Er Naser Khader en løgner? Er han en gemen løgner, en storløgner, kommer han med hvide løgne, eller husker han bare forkert?
Det er jo ikke helt ligegyldigt, hvor på skalaen Naser Khader som ny partileder og hvem véd - måske også statsministerkandidat - måtte befinde sig, hvis det viser sig, at hans forklaring om, hvor og hvornår han så billederne af Elsebeth Gerner Nielsen iført tørklæde ikke holder vand.
Men der er bare ét eller andet ved den historie, der får min shit-detector til at bevæge sig, når jeg ser TV 2 NYHEDERNE hurtigt opfulgt af andre medier ifærd med at begå karaktermord på Khader. Journalistisk set er historien simpelthen noget makværk. Der er sprunget let og elegant over en lang række muligheder, som ikke oplyses i indslaget - og samtidig tillægges Khader motiver, som historien ikke på nogen måde dokumenterer.
Historien fejler ikke noget i sig selv. Det er da en kanonhistorie, hvis hele udgangspunktet er rigtigt, og det viser sig, at konklusionerne var korrekte. Men hvis man anskuer indslaget udfra en kritisk journalistisk vinkel, rejser der sig en hel del flere spørgsmål, end der gives svar på. Og det er én af de sikre indikationer på journalistisk makværk.
Det er en skærpende omstændighed, at man modigt trækker én af sine egne medarbejdere frem for at afsige én af de allerhårdeste domme, som Kaare R. Skou gjorde over Khader: Det var en Stoltenberg. I politik er det nærmest som at begå harakiri. Man har for åbent tæppe begået selvmord på sin egen troværdighed. Svend Auken, som leverede en originale Stoltenberg, tabte på denne måde endegyldigt sine muligheder for at blive statsminister.
TV 2 var så selvsikre i indslaget, at man anså det for unødvendigt at bruge en ekstern kilde til at afsige den nærmest ultimative dom over en politiker. Det er dog stadig normalt at bruge eksterne kilder - de opfattes trods alt fortsat som de mest troværdige. Og havde man anvendt en ekstern kilde, ville denne kilde formentlig have taget de nødvendige forbehold. En ekstern kilde ville ikke have noget i klemme, hvorimod det er utænkeligt, at Kaare R. Skou som kollega til indslagets ophavsmand ville begynde at tage forbehold for eventuelle fejl og mangler i indslaget.
Og der var masser af fejlkilder, som efterfølgende kan vise sig at være afgørende for, at historien ikke holder vand. Om disse potentielle fejlkilder er afprøvet og udelukket, fremgår ikke af indslaget, for det udelukkes ikke med usvigelig sikkerhed, at
* Khader har zappet rundt på et fjernsyn andre steder end på sit hotelværelse
* Eller overværet andre zappe - på en bar, for eksempel, eller et andet sted han måtte have befundet sig
Det fremgik heller ikke af indslaget, om Khader måske huskede forkert og i stedet havde set indslaget på nettet. Eller at han måske endog kun har set still-billeder af Elsebeth Gerner Nielsen iført tørklædet og har haft en erindringsforskydelse, som vi kender det fra den berømte Matador-scene, hvor seerne mener at have set overlæreren stå på Fru Møghes altan. Måske Elsebeth Gerner Nielsens tørklædestunt til ære for pressen gjort et så stærkt indtryk på Khader, at det fremstår lyslevende for ham.
Det berettiger ham ikke til hverken med vilje eller utilsigtet at sige, at han har set Elsebeth Gerner Nielsen på en arabisk tv-kanal. Men gør det ham til den værste af alle løgnere - på niveau med en Stoltenberg-løgn?
TV 2 tvivler i hvert fald ikke, men glemmer, overser eller ignorerer en ret afgørende pointe for hele historien: Naser Khader sad i USA og fik kendskab til tørklædestuntet. Det véd vi med sikkerhed, fordi han sendte en mail til folketingsgruppen. Vi er altså ikke ude i, om Khader i værste fald lyver om sin begrundelse for at danne Ny Alliance. Det ændrer dette intet ved. Det handler udelukkende om, på hvilken måde Khader fik kendskab til tørklædestuntet på. Var det på en arabisk tv-kanal på hotellet, var det via en tv-kanal et andet sted, eller var det på en helt tredje måde. Det er ikke det afgørende. Det afgørende er, om hans begrundelse for at bryde med de Radikale er sand eller ej, og det er TV 2 ikke i nærheden af at kunne modbevise.
TV 2's dokumentation begrænser sig helt og holdent til, om Khader fik sit kendskab på den ene eller den anden måde. Måske er forklaringen den simple, at Khader husker forkert. Det kan man dårligt bebrejde ham, for det er kun mediefolk, der kan finde det yderst vigtigt, om det skete via et fjernsynsapparat, via et indslag på internettet eller via én af avisernes hjemmesider med et billede af Elsebeth Gerner Nielsen. Men andre debattører kan måske forklare mig, hvorfor det bliver afgørende, om Khader skulle have set det på den ene eller anden måde. Personligt kan jeg forestille mig, at Khader eller en anden politiker ville vurdere netop den detalje stort set lige så vigtig som var det en grøn eller en rød bil, der lige overhalede mig.
lørdag den 19. maj 2007
mandag den 7. maj 2007
Hvem fanden er Paris Hilton?
Ja, - jeg véd godt, at hun er en 26-årig amerikansk kendis og arving til hotelkæden. Men hvad i alverden gør hende berettiget til hele tiden og i kraftigt voksende omfang at forurene mine danske medier? For mig at se er der ingen berettigelse overhovedet.
Hidtil har Paris Hilton været behørigt omtalt i tabloidpressen og i billed-ugebladene. Ikke at jeg forstår, hvilke journalistiske kriterier der ligger til grund for den små og tilsyneladende helt ubegavede Paris Hiltons ufattelige eksponering i danske medier, men jeg har ikke følt mig generet så voldsomt af det, så længe det holdes i de medier. De lever trods alt af kendisser, og hvis ikke de har nok at tage af, så tager man altså tilsyneladende nogle tilfældige fæhoveder, som er kendte i USA.
Og så på selve dagen - i dag den 4. juni - hvor DR-medarbejdere med et kors og en happening havde erklæret public service afgået ved døden, havde DR's TV-avisen valgt at demonstrere det med al ønskelig tydelighed ved at have ladet et indslag om Paris Hilton slippe igennem de redaktionelle kontrolprocsser. I selve statsfjernsynet fandt man det således væsentligt i et indslag at fortælle licensbetalerne og tv-seerne, at nu havde Paris Hilton indfundet sig i fængslet for at afsone en dom for at køre uden kørekort og køre spritkørsel.
Måske er det mig, der er dum eller uoplyst om Paris Hiltons aktiviteter, men som jeg er informeret har den forkælede milliardærdatter aldrig foretaget sig andet end at gøre opmærksom på sig selv blandt andet via skandaler. Mig bekendt kan pigebarnet intet og har aldrig kunnet det. Men hendes mærkværdige adfærd, som i bedste fald er ligegyldigt, er åbenbart nu nok til at kvalificere sig til omtale i alverdens medier - selv DR.
Nu skal DR ikke tage alle tævene, for der er efterhånden ikke dét medie - som i parantes bemærket gerne betegner sig selv som seriøse - der kan sige sig fri for at have hoppet på de absolutte ikke-nyheder om Paris Hilton. Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken etc. Tilgiv mig hvis jeg anklager nogen af dem uretfærdigt, men det tror jeg ikke, at jeg gør.
Også NYHEDERNE på TV 2 sprang på limpinden for nogle uger siden - ovenikøbet i det for en gammel erhvervsjournalist så højhellige TV 2 Finans. Den ellers så værdige nyhedsoplæser Caroline Boserup må have gjort knuder på sig selv, da hun i sit oplæg og voice-over fortæller, at Paris Hilton nu for første gang kommenterer ... tja, who cares.
Det er ret absurd, at især de såkaldt seriøse medier tilvælger nyheder om Paris Hilton, når man samtidig tænker på, at det derved betyder fravalget af andre nyheder. Jeg skal gerne påtage mig at finde fem nyheder, som ville have været mere relevante og væsentlige end en historie om Paris Hilton.
Jeg er spændt på at høre, om nogen kan forklare og/eller forsvare det. Jeg forstår det simpelthen ikke, for der må være sket noget dramatisk med nyhedskriterierne uden, at jeg har opdaget det. I hvert fald kunne jeg ønske mig en stærkere refleksion på redaktionerne over kendisstoffet, som synes at snige sig ind overalt - også hvor det ikke burde være.
Hidtil har Paris Hilton været behørigt omtalt i tabloidpressen og i billed-ugebladene. Ikke at jeg forstår, hvilke journalistiske kriterier der ligger til grund for den små og tilsyneladende helt ubegavede Paris Hiltons ufattelige eksponering i danske medier, men jeg har ikke følt mig generet så voldsomt af det, så længe det holdes i de medier. De lever trods alt af kendisser, og hvis ikke de har nok at tage af, så tager man altså tilsyneladende nogle tilfældige fæhoveder, som er kendte i USA.
Og så på selve dagen - i dag den 4. juni - hvor DR-medarbejdere med et kors og en happening havde erklæret public service afgået ved døden, havde DR's TV-avisen valgt at demonstrere det med al ønskelig tydelighed ved at have ladet et indslag om Paris Hilton slippe igennem de redaktionelle kontrolprocsser. I selve statsfjernsynet fandt man det således væsentligt i et indslag at fortælle licensbetalerne og tv-seerne, at nu havde Paris Hilton indfundet sig i fængslet for at afsone en dom for at køre uden kørekort og køre spritkørsel.
Måske er det mig, der er dum eller uoplyst om Paris Hiltons aktiviteter, men som jeg er informeret har den forkælede milliardærdatter aldrig foretaget sig andet end at gøre opmærksom på sig selv blandt andet via skandaler. Mig bekendt kan pigebarnet intet og har aldrig kunnet det. Men hendes mærkværdige adfærd, som i bedste fald er ligegyldigt, er åbenbart nu nok til at kvalificere sig til omtale i alverdens medier - selv DR.
Nu skal DR ikke tage alle tævene, for der er efterhånden ikke dét medie - som i parantes bemærket gerne betegner sig selv som seriøse - der kan sige sig fri for at have hoppet på de absolutte ikke-nyheder om Paris Hilton. Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken etc. Tilgiv mig hvis jeg anklager nogen af dem uretfærdigt, men det tror jeg ikke, at jeg gør.
Også NYHEDERNE på TV 2 sprang på limpinden for nogle uger siden - ovenikøbet i det for en gammel erhvervsjournalist så højhellige TV 2 Finans. Den ellers så værdige nyhedsoplæser Caroline Boserup må have gjort knuder på sig selv, da hun i sit oplæg og voice-over fortæller, at Paris Hilton nu for første gang kommenterer ... tja, who cares.
Det er ret absurd, at især de såkaldt seriøse medier tilvælger nyheder om Paris Hilton, når man samtidig tænker på, at det derved betyder fravalget af andre nyheder. Jeg skal gerne påtage mig at finde fem nyheder, som ville have været mere relevante og væsentlige end en historie om Paris Hilton.
Jeg er spændt på at høre, om nogen kan forklare og/eller forsvare det. Jeg forstår det simpelthen ikke, for der må være sket noget dramatisk med nyhedskriterierne uden, at jeg har opdaget det. I hvert fald kunne jeg ønske mig en stærkere refleksion på redaktionerne over kendisstoffet, som synes at snige sig ind overalt - også hvor det ikke burde være.
Børsnotér TV 2 og forær aktierne til danskerne
Kapitalfonde er ikke regeringens kop te, og det får nu direkte konsekvenser ved privatiseringen af DONG, hvor kapitalfondene er bandlyst som ejere. DONG skal være folkeaktie – det var måske mindst lige så oplagt at gøre det samme med TV 2
Man kommer ikke udenom at skulle privatisere TV 2. Hvordan man vender og drejer det, er det afgørende, at TV 2 får helt frie hænder på det kommercielle marked, og at ingen gode udviklingsmuligheder forspildes. Staten og politikerne bør lempes ud af TV 2's bagdør snarest mulig, så skiftende regeringer ikke udsteder skiftende direktiver om, hvad TV 2 skal og ikke skal beskæftige sig med. Desuden skal TV 2 sikres umiddelbar adgang til at skaffe sig kapital for at sikre en kontinuerlig udvikling af virksomheden.
Men TV 2 er også danskernes medievirksomhed og Danmarks største tv-station. TV 2 er som DR en hjørnesten i det danske samfund og i dansk kultur. Hvis man ønsker at bevare det og anerkender, at staten har et ansvar for almenvellet, bør politikerne og regeringen nøje overveje at gennemanalysere forskellige scenarier for privatiseringen. Det er netop nu, at fremtidens mediebillede bliver grundlagt, og politikerne har med ejerskabet af TV 2 uhyre store muligheder for at påvirke det i en ønsket retning, som det rent kommercielle marked måske ikke kan levere. Det vil blandt andet indebære fornyet overvejelse om, hvorvidt den hidtidige privatiseringsmodel for TV 2 nu også er den rigtige. For eksempel er en børsnotering af TV 2 et absolut interessant scenario, som endnu ikke har været under seriøs overvejelse.
Faktum er nemlig, at der foreligger en ny situation – mildest talt. Forventningen har været, at efter en privatisering af TV 2, var der stadig garanti for, at der i værste fald fortsat var et DR, som på højt publicistisk niveau sikrede public service her til lands, hvis det skulle gå så galt, at man en ejer ind i TV 2, som ikke levede helhjertet op til public service-forpligtelserne.
Nu ser det ud til, at DR enten ikke kan eller vil løfte den nødvendige opgave på trods af, at budgettet og antallet af medarbejdere er langt større end på TV 2. Knap 20 år efter sin fødsel kan TV 2 erklære sejren total, og med de seneste programmæssige dispositioner, herunder at nedlægge sporten, ser det ud til, at DR endegyldigt har opgivet igen at udfordre TV 2 på størrelse og på bred og folkelig public service.
Vil man på det grundlag fortsat privatisere TV 2 efter modellen for højstbydende? Man kan i hvert fald meget hurtigt komme til at fortryde det. Scenariet hvor man har tabt både DR og TV 2 som gedigne public service-aktører vil sværte kulturminister Brian Mikkelsens og regeringens eftermæle for altid. Netop nu er der brug for, at han mestrer andet end de nemme løsninger: sælge TV 2 til højstbydende og bede DR om selv at klare ærterne.
Der er inspiration for kulturministeren at finde i børsnoteringen af DONG og udmeldinger fra bestyrelsesformand Fritz Schur, der har bandlyst kapitalfonde i ejerkredsen. Schur vil gøre DONG til en folkeaktie, fordi energiselskabet har millioner af danskere som kunder. Der bør ifølge Schur i en ny ejerstruktur kunne skabes både en kunde- og ejerrelation til danskerne.
Den loyalitet og det engagement, man derved frembringer hos kunderne, når de også er ejere, kan næppe undervurderes. Især i en populær virksomhed som TV 2 vil det være en stor gevinst. Alene generalforsamlingerne vil være et tilløbsstykke, og danskerne vil heppe med på hvert eneste nye initiativ, herunder nye kanaler som TV 2 Sport, i takt med, at kursen på deres aktier gik op.
Schur siger ingenting så afgørende uden at have rygdækning i regeringen og hos statsminister Anders Fogh Rasmussen, der er skeptiske over for netop kapitalfondenes metoder og moral. Måske ser vi en indikation af, at regeringen er ved at være moden til at sælge TV 2 på en anden måde end den oprindeligt planlagte.
TV 2 er endda mere oplagt at gøre til folkeaktie end DONG. Foruden at være en professionel medievirksomhed er TV 2 også en kulturinstitution, der har rødder langt ned i den danske folkesjæl. TV 2 er en underholdningskoncern, ja. Men TV 2 er også i kulturens, demokratiets og samfundets tjeneste, og her fungerer ren profitoptimering ikke. I så fald behøvede man jo ikke statsstøtte til de politiske partier, til kunsten, kulturen, produktion af film og tv-dokumentar, regionale tv-udsendelser etc.
Idéen om at skabe både en kunde- og en ejerrelation til danskerne er ualmindelig oplagt lige netop i TV 2's tilfælde. Det kunne overvejes at lade de danske skatteborgere overtage aktiemajoriteten i TV 2 via en børsnotering. Det ville kunne fastholde en balance i TV 2 mellem det kulturelle og det kommercielle, og sikre TV 2 som en spændstig, folkelig forankret (og dermed også hos kunderne) organisation, hvor sproget der tales ikke kun hedder Excel.
Kulturminister Brian Mikkelsen har sagt, at for ham er prisen på TV 2 fuldstændig ligegyldig, så ejeren har altså ingen finansielle indvendinger mod at gøre alle danskere til TV 2-aktionærer. Hans fokus er alene at finde den privatiseringsmodel, som tjener TV 2's udvikling bedst. TV 2 kan sagtens etablere sig med alverdens alliancepartnere – det har den seneste udvikling vist. Og kapitalproblematikken vil også være løst, idet en børsnotering pr. definition sikrer adgang til kapital. Og så sikrer man sig, at TV 2 ikke havner på uønskede hænder, når dem, der har købt TV 2, bliver solgt til en helt tredje.
Helt ultimativt kunne man sælge aktierne til favørkurs i stedet for at forære dem væk. Provenuet kunne bruges til at hjælpe DR – for eksempel ved at købe koncerthuset – og det gode ved den model ville være, at skatteborgerne selv kunne vælge, om man ville bidrage udover licensen til at dække hullet efter DR's skandale. Til gengæld for den økonomiske støtte til DR stod man ovenikøbet med en TV 2-aktie i hånden. Det ville alt i alt vække større glæde end et salg til en multinational kapitalfond.
Ovenstående tekst bringes også som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 8. maj 2007
Man kommer ikke udenom at skulle privatisere TV 2. Hvordan man vender og drejer det, er det afgørende, at TV 2 får helt frie hænder på det kommercielle marked, og at ingen gode udviklingsmuligheder forspildes. Staten og politikerne bør lempes ud af TV 2's bagdør snarest mulig, så skiftende regeringer ikke udsteder skiftende direktiver om, hvad TV 2 skal og ikke skal beskæftige sig med. Desuden skal TV 2 sikres umiddelbar adgang til at skaffe sig kapital for at sikre en kontinuerlig udvikling af virksomheden.
Men TV 2 er også danskernes medievirksomhed og Danmarks største tv-station. TV 2 er som DR en hjørnesten i det danske samfund og i dansk kultur. Hvis man ønsker at bevare det og anerkender, at staten har et ansvar for almenvellet, bør politikerne og regeringen nøje overveje at gennemanalysere forskellige scenarier for privatiseringen. Det er netop nu, at fremtidens mediebillede bliver grundlagt, og politikerne har med ejerskabet af TV 2 uhyre store muligheder for at påvirke det i en ønsket retning, som det rent kommercielle marked måske ikke kan levere. Det vil blandt andet indebære fornyet overvejelse om, hvorvidt den hidtidige privatiseringsmodel for TV 2 nu også er den rigtige. For eksempel er en børsnotering af TV 2 et absolut interessant scenario, som endnu ikke har været under seriøs overvejelse.
Faktum er nemlig, at der foreligger en ny situation – mildest talt. Forventningen har været, at efter en privatisering af TV 2, var der stadig garanti for, at der i værste fald fortsat var et DR, som på højt publicistisk niveau sikrede public service her til lands, hvis det skulle gå så galt, at man en ejer ind i TV 2, som ikke levede helhjertet op til public service-forpligtelserne.
Nu ser det ud til, at DR enten ikke kan eller vil løfte den nødvendige opgave på trods af, at budgettet og antallet af medarbejdere er langt større end på TV 2. Knap 20 år efter sin fødsel kan TV 2 erklære sejren total, og med de seneste programmæssige dispositioner, herunder at nedlægge sporten, ser det ud til, at DR endegyldigt har opgivet igen at udfordre TV 2 på størrelse og på bred og folkelig public service.
Vil man på det grundlag fortsat privatisere TV 2 efter modellen for højstbydende? Man kan i hvert fald meget hurtigt komme til at fortryde det. Scenariet hvor man har tabt både DR og TV 2 som gedigne public service-aktører vil sværte kulturminister Brian Mikkelsens og regeringens eftermæle for altid. Netop nu er der brug for, at han mestrer andet end de nemme løsninger: sælge TV 2 til højstbydende og bede DR om selv at klare ærterne.
Der er inspiration for kulturministeren at finde i børsnoteringen af DONG og udmeldinger fra bestyrelsesformand Fritz Schur, der har bandlyst kapitalfonde i ejerkredsen. Schur vil gøre DONG til en folkeaktie, fordi energiselskabet har millioner af danskere som kunder. Der bør ifølge Schur i en ny ejerstruktur kunne skabes både en kunde- og ejerrelation til danskerne.
Den loyalitet og det engagement, man derved frembringer hos kunderne, når de også er ejere, kan næppe undervurderes. Især i en populær virksomhed som TV 2 vil det være en stor gevinst. Alene generalforsamlingerne vil være et tilløbsstykke, og danskerne vil heppe med på hvert eneste nye initiativ, herunder nye kanaler som TV 2 Sport, i takt med, at kursen på deres aktier gik op.
Schur siger ingenting så afgørende uden at have rygdækning i regeringen og hos statsminister Anders Fogh Rasmussen, der er skeptiske over for netop kapitalfondenes metoder og moral. Måske ser vi en indikation af, at regeringen er ved at være moden til at sælge TV 2 på en anden måde end den oprindeligt planlagte.
TV 2 er endda mere oplagt at gøre til folkeaktie end DONG. Foruden at være en professionel medievirksomhed er TV 2 også en kulturinstitution, der har rødder langt ned i den danske folkesjæl. TV 2 er en underholdningskoncern, ja. Men TV 2 er også i kulturens, demokratiets og samfundets tjeneste, og her fungerer ren profitoptimering ikke. I så fald behøvede man jo ikke statsstøtte til de politiske partier, til kunsten, kulturen, produktion af film og tv-dokumentar, regionale tv-udsendelser etc.
Idéen om at skabe både en kunde- og en ejerrelation til danskerne er ualmindelig oplagt lige netop i TV 2's tilfælde. Det kunne overvejes at lade de danske skatteborgere overtage aktiemajoriteten i TV 2 via en børsnotering. Det ville kunne fastholde en balance i TV 2 mellem det kulturelle og det kommercielle, og sikre TV 2 som en spændstig, folkelig forankret (og dermed også hos kunderne) organisation, hvor sproget der tales ikke kun hedder Excel.
Kulturminister Brian Mikkelsen har sagt, at for ham er prisen på TV 2 fuldstændig ligegyldig, så ejeren har altså ingen finansielle indvendinger mod at gøre alle danskere til TV 2-aktionærer. Hans fokus er alene at finde den privatiseringsmodel, som tjener TV 2's udvikling bedst. TV 2 kan sagtens etablere sig med alverdens alliancepartnere – det har den seneste udvikling vist. Og kapitalproblematikken vil også være løst, idet en børsnotering pr. definition sikrer adgang til kapital. Og så sikrer man sig, at TV 2 ikke havner på uønskede hænder, når dem, der har købt TV 2, bliver solgt til en helt tredje.
Helt ultimativt kunne man sælge aktierne til favørkurs i stedet for at forære dem væk. Provenuet kunne bruges til at hjælpe DR – for eksempel ved at købe koncerthuset – og det gode ved den model ville være, at skatteborgerne selv kunne vælge, om man ville bidrage udover licensen til at dække hullet efter DR's skandale. Til gengæld for den økonomiske støtte til DR stod man ovenikøbet med en TV 2-aktie i hånden. Det ville alt i alt vække større glæde end et salg til en multinational kapitalfond.
Ovenstående tekst bringes også som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 8. maj 2007
tirsdag den 1. maj 2007
Kildekritik og boligpriser
Jeg bliver nødt til at starte med at gå til bekendelse: Vi er på vej til at flytte fra Odense til København og har derfor oplagte interesser i, at huspriserne i hovedstadsområdet falder så meget som muligt.
Nu har jeg da i det mindste været ærlig, inden jeg bevæger mig ind i det journalistisk set voldsomt dækkede område: boligmarkedet. Den ærlighed kunne jeg ønske af mange andre også. Godt nok kan man se, at Steen Bocian er chefanalytiker i Danske Bank, men man får ikke som læser eller seer nogen særlig indføring i de interesser, som Danske Bank oplagt har i, at bunden ikke går ud af boligmarkedet. Det skal man lige huske at ræsonnere sig frem til som sagesløs medieforbruger.
Det samme gælder, når journalister overalt i pressen - trykte såvel som elektroniske - viderekolporterer såkaldte eksperters vurdering af boligmarkedet. Langt hovedparten af disse eksperter - om de kommer fra banker og realkreditinstitutter eller ligefrem fra ejendomsmæglerforeningen - vil sige hvad som helst for at holde markedet oppe. Det er da klart. Men det er ikke klart, at der ikke udøves benhård kildekritik i forhold til disse kilders dybere interesser.
Hvor i pressen ser man de kilder, som langt mere nøgternt kan berette om, hvordan markedsmekanismerne reelt fungerer. Jeg savner objektive vurderinger af boligmarkedets tilstand, for når eksempelvis fleksrenten er tæt på at være fordoblet på mindre end to år, så tilsiger al sund logik, at det får direkte og umiddelbare konsekvenser for boligpriserne.
Enhver véd, at boliger handles på nettoydelsen. I 2005 lød min flexrente på 2,47 procent. Det var næsten historisk lavt. På det tidspunkt kostede det cirka 1300-1400 kr. at låne en million kroner i ren rente. Nu er prisen 2700 kr. For folk som har en realkreditgæld på 3 mio. kr. giver det altså en månedlig merudgift på 4000 kr. netto. Det er rigtig mange penge for rigtig mange mennesker. Men det går for dem, der har en solid friværdi.
Langt værre er det for dem, der skal købe nyt eller dyrere. Det siger sig selv, at det MÅ og SKAL få konsekvenser for huspriserne. Oveni kommer en mindre afmatning af den danske økonomi som følge af et faldende privatforbrug, og så skal man da være økonom med stærke interesser i at undgå et boligprisfald for at ræsonnere, at der ikke er basis for en nedadgående korrektion.
Men alle de forbehold kunne jeg godt indimellem ønske mig, at medierne tog, når de videreformidlede de til tider meget optimistiske udlægninger af boligmarkedets fremtid.
Nu har jeg da i det mindste været ærlig, inden jeg bevæger mig ind i det journalistisk set voldsomt dækkede område: boligmarkedet. Den ærlighed kunne jeg ønske af mange andre også. Godt nok kan man se, at Steen Bocian er chefanalytiker i Danske Bank, men man får ikke som læser eller seer nogen særlig indføring i de interesser, som Danske Bank oplagt har i, at bunden ikke går ud af boligmarkedet. Det skal man lige huske at ræsonnere sig frem til som sagesløs medieforbruger.
Det samme gælder, når journalister overalt i pressen - trykte såvel som elektroniske - viderekolporterer såkaldte eksperters vurdering af boligmarkedet. Langt hovedparten af disse eksperter - om de kommer fra banker og realkreditinstitutter eller ligefrem fra ejendomsmæglerforeningen - vil sige hvad som helst for at holde markedet oppe. Det er da klart. Men det er ikke klart, at der ikke udøves benhård kildekritik i forhold til disse kilders dybere interesser.
Hvor i pressen ser man de kilder, som langt mere nøgternt kan berette om, hvordan markedsmekanismerne reelt fungerer. Jeg savner objektive vurderinger af boligmarkedets tilstand, for når eksempelvis fleksrenten er tæt på at være fordoblet på mindre end to år, så tilsiger al sund logik, at det får direkte og umiddelbare konsekvenser for boligpriserne.
Enhver véd, at boliger handles på nettoydelsen. I 2005 lød min flexrente på 2,47 procent. Det var næsten historisk lavt. På det tidspunkt kostede det cirka 1300-1400 kr. at låne en million kroner i ren rente. Nu er prisen 2700 kr. For folk som har en realkreditgæld på 3 mio. kr. giver det altså en månedlig merudgift på 4000 kr. netto. Det er rigtig mange penge for rigtig mange mennesker. Men det går for dem, der har en solid friværdi.
Langt værre er det for dem, der skal købe nyt eller dyrere. Det siger sig selv, at det MÅ og SKAL få konsekvenser for huspriserne. Oveni kommer en mindre afmatning af den danske økonomi som følge af et faldende privatforbrug, og så skal man da være økonom med stærke interesser i at undgå et boligprisfald for at ræsonnere, at der ikke er basis for en nedadgående korrektion.
Men alle de forbehold kunne jeg godt indimellem ønske mig, at medierne tog, når de videreformidlede de til tider meget optimistiske udlægninger af boligmarkedets fremtid.
Abonner på:
Opslag (Atom)