DR's gyldne lænker

Hvert år begunstiges DR med en folkegave til en værdi af 3,2 mia. kr. Men det er ikke en gave uden omkostninger, for det skaber et enormt forventningspres, når samtlige danskere er kollektive bidragydere til gaven. Det bliver nærmest umuligt at stille alle tilfredse. Men DR kan selv gøre meget for at undgå, at kunderne ligefrem bliver sure


På et par uger i september lykkedes det DR tre gange dels at genere de fleste af sine kunder og dels at bidrage til, at medieforetagendets kritikere følte sig bekræftet i deres påstande om, at DR vitterlig er både venstre-orienteret og anti-amerikansk.

Først kom det frem, at generaldirektør Kenneth Plummer havde optrådt på Roskilde Festival iført en støtte t-shirt for det hedengangne Ungdomshuset, som man uden at fornærme nogen godt kan betegne som base for unge med rødder i den yderste venstrefløj.

Kort tid efter fortalte studievært Jens Blauenfeldt i programmet Aftenshowet, at han faktisk jublede lidt indvendig, da terrorister bragte World Trade Center i grus. Ganske vist knyttede han denne oplysning sammen med en bemærkning om, at han faktisk var flov over at indrømme det, men da indrømmelsen for åben skærm var helt og aldeles uprovokeret og unødvendig, har Blauenfeldt tilsyneladende ikke følt sig mere flov over at have haft den følelse, end at han var frisk på at dele oplysningen med resten af Danmarks befolkning – midt i den bedste sendetid.

At han nok var flov, men ikke så flov at han holdt det for sig selv, medvirker til at forsyne kritikere med skyts i den tilbagevendende debat om DR's politiske holdninger, når selv så radikaliserede synspunkter erkendes for åben skærm af én af de betydende DR-repræsentanter, som en studievært pr. definition er. Man vil kunne hævde, at den åbenhjertige erkendelse er et udtryk for en kultur, hvor den type synspunkter åbenbart ikke er specielt forkastelige.

Og inden 14 dage var gået, havde DR's korrespondent i USA skrevet en kronik, der var et angreb på præsident Bush og dennes toprådgiver Karl Rove for systematisk at have forsøgt at undergrave det amerikanske samfund i jagten på stemmer. Pointen var i dette tilfælde, at en kronik er udtryk for et standpunkt og en personlig holdning, og at den slags burde en korrespondent, der dækker det selvsamme stofområde, afholde sig fra. Korrespondentens egen chef, Ulrik Haagerup, tog da også afstand fra øvelsen, men igen var skaden sket.

Uanset hvad man måtte mene om disse tre eksempler, der vel at mærke alle er blevet beklaget af DR selv eller af de involverede, bliver de hver for sig en belastning for DR. De trækker alle i den samme politiske retning, så når de lægges sammen, hælder de benzin på bålet i kritikken af DR. Andre vil mene, at der blot er tale om små og betydningsløse enkeltsager, men sådan kan disse fejltrin ikke affærdiges.

Den ikke helt lille folkegave betyder, at der for DR gælder et andet og mere stringent sæt af moralsk-etiske spilleregler, som ingen andre medier i samme grad behøver at leve op til.

Og hvorfor så det? Jo, fordi DR med sin finansiering – kollektivt og solidarisk hvor stort set hver eneste dansker er bidragsyder – har indgået en uskreven kontrakt med befolkningen. Kontrakten går ud på, at man respekterer, at når forbrugerne, seerne, lytterne og brugerne er afskåret fra at reagere, som de har mulighed for i forhold til alle andre medier, hvor man kan stemme med fødderne, forlade butikken, når man ikke længere kan holde lugten ud, så vil man til gengæld sørge for at holde sig renere end ren.

Der skal ikke være én lille, beskidt barnefinger at sætte på det redaktionelle indhold, der kommer fra DR, når man som forbruger ikke har samme sanktionsret, som man har over for andre medier. Det forpligter, og det stiller ekstraordinært store krav til DR's evne til at agere uafhængigt, troværdigt og med solid dømmekraft i enhver henseende – herunder studieværters udtalelser, korrespondenters personlige udgydelser og generaldirektørers påklædning, selv i fritiden.

Det er selvfølgelig dødsvært at skulle leve op til, men at reglerne er strengere for DR's journalister og redaktion end for Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes eller Weekendavisens er ikke til diskussion, fordi det de facto ikke er muligt at forlade butikken DR, hvis ikke man som kunde, forbruger og betaler synes, at selvfølgelige krav til uvildig, nuanceret og tilstræbt objektiv journalistik efterleves.

Derfor er det helt afgørende, at DR selv forstår, at man skal vinde hele befolkningens tillid til, at den journalistiske produktion er second-to-none. Det er altså ikke nok at bringe journalistikken op på et niveau på linje med andre medier – det skal være endnu højere, og det skal være helt uangribeligt.

DR kan med andre ord næsten kun skuffe, men det skal ikke forhindre institutionen i at tænke sig bedre om og anstrenge sig maksimalt for at holde sig på dydens rene sti. De tre eksempler fra to uger i september efterlader indtrykket af, at der i høj grad er basis for at arbejde med forbedringer. Der skal være fuldstændig fokus på DR's helt særlige position, på DR's sårbarhed samt de krav og forventninger, der knytter sig til DR som det mest uhildede medie her til lands. Det er med andre ord ikke fuldstændig ligegyldigt, hvad man siger, skriver eller tager på, når man er repræsentant for DR og ovenikøbet véd, at DR igennem årtier er blevet anklaget for at nære særlige venstreorienterede sympatier.

Måske ville DR have godt af et omfattende værdiarbejde, hvor man ved fælles indsats får beskrevet og defineret sin egen selvopfattelse. Og da man fortsat ønsker hele Danmarks befolkning som sine kunder, er det afgørende, at selvopfattelsen defineres efter dette, og at man bliver noget bedre til ikke at slå skæverter, som konstant medvirker til at underbygge fordommene om DR's politiske observans.

Det er ikke nogen nem opgave for DR, - det er mildest talt en forbandet svær opgave. Og det er en bundet opgave uden alternativer. Men DR får over tre mia. kr. om året, så lænkerne er i det mindste forgyldte.

Dette indlæg er desuden publiceret som klumme i bladet Markedsføring.