Hvad med Politikens journalister?

Tøger Seidenfadens knæfald for ytringsfriheden er ikke gået stille for sig.

Seidenfaden går tit i opposition og ofte med voldsomme og diskutable metoder. Men med undskyldningen for Muhammed-tegningerne har han med sine grænseoverskridende dispositioner fået den hidtil kraftigste reaktion fra alle med nogen betydning i det danske samfund. Aldrig tidligere har så mange på tværs af politiske skel, arbejdsgivere og lønmodtagere i pressen vendt sig så definitivt imod en handling som denne gang.

Men der er én betydende gruppe, vi endnu ikke har hørt fra, og som undervejs i Seidenfadens mange eskapader og udfordringer af almindelig anstændighed har forholdt sig tavse - Politikens journalister.

Der er hen ad vejen journalister, som i stilhed har forladt avisen i protest mod, at avisen ikke længere råder over normale, journalistiske uafhængighedsprincipper, men er blevet en interesseorganisation, en politisk bevægelse. Det er sket med henvisning til, at det efterhånden er umuligt at bedrive journalistik på avisen, når man hele tiden skal tage subjektive hensyn til forskellige aktivistiske tiltag og holdninger.

Men der er stadig rigtig mange, som stadig arbejder på Politiken, og som må kigge ud af vinduerne og føle sig ubehageligt isoleret, når alle af betydning råber og skriger efter deres chef.

Det må gøre indtryk, at udover Tøger Seidenfaden er der ikke én eneste i toppen af dansk presse, som ikke synes, at Seidenfaden sælger ud af både pressefriheden og ytringsfriheden. I forrige uge var det kildebeskyttelsesprincippet der blev gradbøjet.

Politikens redaktionelle medarbejdere må føle sig splittede, med mindre de synes, at der ikke er andre, som kender sandheden og alle de rigtige svar end Tøger Seidenfaden. Hvis de ikke nærer blot en smule tvivl om, Seidenfaden nu også er nået så tæt på Gud, som han selv synes, så bør de ikke være journalister.

De må gøre ondt at se selv deres eget fagforbund, alle politikere og alle deres fremtidige arbejdsgivere uden undtagelse (for selv Tøger Seidenfaden stopper jo en dag og så skal man have et job et andet sted) tage så dyb afstand.

Der må sidde nogen på Politikens redaktion, som hylder de samme journalistiske principper som resten af pressen, som alle journalistkolleger på alle andre medier, og som godt kan gennemskue, at Politikens undskyldning naturligvis er et fatalt brud på disse principper.

Nogen derinde på Rådhuspladsen må kunne se, at Seidenfaden er drevet af politiske hensyn, og at han i sin kamp ofrer de journalistiske. Det klinger jo unægtelig noget dobbeltmoralsk, når Tøger Seidenfaden gør sig selv til dialogens mand som årsag til undskyldningen, men hvor dialog er en by i Rusland, når det kommer til dialog med de mange, mange stemmer, som ikke begriber Politikens handling og fordømmer denne handling. Med dem ønsker Seidenfaden ingen dialog, ingen indrømmelse, ingen forståelse, intet. De får blot at vide, at deres kritik er forfejlet. Så meget for at gøre sig selv til dialogens bannerfører.

Alle andre tager fejl. Den slags kaldes normalt storhedsvanvid. Han agerer som om, intet længere kan ramme ham, og ingen står over ham. Jeg vil gætte på, at han har bestyrelsen i JP/Politikens Hus, hvor han vil have dem, og hvor de ikke så meget som overvejer, om han fortsat er den bedste mand for Politiken.

Reelt set vil kun et oprør fra neden kunne bringe Politiken-vanviddet til ophør. Nogle har sagt fra, fordi avisen ikke længere er journalistisk uafhængig og objektiv. Hvornår når den resterende del af medarbejderne grænsen for deres journalistiske integritet? Hvornår vil de tage deres journalistiske virke tilbage og holde op med at ofre deres eget gode navn og rygte for en legitimering af dette politiske projekt?

Eller er de tiet til tavshed i en tid, hvor journalistjobs ikke ligefrem hænger på træerne?

Hyldest til DR og TV 2

Presset på DR og TV 2 for at offentliggøre informationer, der måske/måske ikke kan afsløre kilden i den såkaldte lækagesag, er tårnhøjt. Og det vokser dag for dag. Både politikere, politiet og andre, konkurrerende medier kappes om at få DR og TV 2 til at opgive ét af de allerhelligste journalistiske principper - kildebeskyttelsen. Og heldigvis har både DR og TV 2 indtil videre afvist at give efter for det uhørte pres, og det er der al mulig grund til at rose dem for på vegne af demokratiet og den frie presse. Indtil videre står de betingelsesløst vagt om kildebeskyttelsesprincippet uanset omkostningerne og uanset de urimelige anklager om politiske motiver, som de to public service-stationer bliver skudt i skoene. Kildebeskyttelsesprincippet er apolitisk og gælder derfor for enhver - uanset hvilken politisk farve den pågældende har. Det er fuldstændig afgørende for pressens arbejdsbetingelser, at der ikke kan sås tvivl om, at kildebeskyttelsen er definitiv, og derfor er der grund til at håbe, at DR og TV 2 tager sagen helt til den bitre ende. Pressen kan være sikker på, at der vil tilgå den færre informationer fra kilder, som ønsker anonymitet, hvis de pågældende kilder ikke længere kan vide sig sikker på at være beskyttede. Og kommer der færre informationer og tips til pressen, er pressen stækket som fri og uafhængig. Det er den omvendte verden, når DR og TV 2 er på anklagebænken, hvor de i virkeligheden burde hædres. Desværre findes der politikere og selv højtstående pressefolk, som mener, at man godt kan gradbøje kildebeskyttelsen - at man kan vurdere en kildes ret til beskyttelse efter forgodtbefindende. På Berlingske Tidende mener chefredaktør Lisbeth Knudsen, at DR og TV 2 misbruger reglerne for kildebeskyttelse og reelt dækker over en potentiel forbrydelse - at der blev lækket en hemmelig information om jægersoldaternes indsættelse i Irak i 2007. At den potentielle forbrydelse skulle være alvorlig nok til at ofre kildebeskyttelsen, forklarer Lisbeth Knudsen med, at Forsvaret forsøgte at stoppe historien, inden den blev offentliggjort, og at det skete med henvisning til, at soldaternes sikkerhed blev bragt i fare. Men når man læser Lisbeth Knudsens egen avis to dage, før hun plæderer for, at TV 2 og DR skal bryde kildebeskyttelsen, fremgår det, at forsvaret på trods af offentliggørelsen af tidspunktet for indsættelse af jægersoldaterne og på trods af Forsvarets påstande om, at det satte soldaternes liv og sikkerhed i fare alligevel valgte at udsende soldaterne som først planlagt. Det virker horribelt, at hvis offentliggørelsen af denne oplysning var så truende for soldaternes sikkerhed som påstået af Forsvaret, at man alligevel udsender soldaterne på det planlagte tidspunkt, som altså nu var kommet til offentlighedens - og dermed fjendens - kendskab. Det kan kun tolkes på to måder - enten sendte Forsvaret jægersoldaterne ud i direkte livsfare, eller også var Forsvarets argument om soldaternes sikkerhed tomt og hult, en automatreaktion, som ville have været brugt i en hvilken som helst situation. At Forsvaret hverken stopper eller udskyder udsendelsen har således med meget ringe sandsynlighed bragt nogen som helst liv i fare, og dermed er den påståede forbrydelse vedrørende lækagen til at overse. Forsvarets bestræbelser på at stoppe en historie i pressen synes således mere at være et udtryk for en automatreaktion fra magthaverne/Forsvaret - en reaktion, som Lisbeth Knudsen altså tillægger så stor vægt, at hun mener, at kildebeskyttelsesprincippet skal brydes. Selvsamme Knudsen betegner blot en uge forinden kildebeskyttelsen for selve kronjuvelen i pressefriheden. Kronjuveler bør ikke ofres, før det er af allerhøjeste nødvendighed. Forsvarets inkonsistente ageren i sagen tyder på ingen måde på, at denne sag er af allerhøjeste nødvendighed til ofring af pressefriheden - eller i nærheden af at være en så alvorlig sag som angivet. At en SF'er mener, at sagen er så alvorlig, at journalisterne bør opgive kildebeskyttelsen, skal vist først og fremmest vurderes ud fra den pågældendes politiske motiver end noget andet. Og kildebeskyttelsen er ikke til fals for politiske hensyn. Rent faktisk har der været forholdsvis få politikere, som har skreget på, at DR og TV 2 skulle bryde kildebeskyttelsen, hvilket tjener dem til ære. Langt de fleste synes at have forstået, at kildebeskyttelsen er meget vigtigere end en kortsigtet politisk gevinst på denne tvivlsomme sag. Omvendt kunne man godt have ønsket sig, at flere politikere uanset politisk observans utvetydigt havde støttet DRs og TV 2s åbenlyse forsvar for én af demokratiets grundpiller - den frie og uafhængige presse. Politikens Tøger Seidenfaden har tilsvarende Lisbeth Knudsen argumenteret for en gradbøjning af kildebeskyttelsesprincippet. Konsekvensen er, at man som potentiel kilde hos Politiken aldrig mere på forhånd kan være helt sikker på, om man rent faktisk nyder kildebeskyttelse. Man må i hvert fald som kilde på forhånd vurdere og tage i betragtning, at Politikens chefredaktør har taget forbehold for, at visse kilder ikke kan forvente at blive beskyttet. Har man henvendt sig til Politiken med tophemmelig information, risikerer man efterfølgende at blive vejet og fundet for let til kildebeskyttelse. Det er nemlig ikke sådan, at man kan forvente at få en advarsel om det på forhånd, som heller ikke kilden til lækagen om jægersoldaterne har fået. Det er intet mindre end en dødsensfarlig kurs at slå ind på for den frie presse - det kan i yderste konsekvens få fatal betydning for tilliden til pressens evne til at fungere uafhængigt. Nu forsøger politiet sig så med retslige skridt for at få DR og TV 2 til at blive møre. På TV 2 siger nyhedschef Michael Dyrby, at man her vil benytte sig af alle tænkelige midler til at beskytte sine kilder. Det samme vil DR gøre, og sådan agerer sande, upolitiske vogtere over de journalistiske principper. Betydningen af dette kan ikke overvurderes. Både DR og TV 2 gik endda så vidt i forsvaret af de journalistiske dyder, at de sanktionerede medarbejdere, som truede kildebeskyttelsen. På TV 2 måtte Kaare R. Skou en tur på tvungen orlov og kun en politikers krav om fyring gjorde, at han rent faktisk beholdt sit job. På DR måtte en journalist forlade arbejdspladsen, fordi vedkommende havde brugt sin DR-arbejdstid samt DRs udstyr til at indsamle journalistisk materiale, ikke til journalistisk brug i forbindelse med sit job hos DR, men til brug for tredjepart, som han delte et hævnmotiv over for den påståede lækage med. I de to tilfælde var der tale om brud på al journalistisk integritet og hæderlighed. Både DRs og TV 2s reaktioner mod de pågældende medarbejdere var både nødvendige og rigtige. Det tjener public service-institutionerne til stor ære at have gået drastisk til værks for at sende et klart signal til omgivelserne om, at kildebeskyttelsen er fuldstændig central for de to public service-virksomheder. Det er glædeligt, at statens egne medievirksomheder er gået i front for at værne om kildebeskyttelsesprincippet. Den kollegiale opbakning til beskyttelse af den journalistiske kronjuvel har været beskæmmende ringe, og det har været skuffende at se, hvorledes de normalt og i publicistisk forstand ellers så hæderkronede aviser ikke tilsvarende har værnet om journalistiske grundprincipper. Heldigvis kan DR og TV 2 samt de involverede journalister omvendt glæde sig over en fuldstændig uforholden opbakning fra Dansk Journalistforbund, hvor formand Mogens Blicher Bjerregaard http://politiken.dk/indland/article909035.ece er helt klar i mælet omkring kildebeskyttelsen. Også herfra påpeges, at sagen skal have overordentlig stor vigtighed, før journalister gennem retslige skridt kan tvinges til at opgive kildebeskyttelsen. Visse enkeltpersoners tanke om, at DR og TV 2 skulle opgive kildebeskyttelsen af egen drift og uden kamp og uden en retslig vurdering om sagens vigtighed for brud på kildebeskyttelsen er skadelig for journalistikken. Blicher Bjerregaards uforbeholdne støtte til kildebeskyttelsen er derfor et lille lys i mørket oven på de chefredakteurielle svigt i dømmekraften i denne sag. Måske er der stadig et håb for journaliststandens troværdighed og anseelse.

iPad er godt nyt for dagbladene

Efter et par årtier med konstant tilbagegang og dårlige udsigter for dagbladene, bød sidste uge på nyheder med perspektiver og fremtid i. Apple lancerede sin længe ventede tablet - kaldet iPad - og den virker præcis til at være det teknologiske missing link, som dagbladenes elektroniske vækst og ekspansion har ventet på at kunne rulle i gang. Aviserne har længe haft e-aviser liggende på nettet. Men det er besværligt, og det savner det, der for alvor flytter hegnspæle på sådanne områder: convenience. Det er simpelthen besværligt både at finde e-avisen, anskaffe den og betale den samt læse den. Der er ikke nogen rød tråd, hverken hos den enkelte avis og da slet ikke nogen fælles, rød tråd i forhold til elektronisk distribution på tværs af titler og bladhuse. Det gør det ekstremt inconvenient at være e-læser, det gør det helt umuligt at være spontan aviskøber, og selvom det efterhånden har været en mulighed i årevis, ser det ud til at lide under, at der har været et missing link. Noget har manglet til at binde alting sammen. Det kan undre, at viljen tilsyneladende ikke har været til stede i tilstrækkelig grad, for det er ellers fantastisk interessant for aviserne både at kunne spare tryk, papir og distribution, som er upsiden ved elektroniske aviser. De tre store omkostningsposter udgør formentlig omtrent totredjedele af et dagblads samlede omkostninger. Alligevel har e-aviserne mildest talt ikke fået noget gennembrud. Apples iPad og tilsvarende tablets vil ændre dette. iPad'en fås med 3G/mobilt bredbånd og med en vægt på mindre end 700 gram, vil den være langt mere mobil og håndterlig end en laptop. Og kender vi Apple rigtigt, vil det blive lige så nemt at lancere sin avis via en applikation direkte på skærmen, fuldstændig som man allerede kan lave en lille applikation til iPhonen og sælge den via iTunes. Forretningsmodellen er simpel og letforståelig. Købet af applikationen sker øjeblikkeligt via nettet, og pengene betales via den almindelige iTunes-konto. Aviserne slipper næppe for at skulle aflevere en skilling til Apple. Til gengæld kan de reducere antallet af distributionssteder med 95 procent. Det vil samtidig potentielt være løsningen på udfordringen med, at alt er gratis på nettet, og at det er umuligt at finde nogen holdbar betalingsmodel. Her er en reel mulighed for at hente betaling for elektronisk indhold. En let applikation i iPad'en - en slags avishylde, fuldstændig som Apple allerede har introduceret boghylden iBooks i én applikation, hvor man kan vælge og vrage - vil være rent guf for aviselskere. Ved morgenbordet, i toget eller i lufthavnen vil man med to-tre klik på sin iPad kunne vælge lige den avis, man har lyst til den dag, for eksempel baseret på avisernes forsider. Og prisen vil være guddommelig. Hvad med omkring en femmer? Kald mig Mads, hvis ikke de nye, særdeles mobile tablets med store, flotte og læsevenlige skærme vil være lige det, der har manglet for at vende nedgang i avisernes oplag til vækst og fremgang. Og så har vi slet ikke talt om, hvor revolutionerende det vil indvirke på mulighederne, lysten og viljen til at lancere nye avistitler - udelukkende i elektronisk form, naturligvis. Hvilken gave vil det ikke være for den mangfoldighed, som ellers kun er blevet mindre og mindre på avismarkedet de seneste 40-50 år? Med mindre investeringerne for at komme på iPad skal gøres op i millioner af kroner - og det skal de næppe - ville jeg som avischef være mere bekymret for at komme for sent end for tidligt, selvom vi allerede har hørt nogen tale om, at man lige skal se tiden an. Man kan ikke påstå, at dagbladenes økonomier taler for, at man kan blive ved med at se tiden an, så det lyder alt andet end klogt at sætte sig ned og vente i stedet for selv at prøve at bidrage og påvirke sin egen situation konstant. Kort sagt - iPad og tablets generelt indeholder i sig selv ingen revolutionerende opfindelser, men i produktets helhed samles det bedste fra en laptop, e-readers og smartphones på en måde, som giver det hidtil bedste og mest oplagte svar på, hvordan konceptet bag fremtidens elektroniske aviser kan se ud - i hvert fald i en første fase. Men dette er en god start ud ad den rigtige tangent.