Der findes et særligt mantra blandt kommunikationsrådgivere, politikere og andre, som til daglig arbejder med offentlig kommunikation:
Det er forbudt at lyve. Men det betyder ikke, at man ligefrem behøver at rutte med sandheden.
Det er en dødssynd at lyve over for journalister, der stiller kritiske spørgsmål. Det er muligvis en fristende løsning til brandslukning her og nu, men udover at det er stærkt uetisk, har man ovenikøbet sat sig ovenpå en tidsindstillet bombe og kan bare vente på at blive afsløret i sin løgn.
Så man lyver ikke.
At undlade at rutte med sandheden vil for den renfærdige ganske vist være så tæt beslægtet med løgnen, at det kommer ud på et, hvorimod den for de fleste andre har udviklet sig til en acceptabel måde at sige sig udenom sandheden på. Samvittigheden er med andre ord i orden, så længe man ikke direkte lyver, uanset at man tilbageholder central viden og bevidst undlader at svare udtømmende på de spørgsmål, man stilles.
Det har udviklet sig til en spilleregel, som også pressen har anerkendt, og derfor går der for journalister ofte sport i at få stillet spørgsmålet på den helt rigtige måde, så man tvinger kilden op i en krog, hvor der ikke længere er nogen uden mulighed for at vige udenom at fortælle sandheden og hele sandheden.
Da Helle Thorning Schmidt kom i modvind i sagen om Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse, blev hun beskyldt for direkte at lyve. Det er typisk de renfærdiges udlægning af, at man ikke rutter med sandheden. Thorning vidste klart mere, end hun fortalte, men så længe hun ikke direkte adspurgt svarer med en løgn, kunne hun dårligt beskyldes for at lyve. Man kan så diskutere, om det fremmer troværdigheden at tilbageholde sandheden.
Nogle journalister finder ligefrem provokerende, at nogen spekulerer i ikke at rutte med sandheden. De lever ud fra det verdensbillede, at enhver adspurgt af en journalist bør svare udtømmende om det, der bliver spurgt om. Også dét journalisten ikke direkte spørger om. Men at Thorning kunne undgå at svare udtømmende om Henrik Sass, falder tilbage på journalister, som ikke magter, at stille de helt rigtige, præcise og sylespidse spørgsmål.
Den evne er der i høj grad brug for at løfte.
Omvendt dyrker pressen selv princippet om ikke at rutte med sandheden, når man jagter den gode, skarpe historie. Enhver vinkling medfører fravalg af informationer, som ikke understøtter vinklen. Hvis en journalist loyalt skulle gengive alle aspekter af en given sag, ville det ikke være mange gode historier tilbage. Et godt eksempel er, at journalister ofte botaniserer i eksperter, der understøtter deres vinkelvalg, hvorimod dem der ikke understøtter vinklen ganske enkelt ikke citeres i historien.
Derfor får partskilder ofte stor eksponering og kan bruge pressen til egne dagsordener. Tag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd som dygtigt mestrer kunsten at få farvede budskaber i pressen til at fremstå som neutrale. Der findes mange eksempler på, at AE udvikler en journalistisk, fiks og færdig historie, renset for de nuancer, der kan forplumre det skarpe budskab. Her har dygtige, PR-orienterede interesseorganisationer enorme muligheder for at få en stram, skarp historie med eget budskab direkte igennem til en landsdækkende nyhedsudsendelse. Organisationen har nemlig samme interesser som journalisten - den gode, skarpe historie, der kan få seerne op på tæerne.
Den lektie har man også lært hos myndigheder. Men her er situationen en anden. Her bevæger man sig nemlig på en knivsæg i forhold til sin troværdighed, når man begynder at lege med og spekulere i at tilbageholde væsentlig information for at fremme sit budskab. Og netop myndigheder har en særlig forpligtelse til at bevare maksimal troværdighed, for når borgerne finder ud af, at offentlige kampagner er skarptvinklede og i visse tilfælde fordrejede for at opnå maksimal effekt, bliver det problematisk.
6 frugter om dagen, 14 genstande om ugen og mange andre offentlige kampagner har fængende, enkle og effektive budskaber. Det er dybt professionelt udviklet og eksekveret. Var det en kommerciel kampagne, ville de ofte afkræve respekt. Men de er ikke kommercielle. De har et oplysende formål og bør ikke forsimples og skæres til på en sådan måde, at budskaberne er unuancerede og rettet mod de intellektuelt svageste. For på den måde gør man den øvrige del af befolkningen dummere og fratager dem gradvist evnen til at tænke selv.
For kernen er, at man som myndighed ikke med troværdigheden i behold kan tillade sig at skarpvinkle budskabet, så nuancerne går tabt. Det kan gå i kommerciel sammenhæng, hvor en afsender nøje afvejer hensynet til troværdighed med hensynet til salget. Den slags overvejelser kan en myndighed ikke tillade sig - af en række grunde:
- Man er skatteyderbetalt. Man forvalter altså ikke egne penge og træffer ikke med en aktionærs velsignelse en velovervejet beslutning om at udsætte sin egen troværdighed
- Myndigheder er ikke underlagt nogen nævneværdig demokratisk kontrol i forhold til eksekvering af kampagner
- Myndigheder er 100 procent afhængige af og forpligtede til at have hele befolkningens udelte tillid til enhver valgt disposition
Så når man unuanceret kvantificerer borgernes sundhed og livsstil til 14 genstande om ugen eller 6 frugter om dagen, bevæger man sig faretruende tæt på grænsen til tab af troværdighed - både fordi de fleste danskere godt véd, at disse tal ikke skal opfattes så firkantede, som de opstilles, og fordi myndighederne tager for givet, at borgerne er for dumme til at forholde sig til den saglige, faktuelle, nuancerede og udtømmende information - under det problematiske motto "målet helliger midlet".
Myndigheder skal med andre ord holde sig for gode til populistisk "campaigning" - de skal i stedet være garanten for seriøs og saglig oplysning og information til borgerne.
