Bladfusion - et demokratisk tab

JP/Politikens Hus vil gerne fusionere med Berlingske for at sikre meningspluralisme. Men med fusionen mellem JP og Politikens Hus synes der i stedet for mere mangfoldighed at være kommet en markeds- og segmentopdeling, så konkurrencen mellem koncernens tre dagblade forsvandt


Lad os slå fast med det samme:

At mere koncentration i dansk presse skulle føre til mere konkurrence og journalistisk mangfoldighed er stik mod alt, hvad vi véd, og hvad man ellers antager.

Tværtimod betyder koncentration af ejerskabet over for eksempel dagblade, at der nu sker en koordinering, hvor de hidtil har ageret uafhængig af hinanden. Det er netop erfaringen fra tidligere fusioner - for eksempel mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus.

Derfor er der grund til at være kritisk og skeptisk, når JP/Politikens Hus begynder at tale varmt for en fusion med Berlingske Media for at kunne skabe en mediegigant i Danmark med norske Schibsted eller svenske Bonnier som forbillede.

Lars Munch kontrollerer som koncernchef for JP/Politikens Hus ét af de vigtigste mediehuse. Han ønsker en fusion mellem JP/Pol og Berlingske, hvilket ville skabe en ufattelig magtfuld medievirksomhed.

Ifølge Lars Munch er dagspressen i dag så økonomisk klemt, at pressemangfoldigheden er truet. Han mener, at én stærk aktør vil være garant for demokratiet, meningsdannelsen og pluralismen i pressen. Han mener ligefrem, at ejerkoncentration er en forudsætning for i fremtiden at udvikle medierne.

Nu er koncentration af pressens magt på færre hænder en alvorlig sag, samfundet bør forholde sig kritisk til. Det rejser bunker af spørgsmål, for det er svært at tro, at hele dansk presses fremtid skulle være afhængig af en fusion mellem de to suverænt største avishuse. For hvad så med alle de andre?

Og er alle andre muligheder da udtømte - eller er der stadig muligheder i grundlæggende produktudvikling i dagbladene - for eksempel i form af omfang, udgivelsesfrekvens, skarpere profilering mv.?

Hvad nu hvis det er indholdet og profilen, der er forkert? Vi skal vel ikke holde liv i et dagblad for enhver pris. Man kan vel ikke afvise, at der ikke er brug for en avis som Ekstra Bladet, så for hvem er det så helt afgørende at bevare den?

Og der er stadig succesfulde aviser som Børsen, Information og Kristeligt Dagblad, der forstår at levere et produkt, som tilstrækkelig mange gider at betale for.

Er de mange penge - over 1 mia. kr. - som JP/Politikens Hus efter et helt forrygende 2010 umulige at bruge fornuftigt på digital udvikling og innovation? Her snart 20 år efter nettets gennembrud mangler vi stadig at se ambitiøse digitale satsninger og strategier fra JP/Pol – på trods af den bugnende pengekasse.

Men den grund, som bør give størst bekymring er, at koncentration af medier er det samme som koncentration af magt. Det er en farlig vej at gå - ikke mindst i lyset af, at pressen i dag afviser kollektivt at vedstå de negative udviklingstendenser i samfundet, som den har et medansvar for.

Fusionen mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus for otte år siden bidrog ikke ubetinget positivt til demokratiet.
Den synes derimod at have bidraget til, at Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-Posten har segmenteret sig og til tider fremstår ligefrem udspekulerede i det redaktionelle produkt i forhold til det enkelte blads målgruppe.

Ida Willig, medieforsker ved Roskilde Universitet, henviser til studier foretaget af professor og sociolog Joseph Turow, The Annenberg Schools for Communication, der grupperer medier efter to funktioner: De er enten samfundsskabende eller segmentskabende.

De samfundsskabende medier udfylder den rolle, vi hylder ved skåltaler, og som vi gerne vil fremme. De publicistiske medier.
Disse medier er en truet art og bliver erstattet af segmentskabende medier. Mediets journalistiske profil bliver tilrettelagt efter nøje studier af målgrupper og segmenter, ikke primært efter publicistiske hensyn.

Mange segmentskabende medier udelader væsentlige journalistiske historier, hvis ikke de passer ind i modtagergruppens verdensbillede. En avis som Ekstra Bladet kan godt finde på i sine ledere og artikler at udelade væsentlige nuancer for at få den skarpest mulige historie tilrettet sin helt specielle målgruppe. Bestræbelserne på at tilfredsstille målgruppen bliver indimellem så gennemskuelig, at det journalistiske produkt ligefrem kommer til at fremstå skingert.

Udviklingen i retning af segmentskabende medier er en betydelig demokratisk udfordring i forhold til den frie og uafhængige presse, og den forekommer slet ikke kun hos JP/Politikens Hus’ aviser.
Ifølge Turow er de samfundsskabende medier stort set forsvundet i USA og afløst af segmentskabende medier. Den tendens sniger sig ind herhjemme også.

Man kan genkende det hos Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, hvis profiler og indhold er ikke bare knivskarpt tilrettelagt efter helt bestemte segmenter i det danske samfund - de er også udviklet på en sådan måde, at de komplementerer hinanden, så koncernen samlet set tilbyder en palet af produkter til en meget stor del af danskerne, uanset interesser, politisk observans og andre faktorer.

Det betyder samtidig, at koncernens tre aviser er segmenteret så nøje, at de ikke ligger i indbyrdes konkurrence. Ingen læsere fra de tre avisers kernemålgruppe ville kunne udholde tanken om at abonnere på ét af de andre blade.

Det publicistiske problem er, at de tre dagblades redaktionelle profil er styret og koordineret centralt. Mangfoldighed opstår af fri publicistisk konkurrence, ikke ved segmenttænkning.

Og kom Berlingske, B.T. og Weekendavisen ind under samme hat, ville der være seks aviser, som ikke længere konkurrerede med hinanden, men som indgik med hver deres del som et led i en overordnet markedsstrategi. De skulle snarere passe sammen og matche hinanden end konkurrere.

Det er svært at se nogen gavnlig effekt for folkestyret.

DRs nye general – et ledelsesmæssigt fyrtårn

Med udnævnelsen af Maria Rørbye Rønn som ny DR-generaldirektør sidder der nu kvinder i toppen af de to suverænt mest betydningsfulde medievirksomheder, DR og TV 2, som lige nu har meget mere brug for stabil, driftsikker ledelse end et højtprofileret indholdsmenneske

Det vakte betydelig forundren og opsigt, da DRs bestyrelse i sidste uge udnævnte Maria Rørbye Rønn som ny generaldirektør.
Ukendskabet til Rørbye Rønn var så udtalt, at pressen – læs journalister – satte spørgsmålstegn ved, om hun nu overhovedet var den rette til jobbet.
Rønn bevægede sig simpelthen under pressens og iagttagernes radarer og direkte ind som den foretrukne kandidat for en fuldstændig enig bestyrelse, hvilket i sig selv dokumenterer, at man rent faktisk godt kan nå helt til tops i mediebranchen alene på kvalifikationer og uden at positionere sig i offentligheden.
Forventningerne til den kommende generaldirektør var hos de fleste i en helt anden retning. Især var der en udbredt forventning selv hos kulturministeren om, at den næste DR-topchef skulle være et publicistisk eller kulturelt fyrtårn. En karismatisk kendis af en art.
Men karisma som menneskelig egenskab er nu til dags kun en stor kvalitet, når man skal dupere journalister og skaffe sig medieomtale. Derimod har lidt for mange typer som Stein Bagger, Klaus Riskær, Milena Penkowa og flere andre, der alle opnåede stjernestatus i offentligheden, efterhånden gjort egenskaben ”karismatisk” til noget, der tænder advarselslamper.
DRs bestyrelse holdt hovedet koldt ved at have modet til at vælge en i offentligheden fuldstændig ukendt person – og uden at gå på kompromis med kvalifikationerne og kompetencerne. En ”dødssyg DJØF’er”, som DRs bestyrelsesformand ironisk kaldte hende, en administrator, en leder, som ikke ser det som en topprioritet at optræde dagligt i mediebilledet. Og det er kedeligt, når pressen jo helst ser én, der gider spille spillet.
I Deadline valgte man endda som et slags ideal at trække en parallel til gamle dage, hvor tidligere generaldirektør og journalist Hans Jørgen Jensen netop spillede spillet ved at agere ”stærk mand” over for TV 2s adm. direktør, Jørgen Schleimann, som havde formastet sig til at lægge det nystartede TV 2s nyhedsudsendelser på samme tidspunkt som Tv-avisen.
DR har om noget ikke brug for en ”stærk mand”, der kommanderer og dikterer, men for en moderne, stærk leder, som nok går i dialog og lytter, men som også har viljen til at handle og stå fast. Et ledelsesmæssigt og ikke et indholdsmæssigt fyrtårn, fuldstændig som på TV 2, der med administratoren og DJØF’eren Merete Eldrup i spidsen har manøvreret tv-stationen igennem de senere års økonomiske katastrofe. DR har tilsvarende hårdt brug for ro og god ledelse til at redefinere DRs rolle for fremtiden, at genopfinde sig selv og få sat kursen mod den klassiske public service, som DRs bestyrelsesformand for efterhånden ret lang tid siden meldte ud som et mål for DR.
Selvom Maria Rørbye Rønn er administrator, skal man imidlertid ikke betvivle viljen og evnen til at forfølge de indholdsmæssige visioner, som i sagens natur er fuldstændig på linie med DRs bestyrelses holdninger om en tilbagevenden til klassisk public service. Det er hidtil blevet til en masse snak, men vil med den nye generaldirektør formentlig snart bliver virkeliggjort.
Tilsvarende må man forvente at se resultaterne af tidligere udmeldinger om bedre og ikke flere nyheder og om meget mere fokus på væsentlighed som nyhedskriterium frem for konflikt og sensation.
DR kan desuden forventes at få styrket sine relationer til det politiske miljø, der har higet efter at høre det, som Maria Rørbye Rønn allerede på dag ét klart udtrykte som sit centrale fokus for DRs fremtidige kurs: DR har det som sin helt særlige opgave at understøtte dette samfund, det danske demokrati, kultur og værdier.
Netop dét er selve DRs eksistensberettigelse, og der er en effektiv signalværdi i, at den nye generaldirektør som det første fremhæver at ville arbejde for et DR, der står for den linje.
Politikerne kvitterede hurtigt med anerkendelse af udnævnelsen – ikke bare af høflighed, for den nye generaldirektør nyder allerede bred respekt i det politiske system for sin store faglighed. Desuden er det en styrkelse af DR, at Rønn politisk set er fuldstændig ikke-ideologisk.
Den nye generaldirektør har foruden det løbende samarbejde med Kulturministeriet, Radio- og tv-nævnet samt politikerne i høj grad også brug for at rette blikket frem mod det næste medieforlig om godt tre år.
Forløbet op til det seneste medieforlig for godt et halvt år siden var en sand gyser for DR. Internt frygtede man helt til det sidste, at den borgerlige regering ville skære DR drastisk ned. Det endte langt fra så galt, men selve forløbet gjorde, at DR for alvor fik øjnene op for, at man ikke kan forvente at leve år ud og år ind sit helt eget liv beskyttet mod forandringer, og hvor penge og privilegier bare sendes afsted i en uendelig strøm uden nogen form for modkrav.
DR har imidlertid i årevis ageret selvtilstrækkeligt og med stor modvilje over for at lytte til omgivelsernes krav, forventninger og kritik, uanset om den kom fra politisk side, fra andre dele af pressen eller fra borgerne.
Der har hersket en manglende ydmyghed i DRs organisation over for den væsentlige, samfundsmæssige opgave, som DR er blevet betroet og for det tillidshverv, som befolkningen og samfundet i virkeligheden har tildelt DR og DRs medarbejdere. Den adfærd har skaffet DR unødigt mange modstandere på halsen.
Under Maria Rørbye Rønn må man forvente, at DR åbner sig mere mod sin omverdenen og går til opgaven med større ydmyghed og lydhørhed end hidtil. Det vil i sidste ende resultere i, at DR i langt højere grad samler en bred støtte og anerkendelse i befolkningen af nødvendigheden af et stærkt DR med udgangspunkt i dansk kultur i et stormfuldt, kommercielt og stadig mere internationaliseret mediehav.