Ekstra Bladet på kamikaze-kurs

Ekstra Bladets benhårde konfrontation om offentliggørelse af navn og foto på en mistænkt og senere renset mand fra Herning ligner ualmindelig dårlig timing.

I de næste måneder skal Folketingets partier som led i det kommende medieforlig diskutere, hvordan man strikker fremtidens mediestøtteordning sammen. Så virker det ubegribeligt og uprofessionelt, at Ekstra Bladet netop nu tester grænserne for moral og anstændighed i journalistik og efterfølgende indædt og uforsonligt forsvarer det med hårde modangreb. Resultatet er, at man har fået samtlige politiske partier imod sig.

Sagen kommer efter alt at dømme til at blive inddraget i diskussionerne om mediestøtteordningen - om der skal sættes betingelser og krav op for journalistisk kvalitet og etik for at kunne få mediestøtte. Pengene tilhører samfundet og borgerne, og det er ikke underligt, hvis politikerne finder frem til en model, hvor de kun vil støtte medier og journalistik, som bidrager positivt og progressivt til vores samfund og demokrati - ud fra en vision om at højne og forbedre. Det ligger godt i tråd med udredningsarbejdet for den fremtidige offentlige mediestøtte, hvor der tales om særlige publicistiske værdier som debatskabelse, kulturformidling og folkeoplysning.

Ekstra Bladet begår som andre medier hele tiden fejl. Store fejl, mindre fejl eller måske bare fodfejl. I denne sag anerkender Ekstra Bladet absolut intet af dette - hverken stort eller småt. Den anerkender heller ikke, at offentliggørelsen af mandens foto og identitet ikke bare er et firkantet spørgsmål om jura, rigtigt eller forkert, men at det er et følelsesladet holdningsspørgsmål uden klare svar, men med rigtig mange interessenter. Vi kan jo alle sætte os ind i, at vi selv eller et familiemedlem eller en ven på samme måde havner i Ekstra Bladets gabestok og dermed foran folkedomstolen og folkedomstolens nært beslægtede i cyberspace: Facebook.

Ekstra Bladet åbner ikke for hverken beklagelse, imødekommenhed, forståelse. Tværtimod har avisen reageret med en tilsværtning af kritikerne. Signalet til politikerne er, at avisen ikke ønsker at lytte til omverdenen, og at ingen skal blande sig i Ekstra Bladets arbejde.

Tilbage står en opfattelse af, at Ekstra Bladet nok gerne vil have støttekroner fra det offentlige, men at man vil have sine penge uden på nogen måde at være i dialog om sine redaktionelle valg, der ellers ofte er ganske grænsesøgende.

Ét er, at man har begået en handling, der møder hård kritik fra alle sider. Noget andet er, hvordan man efterfølgende valgte at håndtere krisen.

Til syvende og sidst vil det formentlig være den sidste del af sagen, der kommer til at skade Ekstra Bladet allermest. Man har lagt sig ud med alt og alle. Det vil være svært at finde politikere eller partier, som i de kommende måneders drøftelser vil føle et stort behov for at gå i brechen for Ekstra Bladet med henvisning til, at også denne avis' journalistiske niveau og kvalitet er en nødvendig del i vores samfund og demokrati.

I så fald kan Ekstra Bladet takke sig selv for det.

Det er velkendt i pressen og blandt journalister, at man allerbedst lukker eller dæmper en sag - god såvel som dårlig - ved at gå på knæ og sige undskyld. Det er den sikreste vej, og det er normalt det mest effektive våben til at få en kritisk presse til at indstille skydningen. Men mindre ville også kunne have gjort det i dette tilfælde.

Ekstra Bladet havde eksempelvis gjort klogt i at vurdere situationens alvor, og om man kunne give hele eller delvise indrømmelser. Ekstra Bladets krisehåndtering tog udgangspunkt i, at avisen havde 100 procent ret, og at kritikerne tog 100 procent fejl. Sådan er det jo aldrig. Der er altid noget at give af, indrømme og udvise imødekommenhed over for.

En kraftig forværring af Ekstra Bladets forhold til omverdenen kom med et hårdt angreb på lederplads på de politikere, som havde kritiseret avisen. Det var nærmest en direkte tilsvining af politikerne ved at bede dem sætte sig ind i sagen og i øvrigt fortælle dem, at de hverken kunne se, høre eller forstå. En sådan retorik har nok ikke ligefrem givet flere venner på hverken Christiansborg eller i det omgivende samfund. Det er jo ikke sådan, at Ekstra Bladet i forvejen i disse kredse opfattes som den store publicistiske nødvendighed, så der var næppe noget stort overskud på kontoen for politisk goodwill i forvejen, som man kunne trække på.

Det er selvfølgelig fuldstændig afgørende, at ingen økonomiske konsekvenser må påvirke og true den frie og uafhængige journalistik - uanset om truslen kommer fra annoncører, læsere eller politikere, som sætter reglerne for fordelingen af mediestøtte. Sådan er det, og sådan skal det være, så derfor skal Ekstra Bladet heller ikke bøje sig i sit journalistiske arbejde for økonomisk pres.

Men også pressen begår fejl, og det sker hele tiden. Pressen skal - som alle dem, man selv jagter hver dag - kunne undskylde og beklage sine fejl. Og man skal kunne lære af dem.

Ekstra Bladet fik det mest klare signal i nyere tid fra befolkningen, fra kolleger, fra et enigt Folketing om at være meget mere varsom med at byde uskyldige folk "Velkommen på forsiden" med de konsekvenser, det indebærer.

Den uskyldige mand sagde efter sin løsladelse om offentliggørelsen, at "de skulle vide, hvad de gør ved folk." Han er gjort fortræd, og han vil være mærket af det for resten af livet. Det er indiskutabelt, at den skade har Ekstra Bladet sammen med politiet været med til at påføre manden. Det havde været godt for omdømmet, hvis Ekstra Bladet som minimum havde beklaget det i stedet for at gå i offensiven og hidse gemytterne yderligere op.

Kriminelle som kendisser

Der findes ikke én instans eller repræsentant for den samlede presse, man som borger eller samfund kan bede om at tage stilling til, om pressen er på afveje i bestemte spørgsmål som skjult kamera, dårlig journalistik eller seneste trend - brugen af kriminelle som kendisser

Regeringen har statsministeren, Folketinget sin formand, præsidium og direktør, politiet en rigspolitichef. Domstolene har enten Dommerforeningen eller justitsministeren. Der er altid et sted med det endelige ansvar, som står på mål for de pågældende instansers handlinger, og som har magt og indflydelse til at gribe ind, hvis tingene ikke er, som de bør være. Sådan er det i resten af samfundet også. Og det er godt.

Men pressen er en undtagelse. Det er ikke så godt. Faktisk må det være en fejl. Pressen er ikke repræsenteret ved én person eller instans udstyret med beføjelser, indflydelse og kontrolforanstaltninger til at påvirke, irettesætte eller stoppe kritisable forhold eller en uheldig udvikling.

Pressen er i en klasse helt for sig selv uden for samfundets og borgernes kontrol. Den kræver sin fulde uafhængighed, men den slags kræver omvendt selvjustits, og det er kernen af problemet, for det findes ikke i organiseret form.

Det nærmeste vi kommer er læsernes eller seernes redaktør, som kun DR, TV 2 og Politiken har oprettet. Denne funktion er det tætteste borgerne kommer på muligheden for en meningsfuld dialog med medierne - aktuelt altså blot tre medier - om arbejdsmetoder og journalistiske valg, fejl og mangler.

Hver især har disse redaktører ingen betydelig gennemslagskraft i den offentlige debat, men det kunne ændre sig, hvis de sammen enten dannede en forening og fik andre medier med sig, eller hvis de foranledigede oprettelsen af en helt ny instans - for eksempel en slags Pressens Ombudsmand.

Én af de første opgaver ville være at skose medierne for den voksende og frastødende dyrkelse af kriminelle kendisser til brug for plat underholdning og gossip.

Senest var det TV 2s seerredaktør, Lars Bennike, som havde fået kvalme af den omsiggribende hyldest af kendisser i form af kriminelle, voldssigtede og andre, som lever på eller over kanten af normerne og loven, og som vi ser mere og mere i avisspalterne, på nettet og i talkshows og nyhederne.

Lars Bennike repræsenterer mindst 95 procent af befolkningen, når han påpeger det, som de ansvarlige redaktører i diverse medier for længst skulle have tænkt over: Hvad ligner det at invitere eksempelvis den i øvrigt aldeles uinteressante Susan K ind i studiet i TV 2s bedste sendetid fredag aften til en snak med Cecilie Frøkjær - alene fordi Susan K havde gjort sig bemærket ved før jul at have kastet et glas i hovedet på en garderobepige på en natklub. Den stærkt forulempede garderobepige, som blot passede sit job, blev efterfølgende syet og får et ar.

At det forekommer, er et udtryk for en ansvarlig redaktør, som ikke tillægger det nogen særlig betydning, at medierne i dag har en voldsom indvirkning på det omgivende samfund. Mere end nogensinde dannes og formes normer og idealer i samfundet og hos borgerne - især den yngste del - efter, hvordan medierne udlægger virkeligheden. Og man har ingenting forstået, hvis man afviser, at Susan Ks optræden på tv er en normalisering af hendes adfærd og dermed en grim blåstempling.

Det er efterhånden blevet en fast adgangsbillet til markedsføring, eksponering og hyldest at være enten voldssigtet, kriminel eller i besiddelse af en generelt asocial adfærd. Det beklagelige er, at redaktører og journalister dygtigt udvikler argumenter for, at det er helt i orden, naturligt og normalt. Men hvorfor øger pressen konstant sit ukritiske søgelys nedad på den sociale rangstige, mens vi i stadig mindre grad præsenteres for mennesker og personer, som giver positiv inspiration til os alle at blive bedre mennesker? Hvorfor er de negative afvigelser fra normalbilledet blevet mere journalistisk interessant end de sunde afvigelser? Det spørgsmål kan eller vil man ikke få en debat om med mediebranchen under ét.

Rækken af mediedarlings i denne kategori bliver stadig større, og foruden økonomisk kriminalitet personificeret ved Kurt Thorsen, Klaus Riskær og Stein Bagger ser vi nu også andre typer repræsenteret som den rufferitiltalte Anni Fønsby, som tilmed var tiltænkt en værtsrolle i et tv-program indtil en deltager udviste anstændighed og sagde fra, adskillige voldssigtede og/eller -dømte sportsfolk samt altså nu lavmålet Susan K. Hun er sigtet for primitiv vold, og hun er set med offentlighedens øjne ovenikøbet komplet uinteressant. Der er med andre ord ikke skyggen af perspektivering eller andre bærende journalistiske temaer i hverken hendes person eller hendes handling. Det er absolut uden én eneste faglig, journalistisk begrundelse.

Hvordan var Palle Sørensen mon blevet eksponeret, hvis det havde været i dag, at han havde skudt fire betjente. Hvor er mon grænsen? En skruppelløs redaktør kan altid udvikle sit eget forsvar til at interviewe, eksponere, markedsføre og dermed også normalisere selv de mest afskyelige kriminelle.

Camilla Broe blev journalistisk både ynket og hyldet, da hun - på trods af sin erkendelse af rent faktisk at have medvirket i narkosmugling - omsider stod til at få en straf. Retsprincipper er etableret for at beskytte individer mod urimelig behandling og overgreb fra systemet - selvom det indimellem betyder, at en skyldig fisk slap fri. Men princippernes hensigt er ikke at lade skyldige slippe for straf. I stedet fokuserede den samlede presse på en teoretisk intellektuel diskussion, hvor Camilla Broe bliver den forfulgte uskyldighed. Så blev tingene vendt på hovedet, og mon ikke snart vi skal pines med Broe som endnu én af mediernes darlings, som sidder i bedste sendetid og interviewes af en journalistisk set talentløs studievært?

I tilfældet Susan K siger den ansvarlige redaktør, at det er ujournalistisk på forhånd at afskære sig fra at tale med sigtede personer, og det skal man da heller ikke. Men når man træffer så særprægede journalistiske valg, skal man huske at tænke sig rigtig godt om, så man også har indregnet den negative påvirkning på omgivelserne og ikke kun har haft blikket stift rettet mod populisme, gossip og seertal.