Kølhalingen af kulturminister Brian Mikkelsen for at have sendt en mail til daværende DR-bestyrelsesformand Jørgen Kleener kan hos udenforstående have efterladt den opfattelse, at det er odiøst at kritisere journalisters arbejde. Men det må man gerne, - og som borger bør man heller ikke frygte for mediers uafhængighed, for journalister skal følge de presseetiske regler, som forhindrer selvcensur på basis af uretmæssig pression
For nogle år siden blev jeg i min daværende egenskab af journalist på dagbladet Børsen en dag ringet op af en topchef fra mediebranchen. Han var knotten, for jeg havde skrevet en artikel, som fortalte om hans strategiske bestræbelser på at overtage et marked – herunder et regulært overtagelsesforsøg på en konkurrent. Journalistisk set var det en dybt interessant historie om en hidtil uset grad af strategisk genialitet i mediebranchen.
Mediechefen var temmelig sur over vinklingen og over, at historien var sluppet ud. Det besværliggjorde i den grad hans arbejde og risikerede at ødelægge hans muligheder for at realisere planen. Han forsøgte at give udtryk for, at historien var opspind, hvilket ikke var korrekt. Historien var i den grad både rigtig, og den var også relevant for læserne.
Men han var selvfølgelig træt af, at alle nu kunne læse om hans plan i avisen. Jeg havde ikke specielt ondt af ham – det er spillets regler. Men jeg kan godt forstå hans forsøg på at få mig til at droppe opfølgende artikler, for jeg bragte hans masterplan i fare. Det måtte han naturligvis reagere på. Det synes jeg er helt legitimt – uanset at hans pression var ubehagelig. Men det var hans job at udvikle den bedst mulige strategi og føre den ud i livet. Derfor var det også hans job at fjerne de sten, som lå i vejen for målet.
Det er helt afgørende, om man som journalist i et konfliktfyldt fag har sin integritet i behold og kan sige fra i alle disse situationer. Faktisk er det en glasklar forpligtelse, som ifølge de presseetiske regler tildeler journalisten og mediet ansvaret for at afvise udenforståendes krav om indflydelse:
"Under brud på god presseskik henhører ... eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling."
Denne regel er ikke til at misforstå. Den slår fuldstændig fast, at ansvaret for at undgå selvcensur eller udenforståendes krav om indflydelse er journalistens og redaktørens. Det er altså ikke overvejende den udenforståendes pression, der er problemet. Hans agenda er klar og legitim - det bliver først et problem, hvis ikke medierne overholder de presseetiske regler og modstår presset.
Rollefordelingen er således ret klar: En journalist, der redaktionelt behandler en kontroversiel eller konfliktfyldt sag eller et emne, som nogen er uenige i, må man forvente og kunne håndtere, at en angrebet part, som føler sig uretfærdigt behandlet, reagerer ved at klage eller ved at forsøge at påvirke journalisten eller mediet til at nuancere eller korrigere den redaktionelle dækning. Det er et grundvilkår i faget, at man indimellem bliver udsat for pres.
Omvendt skal journalisten altså afvise kravet – hvis kritikken er uberettiget. For at kunne afgøre det, kræver det naturligvis, at kritikken seriøst vurderes og ikke pr. automatik fejes af bordet.
Helt generelt er det ellers netop det bedste værn mod kritik og pression, at man som journalist og medie har styr på sine ting og dokumentationen på plads. Er det tilfældet, kan man sagtens stå imod ydre pres.
Men i de senere år er produktiviteten på redaktionerne gået voldsomt i vejret, og alt andet lige øger det naturligvis risikoen for fejl. Det virker som om, flere journalister af den grund er åbne for at erkende fejl end tidligere, og derfor skal man som forurettet part ikke holde sig tilbage, hvis man som "offer" føler, at man har fået en uretfærdig behandling af et medie.
Faktisk kan det være en rigtig god idé at klage, hvis man i øvrigt har sine argumenter i orden. Selvom medier og journalister kan være ret ømskindede i forhold til kritik, vil en varsom og professionel dialog med journalisten – renset for vrede og følelsesudbrud trods den eventuelle forurettelse – sagtens kunne føre til, at der lyttes, og at det accepteres at kigge researchen og sagens akter igennem én gang til. Det giver sagen en ekstra journalistisk behandling og overvejelse, og måske fører det til, at man på et sobert grundlag har formået at påvirke journalistens arbejde med nye nuancer. Man skal i hvert fald ikke give op og resignere, fordi der lige nu er en ophedet debat om, hvem og i hvilke tilfælde man har ret til at prøve at påvirke en journalist i en anden retning end den hidtidige.
I forhold til den førnævnte medietopchef var det selvfølgelig mit job at ignorere og afvise hans forsøg på pression, som i samtalen viste sig at være aldeles uberettiget. Men jeg forsøgte at være åben og forholde mig til, om kritikken havde substans.
Jeg ville svigte min redaktørs og mine læseres tillid, hvis jeg begyndte at ryste på hånden, fordi en kilde ikke bryder sig om det, jeg skriver. Så er jeg ikke værdig til at udøve faget. Og så er det helt ligegyldigt, hvilken medievirksomhed man repræsenterer.
Jeg er som samfundsborger nødt til at stole på, at både DR's og andre mediers journalister er i stand til at håndtere den slags. Selvfølgelig er det dybt ubehageligt at mærke pression eller intimidering – uanset om den er politisk, kommerciel eller noget helt tredje. Men der er kun ét af gøre for at bevare tilliden – og det er at sige nej, hvis den udenforståendes kritik er åbenlyst uberettiget.
Eksemplet med medietopchefen er blot ét ud af mange forsøg på pression eller intimidering, som jeg har oplevet. Blandt andre eksempler var også en person, som i dag bestrider et højt placeret redaktionelt job i DR samt fra én af de eksperter, som i forrige uge stod forrest i kritikken mod Brian Mikkelsen.
Dette indlæg på min blog har også været bragt i det nummer af bladet Markedsføring, som udkom tirsdag den 27. marts 2007.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar