”Pressen er forfærdelig”

Kulturminister Per Stig Møllers, den øverste politisk ansvarlige for to af de vigtigste nyhedsmedier, DR og TV 2, mener, at pressen er ”forfærdelig”. Han vil dæmme op for dens ”stemningsdemokrati” ved at indføre et nyt Landsting


Tid og sted kunne ikke være bedre valgt for at fremsætte en hidtil uhørt grad af utilfredshed: På den store, årlige fagfestival for journalister og foran hele forsamlingen faldt den kradse dom én af landets skarpeste debattører og intellektuelle, der samtidig er den øverste politiske chef for to af de vigtigste nyhedsmedier her til lands:
- Pressen er forfærdelig. Journalisterne går efter at vælte manden i en grad, så man glemmer at se, hvor bolden ryger hen. Journalisterne udlægger politik, som om det var et computerspil, hvor politikerne blot slås om magt,” sagde kulturminister Per Stig Møller, der som stadig flere i stigende grad advarer imod, at pressen vedvarende og i alarmerende grad fokuserer på politiske processer, personsager, stridigheder og sensationer frem for det politiske indhold.
Udtalelsen er særlig opsigtsvækkende, fordi den markerer et nyt højdepunkt i den tiltagende utilfredshed og mistillid med nyhedsmediernes udvikling, og som stadig flere debattører, kommentatorer, eksperter og selv endda visse nyhedsmediers journalistiske chefer fremsætter af pressens dækning af dansk politik.
Og det er opsigtsvækkende, fordi denne kritik fra netop denne kant samtidig udtrykker en fuldkommen magtesløshed, et sært paradoks:
Når nu pressen er så forfærdelig, og man selv er øverste politiske ansvarlig – så burde man jo bruge sin magt og indflydelse til få gjort noget ved problemet?
En afgørende del af forklaringen på, at det ikke vil ske er, at der i Danmark ikke er tradition for, at politikerne, ministre eller regeringer tør have visioner for journalistiskken og for nyhedsmediernes funktion i samfundet, uanset hvor statsejede og fællesfinansierede de pågældende medier er, og hvor meget der er brug for at udstikke visse retningslinier for dem på vegne af borgerne, som betaler.
Det er både godt og skidt. På den ene side er det afgørende, at pressens uafhængighed af den politiske magt er absolut. På den anden side bliver det et problem, at nyhedsmedierne og pressen lever i et miljø og med en selvforståelse, hvor det ikke er naturligt at lytte til kritik og forbedringsforslag.
Uanset hvor relevant og velmenende en politikers kritik måtte være, vil det blive affejet med anklager om et uacceptabelt politisk pres. Dermed lukkes enhver nok så nødvendig dialog effektive.
Så totalt set må man konstatere, at pressen og nyhedsmedierne, som ofte kaldes den fjerde statsmagt, lever deres eget liv, uden for politikernes, samfundets og borgernes kontrol, - i modsætning til de tre officielle statsmagter. Der er ingen magt til at forhindre dét, som Per Stig Møller først og fremmest kritiserer pressen for – at den dyrker personsagerne og enkeltsagerne med et stort opbud af politiske kommentatorer, der udlægger det politiske liv som om det var et computerspil i stedet for at arbejde med selve den politiske substans.
Udviklingen skal til dels findes i pressens fascination af dramaet. Drama er godt til at skabe underholdningsværdi og til at få kedelige emner til at glide lettere ned. Men risikoen er, at fascinationen af dramaet og konflikten overskygger hensynet til selve emnet og til netop det væsentligste. Man udvælger sine historier og vinkler efter, om det underholder – og ikke efter om det er væsentligt.
Det var den nylige tv-duel mellem Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard et glimrende eksempel på. To politiske modstykker havde sat hinanden – samt pressen – stævne. Alt var aftalt og iscenesat af de to partier, ikke af medierne.
Partierne var blevet enige om seks emner, en ordstyrer, der selvsagt ikke var særlig kritik, og de havde aftalt en deling af omkostningerne. Og alt sammen var det orkestreret efter en skabelon, som tiltrækker nyhedsmedierne: Konflikten – og altså ikke den politiske substans.
Ordstyreren, den tidligere tv-vært Søren Kaster, erkendte efterfølgende, at ét af succeskriterierne var, at de to partiledere kom i infight. Det var altså med andre ord et særskilt succeskriterium at finde konflikt og uenighed, selvom et lige så stort succeskriterium burde have været at vise, hvor de to omvendt var enige og kunne nå nyttige politiske resultater til gavn for nationen og for borgerne.
Infight i sig selv er bare gold underholdning.
At det kommer frem, at det var defineret som et særligt ønskeligt resultat af duellen viser, at pressen ikke selv ser et problem i det, men at der er udviklet en accept blandt journalistiske chefer af, at nyhedsmedierne skal fascinere, underholde og tiltrække eyeballs til gavn for seer- og læsertal. Men det understreger fuldstændigt Per Stig Møllers kritik af, at pressen tager fejl af væsentligt og uvæsentligt, at den går efter sensationer og at skabe personstridigheder.
Kulturministeren vil næppe direkte intervenere som politisk chef mod i hvert fald de to nyhedsmedier, som er placeret i hans ministerium. Men det betyder ikke, at han vil lade stå til.
I en helt ny bog har han i stedet lanceret en højst utraditionel og ret dramatisk politisk forslag for at svække pressens dårlige indflydelse på demokratiet og for at sikre samfundet mod pludselige indskydelser og uansvarlige stemningsbølger i medierne:
Genindførelsen af en ny institution i det danske folkestyre – et landsting, en slags andetkammer.
”Det sinker lovgivningens tempo og giver dermed plads til en ansvarlig eftertanke, så man ikke vedtager ting under indtryk af en stemningsbølge skabt af mediekredsløbet mellem aviser, tv, tabloid eller i omvendt rækkefølge,” siger Per Stig Møller i bogen og sætter dermed større lid til sandsynligheden for at opnå resultater på udfordringerne ved at ændre folkestyret end ved at appellere til de måske blot 5-10 mest centrale journalistiske chefer her til lands om at sætte sig sammen og få styret pressens udvikling i en mere sund retning.

Konstruktive nyheder vs. negative nyheder

Pressens indflydelse på det omgivende samfund er voldsommere og mere kraftfuld end nogensinde tidligere.

Hvert eneste redaktionelt valg – om historier, vinkler, kilder og omfang af pressedækningen – præger virkeligheden og har en konsekvens for den.

Omgivelsernes reaktion på presseopmærksomhed er i dag så stærk, at virkeligheden aldrig er den samme, når først pressen har været inde over den. Tit påvirkes virkeligheden tilmed alene på forventningen om pressens opmærksomhed, der måske aldrig kommer. Der træffes beslutninger, som aldrig var truffet, hvis ikke man forventede pressens interesse.

Pressens voksende påvirkningskraft stiller helt særlige krav til ansvarsfølelsen hos journalister og på redaktionerne - for eksempel i forhold til pressens valg om at bringe langt flere negative nyheder end positive. Det kan undre, for det efterlader et billede hos offentligheden af, at virkeligheden er langt mere negativ, end den faktisk er.

Den undren er kernen i den aktuelle diskussion blandt pressens topchefer om begrebet ”konstruktive nyheder”.

”Konstruktive nyheder” er opfundet af DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup. Han mener, at DR, men også pressen generelt, er for negativ i sit journalistiske arbejde, i vinklingerne, udvælgelsen af historierne og kilderne. De mange negative historier giver et alt andet end retvisende billede af samfundet. Det vil flere konstruktive nyheder kunne rette op på.

Som Haagerup siger: “Vi forsimpler verden, vi overdramatiserer den, vi gør den for negativ.”

Én af Haagerups hårdeste kritikere er TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, som fuldstændig forkaster tanken om konstruktive nyheder. Hans pointe er, at pressen ikke skal være en del af det team, som løser problemerne.

Pointen er imidlertid i strid med pressens egen selvforståelse som offentlighedens vagthund, der igen og igen sætter fokus på systemets fejl og mangler, som kræver løfter fra de ansvarlige om ændringer og forbedringer, og som gennemtvinger sin egen dagsorden, vel sagtens fordi man selv tror på, at det er det rigtige at gøre.

Ja, faktisk bryster man sige ligefrem af at være den fjerde statsmagt, hvilket etablerer pressen som en implicit del af samfundet og af dem, der løser problemer.


Men pressen løser ikke kun problemer. Den skaber dem også. De redaktionelle valg og prioriteringer dagligt indvirker på virkeligheden – ikke kun på den gode måde.

Eksempelvis betaler samfundet en høj pris for, at pressen vælger at formidle langt flere negative historier end positive, idet pressen ved denne mangel på reel nuancering af virkeligheden – der selvsagt ikke er så negativ som det fremstilles - etablerer et direkte forkert virkelighedsbillede i befolkningen. Samlet tegner de mange negative historier et overordnet billede af virkeligheden som mere negativ end positiv. Den enkelte historie er nok relevant og rigtig, men samlet set skabes en ubalance.

Det illustreres tydeligt i en undersøgelse, som dagbladet Børsen offentliggjorde i november med al tydelighed.

Undersøgelsen viste, at befolkningens krisebevidsthed i forhold til velfærdssamfundets betydelige økonomiske udfordringer på kort og langt sigt simpelthen er ikke-eksisterende. Manglen på krisebevidsthed kan direkte henføres til pressens mangelfulde dækning af økonomien, og hvor krudtet i stedet er brugt på stribevis af personsager.

Claus Thustrup Kreiner, medlem af Det økonomiske Råd, frygter, at den manglende krisebevidsthed får danskerne til at glemme, at ”Danmark står tilbage med nogle meget store holdbarhedsproblemer”, og at der er et behov for helt afgørende økonomiske opstramninger og reformer.

Det er et stærkt eksempel på, hvordan pressen qva sine redaktionelle valg skaber problemer for Danmark, snarere end løser dem.

Et andet eksempel på forvrængningen af virkelighedsbilledet gennem en overdrevet negativ pressedækning, finder man i de seneste måneders groteske fokus på person- og enkeltsager i den politiske journalistik:

Helle Thornings skattesag. Lene Espersens afbud til det arktiske møde. Ole Sohns DDR- og kommunistfortid. Slettede mails i Sundhedsministeriet (der alligevel ikke var slettede). Søren Pinds rabat på tøjindkøb. Jægerbogssagen.

Den store opmærksomhed hensætter befolkningen i en forkert opfattelse af, hvad der er de vigtigste politiske emner for nationen lige nu, og det er direkte skadeligt for samfundet. Det fører da også indimellem til lidt bondeanger hos de ansvarlige mediechefer, men den varer sjældent lang tid.

I personsagerne forsømmer pressen desuden at distancere sig kritisk fra at blive spændt for en vogn drevet af politiske modstandere, der sidder og orkestrerer personangreb for egen vindings skyld.

Ensidig negativ journalistik ses også ofte i forbindelse med politiske initiativer, reformer og udspil. Senest så vi regeringens SU-reform, som pressen dækkede massivt med historier om negative konsekvenser.

Sådan skal det naturligvis også være. Men en nuanceret dækning bør også omfatte andre og mere nuancerende aspekter, såsom baggrunden for reformen og de positive konsekvenser af den, så offentligheden totalt set får et fuldendt billede af reformens effekter.

Det er ikke mindst i det lys, at Ulrik Haagerups tanker om konstruktive nyheder bliver så interessante.

Slår Haagerups tanker igennem, vil det være en modernisering af pressens selvopfattelse og vil indebære, at pressen erkender, at man er en uadskillelig del af samfundet, og som på godt og ondt indvirker kraftigt på det omgivende samfund.

Haagerup har magten til at realisere det i DR og dermed bringe DR ind i en nutidig opfattelse af pressens ansvar. Forhåbentlig vil det brede sig til hele pressen.

Effektiv damage control på TV 2 - katastrofe på DR

Indenfor få dage var både DR og TV 2 i strid presse-storm i to forskellige sager. Begge besvarede de ilden med nutidens standard-reaktion på damage control - undskylde og beklage. Og gør det hurtigt. Men udfaldet i de to sager var alligevel væsensforskellige

"Undskyld" virker - men det er ingen mirakelkur.

To sager inden for den samme uges tid fik vidt forskellige udfald, selvom de involverede personer hurtigt rykkede ud med en undskyldning for at lukke munden på pressen.

Mikkel Hertz - chef for TV 2 NEWS - var hovedpersonen i den første sag. Han begik en dumhed, da han uovervejet beordrede sletning af et tv-klip med en vred statsminister. Hertz' journalistiske troværdighed blev godt og grundigt svitset af den øvrige presse - TV 2s konkurrenter. Han red dog stormen nogenlunde af med et knæfald for pressen med en ydmyg beklagelse og erkendelse af at have begået en fejl.

Hertz anså klart behandlingen af ham for uretfærdig. Han konstaterede tørt, at han måtte erkende, at nogen benyttede lejligheden til at udstille ham og TV 2 NYHEDERNE som blå lejesvende.

Ikke mange dage senere vendte pressens søgelys mod Kenneth Plummer. Han havde til en journalist uden for citat fortalt, hvem der var hans konkurrenter til jobbet som generaldirektør på DR i 2005. Og så havde Plummer samtidig fremsat beskyldninger om budgetrod hos to tidligere DR-direktører.

Både Plummer og Hertz undskyldte og beklagede hurtigt. Men kun Hertz fik held med sin.

Den korte forklaring er, at mens Hertz, trods bestræbelserne på at karaktermyrde hans journalistiske integritet, er bredt respekteret, har Plummer længe været en torn i øjet på stadig flere. Til sidst var der kun få - måske ingen - venner, men mange uvenner derude. Ret hurtigt i processen der endte med hans exit startede en sjældent set negativ historiestrøm om ham.

Fra starten var han en sær opfindelse i kultur- og medieparnasset. Traditionelt har man foretrukket mennesker på DR-topposten med baggrund i indhold, kultur og journalistik. Ja, man kunne til nøds acceptere en bureaukrat som Christian Nissen. Men en person hvis baggrund stort kun var rent merkantil var alligevel for utåleligt. At det hed sig, at han tilmed mere eller mindre var daværende kulturminister Brian Mikkelsens mand gjorde det svært fra starten.

Gennem sine fem år pådrog Kenneth Plummer sig stadig større foragt. Blandt de mest magtfulde - og farlige - at lægge sig ud med er DRs ellers notoriske ven - Politiken. I denne for DR vigtige relation begik Plummer så åbenlyse fejl, at det ikke er med urette, når man beskylder ham for ikke at have tæft.

Han begik i det hele taget mange fejl. Det er værd at fremhæve to af dem, der lagde grunden til hans endelige fald, og som satte ham i opposition til netop Politiken. Så da Plummers stol begyndte at vakle, satte Politiken massivt ind med holdningsbearbejdning fra flere af avisens meningsdannere på én gang - ikke ærværdigt og kønt. Men effektivt.

Én af de taktisk set dummeste fejl Plummer begik fandt sted i 2009, da han over for Pia Kjærsgaard undskyldte et fejlcitat bragt i radioen. Undskyldningen vakte betydelig opstandelse i pressen. Mange var af den opfattelse, at Kjærsgaard ikke fortjente nogen undskyldning.

Om den rent fagligt var velfunderet eller ej, skal jeg ikke bedømme her, men Plummer agerede ikke med fornøden varsomhed og vidste ikke, at det er langt mere kontroversielt for et medie på dén måde at imødekomme en Pia Kjærsgaard end en Villy Søvndal. Det er utænkeligt, at det kunne have udløst tilsvarende opstandelse. Det fejltrin skulle ses i lige linie med Plummers tidligere udtalelser om, at P1 var lige lovlig USA-fjendtlig.

Plummers liv blev ikke lettere, da han i februar 2010 sammen med TV 2 stod fast på at håndhæve kildebeskyttelsen i sagen om den famøse lydfil, der angiveligt afslørede, hvem der havde lækket indsættelsen af jægerkorpset i Irak.

I den anden ende stod flere medier, anført af Politiken, og krævede, at DR og TV 2 skulle bryde det ellers hellige kildebeskyttelsesprincip og offentliggøre lydfilen, der forventedes at indeholde materiale til belastning af regeringen. Plummer havde næppe blik for, at sagen slet ikke kun handlede om kildebeskyttelse, men at han ved at stå fast på kildebeskyttelsen påkaldte sig vrede over indirekte at hjælpe regeringen.

Han var urokkelig og indså ikke i tide, at kravet om at bryde kildebeskyttelsen var starten på en ny standard i pressen, så kildebeskyttelsesprincippet ikke længere er helligt, men gradbøjes moralsk efter, hvem man ikke kan lide. Den principfasthed gavnede ikke ligefrem hans anseelse hos indflydelsesrige mennesker i mediebranchen, men lagde derimod yderligere i ovnen til massakren på hans person, da helvede bryder løs.

Plummer havde i sin regeringstid ikke gjort, hvad der kræves for at have en stærk og respekteret bastion. Han havde ikke sørget for at skabe, vedligeholde og pleje de rette alliancer, han var venneløs, da det brændte på. Han svigtede især DRs relation til Politiken og lagde sig dermed ud med de forkerte. Han demonstrerede, at han aldrig forstod spillet, mediebranchen og især pressen.

Hans åbenmundethed over for en journalist blev dråben, der til sidst fik alle til at vende sig imod ham. Ingen gad se på ham længere.

Helt anderledes forholder det sig med Mikkel Hertz, hvis position er langt mere solid. Han er en institution i dansk presse nyder bred anerkendelse. Der er overalt i pressen - selvom jeg godt kunne nævne et par stykker, der ikke vil indrømme det - en enorm respekt for den gave, som Hertz og TV 2 har givet dansk journalistik og danskerne i det hele taget i form af TV 2 NEWS. I en tid hvor ikke mindst de tv-bårne nyheder er inficeret med uvæsentlige historier om chilenske minearbejdere og 117 historier om Lene Espersens mødeafbud er TV 2 NEWS en stjerne, et fyrtårn - det meste af tiden.

Så Mikkel Hertz har venner, og mange vil gå langt for at støtte ham og bakke ham op. Hans opsparing i banken er solid. Plummer havde ingen venner, da det gjaldt. Han var i overtræk.

DRs store chance

Kenneth Plummers exit kommer på et for DR ualmindeligt heldigt tidspunkt.

Det kan godt være, at generaldirektørens afsked giver et øjeblikkeligt ledelsesvakuum, men det giver omvendt DR en enestående chance for at sætte en ny person ind på topposten, som kan sikre DR bred og folkelig legitimitet som den medie- og kulturinstitution, vi alle bakker op om og støtter.

Sådan er det ikke i dag, og det er der to centrale grunde til.

Det mest kendte problem er de vedblivende påstande om, at DR er de røde lejesvende. Langt ind i det borgerlige Danmark findes der en udbredt skepsis over for DR, hvilket gang på gang skaber uro om DRs legitimitet - både i den offentlige debat og blandt politikerne på Christiansborg. DR er gentagne gange centrum for politiske slagsmål på Borgen, og det er og bliver til stor skade for DR.

Det andet problem er den massive kritik af DR for at være drevet for langt væk fra klassisk public service. Da TV 2 blev født i 1988, blev DR taget på sengen og blev svigtet, da seerne flygtede over til det nye, friske pust i tv-branchen. En hel del år senere genvandt DR fodfæstet og indledte en intensiv kamp med TV 2 i en grad, så DR til tider har svigtet sit oprindelige raison d'être - nemlig den klassiske public service. TV 2 blev skabt for at være et alternativ til DR - det var aldrig tanken, at DR skulle konkurrere på den samme bane.

Én af de centrale værdier i klassisk public service er "væsentlighed". DRs nyhedsflade blev sammen med især DR1s generelle sendeflade stadig mere populariseret i konkurrencen med TV 2, og væsentlighed som bærende værdi har ikke tilnærmelsesvis samme vægt som før.

Problemet med væsentlighed er, at det er upopulistisk, og at det ofte opfattes som kedeligt. Seerne zapper væk. Men i en kommercialiseret og globaliseret medievirkelighed er og bliver DR den eneste garant for produktionen af væsentligt, dansk indhold. Den luksus har DR, fordi man får sine penge uafhængig af konjunkturer og annoncører, og man kan tillade sig at se bort fra seertal.

I DR anerkendes disse udfordringer, og der arbejdes med dem. Det er især direktøren for DR Kultur, Morten Hesseldahl, og direktøren for DR Nyheder, Ulrik Haagerup, der begge antages som kandidater til posten som generaldirektør.

Begge er eksponenter for fornyelsen af DR og vil kunne fastholde forandringerne, hvis alternativ er et DR, der fortsætter sin vandring ud af kommercialiserings-sporet, hvor prime-time har været præget af underholdningsprogrammer i den lette genre fremfor moderne public service med vitaminer i.

Der er ikke mange oplagte kandidater til at sikre DRs fornyelse og reetablering som hele Danmarks medie- og kulturinstitution. Det vil næsten kræve et overmenneske. Men det er fuldstændig afgørende, at den pågældende forstår udfordringen og samtidig kan sikre sig bred opbakning bag sig - ikke bare hos medarbejderne, det er trods alt det sekundære, men især i befolkningen.

Mange navne har været nævnt - herunder mange topchefer fra andre medievirksomheder. Men lige nu er der nok ikke brug for at bringe mere kommerciel tænkning ind i DR. DR har ikke brug for at gøre som TV 2 eller som så mange andre medievirksomheder. DR er sig selv og skal udfylde nogle altafgørende opgaver for det danske samfund, som i stadig mindre grad løses af de kommercielle virksomheder. For bare 5 år siden var den rent ikke-kommercielle bane for snæver for TV 2, men i takt med populariseringen og besparelser i de journalistiske rækker, er der ikke nær så meget klassisk public service og væsentlighed i de kommercielle medier som tidligere.

Plummers exit er en ualmindelig kærkommen anledning til at rette op på den manglende folkelige forankring og legitimitet, som har præget DR - der trods alt har krav på 2300 kr. om året fra hver dansk husstand.

Finder bestyrelsen en stærk og bredt respekteret personlighed, der har evner og kapacitet til at stå som et kulturelt og journalistisk forbillede, og som ikke kan påduttes nogen særlig politisk bias, vil det potentielt kunne være det bedste, der er sket for DR i mange, mange år. Er der tale om en person, som tilmed formår at fremstå som et positivt forbillede for danskerne, vil det have uvurderlig værdi for DRs legitimitet.

Pressen dækker dansk økonomi for dårligt

Danmark står over for den måske største økonomiske udfordring nogensinde, og fundamentet for velfærdsstaten er truet.

Der er grundlæggende stadig større ubalancer undervejs - et voksende antal mennesker på overførselsindkomster eller på den offentlige lønningsliste samtidig med, at antallet af private jobs falder. Og i lyset af den demografiske udvikling bliver det værre og værre.

Det er ikke politik at hævde, at det ikke bliver ved med at gå. Det er en simpel, objektiv fremskrivning baseret på nøgtern og konkret fakta. Det duer ikke at tale udenom eller at bilde borgerne ind, at problemet let lader sig løse, - uanset hvilken partifarve man har.

Dansk økonomi bliver misbrugt politisk - både af politikerne, der i utide er gået i valgkamp, og af pressen, hvor alt for få journalister, især i tv-medierne, har den fornødne økonomiske indsigt til at kunne stille de rigtige, kritiske spørgsmål.

Bevares, der er dele af økonomien, som sagtens kan diskuteres politisk såsom fordelingspolitikken, men udfordringerne og problemerne i de store linier bør ikke være til diskussion, heller ikke politisk. Det kan man forvisse sig om ved at studere alverdens rapporter og udtalelser fra enhver dansk eller international økonomisk kapacitet, uanset om det er OECD, vismændene, Nationalbanken eller IMF.

Men alt det véd danskerne ikke ret meget om.

En undersøgelse i Børsen for en måned siden påviste, at danskernes krisebevidsthed er noget nær ikke-eksisterende.

Man skal formentlig finde hovedsagen i, at nyhedsmedierne i det store, brede billede langt fra stiller skarpt nok på, at de to politiske blokkes økonomiske planer totalt underkendes af den økonomiske ekspertise. Og det er en direkte trussel mod vores muligheder for at gennemføre den nødvendige genopretning, når danskerne efterlades med den opfattelse, at det gælder om at vælge mellem rød og blå plan, når sandheden snarere er, at ingen af dem duer.

- Det er bekymrende, hvis det viser sig, at danskerne ikke er opmærksomme på, at Danmark står tilbage med nogle meget store holdbarhedsproblemer, når vi en gang kommer ud på den anden side af krisen, sagde Claus Thustrup Kreiner, medlem af Det Økonomiske Råd, til Børsen. Og nogenlunde samme bekymring udtrykte tidligere overvismand Torben M. Andersen over for Børsen, som er vel nok det eneste medie med en systematisk og kompetent dækning af dansk økonomi. Men desværre læses Børsen ikke af alle danskere, hvor mange baserer hele deres virkelighedsopfattelse af de store nyhedsudsendelser.

At alle med indsigt og kompetence anfører, at tingenes tilstand er uholdbare, er ikke det billede, som nyhedsmedierne formidler, selvom deres grundlæggende raison d'être må siges at være, at de skal sikre borgerne viden og orientering om væsentlige forhold af samfundsmæssig betydning.

Pressen pådrager sig derved et stort ansvar for, at borgerne får svært ved at træffe deres beslutninger på et oplyst grundlag, lige fra egne privatøkonomiske dispositioner til beslutningen om, hvor man sætter sit kryds til næste folketingsvalg. Et forkert verdensbillede giver et forkert kryds.

Derfor er det kritisabelt, at nyhedsmedierne dækker dansk økonomi på en så overfladisk og lemfældig måde, som om de økonomiske spørgsmål er et led i det politiske spil, hvor man med forskellige trylleformularer kan få de truende ubalancer til at forsvinde. Men der findes ingen trylleformular, uanset politisk farve. Der er kun én vej, - at få bragt orden i balancerne ved hjælp af den kur, som alle økonomer peger på: økonomiske opstramninger og reformer.

Hver dag banaliseres de økonomiske spørgsmål til et politisk slagsmål mellem blokkene uden at pressen bider sig fast og afkræver politikerne reelle svar på problemerne. Det ligger i forlængelse af den tendens, hvor politiske sensationer, konflikter og personsager fylder stadig mere end substansen, hvilket vi så tidligere på året, da det kom frem, at dansk presse samlet set havde dækket Lene Espersens arktiske mødeafbud med langt over dobbelt så mange historier som dansk økonomi. Det siger alt om proportionsforvrængningen mellem personsager og politisk substans.

På sin side vil politikerne vil gøre alt for at undgå at forholde sig til de økonomiske trusler og udfordringer. Det er ubehageligt, og på grund af den alt for tidlige valgkamp får man ikke en politiker til frivilligt at sige noget, som vælgerne ikke bryder sig om at høre. Det er pressens ansvar at sørge for, at de alligevel ikke slipper.

Det kræver som nævnt dyb faglig kompetence og indsigt som journalist at kunne formidle de økonomiske problemstillinger, og det er nyhedsmediernes pligt at sørge for, at deres journalister er i stand til at løfte opgaven.

Det gælder ikke mindst studieværterne i de meget afgørende og slagkraftige tv-dueller. Og her kniber det.

Det så vi i fuldt flor, da Lars Løkke og Helle Thorning duellerede på TV 2. Postulater og beskyldninger om økonomien fløj gennem luften, altimens studieværten Johannes Langkilde blev efterladt på perronen.

Han erkendte selv efterfølgende, at han blev hægtet af, da de to politikere begyndte at kaste tal efter hinanden.

Den slags må ikke ske. Det er helt afgørende, at enhver ordstyrer og studievært har rustet sig til tænderne rent fagligt, så vedkommende kan skære igennem med benhårde, kritiske spørgsmål, når politikerne forsøger at manipulere med tallene for åben skærm. Det er ikke et urimeligt krav.

Der har været andre eksempler på debatter og dueller, hvor studieværter og ordstyrere ikke har indsigt og økonomisk forståelse til at matche politikerne, når de ruller sig ud med talgymnastikken.

Omvendt burde det være en øjenåbner for især DR og TV 2 at sikre sig studieværter og ordstyrere, der virkelig kan deres kram til bunds, når valgkampen går ind i sine afsluttende faser. Ellers svigtes befolkningen fatalt.

Der er måske helt op til et års tid før næste valg, så det er ikke for sent at opgradere den økonomiske kompetence på redaktionerne. Valget må forventes i høj grad til at handle om netop økonomi, så opgraderingen er stærkt påkrævet - især for at sikre borgerne et så retvisende verdensbillede som muligt.

Lammet?

.. en diskussion om sproglig journalistisk hæderlighed kan indimellem være påkrævet på redaktionerne.

http://www.bt.dk/danmark/trafikken-lammet-saadan-kommer-du-hurtigst-hjem

"Store dele af Sjælland" skulle være "lammet" af to ulykker? Come on, B.T. - det er den slags, der gør, at vores fag bliver lettere til grin. Vi burde være for stolte til at lade vores ordvalg blive manipuleret af, hvad der kan give flest mulig klik - ikke mindst når det kræver, at sandheden ofres.

DRs store chance

Medieforliget er gennemført, fyringerne eksekveret. Næste forlig om fire år er nu DRs fokus. Forude venter hårdt arbejde med at sikre DR større legitimitet. Og det er nødvendigt for en institution, der lever af borgernes penge.

”Jagten på de røde lejesvende” har for alvor sparket nyt liv i den årtier gamle debat om DR og DR’s påståede venstredrejning.

Debatten er mildest talt ikke ny – det nye er, at det denne gang er DR selv, som starter den. Det er i sandhed nye tider, og det er måske et signal om, at DR omsider er ved at være klar til at tage det nødvendige opgør med sig selv og blive i stand til at forholde sig konstruktivt selvkritisk og lyttende til mange årtiers påstande om DRs politiske slagside. En kritik som DR historisk altid har reageret teflon-agtigt på.

Det er alvorlige sager, vi taler om. En Megafon-undersøgelse tidligere på året viste, at hele 30 pct. af danskerne mener, at DR er venstreorienteret. Dvs. at næsten hver tredje licensbetaler ikke har tillid til, at DR kan løfte sin journalistiske opgave på en fair, sober og afbalanceret måde.

Det er ret problematisk for en virksomhed, som netop DR, der i kraft af sin statsautoriserede eneret til at stikke fingrene ned i alle borgeres lommer og hente penge op af dem, uden at nogen kan sige nej. Det er en helt særlig ret. Og til enhver ret følger også pligter – som for eksempel at levere en uangribelig, journalistisk balance, langt ud over, hvad der kræves af alle andre journalistiske virksomheder. Derfor er der også en forpligtelse til at håndtere, adressere og rette op på en så udbredt mistillid. Den kan ingen være tjent med – mindst af alle DR selv.

Frygt for sparekniven

Det er egentlig sært, at DR ikke for mange år siden har indset, at mistillid blandt dem, der betaler festen, til syvende og sidst er en trussel mod selve DR’s egen legitimitet. Og så er det arrogant over for dem, der føler sig affærdiget med en kritik, som de selv synes er vedkommende og relevant. Uden fuldtonet støtte og legitimitet vil der før eller siden opstå et tryk, der får proppen til at ryge af.

Det var netop, hvad mange i og omkring mediebranchen fornemmede var under opsejling i tiden op til det seneste medieforlig, der blev indgået i maj. Luften var fuld af rygter om, at årtiers opsparet irritation og frustration over, hvad borgerlige vælgere og politikere anser som en klar politisk slagside til fordel for venstrefløjen, ville slå igennem i medieforliget. Og ikke mindst deres irritation over DR’s totale uvilje til at tage imod kritik, en kritik der indimellem har været helt useriøs, andre gange relevant og lige på kornet.

Gisninger florerede om, at regeringen, dens politikere og i det hele taget det borgerlige Danmark nu havde fået nok og var klar med den store kniv: Nu skulle dette venstreorienterede DR skæres ned til sokkeholderne, og de sparede licensmidler skulle fordeles blandt en række forskellige medievirksomheder for at opbygge mangfoldighed og modstykker til DR’s altoverskyggende dominans. Talte rygterne sandt, ville det endelige resultat af en sådan medieaftale være en betydelig svækkelse af DR som institution og af positionen som landets førende kultur- og medieinstitution.

Købt eller solgt

Så galt gik det som bekendt slet ikke. Om indholdet i rygterne var grebet ud af den blå luft, eller om planerne blev skrinlagt undervejs efter modpres, vides ikke, men resultatet blev langt fra den lammer, som var forudset, håbet hos nogle og frygtet hos DR. Her åndede man lettet op.

Til gengæld var forløbet og de mange dramatiske forlydender en øjenåbner for DR, der hidtil har set sig selv som usårlige. Denne gang kom det lidt for tæt på, og nogle er af den opfattelse, at kun en dedikeret personlig indsats fra en central figur i sidste øjeblik reddede DR.

DR har ikke lyst til nogensinde igen at placere sig i en så udsat position, hvor man havde mistet styring og reelt ikke vidste, om man var købt eller solgt. Og i DR er man klar over, at en del af svaret på den udfordring vil være at styrke sin legitimitet i befolkningen frem mod næste medieforlig. En sådan styrkelse vil indebære, at man etablerer en langt større opbakning og forankring hos danskerne til DR’s rolle og position. I realiteten betyder det også, at man står foran at skulle reducere den store gruppe på 30 pct. af befolkningen, som mener, at DR har en særlig venstreorienteret ensidighed.

Er det DR’s egen analyse af situationen, står man foran et omfattende strategiarbejde, der har ét eneste overordnet mål for de næste fire år – at få vasket den plet væk, der siger, at DR er venstreorienteret.

Det er muligt

Man må starte med et større undersøgelsesarbejde for at blive i stand til at forstå sine egne udfordringer til bunds – for eksempel ved at kortlægge licensbetalernes positive og negative holdninger til DR.

Og så er man nødt til at skaffe sig selv dokumentation for det journalistiske arbejde, så man véd, om DR reelt træffer journalistiske valg, som understøtter en venstreorienteret dagsorden og venstreorienterede temaer, eller om beskyldningerne er grundløse. Der er gennemført mange tilsvarende undersøgelser uden større held. Ingen har hidtil haft en vægt og et omfang, hvor resultaterne efterfølgende er blevet anerkendt af både venner og fjender. Men dette bør ikke være en umulig opgave, selvom den har høj kompleksitet.

For eksempel vil det være afgørende, at alle anerkender, at undersøgelsen har været rundt i alle hjørner. Er man ikke det, bliver det bare værre, som da et forskerhold tidligere på året påstod at have dokumenteret, at hverken DR eller TV 2 led af nogen politisk slagside. Problemet var, at forskerne kun havde set på den journalistik, som direkte udspringer fra Christiansborg og tilmed kun havde undersøgt journalistikken i løbet af valgkampe, hvor anstrengelserne for at holde en ren journalistisk linje er allerstærkest.

”Jagten på de røde lejesvende” kunne ikke være blevet sendt på DR for blot få år siden, og det er i sig selv positivt, at DR er kommet til den erkendelse, at man også selv skal stå til regnskab og finde sig i at blive kigget i kortene. Den klædelige ydmyghed vil i sig selv styrke DR’s legitimitet i befolkningen, hos licensbetalerne.

Revitaliserede B.T.

Revitaliserede B.T.

B.T.s stormagtsdage skal man efterhånden mange år tilbage i tiden for at finde, men i det seneste års tid er det som om, bladet alligevel er i en journalistisk revitalisering og er ved at genopstå fra de nær-døde - som god, gammeldags tabloidavis.

Det var formentlig også sidste udkald. På godt 20 år er 70 procent af oplaget tabt, og avisen var i en årrække den mest ubetydelige.

TV 2s fødsel i 1988 forandrede alt for de to tabloidaviser B.T. og Ekstra Bladet. TV 2 er ofte udlagt som det, der for alvor startede de to avisers senere så dramatiske oplagsfald. På toppen havde B.T. i 1988 et dagligt avissalg på 233.000 eksemplarer, mens Ekstra Bladet nåede op på 243.000 i 1989. Til sammen nærmede de to sig altså et dagligt salg på næsten en halv mio. aviser.

Siden er det gået massivt tilbage. Senere internettet og gratisaviserne. B.T.s sælger i dag 68.400 mod Ekstra Bladets 74.100 aviser om dagen. Skiftende chefredaktører og direktører har i årevis sagt, at nu er bundet for oplaget nået. Men det falder fortsat.

Mange ting er forsøgt uden større held, men måske krævede aviskøberne såmænd bare godt, gedigent journalistik arbejde af en så høj værdi, at man gider betale penge for avisen. Og det er tilsyneladende det, B.T. har satset butikken på.

En lang række stærke og opsigtsvækkende journalistiske historier har fornyet profilen og givet avisen et stærkt tiltrængt løft i brandingen. Det virker som om, B.T. simpelthen har genopfundet opskriften på dét at være et ægte tabloidblad.

Det seneste skud på stammen over journalistiske scoops var, da en journalist på B.T. overhalede politiet og alle konkurrenterne ved at opspore identiteten på bombemanden fra Belgien. B.T.s arbejde udløste opmærksomhed. Opmærksomheds- og brandingværdien var for B.T. nærmest ubetalelig.

Tidligere på sommeren var det også B.T., som drev den omstridte sag om Thornings skatteforhold. Sagen blev uomtvisteligt drevet med en tabloidavis' metoder - på godt og ondt. Der blev gået godt til makronerne, og vinklerne var efter velkendt tabloid-forskrift ofte strammet lige præcis et skridt eller over kanten. Men grundtonen i historierne var en reel tabloid-historie med saft og kraft i.

Som sædvanlig - når tabloidpressen kører kampagner - er det sjældent at hver eneste historie i kampagnen holder vand. Det gjorde det heller ikke denne gang. Men denne gang fik det nogle af de ærede kolleger op af stolene med krasse kommentarer.

Kritikken har givetvis vakt undren på B.T., eftersom avisen ikke havde båret sig anderledes ad, end tabloidpressen altid gør, når den ruller kavaleriet ud. Og metoderne adskilte sig heller ikke fra dem, som det meste af pressen benyttede sig af under den månedslange dækning af Lene Espersens mødeafbud og de politiske konsekvenser heraf. Nogen gik endda så vidt som til at mene, at der slet ikke fandtes nogen historie i Thorning-sagen. Den slags bedømmelser udspringer næppe i journalistiske vurderinger, men snarere i politisk bias.

For en tabloidavis som B.T. vil det altid være en ren godbid at kunne påvise, når politikernes og magthavernes holdninger ikke stemmer overens med deres handlinger. I det aktuelle tilfælde ønskede Helle Thorning at beskatte de bedst stillede hårdere, selvom hendes familie som tilhørende netop denne gruppe personligt ikke selv ville blive ramt af et sådant forslag - af rent skattetekniske grunde. Havde Thorning så endda været kritisk over for disse muligheder for at undgå beskatning i Danmark og have lovet at ville arbejde for at ændre det, ville sagen have stået anderledes.

Thorning-sagen var B.T.s top-scoop, men avisen kan bryste sig af at have haft en række andre gode historier i den klassiske tabloid-genre, og som har bidraget til en klarere tabloid-profil.

Der var således også historien om Bendt Bendtsens letsindige omgang med våben. Hans jagtgevær lå og flagrede rundt i bagagerummet på ministerbilen. En super afsløring som udstiller en minister med svag dømmekraft - endda en konservativ minister der tilmed havde været politibetjent og burde kende loven indgående samt vel at mærke at kunne overholde den.

Det var B.T., der afslørede, at præsten i Brorson-kirken på Nørrebro var aktiv i forhold til ulovligt at skjule illegale indvandrere, der af politiet blev betegnet som en meget alvorlig sag. Og så var B.T. med helt i front i både sagerne om oversættelsen af Jægerbogen samt LOs annoncer, der var baseret på opdigtede eller forkerte eksempler.

B.T. breakede også historien om Mette Frederiksen, der pludselig satte sit barn i privatskole, selvom hun tidligere indigneret havde skoset andre forældre for at gøre det samme. Igen var B.T. foran med en nødvendig historie om at kontrollere politikernes holdninger contra handlinger.

Mens den gode tabloidstil synes at være genfundet og pudset af, ser B.T. tilsvarende ud til at glide væk fra en tidligere og perspektivløs profil som en bonert, snerpet familieavis, der gerne moraliserede over andre, - på trods af at en sådan rolle er i lodret modstrid med selve tabloidgenren, der gerne er provokativ. Man kan med andre ord ikke både være moraliserende og bonert og så være tabloidavis. Det er indbyrdes modstridende.

Mens B.T. har haft held i sprøjten med klassiske tabloidhistorier, virker forsøget på at tage den ledige plads i markedet som Danmarks sundhedsavis mindre vellykket.

Positioneringen er problematisk, fordi journalistisk fokuseret dækning af sundhed og sygdom kræver stor troværdighed samt uangribelig og fejlfri journalistik. Området er ganske enkelt for alvorligt til at blive pakket ind i en tabloidavis' traditionelt sensationelle stil med tvivlsomme påstande i retning af "gennembrud mod krærften". Det kræver stærk selvdisciplin at holde sig på dydens smalle sti i emner, der betyder liv eller død for mange mennesker, og den disciplin har B.T. - endnu - ikke skabt. Men B.T. er totalt set på rette vej, så med lidt held venter en stop for oplagsfaldet måske lige om hjørnet.

Sådan vanrøgter man sit image og borgernes tillid

Det er ingen hemmelighed, at Post Danmark ikke er en institution, danskerne føler stigende kærlighed til. Det er hverdagskost, at brevene ikke kommer dagen efter, de er afsendt, og borgerne er udsatte for, at regninger ikke når frem og derfor udløser renter og opkrævningsgebyrer. Helt og aldeles uforskyldt. Og her gider jeg ikke komme ind på de selvforskyldte.

Forleden fik jeg selv en opkrævning fra Centralregistret for Motorkøretøjer: Jeg havde "glemt" at betale ejerafgiften, og det udløste et gebyr på 65 kr. Men jeg havde aldrig modtaget den første opkrævning. Den var vel som et stigende antal forsendelser blevet væk undervejs. Staten sender mig altså en regning gennem et statsselskab uden at kunne gennemføre processen. Dermed skal jeg straffes med et gebyr.

Nogen vil hævde, at jeg bare kan tilmelde mig betalingsservice, og det har jeg da også gjort. Men det bliver jo udelukkende en nødvendighed, fordi man altså ikke kan stole på og forvente, at Post Danmarks ydelser fungerer. Når jeg sender mine bilag til min bogholder, er jeg nødt til at sende dem meget dyrt og omstændeligt som anbefalet, idet jeg ikke har tillid til, at de ellers når frem.

Jeg er med andre ord fanget. Der er ingen vej udenom, at jeg skal af med de 65 kr., der jo selvfølgelig er småpenge. Men princippet om at jeg kommer til at betale for et system, der ikke fungerer, og som endda har fået penge for at bringe forsendelsen frem, er mig inderligt imod.

Seneste påfund er, at Post Danmark påfører man en udgift på flere hundrede kroner til opsætning af en postkasse, selvom jeg har en brevsprække i døren. Nye regler gør, at jeg pr. 1. januar ikke længere får min post leveret igennem brevsprækken. Post Danmark forringer igen sin service og sparer et beløb, som er latterligt i forhold til det, danskerne tvinges til at investere i postkasser. Det er estimeret, at omkring 1 mio. husstande skal investere i en postkasse, og det udløser altså en samlet regning til - ja, ingenting - på et sted mellem en halv og en hel milliard kroner til de danske forbrugere. Der går flere år, inden Post Danmark har sparet et tilsvarende beløb.

Hertil kan så lægges generelle serviceforringelser og prisstigninger langt over samfundets løn- og prisudvikling, samt en uforskammet nidkærhed over for borgere, som har sat 50 ører for lidt på brevet til moster Oda.

Nu kommer finurligheden så. I dag - for tiende gang i går - dumper der så et brev ind hos mig, der tilhører en anden. Hidtil har jeg altid ulejliget mig med at tage den med på posthuset eller smide den i én af de røde postkasser, men jeg synes ikke, at serviceforringelserne skal være ensidige. Man mister lysten til at være Post Danmark behjælpelig - kvit og frit - når de hele tiden påfører mig ekstra udgifter og større besvær.

Så - hvad gør jeg nu? Smider jeg brevet i en kuvert til Post Danmark, ledsaget af en lige så nidkær faktura for mit tidsforbrug og kræver 30 kr. for min ulejlighed?

Dansk presses markedsfejl

Først var DR og radioen. Så TV 2 og TV 2 regionerne. Og siden fik vi internetmedierne og gratisaviserne. Mere og mere gratis indhold for forbrugerne - i hvert fald på den måde at forbrugerne ikke kan stemme med pengepungen

Dansk presse har en strukturel udfordring, - den er domineret af medier, der er gratis. Det er et fænomen, som vokser. Og det er en udvikling, der er betydelige problemer forbundet med - ikke mindst den ekstreme sårbarhed over for pludselige storspillere som Google, der æder løs af det danske marked.

Og i bund og grund er det usundt, når produkter og serviceydelser ikke møder det frie marked og forbrugerne, der således på en meget stor del af mediemarkedet er frataget deres vigtigste markedsmæssige redskab af alle - beslutningen om at købe eller lade være.

I stedet er forbrugernes påvirkning af pressen reduceret til de rent kvantitative læser-, lytter- og seertal - samt ikke mindst kliktal.

Nogen vil hævde, at det så er her, forbrugerne kan få deres indflydelse, men det er naturligvis nonsens. Den ægte indflydelse består i at kunne foretage købsbeslutning eller ej. Et medieprodukt, man ikke skal have penge op af lommen for at få, skal virkelig være ringe, før man aktivt fravælger det.

Det er med andre ord ufattelig nemt at afsætte et produkt, som hverken koster noget, eller som forbrugerne skal gøre sig nogen anstrengelser for at få. Som et klik med musen, en udstrakt arm efter gratisavisen eller fjernbetjeningen. Skulle man bevæge sig hen i kiosken for hente det selv, stadig kvit og frit, ville selv mange gratismedier ikke eksistere.

De færreste tænker over det, men det er efterhånden en temmelig stor del af den danske presse, som er gratis over for forbrugerne.

Listen er lang: internetmedierne, samtlige radioer, lokale såvel som regionale og nationale, DR, TV 2, TV 2-regionerne, gratisaviserne og distriktsaviserne. Der er ikke meget tilbage derude, som er underlagt normale markedsvilkår.

Selvfølgelig betaler forbrugerne i sidste ende, idet alle de nævnte medier enten er licens- eller reklamefinansierede, men mediernes forretningsmodeller bygges i dag hovedsageligt op om at undgå at skulle levere et produkt, som forbrugerne kunne vurdere som havende en værdi, man er villig til at betale for.

I stedet tvinges de til at betale ad indirekte kanaler - uden mulighed for at sige ja eller nej. Den ikke uvæsentlige, negative sideeffekt er, at gratismedierne konstant forstærker den tendens, ingen bryder sig om - at forbrugerne vænnes til, at alting er gratis.

Blandt de demokratibærende del af de danske medier, de facto pressen, er det kun de nødlidende dagblade, som hver dag står til ansvar for forbrugerne.

Det har de desværre ikke rigtig evnet at omsætte til noget brugbart, men man har tværtimod i større eller mindre grad negligeret det budskab, som forbrugerne har sendt i de seneste 10-15 år ved at vende aviserne ryggen.

Det samlede avisoplag er halveret fra omkring 2 mio. solgte eksemplarer dagligt til nu under 1 mio. Dagbladene har ikke afgørende kigget på, om det måske kunne være fordi, forbrugerne ikke oplever en fair balance mellem den redaktionelle kvalitet og så prisen. Der er ikke taget grundlæggende initiativer - eller turn-arounds - hos dagbladsbranchen for at få bragt produktet i overensstemmelse med markedet.

I branchen angives mange årsager til oplagsfaldet - især strukturelle såsom især gratismediernes tilstedekomst. Men det forklarer ikke, at der altså alligevel er fire aviser - Weekendavisen, Børsen, Kristeligt Dagblad og Information - som går op imod markedet, og som klarer sig godt.

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at de faktisk ikke har reduceret den journalistiske kvalitet. De har heller ikke fulgt de fleste mainstream mediers markante tabloide udvikling for at opnå annoncørernes gunst og krav om hele tiden at få fat i de unge. Men tabloidvejen ser på ingen måde ud til at have gjort gavn for hverken økonomierne eller den publicistiske kvalitet.

Den egentlige forklaring på de fires succes synes at være, at den høje, redaktionelle kvalitet er bevaret. Og til kvalitet findes altså også betalingsvillighed.

Det er også værd at hæfte sig ved, at de fire succesfulde aviser ikke aktivt starter eller i væsentlighed grad bidrager til de pressekampagner og mediestorme, som indimellem rejser sig og hurtigt forplanter sig til stort set hele pressen, den såkaldte lemminge-effekt, hvor medierne går i selvsving og befrugter hinanden ud i det absurde.

De fire aviser er blandt flere ting kendetegnet ved at besidde troen på egne kvaliteter, et indgående kendskab til egne læsere samt ikke mindst modet til at fravælge de store fælleshistorier, som kommer og går - for eksempel sagen om Lene Espersens famøse afbud til tre møder, som antog en grotesk pressedækning uden nogen form for selvjustits eller stopklods.

Det dokumenterede ugebrevet Mandag Morgen, som i august lavede en undersøgelse, der påviste, at Lene Espersen-sagen har affødt 2.700 artikler i form af nyhedshistorier, analyser, kommentarer mv. Hertil skal lægges en massiv dækning i DRs og TV 2s nyhedsudsendelser. I samme periode var der 2000 om Danmarks krigsførelse i Afghanistan og blot 800 om genopretningen af Danmarks økonomi.

At det kunne gå så galt, hænger delvist sammen med, at pressen simpelthen er ved at miste jordforbindelsen til det omgivende samfund - for eksempel ved ikke dagligt at stå i kontakt til slutbrugerne, borgerne. Den kurs er dødsensfarlig.

Hertil kan lægges, at netop de reklamefinansierede medier tilmed har gjort sig særdeles sårbar over for Google og Facebook som to af de helt store trusler.

Alene Google tog i 2009 omkring 1 mia. kr., og væksten fortsætter. Markedet vokser ikke tilsvarende, så Google tager penge fra konkurrenterne, der netop er de gratismedier, som troede mere på afhængigheden af reklamemarkedet end på at kunne levere et redaktionelt salgbart produkt. Måske viser det sig snart, at produktion af indhold i en kvalitet, forbrugerne vil betale for, alligevel ikke er nogen dum idé.

Drop forbud mod skjult reklame

Forbuddet mod skjult reklame er gammeldags. Det fungerer ikke, og det behandler ikke alle erhvervsdrivende lige. Samtidig er forbuddet en statslig arm ind over pressens redaktionelle anliggender

Skjult reklame er en daglig begivenhed i danske medier. Det er mere end det. Det er ofte en inkorporeret del af en lang række mediers redaktionelle profil.

Men det er jo ulovligt, vil nogen indvende.

Og ja, det er da rigtigt nok. På papiret.

Men der er skjult reklame - og så er der skjult reklame. Der er forskel på fisk. Mens nogle knap nok kan få vist et logo på skærmen uden emsige seerklager, får andre minutters eller timers ubetalelig eksponering og reklame på landsdækkende tv uden, at en hund gør af det. Med andre ord - her er alle ikke lige for loven.

Er man erhvervsdrivende og sælger varer eller tjenesteydelser relateret til kunst, kultur eller sport, er man sikret en fortrinsstilling, selvom loven ikke tillader det. Som musiker, kunstner, skuespiller, sportsudøver mv., kan man glæde sig over at den vare eller tjenesteydelse, som man tjener styrtende mange penge på, ikke bliver nær så nidkært vurderet som kommercielt ude på redaktionerne, som det gælder for virksomheder med "almindelige" produkter såsom tandpasta, øl, campingvogne eller vaskemaskiner. Der gælder simpelthen andre og forskellige regler - ikke officielt, men de facto og i praksis.

Skjult reklame er i lovgivningen defineret ved, at varer eller tjenesteydelser - eller en producents eller tjenesteydelsesleverandørs navn, varemærke eller aktiviteter mundtligt eller visuelt fremhæves i programmer, når fremhævelsen er tilsigtet fra tv-radiospredningsorganets side i reklameøjemed, og den vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til arten af denne fremhævelse.

Tre kumulative betingelser skal være opfyldt for at kunne kaldes en fremhævelse: Den skal være tilsigtet, den skal være i reklameøjemed, og den vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til arten af denne fremhævelse.

Der er umiddelbart ingenting i definitionen af skjult reklame, som hjemler en undtagelse, så visse erhverv eller produkter er undtaget og lovligt kan få masser af omtale, medieeksponering og dermed gratis reklame - heller ikke kommercielle aktiviteter og produkter undtaget uanset hvor meget kunst og kultur det er.

Og bøger, musikudgivelser, sportsarrangementer, modeuger, festivaler, film er blandt det, der i årevis har nydt godt af særlig fremhævelse og eksponering i medierne, selvom en tilsvarende omtale af mere traditionelle produkter aldrig kan få samme eksponering. Forklaringen skal formentlig som så meget andet findes i fortiden med gammel vanetænkning om, at kunst og kultur ikke var nær så kommercielt udviklet som i dag, og da sporten var ren idealisme og gode intentioner. I dag er store dele af disse områder jo blevet en del af det store, stygge erhvervsliv.

Muligvis lider nogen af den opfattelse, at kunst og kultur rent faktisk nyder en særlig undtagelsesstatus i forhold til mere traditionelle produkter, men en tidligere afgørelse fra Radio- og tv-nævnet viser, at myndighederne behandler kommercielle kulturprodukter som alle andre. I en klage over et indslag i Go' Morgen Danmark, hvor en bog af Leif Davidsen var blevet omtalt, blev klagen afvist med den begrundelse, at bogen var blevet omtalt i "meget sparsomme vendinger". Nævnet vurderede således efter samme principper som alle andre produkter, men mente altså ikke, at bogen var blevet fremhævet på en måde, som gjorde det til skjult reklame.

I sidste uge var det således modebranchen, en lang række modedesignere og modevirksomheder, som blev fremhævet og hyldet i en helt overdådig medieeksponering, som enhver anden branche ville misunde den. Det er ikke sandsynligt, at den omfattende profilering af de mange kommercielle interesser ville kunne stå for en nærmere myndighedsprøvning.

Også på andre områder sker der en iøjnefaldende forfordeling, som viser forbuddets svaghed og manglende effektivitet. Det ser man blandt andet, når forskellige enkeltindivider opnår værdifuld personlig branding ved gentagen tv-optræden, som det blandt andet er tilfældet med ejendomsmæglere, reklamefolk og kokke. Her sker der efterfølgende en kapitalisering af eksponeringen, der omsættes til cool cash ved lukrative forretningsmuligheder, skabt via denne eksponering. Vi har også set, at studieværter udnytter deres eksponering kommercielt, såsom Vild med Dans-værtinden Andrea Elisabeth Rudolph, der lancerede egen hudplejeserie med efterfølgende massiv fremhævelse på tv.

I realiteten er det altså selvbedrag, hvis nogen hævder, at vi her til lands har et effektivt, rimeligt og velfungerende forbud mod skjult reklame. Det vil være hykleri, og ikke en sjæl vil på en ædruelig måde kunne redegøre for, hvorfor det har skabt en uigennemskuelig forskelsbehandling mellem forskellige erhverv, virksomheder, brands og personer.

Så derfor må rådet være enten at sørge for rimelige tilstande og lige vilkår, eller endnu bedre at erkende, at tiden er løbet fra det og så se at få det droppet.

Helle T. kører efter lærebogen

Når skaden er sket, er der en helt central ting at gøre i krisestyringen: Sig undskyld, undskyld, undskyld. Og gør det hurtigt.

Den lektie findes på side 2 i grønspættebogen for kommunikationsrådgivere, så det er ikke stor videnskab og fortjener således heller ikke stor ros og anerkendelse, når det udføres.

Helle Thorning Schmidt kender sin grønspættebog. Eller - hendes rådgivere gør. En sag blusser op i hendes ferie, og hun fornemmer dens sprængfarlighed. Med alle midler signalerer hun, at hun tager sagen, problemerne og beskyldningerne yderst alvorligt, når hun afbryder sin ferie og haster hjem til Danmark for at tale direkte til pressen. Og det gør hun eminent.

I kontrast hertil findes Lene Espersen, der brugte to måneder på at sige undskyld. Det kommer formentlig til at koste hende regeringsmagten ved næste valg. Hendes tonedøvhed over for kritik fik omgående konsekvenser for partiets meningsmålinger, og selv hendes undskyldninger har ikke efterfølgende kunnet rette op på de dårlige tal. Skaden var jo sket, og hendes undskyldning kom så sent, at den slet ikke virkede til at være helhjertet - tværtimod virkede den kynisk beregnende efter at have studeret meningsmålingerne og haft workshops med kommunikationsrådgivere.

Det spiller formentlig også ind i Lene Espersens sag, at stadig færre tror på hendes evner og kompetencer som partileder og som udenrigsminister. Og den lange ventetid betød, at vælgerne så at sige blev fastholdt i spekulationerne om Lene Espersens kvaliteter.

Helle Thorning har en helt anden indgang til krisestyring, for hun véd, at en hurtig undskyldning til en vis grad forhindrer, at sagen kan holdes i live, hvilket i sig selv naturligvis er dybt skadeligt for omdømmet, for troværdigheden og for meningsmålingerne.

Tilbage står imidlertid sagens substans - i både Lenes og Helles tilfælde. Til syvende og sidst burde de ikke dømmes endeligt på, hvordan de har håndteret deres sager - men på sagernes indhold. Og der er der monumental forskel, hvor Lene Espersen er et professionelt svigt, der vidner om manglende kompetence, hvorimod Helle Thorning er et moralsk svigt, der indikerer, at hendes personlige integritet ikke nødvendigvis er af en kaliber, som en statsminister bør være formet af.

Fælles for dem begge er, at fejlene er fundamentale og katastrofale. De forsøger begge - omend med forskellig tidshorisont - at lukke munden på pressen og på kritikerne ved at sige undskyld.

Men undskyld er ikke et mantra, som man kan ty til og så bliver alt godt igen, selvom det i lærebøgerne igennem mange år har været én af de allervigtigste læresætninger. For pressen må læringen af disse to sager være, at en undskyldning - hurtig eller langsom - ikke pr. automatik blot bør lade de pågældende personer lukke en sag ned. For undskyldningens årsag forsvinder jo ikke med ordet undskyld.

Follow the money

TV 2s fremragende afsløring af de skandaløse forhold i hjemmeplejen kan man kun undervurdere.

Først og fremmest er der tale om et stykke dygtigt udført klassisk journalistik, hvor væsentlighed er det helt bærende. TV 2 fortjener ære for - omend i beskedent omfang i forhold til antallet af journalister - at have afsat medarbejdere til at dyrke de væsentlige, afslørende historier, som findes overalt.

Medierne producerer enorme mængder nyttesløst indhold, så derfor er der grund til at glæde sig ekstra meget, når nogen rent faktisk bedriver journalistik, der gør en forskel.

Og dernæst er det fantastisk at se, hvordan disse indslag markerer et brud på det gængse journalistiske automatreaktion på alle velfærdssamfundets evindelige problemer med at få serviceniveauet til at hænge sammen med de stadig større budgetter: Send flere penge.

Mangt en politiker er på live-tv blevet afæsket garantier på diverse studieværters fantasiløse krav om straks at sørge for at finde pengene til dit eller dat, mens den mere intelligente journalistiske indgang til problemerne ville være, om pengene prioriteres på den rigtige måde og især da om de bliver brugt forsvarligt og effektivt. Den sidstnævnte kræver imidlertid langt mere tid, opfindsomhed og dygtighed - derfor vælger medierne ofte den letteste.

TV 2-indslagene om hjemmehjælpen er derfor en sjældenhed i forhold til selve tilgangen til problemerne. Her hældes salt direkte ned i velfærdssamfundets sår: Er svaret på problemerne da virkelig, at vi bare skal fortsætte med at finde stadig flere penge og ansætte flere mennesker, eller er der grund til journalistisk set at rette et langsigtet kritisk lys på de tusindvis af chefer og ledere i den offentlige sektor, som forvalter vores allesammens midler. De fleste gør sikkert et godt stykke arbejde, men hvordan kan der samlet set være kommet flere medarbejdere i den offentlige sektor i en periode, hvor alle andre organisationer og primært erhvervslivet har fundet anledning til at køre effektiviseringsprogrammer og se på antallet af medarbejdere? Kan man forestille sig, at 10 procent færre medarbejdere i den offentlige sektor stadig kan udføre det samme arbejde - som det ofte gælder for medarbejdere i virksomhederne?

Det er et oplagt journalistisk spørgsmål, som har lidt større perspektiver end "send-flere-penge" historierne. TV 2-indslagene er netop af den karakter. Her kigges der med lup på, at et massivt overforbrug - i dette tilfælde direkte svindel - gør, at vores skattekroner forsvinder ned i et sort hul.

Det er svært at forestille sig, at denne sag skulle være helt og aldeles enestående. Under alle omstændigheder er det et svigt, hvis ikke medierne agerer vagthund og nu går i kødet på andre områder også, for vi har jo allesammen kendskab til eksempler på grotesk overforbrug eller uansvarlighed.

For eksempel sad jeg for nylig til bords med en person med indgående kendskab til ressourceforbruget i én af vores allerstørste kulturinstitutioner. Personen havde en række eksempler på en så løsagtig omgang med midlerne, at det på stedet ville koste flere chefer jobbet. Men enten lukkes der mange øjne rundt omkring, eller også er der som i hjemmehjælpersagen tale om dårlig ledelse og inkompetence.

Bliver vi i kategorien von-hören-sagen - og det kan man godt, når eksemplerne er anonymiserede, er der denne tekniske chef i en kommune, som hver dag har bevilget sig selv en frokostpause på i hvert fald en time, hvor han tager sin bil og kører ned til sin private båd i havnen. Og allerede kl. 15.00 er han igen tilbage på sin båd og holder fyraften.

Måske er han på deltid - næppe sandsynligt - men i så fald burde både han og kommunen tænke over, hvilket signal man sender med en kommunal chef, som i dagtimerne er mere at finde på sin båd end på sit kontor, for det siger sig selv, at det bemærkes af skatteborgerne i kommunen.

Historierne om offentligt forbrug er talrige - nogle af løse rygter, og andre er der i den grad kød på. Det er journalistisk set meget hårdere arbejde at komme til bunds i den slags historier end VM i fodbold, Roskilde Festivalen eller de saftige krimihistorier. Men de er væsentlige, og pressens vagthund skal indimellem op på tæerne, før der kommer skred i tingene. I København sad man i hvert fald på hænderne, indtil TV 2 kom med sine indslag.