Stil krav til mediestøtten

Hele mediestøttesystemet er netop nu ved at blive kigget efter i sømmene. Det medfører forhåbentlig større indre logik og et opgør med hidtidig praksis, så man fremover uddeler støtte på basis af kvaliteten af indholdet – i stedet for som nu, hvor støtten er afhængig af, om man udkommer på den "rette" platform


Statsstøtten til den danske presse, til DR og TV 2 regionerne samt i en vis udstrækning også private tv-stationer i form af momsfritagelse, portotilskud, licens og en public service-pulje er i opbrud. Og med god grund.

I dag uddeles pengene til højre og venstre med hovedet under armen uden at være præget af meget fornuft, rimelighed og slet ikke antydningen af en rød tråd. For eksempel kan intet internetbåret medie modtage statsstøtte, uanset hvor væsentligt, centralt og kvalitetsbetonet indhold og journalistik, det leverer, hvorimod det i sig selv er en kvalifikation for modtagelse af statsstøtte at udkomme på papir et vist antal dage om ugen – uanset indholdets lødighed eller kvalitet.

Det er imidlertid langt værre, at støtteforanstaltningernes struktur skævvrider motivationen til at etablere sig med godt, seriøst og nødvendigt indhold på nye medier som internet og mobiltelefon i forhold til "gamle" platforme som avispapir og tv. Der er altså tale om en konkurrenceforvridning mellem medietyper.

Sådan er det gået, fordi støtteforanstaltningerne efterhånden udviklet sig til et usammenhængende kludetæppe. Og det er da også en væsentlig grund til, at det som et led i den mediepolitiske aftale fra 6. juni 2006 er aftalt, at Kulturministeriet skal iværksætte et udredningsprojekt, der skal munde ud i en rapport om den fremtidige offentlige støtte til medier med henblik på at skabe en større sammenhæng i støtten.

Det er altså nu, at samfundet og politikerne har chancen for at tilrettelægge en fremtidssikret, veludtænkt og gennemarbejdet mediestøtteordning – et system, hvor man kan vælge at definere og opsætte præcise krav til, hvilken type indhold samfundet og skatteborgerne har gavn af og skal betale for. Det er simpelthen en chance for at få mere hånd i hanke med, hvad vi som samfund ønsker at fremelske og støtte i stedet for som nu, at når først man har opfyldt de formelle krav, fortsætter støtten år efter år uanset arten og kvaliteten af indholdet.

Det er vel egentlig ikke for meget forlangt, hvis støttekronerne blev ledsaget af et vist minimumsniveau af krav. Man kunne tænke sig en varieret palet formet over samme skabelon som public service-kravene til DR og TV 2 – men noget mere præcise og klare. For eksempel kunne man forestille sig, at man støttede indholdsmæssige initiativer, som understøttede samfundets sammenhængskraft. Det er der brug for i en tid med voksende fragmentering.

Der er en række tilfælde inden for underholdningens verden, der har bidraget til store fællesoplevelser for den brede befolkning. Dramaserier som Matador og Krøniken hører til i den kategori, men man kunne spørge sig selv, om man kunne motivere indholdsleverandører til at skabe samlende oplevelser, der også var fakta-baserede – altså fra virkelighedens verden.

Public service-forpligtelserne kræver, at DR og TV 2 i sin nyhedsformidling leverer alsidighed, mangfoldighed og kvalitet, samt at sendefladen skal være upartisk og saglig. Disse fem begreber er et omdrejningspunkt, men de er ikke kvantificerede, og de har aldrig været genstand for nogen særlig efterprøvelse. Der er altså tale om skønne ord, som er særligt anvendelige ved højtider og skåltaler, men som i realiteten ikke har kontrolmuligheder indbygget.

Så selv hvis man tog udgangspunkt i de eksisterende public service-forpligtelser, er der stadig det problem, at selv her findes der intet, som sikrer, at indholdet er godt, gedigent og seriøst. Derfor kunne man kigge på, hvorvidt man kunne opnå en fælles opfattelse af, hvad vi som samfund og demokrati har brug for.

Der er altså især to centrale veje at gå, hvis man skal forbedre effekten af den milliardstøtte, som samfundet sender ud til medierne. Man kunne dels lade støtten blive sammenkoblet med præcise krav til indholdet, og man kunne erkende, at i en tid, hvor alle medier kalder sig mediehuse – læg mærke til at ingen længere vil kalde sig tv-station eller avishus – er det nuværende system et udtryk for, at støtteforanstaltninger, som baserer sig på bestemte platforme, er forældede.

Indvendingen vil nok være, at platforme som især dagblade og tv er produktionsmæssigt særligt omkostningstunge, men man kan vende den om og sætte spørgsmålstegn ved, om vi som samfund så ikke ville få meget mere ud af støtten ved at sende pengene efter medier, som udgivelsesmæssigt var mindre tunge. I så tilfælde vil vi i hvert fald få mere indhold for pengene.

Det seneste eksempel kan man finde i den nyetablerede public service-pulje, hvor man har defineret præcis idéer for, hvad man kan opnå støtte til. Det er i sig selv starten på et bedre system, men alligevel valgte man til sidst at fravælge nye medier fra at kunne søge midler i puljen, mens private broadcastere som MTG og SBS kunne hente penge til dramaproduktion.

Det er klart, at med dagbladenes aktuelle økonomiske situation, vil udsigten til at få reduceret statsstøtten være højst ubelejliget – men det er sådan set heller ikke mit ærinde. For min skyld kan fordelingen af midlerne til de forskellige mediehuse fortsat være den samme, men der bør etableres et system, som frigør pengenes binding til platformen og i stedet animerer alle mediehuse til at lægge sig i selen for at skabe indhold, vi som samfund og befolkning har brug for og på den mest hensigtsmæssige formidlingsplatform – det være sig avis, magasiner, ugeblade, tv, internet eller for den sags skyld mobiltelefoner. Alt.

Som systemet er i dag, opfordrer det til status quo og stilstand. Et nyt system ville kunne skabe dynamik, udvikling og forandring – og samtidig sikre og udbygge Danmark som et pionérland inden for anvendelse af ny teknologi.