Skandale: Pressen kan jo ikke regne

Mediernes dækning af regeringens genopretningsplan har afdækket, hvad man indimellem har haft mistanke om - at regning og matematik ikke hører til en naturlig spidskompetence hos journalister, der kan kløjs i selv de mest simple regnestykker. Det er jo ærligt talt ikke særlig heldigt, al den stund, at pressen fabrikerer historier på basis af de fejlagtige regnestykker, hvilket selvsagt resulterer i direkte forkerte oplysninger i historierne. Ja, faktisk betyder det ikke sjældent, at historier finder vej til offentligheden og påvirker den offentlige mening - selvom vinklerne på historierne er faktuelt forkerte. De mange historier om konsekvenserne af loftet over børnechecken på 30.000 kr. fra 2013 bør give anledning til en god portion selvransagelse på redaktionerne, hvis efterkritikken da ellers overhovedet har opfanget de mange forkerte historier. Der er brug for, at man i en fart får opprioriteret journalisternes efteruddannelse og får banket nogle regne-kurser op. Læserne og seerne bør kunne stole på, at tingene er ordentligt efterprøvet og regnet igennem, når det slippes fri. Det kan de ikke i dag. Og det er da flovt for medierne. Selv har jeg til gode at se bare én historie hvor beregningerne over børnechecken er faktuelt korrekte. Stort set alle medier har hidtil overdrevet de økonomiske konsekvenser for børnefamilierne. Nogle har endda overdrevet dem vildt - for eksempel ved at hævde, at tabet var på 17.000 kr., selvom det reelt kun var på 7500 kr. Det gælder både aviserne og statens egne public service-stationer. Nogle har endda undskyldt sig med, at det var beregninger, som Danske Bank har foretaget. Man må spørge: På hvilket tidspunkt siden finanskrisens start i 2008 er Danske Bank af pressen blevet taget så meget til nåde, at man blindt stoler på alt, hvad de siger og gør? Kildekritik er ikke afskaffet endnu - og ingen medier har ret til uden filter ukritisk at videregive informationer fra tredjepart. En gennemgående fejl er, at medierne simpelthen glemmer eller overser, at børnenes alder i dag - alderen afgør størrelsen på børnechecken - ikke er den samme, når den nye ordning er indfaset i 2013. Når man beregner konsekvenserne, er man sådan set nødt til at tage udgangspunkt i, hvad barnet ville have været berettiget til i 2013 - og ikke hvad det får i dag. Får man eksempelvis i dag 41.016 kr. for tre børn i alderen 1, 4 og 8 år., ville man i 2013 - når børnene imellemtiden var blevet 4, 7 og 11 år - have fået 34.608 kr. under den gamle ordning. Det er altså faktuelt ukorrekt at opgøre tabet som differencen på loftet på 30.000 kr. og så det beløb, man får i dag. Tabet er således ikke forskellen fra loftet på 30.000 og til de 41.000 - men derimod forskellen fra loftet og til de 34.608. Reelt altså 4608 kr. I 2011 og 2012 er tabene endnu mindre på grund af en kompensationsordning. Af det beløb man står til at miste i 2011, bliver man kompenseret for 75%, hvorved tabet for de fleste er yderst behersket. I 2012 er kompensationen 50%. Ét er beregninger af en ukompliceret sag som børnechecken. Det er ikke så godt, at pressen ikke har kunnet formidle det på en fejlfri måde, når nu det ikke er så svært gennemskueligt. Men når nu så nemme regnestykker går galt - kan vi så på nogen måde forvente, at pressen overhovedet har de økonomiske og matematiske kompetencer til at forstå, overskue, beregne og videreformidle de langt mere komplicerede økonomiske sager, som når Løkke og Thorning hver især fremsætter deres økonomiske udspil? Det er ufatteligt vigtigt for landet og de økonomiske fremtidsudsigter, at pressen videreformidler de forskellige økonomiske udspil på en troværdighed og sandfærdig måde. Ellers kan vi ikke tage stilling på et fyldestgørende og korrekt grundlag, for det er jo langt de færreste vælgere, som selv opsøger grundkilderne hos partierne for selv at studere dem. Og selv hvis de gjorde, er kun få i stand til at forstå de økonomiske konsekvenser til bunds. Men så er det jo godt, at vi har pressen til at klare den opgave. Det er pressen, som på vegne af borgerne, skal kunne perspektivere konsekvenserne af partiernes økonomiske politik. Og når mange tager stilling med udgangspunkt i mediernes gengivelse, er det ikke særlig fantastisk, hvis vælgerne på grund af de manglende regne-evner ender med at tage politisk stilling på grund af historier, som er faktuelt forkerte.

Journalistik strategi efterlyses

Journalister og chefredaktører har blikket så stift rettet mod den næste historie, at man sjældent gør sig de nødvendige tanker om, hvad meningen med det hele egentlig er. Strategier vil kunne forbedre det journalistiske arbejde

Så røg Stein Bagger endnu et par grader op på skalaen over kendisser og andet godtfolk med medie-stjernestatus.

Årsag: Bagger er kriminel og har et langvarigt fængselsophold foran sig. Den slags er mere og mere udbredt som direkte adgangsbillet til medierne, selv på DR og TV 2.

Sådan burde det ikke være. Og det behøvede heller ikke at være sådan, hvis medierne i langt højere grad lagde langsigtede journalistiske strategier. Hvorfor har ingen medier en langsigtet, journalistisk strategi med en vision for, hvad man egentlig vil med sit arbejde? Er der overhovedet nogen, som har en egentlig vision? I hvert fald ville ingen vision kunne understøtte brugen af krimikendis-journalistikken, som i mange henseender er decideret nedbrydende for samfundets almindeligt accepterede normer.

De færreste er sikkert i tvivl om styrken ved strategier: De er et afgørende redskab til at holde fokus, når massive påvirkninger - for eksempel konkurrenternes adfærd - lokker én på afveje med afstikkere til steder, som måske ligefrem modarbejder strategien. Børsen og Kristeligt Dagblad er måske de eneste medier, som har evnet at udvikle sig strategisk i fuld konsistens med de oprindelige værdier.

De store, brede medier i dag har derimod klare profileringsmæssige udfordringer. Det er nemmere i dag end tidligere at se forskel på Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken, men i bund og grund er det de samme journalistiske vinkler og temaer og de samme historier, alle løber efter. Det gælder også DR og TV 2.

Medieprofessor Anker Brink Lund benævner fænomenet som lemminge-defekten. Ingen redaktør lever uden frygt for at vågne op og finde ud af, at alle konkurrenterne har en historie, man ikke selv har. Den frygt dominerer, så man hellere følger i konkurrenternes fodspor end at gå egne veje.

Nyhedsstrømmen skaber en dag-til-dag konkurrence, som er intens, og som har det med at forstærke negative tendenser.

Én af dem er altså den usympatiske dyrkelse af kriminelle personer på en måde, som gør dem til kendisser. Tendensen har efterhånden bredt til samtlige medier.

Ingen journalister er stolte af den udvikling. Og når ingen er stolte af den, ville den heller aldrig have fundet vej ind i en journalistisk strategi som et bevidst tilvalg. Ingen ønsker med fuldt overlæg at satse på krimi-kendis journalistik. Det er tværtimod blevet en tendens, der har sneget sig ind på redaktionerne med argumenter om, at det er “en god historie”. Senere spredte uvæsnet sig ind i underholdnings-talkshows og andre programmer i den lette genre, hvor krimi-kendisserne puttes ind i en hyggelig feelgood-sammenhæng. Pludselig er de normaliserede og gjort til rollemodeller, hvor unge mennesker kan se, at kriminalitet skam slet ikke er diskvalificerende adfærd i samfundet - tværtimod.

Når ingen journalister reelt ønsker den tendens, og den alligevel findes, er det foruden lemmingedefekten også et udtryk for, at der netop mangler strategi og visionær tænkning i pressen.

Strategier vil give journalister og redaktører præcise redskaber til at blive mere bevidste om de negative tendenser og nødvendigheden af aktivt at bekæmpe dem. Og uden strategier risikerer de i stedet at eskalere med stadig større skadevirkninger til følge. Foruden krimi-kendis tendensen kan også følgende to eksempler identificeres:

• Dyrkelse af ekstremer. Ét af de mest virkningsfulde nyhedskriterier er konflikten, der for alvor kan pumpe en historie op. Politikere, meningsdannere, erhvervs-virksomhederne, græsrødder, aktivister, terrorister og mange flere grupper har opdaget, at ekstreme handlinger eller udtalelser er en sikker måde at få adgang til medierne på. Terrorisme og aktivisme (som vi så det i forbindelse med Ungdomshusets rydning) er de mest yderligtgående eksempler, men i det daglige ser vi en udlændingedebat, som er kørt i ekstremismens grøft af pressen. Det sker ved, at man hellere interviewer to meget uenige politikere med hvert sit ekstreme synspunkt end midtersøgende politikere, selvom sidstnævnte repræsenterer en langt større del af befolkningen

• Ethvert medie med respekt for sig selv har øget sit fokus på den politiske proces fremfor det politiske indhold. Politiske kommentatorer fylder stadig mere. Historier om personerne, deres kampe og vejen frem mod regeringskontorerne samt fokus på næste valg bliver stadig mere dominerende. Det har skærpet retorikken blandt politikerne, og det ses stadig hyppigere, at de lyver eller taler vildledende. Det er en journalistisk opgave at sortere i politikernes postulater, men det bliver stadig sjældnere, at politikere bliver stillet til ansvar for deres fordrejninger. Historien vinkles på konflikt og uenighed frem for på væsentlighed, simpelthen fordi konflikthistorien er saftigere end væsentlighedshistorien. Men i langt de fleste tilfælde er den ud fra et samfundssynspunkt den ringeste og mindst brugbare historie

Fælles for de tre nævnte tendenser er, at de øger pressens andel i begivenhederne og i en samfundsudvikling, ingen af os reelt ønsker. Det vil være positivt, hvis enten de enkelte medier eller pressen som branche aktivt udviklede strategier, som havde til formål at fremme det gode journalistiske arbejde - og bekæmpe de negative tendenser.

Medierne gør kriminelle til stjerner

Stein Baggers optræden søndag aften i ugens bedste sendetid var ubetalelig eksponering af en dybt kriminel mand.

Det kan man ikke bebrejde Stein Bagger - det er i hans indlysende interesse at komme ud med sine budskaber på en så vellykket og sympatisk måde som muligt fuldstændig, som det også var tilfældet med Rigmor Zobel over for samme Reimar Bo Christensen. I begge tilfælde virkede de to dømte kriminelle som så velforberedte og trænede, at de utvivlsomt op til udsendelserne havde allieret sig med dyre kommunikationsrådgivere.

På sin side synes DR ikke tilsvarende at have forberedt sig på at sidde over for professionelle kommunikatører, der ville gøre hvad som helst for at vinde sympati. Ingen kritiske spørgsmål af betydning og slet ikke i nærheden af den aggressive stil som hårdtarbejdende og seriøse mennesker indimellem udsættes for af medierne - såsom politikere, ministre, erhvervsfolk.

Det er en skidt udvikling, at medierne i stigende grad åbne spalterne og stiller sendetid stort set ukritisk til rådighed, når det handler om kendte kriminelle. Det er meget sværere at blive eksponeret på DR og TV 2 for netop erhvervsfolk og andre, som skaber reel værdi og velstand til Danmark og danskerne end det altså er for dem, der med samfundsnedbrydende aktiviteter gør det modsatte.

Enhver journalist og redaktør, som lader personens kriminalitet være adgangsbilletten til medieeksponeringen, har det med at udvikle sin egen argumentation for, at det helt bestemt er i samfundets og offentlighedens interesse, selvom det i virkeligheden er dybt kontroversielt og forbundet med et have af etiske og helt uafklarede spørgsmål, såsom hvordan påvirker denne type valg det omgivende samfund og især børn og unge. Faktisk kan man høre journalister argumentere, så det nærmest lyder rigtigt at gøre. Men det er forkert.

Isoleret set kan det ud fra et journalistisk synspunkt være en god historie at bringe interviews med Bagger, Zobel, Camilla Broe, Anni Fønsby osv. - men der er en lang række negative sider ved det, som de ansvarlige redaktører aldrig forholder sig til. For eksempel virker det absurd, at disse kriminelle kan få hele og halve timers taletid på landsdækkende tv til stort set uimodsagt at udstille sig selv som ofre. Man kan næsten føle medlidenhed, når intervieweren med følelsesladede spørgsmål får de pågældende til at bryde sammen eller fælde en tåre.

Desværre ser det nu ud til, at der også var et økonomisk motiv hos DR og Reimar Bo Christensen til flere af de redaktionelle valg, der blev truffet - herunder interviewets længde. I hvert fald er det kommet frem, at Reimar Bo som selvstændig har solgt interviewet til DR. Prisen på den slags afhænger naturligvis af længden og af et eksklusivitetselement, når man får et solointerview. Og så hænger det også nøje sammen med sendetidspunktet. Der lader altså ikke til at være tale om rene journalistiske overvejelser, hvilket blot forværrer troen på dømmekraften hos de involverede.

Det understreger yderligere, at denne type interviews ikke er journalistik, men blot ren underholdning. Man vælger at eksponere negative forbilleder i stedet for at bruge ressourcerne og sendetiden på at bringe noget eller nogen, der gør en positiv forskel for Danmark og for danskerne. Selv ikke engang statsministeren ville kunne bevilges en hel times ukritisk interview på tv en søndag aften.

DR og TV 2 har et helt særligt ansvar, fordi de er landsdækkende public service-medier, og ingen personer i dette land bliver ægte kendisser, før de er blevet profileret på DR eller TV 2.

Og public service-medierne bidrager derfor aktivt til at give kendte kriminelle stjernestatus og positiv opmærksomhed fra børn og unge, der er ekstremt påvirkelige i forhold til det, medierne bringer. Medieoptræden er i sig selv et mål, som børn og unge i dag ser som det højeste, man kan nå. Signalværdien i at tildele disse kriminelle den opmærksomhed, den sendetid og den interview-længde sender alle signaler til borgerne og især de unge om, at vi her at gøre med en yderst betydningsfuld mand.

Stein Bagger havde en masse, han gerne ville nå at sige - altsammen for at fremstille sig selv i et bedre lys. Men indholdsmæssigt var der ingenting, som underbyggede ovenstående signaler fra DR om, at denne man vitterlig er så vigtig og betydningsfuld.

Således også interviewet med Bagger, der ikke indholdt én ny væsentlige oplysninger for dem, der har fulgt sagen. Og dem der ikke har fulgt sagen, vil næppe have følt et stort afsavn, hvis ikke DR havde bragt interviewet.

I aften forsøger DR sig igen. Camilla Broe, som selv har erkendt medvirken til narkosmugling, skal interviewes i Aftenshowet, som er et feelgood sofaprogram og ikke et sted for den kritiske journalistik. Som borgere og seere skal vi altså tolerere en narkokriminel blive medieeksponeret, som Broe i øvrigt er blevet det massivt i de seneste mange måneder. Desværre ikke i form af kritisk journalistik. Tværtimod har medierne på grotesk vis vendt al sympati mod Camilla Broe, fordi hun omsider stod til at få sin straf for medvirken til én af de værste forbrydelser, man kan være involveret i.

Udviklingen er monumental. Selv de såkaldte seriøse medier som DR og TV 2 samt de store dagblade dækker i stigende grad visse kriminelle ud fra en underholdningsværdi, og selvom befolkningen vender sig massivt imod det, finder de ansvarlige journalister og redaktører alligevel undskyldningerne for at bringe skidtet.

Der er tale om et kæmpemæssigt skred i anstændigheden, og der er tilsyneladende ingen andre overvejelser længere end det rent journalistiske argument om, at det jo er en god historie - underforstået at så må alle andre overvejelser og bekymringer vige. Men medierne har et ansvar i kraft af deres enorme indflydelse på den måde, vores værdier og normer formes på. Det ansvar skal de stå ved.

Og så ligger der et stort paradoks i, at staten med den ene hånd bruger enorme ressourcer på at bekæmpe kriminaliteten, mens statens egne medier ikke har nogen journalistisk strategi for at understøtte denne bekæmpelse. Det ville ellers være i alles interesse, hvis medierne indbyrdes og sammen blev enige om, hvordan de på en progressiv måde kan bidrage til at mindske kriminaliteten.

Der er i hvert fald brug for selvransagelse i medierne i den måde, kriminelle eksponeres og fremhæves på - og som skader vore børns og unges idealer. Jo før, desto bedre.

TV er gud .. og guld

Levende billeder er og bliver magi, som allerede salig Karen Blixen sagde det efter sin første tv-optræden i starten af halvtredserne - “It gives you away”. Tv giver liv til drømmene og følelserne, og det er dét, annoncørerne tiltrækkes af. Men det er tv som massemedie, der for alvor trækker og ikke små, enkeltstående videosekvenser

Krise eller ej - tv-branchen og -mediet har med uventet stor hast og styrke overkommet det voldsomme dyk i konjunkturerne, som indtraf i 2008.

En frisk analyse fra EU-Kommissionens European Audiovisual Observatory viser, at Europas 12 største privatejede tv-grupper samlet set vendte et underskud i 2008 på i alt 1,2 mia. euro til et overskud på 1,5 mia. euro i 2009 - endda selvom omsætningen rent faktisk f aldt fra både 2007 til 2008 (med 3%) og igen i 2009 med 1,9% i forhold til 2008, så på trods af mindre fald i omsætningen i de to år er det alligevel lykkedes at øge det samlede overskud med 2,7 mia. euro. Det vidner om, at der omkostningsmæssigt er hanket gevaldigt op i sektoren og i de enkelte selskaber.

De 12 tv-grupper tæller ikke færre end 534 tv-kanaler, og alle er involveret i yderligere ét eller flere led i tv-værdikæden, hvilket er bolværket mod den totale reklameafhængighed.

Det er helt karakteristisk for de 12 grupper, at dem der har diversificeret sig mest i værdikæden også er dem, der har vist sig langt mere robuste for krisen. Skrækeksemplet er Central European Media Enterprises, der med et fald i 2009 på omkring 30% i både omsætning og resultatet klarede sig suverænt dårligst. Forklaringen er ganske enkelt en alt for stor afhængighed af reklamemarkedet og annoncørerne, hvilket er parallelt til problemerne omkring TV 2s hovedkanal. Det slår knaldhårdt, når lavkonjunkturerne sætter ind.

Den hurtige genrejsning viser en imponerende styrke for tv-mediet, og det afspejler sig også tydeligt i aktiekurserne. For eksempel er MTG-aktien tilbage på en kurs omkring 450 som før krisen. Den nåede et bundniveau for godt et år siden i kurs 117. Prosiebensat.1 bundede omtrent samtidig i 0,9 euro og ligger nu over 14 euro. Den har dog endnu kun indhentet det halve i forhold til toppen inden krisen.

Det går med andre ord aldeles fremragende for tv-mediet, og forklaringen skal findes i, at flow-tv har en overbevisende og velfungerende forretningsmodel i form af en blanding af reklame- og abonnementsfinansiering, sat i struktur gennem et veludviklet distributionssystem. Det sikrer indtægter til tv-kanalerne, som kan anlægge en langsigtet risikovillighed til indkøb af kostbart indhold, film- og sportsrettigheder mv. Dermed sikres også brugerne og seerne indhold i en kvalitets- og prisklasse, der ligger en hel del over det, der kan findes på nettet - i hvert fald i lovlig form.

Den “kontrakt” mellem seerne og tv-kanalerne gør, at de nye digitale medier og tv-indhold on-demand trods al hypen ikke har opnået samme forretningsmæssige succes. Brugerne ville af praktiske årsager sikkert foretrække suverænt selv at kunne vælge tid og sted, men for at det skal kunne lykkes, skal en række forudsætninger være til stede, og som jubeltosserne altid glemmer i lovprisningen af, at de nye medier kun er udstyret med fordele: Hvor er pengene?

Nogen skal betale festen og for det gode indhold, men det har hidtil vist sig umuligt at få brugerne til at betale for indhold online. Der er ikke nogen eksisterende struktur, som skaber de nødvendige pengestrømme. Flow-tv, derimod, er en megasucces, der sidste havde havde sit bedste år nogensinde målt i seertid.

De nye digitale platforme kan rigtig mange ting, og det er især stærkt på brugergenereret (og dermed gratis) indhold. Men de kan ikke levere produkter og indhold af højeste kvalitet, produceret med høje budgetter, standarder og mål, ganske enkelt fordi indtægterne og betalingsvilligheden ikke er til stede på nettet.

Ifølge New York Times er Google imidlertid på vej med noget. En tv-boks. Den ventes at ville bridge internettet til tv-apparatet, og så bliver man kunde hos Google, der vil udbyde det indhold, som hidtil kun har kunnet finde forretning og finansiering på traditionelle flow-tv kanaler.

Etableringen af kunderelationen i kombination med en gatekeeper-funktion vil potentielt løse problemerne med at få penge fra indhold, der ligger på nettet. Du har en konto hos Google, og hver gang du støder ind i spændende kvalitetsindhold, bliver du bedt om bekræftelse for Purchase. Det tager mindre end et sekund. Og Google tager endnu et indhug på alle de traditionelle medier, når selskabet når en kritisk masse i antallet af betalingsvillige abonnenter til sin tv-boks, der rummer masser af suverænt indhold, erhvervet eksklusivt og for meget store summer.

Hvad angår tv-mediets voldsomme gennemslagskraft og styrke, kan de nye medier heller ikke konkurrere - ikke endnu, i hvert fald. For borgerne er det både godt og skidt, at tv-mediet på få øjeblikke flytter holdninger og skaber folkestemninger, og dermed også flytter vælgere i store tal, som intet andet end netop flow-tv kan gøre det. Det er flow-tv som massemedium, der bjergtager hele befolkninger, og som på minutter kan knuse et menneske eller give det heltestatus. Berygte eller berømme.

Forfatteren Karen Blixen var blandt de første, som prøvede tv-mediets magiske effekt, og hun blev efterfølgende interviewet om det.

• but when I was speaking in America, they told me that there were 105 million TV sets in America ... It is a strange feeling to speak to millions of people. I think one feels it. There is something strange about television, very odd, also in another way. They told me over there that television is dangerous, it gives you away, you can’t hide your true nature, appearing on television. They said that McCarthy, then a very popular person, was ruined in one or two days, after appearing on television. People did not believe him, or they did not trust him any more.... In general, people who appeared on television over there were kind of “waterproof”. (Citat fra et radio-interview med Karen Blixen, 1955)