Den suspekte lobbyisme

De virksomheder, som benytter sig af lobbyisme, skilter ikke ligefrem med det. Og lobbyisme er generelt ret stereotypt opfattet i medierne som værende noget suspekt - hvilket jeg har svært ved at begribe.

Jeg har selv ved flere lejligheder været i særdeles konstruktiv dialog med politikere og embedsmænd, som gerne har villet tage imod nye synspunkter og andre nuancer, end dem de ved egen kraft har kunnet tilegne sig.

Der har i samtlige tilfælde været tale om helt igennem relevant, seriøs og hæderlig dialog, og det er faktisk både fint og godt, at vi i Danmark har et så imødekommende og åbent lovgivningssystem, hvor man med relevante informationer kan påvirke lovgivningsprocessen.

Lobbyisme bliver fejlagtigt vurderet som særligt suspekt. For eksempel har der været fremsat krav om, at lobbyister skal registreres, hvilket implicit er en mistænkeliggørelse af en helt igennem lovlig forteelse - en mistænkeliggørelse, der ikke bare retter sig mod lobbyisterne, men så sandelig også mod politikerne og embedsmændene med en underliggende mistro til, om de dog er i stand til at lytte sobert og sagligt til relevante synspunkter.

Det er på alle måder en både hæderlig og retskaffen aktivitet, når organisationer, erhvervsvirksomheder eller enkeltpersoner søger om møde med politikere for at fremme en sag. Man er da en dårlig ambassadør for sin sag, hvis ikke man vil kæmpe for den og tage ethvert nødvendigt og lovligt redskab i brug. Og i mange tilfælde må man altså i kontakt med byråds-, regions- eller folketingspolitikere. Det er så ærligt, som det kan være.

Når det alligevel opfattes som suspekt, skyldes det formentlig, at der hersker en grundlæggende fejlopfattelse af, at man skal benytte sig af særlige metoder eller hoste op med dyre rejser eller middage for at få lov til at fremsætte sine synspunkter. Men det er en urimelig måde at opfatte både politikeren og den eller de personer, som lobbyer på.

I mit arbejde med lobbyisme har der aldrig været brug for hverken dyre middage eller rejser for at få lov til at møde politikerne. Det tjener systemet til stor ære, at man af alle kræfter lytter og lærer, for det siger sig selv, at med de mange komplekse og forskellige lovgivninger, man skal forholde sig til, er det menneskeligt umuligt at forholde sig fuldstændig udtømmende og detaljeret til hver enkelt sag.

Og derfor lytter politikerne gerne - med en ydmyghed over for den vigtige opgave, det er at lovgive. Langt de fleste moderne politikere véd godt, at der kommer bedre og sundere lovgivning ud af at lytte og i god tid at indregne afledte effekter, som man måske ikke havde tænkt over. Derfor er der ofte brug for, at virksomheder, organisationer og enkeltpersoner rent faktisk melder sig på banen med den specialiserede viden, som systemet ikke selv nødvendigvis lægger inde med. Prisen uden den viden kan være, at lovgivningen bliver forfejlet og indimellem direkte skadelig, hvilket ikke mindst sker når tiden forceres, eller når den nødvendige viden faktisk ikke var tilgængelig for lovgiverne. Og derfor kan man faktisk hævde, at man har en pligt til at bringe sin viden og sine kvalificerede synspunkter til torvs.

Det er hverken suspekt eller dubiøst - det er både hæderligt og anstændigt. Og man tager et medansvar for landets udvikling.

Pas på regionale mediemonopolister

Med 3,3 mia. kr. i faste, konjunkturufølsomme indtægter har alle private medievirksomheder i Danmark konstant blikket stift rettet mod DR for at se, hvordan man kan få del i de mange gode penge - i givet fald en statsstøtteforanstaltning, men der er store faldgruber

Nordjyske Medier er en lillebitte medievirksomhed i europæisk sammenhæng og en mellemstørrelse i Danmark. Men i Nordjylland er Nordjyske en mastodont, stort set en monopolist. Der er dog stadig en lille smule konkurrence på nyhedsformidlingen i Nordjylland, for staten har to aktiviteter deroppe - DR Nordjylland, som er DRs regionale radiostation samt TV 2 Nord, som er den regionale tv-station.

Det er lykkedes for Nordjyske og de øvrige dagblade at stække DR på nettet. DR har lukket sine 98 kommunesites efter, at dagbladene har overbevist politikerne og ministeren om, at DRs lokale sites var en trussel mod de private medier i de pågældende områder.

Nu har de regionale mediehuse fået blod på tanden og går efter mere. I Nordjylland foreslår Nordjyske Mediers direktør, Per Lyngby, at DRs regionale nyhedsproduktion bliver outsourcet til de regionale mediehuse, hvilket kan lyde besnærende, - at lade DRs penge komme lidt mere ud på arbejde, og derved få afprøvet om DR får nok ud af at lade sine ting producere inhouse. Det er i dén grad en rimelig overvejelse.

Fynske Mediers adm. direktør, Per Westergård, går et par skridt videre ved at foreslå, at også TV 2-regionernes produktion bliver outsourcet, eller at selve driften af TV 2-regionerne endda bliver udliciteret.

Både Westergård og Lyngby spiller på en nærmest uindskrænket politisk velvilje for dagbladene generelt og især de lokale og regionale avishuse. Ingen tvivler på, at hver eneste avislukning - med de få aviser, vi har tilbage - vil være et smertefuldt tab for Danmark, og især vil tabet være særdeles stort i forhold til de regionale og lokale aviser, hvor der stort set kun er en enkelt avistitel tilbage i hvert område.

Men vi skal samtidig holde hovedet koldt og konstant minde hinanden på, hvorfor vi egentlig er særdeles forhippede på at holde liv i en så stor del af den danske kulturarv, som aviserne jo er - for aviserne og mediehusene skal til syvende og sidst være til almenvellets gavn.

Det er helt meningsløst at holde liv i noget, udelukkende på grund af hensyn til selve virksomheden og de bagvedliggende, private ejere, hvis det redaktionelle output der kommer ud intet er værd. Der må være en bundgrænse for kvaliteten af det indhold, som de lokale og regionale mediehuse sender ud, hvis vi skal opretholde præmissen om, at de skal holdes i live for enhver pris.

Én af de absolut største trusler mod kvaliteten i indholdet, i det redaktionelle output lokalt og regionalt er den manglende konkurrence.

I både Nordjylland, på Fyn og i hele Syd- og Sønderjylland er situationen stort set den samme. Fyens Stiftstidende er stort set eneherskende i det fynske. Det samme billede tegner sig for Nordjylland og for JydskeVestkysten - alle steder bortset fra DRs og TV 2s regionale mediehuse.

Det er helt paradoksalt, at det er staten, som med sine regionale radio- og tv-stationer er med til at opretholde et værn mod total monopolisering i de regionale områder. At lade DRs og måske TV 2s regionale nyhedsproduktion blive fabrikeret hos de store, regionale mediehuse, vil bevirke, at der vil være endnu mindre journalistisk og indholdsmæssig konkurrence lokalt og regionalt. Vi skal altså overveje, om vi tror på, at de regionale mediehuse vil være bedre end DR og TV 2 til at producere dette indhold - tilmed i et konkurrencebillede, hvor DR og TV 2 altså ikke længere er konkurrenter, men produceres samme sted som alt det andet indhold i området.

Udfordringerne ved manglende konkurrence er åbenlyse, men er vi da omvendt helt sikre på, at det modsatte er ren lykke? Findes redaktionel konkurrence mellem medier i en form, som afføder, at det redaktionelle indhold rent faktisk bliver bedre og mere kvalificeret? Eller animerer den redaktionelle konkurrence i stedet til det modsatte, så kampen om læserne, lytterne og seerne bliver så intens, at man mødes på laveste fællesnævner?

På nettet er der vild konkurrence mellem eksempelvis de store dagblade. Det skulle bevirke bedre indhold og en højnelse af kvaliteten. Det tyder i retning af det modsatte.

Desværre ser vi jo, at selv på Politikens website er de mest læste historier ikke sjældent netop platte, overflødige historier om sex, vold eller ekstreme handlinger og freaks. Ren junk. Men medierne render som død og helvede efter stadig mere ligegyldige historier, bare de kan trække eyeballs.

Niveauet falder og falder, så man altså heller ikke længere på politiken.dk, berlingske.dk eller jp.dk kan blive fri for den forurening af historier om Paris Hilton eller som i skrivende stund den mest læste historie på politiken.dk: "Højlydt sex kan koste meteorologer jobbet." Øv.

Hvad er det egentlig, vi vil have ud af de mange milliarder, som vi poster ud i mediestøtte? Er det demokratiunderstøttende og værdifuld kulturarv, eller er medierne som nogen hævder blot almindelig erhvervsvirksomhed, en branche på linje med så mange andre, og at den som konsekvens heraf blot bør henhøre under ren erhvervspolitik? Dermed vil man ud fra en ren markedsbetragtning blot kunne konstatere, at branchen må klare sig selv og gennemgå de nødvendige lukninger, konkurser og konsolideringer, fordi mediernes svage økonomi kan være et udtryk for overkapacitet.

Jeg er helt uenig. Vi taler ikke om produktion af tandpasta eller plastic-spande, for så var synspunktet indlysende rigtigt. Vi taler om virksomheder, der har en helt grundlæggende samfunds- og demokratiunderstøttende funktion. Markedskræfterne er ikke i stand til at tage højde for, at vi ikke kan leve med, at væsentlige medier må lukke.

Vi skal have afklaret, hvor vi vil hen, og hvilken pris vi vil betale for at nå det. Skal konkurrencen sættes ud af kraft for at styrke regionale monopolister, eller er effekten af redaktionel konkurrence overhovedet positiv?

Sund online-skepsis efterlyses

Når det kommer til online og internet, er der af ubegribelige årsager en overdreven begejstring i mediedækningen. Journalister flokkes om at hylde alle nye medier, og selvfølgelig er der masser af gode ting at sige om Twitter og alverdens online-mediers fremtidsperspektiver - men der er altid en bagside. Desværre giver medierne os den sjældent.

Twitter. Og Twitter. Og endnu mere Twitter. Overalt. Sådan har medierne tacklet endnu ét af de nye medier, som er væltet frem de senere år. Ukritisk og barnligt begejstret - uden sans for sædvanlige journalistiske, kritiske principper om at vise det, PR-folkene ikke er så glade for.

Sidste år var det Facebook. Og året før var det MySpace, LinkedIn, Plaxo, Arto, YouTube, Second Life og mange andre. De har alle fået uvurderlig, redaktionel reklame, som PR-folkene ikke havde kunnet ønske sig bedre.

Fælles for dem alle er, at de "gamle" medier - primært tv og de trykte - fylder læserne og seerne med spaltevis af jubelglade historier om alle de nye fænomener. Nogle læsere vil tænke, at denne klummeskribent er en gammeldags, mavesur mand, der længes efter i forgårs, men for det første er jeg faktisk selv i udpræget grad på begejstringens bølge over de utallige, fascinerende muligheder, vi står foran, og for det andet behøver man ikke at være maskinstormer og modstander af fremtiden for at forholde sig kritisk til nye fænomener.

For jeg er også journalist. Og jeg længes efter en mere kritisk journalistisk behandling af alle de nye online-medier - det være sig både fra en forbrugersynsvinkel, men også fra annoncørsynsvinklen, hvor online i de senere år er blevet udråbt som svaret på alle problemer, hvilket det slet ikke er. Jeg kan ærligt talt ikke bruge til noget som helst, kun at få serveret halleluja-historierne.

Næppe har nogen kommerciel aktivitet i nyere tid fået så meget hype og positiv medieomtale som netop online-medier. Som læser vil jeg gerne høre om de nye, spændende aktiviteter - men jeg vil ikke finde mig i at blive trukket igennem hundredevis af positive artikler om Facebook, som hyper fænomenet over for hundredetusindevis af danskere, før jeg begynder at få de kritiske historier om Facebooks misbrug af informationerne.

Det samme billede tegner sig nu med Twitter. Jeg vil skyde på, at mellem 90 og 95 procent af alle artikler om Twitter i de seneste måneder har været hyldest-artikler. Og der har været rigtig meget omtale. Ifølge MediaWatch skrev Advertising Age forleden, at Twitter alene den seneste måned har fået (global, formentlig) medieomtale til en værdi af godt 251 mio. kr. PR-folkene jubler over, at medierne sluger de glade budskaber råt og serverer det for læserne, pakket ind som journalistik, selvom læserne i virkeligheden lige så godt kunne læse det samme på pressesitet hos Twitter og alle de andre.

Giv os i stedet det der ikke bliver serveret, men det der er spændende, farligt, kontroversielt om de nye medier. Bagsiden.

På journalisthøjskolen sagde man ellers altid "gå efter pengene", fordi det jo netop ofte er der, de største historier og afsløringer ligger. Og man må sige, at når medierne forærer et privat, kommercielt foretagende som Twitter en månedlig omtale for en kvart mia. kr., så skriger det på kritisk journalistik.

Der er simpelthen af samfundsmæssige og demokratiske årsager et kæmpemæssigt behov for, at positiv omtale for et så voldsomt beløb bliver fulgt op af kulegravende journalister, som kigger Twitter-fænomenet og konsekvenserne af det godt efter i sømmene.

Omtalen giver succes, og med succes'en og de mange brugere stiger Twitters indflydelse og betydning. Så bliver der behov for kritisk journalistik, som det er tilfældet over enhver anden magtfaktor i samfundet.

Det kammer derimod totalt over i latterlig overbegejstring, når nogen forsøger at sætte Twitter over for traditionelle medier som i en kamp og så ovenikøbet udråbe Twitter som vinder. Det er pinligt, når nogen i ramme alvor formulerer en overskrift "1-0 til Twitter over CNN" ovenpå begivenhederne i Iran. Det tangerer idioti at påstå noget sådant.

På journaliststandens vegne er jeg lidt flov over, at seriøse journalister forsøger at overbevise læserne om, at Twitter, Facebook, YouTube, Plaxo, MySpace, Arto og alle mulige andre internetbaserede fænomener er medier af samme kaliber og er ved at få samme betydning som CNN, New York Times, Frankfurter Allgemeine eller for den sags skyld Berlingske Tidende og TV 2 NYHEDERNE.

Twitter og andre er supplementer og nyskabelser i forhold til de kendte medieplatforme - ikke en erstatning.

Men hvordan er det med troværdigheden i forhold til eksempelvis CNN? Hvem aner, hvilke stemmer der reelt står bag de enkelte beskeder på Twitter, og hvordan kan man være sikker på, at der ikke spredes løgne og misinformation igennem de nye internet-kanaler?

Svaret er, at det kan man ikke være sikker på. Og på dette parameter adskiller CNN og de etablerede medier sig voldsomt og afgørende fra mange nye medier: Troværdighed.

Det er en let sag for enhver journalist at gennemskue, at en helt elementær journalistisk disciplin - kildekritik - ikke på en gennemgribende og seriøs måde lader sig udføre på de fleste sociale medier og netværk.

Vi aner med andre ord ikke, om beskederne på Twitter er manipulerede - af demonstranter og oprørere eller for den sags skyld af regimerne i de enkelte lande. Vi kender ikke sandhedsværdien bag de billeder, der er lagt på nettet af for os helt ukendte mennesker.

Derimod véd vi, at der på CNN og de ovenfor nævnte etablerede medier sidder en hær af journalister, som kæmper en daglig kamp for at teste og afprøve, validere og kritisk vurdere alle mulige informationer, man får ind - for dernæst at give læserne, seerne og lytterne et så rigtigt og troværdigt ekstrakt af virkeligheden som muligt. På Twitter er der intet filter overhovedet.

Forskellen er, at hvor der på journalistiske medier sidder en ledelse og værner om troværdigheden i det viderebragte indhold, så påtager Twitters ledelse sig selvsagt ikke det fjerneste ansvar for, om indholdet på Twitter er sandt, falsk eller ondsindet manipulation. Troværdighedsfilteret mangler.

Twitter sikrer, at informationer fra eksempelvis undertrykte iranere kommer ud til omverdenen. Og det er rigtig godt. Det er Twitters opgave at være direkte talerør. Det betyder så også, at enhver idiot kan stå og råbe løgne ud på internettet. Det er grundlæggende bagsiden. CNNs og de etablerede mediers opgave er at validere informationerne. Opgavefordelingen er klar - Twitter løser én opgave, CNN en helt anden. Det er usammenligneligt.

Der er andre grunde til, at journalister burde forholde sig langt mere kritisk til Twitter og tilsvarende sites. Vi så det senest under Tour de France, hvor blandt andet den amerikanske cykel-legende Lance Armstrong valgte at meddele sig i vid udstrækning til omverdenen via Twitter. Det er envejskommunikation udenom pressen, der netop vil stille modspørgsmål til de budskaber, som Armstrong og andre ønsker at få ud. Twitter giver dermed Armstrong et redskab i hænderne til at komme af med sine budskaber til omverdenen - uimodsagt og hvor den kritiske journalistik er bypassed. Er Twitter i det lys ikke et potentielt megaproblem for sandheden, når mennesker og virksomheder med voldsomme kommercielle interesser kan komme af med de budskaber, de kan tjene penge på og opbygge brands på - og samtidig undgå direkte modspørgsmål?

Journalister bør forholde sig mere nuanceret til de nye medier. Nu taber Facebook terræn - ikke underligt nu da medieomtalen er skiftet til Twitter - og det giver måske grobund for negative artikler om, at brugerne nu svigter Facebook. Tja.