Konstruktive nyheder vs. negative nyheder

Pressens indflydelse på det omgivende samfund er voldsommere og mere kraftfuld end nogensinde tidligere.

Hvert eneste redaktionelt valg – om historier, vinkler, kilder og omfang af pressedækningen – præger virkeligheden og har en konsekvens for den.

Omgivelsernes reaktion på presseopmærksomhed er i dag så stærk, at virkeligheden aldrig er den samme, når først pressen har været inde over den. Tit påvirkes virkeligheden tilmed alene på forventningen om pressens opmærksomhed, der måske aldrig kommer. Der træffes beslutninger, som aldrig var truffet, hvis ikke man forventede pressens interesse.

Pressens voksende påvirkningskraft stiller helt særlige krav til ansvarsfølelsen hos journalister og på redaktionerne - for eksempel i forhold til pressens valg om at bringe langt flere negative nyheder end positive. Det kan undre, for det efterlader et billede hos offentligheden af, at virkeligheden er langt mere negativ, end den faktisk er.

Den undren er kernen i den aktuelle diskussion blandt pressens topchefer om begrebet ”konstruktive nyheder”.

”Konstruktive nyheder” er opfundet af DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup. Han mener, at DR, men også pressen generelt, er for negativ i sit journalistiske arbejde, i vinklingerne, udvælgelsen af historierne og kilderne. De mange negative historier giver et alt andet end retvisende billede af samfundet. Det vil flere konstruktive nyheder kunne rette op på.

Som Haagerup siger: “Vi forsimpler verden, vi overdramatiserer den, vi gør den for negativ.”

Én af Haagerups hårdeste kritikere er TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, som fuldstændig forkaster tanken om konstruktive nyheder. Hans pointe er, at pressen ikke skal være en del af det team, som løser problemerne.

Pointen er imidlertid i strid med pressens egen selvforståelse som offentlighedens vagthund, der igen og igen sætter fokus på systemets fejl og mangler, som kræver løfter fra de ansvarlige om ændringer og forbedringer, og som gennemtvinger sin egen dagsorden, vel sagtens fordi man selv tror på, at det er det rigtige at gøre.

Ja, faktisk bryster man sige ligefrem af at være den fjerde statsmagt, hvilket etablerer pressen som en implicit del af samfundet og af dem, der løser problemer.


Men pressen løser ikke kun problemer. Den skaber dem også. De redaktionelle valg og prioriteringer dagligt indvirker på virkeligheden – ikke kun på den gode måde.

Eksempelvis betaler samfundet en høj pris for, at pressen vælger at formidle langt flere negative historier end positive, idet pressen ved denne mangel på reel nuancering af virkeligheden – der selvsagt ikke er så negativ som det fremstilles - etablerer et direkte forkert virkelighedsbillede i befolkningen. Samlet tegner de mange negative historier et overordnet billede af virkeligheden som mere negativ end positiv. Den enkelte historie er nok relevant og rigtig, men samlet set skabes en ubalance.

Det illustreres tydeligt i en undersøgelse, som dagbladet Børsen offentliggjorde i november med al tydelighed.

Undersøgelsen viste, at befolkningens krisebevidsthed i forhold til velfærdssamfundets betydelige økonomiske udfordringer på kort og langt sigt simpelthen er ikke-eksisterende. Manglen på krisebevidsthed kan direkte henføres til pressens mangelfulde dækning af økonomien, og hvor krudtet i stedet er brugt på stribevis af personsager.

Claus Thustrup Kreiner, medlem af Det økonomiske Råd, frygter, at den manglende krisebevidsthed får danskerne til at glemme, at ”Danmark står tilbage med nogle meget store holdbarhedsproblemer”, og at der er et behov for helt afgørende økonomiske opstramninger og reformer.

Det er et stærkt eksempel på, hvordan pressen qva sine redaktionelle valg skaber problemer for Danmark, snarere end løser dem.

Et andet eksempel på forvrængningen af virkelighedsbilledet gennem en overdrevet negativ pressedækning, finder man i de seneste måneders groteske fokus på person- og enkeltsager i den politiske journalistik:

Helle Thornings skattesag. Lene Espersens afbud til det arktiske møde. Ole Sohns DDR- og kommunistfortid. Slettede mails i Sundhedsministeriet (der alligevel ikke var slettede). Søren Pinds rabat på tøjindkøb. Jægerbogssagen.

Den store opmærksomhed hensætter befolkningen i en forkert opfattelse af, hvad der er de vigtigste politiske emner for nationen lige nu, og det er direkte skadeligt for samfundet. Det fører da også indimellem til lidt bondeanger hos de ansvarlige mediechefer, men den varer sjældent lang tid.

I personsagerne forsømmer pressen desuden at distancere sig kritisk fra at blive spændt for en vogn drevet af politiske modstandere, der sidder og orkestrerer personangreb for egen vindings skyld.

Ensidig negativ journalistik ses også ofte i forbindelse med politiske initiativer, reformer og udspil. Senest så vi regeringens SU-reform, som pressen dækkede massivt med historier om negative konsekvenser.

Sådan skal det naturligvis også være. Men en nuanceret dækning bør også omfatte andre og mere nuancerende aspekter, såsom baggrunden for reformen og de positive konsekvenser af den, så offentligheden totalt set får et fuldendt billede af reformens effekter.

Det er ikke mindst i det lys, at Ulrik Haagerups tanker om konstruktive nyheder bliver så interessante.

Slår Haagerups tanker igennem, vil det være en modernisering af pressens selvopfattelse og vil indebære, at pressen erkender, at man er en uadskillelig del af samfundet, og som på godt og ondt indvirker kraftigt på det omgivende samfund.

Haagerup har magten til at realisere det i DR og dermed bringe DR ind i en nutidig opfattelse af pressens ansvar. Forhåbentlig vil det brede sig til hele pressen.

Effektiv damage control på TV 2 - katastrofe på DR

Indenfor få dage var både DR og TV 2 i strid presse-storm i to forskellige sager. Begge besvarede de ilden med nutidens standard-reaktion på damage control - undskylde og beklage. Og gør det hurtigt. Men udfaldet i de to sager var alligevel væsensforskellige

"Undskyld" virker - men det er ingen mirakelkur.

To sager inden for den samme uges tid fik vidt forskellige udfald, selvom de involverede personer hurtigt rykkede ud med en undskyldning for at lukke munden på pressen.

Mikkel Hertz - chef for TV 2 NEWS - var hovedpersonen i den første sag. Han begik en dumhed, da han uovervejet beordrede sletning af et tv-klip med en vred statsminister. Hertz' journalistiske troværdighed blev godt og grundigt svitset af den øvrige presse - TV 2s konkurrenter. Han red dog stormen nogenlunde af med et knæfald for pressen med en ydmyg beklagelse og erkendelse af at have begået en fejl.

Hertz anså klart behandlingen af ham for uretfærdig. Han konstaterede tørt, at han måtte erkende, at nogen benyttede lejligheden til at udstille ham og TV 2 NYHEDERNE som blå lejesvende.

Ikke mange dage senere vendte pressens søgelys mod Kenneth Plummer. Han havde til en journalist uden for citat fortalt, hvem der var hans konkurrenter til jobbet som generaldirektør på DR i 2005. Og så havde Plummer samtidig fremsat beskyldninger om budgetrod hos to tidligere DR-direktører.

Både Plummer og Hertz undskyldte og beklagede hurtigt. Men kun Hertz fik held med sin.

Den korte forklaring er, at mens Hertz, trods bestræbelserne på at karaktermyrde hans journalistiske integritet, er bredt respekteret, har Plummer længe været en torn i øjet på stadig flere. Til sidst var der kun få - måske ingen - venner, men mange uvenner derude. Ret hurtigt i processen der endte med hans exit startede en sjældent set negativ historiestrøm om ham.

Fra starten var han en sær opfindelse i kultur- og medieparnasset. Traditionelt har man foretrukket mennesker på DR-topposten med baggrund i indhold, kultur og journalistik. Ja, man kunne til nøds acceptere en bureaukrat som Christian Nissen. Men en person hvis baggrund stort kun var rent merkantil var alligevel for utåleligt. At det hed sig, at han tilmed mere eller mindre var daværende kulturminister Brian Mikkelsens mand gjorde det svært fra starten.

Gennem sine fem år pådrog Kenneth Plummer sig stadig større foragt. Blandt de mest magtfulde - og farlige - at lægge sig ud med er DRs ellers notoriske ven - Politiken. I denne for DR vigtige relation begik Plummer så åbenlyse fejl, at det ikke er med urette, når man beskylder ham for ikke at have tæft.

Han begik i det hele taget mange fejl. Det er værd at fremhæve to af dem, der lagde grunden til hans endelige fald, og som satte ham i opposition til netop Politiken. Så da Plummers stol begyndte at vakle, satte Politiken massivt ind med holdningsbearbejdning fra flere af avisens meningsdannere på én gang - ikke ærværdigt og kønt. Men effektivt.

Én af de taktisk set dummeste fejl Plummer begik fandt sted i 2009, da han over for Pia Kjærsgaard undskyldte et fejlcitat bragt i radioen. Undskyldningen vakte betydelig opstandelse i pressen. Mange var af den opfattelse, at Kjærsgaard ikke fortjente nogen undskyldning.

Om den rent fagligt var velfunderet eller ej, skal jeg ikke bedømme her, men Plummer agerede ikke med fornøden varsomhed og vidste ikke, at det er langt mere kontroversielt for et medie på dén måde at imødekomme en Pia Kjærsgaard end en Villy Søvndal. Det er utænkeligt, at det kunne have udløst tilsvarende opstandelse. Det fejltrin skulle ses i lige linie med Plummers tidligere udtalelser om, at P1 var lige lovlig USA-fjendtlig.

Plummers liv blev ikke lettere, da han i februar 2010 sammen med TV 2 stod fast på at håndhæve kildebeskyttelsen i sagen om den famøse lydfil, der angiveligt afslørede, hvem der havde lækket indsættelsen af jægerkorpset i Irak.

I den anden ende stod flere medier, anført af Politiken, og krævede, at DR og TV 2 skulle bryde det ellers hellige kildebeskyttelsesprincip og offentliggøre lydfilen, der forventedes at indeholde materiale til belastning af regeringen. Plummer havde næppe blik for, at sagen slet ikke kun handlede om kildebeskyttelse, men at han ved at stå fast på kildebeskyttelsen påkaldte sig vrede over indirekte at hjælpe regeringen.

Han var urokkelig og indså ikke i tide, at kravet om at bryde kildebeskyttelsen var starten på en ny standard i pressen, så kildebeskyttelsesprincippet ikke længere er helligt, men gradbøjes moralsk efter, hvem man ikke kan lide. Den principfasthed gavnede ikke ligefrem hans anseelse hos indflydelsesrige mennesker i mediebranchen, men lagde derimod yderligere i ovnen til massakren på hans person, da helvede bryder løs.

Plummer havde i sin regeringstid ikke gjort, hvad der kræves for at have en stærk og respekteret bastion. Han havde ikke sørget for at skabe, vedligeholde og pleje de rette alliancer, han var venneløs, da det brændte på. Han svigtede især DRs relation til Politiken og lagde sig dermed ud med de forkerte. Han demonstrerede, at han aldrig forstod spillet, mediebranchen og især pressen.

Hans åbenmundethed over for en journalist blev dråben, der til sidst fik alle til at vende sig imod ham. Ingen gad se på ham længere.

Helt anderledes forholder det sig med Mikkel Hertz, hvis position er langt mere solid. Han er en institution i dansk presse nyder bred anerkendelse. Der er overalt i pressen - selvom jeg godt kunne nævne et par stykker, der ikke vil indrømme det - en enorm respekt for den gave, som Hertz og TV 2 har givet dansk journalistik og danskerne i det hele taget i form af TV 2 NEWS. I en tid hvor ikke mindst de tv-bårne nyheder er inficeret med uvæsentlige historier om chilenske minearbejdere og 117 historier om Lene Espersens mødeafbud er TV 2 NEWS en stjerne, et fyrtårn - det meste af tiden.

Så Mikkel Hertz har venner, og mange vil gå langt for at støtte ham og bakke ham op. Hans opsparing i banken er solid. Plummer havde ingen venner, da det gjaldt. Han var i overtræk.