Tid til forandring, fornyelse og forbedring

Selvom det er blevet en hel del bedre i de seneste uger, er der stadig lidt langt imellem de mere positive og konstruktive historier om den økonomiske krise. Men her til morgen var det dejligt at se Børsens tophistorie, som var mere fremadrettet end bagudskuende: "Gode idéer viser vej ud af krisen". I de første måneder af krisen var vel nok et sted mellem 95 og 98 procent af alle historier i både den brede presse og i erhvervspressen negative og sortseende. Det kan man næppe kun bebrejde journalister og redaktører. Det var i lige så høj grad direktører, økonomiske eksperter og andre, som var med til at hamre løs på dommedagstrommerne ved at overgå hinanden i stadig mere vanvittige forudsigelser. Nogle af dem kom til at holde stik - andre har vi heldigvis lykkelig glemt. Men den ekstremt anspændte stemning og sortsyn særligt i efteråret, siger mig noget om, at mennesket dybest set frygter forandring, for når alt går mere eller mindre i opløsning, som vi så det især i september, oktober og november, så var vi kollektivt stort set enige om, at her stod vi over for en trussel mod alt det vi kendte, det bestående og det vi åbenbart var så bange for at give afkald på, snarere end en chance for erhvervslivet, for samfundet og for mennesket til at forbedre og restrukturere de åbenlyse systemfejl, der jo også er. Krisen er først og fremmest en trussel mod vanetænkning, hvorimod den som omtalt i Børsen i dag fremavler nytænkning til fælles gavn for os alle. Krisen er først og fremmest en trussel mod dem, der ikke kan eller vil forny sig, og som ikke ejer evnen til innovation. Vi kommer til at betale en pris som følge af krisen, men de betydelige muligheder en krise kaster af sig samt den belønning, der venter os på den anden side blev overset i for lang tid. Det har nu ændret sig. Pressen har i de senere uger for alvor fået øjnene op for, at der er mindst lige så mange muligheder som trusler. I Danmark var Børsen én af de første med temaet "Vejen ud af krisen". Jeg tror, at det er et udtryk for et decideret paradigmeskifte i krisen, hvor pressen i starten kappedes om at overgå hinanden med katastrofehistorier og dommedagsprofetier. Der er hver dag stadig flere indikationer på, at krisen løjer af, og så vil fordelingen mellem de negative og de konstruktive historier ændre sig til fordel for sidstnævnte. Et stemningsskifte i medierne får jo selvsagt ikke krisen til at gå væk, men det kan måske påvirke dens dybde og varighed på samme måde, som den stærkt ensidige og negative danske og internationale presse i efteråret og hen over vinteren bidrog til at forværre først psykologien og med den risikovilligheden efterfulgt af direkte konsekvenser for realøkonomien. Når alting er overstået, vil den kritiske presse formentlig vende sig imod de virksomheder og ledelser, som på trods af muligheder og chancer ikke formåede at udnytte krisens anatomi til at distancere sig fra konkurrenterne. Vi hører, at både Carlsberg og Mærsk hører til dem, der udnytter deres muligheder til det yderste, og at de med al sandsynlighed kommer ud på den anden side med en langt stærkere positionering end før krisen. Svage konkurrenter vil enten være opslugt eller være lukket, hvilket vil være et udtryk for, at verdensøkonomiens vedvarende sundhedstilstand er bedre stillet med end uden økonomiske kriser. Herhjemme - i den danske mediebranche - bliver det spændende at følge udfaldet af krisens indvirkning på to af de største mediehuse - de evige rivaler - JP/Politikens Hus og Berlingske Media. For få år siden var Berlingske den altdominerende aktør på det danske dagbladsmarked og kontrollerede omkring 40 procent af det samlede danske avisoplag. Siden fusionerede Politiken og Jyllands-Posten som bekendt, og imens blev Berlingske først solgt til norske Orkla og siden til britiske Mecom. Sidstnævnte kæmper i disse uger og måneder en overlevelseskamp som følge af, at man har foretaget opkøb til alt for høje priser, herunder købet af Berlingske. Gælden tynger, og nødvendige frasalg er ikke styret af strategiske hensyn, men af hensyn til bankernes krav om restrukturering af balancen - altsammen på grund af de negative effekter af krisen. Det siger sig selv, at Mecom og dermed også Berlingske i den aktuelle situation slet ikke har den grad af selvstyre, der er brug for, når man skal positionere sig bedst mulig ud af en krise i forhold til konkurrencesituationen. På den anden side står JP/Politikens Hus i en fundamental anderledes situation. Der er ingen gæld, og man har endda betydelige skjulte værdier. Samtidig er virksomheden ejet af en fond, hvilket giver en langsigtethed, som gør, at man ikke nødvendigvis skal performe sorte tal på driften hverken i år eller næste år. Man behøver ikke at spare på en måde, som svækker kerneproduktet, men kan nøjes med at bruge krisen til at skære det fedt væk, som altid aflejrer sig. Med andre ord er JP/Politikens Hus i den gunstige situation, at man på ingen måde er tvunget til hverken fyringer eller til at afhænde forretningsområder, som på lang sigt ellers er strategisk rigtige at beholde. De to virksomheder kæmper på en områder med fastlåste fronter gennem flere år - blandt andet i Århus med Berlingskes Århus Stiftstidende mod Jyllands-Posten, på gratisavisområdet med Urban mod JP/Politikens 24timer/metroXpress, på distriktsblade, hvor de to huse har delt Danmark, og på hovedprodukterne, hvor Berlingske Tidende er i konkurrence med både Jyllands-Posten og Politiken. Mens Berlingske Media i kraft af sine ejere er tvunget helt i defensiven, forholder det sig anderledes med JP/Politikens Hus, der kan vinde afgørende forspring fra konkurrenten. Sjældent har JP/Politikens Hus en så stor chance for at forandre konkurrencebilledet varigt, - når krisen er forbi, og røgen har lagt sig, vil det åbenbare sig, om JP/Politikens Hus valgte det offensive svar på krisen, eller om det lykkedes Berlingske at ride stormen af og fastholde sig som en ligeværdig og stærk modvægt til JP/Politikens Hus. Med andre ord - hvem bygger vindmøllerne, og hvem vælger at bygge læhegn?