Det er i det lys, at man skal se forrige uges konflikt mellem to af Danmarks tungeste og mest betydende medier - Berlingske og Jyllands-Posten. Sidstnævnte såede i en omfattende redaktionel behandling grundlæggende tvivl om Berlingskes langsigtede overlevelsesevne. Jyllands-Posten havde benyttet sig af økonomiske fremskrivninger, analyser af regnskaber samt tilsyneladende et internt dokument, som Berlingskes ejer - britiske Mecom - havde udleveret.
Berlingskes reaktion var skarp, og der blev truet med et retsligt efterspil - blandt andet for brugen af det interne dokument.
Det vil føre for vidt her at skitsere uenighederne, men udgangspunktet er, at Berlingske blev udsat for det, som masser af virksomheder, organisationer og enkeltpersoner dagligt må finde sig i - nærgående, snagende og kritisk journalistik. Og da Berlingske set med samfundsøjne er en meget vigtig virksomhed - som andre dagblade en central institution i det danske demokrati - bliver man simpelthen nødt til at acceptere samme medicin, som man ordinerer andre.
Mange spørger sig, hvorfor Berlingske vælger at hidse sig sådan op, når man selv bliver udsat for det, man udsætter andre for. Der er ingen tvivl om, at Berlingske og koncernchef Lisbeth Knudsen føler sig voldsomt forurettet over Jyllands-Postens historie og metoder. Og Jyllands-Posten har på sin side også følt sig krænket over Berlingskes angreb. Sagen er, at journalistik langt fra er ufejlbarligt. Alene arbejdsbetingelserne for nyhedsjournalistik, der jo selvsagt skal udarbejdes med en snæver tidshorisont, kalder på, at fejl er uundgåelige. Men vi lever som samfund og borgere med fejl i journalistikken, fordi journalistik er et så nødvendigt erhverv.
Om Jyllands-Posten har begået egentlige fejl i sit prisværdige forsøg på at kulegrave økonomien i Berlingske, er for udenforstående umuligt at gennemskue. Parterne kyler postulater gennem det offentlige rum, og tilbage som tabere står læserne, der ikke fatter, hvad der er op og ned. Men hvad vi véd er, at Jyllands-Postens primære sigte definitivt er rigtigt og ædelt: Ønsket om at afdække den økonomiske fundament hos ét af landets allermest betydende dagblade, nemlig Berlingske Tidende, samt den koncern, som avisen er en del af.
Berlingske Tidende og moderselskabet Berlingske Media er én af Danmarks bærende demokratiske institutioner. Berlingske er så meget mere end bare en privat, kommerciel virksomhed. Berlingske får endda som flere af sine konkurrenter massiv statsstøtte i form af ikke mindst momsfritagelse. Borgerne har med andre ord al mulig krav på og legitim interesse i, at pressen kulegraver denne virksomheds sundhedstilstand - fuldstændig på samme måde, som Berlingske kulegraver politiet, uagtet at politiet ikke bryder sig om Berlingskes metoder.
Selv er jeg bekymret på Berlingskes vegne, og jeg forstår egentlig ikke, hvorfor der ikke er mange flere bekymrede, for det virker på ingen måde som om, Berlingske i dag har en ejer, der er kapabel til at sikre, at Berlingske igen og fortsat kommer til at udfylde den plads, som huset har haft i rigtig, rigtig mange år.
Berlingske-koncernen var indtil 2000 en ufattelig stærk medievirksomhed og kontrollerede direkte eller indirekte omkring 40 procent af det samlede, danske avisoplag. Skiftet kom, da Berlingske blev solgt til det børsnoterede Orkla, som på trods af sin tålmodighed, satte et overskudskrav til virksomheden - endda et for branchen et afsindigt højt krav om en overskudsgrad på 15 procent. Siden har intet været det samme. Målet er i høj grad forsøgt nået gennem vedvarende besparelser, og selvom ingen virksomhed bør bestå af mere fedt end højst nødvendigt, er det mange år siden, at de tilbagevendende besparelser på Berlingske er begyndt at vise sig som kvalitetsforringelser.
Yderligere besparelser på Berlingske kombineret med den ualmindelig svagt funderede økonomiske situation hos Mecom, der ejer Berlingske Media, giver al mulig grund til at være alarmeret. Hvis Berlingske i værste fald skulle gå hen og lukke, vil det være et kæmpetab for det danske samfund. Derfor er Jyllands-Postens interesse for Berlingskes økonomiske situation meget dybere og vigtigere end eventuelle journalistiske fodfejl. Pressen må med andre ord simpelthen tåle at blive udsat for mindst samme journalistiske granskning som alle andre i dette samfund - inklusive alle journalistiske styrker og svagheder.
