Diskursen obstruerer udviklingen

Dansk presse er ikke så mangfoldig, som vi går og tror. Medierne bistår ofte magthaverne med at cementere den offentlige diskurs frem for at udfordre den. Det bringer samfundskritikken i fare

Diskurs ifølge Wikipedia: En social ramme, der definerer, hvad der kan siges om et givet emne.

Og den offentlige diskurs er således et udtryk for, hvad der er den gængse og vedtagne, offentlige mening om et bestemt emne. Jo stærkere den er, desto vanskeligere er det at få modargumenter frem.

Et godt eksempel på en meget stærk offentlig diskurs er, at velfærdsstaten er et ubetinget gode, som vi skal værne om. Den diskurs kan ikke diskuteres i det offentlige rum uden at man i pressen vil blive udråbt som idiot.

Selvom der åbenlyst også er masser af skyggesider ved velfærdsstaten, forbliver det uudfordret af pressen. Journalistisk set ligger der et uopdyrket land i at skildre velfærdsstatens skyggesider og langsigtede skadevirkninger, som vi reelt set véd forbavsende lidt om. Det er ikke comme il faut at mene andet end, at velfærdsstaten er vor tids gud.

Det er en indstilling, vi betaler en høj pris for, for når pressen undlader at udfordre magthavernes offentlige diskurs, forhindrer det os som samfund i fordomsfrit at debattere velfærdsstaten, at være kritiske og konstruktive og dermed i at holde det i god form.

Pressen snyder borgerne for den fulde historie om velfærdsstaten på godt og på ondt. Og når kun det gode kommer frem, er det svært som borger og vælger at være andet end begejstret.

På den måde bliver pressen aktivt medvirkende til at understøtte en offentlig diskurs, hvor pressens opgave tværtimod er at være konstant kritisk mod alle vedtagne diskurser og dogmer.

Det rykker pressen fra den samfundskritiske til den samfundsbevarende rolle, hvilket understøttes af, at mediernes foretrukne samfundskritiske vinkel handler om borgere, der er blevet snydt for noget, de har krav på fra velfærdsstaten og om urimeligheden af offentlige besparelser.

Man ser derimod ikke en systematisk samfundskritik over for velfærdsstatens udvikling med stadig flere ydelser, offentlige ansatte og konstant øgede offentlige udgifter.

Hele sundhedsområdet, alkohol, rygning, overvægt og kost, er et eksempel på, hvordan magthaverne, "eliten" vil præge, styre og kontrollere debatten og borgernes adfærd, og at det sker i symbiose med pressen, der unuanceret videreformidler myndighedernes leveråd om alkohol, kost og sundhed generelt. Kun sjældent "husker" pressen efterfølgende at holde myndighederne op på de budskaber og råd, som senere viser sig at være forkerte.

Dette blads læsere genkender givetvis den offentlige diskurs omkring reklamer: Den slags er noget værre skidt, der skader os på liv og sjæl. Det burde i virkeligheden begrænses eller helst forbydes. Jo stærkere en diskurs, desto mere cementeret bliver den, og det bliver sværere at komme til orde med den anden side af sagen.

Men selvom budskaberne kommer fra det som journalisterne lidt for automatisk opfatter som troværdige instanser som Sundhedsstyrelsen, Vejdirektoratet, Forbrugerrådet eller de mange lektorer og professorer på uddannelsesinstitutionerne, er der i høj grad grund til at forholde sig kritisk. Der findes masser af eksempler på, at også magthavere gerne lader målet hellige midlet.

Indimellem er det endda pressen selv, som skaber en offentlig diskurs. Hvis man – efter en intens pressedækning af en given problemstilling – kan få de øvrige magthavere til at tilslutte sig mediediskursen, har man skabt en altdominerende, uhellig alliance med en meget stærk offentlig diskurs uden plads modsatte synspunkter. Dermed transformeres diskursen umærkeligt om til egentlig virkelighed, som det eksempelvis er sket med velfærdsstaten. Enhver modstand er elimineret.

Et par eksempler på det er noget så forskelligt som den offentlige holdning til spindoktorer og til kvinders repræsentation i direktioner og bestyrelser. I begge tilfælde gælder der en overordentlig stærk diskurs, som myndigheder, politikere, interesseorganisationer og presse har samlet sig om, hvorefter modsatte eller alternative synspunkter og argumenter kun yderst vanskeligt eller aldrig kommer frem til offentligheden, der slet ikke kan forestille sig nogen anden sandhed end dén.

Den fremherskende journalistiske ”skole” i Danmark er, at man nok skal være upartisk og tilstræbt objektiv, men at man i udgangspunktet har en social indignation og sympati for, hvad man opfatter som svage grupper.

Grupper som kontanthjælpsmodtagere, handicappede, flygtninge og arbejdsløse er ifølge den offentlige diskurs – herunder medierne – svage. Det er de mere klassiske svage grupper, mens også grupper som lejere, forbrugere og lønmodtagere nyder fortrinsstilling hos medierne i kraft af den offentlige diskurs af disse grupper som værende de svage over for deres respektive modparter so udlejere, virksomheder og arbejdsgivere.

Især forbrugere er i dag taget under pressens vinger. Forbrugerjournalistikken er eksploderet, og allerede fra den allerførste researchfase er der mentalt taget stilling til fordel for forbrugeren som værende ”offer” i en given journalistisk historie.

Forbrugerne som ofre er etableret som en offentlig diskurs, som samtlige magthavere støtter op om, og som indimellem gør visse virksomheder til de virkelige ofre i en pressehetz.

Det er også denne diskurs om forbrugerne som ofre, der benhårdt styrer den offentlige mening om, at reklamer er noget bras, som ikke kan betragtes som nogen berigelse for forbrugeren, men udelukkende som kommerciel udbytning.

Listen over emner, som er underlagt en stærk offentlig diskurs bliver stadig længere og er det vidnesbyrd om en mangel på mangfoldighed i de stemmer, der kommer til orde. Og udviklingen fortæller mest af alt også en historie om en for pæn presse, som har brug for frække drenge og Rasmus Modsat’er.

I det lys er der brug for et forandret mediestøttesystem, som fremmer nye stemmer og medier til at udfordre den etablerede presse.