Kulturminister Per Stig Møllers, den øverste politisk ansvarlige for to af de vigtigste nyhedsmedier, DR og TV 2, mener, at pressen er ”forfærdelig”. Han vil dæmme op for dens ”stemningsdemokrati” ved at indføre et nyt Landsting
Tid og sted kunne ikke være bedre valgt for at fremsætte en hidtil uhørt grad af utilfredshed: På den store, årlige fagfestival for journalister og foran hele forsamlingen faldt den kradse dom én af landets skarpeste debattører og intellektuelle, der samtidig er den øverste politiske chef for to af de vigtigste nyhedsmedier her til lands:
- Pressen er forfærdelig. Journalisterne går efter at vælte manden i en grad, så man glemmer at se, hvor bolden ryger hen. Journalisterne udlægger politik, som om det var et computerspil, hvor politikerne blot slås om magt,” sagde kulturminister Per Stig Møller, der som stadig flere i stigende grad advarer imod, at pressen vedvarende og i alarmerende grad fokuserer på politiske processer, personsager, stridigheder og sensationer frem for det politiske indhold.
Udtalelsen er særlig opsigtsvækkende, fordi den markerer et nyt højdepunkt i den tiltagende utilfredshed og mistillid med nyhedsmediernes udvikling, og som stadig flere debattører, kommentatorer, eksperter og selv endda visse nyhedsmediers journalistiske chefer fremsætter af pressens dækning af dansk politik.
Og det er opsigtsvækkende, fordi denne kritik fra netop denne kant samtidig udtrykker en fuldkommen magtesløshed, et sært paradoks:
Når nu pressen er så forfærdelig, og man selv er øverste politiske ansvarlig – så burde man jo bruge sin magt og indflydelse til få gjort noget ved problemet?
En afgørende del af forklaringen på, at det ikke vil ske er, at der i Danmark ikke er tradition for, at politikerne, ministre eller regeringer tør have visioner for journalistiskken og for nyhedsmediernes funktion i samfundet, uanset hvor statsejede og fællesfinansierede de pågældende medier er, og hvor meget der er brug for at udstikke visse retningslinier for dem på vegne af borgerne, som betaler.
Det er både godt og skidt. På den ene side er det afgørende, at pressens uafhængighed af den politiske magt er absolut. På den anden side bliver det et problem, at nyhedsmedierne og pressen lever i et miljø og med en selvforståelse, hvor det ikke er naturligt at lytte til kritik og forbedringsforslag.
Uanset hvor relevant og velmenende en politikers kritik måtte være, vil det blive affejet med anklager om et uacceptabelt politisk pres. Dermed lukkes enhver nok så nødvendig dialog effektive.
Så totalt set må man konstatere, at pressen og nyhedsmedierne, som ofte kaldes den fjerde statsmagt, lever deres eget liv, uden for politikernes, samfundets og borgernes kontrol, - i modsætning til de tre officielle statsmagter. Der er ingen magt til at forhindre dét, som Per Stig Møller først og fremmest kritiserer pressen for – at den dyrker personsagerne og enkeltsagerne med et stort opbud af politiske kommentatorer, der udlægger det politiske liv som om det var et computerspil i stedet for at arbejde med selve den politiske substans.
Udviklingen skal til dels findes i pressens fascination af dramaet. Drama er godt til at skabe underholdningsværdi og til at få kedelige emner til at glide lettere ned. Men risikoen er, at fascinationen af dramaet og konflikten overskygger hensynet til selve emnet og til netop det væsentligste. Man udvælger sine historier og vinkler efter, om det underholder – og ikke efter om det er væsentligt.
Det var den nylige tv-duel mellem Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard et glimrende eksempel på. To politiske modstykker havde sat hinanden – samt pressen – stævne. Alt var aftalt og iscenesat af de to partier, ikke af medierne.
Partierne var blevet enige om seks emner, en ordstyrer, der selvsagt ikke var særlig kritik, og de havde aftalt en deling af omkostningerne. Og alt sammen var det orkestreret efter en skabelon, som tiltrækker nyhedsmedierne: Konflikten – og altså ikke den politiske substans.
Ordstyreren, den tidligere tv-vært Søren Kaster, erkendte efterfølgende, at ét af succeskriterierne var, at de to partiledere kom i infight. Det var altså med andre ord et særskilt succeskriterium at finde konflikt og uenighed, selvom et lige så stort succeskriterium burde have været at vise, hvor de to omvendt var enige og kunne nå nyttige politiske resultater til gavn for nationen og for borgerne.
Infight i sig selv er bare gold underholdning.
At det kommer frem, at det var defineret som et særligt ønskeligt resultat af duellen viser, at pressen ikke selv ser et problem i det, men at der er udviklet en accept blandt journalistiske chefer af, at nyhedsmedierne skal fascinere, underholde og tiltrække eyeballs til gavn for seer- og læsertal. Men det understreger fuldstændigt Per Stig Møllers kritik af, at pressen tager fejl af væsentligt og uvæsentligt, at den går efter sensationer og at skabe personstridigheder.
Kulturministeren vil næppe direkte intervenere som politisk chef mod i hvert fald de to nyhedsmedier, som er placeret i hans ministerium. Men det betyder ikke, at han vil lade stå til.
I en helt ny bog har han i stedet lanceret en højst utraditionel og ret dramatisk politisk forslag for at svække pressens dårlige indflydelse på demokratiet og for at sikre samfundet mod pludselige indskydelser og uansvarlige stemningsbølger i medierne:
Genindførelsen af en ny institution i det danske folkestyre – et landsting, en slags andetkammer.
”Det sinker lovgivningens tempo og giver dermed plads til en ansvarlig eftertanke, så man ikke vedtager ting under indtryk af en stemningsbølge skabt af mediekredsløbet mellem aviser, tv, tabloid eller i omvendt rækkefølge,” siger Per Stig Møller i bogen og sætter dermed større lid til sandsynligheden for at opnå resultater på udfordringerne ved at ændre folkestyret end ved at appellere til de måske blot 5-10 mest centrale journalistiske chefer her til lands om at sætte sig sammen og få styret pressens udvikling i en mere sund retning.
