tirsdag den 24. april 2007

MTG's glubende appetit på TV 2 kan give forstoppelse

Ved første øjekast fremstår det som om, Modern Times Group med samarbejdet TV 2 Sport har bragt sig selv i en mere fordelagtig situation, når TV 2 engang skal privatiseres. MTG-folkene har længe drømt varmt om at gafle Danmarks største broadcaster, men hidtil er det ikke lykkedes – måske har MTG med TV 2 Sport skudt sig selv i foden og ligefrem vanskeliggjort drømmene om at overtage TV 2

De stadig tættere relationer mellem den svenske mediekoncern Modern Times Group (MTG) og TV 2 er af blandt andre politikere blevet udlagt sådan, at MTG er ved at skabe sig en fortrinsstilling blandt potentielle købere, når privatiseringen igen sættes i gang. Og der er da også flere forhold, som klart indikerer, at det er tilfældet.

Men der er andre forhold, som kan vise sig at have den modsatte effekt og gøre det meget besværligt, måske endda umuligt, for MTG at købe TV 2, når privatiseringen engang gennemføres. For måske har MTG været så begejstret for omsider at få lov til at samarbejde med TV 2, at man ikke har haft blik for, at man kunne risikere at skade sin langsigtede plan om at købe TV 2. I hvert fald kan MTG komme til at stå i en situation, hvor konkurrencemyndighederne efter et eventuelt køb af TV 2 dels må skærpe de allerede stramme krav, som man har stillet som betingelse for at godkende TV 2 Sport, og dels kommer til at se med endnu mere restriktive øjne på en godkendelse af et eventuelt MTG-køb af TV 2, end hvis TV 2 Sport ikke havde været etableret.

Konkurrencerådets nylige godkendelse af samarbejdet TV 2 Sport i et joint venture mellem MTG og TV 2 var langt fra uden betænkeligheder, og derfor måtte parterne afgive en række restriktive tilsagn for at undgå både, at der sker en udveksling af konkurrencefølsomme oplysninger, og at de konkurrencebegrænsende virkninger i form af koordination, samordning og dominans minimeres.

Kun ved afgivelsen af disse snærende tilsagn kunne Konkurrencerådet godkende TV 2 Sport, og det dokumenterer, hvor tæt MTG og TV 2 er på kanten for, hvad der konkurrencemæssigt kan tillades. Der skal altså ikke rykkes meget rundt på pælene, før myndighederne igen tager sagen op. I godkendelsen forbeholder Konkurrencestyrelsen sig endda retten til til hver en tid at genoptage vilkårene til forhandling.

Når TV 2 igen bliver sat til salg, er det stensikkert, at MTG vil være stålsatte på at være med i slutspillet. MTG kom efter sigende med ét af de højeste bud under den aflyste privatisering af TV 2 i 2004/2005 – måske endda det allerhøjeste – så muligheden for at MTG når helt frem til målstregen i et køb af TV 2 er stor. Hvis det sker, og begge selskaber på det tidspunkt har opretholdt eller udbygget deres hidtidige markedspositioner, vil det afgørende forskyde de forudsætninger, som ligger til grund for den nuværende godkendelse. Der vil i myndighedernes optik være tale om et "kontrolskifte" i TV 2 Sport – i praksis en ny fusion, som udløser en ny fusionsbehandling.

Ét af de krav som myndighederne har stillet er, at der ikke bare skal være en skarp adskillelse mellem TV 2 Sport og de respektive basisorganisationer MTG og TV 2. Det skal der også være mellem de to basisorganisationer for at undgå de konkurrencebegrænsende effekter ved, at "parterne ikke gennem joint venturet kan udveksle konkurrencefølsomme oplysninger," som det formuleres. En fusion ind under samme ejer vil i sagens natur ophæve den adskillelse, der eksisterer i to selskaber med hver sin ejer.

Hele grundlaget for TV 2 Sport vil altså være nyt, og de oprindelige forudsætninger for godkendelsen er derved ikke længere til stede. Derfor skal Konkurrencestyrelsen etablere andre krav af mindst samme restriktive karakter som hidtil. I praksis indebærer det ultimativt en risiko for, at MTG efter at have købt TV 2 bliver tvunget til enten at opløse TV 2 Sport eller at frasælge det.

Denne fornyede myndighedsvurdering af TV 2 Sport vil ikke være den eneste vurdering, for selve købet af TV 2 vil også skulle godkendes af konkurrencemyndighederne. Selv hvis man ser bort fra TV 2 Sport, vil en sammensmeltning af TV 2 og MTG ved et køb udløse en så enorm markedsdominans, at konkurrencemyndighederne formentlig vil kræve, at MTG frasælger sine danske tv-aktiviteter i form af TV3 og TV3+ som betingelse for at godkende købet. Sammenlagt vil MTG/Viasats og TV 2's tv-kanaler ellers sidde på mere end 85 procent af tv-reklamemarkedet.

Alt i alt kan det ende med at besværliggøre MTG's bestræbelser på at købe TV 2 så betydeligt, at MTG havde været bedre stillet ved at vente med at udvikle samarbejdsrelationerne med TV 2 – herunder TV 2 Sport – til efter privatiseringen. Nu vil værdien af de fælles sportsrettigheder komme til at træde endnu tydeligere frem, og enhver uhensigtsmæssighed for forbrugerne og konkurrencen i joint venturet i tiden fra nu og frem til en eventuel privatisering vil af konkurrenter, politikere og forbrugerorganisationer blive udnyttet til at advare om farerne ved en godkendelse af en konstellation, der er så tæt på et egentligt monopol, som man kan komme – på tv-reklamemarkedet, på markedet for abonnementsfinansierede tv-kanaler og på markedet for tv-rettigheder. Den offentlige opmærksomhed vil yderligere skærpe konkurrencemyndighedernes opmærksomhed.

Havde MTG i stedet ventet, ville man have stået med færre ubekendte, og man ville bedre have kunnet tilrettelægge sin fremtidige forretningsstrategi og forretnings-set-up for Danmark for bedst muligt at kunne imødekomme konkurrencemyndighedernes krav. I stedet har etableringen af TV 2 Sport betydet, at man har truffet nogle definitive valg og derved lukket nogle døre. Samtidig har man bragt diskussionen af et MTG-køb af TV 2 ud i det offentlige rum. Og det bliver ikke til gavn for MTG, der politisk, blandt befolkningen og i markedet har yderst begrænset – måske slet ingen – støtte som den fremtidige ejer af TV 2.

Teksten er desuden bragt som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 24. april 2007

Ingen kommentarer: