DRs store chance

Medieforliget er gennemført, fyringerne eksekveret. Næste forlig om fire år er nu DRs fokus. Forude venter hårdt arbejde med at sikre DR større legitimitet. Og det er nødvendigt for en institution, der lever af borgernes penge.

”Jagten på de røde lejesvende” har for alvor sparket nyt liv i den årtier gamle debat om DR og DR’s påståede venstredrejning.

Debatten er mildest talt ikke ny – det nye er, at det denne gang er DR selv, som starter den. Det er i sandhed nye tider, og det er måske et signal om, at DR omsider er ved at være klar til at tage det nødvendige opgør med sig selv og blive i stand til at forholde sig konstruktivt selvkritisk og lyttende til mange årtiers påstande om DRs politiske slagside. En kritik som DR historisk altid har reageret teflon-agtigt på.

Det er alvorlige sager, vi taler om. En Megafon-undersøgelse tidligere på året viste, at hele 30 pct. af danskerne mener, at DR er venstreorienteret. Dvs. at næsten hver tredje licensbetaler ikke har tillid til, at DR kan løfte sin journalistiske opgave på en fair, sober og afbalanceret måde.

Det er ret problematisk for en virksomhed, som netop DR, der i kraft af sin statsautoriserede eneret til at stikke fingrene ned i alle borgeres lommer og hente penge op af dem, uden at nogen kan sige nej. Det er en helt særlig ret. Og til enhver ret følger også pligter – som for eksempel at levere en uangribelig, journalistisk balance, langt ud over, hvad der kræves af alle andre journalistiske virksomheder. Derfor er der også en forpligtelse til at håndtere, adressere og rette op på en så udbredt mistillid. Den kan ingen være tjent med – mindst af alle DR selv.

Frygt for sparekniven

Det er egentlig sært, at DR ikke for mange år siden har indset, at mistillid blandt dem, der betaler festen, til syvende og sidst er en trussel mod selve DR’s egen legitimitet. Og så er det arrogant over for dem, der føler sig affærdiget med en kritik, som de selv synes er vedkommende og relevant. Uden fuldtonet støtte og legitimitet vil der før eller siden opstå et tryk, der får proppen til at ryge af.

Det var netop, hvad mange i og omkring mediebranchen fornemmede var under opsejling i tiden op til det seneste medieforlig, der blev indgået i maj. Luften var fuld af rygter om, at årtiers opsparet irritation og frustration over, hvad borgerlige vælgere og politikere anser som en klar politisk slagside til fordel for venstrefløjen, ville slå igennem i medieforliget. Og ikke mindst deres irritation over DR’s totale uvilje til at tage imod kritik, en kritik der indimellem har været helt useriøs, andre gange relevant og lige på kornet.

Gisninger florerede om, at regeringen, dens politikere og i det hele taget det borgerlige Danmark nu havde fået nok og var klar med den store kniv: Nu skulle dette venstreorienterede DR skæres ned til sokkeholderne, og de sparede licensmidler skulle fordeles blandt en række forskellige medievirksomheder for at opbygge mangfoldighed og modstykker til DR’s altoverskyggende dominans. Talte rygterne sandt, ville det endelige resultat af en sådan medieaftale være en betydelig svækkelse af DR som institution og af positionen som landets førende kultur- og medieinstitution.

Købt eller solgt

Så galt gik det som bekendt slet ikke. Om indholdet i rygterne var grebet ud af den blå luft, eller om planerne blev skrinlagt undervejs efter modpres, vides ikke, men resultatet blev langt fra den lammer, som var forudset, håbet hos nogle og frygtet hos DR. Her åndede man lettet op.

Til gengæld var forløbet og de mange dramatiske forlydender en øjenåbner for DR, der hidtil har set sig selv som usårlige. Denne gang kom det lidt for tæt på, og nogle er af den opfattelse, at kun en dedikeret personlig indsats fra en central figur i sidste øjeblik reddede DR.

DR har ikke lyst til nogensinde igen at placere sig i en så udsat position, hvor man havde mistet styring og reelt ikke vidste, om man var købt eller solgt. Og i DR er man klar over, at en del af svaret på den udfordring vil være at styrke sin legitimitet i befolkningen frem mod næste medieforlig. En sådan styrkelse vil indebære, at man etablerer en langt større opbakning og forankring hos danskerne til DR’s rolle og position. I realiteten betyder det også, at man står foran at skulle reducere den store gruppe på 30 pct. af befolkningen, som mener, at DR har en særlig venstreorienteret ensidighed.

Er det DR’s egen analyse af situationen, står man foran et omfattende strategiarbejde, der har ét eneste overordnet mål for de næste fire år – at få vasket den plet væk, der siger, at DR er venstreorienteret.

Det er muligt

Man må starte med et større undersøgelsesarbejde for at blive i stand til at forstå sine egne udfordringer til bunds – for eksempel ved at kortlægge licensbetalernes positive og negative holdninger til DR.

Og så er man nødt til at skaffe sig selv dokumentation for det journalistiske arbejde, så man véd, om DR reelt træffer journalistiske valg, som understøtter en venstreorienteret dagsorden og venstreorienterede temaer, eller om beskyldningerne er grundløse. Der er gennemført mange tilsvarende undersøgelser uden større held. Ingen har hidtil haft en vægt og et omfang, hvor resultaterne efterfølgende er blevet anerkendt af både venner og fjender. Men dette bør ikke være en umulig opgave, selvom den har høj kompleksitet.

For eksempel vil det være afgørende, at alle anerkender, at undersøgelsen har været rundt i alle hjørner. Er man ikke det, bliver det bare værre, som da et forskerhold tidligere på året påstod at have dokumenteret, at hverken DR eller TV 2 led af nogen politisk slagside. Problemet var, at forskerne kun havde set på den journalistik, som direkte udspringer fra Christiansborg og tilmed kun havde undersøgt journalistikken i løbet af valgkampe, hvor anstrengelserne for at holde en ren journalistisk linje er allerstærkest.

”Jagten på de røde lejesvende” kunne ikke være blevet sendt på DR for blot få år siden, og det er i sig selv positivt, at DR er kommet til den erkendelse, at man også selv skal stå til regnskab og finde sig i at blive kigget i kortene. Den klædelige ydmyghed vil i sig selv styrke DR’s legitimitet i befolkningen, hos licensbetalerne.

Revitaliserede B.T.

Revitaliserede B.T.

B.T.s stormagtsdage skal man efterhånden mange år tilbage i tiden for at finde, men i det seneste års tid er det som om, bladet alligevel er i en journalistisk revitalisering og er ved at genopstå fra de nær-døde - som god, gammeldags tabloidavis.

Det var formentlig også sidste udkald. På godt 20 år er 70 procent af oplaget tabt, og avisen var i en årrække den mest ubetydelige.

TV 2s fødsel i 1988 forandrede alt for de to tabloidaviser B.T. og Ekstra Bladet. TV 2 er ofte udlagt som det, der for alvor startede de to avisers senere så dramatiske oplagsfald. På toppen havde B.T. i 1988 et dagligt avissalg på 233.000 eksemplarer, mens Ekstra Bladet nåede op på 243.000 i 1989. Til sammen nærmede de to sig altså et dagligt salg på næsten en halv mio. aviser.

Siden er det gået massivt tilbage. Senere internettet og gratisaviserne. B.T.s sælger i dag 68.400 mod Ekstra Bladets 74.100 aviser om dagen. Skiftende chefredaktører og direktører har i årevis sagt, at nu er bundet for oplaget nået. Men det falder fortsat.

Mange ting er forsøgt uden større held, men måske krævede aviskøberne såmænd bare godt, gedigent journalistik arbejde af en så høj værdi, at man gider betale penge for avisen. Og det er tilsyneladende det, B.T. har satset butikken på.

En lang række stærke og opsigtsvækkende journalistiske historier har fornyet profilen og givet avisen et stærkt tiltrængt løft i brandingen. Det virker som om, B.T. simpelthen har genopfundet opskriften på dét at være et ægte tabloidblad.

Det seneste skud på stammen over journalistiske scoops var, da en journalist på B.T. overhalede politiet og alle konkurrenterne ved at opspore identiteten på bombemanden fra Belgien. B.T.s arbejde udløste opmærksomhed. Opmærksomheds- og brandingværdien var for B.T. nærmest ubetalelig.

Tidligere på sommeren var det også B.T., som drev den omstridte sag om Thornings skatteforhold. Sagen blev uomtvisteligt drevet med en tabloidavis' metoder - på godt og ondt. Der blev gået godt til makronerne, og vinklerne var efter velkendt tabloid-forskrift ofte strammet lige præcis et skridt eller over kanten. Men grundtonen i historierne var en reel tabloid-historie med saft og kraft i.

Som sædvanlig - når tabloidpressen kører kampagner - er det sjældent at hver eneste historie i kampagnen holder vand. Det gjorde det heller ikke denne gang. Men denne gang fik det nogle af de ærede kolleger op af stolene med krasse kommentarer.

Kritikken har givetvis vakt undren på B.T., eftersom avisen ikke havde båret sig anderledes ad, end tabloidpressen altid gør, når den ruller kavaleriet ud. Og metoderne adskilte sig heller ikke fra dem, som det meste af pressen benyttede sig af under den månedslange dækning af Lene Espersens mødeafbud og de politiske konsekvenser heraf. Nogen gik endda så vidt som til at mene, at der slet ikke fandtes nogen historie i Thorning-sagen. Den slags bedømmelser udspringer næppe i journalistiske vurderinger, men snarere i politisk bias.

For en tabloidavis som B.T. vil det altid være en ren godbid at kunne påvise, når politikernes og magthavernes holdninger ikke stemmer overens med deres handlinger. I det aktuelle tilfælde ønskede Helle Thorning at beskatte de bedst stillede hårdere, selvom hendes familie som tilhørende netop denne gruppe personligt ikke selv ville blive ramt af et sådant forslag - af rent skattetekniske grunde. Havde Thorning så endda været kritisk over for disse muligheder for at undgå beskatning i Danmark og have lovet at ville arbejde for at ændre det, ville sagen have stået anderledes.

Thorning-sagen var B.T.s top-scoop, men avisen kan bryste sig af at have haft en række andre gode historier i den klassiske tabloid-genre, og som har bidraget til en klarere tabloid-profil.

Der var således også historien om Bendt Bendtsens letsindige omgang med våben. Hans jagtgevær lå og flagrede rundt i bagagerummet på ministerbilen. En super afsløring som udstiller en minister med svag dømmekraft - endda en konservativ minister der tilmed havde været politibetjent og burde kende loven indgående samt vel at mærke at kunne overholde den.

Det var B.T., der afslørede, at præsten i Brorson-kirken på Nørrebro var aktiv i forhold til ulovligt at skjule illegale indvandrere, der af politiet blev betegnet som en meget alvorlig sag. Og så var B.T. med helt i front i både sagerne om oversættelsen af Jægerbogen samt LOs annoncer, der var baseret på opdigtede eller forkerte eksempler.

B.T. breakede også historien om Mette Frederiksen, der pludselig satte sit barn i privatskole, selvom hun tidligere indigneret havde skoset andre forældre for at gøre det samme. Igen var B.T. foran med en nødvendig historie om at kontrollere politikernes holdninger contra handlinger.

Mens den gode tabloidstil synes at være genfundet og pudset af, ser B.T. tilsvarende ud til at glide væk fra en tidligere og perspektivløs profil som en bonert, snerpet familieavis, der gerne moraliserede over andre, - på trods af at en sådan rolle er i lodret modstrid med selve tabloidgenren, der gerne er provokativ. Man kan med andre ord ikke både være moraliserende og bonert og så være tabloidavis. Det er indbyrdes modstridende.

Mens B.T. har haft held i sprøjten med klassiske tabloidhistorier, virker forsøget på at tage den ledige plads i markedet som Danmarks sundhedsavis mindre vellykket.

Positioneringen er problematisk, fordi journalistisk fokuseret dækning af sundhed og sygdom kræver stor troværdighed samt uangribelig og fejlfri journalistik. Området er ganske enkelt for alvorligt til at blive pakket ind i en tabloidavis' traditionelt sensationelle stil med tvivlsomme påstande i retning af "gennembrud mod krærften". Det kræver stærk selvdisciplin at holde sig på dydens smalle sti i emner, der betyder liv eller død for mange mennesker, og den disciplin har B.T. - endnu - ikke skabt. Men B.T. er totalt set på rette vej, så med lidt held venter en stop for oplagsfaldet måske lige om hjørnet.