Én ting skal regeringen holde sig for øje, når den forhåbentlig snart ændrer mediestøtten: Det er en enestående chance for at fremme kvaliteten af væsentlig journalistik i Danmark og dermed sikre mediestøtten legitimitet.
Mediestøttesystemet har spillet fallit. Den erkendelse breder sig hastigt hos politikere og i centraladministrationen. Heldigvis.
De særdeles sparsomme midler uddeles efter principper, som er stærkt konkurrenceforvridende, og samtidig håndhæves det helt centrale formål med mediestøtten ikke − nemlig at sikre et mangfoldigt og alsidigt journalistisk udbud af høj kvalitet samt væsentlig samfundsinformation til gavn for borgere i et demokratisk samfund.
At Børsen, Information og Berlingske Tidende får det samme, årlige støttebeløb som B.T. og 24timer illustrerer, at man i reglerne for mediestøtten har forspildt chancen for at indbygge incitamenter, der kunne fremme den gode, væsentlige kvalitetsjournalistik.
Det opgør med mediestøtten, som synes på vej, skaber en enestående chance for at motivere til et markant kvalitetsløft i dansk journalistik. Men det kræver, at lovgiverne tør definere, hvad vi forstår ved væsentlig kvalitetsjournalistik.
Mange dilemmaer
Kulturminister Per Stig Møller nedsatte i januar et mediestøtteudvalg, som skal tilvejebringe et grundlag for regeringens stillingtagen til den offentlige mediestøtte.
Udvalget har klogt nok valgt at tage interessenter og offentlighed med på råd i en stor høring, hvor man indkalder synspunkter og idéer. I et høringsoplæg skitseres en lang række af de spørgsmål, vanskeligheder og dilemmaer, som hidtil har bremset for en kraftig modernisering af de nuværende regler.
Debatten om de mange udfordringer og forhindringer for den nødvendige modernisering har afsporet fokus på, hvad det hele egentlig handler om, og som bør stå allerøverst på et hvidt stykke papir, når udvalget begynder at skrive sin indstilling til regeringen:
• Mediestøtten skal styrke udbredelsen af mangfoldigt, alsidigt udbud af journalistik af høj kvalitet samt,
• Alle andre udfordringer og problemer er sekundært i forhold hertil.
Her et bud på nogle af de væsentligste udfordringer i høringsoplægget:
Bør man støtte indhold, som borgerne selv efterspørger og er villige til at betale for? Eller bør man støtte indhold, man ud fra et samfundsmæssigt perspektiv mener, at borgerne har behov for? Og bør den fordeles ud fra objektive kriterier for at undgå smagsdommeri, eller ud fra skønsmæssige kriterier for at sikre den vare, der skal leveres som modydelse til statsstøtten?
Både-og
Heldigvis behøver det ikke at være et enten-eller, som den første del af spørgsmålet lægger op til. Man kan ikke udelukke, at borgerne vil efterspørge og indimellem er villige til at betale for indhold med et samfundsmæssigt perspektiv.
Men man kan fremme denne type indhold, så det bliver mere udbredt, når ud til flere borgere og ad så mange kanaler som muligt.
Så forskellige dagblade som Børsen og B.T. producerer begge væsentlig journalistik, men af stor kvalitetsmæssig forskel. Og så er andelen af den væsentlige journalistik i forhold til det samlede indhold på Børsen langt højere end på B.T.
Mediestøtten bør udformes på en måde, så B.T. − og alle andre medier − motiveres til dels at øge andelen af væsentlig journalistik, dels til at højne kvaliteten, så journalistikken bliver mere relevant, troværdig og mindre sensationsstyret. Det er i sidste ende også i de mindre troværdige blades egen interesse.
Desuden er udfordringen, at væsentlig kvalitetsjournalistik af samfundsmæssig interesse er dyrt at producere, og samtidig er kun få journalister i stand til at producere den virkelig fremragende, væsentlige journalistik. Derfor fristes redaktionerne i stigende grad til i stedet at producere lette historier om gossip, krimi eller kongehus, fordi det hurtigt og billigt tiltrækker læsere med behov for et hurtigt underholdningsfix. Og mange læsere giver klik på netavisen eller flere solgte aviser i en fart. Mediestøtten kan tilrettelægges, så den belønner en redaktionel adfærd, der ikke er som denne.
Platforms-neutral
Hvordan skaber man mediestøtte, som er fleksibel og platforms-uafhængig, og skal tablets og applikationer på smartphones indgå i udvalgets modeller for mediestøtte?
Behovet for at sikre platforms-uafhængighed kommer af, at de trykte dagblade favoriseres urimeligt på bekostning af især internetmedier, der er afskåret fra at få mediestøtte. Det er afgørende konstant at holde sig den overordnede formålsparagraf for øje: at fremme væsentlig kvalitetsjournalistik med et samfundsperspektiv. Indholdet og dets kvalitet skal stå øverst.
Det bør undgås at tillægge det nogen vægt, om indholdet udkommer på den ene eller anden medieplatform. Støtten bør udelukkende tildeles på grundlag af indholdsmæssige kriterier. Så enkelt er det.
Ønsker man også at støtte onlinemedier, skal man på den ene side sikre sig et vist informations- og kvalitetsniveau på hjemmesiden. På den anden side er det vanskeligt at foretage den konkrete vurdering og afgrænsning. Hvordan kan man vurdere, om det konkrete indhold er støtteberettiget?
Det er et overordnet politisk ønske at sikre, at også online-medier får mulighed for at søge om mediestøtte. Men onlinemedier som bt.dk, jp.dk og eb.dk får allerede i dag indirekte støtte, hvilket er konkurrenceforvridende mod de rene onlinemedier. Der stilles ikke informations- eller kvalitetskrav i dag, hverken til aviser eller deres online-medier.
Hovedparten af udfordringen med at modernisere mediestøtten kredser om det ene og svære spørgsmål: Hvordan når vi til enighed om at definere væsentlig kvalitetsjournalistik med et samfundsmæssigt perspektiv?
Det vil blive svært at forene så vidt forskellige journalistiske interesser som Børsen, Ekstra Bladet, Information og Politiken i en fælles forståelse af definitionen af, hvad vi vil have mere af.
Og så bliver det tilsvarende svært i praksis at udforme regler, der klart og tydeligt diskvalificerer det stof, som samfundsmæssigt er uden nytteværdi. Men at en øvelse er vanskelig, betyder ikke, at den ikke skal prøves, vel?
