Ethvert justitsmord, som retssystemet begår, er demokratisk set en katastrofe og bliver med rette fulgt og undersøgt af en kritisk presse. Derimod bliver pressens egne justitsmord ofte blot mødt med et skuldertræk eller en løftet pegefinger fra Pressenævnet
Hvad har Don Ø, Strauss-Kahn og Nicolai Hübbe til fælles med en skoleleder på en privatskole i Århus, Lene Espersen, United Plantations, ja sågar dagbladet B.T. og pelsdyrbranchen? Eller en uskyldig mand i Herning, der havnede på forsiden af Ekstra Bladet?
Alle har de oplevet en form for domfældelse uden rettergang. Pressens dom. De har oplevet den ultimative ydmygelse i form af den store tur gennem mediemaskinen, der ofte ikke er til at stoppe igen. Og mange andre med dem har oplevet det samme.
De er - med rette eller ej - blevet hængt ud, gjort til grin og plettet på noget af det allermest dyrebare, man som offentligt eksponeret person, virksomhed eller organisation har: Image, omdømme, værdighed. Indimellem har det enorme menneskelige konsekvenser, andre gange økonomiske.
Det er journalistikkens inderste kerne, det er pressens primære opgave og har altid været det: At finde, undersøge og udsætte skurkene for den kritiske journalistik. At putte dem på forsiden eller udstille dem i den bedste sendetid. De skal afsløres.
Men det er ikke alle, som er skyldige, og som fortjener det. Der er stadig flere eksempler på sager, hvor nogen er trukket gennem mediesølet, og hvor det efterfølgende har vist sig, at de var uskyldige, og hvor pressedækningen har været direkte forkert eller ude af proportioner i forhold til sagens substans. De mennesker havde gerne vekslet den fjerde statsmagts domfældelse med 14 dage på vand og brød trods deres uskyld.
Dem, der uberettiget tilsværtes og hænges ud, samles ikke efterfølgende op af nogen. De efterlades i rendestenen af medierne. Ingen påtager sig individuelt eller kollektivt ansvar, når pressen løber løbsk. Der er ingen undskyldning, oprejsning eller erstatning og heller ikke et løfte om at man vil lægge sig i selen for at undgå, at det sker for andre. I yderste konsekvens kommer der måske en løftet pegefinger fra Pressenævnet og en notits på side 8. Men "justitsmordet" består. Ingen avis lægger spalter til at gøre skaden god igen.
Jeg kender ikke i detaljer de eksempler, jeg nævner i starten, detaljeret nok til at vide, hvem der har været udsat for et pressemæssigt justitsmord.
Men vi véd, at fx. Don Ø uberettiget blev anklaget og hængt ud i medierne for spritkørsel uden beviser, uden domfældelse og uden at tvivlen på nogen måde kom ham til gode.
Vi véd også, at der på fem måneder fra april til august 2009 blev bragt 2000 historier i pressen om Lene Espersens afbud til det arktiske møde, mens der i samme periode blev bragt blot 800 historier om den økonomiske krise.
Mediemøllens ustoppelige kværneri kostede Lene Espersens meget dyrt: Hun fik sin ære og værdighed tilsølet, hun blev latterliggjort og måtte til sidst afgive posten som formand for de Konservative. Var det på nogen måde en proportional mediedækning? De fleste journalister og redaktører, som dengang beskæftigede sig med sagen, bøjer sig i dag i skam over forløbet.
Og så véd vi også, at der rent faktisk kunne stilles store spørgsmålstegn ved ægtheden af voldtægtsanklagerne mod Strauss-Kahn. Det fik blandt andet Politikens nyslåede chefredaktør, Bo Lidegaard, til at udstille sin bondeanger på avisens vegne.
Lidegaard beklagede mediernes selvsving, og at mediedomstolen dømte Strauss-Kahn uden at give ham mulighed for at fremsætte noget forsvar. Men Lidegaard illustrerer blot, at han endnu er uerfaren, idealistisk og naiv i sin barnetro på, at pressen generelt agerer retfærdigt, og at Strauss-Kahn blot var en uheldig undtagelse.
Manden var chef for IMF, havde høj prestige og værdighed og må siges på den konto at have meget mere at miste end så mange andre af os almindelige mennesker. Ydmygelsen var total, når han for rullende kameraer blev trukket rundt til retsmøder i New York, iført håndjern, altimens pressen - også den del pressen som gerne selv kører på den allerhøjeste klinge, når der skal moraliseres og tales retssikkerhed - fuldstændig blæste på, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Lidegaards leder var ét af de små pip, der indimellem kommer fra en skamfuld chefredaktør, der højstemt taler om, at det nu er tid til selvransagelse efter en eller anden sag. Selvransagelsen fører dog aldrig til forbedringer.
Jeg er ikke sart. For mig behøver Ekstra Bladet ikke vente på den endelige domfældelse over for eks. Amagermanden, før de sætter hans ansigt på forsiden, men hellere undlade dette 10 gange frem for én gang at begå en fejl og hænge en uskyldig ud.
Vedstod man sig i det daglige arbejde, at tvivlen skulle komme den anklagede til gode, betyder det ikke nødvendigvis, at man undlod at bringe en kritisk historie.
Men man skulle sikre sig at tvivlen loyal og utvetydigt blev beskrevet ligeligt med historiens øvrige fakta, og ikke som når Politiken fejlagtigt anklager en konkurrent, tilsværter dennes troværdighed i stor opsætning for efterfølgende at bringe en marginal rettelse. Tvivlen skulle have været med i første omgang, som det også burde have været tilfældet i samme avis' historier om United Plantations.
Det ville se godt ud, hvis pressens repræsentanter erkendte problemet, der blandt andet er et resultat af pressens voldsomt øgede produktivitetskrav. Tingene går indimellem alt for hurtigt til at sikre de anklagede en fair og sober behandling.
Til gengæld kunne man så på organisatorisk niveau arbejde aktivt for at reducere sagerne med de uskyldige ofre, styrke selvjustitsen og i øvrigt foranstalte et system, der ansvarligt tager hånd om ofrene, når det alligevel går galt.
Det ville gavne den journalistiske profession, hvis man ændrede sin selvopfattelse og erkendte, at pressens rolle i dag har forandret sig til at være en betydelig magtfaktor i samfundet, og at man fremover vil følge retssystemets krav om, at anklagede er uskyldige, med mindre man kan dokumentere det modsatte.
