I bedste fald står vi over for et egentligt paradigmeskifte, hvor nogle drivende psykologiske mekanismer i markedet vil forandre sig fundamentalt, så uhæmmet, dyrisk grådighed vil blive afløst af en noget mere afdæmpet, ansvarlig og etisk grådighed. For grådighed kan ikke undværes i vort samfund - grådighed er dybest set, hvad der får os ud af sengen om morgenen.
Men grådighed i den form, vi har kendt den i efterhånden ret mange år har været et udtryk for forfald, som nu viser sig i full scale. Alting ramler.
Men jeg tror, at den sunde fornuft tager over, når vi over de kommende måneder har gennemgået en hård og smertefuld renselsesproces, og hvor vi kommer ud på den anden side med en alvorlig reminder om, at træerne rent faktisk ikke voksede ind i himlen.
Den sunde fornuft vil igen komme til ære og værdighed. Den vil få en renæssance efter at have været forvist til skammekrogen i lang tid, og de fleste mennesker føler sikkert allerede nu en gryende glæde og en vis forventning over det nye, det forfriskende, der vil afløse meget af det fantasteri, vi er blevet udsat for gennem det meste af et årti.
"Kan det mon passe?". Et simpelt spørgsmål, som egentlig er børnelærdom. Min svigerfar lærte på et tidligt tidspunkt sine børn at stille det som et redskab til et helt grundlæggende realitetstjek af regnestykkerne til matematiktimen dagen efter. I bund og grund er det et stærkt fornuftsbetonet spørgsmål, som har haft for lidt tyngde, når højtflyvende direktører, bindegale ejendomsinvestorer og en masse andre mennesker - inklusive desværre en hel del boligejere - har taget økonomiske beslutninger med omfattende konsekvenser.
I IT Factory-sagen har nogen - heriblandt journalister - forsøgt at stille dette spørgsmål, fordi virksomhedens økonomiske resultater i bund og grund virkede groteske, men de spørgende er blevet afvist og indimellem hånet, truet, affærdiget eller nedgjort af Bagger, Jensby, IT Factorys håndlangere, altimens dem der har ansvaret for økonomi, regnskaber osv. har lukket øjnene og holdt sig for ørerne.
I beruselsen omkring dette firma lykkedes det blandt andet bankerne at overbevise Finn Nørbygaard om, at hans formue i IT Factory-aktier på flere hundrede millioner kroner da slet ikke var nok. Nej, Nørbygaard burde sandelig låne nogle af bankens penge, så han kunne købe aktier i det frie marked - med sikkerhed i hans ejerskab i IT Factory. Men IT Factory viste sig at være nul kroner værd samtidig med, at aktiemarkedet taber omtrent 60 procent. Så er Nørbygaards tab med ét fordoblet - på baggrund af bankens rådgivning om økonomiske forhold. Det er dét der med at gøre det, man er bedst til. Hvis de er bedst til det, tør jeg ikke tænke på, hvor ringe de er til det, de er dårligst til.
Faktisk er dette råd - og tilsvarende råd om belåning af boligejeres friværdi, så man kan sætte de lånte penge i aktiebaserede pensionsopsparinger - noget nær det dårligste råd, der nogensinde er givet. Og de råd er blevet givet vidt og bredt, så de milliarder af kroner, der er frigivet fra den fiktive friværdi og sat i aktier har drevet aktiemarkederne op i et kunstigt højt niveau. Og til sidst eksploderede boblen.
Vi har over de seneste år hørt masser af journalister og eksperter udtrykke skepsis over for de fantasterier, vi igen og igen har skullet vidne. Men kun de færreste kritiske røster har medført en opbremsning eller et stop for vidtløftige planer. I stedet er der buldret frem over banen på første klasse.
Tag bare islændingenes økonomiske kamikaze-togt rundt om i Europa. De købte med arme og ben med penge, hvis oprindelse vel kun de færreste nogensinde har forstået, og opkøbene skete til totalt opskruede priser. D'Angleterre-gruppen blev købt for et beløb, der var 2-3 gange højere end den fair pris, men i en tid hvor der ikke stilles spørgsmål om, hvad der mon kan passe, bliver den slags betragtninger affærdiget med, at markedsprisen er dén pris, som en køber og en sælger kan blive enige om at handle en vare for. Det er en absurd påstand.
Islændingenes projekt Nyhedsavisen kostede omkring 1 mia. kr., og der var reelt ikke på noget tidspunkt nogen realistisk chance for, at den investerede kapital ville kunne tjenes hjem igen. Men i den ekstreme grådigheds årti var der simpelthen nogen, som sad med lommeregnere, der fungerede på anden måde end lommeregnere normalt fungerer på.
Finanssektoren bredt set har et kæmpeansvar for den økonomiske situation nu, og ejendomsmæglerne, der udgør et hjørne af den finansielle sektor, har ikke bidraget positivt til det samlede billede. For eksempel valgte de omkring 2006-2007, da boligmarkedet vendte efter en fordobling af flex-renten at råde boligsælgerne til at holde priserne på deres huse med den begrundelse, at den efterspurgte prisnedsættelse ville kunne finansiere to boliger i mange måneder.
Men boliger handles på den månedlige nettohusleje, så en fordobling af flexrenten burde alt andet lige have halveret handelspriserne for at holde den månedlige husleje på et uændret niveau. Derfor var handelspriserne uigenkaldeligt på vej ned, og derfor var rådet til boligsælgerne om at fastholde prisen naturligvis også en katastrofe - for resultatet var, at boligsælgerne ikke bare kunne nøjes med at pille et par hundrede tusinde kroner af prisen her og nu. Mange ventede og har i stedet måtte tage prisnedsættelser på hele og halve millioner kroner - samtidig med at de har haft dobbelt husleje i en lang periode.
I dag hælder ejendomsmæglerne salt i såret ved at hævde, at boligejerne er alt for træge til at acceptere, at priserne skal sættes dramatisk ned. Sagen er, at da markedet vendte, og det virkelig gjaldt, var rådet fra de professionelle - primært mæglerne - decideret forkert og med sønderlemmende konsekvenser. Og det blokerede for en mere jævn og blød landing på boligmarkedet.
Samfundet kan ikke undvære grådigheden, men den form, som grådighed har haft, skal afløses af en mere civiliseret slags. Det vil forhåbentlig ske i de kommende år, og så vil vi stå med et fundamentalt sundere samfund - økonomisk og menneskeligt - end vi har i dag.
