"Det gælder også medierne," siger Blicher Bjerregaard heldigvis. Han mener, at medierne skal tage selvreguleringen alvorligt ovenpå længere tids voksende kritik af pressens arbejde.
Desværre er hans bud på, hvordan journalistikken vedstår deres del af ansvaret for bla. samfundsudviklingen utilstrækkelige og i en forkert retning. Han peger på Pressenævnet som det selvregulerende organ, og som - fremfører han - af mange, der føler sig trådt på og krænkede af medierne, opleves som besværligt og ligegyldigt.
Deri har han helt ret. Pressenævnet er et på mange måder helt utilstrækkeligt organ, og det er tilmed det eneste, som overvåger og kontrollerer medierne. Nævnet entrerer kun nødtvungent i en sag og fremsætter først en kendelse mod et medie, hvis kritikken er hævet over enhver tvivl.
Hvis der findes eksempler på, at Pressenævnet kunne finde på at lade tvivlen komme en klager til gode, er de yderst sjældne. The benefit of the doubt tilfalder i udgangspunktet det indklagede medie. Det skal som udgangspunkt være hardcore faktafejl, før man kan være sikker på, at det er værd af spilde sin og måske advokaters tid på Pressenævnet.
For eksempel kommer man ingen vegne med en klage til Pressenævnet over, når pressens valg af kilder er tendentiøst, selvom journalistens aktive til- og fravalg af bestemte kilder fuldstændig kan tilte og fordreje en historie.
Jeg har selv oplevet virksomheder i mediestorm, hvor ét eller flere medier kun har kunnet holde liv i en kritisk serie af historier ved bevidst at undlade at tale med kilder, der ville kunne nuancere eller helt eliminere den kritiske vinkel. Den slags tager Pressenævnet sig i udgangspunktet ikke af, fordi det for en klager er nærmest umulig at føre et uantasteligt bevis herfor.
Især ét af de tre store dagblade mestrer næsten til perfektion kunsten at udvælge sine kilder med stor omhu, hvis sagen er en kritisk historie mod en virksomhed - ud fra devisen, at ingen tvivl skal komme den anklagede til gode. Man skulle jo nødig researche sin gode historie ihjel.
Et andet helt centralt problem ved Pressenævnet, som Blicher Bjerregaard ikke foreslår nogen løsning på er, at man har indsnævret muligheden for at klage til det til tider latterlige. For eksempel skal man være klageberettiget, altså direkte part i en sag. Faktum er derfor, at man som forbruger, som borger, som modtager af pressens output er afskåret fra at klage. Hvor ser man ellers, at man har forhindret forbrugerne i at klage, og hvordan ville pressen dække det, hvis det havde været en anden branche? Særdeles kritisk. Men da ingen overvåger pressen, er der heller ingen til at forholde sig kritisk til, at klageadgangen over pressen er miserabel.
Blicher Bjerregaard mener, at vejen frem er at styrke Pressenævnet, så det ved hjælp af kommunikation tager sig bedre ud - ikke ved at tildele det større beføjelser, så det ikke kun bliver de mest uigendrivelige klager, der nyder fremme, styrke klageadgangen, øge sanktionerne, så man ikke længere slipper afsted med en uundseelig rettelse på side 2. Styrkelsen af Pressenævnet skal reel og ikke bare gold staffage.
Selvreguleringen har vist sig ikke at virke for så vidt angår de enkelte medier. En rettelse på side 2 er ingen trussel, så der er ikke - som i alle mulige andre af livets forhold - noget afgørende incitament til at undgå den retning, som medierne er blevet så hårdt kritiseret for i de senere år.
Ønsker man fra standens side virkelig at stoppe derouten i pressens og journalisters omdømme og troværdighed, er man nødt til at gribe til andre og hårdføre metoder - vel at mærke metoder med indbyggede adfærdspåvirkende funktioner ved for eksempel at gøre op med, at Pressenævnet hverken kan idømme straf, erstatning eller kompensation til klager.
Offentlig udhængning inspireret af eksempelvis smiley-ordningen kunne være en anden mulighed. Det ville sikkert få nogle redaktører til at slå syv kors for sig, - men formentlig kun dem, der helst vil have friheden til hele tiden at teste grænserne.
Derimod bør ethvert virkningsfuldt forslag til forbedring af journalistikken, pressens arbejde og fagets omdømme støttes helhjertet af alle andre i branchen. Snak er ikke længere nok.
