Et større milliardbeløb går hvert år til de danske medier uden særlige kvalitetskrav. Omlægning af mediestøtten giver en helt ny chance for at fremme journalistik, der gavner folkeoplysningen, kulturformidlingen og debatskabelsen - og dermed demokratiet og samfundet
5,4 mia. kr. tilflyder de danske medier i direkte eller indirekte støtte fra borgerne hvert år. DR tager to tredjedele - 3,4 mia. kr. - mens en lang række medievirksomheder, altovervejende otte TV 2-regioner og en stribe dagblade, må deles om de sidste 2 mia. kr.
Det er paradoksalt, at selvom støtten til medierne begrundes med mediernes vigtige rolle for demokratiet, så bruges pengene ikke aktivt til at fremme indhold og journalistik, som rent faktisk understøtter denne demokratiske rolle.
I stedet deles pengene ud efter om man er statsligt ejede tv-stationer, eller om man producerer sit indhold til avispapir og udkommer dagligt. Der uddeles ikke én krone til journalistik, selvom det indlysende er journalistikken og ikke platformen, som understøtter demokratiet.
Journalistik med en særlig samfundsgavnlig værdi er defineret ved enten at være debatskabende, kulturformidlende eller folkeoplysende. Det er med andre ord public service. For cirka 10 år siden hævdede den daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, at også Lykkehjulet var public service, og dermed punkterede hun al meningsfuld debat om, hvad vi som samfund og borgere opfatter som journalistik af værdi, der bør støttes. Hendes påstand skabte en bevidsthed om, at man reelt kan argumentere for hvad som helst som havende en demokratisk værdi - også Lykkehjulet.
Nu er det nødvendigt at gøre op med den værdirelativisme, som lå i kulturministerens udsagn. Midlerne er begrænsede, og politikerne har næppe tænkt sig at øge puljen på de 5,4 mia. kr., selvom det i høj grad er aktuelt at diskutere flere penge, når globale medier som Google, Facebook og YouTube med massiv kraft gør indhug i det medietidsforbrug, som tidligere lå på dansksprogede medier med en samfundsgavnlig og demokratiunderstøttende funktion.
Omlægningen af mediestøtten er en helt unik chance for at fremme og motivere til produktionen af indhold og journalistik, som kommer under stadig større pres, og som ikke kan fungere på kommercielle vilkår. Langt de fleste vil være enige i, at vi står foran en reel udfordring og et voksende problem - men der vil være stor uenighed om, hvordan det kan løses.
Uenigheden vil bestå i, hvordan vi undgår en flok smagsdommere, som sidder og afgør, hvad der er god eller dårlig journalistik. Denne frygt kan ødelægge en historisk chance for at fremme den type journalistik, som er presset af tidens tyranniske jagt på seere, læsere og brugere. Det vil være ærgerligt, hvis den frygt skal ødelægge muligheden for at lægge helt nye spor for fremtidens journalistik.
Grundlæggende må vi forholde os til, hvad vi ønsker at fremme, og om dette kan overlades til markedskræfterne eller ej. Vi får - i lyset af at ressourcerne er begrænsede - brug for at diskutere det rimelige af, at vi bruger offentlige midler til at sende amerikanske film og serier, producere gossip og bruge millioner af kroner på underholdning generelt - uanset om det er på tv eller i aviserne.
Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt underholdning på tv eller på print er god eller dårlig smag, men snarere en konstatering af at udenlandsk fiktion, gossip og fredagsunderholdning ikke er truet. Det skal nok overleve - også på rent kommercielle vilkår uden offentlig støtte. Danskproduceret underholdning støttes i øvrigt allerede massivt via filmstøtteordningen.
Situationen i dag er uholdbar, fordi vi ikke véd en døjt om, hvilken nytteværdi der de facto kommer ud af de 5,4 mia. kr., altimens presset udefra vokser. Vi har ikke megen idé om, hvor mange af pengene der bidrager til at understøtte de samfundsmæssige egenskaber, vi ønsker at fremme: debatskabelse, kulturformidling og folkeoplysning.
Fremtidens støttesystemer bør tilrettelægges, så effekten af støttekronerne bliver maksimeret, og samfundet og borgerne får en reel og dokumenterbar nytteværdi. Der er brug for kvalitetskontrol, og der er behov for, at man ud fra de tre begreber - debatskabelse, kulturformidling og folkeoplysning - får udkrystalliseret fremtidens definition på støtteværdig public service.
Optimalt udviklet vil fremtidens støtteordning kunne modvirke tidens uheldige tendenser, hvor man især i tv-mediet ser en forfladigelse og alt for meget infotainment. Man skal kaste et blik på de amerikanske nyhedsudsendelser for at se, hvad danske medier er inspireret af - og så er det let at blive skræmt ved udsigten til, at danske tv-nyheder om føje år vil se ud som de amerikanske, hvis ikke vi prøver at påvirke det.
Konkurrencen om seernes opmærksomhed er så intens, at opfindsomheden for at undgå, at de zapper væk bliver stadig større. I Danmark ser vi en kraftig dyrkning af dramatiserende krimistof samt det journalistiske nyhedskriterium - konflikten.
Konflikt og konfrontation giver utvivlsomt en nyhedsudsendelse en sticky effekt, fordi det er drama, det er spændstighed og nerve. Men når formen rendyrkes på en måde så politiske yderpunkter konstant sættes op mod hinanden, er det ikke længere samfundsgavnligt. Vi véd, at når redaktionen skaffer kilder, som skal deltage i aftenens live-debat i studiet, vælger man den modpol med standpunkter længst mulig væk fra modstanderen, og som er villig til at sige tingene mere direkte og firkantede. Resultatet er forsimplet journalistik, hvor det er mere interessant at høre om det sorte eller det hvide, fremfor de mange nuancer midt imellem. I værste fald bidrager til radikalisering.
Der er masser af journalistik og indhold generelt, som det simpelthen er meningsløst at støtte set ud fra et demokratisk synspunkt. Vejen frem er at enes om, hvordan vi definerer den nødvendige journalistik og overlader resten til markedskræfterne, uanset platformen, og hvordan vi i praksis undgår at skabe mediestøtteordninger, som medfinansierer det, der sagtens kan klare sig selv.
