som bringer avisen tilbage til sit oprindelige værdigrundlag – det, der bygger på frisindet, på det fordomsfri og det tolerante, og der hvor avisen var landets førende intellektuelt stimulerende medie.
Men det haster. Og hvis ikke Politikens stadig hastigere deroute snart bliver bragt til ophør eller bremset voldsomt op, må der være højtplacerede mennesker i JP/Politiken-koncernens direktion og bestyrelse, der overvejer, om avisens ledelse er skruet rigtigt sammen.
Økonomisk har Politiken selv ved væsentlig højere oplagstal aldrig været nogen guldgrube, men hvordan det står til nu, véd vi ikke. Avisen har ikke selv helt samme principper om åbenhed og gennemsigtighed, som man i spalterne kræver af alle andre.
Men vi véd, at Politiken deler 23.000 fællesabonnenter med Frederiksborg Amts Avis, og når man ser på tilsvarende erfaringer fra Berlingske Tidende, kan man næppe regne med, at mere end halvdelen af disse er egentlige og loyale Politiken-abonnenter. Dermed er Politiken reelt faretruende tæt på den vigtige oplagsmilepæl på 100.000 solgte aviser om dagen.
Politiken var således også det dagblad, som i årets første fire måneder havde det numerisk set største oplagsmæssige fald på næsten 10.000 eksemplarer – svarende til 7,5 procent af avisens oplag. Læsertallet viser den samme tendens – kunderne har længe sevet ud af butikken – nu flygter de nærmest.
Det er indiskutabelt, at helbreddet skranter, og man kan måske stille diagnosen "eksistentiel krise". Måske var det i erkendelsen af, at tingene ikke er, som de burde være, som hen over sommeren fik avisen til at iværksatte en en artikelserie om sig selv under temaet "Systemet Politiken" med underteksten "Hvad er det egentlig, der er galt med os?". Det virker både rigtigt og sympatisk at behandle sig selv journalistisk selvkritisk – at give plads til kritikerne.
"Hvad er det egentlig, der er galt med os," er en formulering, der kun kan have til hensigt at få læserne til at tro, at avisen har indledt en større selvransagelsesproces. Man opbygger hos læserne en opfattelse af, at avisen er så åben, fordomsfri og frisindet, at den rummer alt – ja, selv kritik mod sig selv. Det siger sig selv, at dertil knytter sig forventninger om, at Politiken så rent faktisk lytter til den fremsatte kritik og agerer på det, og at artikelserien ikke bare var ren luft, der med tyk ironi og sarkasme indirekte gjorde nar ad de læsere, som tog seriens tema for pålydende.
Måske bliver læserne godt skuffede, for jeg har endnu ikke set nogen en ledende Politiken-medarbejder udtrykke sig på en måde, som understøtter antydninger af selverkendelse i forhold til avisens journalistiske linje. Og så er det måske bare et rent sommer-stunt for, at avisen kan pudse sin glorie som den fordomsfrie, frisindede og levende avis med højt til loftet.
Ét af kritikpunkterne blev fremsat af Bertel Haarder, som mente, at Politiken overskrider journalistisk anstændighed. Omlægningen til en mere holdningspræget avis har i hvert fald gjort avisen mere forudsigelig, som en anden af kritikerne – Morten Sabroe – også har sagt. Man véd instinktivt ud fra overskrifterne, hvilken type kilder der er anvendt, og hvilket formål og synspunkter de skal fremme.
Selv den mest objektive og apolitiske journalist vil rent fagligt kunne konstatere, at den journalistiske linje er kraftigt præget af de samme meninger og holdninger. Man bliver ikke længere intellektuelt udfordret og overrasket ved at læse avisen – sangen er i store træk den samme dag ud og dag ind. Heltene og skurkene er sort/hvide som i en billig amerikansk film, og rollerne er fordelt. Det er længe siden, man har fået sig en overraskelse på den konto.
Én af Politikens grundlæggende systemfejl er, at indignationen som journalistisk drivkraft har udvidet sig. Nu er det også en god historie, når folk føler sig krænket, hvilket giver uanede muligheder for historier.
Problemet er blot, at hvor indignationen er en indbygget del af journalistikken, fordi den udspringer af forargelse over en nærmest dokumentérbar overmagts uretfærdighed mod en svagere modpart, så er følelsen af krænkelse rent privat og personlig. Man føler sig krænket på sit subjektive værdisæt, og da enhver kan påberåbe sig at være blevet krænket af det ene eller det andet, er der ingen ende på strømmen af historier, der kan udvindes af mennesker, som føler sig krænkede. Ikke mindst debatsiderne er fyldt med læserbreve, kronikker og meget andet fra folk, som er krænkede over de personer, organisationer, myndigheder etc., der af Politiken og kernelæserne opfattes som modstandere.
Krænkelsen er nært beslægtet med puritanismen, og således skal Politikens forøgede brug af denne private følelse som løftestang for journalistik nok findes i den omsiggribende nypuritanisme, som også drev avisens klapjagt på Jørgen Leth i sin tid. Det morsomme er imidlertid, at puritanismen er fundamentalt i modstrid med Politikens oprindelige værdier, og det opdager Politiken forhåbentlig i sin selverkendelsesproces.
Politikens eksistensberettigelse findes ikke i at være et menighedsblad, et politisk parti eller en sekt, som det er blevet påstået, men at være den velfunderede, frisindede, åbne avis, som vi kendte fra tidligere.
Dette indlæg er desuden publiceret som klumme i bladet Markedsføring.
Medier som publicisme eller cool business
Medievirksomhederne har efter mange år med lidt for lemfældig omgang med pengene nu fået toptunet opmærksomheden på økonomien. Nu er de økonomiske tilpasninger imidlertid ved at være overstået, så der kan komme fornyet opmærksomhed på kreativ udvikling af produkter og indhold
Der er sket en ting eller to i mediebranchen inden for de seneste ti år. Mildest talt. Indtil for bare 8-10 år siden var det som om, branchen opfattede sig selv som undtaget fra de almindelige markedsmekanismer. Det var en dødsensfarlig livsstil. Og det var ret trættende for annoncørerne. Til gengæld var der masser af plads til engagement, udvikling og passion – lidt for løssluppent, syntes nogen.
Efter én af de hårdeste kriser i mediebranchen nogensinde er der kommet et stærkt tiltrængt fokus på økonomien. Også redaktører og journalister har fået øjnene meget mere op for, at der skal indtægter i hus. Balancen mellem det kommercielle og det redaktionelle er blevet rettet op til fordel for det kommercielle. Der var i en periode brug for en bestemt type ledere, som kunne tage de nødvendige beslutninger uden alt for varme følelser for alt det mere eller mindre brugbart indhold, som kostede buler af penge. Der blev foretaget nødvendige slagtninger af nogle hellige køer.
Nu da der er kommet det nødvendige fokus på økonomien, er tiden ved at være inde til mere fremsynede og visionære ledere, som forstår, at medier ikke blot kan betragtes som ethvert andet erhverv, men som opfatter medier som livsnødvendige kulturelle, samfundsmæssige og demokratiske institutioner. Hvis ikke vi passer på, kan der opstå en ny ubalance, hvor et blindt fokus på økonomi og bundlinje dræber en stærkt påkrævet udvikling af medierne mod nye mål. Der er masser at gøre, men alt for få idéer og banebrydende nytænkning.
I stillingsannoncen for den kommende TV 2-direktør tegner man profilen af en person, som besidder passion og engagement for medier. Man leder således efter en person, som har en "brændende vilje til og ønske om at videreudvikle TV 2", og kandidaten skal have en "betydelig kultur- og samfundsforståelse samt interesse i at deltage i den offentlige debat". Herudover forventes det, at personen "proaktivt og visionært (skal) sikre, at TV 2 bedst opfylder sin public service-forpligtelse." TV 2 er med andre ord på udkig efter en vaskeægte publicist fyldt med visioner og fremsyn.
I umiddelbar forlængelse af den tankegang ligger der også en erkendelse af, at fordi denne branche har særlige forpligtelser at løfte, vil man ikke kunne pålægge mediebranchen samme indtjeningsmæssige krav som alle mulige andre brancher. For mange medier er deres samfundsmæssige betydning vigtigere end optimering af bundlinjen, men det betyder ikke, at der ikke skal tjenes penge – og helst mange af dem. I denne gruppe finder man dem, der tager udgangspunkt i det publicistiske. Det gør man ikke, hvis ikke man tillægger medievirksomhedens betydning for de omgivende samfund nogen afgørende vægt.
JP/Politikens adm. direktør, Lars Munch, der er en ægte publicist, siger det yderst præcist med nogle få ord:
"Vi udgiver ikke aviser for at tjene penge. Vi tjener penge for at kunne udgive aviser."
I en kort sætning har han indrammet hele JP/Politiken-koncernens raison d'être. "Vi vil gerne lave så mange penge som muligt, men ikke hvis det strider imod vores fornemste opgave – at udgive aviser og være publicister." Dette er hans grundsynspunkt, men det generelt er det ikke et særligt fremherskende synspunkt i debatten i dagens mediebillede.
Vi skal ellers ikke glemme, at netop dette synspunkt rent faktisk også er Danmarks officielle synspunkt på medier – primært nyhedsmedierne.
Der er således fuldstændig politisk konsensus om, at medier er meget andet og mere end blot et erhverv. Staten har omfattende støtteforanstaltninger til dagblade og til visse elektroniske medier i form af licens, momsfritagelse af aviserne og distributionstilskud til aviserne. Støtteforanstaltningerne ville man næppe kunne finde ét eneste parti i Folketinget, der ville være imod. Kunne mediebranchen opfattes som en hvilken som helst anden branche, skulle der ikke udbetales én eneste støttekrone. Der er faktisk en årsag – og dermed også en forpligtelse – tilknyttet støtteordningerne.
Hvis mediebranchen bliver reduceret til at være markedstænkning, analyser og kolde fakta, vil det rive tæppet væk under selve mediernes fundamentale eksistensberettigelse, hvor drivkraften er idérigdommen, opfindsomheden, kreativiteten og indholdsmæssig udvikling. Man kan ikke sidde og regne ud, hvad der skal til for at udfylde funktionen som borgernes vagthund og den fjerde statsmagt. Glemmer man sin eksistensberettigelse, vil det efterfølgende være nemt for politikerne med et pennestrøg at fjerne enhver form for økonomisk støtte fra staten til branchen.
Måske var det de tilbagevendende og perspektivløse sparekrav én af de grundlæggende årsager til, at Lasse Bolander stemplede ud for sidste gang i Det Berlingske Officin. Mecoms bastante overskudskrav sætter én helt central opgave for Berlingskes adm. direktør – at få bundlinjen presset op.
Det er unægtelig sjældent, at visionerne, ambitionerne, de storslåede projekter og sprudlende kreativitet udspringer af spareplaner, som af natur er defensivt og trist. Måske blev det for meget til sidst, hvis man som topchef bare skal sidde og effektuere de målsætninger, som andre har sat op for én. Derfor bliver det ret interessant at se, hvem der afløser Bolander – en publicist, der vil udvikle Berlingskes portefølje, eller en stik-i-rend dreng, som klapper hælene sammen og leverer 15 procent uden at stille sig kritisk an i forhold til, om det i længden er redaktionelt og produktmæssigt forsvarligt, før værdien af de stærke brands begynder at erodere.
Der er sket en ting eller to i mediebranchen inden for de seneste ti år. Mildest talt. Indtil for bare 8-10 år siden var det som om, branchen opfattede sig selv som undtaget fra de almindelige markedsmekanismer. Det var en dødsensfarlig livsstil. Og det var ret trættende for annoncørerne. Til gengæld var der masser af plads til engagement, udvikling og passion – lidt for løssluppent, syntes nogen.
Efter én af de hårdeste kriser i mediebranchen nogensinde er der kommet et stærkt tiltrængt fokus på økonomien. Også redaktører og journalister har fået øjnene meget mere op for, at der skal indtægter i hus. Balancen mellem det kommercielle og det redaktionelle er blevet rettet op til fordel for det kommercielle. Der var i en periode brug for en bestemt type ledere, som kunne tage de nødvendige beslutninger uden alt for varme følelser for alt det mere eller mindre brugbart indhold, som kostede buler af penge. Der blev foretaget nødvendige slagtninger af nogle hellige køer.
Nu da der er kommet det nødvendige fokus på økonomien, er tiden ved at være inde til mere fremsynede og visionære ledere, som forstår, at medier ikke blot kan betragtes som ethvert andet erhverv, men som opfatter medier som livsnødvendige kulturelle, samfundsmæssige og demokratiske institutioner. Hvis ikke vi passer på, kan der opstå en ny ubalance, hvor et blindt fokus på økonomi og bundlinje dræber en stærkt påkrævet udvikling af medierne mod nye mål. Der er masser at gøre, men alt for få idéer og banebrydende nytænkning.
I stillingsannoncen for den kommende TV 2-direktør tegner man profilen af en person, som besidder passion og engagement for medier. Man leder således efter en person, som har en "brændende vilje til og ønske om at videreudvikle TV 2", og kandidaten skal have en "betydelig kultur- og samfundsforståelse samt interesse i at deltage i den offentlige debat". Herudover forventes det, at personen "proaktivt og visionært (skal) sikre, at TV 2 bedst opfylder sin public service-forpligtelse." TV 2 er med andre ord på udkig efter en vaskeægte publicist fyldt med visioner og fremsyn.
I umiddelbar forlængelse af den tankegang ligger der også en erkendelse af, at fordi denne branche har særlige forpligtelser at løfte, vil man ikke kunne pålægge mediebranchen samme indtjeningsmæssige krav som alle mulige andre brancher. For mange medier er deres samfundsmæssige betydning vigtigere end optimering af bundlinjen, men det betyder ikke, at der ikke skal tjenes penge – og helst mange af dem. I denne gruppe finder man dem, der tager udgangspunkt i det publicistiske. Det gør man ikke, hvis ikke man tillægger medievirksomhedens betydning for de omgivende samfund nogen afgørende vægt.
JP/Politikens adm. direktør, Lars Munch, der er en ægte publicist, siger det yderst præcist med nogle få ord:
"Vi udgiver ikke aviser for at tjene penge. Vi tjener penge for at kunne udgive aviser."
I en kort sætning har han indrammet hele JP/Politiken-koncernens raison d'être. "Vi vil gerne lave så mange penge som muligt, men ikke hvis det strider imod vores fornemste opgave – at udgive aviser og være publicister." Dette er hans grundsynspunkt, men det generelt er det ikke et særligt fremherskende synspunkt i debatten i dagens mediebillede.
Vi skal ellers ikke glemme, at netop dette synspunkt rent faktisk også er Danmarks officielle synspunkt på medier – primært nyhedsmedierne.
Der er således fuldstændig politisk konsensus om, at medier er meget andet og mere end blot et erhverv. Staten har omfattende støtteforanstaltninger til dagblade og til visse elektroniske medier i form af licens, momsfritagelse af aviserne og distributionstilskud til aviserne. Støtteforanstaltningerne ville man næppe kunne finde ét eneste parti i Folketinget, der ville være imod. Kunne mediebranchen opfattes som en hvilken som helst anden branche, skulle der ikke udbetales én eneste støttekrone. Der er faktisk en årsag – og dermed også en forpligtelse – tilknyttet støtteordningerne.
Hvis mediebranchen bliver reduceret til at være markedstænkning, analyser og kolde fakta, vil det rive tæppet væk under selve mediernes fundamentale eksistensberettigelse, hvor drivkraften er idérigdommen, opfindsomheden, kreativiteten og indholdsmæssig udvikling. Man kan ikke sidde og regne ud, hvad der skal til for at udfylde funktionen som borgernes vagthund og den fjerde statsmagt. Glemmer man sin eksistensberettigelse, vil det efterfølgende være nemt for politikerne med et pennestrøg at fjerne enhver form for økonomisk støtte fra staten til branchen.
Måske var det de tilbagevendende og perspektivløse sparekrav én af de grundlæggende årsager til, at Lasse Bolander stemplede ud for sidste gang i Det Berlingske Officin. Mecoms bastante overskudskrav sætter én helt central opgave for Berlingskes adm. direktør – at få bundlinjen presset op.
Det er unægtelig sjældent, at visionerne, ambitionerne, de storslåede projekter og sprudlende kreativitet udspringer af spareplaner, som af natur er defensivt og trist. Måske blev det for meget til sidst, hvis man som topchef bare skal sidde og effektuere de målsætninger, som andre har sat op for én. Derfor bliver det ret interessant at se, hvem der afløser Bolander – en publicist, der vil udvikle Berlingskes portefølje, eller en stik-i-rend dreng, som klapper hælene sammen og leverer 15 procent uden at stille sig kritisk an i forhold til, om det i længden er redaktionelt og produktmæssigt forsvarligt, før værdien af de stærke brands begynder at erodere.
Ny bestyrelse vil give TV 2 tiltrængt fornyelse
Per Mikael Jensens exit fra TV 2 giver virksomheden et pusterum. Det er også en anledning til at tilføre TV 2 fornyelse på bestyrelsesniveau, så luften bliver grundigt udskiftet og en ny administrerende direktør kan starte med en ny bestyrelse
Der har i helt ekstrem grad været gang i udskiftningerne på TV 2 i det seneste års tid - senest Per Mikael Jensens afsked efter kun godt et år på posten. Nu mangler der egentlig kun bestyrelsen, og da en række af medlemmerne har siddet i nu snart fem år, bliver det relevant at diskutere fornyelse og udskiftninger der også.
Udefra set virker bestyrelsen stadig mere rusten og slidt. Dens dømmekraft har været svigtende og underbygger en fornemmelse af, at den simpelthen ikke helt véd, hvad den i relation til offentligheden har med at gøre. De dårligt håndterede sager har gjort, at bestyrelsen helt gennemgående er kommet til at fremstå uprofessionel uden, at den egentlig nåede at komme til at virke driftssikker.
Regeringen søsatte ellers en målsætning ved sin tiltrædelse om, at statens virksomheder skulle udstyres med såkaldt "professionelle bestyrelser". I ordet "professionel" har der fra starten været indbygget en præmis om, at begrebet helt naturligt dækkede over erhvervsledere, men en række forløb omkring ikke bare TV 2's bestyrelse har vist, at betydningen af ordet "professionel" har behov for at blive slebet til for at nå til den erkendelse, at en bestyrelse ikke bliver professionel bare, fordi der sidder en række erhvervsledere. Den bør også omfatte personer med andre professionelle kompetencer end de rent erhvervsmæssige.
For eksempel kan det vel næppe karakteriseres som professionelt, at der i bestyrelsen ikke findes ét eller flere medlemmer med solid, opdateret viden om og erfaring fra den branche, som TV 2 er en del af.
Der er også stærkt brug for repræsentanter, der har en langt dybere indsigt og forståelse for virksomheden TV 2 og for den samfundsmæssige kontekst, den indgår i. For eksempel er det tydeligvis – og i mange andre tilfælde end TV 2 – kommet bag på disse professionelle bestyrelser, at statens virksomheder er omgærdet af en meget betydelig og til tider hysterisk interesse fra pressen, offentligheden/samfundsborgerne og ikke mindst politikerne. Flere kiksede forløb har klart bevist, at det ikke er nok at finde 5-6 dygtige eller højtprofilerede erhvervsledere – slet ikke når de er helt blanke på den branche, som deres virksomhed er en del af.
Den voldsomme medieinteresse for statens virksomheder – DR og TV 2 i særdeleshed – er et grundvilkår, som disse professionelle bestyrelser synes at have svære ved at acceptere. Men presseopmærksomheden er et vilkår. Både presse, politikere og skatteborgere blander sig, og når man er sat i bestyrelsen for en offentlig virksomhed, kommer man også nemt i vælten, når pressestormen raser. Det er et helt andet univers, end disse erhvervsledere som udgangspunkt er vant til, og som de så ofte ender med at håndtere så kluntet, at det svækker omverdenens tillid til dem.
Rent menneskeligt er det til at forstå, at det må være ubehageligt at blive udsat for en indimellem ganske skånselsløs kritik i al offentlighed, men det er der ikke plads til at tage hensyn til. Der er nemlig et langt større hensyn at tage, og det er den skade, som den manglende professionalisme påfører en virksomhed og organisation. Det er helt afgørende, at den slags tages dybt alvorligt, og at det adresseres. Det er ikke nok bare at konstatere, at det sker.
Bestyrelsesformand Niels Boserup udtalte for nylig, at bestyrelsen helst så en "Per Mikael-klon" som den kommende administrerende direktør. Det må forventes, at udtalelsen står for hele bestyrelsens regning, og den udtalelse er et udtryk for, at følingen med TV 2 er ret svag.
Langt de fleste – både inden for og uden for TV 2's organisation – er nemlig enige om, at der ikke er brug for flere nye idéer og projekter lige med det første, men at der er hårdt brug for implementering, konsolidering og ro. For det er jo ikke en kvalitet i sig selv at lancere så mange nye initiativer som muligt. Enhver med forstand på ledelse ville som det allerførste fremhæve, at den største risiko ved at kaste rigtig mange bolde i luften er, at organisationen mister fokus. Man kan ikke forvente af medarbejdere i nogen virksomhed, at de magter at have blikket stift rettet mod 10 eller 15 bolde ad gangen.
Derfor er det ikke realistisk at fortsætte det DAMP-agtige tempo, der har været fremherskende gennem det seneste år, men som bestyrelsen altså gerne ser fortsætte. Organisationen vil ikke for tiden være i stand til at absorbere flere nye tiltag. De skibe, som allerede er sat i søen, må vise sødygtighed eller blive lukket ned. De skal følges til dørs, og de skal implementeres. Til det formål har man slet ikke brug for en "Per Mikael-klon". At TV 2 skulle skrue en spids ned for tempoet og nøjes med en enkelt ny kanallancering eller to om året, er ikke ensbetydende med, at TV 2 ikke kan fastholde sin nuværende strategi, som blev lagt af den oprindelige direktion og ledergruppe helt tilbage i slutningen af 2005, og som bestyrelsen vedtog i februar 2006.
Og så er der en helt central grund til, at nye kræfter i bestyrelsen er tiltrængt, for der er simpelthen begået så mange fejl, at det virker usandsynligt, at bestyrelsen kan genoprette politikernes, borgernes og TV 2's medarbejderes tillid til, at den fremover vil være i stand til at forvalte sit hverv hverv topprofessionelt og med en mere driftsikker dømmekraft – når det nu ikke er lykkedes hidtil.
De mange fejlgreb har sat TV 2's bestyrelse i en position, hvor dens egne chancer for at påvirke sit image i positiv retning efterhånden er yderst begrænsede. Bestyrelsens image er ret ridset, og det rammer ikke kun bestyrelsen, men også både TV 2's image og organisationen som helhed. Hvor rimeligt er det?
Der har i helt ekstrem grad været gang i udskiftningerne på TV 2 i det seneste års tid - senest Per Mikael Jensens afsked efter kun godt et år på posten. Nu mangler der egentlig kun bestyrelsen, og da en række af medlemmerne har siddet i nu snart fem år, bliver det relevant at diskutere fornyelse og udskiftninger der også.
Udefra set virker bestyrelsen stadig mere rusten og slidt. Dens dømmekraft har været svigtende og underbygger en fornemmelse af, at den simpelthen ikke helt véd, hvad den i relation til offentligheden har med at gøre. De dårligt håndterede sager har gjort, at bestyrelsen helt gennemgående er kommet til at fremstå uprofessionel uden, at den egentlig nåede at komme til at virke driftssikker.
Regeringen søsatte ellers en målsætning ved sin tiltrædelse om, at statens virksomheder skulle udstyres med såkaldt "professionelle bestyrelser". I ordet "professionel" har der fra starten været indbygget en præmis om, at begrebet helt naturligt dækkede over erhvervsledere, men en række forløb omkring ikke bare TV 2's bestyrelse har vist, at betydningen af ordet "professionel" har behov for at blive slebet til for at nå til den erkendelse, at en bestyrelse ikke bliver professionel bare, fordi der sidder en række erhvervsledere. Den bør også omfatte personer med andre professionelle kompetencer end de rent erhvervsmæssige.
For eksempel kan det vel næppe karakteriseres som professionelt, at der i bestyrelsen ikke findes ét eller flere medlemmer med solid, opdateret viden om og erfaring fra den branche, som TV 2 er en del af.
Der er også stærkt brug for repræsentanter, der har en langt dybere indsigt og forståelse for virksomheden TV 2 og for den samfundsmæssige kontekst, den indgår i. For eksempel er det tydeligvis – og i mange andre tilfælde end TV 2 – kommet bag på disse professionelle bestyrelser, at statens virksomheder er omgærdet af en meget betydelig og til tider hysterisk interesse fra pressen, offentligheden/samfundsborgerne og ikke mindst politikerne. Flere kiksede forløb har klart bevist, at det ikke er nok at finde 5-6 dygtige eller højtprofilerede erhvervsledere – slet ikke når de er helt blanke på den branche, som deres virksomhed er en del af.
Den voldsomme medieinteresse for statens virksomheder – DR og TV 2 i særdeleshed – er et grundvilkår, som disse professionelle bestyrelser synes at have svære ved at acceptere. Men presseopmærksomheden er et vilkår. Både presse, politikere og skatteborgere blander sig, og når man er sat i bestyrelsen for en offentlig virksomhed, kommer man også nemt i vælten, når pressestormen raser. Det er et helt andet univers, end disse erhvervsledere som udgangspunkt er vant til, og som de så ofte ender med at håndtere så kluntet, at det svækker omverdenens tillid til dem.
Rent menneskeligt er det til at forstå, at det må være ubehageligt at blive udsat for en indimellem ganske skånselsløs kritik i al offentlighed, men det er der ikke plads til at tage hensyn til. Der er nemlig et langt større hensyn at tage, og det er den skade, som den manglende professionalisme påfører en virksomhed og organisation. Det er helt afgørende, at den slags tages dybt alvorligt, og at det adresseres. Det er ikke nok bare at konstatere, at det sker.
Bestyrelsesformand Niels Boserup udtalte for nylig, at bestyrelsen helst så en "Per Mikael-klon" som den kommende administrerende direktør. Det må forventes, at udtalelsen står for hele bestyrelsens regning, og den udtalelse er et udtryk for, at følingen med TV 2 er ret svag.
Langt de fleste – både inden for og uden for TV 2's organisation – er nemlig enige om, at der ikke er brug for flere nye idéer og projekter lige med det første, men at der er hårdt brug for implementering, konsolidering og ro. For det er jo ikke en kvalitet i sig selv at lancere så mange nye initiativer som muligt. Enhver med forstand på ledelse ville som det allerførste fremhæve, at den største risiko ved at kaste rigtig mange bolde i luften er, at organisationen mister fokus. Man kan ikke forvente af medarbejdere i nogen virksomhed, at de magter at have blikket stift rettet mod 10 eller 15 bolde ad gangen.
Derfor er det ikke realistisk at fortsætte det DAMP-agtige tempo, der har været fremherskende gennem det seneste år, men som bestyrelsen altså gerne ser fortsætte. Organisationen vil ikke for tiden være i stand til at absorbere flere nye tiltag. De skibe, som allerede er sat i søen, må vise sødygtighed eller blive lukket ned. De skal følges til dørs, og de skal implementeres. Til det formål har man slet ikke brug for en "Per Mikael-klon". At TV 2 skulle skrue en spids ned for tempoet og nøjes med en enkelt ny kanallancering eller to om året, er ikke ensbetydende med, at TV 2 ikke kan fastholde sin nuværende strategi, som blev lagt af den oprindelige direktion og ledergruppe helt tilbage i slutningen af 2005, og som bestyrelsen vedtog i februar 2006.
Og så er der en helt central grund til, at nye kræfter i bestyrelsen er tiltrængt, for der er simpelthen begået så mange fejl, at det virker usandsynligt, at bestyrelsen kan genoprette politikernes, borgernes og TV 2's medarbejderes tillid til, at den fremover vil være i stand til at forvalte sit hverv hverv topprofessionelt og med en mere driftsikker dømmekraft – når det nu ikke er lykkedes hidtil.
De mange fejlgreb har sat TV 2's bestyrelse i en position, hvor dens egne chancer for at påvirke sit image i positiv retning efterhånden er yderst begrænsede. Bestyrelsens image er ret ridset, og det rammer ikke kun bestyrelsen, men også både TV 2's image og organisationen som helhed. Hvor rimeligt er det?
søndag den 1. juli 2007
Avisen i krise, men den dør ikke lige nu
Det er for tidligt at skrive nekrologen over avisen, selvom det ser ret dystert ud. Avisen er et fantastisk medie, som ikke dør lige med det samme. Men der er brug for et gennemgribende eftersyn af selve avisproduktets forretningsmodel – fra indhold til frekvens
"Det ser rigtig, rigtig skidt ud for de etablerede dagblade." Sådan sagde en mediebureaumand til Berlingske Tidende, da Gallup offentliggjorde de seneste halvårsbaserede læsertal. Det var tal, som viste, at alle aviser – bortset fra Børsen – gik tilbage. Flere af dem endda med tilbagegang på tocifrede procentsatser bare i løbet af det seneste halve år. Det er blot de seneste tal i en lang, lang række, som dokumenterer, at der er ved at være et ret akut behov for en komplet retænkning af hele avisproduktets forretningsmodel – lige fra de redaktionelle valg til udgivelsesfrekvensen.
For det ser unægtelig ikke godt ud. Det har det forresten ikke gjort i mange år. Det er bare blevet værre og værre, og selvom skiftende ledelser på de mange bladhuse har gjort alt muligt, så har det altså ikke været godt nok.
Vejle Amts Folkeblads adm. direktør, Arne Mariager, sagde i Børsen forleden, at udviklingen er dybt problematisk, og at man på hans avis har prøvet "alt mellem himmel og jord" for at overbevise folk om, at de ikke kan leve uden en avis.
Aviserne har gennemført rigtig mange initiativer for at stoppe oplagsfaldene, men der har ikke været nogen så succesrige modeller iblandt, at man kan påvise nogen entydig farbar vej at gå. Og spørgsmålet er da, om det så betyder, at avisen som produkt og som forretningsmodel er dødt. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke, men det er langt fra utænkeligt, at avisproduktet baseret på det eksisterende koncept ikke længere fungerer. Svaret på det er naturligvis at få konceptet tilpasset, så det opfylder flere menneskers behov, end det er tilfældet i dag. Alternativet er jo, at man før eller siden ryger ud af markedet.
En del af problemstillingen er, at det næppe længere er et økonomisk spørgsmål, om man abonnerer på en avis – i hvert fald så kun i begrænset omfang. Tiden er derimod den allermest knappe ressource i dagens samfund, og det gælder ikke mindst den gruppe af veluddannede, vellønnede og hårdtarbejdende familier, som i forvejen er mest tilbøjelige til at erhverve sig et avisabonnement. Derfor er det formentlig endnu mere et tidsspørgsmål end et pengespørgsmål, om man holder avis. Det er en afgørende erkendelse, hvis man skal skrue på avisen som koncept.
Som avislæser, borger og privatperson tilstræber man at optimere sin tid, og det er ikke utænkeligt, at avisen i sit nuværende format simpelthen er for stor en tidsspilder. Der er alt for meget stof, som er uinteressant for den enkelte, fordi især omnibusaviserne stort set vil være det hele for alle. Og det er som bekendt umuligt.
En del af et fremtidig og moderne aviskoncept kan ligge i en kombination af en lavere udgivelsesfrekvens og en højere oplevet kvalitetsværdi på indholdssiden. Der er masser af unikt og godt indhold i aviserne, men der er desværre også masser af overflødigt stof, som drukner det hele. Især fællesstof hvor aviserne alligevel ikke evner at føre historiens perspektiver videre fra det punkt, hvor tv og internettet slap det dagen før. Og da jeg som avislæser er et interesseret menneske, der for længst er blevet opdateret på gårsdagens nyheder, føler jeg, at avisens redaktion har spildt tiden med at producere indhold, som ikke er nyt for mig.
Al balladen ved G8-mødet for nylig er et godt eksempel på, at aviserne på grund af den lange produktionstid er dømt til at være bagud. I de situationer kunne det ret ofte være relevant med en langt modigere redaktionel prioritering, hvor den slags fællesstof blev fravalgt, mens ressourcerne i stedet blev brugt på unik journalistisk indhold.
At turde gennemføre en hård redaktionel frasortering af meget fællesstof og samtidig opprioritere det unikke indhold vil give færre linjer til avisen, for det er selvfølgelig langt sværere og mere tidskrævende at producere det unikke end at skrive selvfølgeligheder, som ligner de andre avisers selvfølgeligheder til forveksling. Kvaliteten kan med andre ord forbedres væsentligt alene ved en omfordeling af ressourcerne og et opgør med den traditionelle måde at redigere avisen på.
Med færre linjer ligger den næste højst relevante overvejelse snublende nær – forventer læserne, at der udkommer en fuldfed avis hver eneste dag, fyldt med stort og småt, spændende og kedeligt, nyt og gammelt i en ikke særlig skønsom blanding?
Det tror jeg ikke. De fleste mennesker har i det moderne samfund afsindig travlt i hverdagene, og mange får ikke åbnet avisen, før der ligger en ny dagen efter. Man abonnerer ikke længere på en avis, fordi man ønsker at føle sig dækket ind i forhold til nyheder. De dage er ovre, og dermed forsvinder en væsentlig grund til, at avisen pr. definition skal udkomme hver dag. Læserne forventer ikke, at avisen bringer dem nyheder; dem får de andre steder fra. Men de forventer, at avisen giver nuancer og perspektiver, spændende historier og læseoplevelser, som man ikke vidste, man havde brug for. Men man véd, at man ikke har brug for at læse om urolighederne ved G8, for det har man fået i store doser dagen før.
Personligt vil jeg da langt hellere have en stramt redigeret avis af høj kvalitet med historier, jeg ikke får andre steder, nogle få gange om ugen, end en slatten avis hver eneste dag, hvor jeg skal lede efter guldkornene mellem alt det fyldstof, som jeg er blevet eksponeret for dagen før via tv og internettet.
Avisen kommer ikke til at dø. Den har en fremtid, for der er for mange, som holder af den, og som vil finde sig i meget. Men det er på høje tid at give konceptet et ualmindeligt grundigt eftersyn.
"Det ser rigtig, rigtig skidt ud for de etablerede dagblade." Sådan sagde en mediebureaumand til Berlingske Tidende, da Gallup offentliggjorde de seneste halvårsbaserede læsertal. Det var tal, som viste, at alle aviser – bortset fra Børsen – gik tilbage. Flere af dem endda med tilbagegang på tocifrede procentsatser bare i løbet af det seneste halve år. Det er blot de seneste tal i en lang, lang række, som dokumenterer, at der er ved at være et ret akut behov for en komplet retænkning af hele avisproduktets forretningsmodel – lige fra de redaktionelle valg til udgivelsesfrekvensen.
For det ser unægtelig ikke godt ud. Det har det forresten ikke gjort i mange år. Det er bare blevet værre og værre, og selvom skiftende ledelser på de mange bladhuse har gjort alt muligt, så har det altså ikke været godt nok.
Vejle Amts Folkeblads adm. direktør, Arne Mariager, sagde i Børsen forleden, at udviklingen er dybt problematisk, og at man på hans avis har prøvet "alt mellem himmel og jord" for at overbevise folk om, at de ikke kan leve uden en avis.
Aviserne har gennemført rigtig mange initiativer for at stoppe oplagsfaldene, men der har ikke været nogen så succesrige modeller iblandt, at man kan påvise nogen entydig farbar vej at gå. Og spørgsmålet er da, om det så betyder, at avisen som produkt og som forretningsmodel er dødt. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke, men det er langt fra utænkeligt, at avisproduktet baseret på det eksisterende koncept ikke længere fungerer. Svaret på det er naturligvis at få konceptet tilpasset, så det opfylder flere menneskers behov, end det er tilfældet i dag. Alternativet er jo, at man før eller siden ryger ud af markedet.
En del af problemstillingen er, at det næppe længere er et økonomisk spørgsmål, om man abonnerer på en avis – i hvert fald så kun i begrænset omfang. Tiden er derimod den allermest knappe ressource i dagens samfund, og det gælder ikke mindst den gruppe af veluddannede, vellønnede og hårdtarbejdende familier, som i forvejen er mest tilbøjelige til at erhverve sig et avisabonnement. Derfor er det formentlig endnu mere et tidsspørgsmål end et pengespørgsmål, om man holder avis. Det er en afgørende erkendelse, hvis man skal skrue på avisen som koncept.
Som avislæser, borger og privatperson tilstræber man at optimere sin tid, og det er ikke utænkeligt, at avisen i sit nuværende format simpelthen er for stor en tidsspilder. Der er alt for meget stof, som er uinteressant for den enkelte, fordi især omnibusaviserne stort set vil være det hele for alle. Og det er som bekendt umuligt.
En del af et fremtidig og moderne aviskoncept kan ligge i en kombination af en lavere udgivelsesfrekvens og en højere oplevet kvalitetsværdi på indholdssiden. Der er masser af unikt og godt indhold i aviserne, men der er desværre også masser af overflødigt stof, som drukner det hele. Især fællesstof hvor aviserne alligevel ikke evner at føre historiens perspektiver videre fra det punkt, hvor tv og internettet slap det dagen før. Og da jeg som avislæser er et interesseret menneske, der for længst er blevet opdateret på gårsdagens nyheder, føler jeg, at avisens redaktion har spildt tiden med at producere indhold, som ikke er nyt for mig.
Al balladen ved G8-mødet for nylig er et godt eksempel på, at aviserne på grund af den lange produktionstid er dømt til at være bagud. I de situationer kunne det ret ofte være relevant med en langt modigere redaktionel prioritering, hvor den slags fællesstof blev fravalgt, mens ressourcerne i stedet blev brugt på unik journalistisk indhold.
At turde gennemføre en hård redaktionel frasortering af meget fællesstof og samtidig opprioritere det unikke indhold vil give færre linjer til avisen, for det er selvfølgelig langt sværere og mere tidskrævende at producere det unikke end at skrive selvfølgeligheder, som ligner de andre avisers selvfølgeligheder til forveksling. Kvaliteten kan med andre ord forbedres væsentligt alene ved en omfordeling af ressourcerne og et opgør med den traditionelle måde at redigere avisen på.
Med færre linjer ligger den næste højst relevante overvejelse snublende nær – forventer læserne, at der udkommer en fuldfed avis hver eneste dag, fyldt med stort og småt, spændende og kedeligt, nyt og gammelt i en ikke særlig skønsom blanding?
Det tror jeg ikke. De fleste mennesker har i det moderne samfund afsindig travlt i hverdagene, og mange får ikke åbnet avisen, før der ligger en ny dagen efter. Man abonnerer ikke længere på en avis, fordi man ønsker at føle sig dækket ind i forhold til nyheder. De dage er ovre, og dermed forsvinder en væsentlig grund til, at avisen pr. definition skal udkomme hver dag. Læserne forventer ikke, at avisen bringer dem nyheder; dem får de andre steder fra. Men de forventer, at avisen giver nuancer og perspektiver, spændende historier og læseoplevelser, som man ikke vidste, man havde brug for. Men man véd, at man ikke har brug for at læse om urolighederne ved G8, for det har man fået i store doser dagen før.
Personligt vil jeg da langt hellere have en stramt redigeret avis af høj kvalitet med historier, jeg ikke får andre steder, nogle få gange om ugen, end en slatten avis hver eneste dag, hvor jeg skal lede efter guldkornene mellem alt det fyldstof, som jeg er blevet eksponeret for dagen før via tv og internettet.
Avisen kommer ikke til at dø. Den har en fremtid, for der er for mange, som holder af den, og som vil finde sig i meget. Men det er på høje tid at give konceptet et ualmindeligt grundigt eftersyn.
Systemfejl i journalistikken
Jeg læste for et par dage siden en ualmindelig interessant klumme i 24timer. Den var begået af min udmærkede ex-kollega – Jesper Steinmetz, studievært på TV 2 NYHEDERNE.
Klummen var så interessant, at jeg må nævne den i dette forum, for dens budskab var fantastisk vigtigt. Den giver inspiration til at overveje, om ikke der reelt er en egentlig systemfejl i journalistikken, når det kommer til en evig forherligelse af alt, hvad der er nyt.
Jesper Steinmetz beskriver ret præcist, hvordan vi lever i en tid med evig jagt på et nyhedsfix. Overskriften "Vi ophøjer det nye til at være mest interessant" dækker over en historie, hvor der tages hul på en diskussion om journalisters kærlige, men også smertefulde forhold til jagten på nyheder. Det nye er det interessante, og når det nye begynder at få lidt patina, smuldrer interessen hos medierne – eller afløses af decideret skepsis og kritisk journalistik.
Det virker næsten for forudsigeligt, men se bare på hvordan det gik med Kenneth Plummer, med Second Life, Bjarne Riis, Peter Brixtofte og mange, mange andre personer, virksomheder og organisationer, som starter med at være så enormt hipt og populært.
Jeg kan umuligt være den eneste journalist, som har bemærket, at der er en meget stærk medløber-effekt, når noget er nyt og spændende. Stakkels det fjols af en journalist, som dukker op på morgenmødet på redaktionen og foreslår en hårdtslående kritisk vinkel, når alle andre medier kammer over i jubel. Og vice versa når nyhedens interesse for længst har lagt sig, og man begynder at reflektere over, om det nu også er så rosenrødt – alt det medierne har beskrevet.
Men noget er, som det ikke bør være, når man for nylig i Berlingske Nyhedsmagasin kunne læse, at ret mange topchefer i erhvervslivet slipper afsted med stort set ingen eller slet ikke nogen kritisk presse, mens andre skal finde sig i næsten udelukkende kritisk presse. Det kan være et vidnesbyrd om, at pressen har sine helte og sine prügelknabe, hvilket ikke er så værdigt. Det burde være mere nuanceret, og der synes dermed at være et hul i markedet for altid at gå imod strømmen, når lemminge-effekten sætter ind.
Steinmetz bruger fremkomsten af Ny Alliance som et udmærket eksempel på, at medierne elsker det nye og friske – lige indtil der sker noget andet, som er nyt og friskt. I det aktuelle tilfælde udnævnelsen af Margrethe Vestager som Marianne Jelveds afløser. Prisen for de hurtige nyhedsfix er manglende fordybelse, og det er udeladelsen af væsentlige nuancer.
Det ville være meget rart, om pressen i højere grad rummede over nogle flere drenge fra Kejserens Nye Klæder – når begejstringen ingen ende vil tage, og alle løber i samme retning, ville det være herligt befriende, hvis der altid stod to-tre knægte og råbte: "Jamen, han har jo ikke noget på." Og ikke først når nyhedens interesse har lagt sig.
Det nye er jo ikke altid godt. Risikoen er, at vi går og bilder os selv ind, at det nye, forandringerne, udskiftningerne er af det gode, mens det gamle, traditionerne og erfaringerne er en trussel. Der er en tendens til, at man sætter lighedstegn mellem det nye og så det visionære, fremtiden, det dynamiske og udviklende, mens det gamle og det bestående er det modsatte. Dynamik og udvikling er godt og nødvendigt, men det er kontinuitet, viden og erfaring også. At påstå at kun det nye er godt og nødvendigt er en ubegavet forsimpling af tilværelsen.
Klummen var så interessant, at jeg må nævne den i dette forum, for dens budskab var fantastisk vigtigt. Den giver inspiration til at overveje, om ikke der reelt er en egentlig systemfejl i journalistikken, når det kommer til en evig forherligelse af alt, hvad der er nyt.
Jesper Steinmetz beskriver ret præcist, hvordan vi lever i en tid med evig jagt på et nyhedsfix. Overskriften "Vi ophøjer det nye til at være mest interessant" dækker over en historie, hvor der tages hul på en diskussion om journalisters kærlige, men også smertefulde forhold til jagten på nyheder. Det nye er det interessante, og når det nye begynder at få lidt patina, smuldrer interessen hos medierne – eller afløses af decideret skepsis og kritisk journalistik.
Det virker næsten for forudsigeligt, men se bare på hvordan det gik med Kenneth Plummer, med Second Life, Bjarne Riis, Peter Brixtofte og mange, mange andre personer, virksomheder og organisationer, som starter med at være så enormt hipt og populært.
Jeg kan umuligt være den eneste journalist, som har bemærket, at der er en meget stærk medløber-effekt, når noget er nyt og spændende. Stakkels det fjols af en journalist, som dukker op på morgenmødet på redaktionen og foreslår en hårdtslående kritisk vinkel, når alle andre medier kammer over i jubel. Og vice versa når nyhedens interesse for længst har lagt sig, og man begynder at reflektere over, om det nu også er så rosenrødt – alt det medierne har beskrevet.
Men noget er, som det ikke bør være, når man for nylig i Berlingske Nyhedsmagasin kunne læse, at ret mange topchefer i erhvervslivet slipper afsted med stort set ingen eller slet ikke nogen kritisk presse, mens andre skal finde sig i næsten udelukkende kritisk presse. Det kan være et vidnesbyrd om, at pressen har sine helte og sine prügelknabe, hvilket ikke er så værdigt. Det burde være mere nuanceret, og der synes dermed at være et hul i markedet for altid at gå imod strømmen, når lemminge-effekten sætter ind.
Steinmetz bruger fremkomsten af Ny Alliance som et udmærket eksempel på, at medierne elsker det nye og friske – lige indtil der sker noget andet, som er nyt og friskt. I det aktuelle tilfælde udnævnelsen af Margrethe Vestager som Marianne Jelveds afløser. Prisen for de hurtige nyhedsfix er manglende fordybelse, og det er udeladelsen af væsentlige nuancer.
Det ville være meget rart, om pressen i højere grad rummede over nogle flere drenge fra Kejserens Nye Klæder – når begejstringen ingen ende vil tage, og alle løber i samme retning, ville det være herligt befriende, hvis der altid stod to-tre knægte og råbte: "Jamen, han har jo ikke noget på." Og ikke først når nyhedens interesse har lagt sig.
Det nye er jo ikke altid godt. Risikoen er, at vi går og bilder os selv ind, at det nye, forandringerne, udskiftningerne er af det gode, mens det gamle, traditionerne og erfaringerne er en trussel. Der er en tendens til, at man sætter lighedstegn mellem det nye og så det visionære, fremtiden, det dynamiske og udviklende, mens det gamle og det bestående er det modsatte. Dynamik og udvikling er godt og nødvendigt, men det er kontinuitet, viden og erfaring også. At påstå at kun det nye er godt og nødvendigt er en ubegavet forsimpling af tilværelsen.
lørdag den 19. maj 2007
Khader - en løgner?
Er Naser Khader en løgner? Er han en gemen løgner, en storløgner, kommer han med hvide løgne, eller husker han bare forkert?
Det er jo ikke helt ligegyldigt, hvor på skalaen Naser Khader som ny partileder og hvem véd - måske også statsministerkandidat - måtte befinde sig, hvis det viser sig, at hans forklaring om, hvor og hvornår han så billederne af Elsebeth Gerner Nielsen iført tørklæde ikke holder vand.
Men der er bare ét eller andet ved den historie, der får min shit-detector til at bevæge sig, når jeg ser TV 2 NYHEDERNE hurtigt opfulgt af andre medier ifærd med at begå karaktermord på Khader. Journalistisk set er historien simpelthen noget makværk. Der er sprunget let og elegant over en lang række muligheder, som ikke oplyses i indslaget - og samtidig tillægges Khader motiver, som historien ikke på nogen måde dokumenterer.
Historien fejler ikke noget i sig selv. Det er da en kanonhistorie, hvis hele udgangspunktet er rigtigt, og det viser sig, at konklusionerne var korrekte. Men hvis man anskuer indslaget udfra en kritisk journalistisk vinkel, rejser der sig en hel del flere spørgsmål, end der gives svar på. Og det er én af de sikre indikationer på journalistisk makværk.
Det er en skærpende omstændighed, at man modigt trækker én af sine egne medarbejdere frem for at afsige én af de allerhårdeste domme, som Kaare R. Skou gjorde over Khader: Det var en Stoltenberg. I politik er det nærmest som at begå harakiri. Man har for åbent tæppe begået selvmord på sin egen troværdighed. Svend Auken, som leverede en originale Stoltenberg, tabte på denne måde endegyldigt sine muligheder for at blive statsminister.
TV 2 var så selvsikre i indslaget, at man anså det for unødvendigt at bruge en ekstern kilde til at afsige den nærmest ultimative dom over en politiker. Det er dog stadig normalt at bruge eksterne kilder - de opfattes trods alt fortsat som de mest troværdige. Og havde man anvendt en ekstern kilde, ville denne kilde formentlig have taget de nødvendige forbehold. En ekstern kilde ville ikke have noget i klemme, hvorimod det er utænkeligt, at Kaare R. Skou som kollega til indslagets ophavsmand ville begynde at tage forbehold for eventuelle fejl og mangler i indslaget.
Og der var masser af fejlkilder, som efterfølgende kan vise sig at være afgørende for, at historien ikke holder vand. Om disse potentielle fejlkilder er afprøvet og udelukket, fremgår ikke af indslaget, for det udelukkes ikke med usvigelig sikkerhed, at
* Khader har zappet rundt på et fjernsyn andre steder end på sit hotelværelse
* Eller overværet andre zappe - på en bar, for eksempel, eller et andet sted han måtte have befundet sig
Det fremgik heller ikke af indslaget, om Khader måske huskede forkert og i stedet havde set indslaget på nettet. Eller at han måske endog kun har set still-billeder af Elsebeth Gerner Nielsen iført tørklædet og har haft en erindringsforskydelse, som vi kender det fra den berømte Matador-scene, hvor seerne mener at have set overlæreren stå på Fru Møghes altan. Måske Elsebeth Gerner Nielsens tørklædestunt til ære for pressen gjort et så stærkt indtryk på Khader, at det fremstår lyslevende for ham.
Det berettiger ham ikke til hverken med vilje eller utilsigtet at sige, at han har set Elsebeth Gerner Nielsen på en arabisk tv-kanal. Men gør det ham til den værste af alle løgnere - på niveau med en Stoltenberg-løgn?
TV 2 tvivler i hvert fald ikke, men glemmer, overser eller ignorerer en ret afgørende pointe for hele historien: Naser Khader sad i USA og fik kendskab til tørklædestuntet. Det véd vi med sikkerhed, fordi han sendte en mail til folketingsgruppen. Vi er altså ikke ude i, om Khader i værste fald lyver om sin begrundelse for at danne Ny Alliance. Det ændrer dette intet ved. Det handler udelukkende om, på hvilken måde Khader fik kendskab til tørklædestuntet på. Var det på en arabisk tv-kanal på hotellet, var det via en tv-kanal et andet sted, eller var det på en helt tredje måde. Det er ikke det afgørende. Det afgørende er, om hans begrundelse for at bryde med de Radikale er sand eller ej, og det er TV 2 ikke i nærheden af at kunne modbevise.
TV 2's dokumentation begrænser sig helt og holdent til, om Khader fik sit kendskab på den ene eller den anden måde. Måske er forklaringen den simple, at Khader husker forkert. Det kan man dårligt bebrejde ham, for det er kun mediefolk, der kan finde det yderst vigtigt, om det skete via et fjernsynsapparat, via et indslag på internettet eller via én af avisernes hjemmesider med et billede af Elsebeth Gerner Nielsen. Men andre debattører kan måske forklare mig, hvorfor det bliver afgørende, om Khader skulle have set det på den ene eller anden måde. Personligt kan jeg forestille mig, at Khader eller en anden politiker ville vurdere netop den detalje stort set lige så vigtig som var det en grøn eller en rød bil, der lige overhalede mig.
Det er jo ikke helt ligegyldigt, hvor på skalaen Naser Khader som ny partileder og hvem véd - måske også statsministerkandidat - måtte befinde sig, hvis det viser sig, at hans forklaring om, hvor og hvornår han så billederne af Elsebeth Gerner Nielsen iført tørklæde ikke holder vand.
Men der er bare ét eller andet ved den historie, der får min shit-detector til at bevæge sig, når jeg ser TV 2 NYHEDERNE hurtigt opfulgt af andre medier ifærd med at begå karaktermord på Khader. Journalistisk set er historien simpelthen noget makværk. Der er sprunget let og elegant over en lang række muligheder, som ikke oplyses i indslaget - og samtidig tillægges Khader motiver, som historien ikke på nogen måde dokumenterer.
Historien fejler ikke noget i sig selv. Det er da en kanonhistorie, hvis hele udgangspunktet er rigtigt, og det viser sig, at konklusionerne var korrekte. Men hvis man anskuer indslaget udfra en kritisk journalistisk vinkel, rejser der sig en hel del flere spørgsmål, end der gives svar på. Og det er én af de sikre indikationer på journalistisk makværk.
Det er en skærpende omstændighed, at man modigt trækker én af sine egne medarbejdere frem for at afsige én af de allerhårdeste domme, som Kaare R. Skou gjorde over Khader: Det var en Stoltenberg. I politik er det nærmest som at begå harakiri. Man har for åbent tæppe begået selvmord på sin egen troværdighed. Svend Auken, som leverede en originale Stoltenberg, tabte på denne måde endegyldigt sine muligheder for at blive statsminister.
TV 2 var så selvsikre i indslaget, at man anså det for unødvendigt at bruge en ekstern kilde til at afsige den nærmest ultimative dom over en politiker. Det er dog stadig normalt at bruge eksterne kilder - de opfattes trods alt fortsat som de mest troværdige. Og havde man anvendt en ekstern kilde, ville denne kilde formentlig have taget de nødvendige forbehold. En ekstern kilde ville ikke have noget i klemme, hvorimod det er utænkeligt, at Kaare R. Skou som kollega til indslagets ophavsmand ville begynde at tage forbehold for eventuelle fejl og mangler i indslaget.
Og der var masser af fejlkilder, som efterfølgende kan vise sig at være afgørende for, at historien ikke holder vand. Om disse potentielle fejlkilder er afprøvet og udelukket, fremgår ikke af indslaget, for det udelukkes ikke med usvigelig sikkerhed, at
* Khader har zappet rundt på et fjernsyn andre steder end på sit hotelværelse
* Eller overværet andre zappe - på en bar, for eksempel, eller et andet sted han måtte have befundet sig
Det fremgik heller ikke af indslaget, om Khader måske huskede forkert og i stedet havde set indslaget på nettet. Eller at han måske endog kun har set still-billeder af Elsebeth Gerner Nielsen iført tørklædet og har haft en erindringsforskydelse, som vi kender det fra den berømte Matador-scene, hvor seerne mener at have set overlæreren stå på Fru Møghes altan. Måske Elsebeth Gerner Nielsens tørklædestunt til ære for pressen gjort et så stærkt indtryk på Khader, at det fremstår lyslevende for ham.
Det berettiger ham ikke til hverken med vilje eller utilsigtet at sige, at han har set Elsebeth Gerner Nielsen på en arabisk tv-kanal. Men gør det ham til den værste af alle løgnere - på niveau med en Stoltenberg-løgn?
TV 2 tvivler i hvert fald ikke, men glemmer, overser eller ignorerer en ret afgørende pointe for hele historien: Naser Khader sad i USA og fik kendskab til tørklædestuntet. Det véd vi med sikkerhed, fordi han sendte en mail til folketingsgruppen. Vi er altså ikke ude i, om Khader i værste fald lyver om sin begrundelse for at danne Ny Alliance. Det ændrer dette intet ved. Det handler udelukkende om, på hvilken måde Khader fik kendskab til tørklædestuntet på. Var det på en arabisk tv-kanal på hotellet, var det via en tv-kanal et andet sted, eller var det på en helt tredje måde. Det er ikke det afgørende. Det afgørende er, om hans begrundelse for at bryde med de Radikale er sand eller ej, og det er TV 2 ikke i nærheden af at kunne modbevise.
TV 2's dokumentation begrænser sig helt og holdent til, om Khader fik sit kendskab på den ene eller den anden måde. Måske er forklaringen den simple, at Khader husker forkert. Det kan man dårligt bebrejde ham, for det er kun mediefolk, der kan finde det yderst vigtigt, om det skete via et fjernsynsapparat, via et indslag på internettet eller via én af avisernes hjemmesider med et billede af Elsebeth Gerner Nielsen. Men andre debattører kan måske forklare mig, hvorfor det bliver afgørende, om Khader skulle have set det på den ene eller anden måde. Personligt kan jeg forestille mig, at Khader eller en anden politiker ville vurdere netop den detalje stort set lige så vigtig som var det en grøn eller en rød bil, der lige overhalede mig.
mandag den 7. maj 2007
Hvem fanden er Paris Hilton?
Ja, - jeg véd godt, at hun er en 26-årig amerikansk kendis og arving til hotelkæden. Men hvad i alverden gør hende berettiget til hele tiden og i kraftigt voksende omfang at forurene mine danske medier? For mig at se er der ingen berettigelse overhovedet.
Hidtil har Paris Hilton været behørigt omtalt i tabloidpressen og i billed-ugebladene. Ikke at jeg forstår, hvilke journalistiske kriterier der ligger til grund for den små og tilsyneladende helt ubegavede Paris Hiltons ufattelige eksponering i danske medier, men jeg har ikke følt mig generet så voldsomt af det, så længe det holdes i de medier. De lever trods alt af kendisser, og hvis ikke de har nok at tage af, så tager man altså tilsyneladende nogle tilfældige fæhoveder, som er kendte i USA.
Og så på selve dagen - i dag den 4. juni - hvor DR-medarbejdere med et kors og en happening havde erklæret public service afgået ved døden, havde DR's TV-avisen valgt at demonstrere det med al ønskelig tydelighed ved at have ladet et indslag om Paris Hilton slippe igennem de redaktionelle kontrolprocsser. I selve statsfjernsynet fandt man det således væsentligt i et indslag at fortælle licensbetalerne og tv-seerne, at nu havde Paris Hilton indfundet sig i fængslet for at afsone en dom for at køre uden kørekort og køre spritkørsel.
Måske er det mig, der er dum eller uoplyst om Paris Hiltons aktiviteter, men som jeg er informeret har den forkælede milliardærdatter aldrig foretaget sig andet end at gøre opmærksom på sig selv blandt andet via skandaler. Mig bekendt kan pigebarnet intet og har aldrig kunnet det. Men hendes mærkværdige adfærd, som i bedste fald er ligegyldigt, er åbenbart nu nok til at kvalificere sig til omtale i alverdens medier - selv DR.
Nu skal DR ikke tage alle tævene, for der er efterhånden ikke dét medie - som i parantes bemærket gerne betegner sig selv som seriøse - der kan sige sig fri for at have hoppet på de absolutte ikke-nyheder om Paris Hilton. Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken etc. Tilgiv mig hvis jeg anklager nogen af dem uretfærdigt, men det tror jeg ikke, at jeg gør.
Også NYHEDERNE på TV 2 sprang på limpinden for nogle uger siden - ovenikøbet i det for en gammel erhvervsjournalist så højhellige TV 2 Finans. Den ellers så værdige nyhedsoplæser Caroline Boserup må have gjort knuder på sig selv, da hun i sit oplæg og voice-over fortæller, at Paris Hilton nu for første gang kommenterer ... tja, who cares.
Det er ret absurd, at især de såkaldt seriøse medier tilvælger nyheder om Paris Hilton, når man samtidig tænker på, at det derved betyder fravalget af andre nyheder. Jeg skal gerne påtage mig at finde fem nyheder, som ville have været mere relevante og væsentlige end en historie om Paris Hilton.
Jeg er spændt på at høre, om nogen kan forklare og/eller forsvare det. Jeg forstår det simpelthen ikke, for der må være sket noget dramatisk med nyhedskriterierne uden, at jeg har opdaget det. I hvert fald kunne jeg ønske mig en stærkere refleksion på redaktionerne over kendisstoffet, som synes at snige sig ind overalt - også hvor det ikke burde være.
Hidtil har Paris Hilton været behørigt omtalt i tabloidpressen og i billed-ugebladene. Ikke at jeg forstår, hvilke journalistiske kriterier der ligger til grund for den små og tilsyneladende helt ubegavede Paris Hiltons ufattelige eksponering i danske medier, men jeg har ikke følt mig generet så voldsomt af det, så længe det holdes i de medier. De lever trods alt af kendisser, og hvis ikke de har nok at tage af, så tager man altså tilsyneladende nogle tilfældige fæhoveder, som er kendte i USA.
Og så på selve dagen - i dag den 4. juni - hvor DR-medarbejdere med et kors og en happening havde erklæret public service afgået ved døden, havde DR's TV-avisen valgt at demonstrere det med al ønskelig tydelighed ved at have ladet et indslag om Paris Hilton slippe igennem de redaktionelle kontrolprocsser. I selve statsfjernsynet fandt man det således væsentligt i et indslag at fortælle licensbetalerne og tv-seerne, at nu havde Paris Hilton indfundet sig i fængslet for at afsone en dom for at køre uden kørekort og køre spritkørsel.
Måske er det mig, der er dum eller uoplyst om Paris Hiltons aktiviteter, men som jeg er informeret har den forkælede milliardærdatter aldrig foretaget sig andet end at gøre opmærksom på sig selv blandt andet via skandaler. Mig bekendt kan pigebarnet intet og har aldrig kunnet det. Men hendes mærkværdige adfærd, som i bedste fald er ligegyldigt, er åbenbart nu nok til at kvalificere sig til omtale i alverdens medier - selv DR.
Nu skal DR ikke tage alle tævene, for der er efterhånden ikke dét medie - som i parantes bemærket gerne betegner sig selv som seriøse - der kan sige sig fri for at have hoppet på de absolutte ikke-nyheder om Paris Hilton. Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken etc. Tilgiv mig hvis jeg anklager nogen af dem uretfærdigt, men det tror jeg ikke, at jeg gør.
Også NYHEDERNE på TV 2 sprang på limpinden for nogle uger siden - ovenikøbet i det for en gammel erhvervsjournalist så højhellige TV 2 Finans. Den ellers så værdige nyhedsoplæser Caroline Boserup må have gjort knuder på sig selv, da hun i sit oplæg og voice-over fortæller, at Paris Hilton nu for første gang kommenterer ... tja, who cares.
Det er ret absurd, at især de såkaldt seriøse medier tilvælger nyheder om Paris Hilton, når man samtidig tænker på, at det derved betyder fravalget af andre nyheder. Jeg skal gerne påtage mig at finde fem nyheder, som ville have været mere relevante og væsentlige end en historie om Paris Hilton.
Jeg er spændt på at høre, om nogen kan forklare og/eller forsvare det. Jeg forstår det simpelthen ikke, for der må være sket noget dramatisk med nyhedskriterierne uden, at jeg har opdaget det. I hvert fald kunne jeg ønske mig en stærkere refleksion på redaktionerne over kendisstoffet, som synes at snige sig ind overalt - også hvor det ikke burde være.
Børsnotér TV 2 og forær aktierne til danskerne
Kapitalfonde er ikke regeringens kop te, og det får nu direkte konsekvenser ved privatiseringen af DONG, hvor kapitalfondene er bandlyst som ejere. DONG skal være folkeaktie – det var måske mindst lige så oplagt at gøre det samme med TV 2
Man kommer ikke udenom at skulle privatisere TV 2. Hvordan man vender og drejer det, er det afgørende, at TV 2 får helt frie hænder på det kommercielle marked, og at ingen gode udviklingsmuligheder forspildes. Staten og politikerne bør lempes ud af TV 2's bagdør snarest mulig, så skiftende regeringer ikke udsteder skiftende direktiver om, hvad TV 2 skal og ikke skal beskæftige sig med. Desuden skal TV 2 sikres umiddelbar adgang til at skaffe sig kapital for at sikre en kontinuerlig udvikling af virksomheden.
Men TV 2 er også danskernes medievirksomhed og Danmarks største tv-station. TV 2 er som DR en hjørnesten i det danske samfund og i dansk kultur. Hvis man ønsker at bevare det og anerkender, at staten har et ansvar for almenvellet, bør politikerne og regeringen nøje overveje at gennemanalysere forskellige scenarier for privatiseringen. Det er netop nu, at fremtidens mediebillede bliver grundlagt, og politikerne har med ejerskabet af TV 2 uhyre store muligheder for at påvirke det i en ønsket retning, som det rent kommercielle marked måske ikke kan levere. Det vil blandt andet indebære fornyet overvejelse om, hvorvidt den hidtidige privatiseringsmodel for TV 2 nu også er den rigtige. For eksempel er en børsnotering af TV 2 et absolut interessant scenario, som endnu ikke har været under seriøs overvejelse.
Faktum er nemlig, at der foreligger en ny situation – mildest talt. Forventningen har været, at efter en privatisering af TV 2, var der stadig garanti for, at der i værste fald fortsat var et DR, som på højt publicistisk niveau sikrede public service her til lands, hvis det skulle gå så galt, at man en ejer ind i TV 2, som ikke levede helhjertet op til public service-forpligtelserne.
Nu ser det ud til, at DR enten ikke kan eller vil løfte den nødvendige opgave på trods af, at budgettet og antallet af medarbejdere er langt større end på TV 2. Knap 20 år efter sin fødsel kan TV 2 erklære sejren total, og med de seneste programmæssige dispositioner, herunder at nedlægge sporten, ser det ud til, at DR endegyldigt har opgivet igen at udfordre TV 2 på størrelse og på bred og folkelig public service.
Vil man på det grundlag fortsat privatisere TV 2 efter modellen for højstbydende? Man kan i hvert fald meget hurtigt komme til at fortryde det. Scenariet hvor man har tabt både DR og TV 2 som gedigne public service-aktører vil sværte kulturminister Brian Mikkelsens og regeringens eftermæle for altid. Netop nu er der brug for, at han mestrer andet end de nemme løsninger: sælge TV 2 til højstbydende og bede DR om selv at klare ærterne.
Der er inspiration for kulturministeren at finde i børsnoteringen af DONG og udmeldinger fra bestyrelsesformand Fritz Schur, der har bandlyst kapitalfonde i ejerkredsen. Schur vil gøre DONG til en folkeaktie, fordi energiselskabet har millioner af danskere som kunder. Der bør ifølge Schur i en ny ejerstruktur kunne skabes både en kunde- og ejerrelation til danskerne.
Den loyalitet og det engagement, man derved frembringer hos kunderne, når de også er ejere, kan næppe undervurderes. Især i en populær virksomhed som TV 2 vil det være en stor gevinst. Alene generalforsamlingerne vil være et tilløbsstykke, og danskerne vil heppe med på hvert eneste nye initiativ, herunder nye kanaler som TV 2 Sport, i takt med, at kursen på deres aktier gik op.
Schur siger ingenting så afgørende uden at have rygdækning i regeringen og hos statsminister Anders Fogh Rasmussen, der er skeptiske over for netop kapitalfondenes metoder og moral. Måske ser vi en indikation af, at regeringen er ved at være moden til at sælge TV 2 på en anden måde end den oprindeligt planlagte.
TV 2 er endda mere oplagt at gøre til folkeaktie end DONG. Foruden at være en professionel medievirksomhed er TV 2 også en kulturinstitution, der har rødder langt ned i den danske folkesjæl. TV 2 er en underholdningskoncern, ja. Men TV 2 er også i kulturens, demokratiets og samfundets tjeneste, og her fungerer ren profitoptimering ikke. I så fald behøvede man jo ikke statsstøtte til de politiske partier, til kunsten, kulturen, produktion af film og tv-dokumentar, regionale tv-udsendelser etc.
Idéen om at skabe både en kunde- og en ejerrelation til danskerne er ualmindelig oplagt lige netop i TV 2's tilfælde. Det kunne overvejes at lade de danske skatteborgere overtage aktiemajoriteten i TV 2 via en børsnotering. Det ville kunne fastholde en balance i TV 2 mellem det kulturelle og det kommercielle, og sikre TV 2 som en spændstig, folkelig forankret (og dermed også hos kunderne) organisation, hvor sproget der tales ikke kun hedder Excel.
Kulturminister Brian Mikkelsen har sagt, at for ham er prisen på TV 2 fuldstændig ligegyldig, så ejeren har altså ingen finansielle indvendinger mod at gøre alle danskere til TV 2-aktionærer. Hans fokus er alene at finde den privatiseringsmodel, som tjener TV 2's udvikling bedst. TV 2 kan sagtens etablere sig med alverdens alliancepartnere – det har den seneste udvikling vist. Og kapitalproblematikken vil også være løst, idet en børsnotering pr. definition sikrer adgang til kapital. Og så sikrer man sig, at TV 2 ikke havner på uønskede hænder, når dem, der har købt TV 2, bliver solgt til en helt tredje.
Helt ultimativt kunne man sælge aktierne til favørkurs i stedet for at forære dem væk. Provenuet kunne bruges til at hjælpe DR – for eksempel ved at købe koncerthuset – og det gode ved den model ville være, at skatteborgerne selv kunne vælge, om man ville bidrage udover licensen til at dække hullet efter DR's skandale. Til gengæld for den økonomiske støtte til DR stod man ovenikøbet med en TV 2-aktie i hånden. Det ville alt i alt vække større glæde end et salg til en multinational kapitalfond.
Ovenstående tekst bringes også som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 8. maj 2007
Man kommer ikke udenom at skulle privatisere TV 2. Hvordan man vender og drejer det, er det afgørende, at TV 2 får helt frie hænder på det kommercielle marked, og at ingen gode udviklingsmuligheder forspildes. Staten og politikerne bør lempes ud af TV 2's bagdør snarest mulig, så skiftende regeringer ikke udsteder skiftende direktiver om, hvad TV 2 skal og ikke skal beskæftige sig med. Desuden skal TV 2 sikres umiddelbar adgang til at skaffe sig kapital for at sikre en kontinuerlig udvikling af virksomheden.
Men TV 2 er også danskernes medievirksomhed og Danmarks største tv-station. TV 2 er som DR en hjørnesten i det danske samfund og i dansk kultur. Hvis man ønsker at bevare det og anerkender, at staten har et ansvar for almenvellet, bør politikerne og regeringen nøje overveje at gennemanalysere forskellige scenarier for privatiseringen. Det er netop nu, at fremtidens mediebillede bliver grundlagt, og politikerne har med ejerskabet af TV 2 uhyre store muligheder for at påvirke det i en ønsket retning, som det rent kommercielle marked måske ikke kan levere. Det vil blandt andet indebære fornyet overvejelse om, hvorvidt den hidtidige privatiseringsmodel for TV 2 nu også er den rigtige. For eksempel er en børsnotering af TV 2 et absolut interessant scenario, som endnu ikke har været under seriøs overvejelse.
Faktum er nemlig, at der foreligger en ny situation – mildest talt. Forventningen har været, at efter en privatisering af TV 2, var der stadig garanti for, at der i værste fald fortsat var et DR, som på højt publicistisk niveau sikrede public service her til lands, hvis det skulle gå så galt, at man en ejer ind i TV 2, som ikke levede helhjertet op til public service-forpligtelserne.
Nu ser det ud til, at DR enten ikke kan eller vil løfte den nødvendige opgave på trods af, at budgettet og antallet af medarbejdere er langt større end på TV 2. Knap 20 år efter sin fødsel kan TV 2 erklære sejren total, og med de seneste programmæssige dispositioner, herunder at nedlægge sporten, ser det ud til, at DR endegyldigt har opgivet igen at udfordre TV 2 på størrelse og på bred og folkelig public service.
Vil man på det grundlag fortsat privatisere TV 2 efter modellen for højstbydende? Man kan i hvert fald meget hurtigt komme til at fortryde det. Scenariet hvor man har tabt både DR og TV 2 som gedigne public service-aktører vil sværte kulturminister Brian Mikkelsens og regeringens eftermæle for altid. Netop nu er der brug for, at han mestrer andet end de nemme løsninger: sælge TV 2 til højstbydende og bede DR om selv at klare ærterne.
Der er inspiration for kulturministeren at finde i børsnoteringen af DONG og udmeldinger fra bestyrelsesformand Fritz Schur, der har bandlyst kapitalfonde i ejerkredsen. Schur vil gøre DONG til en folkeaktie, fordi energiselskabet har millioner af danskere som kunder. Der bør ifølge Schur i en ny ejerstruktur kunne skabes både en kunde- og ejerrelation til danskerne.
Den loyalitet og det engagement, man derved frembringer hos kunderne, når de også er ejere, kan næppe undervurderes. Især i en populær virksomhed som TV 2 vil det være en stor gevinst. Alene generalforsamlingerne vil være et tilløbsstykke, og danskerne vil heppe med på hvert eneste nye initiativ, herunder nye kanaler som TV 2 Sport, i takt med, at kursen på deres aktier gik op.
Schur siger ingenting så afgørende uden at have rygdækning i regeringen og hos statsminister Anders Fogh Rasmussen, der er skeptiske over for netop kapitalfondenes metoder og moral. Måske ser vi en indikation af, at regeringen er ved at være moden til at sælge TV 2 på en anden måde end den oprindeligt planlagte.
TV 2 er endda mere oplagt at gøre til folkeaktie end DONG. Foruden at være en professionel medievirksomhed er TV 2 også en kulturinstitution, der har rødder langt ned i den danske folkesjæl. TV 2 er en underholdningskoncern, ja. Men TV 2 er også i kulturens, demokratiets og samfundets tjeneste, og her fungerer ren profitoptimering ikke. I så fald behøvede man jo ikke statsstøtte til de politiske partier, til kunsten, kulturen, produktion af film og tv-dokumentar, regionale tv-udsendelser etc.
Idéen om at skabe både en kunde- og en ejerrelation til danskerne er ualmindelig oplagt lige netop i TV 2's tilfælde. Det kunne overvejes at lade de danske skatteborgere overtage aktiemajoriteten i TV 2 via en børsnotering. Det ville kunne fastholde en balance i TV 2 mellem det kulturelle og det kommercielle, og sikre TV 2 som en spændstig, folkelig forankret (og dermed også hos kunderne) organisation, hvor sproget der tales ikke kun hedder Excel.
Kulturminister Brian Mikkelsen har sagt, at for ham er prisen på TV 2 fuldstændig ligegyldig, så ejeren har altså ingen finansielle indvendinger mod at gøre alle danskere til TV 2-aktionærer. Hans fokus er alene at finde den privatiseringsmodel, som tjener TV 2's udvikling bedst. TV 2 kan sagtens etablere sig med alverdens alliancepartnere – det har den seneste udvikling vist. Og kapitalproblematikken vil også være løst, idet en børsnotering pr. definition sikrer adgang til kapital. Og så sikrer man sig, at TV 2 ikke havner på uønskede hænder, når dem, der har købt TV 2, bliver solgt til en helt tredje.
Helt ultimativt kunne man sælge aktierne til favørkurs i stedet for at forære dem væk. Provenuet kunne bruges til at hjælpe DR – for eksempel ved at købe koncerthuset – og det gode ved den model ville være, at skatteborgerne selv kunne vælge, om man ville bidrage udover licensen til at dække hullet efter DR's skandale. Til gengæld for den økonomiske støtte til DR stod man ovenikøbet med en TV 2-aktie i hånden. Det ville alt i alt vække større glæde end et salg til en multinational kapitalfond.
Ovenstående tekst bringes også som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 8. maj 2007
tirsdag den 1. maj 2007
Kildekritik og boligpriser
Jeg bliver nødt til at starte med at gå til bekendelse: Vi er på vej til at flytte fra Odense til København og har derfor oplagte interesser i, at huspriserne i hovedstadsområdet falder så meget som muligt.
Nu har jeg da i det mindste været ærlig, inden jeg bevæger mig ind i det journalistisk set voldsomt dækkede område: boligmarkedet. Den ærlighed kunne jeg ønske af mange andre også. Godt nok kan man se, at Steen Bocian er chefanalytiker i Danske Bank, men man får ikke som læser eller seer nogen særlig indføring i de interesser, som Danske Bank oplagt har i, at bunden ikke går ud af boligmarkedet. Det skal man lige huske at ræsonnere sig frem til som sagesløs medieforbruger.
Det samme gælder, når journalister overalt i pressen - trykte såvel som elektroniske - viderekolporterer såkaldte eksperters vurdering af boligmarkedet. Langt hovedparten af disse eksperter - om de kommer fra banker og realkreditinstitutter eller ligefrem fra ejendomsmæglerforeningen - vil sige hvad som helst for at holde markedet oppe. Det er da klart. Men det er ikke klart, at der ikke udøves benhård kildekritik i forhold til disse kilders dybere interesser.
Hvor i pressen ser man de kilder, som langt mere nøgternt kan berette om, hvordan markedsmekanismerne reelt fungerer. Jeg savner objektive vurderinger af boligmarkedets tilstand, for når eksempelvis fleksrenten er tæt på at være fordoblet på mindre end to år, så tilsiger al sund logik, at det får direkte og umiddelbare konsekvenser for boligpriserne.
Enhver véd, at boliger handles på nettoydelsen. I 2005 lød min flexrente på 2,47 procent. Det var næsten historisk lavt. På det tidspunkt kostede det cirka 1300-1400 kr. at låne en million kroner i ren rente. Nu er prisen 2700 kr. For folk som har en realkreditgæld på 3 mio. kr. giver det altså en månedlig merudgift på 4000 kr. netto. Det er rigtig mange penge for rigtig mange mennesker. Men det går for dem, der har en solid friværdi.
Langt værre er det for dem, der skal købe nyt eller dyrere. Det siger sig selv, at det MÅ og SKAL få konsekvenser for huspriserne. Oveni kommer en mindre afmatning af den danske økonomi som følge af et faldende privatforbrug, og så skal man da være økonom med stærke interesser i at undgå et boligprisfald for at ræsonnere, at der ikke er basis for en nedadgående korrektion.
Men alle de forbehold kunne jeg godt indimellem ønske mig, at medierne tog, når de videreformidlede de til tider meget optimistiske udlægninger af boligmarkedets fremtid.
Nu har jeg da i det mindste været ærlig, inden jeg bevæger mig ind i det journalistisk set voldsomt dækkede område: boligmarkedet. Den ærlighed kunne jeg ønske af mange andre også. Godt nok kan man se, at Steen Bocian er chefanalytiker i Danske Bank, men man får ikke som læser eller seer nogen særlig indføring i de interesser, som Danske Bank oplagt har i, at bunden ikke går ud af boligmarkedet. Det skal man lige huske at ræsonnere sig frem til som sagesløs medieforbruger.
Det samme gælder, når journalister overalt i pressen - trykte såvel som elektroniske - viderekolporterer såkaldte eksperters vurdering af boligmarkedet. Langt hovedparten af disse eksperter - om de kommer fra banker og realkreditinstitutter eller ligefrem fra ejendomsmæglerforeningen - vil sige hvad som helst for at holde markedet oppe. Det er da klart. Men det er ikke klart, at der ikke udøves benhård kildekritik i forhold til disse kilders dybere interesser.
Hvor i pressen ser man de kilder, som langt mere nøgternt kan berette om, hvordan markedsmekanismerne reelt fungerer. Jeg savner objektive vurderinger af boligmarkedets tilstand, for når eksempelvis fleksrenten er tæt på at være fordoblet på mindre end to år, så tilsiger al sund logik, at det får direkte og umiddelbare konsekvenser for boligpriserne.
Enhver véd, at boliger handles på nettoydelsen. I 2005 lød min flexrente på 2,47 procent. Det var næsten historisk lavt. På det tidspunkt kostede det cirka 1300-1400 kr. at låne en million kroner i ren rente. Nu er prisen 2700 kr. For folk som har en realkreditgæld på 3 mio. kr. giver det altså en månedlig merudgift på 4000 kr. netto. Det er rigtig mange penge for rigtig mange mennesker. Men det går for dem, der har en solid friværdi.
Langt værre er det for dem, der skal købe nyt eller dyrere. Det siger sig selv, at det MÅ og SKAL få konsekvenser for huspriserne. Oveni kommer en mindre afmatning af den danske økonomi som følge af et faldende privatforbrug, og så skal man da være økonom med stærke interesser i at undgå et boligprisfald for at ræsonnere, at der ikke er basis for en nedadgående korrektion.
Men alle de forbehold kunne jeg godt indimellem ønske mig, at medierne tog, når de videreformidlede de til tider meget optimistiske udlægninger af boligmarkedets fremtid.
mandag den 30. april 2007
Don Ø et fremskridt for TV 2
Bedre sent end aldrig kan man fristes til at sige, nu da det er gået op for kulturminister Brian Mikkelsen (K), at det egentlig er meget godt med mennesker med gedigen forstand på underholdning og indhold i TV 2's bestyrelse.
Flemming Østergaard, bestyrelsesformand og storaktionær i Parken Sport og Entertainment, blev noget overraskende valgt som medlem af TV 2's bestyrelsen. Men udnævnelsen er til stor gavn for TV 2, der hidtil ikke har haft optimal glæde af sine bestyrelse, fordi den har manglet folk, som virkelig professionelt og med erfaring og indsigt kender de mange og spændende aspekter af mediebranchen. Det gør Don Ø heller ikke i bredden, men han véd noget om sport og om underholdning. Og så er han fantastisk idérig, dynamisk og med et eminent netværk. Det vil komme TV 2 til gavn.
TV 2's bestyrelse savner fortsat stærke kapaciteter fra mediebranchen - folk som véd noget om medier og om de udfordringer, muligheder og trusler der ligger og venter forude. Ganske vist har Niels Boserup været journalist for efterhånden ret mange år siden, og han har også i en periode været bestyrelsesformand for Morgenavisen Jyllands-Posten. Det var imidlertid ikke i en periode, hvor avisen i vid udstrækning udviklede sig i andre retninger eller områder end på print.
Der er med andre ord ingen dygtige, dedikerede og toptunede mediefolk i bestyrelsen, på trods af at Brian Mikkelsen jo ellers har talt varmt for en professionalisering af både TV 2's og DR's bestyrelse. Der er tale om endog ualmindelig dygtige forretningsfolk for nogle af medlemmernes vedkommende, mens andre synes valgt ind alene ved tilfældighed eller vennetjenester.
Brian Mikkelsen begår samme fejl andre steder. For eksempel er det vigtige Radio- og Tv-nævn på samme måde blottet for mennesker med indgående forståelse og viden om, hvordan mediebranchen og de redaktionelle processer fungerer i praksis.
Det lønlige håb kunne være, at Brian Mikkelsen begynder at se sig om efter dygtige og indsigtsfulde mediefolk, for det vil være meget naturligt, at mediefolk er med på bestyrelsesniveau i så vigtige institutioner som DR, TV 2, Radio- og Tv-nævnet m.fl. Det vil pynte på mangfoldigheden.
Flemming Østergaard, bestyrelsesformand og storaktionær i Parken Sport og Entertainment, blev noget overraskende valgt som medlem af TV 2's bestyrelsen. Men udnævnelsen er til stor gavn for TV 2, der hidtil ikke har haft optimal glæde af sine bestyrelse, fordi den har manglet folk, som virkelig professionelt og med erfaring og indsigt kender de mange og spændende aspekter af mediebranchen. Det gør Don Ø heller ikke i bredden, men han véd noget om sport og om underholdning. Og så er han fantastisk idérig, dynamisk og med et eminent netværk. Det vil komme TV 2 til gavn.
TV 2's bestyrelse savner fortsat stærke kapaciteter fra mediebranchen - folk som véd noget om medier og om de udfordringer, muligheder og trusler der ligger og venter forude. Ganske vist har Niels Boserup været journalist for efterhånden ret mange år siden, og han har også i en periode været bestyrelsesformand for Morgenavisen Jyllands-Posten. Det var imidlertid ikke i en periode, hvor avisen i vid udstrækning udviklede sig i andre retninger eller områder end på print.
Der er med andre ord ingen dygtige, dedikerede og toptunede mediefolk i bestyrelsen, på trods af at Brian Mikkelsen jo ellers har talt varmt for en professionalisering af både TV 2's og DR's bestyrelse. Der er tale om endog ualmindelig dygtige forretningsfolk for nogle af medlemmernes vedkommende, mens andre synes valgt ind alene ved tilfældighed eller vennetjenester.
Brian Mikkelsen begår samme fejl andre steder. For eksempel er det vigtige Radio- og Tv-nævn på samme måde blottet for mennesker med indgående forståelse og viden om, hvordan mediebranchen og de redaktionelle processer fungerer i praksis.
Det lønlige håb kunne være, at Brian Mikkelsen begynder at se sig om efter dygtige og indsigtsfulde mediefolk, for det vil være meget naturligt, at mediefolk er med på bestyrelsesniveau i så vigtige institutioner som DR, TV 2, Radio- og Tv-nævnet m.fl. Det vil pynte på mangfoldigheden.
tirsdag den 24. april 2007
MTG's glubende appetit på TV 2 kan give forstoppelse
Ved første øjekast fremstår det som om, Modern Times Group med samarbejdet TV 2 Sport har bragt sig selv i en mere fordelagtig situation, når TV 2 engang skal privatiseres. MTG-folkene har længe drømt varmt om at gafle Danmarks største broadcaster, men hidtil er det ikke lykkedes – måske har MTG med TV 2 Sport skudt sig selv i foden og ligefrem vanskeliggjort drømmene om at overtage TV 2
De stadig tættere relationer mellem den svenske mediekoncern Modern Times Group (MTG) og TV 2 er af blandt andre politikere blevet udlagt sådan, at MTG er ved at skabe sig en fortrinsstilling blandt potentielle købere, når privatiseringen igen sættes i gang. Og der er da også flere forhold, som klart indikerer, at det er tilfældet.
Men der er andre forhold, som kan vise sig at have den modsatte effekt og gøre det meget besværligt, måske endda umuligt, for MTG at købe TV 2, når privatiseringen engang gennemføres. For måske har MTG været så begejstret for omsider at få lov til at samarbejde med TV 2, at man ikke har haft blik for, at man kunne risikere at skade sin langsigtede plan om at købe TV 2. I hvert fald kan MTG komme til at stå i en situation, hvor konkurrencemyndighederne efter et eventuelt køb af TV 2 dels må skærpe de allerede stramme krav, som man har stillet som betingelse for at godkende TV 2 Sport, og dels kommer til at se med endnu mere restriktive øjne på en godkendelse af et eventuelt MTG-køb af TV 2, end hvis TV 2 Sport ikke havde været etableret.
Konkurrencerådets nylige godkendelse af samarbejdet TV 2 Sport i et joint venture mellem MTG og TV 2 var langt fra uden betænkeligheder, og derfor måtte parterne afgive en række restriktive tilsagn for at undgå både, at der sker en udveksling af konkurrencefølsomme oplysninger, og at de konkurrencebegrænsende virkninger i form af koordination, samordning og dominans minimeres.
Kun ved afgivelsen af disse snærende tilsagn kunne Konkurrencerådet godkende TV 2 Sport, og det dokumenterer, hvor tæt MTG og TV 2 er på kanten for, hvad der konkurrencemæssigt kan tillades. Der skal altså ikke rykkes meget rundt på pælene, før myndighederne igen tager sagen op. I godkendelsen forbeholder Konkurrencestyrelsen sig endda retten til til hver en tid at genoptage vilkårene til forhandling.
Når TV 2 igen bliver sat til salg, er det stensikkert, at MTG vil være stålsatte på at være med i slutspillet. MTG kom efter sigende med ét af de højeste bud under den aflyste privatisering af TV 2 i 2004/2005 – måske endda det allerhøjeste – så muligheden for at MTG når helt frem til målstregen i et køb af TV 2 er stor. Hvis det sker, og begge selskaber på det tidspunkt har opretholdt eller udbygget deres hidtidige markedspositioner, vil det afgørende forskyde de forudsætninger, som ligger til grund for den nuværende godkendelse. Der vil i myndighedernes optik være tale om et "kontrolskifte" i TV 2 Sport – i praksis en ny fusion, som udløser en ny fusionsbehandling.
Ét af de krav som myndighederne har stillet er, at der ikke bare skal være en skarp adskillelse mellem TV 2 Sport og de respektive basisorganisationer MTG og TV 2. Det skal der også være mellem de to basisorganisationer for at undgå de konkurrencebegrænsende effekter ved, at "parterne ikke gennem joint venturet kan udveksle konkurrencefølsomme oplysninger," som det formuleres. En fusion ind under samme ejer vil i sagens natur ophæve den adskillelse, der eksisterer i to selskaber med hver sin ejer.
Hele grundlaget for TV 2 Sport vil altså være nyt, og de oprindelige forudsætninger for godkendelsen er derved ikke længere til stede. Derfor skal Konkurrencestyrelsen etablere andre krav af mindst samme restriktive karakter som hidtil. I praksis indebærer det ultimativt en risiko for, at MTG efter at have købt TV 2 bliver tvunget til enten at opløse TV 2 Sport eller at frasælge det.
Denne fornyede myndighedsvurdering af TV 2 Sport vil ikke være den eneste vurdering, for selve købet af TV 2 vil også skulle godkendes af konkurrencemyndighederne. Selv hvis man ser bort fra TV 2 Sport, vil en sammensmeltning af TV 2 og MTG ved et køb udløse en så enorm markedsdominans, at konkurrencemyndighederne formentlig vil kræve, at MTG frasælger sine danske tv-aktiviteter i form af TV3 og TV3+ som betingelse for at godkende købet. Sammenlagt vil MTG/Viasats og TV 2's tv-kanaler ellers sidde på mere end 85 procent af tv-reklamemarkedet.
Alt i alt kan det ende med at besværliggøre MTG's bestræbelser på at købe TV 2 så betydeligt, at MTG havde været bedre stillet ved at vente med at udvikle samarbejdsrelationerne med TV 2 – herunder TV 2 Sport – til efter privatiseringen. Nu vil værdien af de fælles sportsrettigheder komme til at træde endnu tydeligere frem, og enhver uhensigtsmæssighed for forbrugerne og konkurrencen i joint venturet i tiden fra nu og frem til en eventuel privatisering vil af konkurrenter, politikere og forbrugerorganisationer blive udnyttet til at advare om farerne ved en godkendelse af en konstellation, der er så tæt på et egentligt monopol, som man kan komme – på tv-reklamemarkedet, på markedet for abonnementsfinansierede tv-kanaler og på markedet for tv-rettigheder. Den offentlige opmærksomhed vil yderligere skærpe konkurrencemyndighedernes opmærksomhed.
Havde MTG i stedet ventet, ville man have stået med færre ubekendte, og man ville bedre have kunnet tilrettelægge sin fremtidige forretningsstrategi og forretnings-set-up for Danmark for bedst muligt at kunne imødekomme konkurrencemyndighedernes krav. I stedet har etableringen af TV 2 Sport betydet, at man har truffet nogle definitive valg og derved lukket nogle døre. Samtidig har man bragt diskussionen af et MTG-køb af TV 2 ud i det offentlige rum. Og det bliver ikke til gavn for MTG, der politisk, blandt befolkningen og i markedet har yderst begrænset – måske slet ingen – støtte som den fremtidige ejer af TV 2.
Teksten er desuden bragt som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 24. april 2007
De stadig tættere relationer mellem den svenske mediekoncern Modern Times Group (MTG) og TV 2 er af blandt andre politikere blevet udlagt sådan, at MTG er ved at skabe sig en fortrinsstilling blandt potentielle købere, når privatiseringen igen sættes i gang. Og der er da også flere forhold, som klart indikerer, at det er tilfældet.
Men der er andre forhold, som kan vise sig at have den modsatte effekt og gøre det meget besværligt, måske endda umuligt, for MTG at købe TV 2, når privatiseringen engang gennemføres. For måske har MTG været så begejstret for omsider at få lov til at samarbejde med TV 2, at man ikke har haft blik for, at man kunne risikere at skade sin langsigtede plan om at købe TV 2. I hvert fald kan MTG komme til at stå i en situation, hvor konkurrencemyndighederne efter et eventuelt køb af TV 2 dels må skærpe de allerede stramme krav, som man har stillet som betingelse for at godkende TV 2 Sport, og dels kommer til at se med endnu mere restriktive øjne på en godkendelse af et eventuelt MTG-køb af TV 2, end hvis TV 2 Sport ikke havde været etableret.
Konkurrencerådets nylige godkendelse af samarbejdet TV 2 Sport i et joint venture mellem MTG og TV 2 var langt fra uden betænkeligheder, og derfor måtte parterne afgive en række restriktive tilsagn for at undgå både, at der sker en udveksling af konkurrencefølsomme oplysninger, og at de konkurrencebegrænsende virkninger i form af koordination, samordning og dominans minimeres.
Kun ved afgivelsen af disse snærende tilsagn kunne Konkurrencerådet godkende TV 2 Sport, og det dokumenterer, hvor tæt MTG og TV 2 er på kanten for, hvad der konkurrencemæssigt kan tillades. Der skal altså ikke rykkes meget rundt på pælene, før myndighederne igen tager sagen op. I godkendelsen forbeholder Konkurrencestyrelsen sig endda retten til til hver en tid at genoptage vilkårene til forhandling.
Når TV 2 igen bliver sat til salg, er det stensikkert, at MTG vil være stålsatte på at være med i slutspillet. MTG kom efter sigende med ét af de højeste bud under den aflyste privatisering af TV 2 i 2004/2005 – måske endda det allerhøjeste – så muligheden for at MTG når helt frem til målstregen i et køb af TV 2 er stor. Hvis det sker, og begge selskaber på det tidspunkt har opretholdt eller udbygget deres hidtidige markedspositioner, vil det afgørende forskyde de forudsætninger, som ligger til grund for den nuværende godkendelse. Der vil i myndighedernes optik være tale om et "kontrolskifte" i TV 2 Sport – i praksis en ny fusion, som udløser en ny fusionsbehandling.
Ét af de krav som myndighederne har stillet er, at der ikke bare skal være en skarp adskillelse mellem TV 2 Sport og de respektive basisorganisationer MTG og TV 2. Det skal der også være mellem de to basisorganisationer for at undgå de konkurrencebegrænsende effekter ved, at "parterne ikke gennem joint venturet kan udveksle konkurrencefølsomme oplysninger," som det formuleres. En fusion ind under samme ejer vil i sagens natur ophæve den adskillelse, der eksisterer i to selskaber med hver sin ejer.
Hele grundlaget for TV 2 Sport vil altså være nyt, og de oprindelige forudsætninger for godkendelsen er derved ikke længere til stede. Derfor skal Konkurrencestyrelsen etablere andre krav af mindst samme restriktive karakter som hidtil. I praksis indebærer det ultimativt en risiko for, at MTG efter at have købt TV 2 bliver tvunget til enten at opløse TV 2 Sport eller at frasælge det.
Denne fornyede myndighedsvurdering af TV 2 Sport vil ikke være den eneste vurdering, for selve købet af TV 2 vil også skulle godkendes af konkurrencemyndighederne. Selv hvis man ser bort fra TV 2 Sport, vil en sammensmeltning af TV 2 og MTG ved et køb udløse en så enorm markedsdominans, at konkurrencemyndighederne formentlig vil kræve, at MTG frasælger sine danske tv-aktiviteter i form af TV3 og TV3+ som betingelse for at godkende købet. Sammenlagt vil MTG/Viasats og TV 2's tv-kanaler ellers sidde på mere end 85 procent af tv-reklamemarkedet.
Alt i alt kan det ende med at besværliggøre MTG's bestræbelser på at købe TV 2 så betydeligt, at MTG havde været bedre stillet ved at vente med at udvikle samarbejdsrelationerne med TV 2 – herunder TV 2 Sport – til efter privatiseringen. Nu vil værdien af de fælles sportsrettigheder komme til at træde endnu tydeligere frem, og enhver uhensigtsmæssighed for forbrugerne og konkurrencen i joint venturet i tiden fra nu og frem til en eventuel privatisering vil af konkurrenter, politikere og forbrugerorganisationer blive udnyttet til at advare om farerne ved en godkendelse af en konstellation, der er så tæt på et egentligt monopol, som man kan komme – på tv-reklamemarkedet, på markedet for abonnementsfinansierede tv-kanaler og på markedet for tv-rettigheder. Den offentlige opmærksomhed vil yderligere skærpe konkurrencemyndighedernes opmærksomhed.
Havde MTG i stedet ventet, ville man have stået med færre ubekendte, og man ville bedre have kunnet tilrettelægge sin fremtidige forretningsstrategi og forretnings-set-up for Danmark for bedst muligt at kunne imødekomme konkurrencemyndighedernes krav. I stedet har etableringen af TV 2 Sport betydet, at man har truffet nogle definitive valg og derved lukket nogle døre. Samtidig har man bragt diskussionen af et MTG-køb af TV 2 ud i det offentlige rum. Og det bliver ikke til gavn for MTG, der politisk, blandt befolkningen og i markedet har yderst begrænset – måske slet ingen – støtte som den fremtidige ejer af TV 2.
Teksten er desuden bragt som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 24. april 2007
mandag den 23. april 2007
Nødvendig nedlæggelse af DR Sporten
Det er noget af en underdrivelse at sige, at en hjørnesten i dansk kultur er brudt ned, når DR Sporten fjernes. Omvendt er det svært at se, at Kenneth Plummer kunne have handlet anderledes med de umanerlige dårlige kort, man har givet ham at spille med. Det kommer til at gøre ondt på DR, - men det kommer også til at ramme TV 2
Det er svært at forestille sig, at DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, kunne skære det meget mere ud i pap, at fejlbeslutningen om at flytte DR kombineret med den tidligere DR-direktions latterlige måde at budgettere på, har en fuldstændig og højst synlig konsekvens.
Det står i dag lysende klart, at både bestyrelsens og politikernes kontrol med de økonomiske forhold i DR under budgetteringen er en komplet skandale. Og Chr. Nissen har med sin nye bog og spinnet omkring den dygtigt undgået at være blevet offentligt hængt til tørre for hans gerninger.
Og det er også svært at forestille sig, at når man nu endelig skulle finde 300 mio. kr., at det kunne gøres mere rigtigt - trods alt. For DR var alligevel ved at blive sat fuldstændig af i kampen om betydende sportsrettigheder i det ræs, som andre broadcastere har startet, og som vel på et tidspunkt kommer til at skade især fodboldens helt grundlæggende folkelige forandring, når man ikke længere kan se fodboldkampe på free-tv.
Kenneth Plummer kunne have valgt grønthøstermetoden - men det er ikke nogen intelligent måde at spare på, fordi man derved ikke tager synderlig kvalificeret stilling til, om den pågældende enhed eller afdeling rent faktisk opererer på alle cylindre - eller om der er et ressourceoverskud på 10, 20 eller 30 procent. Plummer undgik dermed også at skære i noget af det, der betyder noget for udviklingen af DR i fremtiden - på fremtidens digitale medier. Det ville have været katastrofalt, hvis man havde skåret ned på de enheder i DR, som står for det innovative, det nyskabende og det udviklende.
Det er ikke til at sige, om man på TV 2 går og griner lidt i skægget over den fuldstændige sejr over DR. Det er i hvert fald begrænset, hvad der er at grine over. Det er nok muligt, at TV 2 Radio får de radiorettigheder til Superligaen, som man længe gerne har villet have, men til gengæld har TV 2 ikke længere nogen at dele rettighederne til EM og VM i fodbold, OL osv.
Det har ellers været en kæmpegevinst for TV 2 at have nogen til at medfinansiere de store sportsbegivenheder - og ovenikøbet nogen, som ikke skadede TV 2 økonomisk ved at tage de seere, som TV 2 med delingen ikke fik.
DR og TV 2 har typisk købt netop disse begivenheder sammen tidligere, og TV 2 har kunnet nyde godt af, at man delte tv-seningen med en ikke-kommerciel konkurrent. Den massive opmærksomhed, som DR og TV 2 sammen har kunnet skabe og tiltrække ved de store sportsbegivenheder har således skadet TV 2's egentlige konkurrenter - de kommercielle broadcastere - ganske hårdt.
Nu skal TV 2 til enten selv at finansiere hele gildet, eller også skal det fremover ske i samarbejde med de egentlige kommercielle konkurrenter, som dermed vil komme til at nyde gavn af, at de selv får den del af tv-seningen, som hidtil lå hos DR.
TV 2 risikerer altså at blive taber uanset - for enten skal man selv betale hele festen, som man tidligere delte med DR, eller også skal man dele udgifterne - og dermed også seerne - med dem, som man konkurrerer om reklamerne med. Og reklamerne er trods alt med godt 80 procent stadig TV 2's allervigtigste indtægtskilde.
Hvis man skal kritisere slagtningen af DR Sporten, kan det undre, at man ikke meget mere målrettet gik efter at få skåret administrationen til. Det siges, at DR bruger over én mia. kr. på administration, hvorimod kun 1,8 mia. kr. går til tv- og radioproduktion.
Hvis det rygte holder, virker det helt forrykt, at det ikke lykkedes at finde langt den største del af pengene i administrationen. Det highlighter i hvert fald spørgsmålet om, hvad der præcist er den store forskel på DR og TV 2 - at TV 2 indtil for nylig kunne nøjes med 700 medarbejdere, mens DR skulle have 3300 medarbejdere. Og hvorfor TV 2 for eksempel - selv efter etableringen af TV 2 NEWS - kan klare sig med langt færre journalistiske medarbejdere end DR.
Nogen vil sige, at DR har størstedelen af sin tv-produktion inhouse, mens TV 2 er en entreprise-station, men omvendt har TV 2 en større salgsafdeling til at skaffe indtægterne, mens licensen for DR's vedkommende stort set kommer af sig selv.
For DR kan man nu håbe, at der bliver skabt ro på bagsmækken, og at man efter denne turbulens kan arbejde med at få indprentet ny selvtillid til alle de fuldstændigt nødvendige ting, som DR skal producere, og som man ikke skal forvente vil komme fra kommercielle tv-stationer. Sporten er ofret - tiden vil vise, om netop dette område vil blive populariseret nu da, TV 2 ikke længere har DR at konkurrere imod, men i stedet vil koncentrere sig om at formidle sport som underholdning og helt droppe den kritiske journalistiske dækning af området.
Det er svært at forestille sig, at DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, kunne skære det meget mere ud i pap, at fejlbeslutningen om at flytte DR kombineret med den tidligere DR-direktions latterlige måde at budgettere på, har en fuldstændig og højst synlig konsekvens.
Det står i dag lysende klart, at både bestyrelsens og politikernes kontrol med de økonomiske forhold i DR under budgetteringen er en komplet skandale. Og Chr. Nissen har med sin nye bog og spinnet omkring den dygtigt undgået at være blevet offentligt hængt til tørre for hans gerninger.
Og det er også svært at forestille sig, at når man nu endelig skulle finde 300 mio. kr., at det kunne gøres mere rigtigt - trods alt. For DR var alligevel ved at blive sat fuldstændig af i kampen om betydende sportsrettigheder i det ræs, som andre broadcastere har startet, og som vel på et tidspunkt kommer til at skade især fodboldens helt grundlæggende folkelige forandring, når man ikke længere kan se fodboldkampe på free-tv.
Kenneth Plummer kunne have valgt grønthøstermetoden - men det er ikke nogen intelligent måde at spare på, fordi man derved ikke tager synderlig kvalificeret stilling til, om den pågældende enhed eller afdeling rent faktisk opererer på alle cylindre - eller om der er et ressourceoverskud på 10, 20 eller 30 procent. Plummer undgik dermed også at skære i noget af det, der betyder noget for udviklingen af DR i fremtiden - på fremtidens digitale medier. Det ville have været katastrofalt, hvis man havde skåret ned på de enheder i DR, som står for det innovative, det nyskabende og det udviklende.
Det er ikke til at sige, om man på TV 2 går og griner lidt i skægget over den fuldstændige sejr over DR. Det er i hvert fald begrænset, hvad der er at grine over. Det er nok muligt, at TV 2 Radio får de radiorettigheder til Superligaen, som man længe gerne har villet have, men til gengæld har TV 2 ikke længere nogen at dele rettighederne til EM og VM i fodbold, OL osv.
Det har ellers været en kæmpegevinst for TV 2 at have nogen til at medfinansiere de store sportsbegivenheder - og ovenikøbet nogen, som ikke skadede TV 2 økonomisk ved at tage de seere, som TV 2 med delingen ikke fik.
DR og TV 2 har typisk købt netop disse begivenheder sammen tidligere, og TV 2 har kunnet nyde godt af, at man delte tv-seningen med en ikke-kommerciel konkurrent. Den massive opmærksomhed, som DR og TV 2 sammen har kunnet skabe og tiltrække ved de store sportsbegivenheder har således skadet TV 2's egentlige konkurrenter - de kommercielle broadcastere - ganske hårdt.
Nu skal TV 2 til enten selv at finansiere hele gildet, eller også skal det fremover ske i samarbejde med de egentlige kommercielle konkurrenter, som dermed vil komme til at nyde gavn af, at de selv får den del af tv-seningen, som hidtil lå hos DR.
TV 2 risikerer altså at blive taber uanset - for enten skal man selv betale hele festen, som man tidligere delte med DR, eller også skal man dele udgifterne - og dermed også seerne - med dem, som man konkurrerer om reklamerne med. Og reklamerne er trods alt med godt 80 procent stadig TV 2's allervigtigste indtægtskilde.
Hvis man skal kritisere slagtningen af DR Sporten, kan det undre, at man ikke meget mere målrettet gik efter at få skåret administrationen til. Det siges, at DR bruger over én mia. kr. på administration, hvorimod kun 1,8 mia. kr. går til tv- og radioproduktion.
Hvis det rygte holder, virker det helt forrykt, at det ikke lykkedes at finde langt den største del af pengene i administrationen. Det highlighter i hvert fald spørgsmålet om, hvad der præcist er den store forskel på DR og TV 2 - at TV 2 indtil for nylig kunne nøjes med 700 medarbejdere, mens DR skulle have 3300 medarbejdere. Og hvorfor TV 2 for eksempel - selv efter etableringen af TV 2 NEWS - kan klare sig med langt færre journalistiske medarbejdere end DR.
Nogen vil sige, at DR har størstedelen af sin tv-produktion inhouse, mens TV 2 er en entreprise-station, men omvendt har TV 2 en større salgsafdeling til at skaffe indtægterne, mens licensen for DR's vedkommende stort set kommer af sig selv.
For DR kan man nu håbe, at der bliver skabt ro på bagsmækken, og at man efter denne turbulens kan arbejde med at få indprentet ny selvtillid til alle de fuldstændigt nødvendige ting, som DR skal producere, og som man ikke skal forvente vil komme fra kommercielle tv-stationer. Sporten er ofret - tiden vil vise, om netop dette område vil blive populariseret nu da, TV 2 ikke længere har DR at konkurrere imod, men i stedet vil koncentrere sig om at formidle sport som underholdning og helt droppe den kritiske journalistiske dækning af området.
tirsdag den 3. april 2007
Hvem afgør, om kritik er berettiget eller usaglig?
I dagens udgave af Jyllands-Posten er TV-Avisens chef, Henrik Keith Hansen, igen ude med et forsvar for sin institution og prøver at afværge så meget kritik som muligt.
Det er helt naturligt. Det er Keith Hansens opgave. Men i sit indlæg forsøger han at skelne mellem kritik og kritik, for altimens han med den største selvfølge accepterer politikeres og ministres ret - og pligt - til at korrigere fejl og påtale dem over for TV-Avisens journalister.
Derimod mener Keith Hansen, at de pågældende ministre eller politikere går over stregen, hvis henvendelserne får en karakter, at det kan opfattes som chikane eller usaglig kritik.
Det er lige præcis hér, at hele miseren opstår, for hvem er det, der har retten til at afgøre, om en kritik er saglig eller ej. Det duer i hvert fald ikke at lade journalister afgøre det, for vi er meget dårlige til at anerkende, at der er begået fejl. Betvivler man det, kan man bare se, hvor lang tid der gik, inden der blev erkendt fejl i forbindelse med Den hemmelige krig - selvom fejlene længe var påpeget af kritikere.
Keith Hansens synspunkter lider af den afgørende svaghed, at man mangler en overdommer. Det er ikke givet, at fremført kritik er usaglig eller, at der er tale om chikane - bare fordi journalisten eller redaktøren synes det. Det vidner mailen fra kulturministeren til Jørgen Kleener om, for hverken han eller daværende generaldirektør Chr. Nissen opfattede det som pression.
Men TV-Avisen og Keith Hansen tilraner sig et enestående våben i afværgelse af kritik, når man vil have monopolet på at afgøre, hvornår en kritik er usaglig. Det siger selv selv, at afsenderen af kritikken som udgangspunkt overhovedet ikke er enig i, at kritikken er usaglig. Man mener endda formentlig, at den er yderst relevant og velbegrundet.
Det ville være klædeligt, om Henrik Keith Hansen og TV-avisen fik defineret nogle mere brugbare rammer for, hvornår politikere og ministre må fremsætte kritik end ved ensidigt at påberåbe sig retten til til enhver tid at kunne kalde det pression, for ellers ender ordet som et gummiord, der passende kan tages frem, hvis kritikken bliver for ubehagelig.
Sker det, er vi ingen vegne kommet, og Keith Hansens erklæringer om, at det er tilladt for politikere og ministre at kritisere og kontakte journalister bliver derved indholdsløs.
Læs tidligere indlæg om samme emne.
Det er helt naturligt. Det er Keith Hansens opgave. Men i sit indlæg forsøger han at skelne mellem kritik og kritik, for altimens han med den største selvfølge accepterer politikeres og ministres ret - og pligt - til at korrigere fejl og påtale dem over for TV-Avisens journalister.
Derimod mener Keith Hansen, at de pågældende ministre eller politikere går over stregen, hvis henvendelserne får en karakter, at det kan opfattes som chikane eller usaglig kritik.
Det er lige præcis hér, at hele miseren opstår, for hvem er det, der har retten til at afgøre, om en kritik er saglig eller ej. Det duer i hvert fald ikke at lade journalister afgøre det, for vi er meget dårlige til at anerkende, at der er begået fejl. Betvivler man det, kan man bare se, hvor lang tid der gik, inden der blev erkendt fejl i forbindelse med Den hemmelige krig - selvom fejlene længe var påpeget af kritikere.
Keith Hansens synspunkter lider af den afgørende svaghed, at man mangler en overdommer. Det er ikke givet, at fremført kritik er usaglig eller, at der er tale om chikane - bare fordi journalisten eller redaktøren synes det. Det vidner mailen fra kulturministeren til Jørgen Kleener om, for hverken han eller daværende generaldirektør Chr. Nissen opfattede det som pression.
Men TV-Avisen og Keith Hansen tilraner sig et enestående våben i afværgelse af kritik, når man vil have monopolet på at afgøre, hvornår en kritik er usaglig. Det siger selv selv, at afsenderen af kritikken som udgangspunkt overhovedet ikke er enig i, at kritikken er usaglig. Man mener endda formentlig, at den er yderst relevant og velbegrundet.
Det ville være klædeligt, om Henrik Keith Hansen og TV-avisen fik defineret nogle mere brugbare rammer for, hvornår politikere og ministre må fremsætte kritik end ved ensidigt at påberåbe sig retten til til enhver tid at kunne kalde det pression, for ellers ender ordet som et gummiord, der passende kan tages frem, hvis kritikken bliver for ubehagelig.
Sker det, er vi ingen vegne kommet, og Keith Hansens erklæringer om, at det er tilladt for politikere og ministre at kritisere og kontakte journalister bliver derved indholdsløs.
Læs tidligere indlæg om samme emne.
Bekymringsjournalistikken er over os
Borgerne risikerer at blive ladt i stikken, når myndigheder, organisationer og eksperter med medierne som villige hjælpere lancerer nye, opskræmmende undersøgelser, der skal få os til at ændre adfærd. Medierne elsker de skrækhistorier, som kan komme ud af undersøgelser og analyser med skarptskårne konklusioner, men det er afgørende, at væsentlig perspektivering og kritisk journalistik ikke bliver glemt
"For lidt sol øger risiko for kræft." Forsiden af Berlingske Tidende mandag den 2. april.
Egentlig vidste de fleste af os formentlig godt, at solen giver D-vitamin, og at solens stråler derfor også har gavnlig effekt. Alligevel har de seneste års massive kampagner fra sundhedsorganisationer og myndigheder nok fået mange af os til at stræbe imod helt at undgå solen. Nu viser det sig, at nok er for meget sol skadelig, men det er også skadeligt og direkte kræftfremkaldende, hvis man får for lidt sol.
Som borger er det utilfredsstillende, når myndigheder, eksperter og sundhedsorganisationer sammen med medier arbejder for en bestemt holdningspåvirkning, især når det efterfølgende viser sig, at virkeligheden er mere nuanceret end som så. I værste tilfælde er befolkningen måske påduttet en forkert livsstil, og derfor er det afgørende, at holdningspåvirkende analyser og undersøgelser udsættes for et kompetent redaktionelt filter, inden de skarptskårne konklusioner slippes ud til offentligheden.
Denne sag er et glimrende eksempel på, at man lige når at få ændret sin adfærd efter kraftig holdningspåvirkning med et skridt til venstre, hvorefter nye oplysninger dikterer, at man skal tage et skridt til højre. Journalistikkens opgave er at agere den kritiske formidler af alle virksomheders, myndigheders og organisationers budskaber – også selvom de bruger undersøgelser og analyser til at få budskaberne til at glide lettere ned hos journalisterne.
Og når de bruger undersøgelser, er det selvfølgelig fordi, det virker. En undersøgelse med et videnskabeligt præg og én eller flere eksperter, der taler, fremkalder sjældent ret mange kritiske spørgsmål.
Det er ikke kun medierne, som har noget på spil. Også myndigheder og sundhedsorganisationer sætter troværdigheden på højkant, når befolkningen opdager, at tingene alligevel ikke forholder sig så sort og hvidt, som det ellers i første omgang var fremstillet. Man mister tilliden til, at man kan stole på de henstillinger og anbefalinger, der fremsættes, og som medierne videreformidler. Oplysningen om solens positive egenskaber er i så skærende kontrast til hidtidige diktater, at det går ud over troværdigheden af den offentlige oplysningsindsats generelt.
I det aktuelle tilfælde blev det altså Berlingske Tidende, der først behandlede dilemmaet mellem for lidt eller for meget sol på fremragende journalistisk vis. At finde denne balance er en sjælden journalistisk disciplin, for indimellem synes mediernes hang til opsigtsvækkende skrækhistorier – at bedrive bekymringsjournalistik – at være større end at give læserne og seerne en grundig indsigt i problemstillingen, herunder især redskaber og information til at kunne tackle problemerne.
Her synes medierne, eksperter, myndigheder og organisationer at have samme interesse, for bekymringsjournalistikken lever i bedste velgående. Her er lige en række overskrifter fra de seneste ugers aviser.
"Slap nu lidt af! Dit barn risikerer at blive stresset," advarer 24timer, der på basis af en undersøgelse og ekspertudsagn fortæller, at op mod hvert femte barn er i farezonen for at blive stresset – hovedsageligt fordi forældrene har travlt.
"Vil du redde Danmark?" spørger Nyhedsavisen, som dermed pirker til en anden del af vores dårlige samvittighed i relation til klimatruslen. Vi skal skrue ned for varmen, tage mobilladeren ud af stikket, når den ikke bruges, bruge smørrebrødspapir i stedet for staniol, udskifte elpærer, købe dansk frugt og grønt osv.
"Hver ottende pige har forsøgt selvmord," fortæller dato på basis af en undersøgelse, som kan virke ganske foruroligende på forældre med teenagedøtre og sætte spørgsmålstegn ved, om vi nu er gode nok som forældre.
"Ups. Forår er højsæson for gør-det-selv ulykker." 24timers forsidehenvisning er ikke så dramatisk som overskriften inde i avisen "Det er farligt at gøre have og hus forårsklar." Advarslen er klar – din adfærd med vinkelsliberen, stigen eller håndsaven er formentlig livsfarlig for dig, så der er god grund til at være bekymret.
Herudover er der de tilbagevendende og stærkt samvittighedspåvirkende historier om vores vægt og kostvaner, manglende motion og meget andet. En historie i Fyens Stiftstidende "Danskerne lyver om deres kost" illustrerer på udmærket vis, at vi har knaldende dårlig samvittighed over ikke at have ressourcer til at gøre alt det, vi bør gøre. En undersøgelse viser, at en fjerdedel af alle adspurgte melder om et så lavt indtag af mad, at det er usandsynligt.
Måske er vi tæt på kvalmegrænsen og er ved at blive immune for skræmmebudskaberne. I hvert fald dokumenterede Jyllands-Posten for nylig i artiklen "Danskere ser stort på kostråd", at bombardementet er blevet så massivt, at 40 procent af befolkningen ikke ønsker yderligere information om sund kost. Budskabet om de otte kostråd er sevet ind, og danskerne ser stort på dem. Måske er borgerne blevet så tæppebombet med skrækhistorier om, hvor galt det kan gå, hvis ikke vi ændrer vores måde at leve livet på, at det er ved at miste sin effekt. Vi orker det simpelthen ikke mere, og vi orker slet ikke, når nye undersøgelser senere viser det modsatte af det, vi hidtil har hørt. Så måske er det på tide, at der findes andre måder at påvirke borgernes adfærd end at opskræmme dem.
Ovenstående indlæg er desuden bragt som klumme i det nummer af bladet Markedsføring, som udkom den 10. april 2007.
Nedenfor har jeg samlet en lang liste over overskrifter, der giver grund til at være bekymret. Eksemplerne er alene sakset fra aviserne i marts og omfatter desuden slet ikke nyhederne og magasinprogrammerne på tv. Historierne er baseret på det kriterium, hvor bekymringen ansporer, truer eller skræmmer den enkelte til ændret adfærd eller omlægning af livsstil.
"For lidt sol øger risiko for kræft." Forsiden af Berlingske Tidende mandag den 2. april.
Egentlig vidste de fleste af os formentlig godt, at solen giver D-vitamin, og at solens stråler derfor også har gavnlig effekt. Alligevel har de seneste års massive kampagner fra sundhedsorganisationer og myndigheder nok fået mange af os til at stræbe imod helt at undgå solen. Nu viser det sig, at nok er for meget sol skadelig, men det er også skadeligt og direkte kræftfremkaldende, hvis man får for lidt sol.
Som borger er det utilfredsstillende, når myndigheder, eksperter og sundhedsorganisationer sammen med medier arbejder for en bestemt holdningspåvirkning, især når det efterfølgende viser sig, at virkeligheden er mere nuanceret end som så. I værste tilfælde er befolkningen måske påduttet en forkert livsstil, og derfor er det afgørende, at holdningspåvirkende analyser og undersøgelser udsættes for et kompetent redaktionelt filter, inden de skarptskårne konklusioner slippes ud til offentligheden.
Denne sag er et glimrende eksempel på, at man lige når at få ændret sin adfærd efter kraftig holdningspåvirkning med et skridt til venstre, hvorefter nye oplysninger dikterer, at man skal tage et skridt til højre. Journalistikkens opgave er at agere den kritiske formidler af alle virksomheders, myndigheders og organisationers budskaber – også selvom de bruger undersøgelser og analyser til at få budskaberne til at glide lettere ned hos journalisterne.
Og når de bruger undersøgelser, er det selvfølgelig fordi, det virker. En undersøgelse med et videnskabeligt præg og én eller flere eksperter, der taler, fremkalder sjældent ret mange kritiske spørgsmål.
Det er ikke kun medierne, som har noget på spil. Også myndigheder og sundhedsorganisationer sætter troværdigheden på højkant, når befolkningen opdager, at tingene alligevel ikke forholder sig så sort og hvidt, som det ellers i første omgang var fremstillet. Man mister tilliden til, at man kan stole på de henstillinger og anbefalinger, der fremsættes, og som medierne videreformidler. Oplysningen om solens positive egenskaber er i så skærende kontrast til hidtidige diktater, at det går ud over troværdigheden af den offentlige oplysningsindsats generelt.
I det aktuelle tilfælde blev det altså Berlingske Tidende, der først behandlede dilemmaet mellem for lidt eller for meget sol på fremragende journalistisk vis. At finde denne balance er en sjælden journalistisk disciplin, for indimellem synes mediernes hang til opsigtsvækkende skrækhistorier – at bedrive bekymringsjournalistik – at være større end at give læserne og seerne en grundig indsigt i problemstillingen, herunder især redskaber og information til at kunne tackle problemerne.
Her synes medierne, eksperter, myndigheder og organisationer at have samme interesse, for bekymringsjournalistikken lever i bedste velgående. Her er lige en række overskrifter fra de seneste ugers aviser.
"Slap nu lidt af! Dit barn risikerer at blive stresset," advarer 24timer, der på basis af en undersøgelse og ekspertudsagn fortæller, at op mod hvert femte barn er i farezonen for at blive stresset – hovedsageligt fordi forældrene har travlt.
"Vil du redde Danmark?" spørger Nyhedsavisen, som dermed pirker til en anden del af vores dårlige samvittighed i relation til klimatruslen. Vi skal skrue ned for varmen, tage mobilladeren ud af stikket, når den ikke bruges, bruge smørrebrødspapir i stedet for staniol, udskifte elpærer, købe dansk frugt og grønt osv.
"Hver ottende pige har forsøgt selvmord," fortæller dato på basis af en undersøgelse, som kan virke ganske foruroligende på forældre med teenagedøtre og sætte spørgsmålstegn ved, om vi nu er gode nok som forældre.
"Ups. Forår er højsæson for gør-det-selv ulykker." 24timers forsidehenvisning er ikke så dramatisk som overskriften inde i avisen "Det er farligt at gøre have og hus forårsklar." Advarslen er klar – din adfærd med vinkelsliberen, stigen eller håndsaven er formentlig livsfarlig for dig, så der er god grund til at være bekymret.
Herudover er der de tilbagevendende og stærkt samvittighedspåvirkende historier om vores vægt og kostvaner, manglende motion og meget andet. En historie i Fyens Stiftstidende "Danskerne lyver om deres kost" illustrerer på udmærket vis, at vi har knaldende dårlig samvittighed over ikke at have ressourcer til at gøre alt det, vi bør gøre. En undersøgelse viser, at en fjerdedel af alle adspurgte melder om et så lavt indtag af mad, at det er usandsynligt.
Måske er vi tæt på kvalmegrænsen og er ved at blive immune for skræmmebudskaberne. I hvert fald dokumenterede Jyllands-Posten for nylig i artiklen "Danskere ser stort på kostråd", at bombardementet er blevet så massivt, at 40 procent af befolkningen ikke ønsker yderligere information om sund kost. Budskabet om de otte kostråd er sevet ind, og danskerne ser stort på dem. Måske er borgerne blevet så tæppebombet med skrækhistorier om, hvor galt det kan gå, hvis ikke vi ændrer vores måde at leve livet på, at det er ved at miste sin effekt. Vi orker det simpelthen ikke mere, og vi orker slet ikke, når nye undersøgelser senere viser det modsatte af det, vi hidtil har hørt. Så måske er det på tide, at der findes andre måder at påvirke borgernes adfærd end at opskræmme dem.
Ovenstående indlæg er desuden bragt som klumme i det nummer af bladet Markedsføring, som udkom den 10. april 2007.
Nedenfor har jeg samlet en lang liste over overskrifter, der giver grund til at være bekymret. Eksemplerne er alene sakset fra aviserne i marts og omfatter desuden slet ikke nyhederne og magasinprogrammerne på tv. Historierne er baseret på det kriterium, hvor bekymringen ansporer, truer eller skræmmer den enkelte til ændret adfærd eller omlægning af livsstil.
Danskere ser stort på kostråd, Jyllands-Posten
Når livet gøres til en sygdom, Jyllands-Posten
Danskerne lyver om deres kost, Fyens Stiftstidende
Gendefekt øger risiko for slagtilfælde, Berlingske Tidende
Forårssolen giver også hudskader, Nyhedsavisen
Børn skal blive bedre til at børste tænder, 24timer
Mange unge tæt på at blive ludomaner, Fyens Stiftstidende
Danskerne frygter at blive gamle uden hjælp, Jyllands-Posten
Du kan blive lys-junkie af solarie-sol, dato
Skoler overvåger elever, Nyhedsavisen
LD sælger stort ud af danske aktier, Børsen
Dårlig hygiejne dræber ni hver dag, metroXpress
Fritiden stresser os, Jyllands-Posten
Sundhedsplejersker har ikke tid til skolebørn
Du må snart kigge langt efter en gratis p-plads, 24timer
Motion skal føre til et arbejde, Fyens Stiftstidende
Hvert tredje barn trues af allergi - læger er magtesløse, Nyhedsavisen
Unge ville gerne droppe fastfood, Nyhedsavisen
Når ældre begår selvmord - gamle føler sig overset, Nyhedsavisen
Uduelige lærere er ikke til at slippe af med, 24timer
Særligt intelligente børn mistrives i folkeskolen, Nyhedsavisen
Slaraffenland for indbrudstyve, dato
Slå appelsinhuden ihjel, Nyhedsavisen
Transfedt koster 50.000 livet, Jyllands-Posten
Varmere klima gør livet surt for allergikere, 24timer
Overvægtige danskere vælger discountløsning, 24timer
Ludomani går i arv, spil smitter, Nyhedsavisen
Børns første skoledag, forældre skal forberedes, Nyhedsavisen
Ftalater gør mænd fede, dato
Huller i tænderne? Så er der nok for lidt flour i dit drikkevand, 24timer
Der var også lige et par stykker med positive budskaber:
Hurtig hjælp ved hjertestop, Jyllands-Posten
Lyse udsigter for mørk chokolade, Berlingske Tidende
torsdag den 29. marts 2007
Politikeres omklamring skader DR
Gad vide om politikerne indimellem tænker over, hvordan det indvirker på DR's medarbejdere og på DR's image i forhold til befolkningen, at DR i månedsvis er genstand for en politisering af især DR's redaktionelle arbejde. Kommunikationsmæssigt ligner det et rent dødskys
I morges overværede jeg det åbne samråd i Kulturudvalget, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen var indkaldt.
Igen fik vi den helt store tur med de sædvanlige markeringer fra aktørerne, der gennemførte den rituelle stammedans – og der var ingen nye og spændende trin.
Venstrefløjen, heriregnet Det Radikale Venstre og partiets mediepolitiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøl, vil gerne gøre statsministerens angreb på DR i forbindelse med dokumentarfilmen "Den hemmelige krig" samt kulturminister Brian Mikkelsens mail til daværende DR-bestyrelsesformand, til et spørgsmål om politisk pression, hvorimod regeringen og statsministeren på sin side afviser det og mener i stedet, at der var tale om helt ordinær henvendelse fra en minister til en bestyrelsesformand, der havde bedt om at blive holdt løbende orienteret. Og sådan spillede hver især netop den rolle, som alle forventer. Ingen skuffelser dér – endsige overraskelser.
I fascinationen for det politiske spil, for sagen og måske for egen profilering bliver DR's interesser fuldstændig tilsidesat. Sagen er jo, at DR og den evindelige diskussion om, hvorvidt DR's redaktionelle dækning har en politisk slagside eller ej, ikke er tjent med at blive trukket frem og brugt i det indenrigspolitiske spil igen og igen. For konsekvensen er jo, at DR fastholdes i et politisk miljø, man næppe kan forestille sig, at DR har lyst til at befinde sig i. Og slet ikke hvis man ønsker at frigøre sig for anklagerne om politisk slagside.
Konsekvensen af venstrefløjens betydelige interesse for og støtte til DR er netop en risiko for, at det kommer til at virke modsat. DR må finde sig i noget, der mest af alt ligner et dødskys, når skiftende politikere til venstre for midten gentagne gange forsvarer DR – tager det i folketingssalen, i samråd, i medierne osv. osv.
Hvis der sidder skeptiske licensbetalere rundt omkring, som spekulerer på, om anklagerne mod DR's redaktionelle arbejde har noget på sig eller ej, virker oppositionspolitikernes massive støtte i hvert fald som en bekræftelse på, at der nok er noget om sagen. Sådan fungerer mennesker jo. Vi forsvarer det, vi holder af og jo mere indædt forsvaret bliver, desto mere er der øjensynligt på spil.
Så støtten får formentlig den stik modsatte effekt ikke bare på alle dem, der mener, at DR's journalistik er venstresnoet, men det giver helt givet også yderligere næring til dem, der er i tvivl. Det kommer til at virke som en bekræftelse på tvivlen, når politikerne til venstre for midten er så forhippet på at forsvare DR's journalistik og ignorere regeringens anke mod faktuelle fejl og en skævvreden journalistisk dækning – uanset om denne anke er berettiget eller ej. Det ender i decideret politisk omklamring.
Derfor er DR på ingen måde tjent med den "støtte", som oppositionen tildeler institutionen. Det kommer til at virke modsat. Man frigør ikke DR for sit betydelige politiske åg ved uafbrudt at blive ved med at bruge DR til politiske temaer og slagsmål. Et godt råd er: Stop den politiske omklamring af DR og begræns interessen til fagligt og relevant journalistisk indhold.
I morges overværede jeg det åbne samråd i Kulturudvalget, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen var indkaldt.
Igen fik vi den helt store tur med de sædvanlige markeringer fra aktørerne, der gennemførte den rituelle stammedans – og der var ingen nye og spændende trin.
Venstrefløjen, heriregnet Det Radikale Venstre og partiets mediepolitiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøl, vil gerne gøre statsministerens angreb på DR i forbindelse med dokumentarfilmen "Den hemmelige krig" samt kulturminister Brian Mikkelsens mail til daværende DR-bestyrelsesformand, til et spørgsmål om politisk pression, hvorimod regeringen og statsministeren på sin side afviser det og mener i stedet, at der var tale om helt ordinær henvendelse fra en minister til en bestyrelsesformand, der havde bedt om at blive holdt løbende orienteret. Og sådan spillede hver især netop den rolle, som alle forventer. Ingen skuffelser dér – endsige overraskelser.
I fascinationen for det politiske spil, for sagen og måske for egen profilering bliver DR's interesser fuldstændig tilsidesat. Sagen er jo, at DR og den evindelige diskussion om, hvorvidt DR's redaktionelle dækning har en politisk slagside eller ej, ikke er tjent med at blive trukket frem og brugt i det indenrigspolitiske spil igen og igen. For konsekvensen er jo, at DR fastholdes i et politisk miljø, man næppe kan forestille sig, at DR har lyst til at befinde sig i. Og slet ikke hvis man ønsker at frigøre sig for anklagerne om politisk slagside.
Konsekvensen af venstrefløjens betydelige interesse for og støtte til DR er netop en risiko for, at det kommer til at virke modsat. DR må finde sig i noget, der mest af alt ligner et dødskys, når skiftende politikere til venstre for midten gentagne gange forsvarer DR – tager det i folketingssalen, i samråd, i medierne osv. osv.
Hvis der sidder skeptiske licensbetalere rundt omkring, som spekulerer på, om anklagerne mod DR's redaktionelle arbejde har noget på sig eller ej, virker oppositionspolitikernes massive støtte i hvert fald som en bekræftelse på, at der nok er noget om sagen. Sådan fungerer mennesker jo. Vi forsvarer det, vi holder af og jo mere indædt forsvaret bliver, desto mere er der øjensynligt på spil.
Så støtten får formentlig den stik modsatte effekt ikke bare på alle dem, der mener, at DR's journalistik er venstresnoet, men det giver helt givet også yderligere næring til dem, der er i tvivl. Det kommer til at virke som en bekræftelse på tvivlen, når politikerne til venstre for midten er så forhippet på at forsvare DR's journalistik og ignorere regeringens anke mod faktuelle fejl og en skævvreden journalistisk dækning – uanset om denne anke er berettiget eller ej. Det ender i decideret politisk omklamring.
Derfor er DR på ingen måde tjent med den "støtte", som oppositionen tildeler institutionen. Det kommer til at virke modsat. Man frigør ikke DR for sit betydelige politiske åg ved uafbrudt at blive ved med at bruge DR til politiske temaer og slagsmål. Et godt råd er: Stop den politiske omklamring af DR og begræns interessen til fagligt og relevant journalistisk indhold.
onsdag den 28. marts 2007
Man må da ikke kritisere journalister – eller må man?
Kølhalingen af kulturminister Brian Mikkelsen for at have sendt en mail til daværende DR-bestyrelsesformand Jørgen Kleener kan hos udenforstående have efterladt den opfattelse, at det er odiøst at kritisere journalisters arbejde. Men det må man gerne, - og som borger bør man heller ikke frygte for mediers uafhængighed, for journalister skal følge de presseetiske regler, som forhindrer selvcensur på basis af uretmæssig pression
For nogle år siden blev jeg i min daværende egenskab af journalist på dagbladet Børsen en dag ringet op af en topchef fra mediebranchen. Han var knotten, for jeg havde skrevet en artikel, som fortalte om hans strategiske bestræbelser på at overtage et marked – herunder et regulært overtagelsesforsøg på en konkurrent. Journalistisk set var det en dybt interessant historie om en hidtil uset grad af strategisk genialitet i mediebranchen.
Mediechefen var temmelig sur over vinklingen og over, at historien var sluppet ud. Det besværliggjorde i den grad hans arbejde og risikerede at ødelægge hans muligheder for at realisere planen. Han forsøgte at give udtryk for, at historien var opspind, hvilket ikke var korrekt. Historien var i den grad både rigtig, og den var også relevant for læserne.
Men han var selvfølgelig træt af, at alle nu kunne læse om hans plan i avisen. Jeg havde ikke specielt ondt af ham – det er spillets regler. Men jeg kan godt forstå hans forsøg på at få mig til at droppe opfølgende artikler, for jeg bragte hans masterplan i fare. Det måtte han naturligvis reagere på. Det synes jeg er helt legitimt – uanset at hans pression var ubehagelig. Men det var hans job at udvikle den bedst mulige strategi og føre den ud i livet. Derfor var det også hans job at fjerne de sten, som lå i vejen for målet.
Det er helt afgørende, om man som journalist i et konfliktfyldt fag har sin integritet i behold og kan sige fra i alle disse situationer. Faktisk er det en glasklar forpligtelse, som ifølge de presseetiske regler tildeler journalisten og mediet ansvaret for at afvise udenforståendes krav om indflydelse:
"Under brud på god presseskik henhører ... eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling."
Denne regel er ikke til at misforstå. Den slår fuldstændig fast, at ansvaret for at undgå selvcensur eller udenforståendes krav om indflydelse er journalistens og redaktørens. Det er altså ikke overvejende den udenforståendes pression, der er problemet. Hans agenda er klar og legitim - det bliver først et problem, hvis ikke medierne overholder de presseetiske regler og modstår presset.
Rollefordelingen er således ret klar: En journalist, der redaktionelt behandler en kontroversiel eller konfliktfyldt sag eller et emne, som nogen er uenige i, må man forvente og kunne håndtere, at en angrebet part, som føler sig uretfærdigt behandlet, reagerer ved at klage eller ved at forsøge at påvirke journalisten eller mediet til at nuancere eller korrigere den redaktionelle dækning. Det er et grundvilkår i faget, at man indimellem bliver udsat for pres.
Omvendt skal journalisten altså afvise kravet – hvis kritikken er uberettiget. For at kunne afgøre det, kræver det naturligvis, at kritikken seriøst vurderes og ikke pr. automatik fejes af bordet.
Helt generelt er det ellers netop det bedste værn mod kritik og pression, at man som journalist og medie har styr på sine ting og dokumentationen på plads. Er det tilfældet, kan man sagtens stå imod ydre pres.
Men i de senere år er produktiviteten på redaktionerne gået voldsomt i vejret, og alt andet lige øger det naturligvis risikoen for fejl. Det virker som om, flere journalister af den grund er åbne for at erkende fejl end tidligere, og derfor skal man som forurettet part ikke holde sig tilbage, hvis man som "offer" føler, at man har fået en uretfærdig behandling af et medie.
Faktisk kan det være en rigtig god idé at klage, hvis man i øvrigt har sine argumenter i orden. Selvom medier og journalister kan være ret ømskindede i forhold til kritik, vil en varsom og professionel dialog med journalisten – renset for vrede og følelsesudbrud trods den eventuelle forurettelse – sagtens kunne føre til, at der lyttes, og at det accepteres at kigge researchen og sagens akter igennem én gang til. Det giver sagen en ekstra journalistisk behandling og overvejelse, og måske fører det til, at man på et sobert grundlag har formået at påvirke journalistens arbejde med nye nuancer. Man skal i hvert fald ikke give op og resignere, fordi der lige nu er en ophedet debat om, hvem og i hvilke tilfælde man har ret til at prøve at påvirke en journalist i en anden retning end den hidtidige.
I forhold til den førnævnte medietopchef var det selvfølgelig mit job at ignorere og afvise hans forsøg på pression, som i samtalen viste sig at være aldeles uberettiget. Men jeg forsøgte at være åben og forholde mig til, om kritikken havde substans.
Jeg ville svigte min redaktørs og mine læseres tillid, hvis jeg begyndte at ryste på hånden, fordi en kilde ikke bryder sig om det, jeg skriver. Så er jeg ikke værdig til at udøve faget. Og så er det helt ligegyldigt, hvilken medievirksomhed man repræsenterer.
Jeg er som samfundsborger nødt til at stole på, at både DR's og andre mediers journalister er i stand til at håndtere den slags. Selvfølgelig er det dybt ubehageligt at mærke pression eller intimidering – uanset om den er politisk, kommerciel eller noget helt tredje. Men der er kun ét af gøre for at bevare tilliden – og det er at sige nej, hvis den udenforståendes kritik er åbenlyst uberettiget.
Eksemplet med medietopchefen er blot ét ud af mange forsøg på pression eller intimidering, som jeg har oplevet. Blandt andre eksempler var også en person, som i dag bestrider et højt placeret redaktionelt job i DR samt fra én af de eksperter, som i forrige uge stod forrest i kritikken mod Brian Mikkelsen.
Dette indlæg på min blog har også været bragt i det nummer af bladet Markedsføring, som udkom tirsdag den 27. marts 2007.
For nogle år siden blev jeg i min daværende egenskab af journalist på dagbladet Børsen en dag ringet op af en topchef fra mediebranchen. Han var knotten, for jeg havde skrevet en artikel, som fortalte om hans strategiske bestræbelser på at overtage et marked – herunder et regulært overtagelsesforsøg på en konkurrent. Journalistisk set var det en dybt interessant historie om en hidtil uset grad af strategisk genialitet i mediebranchen.
Mediechefen var temmelig sur over vinklingen og over, at historien var sluppet ud. Det besværliggjorde i den grad hans arbejde og risikerede at ødelægge hans muligheder for at realisere planen. Han forsøgte at give udtryk for, at historien var opspind, hvilket ikke var korrekt. Historien var i den grad både rigtig, og den var også relevant for læserne.
Men han var selvfølgelig træt af, at alle nu kunne læse om hans plan i avisen. Jeg havde ikke specielt ondt af ham – det er spillets regler. Men jeg kan godt forstå hans forsøg på at få mig til at droppe opfølgende artikler, for jeg bragte hans masterplan i fare. Det måtte han naturligvis reagere på. Det synes jeg er helt legitimt – uanset at hans pression var ubehagelig. Men det var hans job at udvikle den bedst mulige strategi og føre den ud i livet. Derfor var det også hans job at fjerne de sten, som lå i vejen for målet.
Det er helt afgørende, om man som journalist i et konfliktfyldt fag har sin integritet i behold og kan sige fra i alle disse situationer. Faktisk er det en glasklar forpligtelse, som ifølge de presseetiske regler tildeler journalisten og mediet ansvaret for at afvise udenforståendes krav om indflydelse:
"Under brud på god presseskik henhører ... eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling."
Denne regel er ikke til at misforstå. Den slår fuldstændig fast, at ansvaret for at undgå selvcensur eller udenforståendes krav om indflydelse er journalistens og redaktørens. Det er altså ikke overvejende den udenforståendes pression, der er problemet. Hans agenda er klar og legitim - det bliver først et problem, hvis ikke medierne overholder de presseetiske regler og modstår presset.
Rollefordelingen er således ret klar: En journalist, der redaktionelt behandler en kontroversiel eller konfliktfyldt sag eller et emne, som nogen er uenige i, må man forvente og kunne håndtere, at en angrebet part, som føler sig uretfærdigt behandlet, reagerer ved at klage eller ved at forsøge at påvirke journalisten eller mediet til at nuancere eller korrigere den redaktionelle dækning. Det er et grundvilkår i faget, at man indimellem bliver udsat for pres.
Omvendt skal journalisten altså afvise kravet – hvis kritikken er uberettiget. For at kunne afgøre det, kræver det naturligvis, at kritikken seriøst vurderes og ikke pr. automatik fejes af bordet.
Helt generelt er det ellers netop det bedste værn mod kritik og pression, at man som journalist og medie har styr på sine ting og dokumentationen på plads. Er det tilfældet, kan man sagtens stå imod ydre pres.
Men i de senere år er produktiviteten på redaktionerne gået voldsomt i vejret, og alt andet lige øger det naturligvis risikoen for fejl. Det virker som om, flere journalister af den grund er åbne for at erkende fejl end tidligere, og derfor skal man som forurettet part ikke holde sig tilbage, hvis man som "offer" føler, at man har fået en uretfærdig behandling af et medie.
Faktisk kan det være en rigtig god idé at klage, hvis man i øvrigt har sine argumenter i orden. Selvom medier og journalister kan være ret ømskindede i forhold til kritik, vil en varsom og professionel dialog med journalisten – renset for vrede og følelsesudbrud trods den eventuelle forurettelse – sagtens kunne føre til, at der lyttes, og at det accepteres at kigge researchen og sagens akter igennem én gang til. Det giver sagen en ekstra journalistisk behandling og overvejelse, og måske fører det til, at man på et sobert grundlag har formået at påvirke journalistens arbejde med nye nuancer. Man skal i hvert fald ikke give op og resignere, fordi der lige nu er en ophedet debat om, hvem og i hvilke tilfælde man har ret til at prøve at påvirke en journalist i en anden retning end den hidtidige.
I forhold til den førnævnte medietopchef var det selvfølgelig mit job at ignorere og afvise hans forsøg på pression, som i samtalen viste sig at være aldeles uberettiget. Men jeg forsøgte at være åben og forholde mig til, om kritikken havde substans.
Jeg ville svigte min redaktørs og mine læseres tillid, hvis jeg begyndte at ryste på hånden, fordi en kilde ikke bryder sig om det, jeg skriver. Så er jeg ikke værdig til at udøve faget. Og så er det helt ligegyldigt, hvilken medievirksomhed man repræsenterer.
Jeg er som samfundsborger nødt til at stole på, at både DR's og andre mediers journalister er i stand til at håndtere den slags. Selvfølgelig er det dybt ubehageligt at mærke pression eller intimidering – uanset om den er politisk, kommerciel eller noget helt tredje. Men der er kun ét af gøre for at bevare tilliden – og det er at sige nej, hvis den udenforståendes kritik er åbenlyst uberettiget.
Eksemplet med medietopchefen er blot ét ud af mange forsøg på pression eller intimidering, som jeg har oplevet. Blandt andre eksempler var også en person, som i dag bestrider et højt placeret redaktionelt job i DR samt fra én af de eksperter, som i forrige uge stod forrest i kritikken mod Brian Mikkelsen.
Dette indlæg på min blog har også været bragt i det nummer af bladet Markedsføring, som udkom tirsdag den 27. marts 2007.
lørdag den 24. marts 2007
"Det er DR's og TV 2's skyld"
Sådan lød en overskrift i Nyhedsavisen i dag lørdag med henvisning til, at Kunstrådets musikudvalg i en statusrapport utvetydigt kritiserer DR og TV 2 for at "negligere, ensrette og overfladiggøre den danske musikscene.
Ét af de åg, som DR og TV 2 må leve med er en evigt utilfreds kulturelite. I dag fremgår det af Nyhedsavisen, at det danske musikliv føler sig overset, og at det beskylder tv-stationerne DR og TV 2 for at "berøve musikken dens værdi og samfundsfunktion". De to public service-stationer bebrejdes deres leflen for mainstream og seertal, mens viljen til at satse skævt er blevet markant mindre.
Det er ikke nyt, at musikken ikke er tilfreds med den markedsføring, som man føler sig berettiget til på nationalt, landsdækkende fjernsyn. Og så er det da også irriterende, når tv-stationerne efterhånden kun beskæftiger sig med musik i ikke særligt raffinerede programmer som Melodi Grand Prix eller Scenen er din. Det er udmærkede underholdningsprogrammer - men der er ikke tale om programmer med noget væsentligt musikkulturelt islæt.
Nu kan man vel med en vis rette spørge statsstøtteorganet Kunstrådets afgående musikudvalg - der har smækket med døren i protest - om baggrunden for, at musik og alle kunstartens udøvende kunstnere overhovedet har krav på at komme i fjernsynet. Hvis man kan tale om nogen form for rettighed, er det vel relevant at tage udgangspunkt i, at musik er lyd og derfor hører mere til i radioen end på fjernsyn. Folk åbner faktisk for radioen for at høre musik - hvorimod tv-seerne er tilbøjelige til at skifte kanal eller slukke, når der er musik i fjernsynet.
Lad os da tale lige ud af posen: Musiklivet vil gerne have egne redaktionelle vinduer til profilering og markedsføring - og hvem vil ikke gerne det? Jeg kan sagtens anerkende dette som et ønske og et krav - ikke mindst med henvisning til at musik naturligvis er både væsentligt og grundlæggende i vores kultur. Men vær lige ærlig omkring det.
Fjernsynet er en enestående platform for promotion for musikere. Det er simpelthen guld værd. Alligevel oplevede vi, da jeg var på TV 2, at musikerne kom i tanker om, at de ville have honorar for at optræde i fjernsynet - i det aktuelle tilfælde var det Go' morgen Danmark. Så er man ikke særlig realistisk omkring den verden, man befinder sig i. De fleste, som har brug for opmærksomhed og promotion, vil give hvad som helst for at komme på landsdækkende fjernsyn.
Og har man overhovedet krav på noget som helst? Det står i public service-forpligtelserne for DR, at omfanget af tv-programmer om dansk musik skal øges mærkbart. Derimod er ordet musik end ikke nævnt i TV 2s public service-kontrakt. Det bliver altså kun et krav, fordi det politisk er bestemt, at man som statsmagt vil bruge netop tv-mediet til at udbrede indsigt og viden om kultur generelt - ikke fordi det forekommer naturligt på nogen måde, at lige præcis musik og kultur generelt har en særlig sammenhæng med fjernsyn.
Nu er det jo ikke, fordi Kunstrådets musikudvalg ikke har en pointe. Selvom man jo godt kan indvende, at musik i sin natur egner sig noget bedre til radio end til tv, er der jo en åbenlyst langt højere gennemslagskraft via tv-mediet end nogen andre medier. Der er mange mennesker, som ikke orienterer sig på anden måde end via tv, som tilmed når ud til langt de fleste mennesker på én gang.
Musikudvalget har også en pointe i, at der er sket en forringelse, og at man på tv-stationerne på ingen måde prioriterer musik særlig højt. Det ser heller ikke ud til, at public service-stationerne på nogen måde selv føler nogen væsentlig forpligtelse - hverken juridisk eller moralsk - for at understøtte væsentlig dansk kultur. Og når musikudvalget frygter, at der med den nuværende programpolitik ikke kommer nye Povl Dissing'er til, fordi man har nedprioriteret musikken væsentlig, er det helt givet en profeti, der går i opfyldelse. I så fald har public service-stationerne svigtet og medvirket til, at dansk kultur blev en smule fattigere, mens vi har siddet og set "Kender du typen?".
Ét af de åg, som DR og TV 2 må leve med er en evigt utilfreds kulturelite. I dag fremgår det af Nyhedsavisen, at det danske musikliv føler sig overset, og at det beskylder tv-stationerne DR og TV 2 for at "berøve musikken dens værdi og samfundsfunktion". De to public service-stationer bebrejdes deres leflen for mainstream og seertal, mens viljen til at satse skævt er blevet markant mindre.
Det er ikke nyt, at musikken ikke er tilfreds med den markedsføring, som man føler sig berettiget til på nationalt, landsdækkende fjernsyn. Og så er det da også irriterende, når tv-stationerne efterhånden kun beskæftiger sig med musik i ikke særligt raffinerede programmer som Melodi Grand Prix eller Scenen er din. Det er udmærkede underholdningsprogrammer - men der er ikke tale om programmer med noget væsentligt musikkulturelt islæt.
Nu kan man vel med en vis rette spørge statsstøtteorganet Kunstrådets afgående musikudvalg - der har smækket med døren i protest - om baggrunden for, at musik og alle kunstartens udøvende kunstnere overhovedet har krav på at komme i fjernsynet. Hvis man kan tale om nogen form for rettighed, er det vel relevant at tage udgangspunkt i, at musik er lyd og derfor hører mere til i radioen end på fjernsyn. Folk åbner faktisk for radioen for at høre musik - hvorimod tv-seerne er tilbøjelige til at skifte kanal eller slukke, når der er musik i fjernsynet.
Lad os da tale lige ud af posen: Musiklivet vil gerne have egne redaktionelle vinduer til profilering og markedsføring - og hvem vil ikke gerne det? Jeg kan sagtens anerkende dette som et ønske og et krav - ikke mindst med henvisning til at musik naturligvis er både væsentligt og grundlæggende i vores kultur. Men vær lige ærlig omkring det.
Fjernsynet er en enestående platform for promotion for musikere. Det er simpelthen guld værd. Alligevel oplevede vi, da jeg var på TV 2, at musikerne kom i tanker om, at de ville have honorar for at optræde i fjernsynet - i det aktuelle tilfælde var det Go' morgen Danmark. Så er man ikke særlig realistisk omkring den verden, man befinder sig i. De fleste, som har brug for opmærksomhed og promotion, vil give hvad som helst for at komme på landsdækkende fjernsyn.
Og har man overhovedet krav på noget som helst? Det står i public service-forpligtelserne for DR, at omfanget af tv-programmer om dansk musik skal øges mærkbart. Derimod er ordet musik end ikke nævnt i TV 2s public service-kontrakt. Det bliver altså kun et krav, fordi det politisk er bestemt, at man som statsmagt vil bruge netop tv-mediet til at udbrede indsigt og viden om kultur generelt - ikke fordi det forekommer naturligt på nogen måde, at lige præcis musik og kultur generelt har en særlig sammenhæng med fjernsyn.
Nu er det jo ikke, fordi Kunstrådets musikudvalg ikke har en pointe. Selvom man jo godt kan indvende, at musik i sin natur egner sig noget bedre til radio end til tv, er der jo en åbenlyst langt højere gennemslagskraft via tv-mediet end nogen andre medier. Der er mange mennesker, som ikke orienterer sig på anden måde end via tv, som tilmed når ud til langt de fleste mennesker på én gang.
Musikudvalget har også en pointe i, at der er sket en forringelse, og at man på tv-stationerne på ingen måde prioriterer musik særlig højt. Det ser heller ikke ud til, at public service-stationerne på nogen måde selv føler nogen væsentlig forpligtelse - hverken juridisk eller moralsk - for at understøtte væsentlig dansk kultur. Og når musikudvalget frygter, at der med den nuværende programpolitik ikke kommer nye Povl Dissing'er til, fordi man har nedprioriteret musikken væsentlig, er det helt givet en profeti, der går i opfyldelse. I så fald har public service-stationerne svigtet og medvirket til, at dansk kultur blev en smule fattigere, mens vi har siddet og set "Kender du typen?".
Abonner på:
Opslag (Atom)