Perfekt timing for børsnotering af TV 2

Efter fredagens medieaftale om de fremtidige økonomiske rammer for TV 2 har regeringen pludselig med ét slag fået de bedst tænkelige muligheder for omsider at gennemføre den længe bebudede privatisering af tv-stationen.

Aftalen skaber ro om fremtiden for TV 2, og der er skruet en langsigtet løsning sammen, så de økonomiske rammer vil ligne normale rammer, der gælder for andre kommercielle tv-stationer - dvs. nogenlunde samme rettigheder, pligter og muligheder som konkurrenterne. Alternativet til redningsplanen var, at TV 2 som følge af omfattende misforvaltning måtte gå planken direkte ud i en konkurs.

Samtidig blev de EU-retssager, som ellers har været angivet som hovedårsagen til den forsinkede privatisering, afgjort i oktober, og resultatet faldt ud til fordel for TV 2 og for den danske stat. Der er altså heller ikke fra den kant længere nogen truende skyer i horisonten.

De væsentligste problemer, som har været angivet som stopklodser for privatiseringen, er altså håndteret nu. EU-Kommissionen har endda valgt ikke at anke EF-Domstolens afgørelse. Dermed er en betydelig fare for privatiseringsprocessen "nedkæmpet".

Der er alt i alt således ikke noget mere oplagt tidspunkt at gøre noget ved sagen på end nu. Der er lagt nogle lange skinner for TV 2s udvikling og økonomi, og regeringen fastholder, at TV 2 skal privatiseres.

Omvendt er det jo ikke lige nu, at prisen for medievirksomheder er allerhøjst. Faktisk er det ikke unormalt, at børsnoterede medievirksomheder er faldet med både 80 og 90 procent på aktiekursen de seneste måneder. Og det er næppe nogen overdrivelse, hvis man påstår, at staten højst får 25-40 procent i provenu i dag, end man ville have fået for et år siden. Så er det rimeligt nu at sælge TV 2 til spotpris til lige den private køber, der som én af de få i markedet råder over likvider til at købe for?

Man kan erindre sig den tidligere kulturminister Brian Mikkelsens forsikringer om, at TV 2 blev solgt af hensyn til TV 2 og ikke af økonomiske årsager. Mikkelsen har ved flere lejligheder sagt, at den pris, som TV 2 kan indbringe, er ligegyldig.

Hvis vi skal holde regeringen fast på det udsagn, er de svære tider lige nu ikke nogen forhindring for at gennemføre privatiseringen - bortset fra det hensyn, at man jo ikke unødigt skal klatte statens aktiver væk.

Men man kan og bør frigive TV 2 fra statens kontrol og styring ved at overdrage TV 2 til sine egentlige ejere - tv-seerne - i form af en børsnotering.

Gevinsten er, at man nedbringe statens alt for store kontrol over de elektroniske medier her til lands, og man forærer ikke TV 2 væk til spotpris og til en tilfældig privat medievirksomhed i en tid, hvor aktivernes værdi er uhørt lave. Skal man forære TV 2 væk, skal det ske til ejerne - det er de danske skatteborgere.

Der er formentlig kun én anvendelig model for en privatisering, med mindre man uden væsentlig begrundelse fastholder at udskyde salget, og det er at sætte TV 2 på folkeaktier. Og dermed vil privatiseringen være en realitet. Uanset hvilken pris man børsnoterer TV 2 til - eller om man reelt forærer en aktie til hver dansker - så har man ikke forbrudt sig mod skatteborgerne ved at frasælge statens aktiver for billigt, for i sidste ende vil netop skatteborgerne få glæde af at være med på en upside, når aktiekurserne igen begynder at stige.

Nogen vil hævde, at løsningen ikke er god nok, fordi TV 2 af udviklingsmæssige hensyn har brug for en større og mere professionel ejer end staten. Men TV 2 har vist sig historisk at klare sig fint på egen hånd. Det er ikke sandsynligt, at nogle af de potentielle købere af TV 2 har afgørende udviklingsmæssige kompetencer, som kan føre TV 2 videre. TV 2 har først og fremmest brug for at blive frigjort fra det snærende statslige ejerskab.

Hvis regeringen - efter at de to største hurdler i forhold til privatiseringen nu er forsvundet - fortsat ikke vil privatisere TV 2 og nu altså giver markedets øjeblikkelige, lave prissætning af virksomheder skylden, er det måske på tide at erkende, at viljen nok ikke reelt er til stede.

For sagen er jo, at det helt rette tidspunkt aldrig oprinder. Og aldrig har mulighederne for på en god og ansvarlig måde at privatisere TV 2 på aldrig været bedre.

Intet vil mere være det samme for finanssektoren

Troværdighed. Pålidelighed. Driftssikkerhed. Det er nogle af de helt centrale kerneværdier, som har aflejret sig hos mig efter de seneste års massive brandingkampagner fra diverse selskaber i finanssektoren. Og de værdier har sat sig dybt i mig og i alle de mange mennesker, som har ageret modtagere af budskaberne.

Scene 2: Det forlyder nu efter den voldsomste finansielle krise nogensinde, at erhvervslivet stræber efter et opgør med den finansielle sektor, så man endegyldigt frigør sig fra afhængigheden af den og af bankerne. Man vil ikke længere have samarbejdspartnere, som forsøger at overvælte sine akutte problemer til kunderne i form af opsagte lån eller pludseligt øgede krav om sikkerhed - eller helt basalt fra den ene måned til den anden: Massiv lånevillighed til en hermetisk og totalt lukket udlånskasse. Og samtidig har den globale finanssektors hasarderede forretningsstrategier bragt det meste af verden på randen af kollaps.

Hvis befolkningerne og erhvervslivet nogensinde tilgiver finanssektorerne dét, så vil der gå meget, meget lang tid. Og i en frisk undersøgelse i USA viser det sig, at amerikanerne ikke længere stoler på deres finansielle rådgivere.

Det er nok også de færreste, der gør det i Danmark, når så mange er blevet lokket til at belåne boligens friværdi for at sætte pengene ind på pensionsopsparinger, som bankerne tjente penge på eller har fået de allermest absurde købsanbefalinger på aktier indtil få dage og uger, inden helvede brød løs i september. Vi regnede jo med, at finansdrengene og -pigerne havde en hel del mere indsigt i markederne end os almindeligt dødelige. Og er aktierådene fulgt - endda måske for lånte penge - står bankerne jo da selvfølgelig klar til straks at opsige lånene, fordi sikkerheden jo er forsvundet.

Og hvorfor er det så gået så galt? Jeg skal nok afstå fra at kloge mig på finansielle virksomheders strategier og klogskaben bag dem, men når det går så rygende galt i forhold til anseelse og omdømme, er det fordi, vi er blevet bildt noget fuldstændig andet ind - troværdighed, pålidelighed og driftssikkerhed. De betydningsfulde ord, som finanssektoren ønskede at omgærde sig med, var tomme, og branchen har vist sig helt ude af stand til at leve op til det.

Det er forventningsdannelse på grønspætteniveau. Finansdirektørerne har nydt at give den som betydningsfulde og uundværlige figurer i hele den økonomiske samfundsstruktur - samtidig med at de bag ryggen på kunderne - de private og erhvervslivet - har scoret tocifrede millionbeløb i personlig vinding. Og det har ikke engang været værst i Danmark.

Egentlig kan man sige, at der jo ikke er noget galt med at maksimere sin profit og med at tage de aktieoptioner, som letsindige bestyrelser har hældt i halsen på direktørerne. Det gælder for så mange brancher. Det går kun så galt, fordi vi er blevet bildt ind i voldsomt selvpromoverende kampagner, at finansvirksomheder er bundsolide, tillidsfulde og til at stole på. Det gjaldt bare ikke, da det kom til stykket. Og nu truer den totale strategiske kovending i branchen med at lukke stribevis af sunde og hæderlige virksomheder.

Det vil næppe blive glemt. Finanssektorens særlige agtelse er en saga blott. Omdømmet er mere end blot ridset, - det er tæt på totalskadet, hvilket også vil kunne mærkes på rekrutteringen i årene, der kommer, for det er hellere ikke længere så respektabelt at arbejde i en bank.