Men det er jo ikke det centrale, for som Mimi Jakobsen siger i tv-spottet, vil man gøre alt for at redde et barn, og det er jo et formål, det er svært at være uenig i. Og hendes udsagn er nærmest en tilståelsessag, for hun og Red Barnet véd, at der efterhånden skal mere og mere drastiske midler til for at trænge igennem i medierne.
Desværre har hun ret, og desværre virker det. Jeg kan sagtens unde, at Red Barnet får al den opmærksomhed, der skal til, for at organisationen kan redde børn - men jeg er dybt betænkelig ved de stadig vildere metoder, der bliver taget i anvendelse.
Når jeg siger "desværre virker det", er det et udtryk for, at idémagerne til de mest sindssyge og rabiate happenings, reklamer, udsagn og holdninger automatisk belønnes med airtime på tv og spaltemilimeter i aviserne. Sådan er det blevet. Desværre.
Det giver en lærdom, som hurtigt spreder sig, og når de autonome opfører sig så rabiat og voldeligt, som det har været tilfældet, hænger det uværgerligt også sammen med, at det simpelthen kan betale sig. Der er unægtelig grupperinger i København - sindslidende, handicappede, ældre, børn og andre - som har langt større behov for opmærksomhed, for kommunens hjælp og for kommunens støtte og penge. Men kommunens opmærksomhed er ensbetydende med mediernes opmærksomhed, og derfor går det altid ud over dem, der IKKE råber så højt, som IKKE er rabiate og smadrer en hel eller halv bydel.
Og der er ikke noget mere sikkert end, at yderligtgående handlinger og synspunkter giver medieopmærksomhed. At Asmaas hovedbeklædning naturligvis har trukket opmærksomhed, er der ikke noget at sige til, men jeg tror, at hvis man opgjorde omfanget af mediedækningen, er den for det første absurd, og dernæst er den næsten 100 procent styret af de yderligtgående holdninger og adfærd hos enten Dansk Folkeparti i den ene ende eller Asmaa og Enhedslisten i den anden. Og sådan er det med utallige sager. Først ringer man til DF, Søren Krarup eller andre, og så ringer man til en rabiat imam bagefter - så har man den fuldendte konflikthistorie. Men det er ikke nogen journalistisk kunst i sig selv at finde konflikthistorier - kunsten er at finde de konflikthistorier, som er perspektiverende, og som rummer mere og andet end nogle landsbytosser fra enten Danmark eller Mellemøsten. Dem findes der desværre rigeligt af.
Selv journalisterne véd godt, at det absurde er den sikre vej til opmærksomhed, hvilket kom til udtryk i den såkaldte "event-journalistik", som blev genstand for afprøvning i den virkelige verden, da nogle journaliststuderende forsøgte at sætte dyrevelfærd på dagsordenen ved at tilberede og spise en kat.
Man kan mene, hvad man vil om emnets vigtighed, men happeningen og den efterfølgende medieopmærksomhed bidrager til en forråelse af vort samfund, fordi hvert eneste eksempel på den slags er med til at bane vejen for stadig mere sindssyge happenings - for at få 10 minutters opmærksomhed og berømmelse. Man kan knapt nok laste bagmændene og -kvinderne for at udnytte effekten - men man kan i høj grad kritisere medierne for ikke at forholde sig langt mere kritiske til disse åbenlyse forsøg på at tage den offentlige dagsorden som gidsel.
Der er ingen enkeltmedier, som for mig at se er bedre eller værre end andre - alle har del i udviklingen, herunder også Politiken der ellers meget gerne vil fremstå som særlig ansvarlig og etisk i journalistikken. Ikke desto mindre åd man råt den absurde happening, som kunstnergruppen In Vivo lavede i januar, hvor man slagtede en gris og lod en nøgen kvinde indsmøre sig i dens blod. Politiken belønnede endda In Vivo med den vel nok størst mulige opsætning i avisen - dels et meget stort, bærende billede på forsiden og dernæst hele forsiden af 2. sektion. Så var den gris vist også grundigt barberet.
Happeningen var en forkastelig handling med det formål at bruge mediernes egen systemfejl til at tvinge sig selv og sin dagsorden ind på den offentlige dagsorden. Og det virkede. Men medierne burde og skulle for en gangs skyld have sagt fra. For så længe man ikke siger fra, bliver det bare værre og værre.
