Pressen begår også justitsmord

Ethvert justitsmord, som retssystemet begår, er demokratisk set en katastrofe og bliver med rette fulgt og undersøgt af en kritisk presse. Derimod bliver pressens egne justitsmord ofte blot mødt med et skuldertræk eller en løftet pegefinger fra Pressenævnet

Hvad har Don Ø, Strauss-Kahn og Nicolai Hübbe til fælles med en skoleleder på en privatskole i Århus, Lene Espersen, United Plantations, ja sågar dagbladet B.T. og pelsdyrbranchen? Eller en uskyldig mand i Herning, der havnede på forsiden af Ekstra Bladet?

Alle har de oplevet en form for domfældelse uden rettergang. Pressens dom. De har oplevet den ultimative ydmygelse i form af den store tur gennem mediemaskinen, der ofte ikke er til at stoppe igen. Og mange andre med dem har oplevet det samme.

De er - med rette eller ej - blevet hængt ud, gjort til grin og plettet på noget af det allermest dyrebare, man som offentligt eksponeret person, virksomhed eller organisation har: Image, omdømme, værdighed. Indimellem har det enorme menneskelige konsekvenser, andre gange økonomiske.

Det er journalistikkens inderste kerne, det er pressens primære opgave og har altid været det: At finde, undersøge og udsætte skurkene for den kritiske journalistik. At putte dem på forsiden eller udstille dem i den bedste sendetid. De skal afsløres.

Men det er ikke alle, som er skyldige, og som fortjener det. Der er stadig flere eksempler på sager, hvor nogen er trukket gennem mediesølet, og hvor det efterfølgende har vist sig, at de var uskyldige, og hvor pressedækningen har været direkte forkert eller ude af proportioner i forhold til sagens substans. De mennesker havde gerne vekslet den fjerde statsmagts domfældelse med 14 dage på vand og brød trods deres uskyld.

Dem, der uberettiget tilsværtes og hænges ud, samles ikke efterfølgende op af nogen. De efterlades i rendestenen af medierne. Ingen påtager sig individuelt eller kollektivt ansvar, når pressen løber løbsk. Der er ingen undskyldning, oprejsning eller erstatning og heller ikke et løfte om at man vil lægge sig i selen for at undgå, at det sker for andre. I yderste konsekvens kommer der måske en løftet pegefinger fra Pressenævnet og en notits på side 8. Men "justitsmordet" består. Ingen avis lægger spalter til at gøre skaden god igen.

Jeg kender ikke i detaljer de eksempler, jeg nævner i starten, detaljeret nok til at vide, hvem der har været udsat for et pressemæssigt justitsmord.

Men vi véd, at fx. Don Ø uberettiget blev anklaget og hængt ud i medierne for spritkørsel uden beviser, uden domfældelse og uden at tvivlen på nogen måde kom ham til gode.

Vi véd også, at der på fem måneder fra april til august 2009 blev bragt 2000 historier i pressen om Lene Espersens afbud til det arktiske møde, mens der i samme periode blev bragt blot 800 historier om den økonomiske krise.

Mediemøllens ustoppelige kværneri kostede Lene Espersens meget dyrt: Hun fik sin ære og værdighed tilsølet, hun blev latterliggjort og måtte til sidst afgive posten som formand for de Konservative. Var det på nogen måde en proportional mediedækning? De fleste journalister og redaktører, som dengang beskæftigede sig med sagen, bøjer sig i dag i skam over forløbet.

Og så véd vi også, at der rent faktisk kunne stilles store spørgsmålstegn ved ægtheden af voldtægtsanklagerne mod Strauss-Kahn. Det fik blandt andet Politikens nyslåede chefredaktør, Bo Lidegaard, til at udstille sin bondeanger på avisens vegne.

Lidegaard beklagede mediernes selvsving, og at mediedomstolen dømte Strauss-Kahn uden at give ham mulighed for at fremsætte noget forsvar. Men Lidegaard illustrerer blot, at han endnu er uerfaren, idealistisk og naiv i sin barnetro på, at pressen generelt agerer retfærdigt, og at Strauss-Kahn blot var en uheldig undtagelse.

Manden var chef for IMF, havde høj prestige og værdighed og må siges på den konto at have meget mere at miste end så mange andre af os almindelige mennesker. Ydmygelsen var total, når han for rullende kameraer blev trukket rundt til retsmøder i New York, iført håndjern, altimens pressen - også den del pressen som gerne selv kører på den allerhøjeste klinge, når der skal moraliseres og tales retssikkerhed - fuldstændig blæste på, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Lidegaards leder var ét af de små pip, der indimellem kommer fra en skamfuld chefredaktør, der højstemt taler om, at det nu er tid til selvransagelse efter en eller anden sag. Selvransagelsen fører dog aldrig til forbedringer.

Jeg er ikke sart. For mig behøver Ekstra Bladet ikke vente på den endelige domfældelse over for eks. Amagermanden, før de sætter hans ansigt på forsiden, men hellere undlade dette 10 gange frem for én gang at begå en fejl og hænge en uskyldig ud.

Vedstod man sig i det daglige arbejde, at tvivlen skulle komme den anklagede til gode, betyder det ikke nødvendigvis, at man undlod at bringe en kritisk historie.

Men man skulle sikre sig at tvivlen loyal og utvetydigt blev beskrevet ligeligt med historiens øvrige fakta, og ikke som når Politiken fejlagtigt anklager en konkurrent, tilsværter dennes troværdighed i stor opsætning for efterfølgende at bringe en marginal rettelse. Tvivlen skulle have været med i første omgang, som det også burde have været tilfældet i samme avis' historier om United Plantations.

Det ville se godt ud, hvis pressens repræsentanter erkendte problemet, der blandt andet er et resultat af pressens voldsomt øgede produktivitetskrav. Tingene går indimellem alt for hurtigt til at sikre de anklagede en fair og sober behandling.

Til gengæld kunne man så på organisatorisk niveau arbejde aktivt for at reducere sagerne med de uskyldige ofre, styrke selvjustitsen og i øvrigt foranstalte et system, der ansvarligt tager hånd om ofrene, når det alligevel går galt.

Det ville gavne den journalistiske profession, hvis man ændrede sin selvopfattelse og erkendte, at pressens rolle i dag har forandret sig til at være en betydelig magtfaktor i samfundet, og at man fremover vil følge retssystemets krav om, at anklagede er uskyldige, med mindre man kan dokumentere det modsatte.

Løgn og latin - at rutte med sandheden

Ikke at rutte med sandheden var en leveregel, der tidligere var forbeholdt lettere anløbne kommunikationsfolk. I dag gennemsyrer den det meste kommunikation og anvendes lystigt af politikere, organisationer og virksomheder, ja selv journalister og offentlige myndigheder


Der findes et særligt mantra blandt kommunikationsrådgivere, politikere og andre, som til daglig arbejder med offentlig kommunikation:

Det er forbudt at lyve. Men det betyder ikke, at man ligefrem behøver at rutte med sandheden.

Det er en dødssynd at lyve over for journalister, der stiller kritiske spørgsmål. Det er muligvis en fristende løsning til brandslukning her og nu, men udover at det er stærkt uetisk, har man ovenikøbet sat sig ovenpå en tidsindstillet bombe og kan bare vente på at blive afsløret i sin løgn.

Så man lyver ikke.

At undlade at rutte med sandheden vil for den renfærdige ganske vist være så tæt beslægtet med løgnen, at det kommer ud på et, hvorimod den for de fleste andre har udviklet sig til en acceptabel måde at sige sig udenom sandheden på. Samvittigheden er med andre ord i orden, så længe man ikke direkte lyver, uanset at man tilbageholder central viden og bevidst undlader at svare udtømmende på de spørgsmål, man stilles.

Det har udviklet sig til en spilleregel, som også pressen har anerkendt, og derfor går der for journalister ofte sport i at få stillet spørgsmålet på den helt rigtige måde, så man tvinger kilden op i en krog, hvor der ikke længere er nogen uden mulighed for at vige udenom at fortælle sandheden og hele sandheden.

Da Helle Thorning Schmidt kom i modvind i sagen om Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse, blev hun beskyldt for direkte at lyve. Det er typisk de renfærdiges udlægning af, at man ikke rutter med sandheden. Thorning vidste klart mere, end hun fortalte, men så længe hun ikke direkte adspurgt svarer med en løgn, kunne hun dårligt beskyldes for at lyve. Man kan så diskutere, om det fremmer troværdigheden at tilbageholde sandheden.

Nogle journalister finder ligefrem provokerende, at nogen spekulerer i ikke at rutte med sandheden. De lever ud fra det verdensbillede, at enhver adspurgt af en journalist bør svare udtømmende om det, der bliver spurgt om. Også dét journalisten ikke direkte spørger om. Men at Thorning kunne undgå at svare udtømmende om Henrik Sass, falder tilbage på journalister, som ikke magter, at stille de helt rigtige, præcise og sylespidse spørgsmål.

Den evne er der i høj grad brug for at løfte.

Omvendt dyrker pressen selv princippet om ikke at rutte med sandheden, når man jagter den gode, skarpe historie. Enhver vinkling medfører fravalg af informationer, som ikke understøtter vinklen. Hvis en journalist loyalt skulle gengive alle aspekter af en given sag, ville det ikke være mange gode historier tilbage. Et godt eksempel er, at journalister ofte botaniserer i eksperter, der understøtter deres vinkelvalg, hvorimod dem der ikke understøtter vinklen ganske enkelt ikke citeres i historien.

Derfor får partskilder ofte stor eksponering og kan bruge pressen til egne dagsordener. Tag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd som dygtigt mestrer kunsten at få farvede budskaber i pressen til at fremstå som neutrale. Der findes mange eksempler på, at AE udvikler en journalistisk, fiks og færdig historie, renset for de nuancer, der kan forplumre det skarpe budskab. Her har dygtige, PR-orienterede interesseorganisationer enorme muligheder for at få en stram, skarp historie med eget budskab direkte igennem til en landsdækkende nyhedsudsendelse. Organisationen har nemlig samme interesser som journalisten - den gode, skarpe historie, der kan få seerne op på tæerne.

Den lektie har man også lært hos myndigheder. Men her er situationen en anden. Her bevæger man sig nemlig på en knivsæg i forhold til sin troværdighed, når man begynder at lege med og spekulere i at tilbageholde væsentlig information for at fremme sit budskab. Og netop myndigheder har en særlig forpligtelse til at bevare maksimal troværdighed, for når borgerne finder ud af, at offentlige kampagner er skarptvinklede og i visse tilfælde fordrejede for at opnå maksimal effekt, bliver det problematisk.

6 frugter om dagen, 14 genstande om ugen og mange andre offentlige kampagner har fængende, enkle og effektive budskaber. Det er dybt professionelt udviklet og eksekveret. Var det en kommerciel kampagne, ville de ofte afkræve respekt. Men de er ikke kommercielle. De har et oplysende formål og bør ikke forsimples og skæres til på en sådan måde, at budskaberne er unuancerede og rettet mod de intellektuelt svageste. For på den måde gør man den øvrige del af befolkningen dummere og fratager dem gradvist evnen til at tænke selv.

For kernen er, at man som myndighed ikke med troværdigheden i behold kan tillade sig at skarpvinkle budskabet, så nuancerne går tabt. Det kan gå i kommerciel sammenhæng, hvor en afsender nøje afvejer hensynet til troværdighed med hensynet til salget. Den slags overvejelser kan en myndighed ikke tillade sig - af en række grunde:

• Man er skatteyderbetalt. Man forvalter altså ikke egne penge og træffer ikke med en aktionærs velsignelse en velovervejet beslutning om at udsætte sin egen troværdighed
• Myndigheder er ikke underlagt nogen nævneværdig demokratisk kontrol i forhold til eksekvering af kampagner
• Myndigheder er 100 procent afhængige af og forpligtede til at have hele befolkningens udelte tillid til enhver valgt disposition

Så når man unuanceret kvantificerer borgernes sundhed og livsstil til 14 genstande om ugen eller 6 frugter om dagen, bevæger man sig faretruende tæt på grænsen til tab af troværdighed - både fordi de fleste danskere godt véd, at disse tal ikke skal opfattes så firkantede, som de opstilles, og fordi myndighederne tager for givet, at borgerne er for dumme til at forholde sig til den saglige, faktuelle, nuancerede og udtømmende information - under det problematiske motto "målet helliger midlet".

Myndigheder skal med andre ord holde sig for gode til populistisk "campaigning" - de skal i stedet være garanten for seriøs og saglig oplysning og information til borgerne.

Tv-indholdets totale sammensmeltning

Den nye regering ventes at ville forbyde product placement, som VK-regeringen lige har tilladt. Men de nyeste tv-apparater lukker internettet direkte ind på tv-skærmen og vil afgørende påvirke både danske og europæiske politikeres muligheder for at lovgive retfærdigt om reklamer på tv


Den danske radio- og tv-lovgivning er alvorligt udfordret - ultimativt kan væsentlige dele af den være under regulær afvikling.

Tv-teknologien tordner derudad, og der er enorme kræfter på spil, når giganter som Samsung, Sony og Philips ruller hele deres innovationsmaskineri ud og lancerer toptunede tv til forbrugerne.

Det seneste er de såkaldte Smart TV, hvor tv-apparatet er blevet koblet op på hjemmets trådløse netværk og således reelt er blevet en kæmpemæssig smart phone. Og lidt mere end dét. For man får selvfølgelig som sædvanlig via sin tv-distributør adgang til alle de kendte og foretrukne tv-kanaler, men derudover får man sømløst adgang til oceaner af videoindhold via nettet. Sømløst, fordi tv-seeren ikke vil opleve nogen forskel på de billeder, der kommer ind via broadcast (dvs. ordinære tv-kanaler) og så de billeder, som kommer ind via nettet, eksempelvis web-tv, YouTube eller tv-kanaler, som er etableret som ren markedsføring for virksomheder og brands - Jyske Bank TV er et udtryk for dette.

Men hvorfor er det så relevant i relation til reklamelovgivningen?

Af flere årsager - både fordi lempelig reklameregulering skaber øgede muligheder for alternativ finansiering af indhold, og fordi tv-indhold leveret via broadcast (dvs. antenne-tv, kabel eller parabol) er underlagt stramme restriktioner i form af forbud mod afbrydelser af tv-udsendelser, maksimalt 12 minutters reklamer i timen, forbud mod politiske reklamer samt nu formentlig også snart forbud mod product placement.

Det skel, der tidligere var så indlysende og som klart identificerede en tv-kanal fra andet video-indhold som YouTube, er ved at blive udvisket, når vi ser andre mediehuse producere stadig bedre web-tv, der er fyldt med skjult reklame, plastret til med bannere, og som kan være én lang product placement produktion, - og som tilmed findes side om side med andet traditionelt indhold på tv'et.

Dagblade som Børsen, B.T. og Jyllands-Posten har lanceret web-tv, der ikke er at betragte som normal broadcast-virksomhed. Mens broadcast er en flow-proces, hvor det der udsendes i en given rækkefølge i princippet er væk igen, når det er udsendt, er web-tv principielt en On demand-tjeneste. Her har brugeren kontrol over, hvornår han ønsker, at et givent indhold ruller over skærmen.

EU-Kommissionen har forsøgt sig med tilpasninger og justeringer til "Audiovisual Media Services Directive" (AVMSD) for at imødegå de forandringer, som den heftige teknologiske udvikling trækker med sig. For eksempel har man introduceret en sondring mellem lineære og non-lineære audiovisuelle ydelser.

Oversat betyder det, at de lineære ydelser dækker over traditionel broadcast - altså flow-tv - så rækker definitionen ind over netbaserede tv-udsendelser såsom stream. Her taler vi om udsendelser eller programmer - som uafhængig af distributionsform eller hvem der udbyder tjenesten - der ses simultant af seerne, og som er tidsmæssigt programsat.

I modsætning hertil står de non-lineære tv-ydelser, der også benævnes som on-demand services. Her defineres ydelserne som nogle, der vælges fra et katalog udbudt af en medieindholdsleverandør, og som seerne kan vælge at se, når det passer dem.

Selvom der er regelsæt, der gælder begge typer audiovisuelle ydelser, gælder der alligevel væsentlig strammere regler for de lineære ydelser - altså traditionel broadcast/flow-tv - blandt andet de kendte restriktioner for reklamer, herunder maksimalt 12 minutters reklamer i timen.

At denne sondring har virket naturlig, da den blev vedtaget, er givet, men i dag er den forældet.

Der er stadig audiovisuelle tjenester og produkter i hver sin ende af skalaen, hvor definitionerne er klare, og hvor sonderingen giver mening. Men på midten er der ved at opstå en sammensmeltning, som vil gøre det umuligt at foretage en meningsfuld skelnen.

For eksempel vil det blive stadig sværere at afgøre, hvordan web-tv og arkiv-tv kategoriseres, for når det via internettet får direkte adgang til på lige fod med andet tv-indhold at blive tilgængelig på fjernsynsapparaterne, udviskes yderligere forskelle.

Følger man definitionerne helt stringent, vil web-tv umiddelbart være at opfatte som en non-lineær tjeneste, hvis det er integreret i en player på et givent website. Men hvis udbyder som et led i et journalistisk initiativ eller en kampagne markedsfører et bestemt indslag som en live-aktivitet - et streamed signal - vil lige præcis det pågældende indslag så falde ind under lineære tv-ydelser? Eller vil det afhænge af, om seeren rent praktisk skal trykke på en knap for, at det vil være at betragte som on-demand (non-lineært)? Vil tv-tjenesten være lineær, når streamingen påbegyndes på det eksakt annoncerede tidspunkt, og vil det forvandles til non-lineært, hvis man on-demand først vælger at se med nogle sekunder, minutter eller timer senere?

Hvordan disse forhold fortolkes, er der givetvis en praksis for i dag, men i takt med at de lineære og non-lineære tv-tjenester vil være at finde side om side på tv'et, og at seerne får sværere og sværere ved at skelne de to ydelser, er det så rimeligt, at de to ydelser underlægges to forskellige lov-reguleringer?

Der er i hvert fald optræk til, at forskellige medieindholdsleverandører kommer ud for lovgivning, som forvrider konkurrencen, når alt indhold i stigende grad smelter sammen på tv'et.

Lovgivere både på nationalt og EU niveau står med en væsentlig udfordring, eftersom de hidtidige forsøg på at tøjle og kontrollere tv-mediet kommer til kort og på sigt bliver stadig vanskeligere, måske reelt umulige. Det bør lovgiverne nøje overveje - alternativet, ny national eller EU regulering, risikerer at skade danske eller europæiske medievirksomheders konkurrenceevne.

Uansvarlighed tager kegler

Jeg ser i denne valgkamp ofte på Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten, og så bliver jeg altså lidt misundelig - ikke over hendes politiske ståsted, men over den lethed, hvormed hun udlægger teksten, hendes verdensanskuelse, forenklinger og lancering af de hurtige, nemme løsninger.

Hvor gad jeg godt være politiker og befriet for alle de mange nuancer, der kan forstyrre et klart, simpelt budskab, befriet for det tyngende åg, som alle øvrige partier i Folketinget tager på sig - en ansvarlighed for samfundsøkonomien, også når det gør ondt, når udgifterne er løbet løbsk og skal nedbringes. Bare at kunne sige, at man vil gøre alt det gode, uden at føle sig forpligtet til at redegøre for, hvordan det i praksis kan realiseres uden det totale, økonomiske sammenbrud. Mangler der nogle penge, så tager vi jo bare nogle flere fra dem der har pengene. De er alligevel nogle dumme svin.

Johanne Schmidt Nielsen banker løs i alle de store debatter og boltrer sig, fordi hun er herligt fri for at forholde sig realistisk og ansvarligt til noget så banalt som den danske nationaløkonomi, dansk erhvervslivs konkurrenceevne og dermed til selveste den maskine, som producerer værdierne til vores velfærdssamfund. Hun snakker om at få arbejdsløse håndværkere til at isolere boliger - tja, umiddelbart en god idé hvis man aldrig bliver udsat for kritiske spørgsmål om, hvem der dog skal betale for, at boligejerne skal have deres huse isoleret.

Enhedslistens og Johannes succes ved dette valg - partiet står i skrivende stund til at øge mandattallet fra 4 til måske 12-13 mandater - skyldes ikke mindst, at pressen har ladet de forsimplede, letbenede budskaber stå fuldstændig uprøvede og uimodsagt. De hurtige, frække kommentarer der valgkampen igennem har udløst bunker af klapsalver og roser er forblevet helt og aldeles uudfordrede, selvom den ene udmelding efter den anden skriger på kritisk journalistik.

Kommentatorer, journalister og andre står i kø for igen og igen at udråbe Johanne til vinder, som vidunderbarn, stjerne og meget andet. Men så længe man får lov til at køre uanfægtet løs uden at blive udspurgt kritisk og trængt i defensive, så fremstår man jo selvsagt langt mere positiv, visionær og dygtig end Villy S., Helle T. og Lars L.

Enhedslisten er lykkedes fuldt ud med strategien om at sætte Johanne Schmidt Nielsen i front. Hun virker tiltalende og sympatisk på mange, og det får paraderne til at sænke sig - ikke mindst hos journalister, og mange har endda upassende fremhævet både hendes alder og køn, som om det skulle være kvalificerende for noget som helst i politiske sammenhænge. Det er sexistisk og diskriminerende i den boldgade, som mennesker i Enhedslisten ellers hader mere end noget andet. Men måske gør det ikke noget, hvis det kommer dem selv til gode.

Tag et kig på partiets principprogram. Det er røster fra fortiden, fra Sovjetunionens og fra DDRs paradisiske systemer, der førte til mere undertrykkelse, end verden hverken før eller siden har vidnet.

Partiet indrømmer tilmed åbent selv, at man går efter et kommunistisk system, og selvom man i Danmark altid har haft et lige vel afslappet forhold til kommunisme, skal en journalist ikke ringe ret langt væk for at finde mennesker, der kan fortælle gruopvækkende historier om kommunismen, dens forbrydelser og ofre. De lande som har mærket kommunismens jernnæve ville føle sig krænkede over den lemfældighed, journalister i Danmark behandler et parti som Enhedslisten med.

Der er en perlerække af absurditeter i principprogrammet, som enhver journalist kunne have forholdt sig kritisk til. For eksempel er verdensbilledet håbløst forældet, når man taler om, at arbejderklassen er udbyttet. Over halvdelen af danskerne i den arbejdsdygtige alder er i dag på overførselsindkomster, og som snarere er de udbyttende i forhold til arbejderne, som skaber værdierne og knokler løs. Nu skal modtagere af overførselsindkomster tilmed til at have endnu mere, mens de arbejdende klasser skal arbejde og betale endnu mere.

Og så vil partiet ifølge principprogrammet stjæle virksomhederne ved at ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne. I realiteten skal alle afgive deres virksomheder, store som små. Et eksempel på forældet verdensbillede, hvor masser af vidensarbejdere i dag arbejder i netværksstrukturer bestående af små virksomheder med en enkelt eller ganske få ansatte. Almindelige arbejdere, der har organiseret sig på mere moderne måder, ville, hvis det stod til Enhedslisten, blive frataget den private ejendomsret til deres produktionsmidlerne (man må antage, at Enhedslisten simpelthen vil stjæle deres Mac-computere). Men ingen aner noget, for ikke én journalist har gidet stille de kritiske spørgsmål, selvom der er rigeligt at spørge om.

De politiske tanker i principprogrammet er verdensfjerne og ude af sammenhæng med, hvordan verden ellers er skruet sammen. Det forekommer ejendommeligt, at pressen har brugt så meget krudt på at forholde sig kritisk til S-SFs 12 minutter og VK+R's tilbagetrækningsreform, som er det rene vand ved siden af Enhedslistens økonomiske politik og de konsekvenser, det ville få, hvis bare en brøkdel af politikken blev iværksat.

Men hvor er det dog let at være Johanne og Enhedslisten - utynget af at tage medansvar. Men det kan vælgerne jo så gøre ved at tænke sig godt om, inden man stemmer på dem. Det er på tide, at vælgerne slår shit detectoren og den sunde fornuft, når nu pressen ikke hjælper til.

Valg 2011: Røgslør eller opklaring?

Folketingsvalg er pressens uvurderlig chance for at folde sig ud og demonstrere egen uundværlighed. Det er her, man skal vise, at man kan er i stand til at informere og oplyse borgerne - gøre dem klogere. Hvordan er det så gået indtil nu?

I skrivende stund er der stadig mere end en uge til valgdagen, så meget kan ske endnu, som man siger. Alligevel er det da værd at driste sig til en midtvejsevaluering af pressens valgdækning.

Her fremhæves tre tendenser fra de første par ugers rodekasse, hvor pressen ikke nåede i mål:

Økonomi:
Man går ikke ret galt i byen ved at konstatere, at medierne har det bedst med valgtemaer baseret på værdipolitik. Det er bekvemt for den travle og/eller dovne journalist først at tale med en politiker fra den ene side og dernæst med én fra den anden og så i øvrigt mene, at man ved at referere dem begge har levet op til de nødvendige journalistiske krav om objektivitet.

I holdningsbaseret politik er journalisten fri for at forholde sig faktuelt til det, der bliver sagt - den ene mening kan ud fra den typiske værdirelativisme, som præger dansk journalistik, være lige så god som den anden og kan ikke betvivles ud fra en faktuel målestok.

Anderledes er det med økonomi, som er blevet valgets store og vigtige tema. Selvom økonomi og de bagvedliggende forhold indimellem godt kan være en trossag, er vi dog langt mere ovre i afdelingen for mere uangribelige faktiske omstændigheder. Her råder markedsmekanismer, som ingen nok så ihærdig og blåøjet politiker kan benægte eksistensen af.

Økonomi som valgtema er knivskarpt, det er mere præcist og giver pressen bedre muligheder for at holde politikerne op imod den virkelige virkelighed.

Men sådan er det ikke gået. Vi står stadig tilbage efter de første ugers valgdækning uden, at pressen har gjort os afgørende klogere på, om det er planen fra rød eller blå blok, som er den mest fornuftige. Eller om det måske i virkeligheden er den fra Liberal Alliance. Vi aner det ikke.

Man kan ikke sige, at pressen ikke har forsøgt. Der er blevet kradset en del i overfladen, men man har slet ikke kradset hårdt nok til, at man har fået hul på at løse formidlingsopgaven og pillet fata morganaerne ud af planerne. Borgerne har ikke fået den nødvendige, glasklare forståelse af fordele og ulemper ved den ene, den anden eller den tredje økonomiske plan, selvom det er pressens forbandede pligt.

Midt i valgkampen blev en ny deprimerende rekord ellers offentliggjort: Mere end 2 mio. danskere over 16 år nu er på offentlig forsørgelse. Det koster 300 mia. kr. om året.

Det er så alvorligt, så det kalder på at blive direkte og vedvarende adresseret i mediernes valgdækning. Men det sker ikke.

Politik som underholdning:
Som pressens valgdækning hidtil er forløbet, står vi til at undgå en personfikseret præsidentvalgkamp med Løkke og Thorning ud over det hele. Til gengæld har vi set endnu en forstærkning af den tendens, hvor der fyldes mere og mere cirkus og underholdning ind i politik.

Tendensen er ikke ny. Siden seneste valg er antallet af politiske kommentatorer vokset væsentligt, og de fylder stadig mere især i tv-nyhedsudsendelserne. Kommentatorernes formidling er ofte kritiseret for at reducere politik til en simpel sportskamp med fokus på strategi, proces og personer frem for substans og reel politisk debat.

De to store, statsligt ejede tv-stationer er gået all-in i den udvikling. De har både sendt seriøse og substantielle debatter, men de har også betrådt nye og iøjnefaldende veje udi politik som underholdning med mere staffage og indpakning end nogensinde før.

Især fik TV 2 tæv for at sætte en politisk debat op som et show, en event med vægten lagt på båthorn, sportskampsstemning med hvert sit ringhjørne og hujende publikum. DR har trukket GPS-gadgets og trykfølsomme skærme frem som centrale elementer i valgdækningen, selvom de samme historier sagtens kunne have været fortalt uden – ja, måske endda bedre, fordi det skygger for substansen, når en studievært står og trykker løs på en skærm.

Det er sværere at få øje på den journalistiske produktudvikling. Selvom det længe har været kendt, at økonomi ville blive det bærende tema i denne valgkamp, har store dele af pressen ikke skaffet sig den fornødne journalistisk-økonomiske kompetence til at klare formidlingsudfordringen.

Det halter stadig væsentligt med journalisters indsigt i økonomiske forhold. Og derfor ser vi tv-indslag, hvor man er så langt bagud i at uddanne, informere og oplyse befolkningen, at man er nødt til at sige sætninger som ”den såkaldte outsourcing”. Det er en velkendt journalistisk finte at hæfte betegnelsen ”såkaldt” på ord, som er så sjældne i redaktionen, at man heller ikke forventer, at seerne kender det.

Enhedslisten undslipper pressens vagthunde:
Enhedslisten står til at få et forrygende valg, og der går en lige linje mellem partiets succes over til en ukritisk presse.

En væsentlig del af forklaringen på at Enhedslisten flyver et godt stykke under radaren for journalisternes ubehagelige spørgsmål, skal man finde i partiets ombejlede frontfigur, Johanne Schmidt Nielsen, der er blevet pressens darling.

Det er der flere forklaringer på: Hun kaldes et kommunikativt vidunderbarn, og hun repræsenterer fornyelse. Samtidig fremhæves hendes køn og unge alder af flere medier som positive egenskaber. Det er lettere for et parti at suge stemmer og for en frontfigur at score topbedømmelser i popularitet i befolkningen, når man ikke som andre partier bliver rusket og pryglet af pressen.

Johanne Schmidt Nielsen er desuden gefundenes fressen for den herskende presse-trend, der kræver stærke one-liners med simple budskaber på selv tidens allermest komplicerede politiske udfordringer.

Politikere , der er foruroligende renset for tvivlens nådegave og opblødende nuancer, skulle man ellers forvente ville vække vagthunden i enhver journalist – ikke mindst når der er tale om et parti, der står til at få magt som en regerings parlamentariske grundlag og samtidig fabler om revolution og om at beslaglægge virksomheder som Mærsk og LEGO.

Danmark taber valget

Hvem vinder folketingsvalget - Thorning eller Løkke?

Det er lidt ligegyldigt i lyset af, at Danmark og danskerne helt sikkert taber valget. For valgets store tema er den økonomiske situation og der er desuden stor enighed om at DR og TV 2 kommer til at afgøre valget. Det bliver hverken de sociale medier eller de store morgenaviser, der er meget langt fra fordums storhedstid.

Statens egne tv-stationer DR og TV 2 bliver altafgørende i valgkampen, og den dårlige nyhed er, at de er ekstremt dårligt udrustede rent journalistisk til at håndtere økonomi som valgtema. De har bunker af journalister, som kender velfærdsstaten og dens goder til punkt og prikke. Men det skorter alvorligt på journalister og redaktører, som forstår økonomi på det niveau, der er brug for i den kritiske situation, Danmark befinder sig i.

Derfor kan vi ikke forvente, at hverken DR eller TV 2 har de fornødne journalistisk-økonomiske kompetencer til at varetage de danske vælgeres interesser i forhold til at få et seriøst, gennemgribende indblik i partiernes økonomiske politik. Journalistik er et humanistisk fag, og man skal ikke have befundet sig lang tid i en journalistisk uddannelse for at indse, at tal og procenter, økonomi og finanser er ikke-eksisterende emner i uddannelserne. Og det afspejler sig entydigt i de store mediers politiske dækning.

Det er en kæmpefejl. Og desværre ser det ud til, at ingen på de to statslige tv-stationer har indset, hvad de ikke magter - det man kalder ubevidst inkompetence. Og hvordan skal befolkningen blive i stand til at træffe de rette valg, når de vigtigste formidlere ikke er i stand til at fortælle historierne om økonomien på en fyldestgørende og saglig måde?

Overvurderede ratingbureauer

På forsiden af dagens udgave af Politiken får man et overraskende ærligt, men ikke særlig flatterende indblik i ratingbureauers arbejdsmetoder og overfladiskhed.

Det har næppe været Standard & Poor's hensigt, men konsekvensen af den indsigt, vi som borgere utilsigtet dermed får, bør give anledning til endnu flere reflektioner over, om pressen, samfundet og de internationale finansmarkeder tillægger disse ratingbureauer alt, alt for stor vægt og betydning - så stor betydning, at de gentagne gange med deres hel- og halvkvalificerede rating-udmeldinger har sendt alvorlige chokbølger gennem de internationale økonomier, der potentielt har skadet forskellige landes økonomiske situation.

HIstorien i Politiken vil forhåbentlig få S&P til at græmmes, fordi man ved en enkelt telefonsamtale og på et vidensgrundlag om dansk økonomi og politik hos den pågældende ratinganalytiker der er tyndere end en gennemsnitsdanskers, finansielt har blåstemplet en rød regering uden at vide, hvad denne regering har tænkt sig at gøre økonomisk efter valget.

En journalist fra Politiken får den oplagte, journalistiske idé at kontakte et ratingbureau for at teste Claus Hjort Frederiksens påstande om, at en rød regering, der skrinlægger tilbagetrækningsreformen, vil få ratingbureauerne til at nedgradere Danmarks kreditværdighed fra det nuværende AAA - til skade for renteudviklingen og dermed for de danske boligejere.

Og journalistens indsats giver pote, for i stedet for at S&P konstaterer, at S&P's arbejde naturligvis er baseret på omfattende og tilbundsgående analyser af de enkelte landes eller virksomheders økonomier, og som man ikke bare lige kan klare over en snak i telefonen, afslører ratinganalytikeren fra S&P, at der ikke er nogen grund til at nære tillid til ratingbureauernes arbejde - fuldstændig som USA også hævdede, da landets kreditværdighed blev nedgraderet, i øvrigt til stor skade for den finansielle stabilitet i verden.

Ratinganalytikeren fra S&P bliver af Politikens journalist bedt om at forholde sig til, om Danmarks økonomiske "street credibility" vil forblive den samme under en rød regering:

"Det vil jeg mene i den aktuelle situation. Hvis jeg ikke tager fejl, var oppositionen i spidsen for den foregående regering, og dengang havde Danmark også en AAA-rating. Lige nu er vores rating baseret på en forventning om stabilitet," siger ratinganalytikeren.

Nærlæs lige det citat.

Det vidner om mangel på seriøsitet hos både S&P og i pressen, for man kan læse ud af analytikerens udtalelser, at han knap nok aner, om Danmark havde en rød regering før denne. Han kender derfor næppe Nyrup-regeringens økonomiske politik og dermed heller ikke forskellen til den, som Helle Thorning vil føre. Alligevel giver han - tilsyneladende helt uden at den nødvendige indsigt og viden - stort set et løfte om, at Danmark ikke skal frygte for at få kreditværdigheden sat ned. Venstrehåndsarbejde.

Historien falder negativt tilbage på både S&P og på Politiken, for når man analyserer S&P-medarbejderens udsagn, burde Politiken have udvist nødvendig kildekritik og vurderet, at S&Ps udtalelser var komplet utilstrækkelige til den valgte vinkel på historien, og at analytikeren tydeligvis er uden tilstrækkeligt kendskab til de faktiske forhold. At Politiken gør historien til avisens tophistorie, vidner om et politisk valg frem for et journalistisk. Den var ikke gået på journalisthøjskolen.

Skal man fremhæve det gode ved historien, er det, at omverdenen bliver gjort opmærksom på, at man har tillagt ratingbureauernes arbejde alt for meget opmærksomhed.

Det vil gavne verdens økonomi, hvis både pressen, politikere og de finansielle markeder holdt op med at hoppe og springe over den mindste udmelding fra disse bureauer. For dagens artikel i Politiken viser, at den betydning fortjener de ikke.

Og samme konklusion kan man i øvrigt drage over en betydelig del af aktieanalytikerkorpset med deres Excel-ark, langt væk fra virkelighedens verden og fra Pandoras reelle forretning og salgstal. Mange kloge-åger må have røde ører for tiden - både aktieanalytikere og ratingbureauer.

Hykleriet om tonen i debatten

Politiken har med sit ellers så høje intellektuelle formidlingsniveau selv bidraget til en markant forringelse af den offentlige debat, selvom man hårdt har kritiseret andre for netop dét. Kan det være, at Politiken en dag vil arbejde for at forbedre sin egen debattone?


Afsløring af hykleri er én af de journalistisk set fineste discipliner, og det er særlig interessant at afdække hykleri hos dem, der hæver sig moralsk ekstra højt over alle andre.

Og et sådant tilfælde finder man hos dagbladet Politiken.

Avisen, der i årtier har fremstået som det store forbillede for mangt en journalist, og som historisk har været én af de bærende kræfter for vort harmoniske og tolerante konsensus-samfund.

Med sin kølige, velovervejede intellektuelle linje har avisen bidraget til at højne og kvalificere den offentlige debat, så borgere og beslutningstagere har bevaret hovederne kolde.

Politikens redaktionelle linje har altid appelleret til netop at bruge hovedet og undgå at lade sig rive med af momentane følelsesstrømninger. Og Viggo Hørups smukke vision for Politiken - at være organet for den højeste oplysning - stod med flammeskrift.

Sådan er det ikke længere.

Hovedet er smidt væk, og man har kastet sig i armene på sine følelsers vold. På overfladen virker altsammen stadig intellektuelt og velovervejet - dygtigt pakket ind i store personligheder og retoriske begavelser, tidligere anført af Tøger Seidenfaden. Avisen anser givetvis uændret sig selv som selve den gode sags moder. Men det er på tide, at nogen udfordrer avisens selvopfattelse, for den er ude af trit med virkeligheden.

Der er kun staffage, som selv mennesker der er Politiken-venlige og venstreorienterede er begyndt at kritisere bladet for. Oplaget er styrtdykket, og avisen har med sin uforsonlige stil tabt titusindvis af læsere, der ikke kan acceptere den anlagte "dem-og-os" tone. De læsere, som er skredet, er dem, som hverken dæmoniserer indvandrere eller de indvandrerkritiske.

Det er desværre blevet en central del af Politikens redaktionelle linje, at visse demokratiske synspunkter og holdninger anses for stadig mere uacceptable. Det gælder især visse indvandrerkritiske synspunkter.

Ofte kan avisens retorik blot være mere subtil, så man balancerer mere snedigt på antydningens kunst og med at skabe sammenhænge i læsernes hoveder, uden at det direkte kan påvises. Det er det ufine trick at sovse sine modstandere ind i uhyrligheder, som det skete for Politiken ovenpå massakren i Oslo. Mere end nogensinde har Politiken de seneste uger efter Oslo og ORG søgt at sammenkoble højreekstremisme og nazisme med helt almindelige danske, borgerlige kulturværdier og national stolthed.

Det er en debatform, som ikke satser på at forbedre tonen. Tværtimod skærper den markant de hadske udfald på begge sider.

Nogle eksempler:

- Ifølge Politiken har højreekstremismen i form af den norske galning Breivik "fælles ideologisk tankegods" med den indvandrerpolitik, som et demokratisk flertal i Danmark har ført i ti år: Med et snuptag har Politiken viklet et flertal af danskere ind i at være holdningsmæssigt beslægtede med Breivik. Den slags retorik fører ikke mindre ondt med sig - kun mere

- Kulturberigelse anses af nogen for en gave, mens andre er skeptiske. Begge er legitime synspunkter. Politiken kæder jævnligt kritik af kulturberigelse sammen med højreekstremisme

- Mennesker og partier der bekender sig til demokratiet afkræves "selvransagelse" efter Oslo-massakren. Anvender man ordet selvransagelse, er man trådt klart over grænsen for grove beskyldninger mod andre, idet ordet implicit den angrebne medskyld

- Politiken har selv med rette ofte været ude med riven, når indvandrerfjendske debattører kalder muslimer for kræftsvulster mv. Men Politiken anvender selv hadske betegnelser, prædikater og skældsord om demokratiske mennesker selv i midterfløjspartier. Et lille udpluk fra Politikens egen sproghave om dem, man ikke kan lide: Rablende, pinlige, smålige, barnlige. Dansk Folkepartis vælgere og politikere er blevet hånet og nedgjort, kaldt svinehunde og landsbytosser

- Eller da debattøren Sørine Gotfredsen blev stemplet med udtryk som "hendes afstumpede forståelse". Hun blev kaldt terrorapologet og påduttet, at hun legitimerede Oslo-massakren. Avisen kaldte hende på forsiden "hadprædikant" - alt i alt en eskalering af debatniveauet i kategorien af personlige og ondskabsfulde anklager og grimme øgenavne. Den dag stødte Politiken flere fra sig end nogensinde. Altimens man kritiserer Berlingske for at lægge spalter til Gotfredsen, bringer man selv anklager om, at folketingspolitikere gøder jorden for terror

Jeg vil hverken forsvare eller angribe det ene eller det andet synspunkt, som Politiken kaster sig ind i, men blot fremhæve det tykke hykleri, og at avisen ville gøre sig selv en tjeneste ved at tage sig sammen.

Hykleriet blev monumentalt, da Politiken for nylig fik en "sag", der i substans var så identisk med Muhammed-sagen, at man - var man overtroisk - ville kalde det nemesis.

Avisen trykte en tegning, som i satireform gjorde grin med torturofrene fra Abu Graib-fængslet på en måde, som bla. af ofrene ville være krænkende - helt parallelt med det, Politiken kritiserede Jyllands-Posten for i Muhammed-sagen.

Men hvordan kunne Politiken dog begå en sådan fejl, når man i Muhammed-sagen kritiserede Jyllands-Posten for det samme? Og hvorfor praktiserer Politiken i sin publicistvirksomhed ikke selv samme standarder, som man kræver af andre?

Også avisens og tegnernes reaktion lignede til forveksling Jyllands-Postens reaktion. Man konstaterer, at man er ked af at så mange mennesker er blevet krænkede, men at man ikke vil ændre sit arbejde af den grund.

Og så er der den særlige, ondsindede disciplin, som en gammel bekendt, den nu afdøde forfatter og opfinder Piet Hein rammede så fint ind i dette Gruk.

En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå

Metoden er fristende for kyniske velbegavede til at intimidere sine modstandere til at holde kæft.

Breaking News: Ryd sendefladen

Mange pseudonyheder bliver fra tid til anden på vores tv-kanaler fejlagtigt markedsført som breaking news. Det giver ikke sjældent grund til betydelig moro i journalistkredse, når visse kolleger udviser exceptionel svag dømmekraft for, hvad der virkelig er vigtigt.

Men i dag er der faktisk en rigtig nyhed, som nok burde få nyhedsredaktionerne til at rydde i hvert fald en god del af nyhedsudsendelserne i aften:

Der er tale om breaking news af en karakter, som potentielt får afgørende indflydelse på vores fremadrettede liv og velfærd. Og nej, vi taler ikke om, at Prince lige er landet i Københavns lufthavn, eller at en rocker er ved at blive transporteret fra fængslet til retten, begivenheder der ellers sagtens kan fremkalde live-reportager.

Det er en meget værre nyhed. For den overfladiske journalist nok en kedelig og ligegyldig historie, men det er mere væsentligt, end man kan forestille sig og én af de største og mest truende nyheder, der illustrerer, hvilke udfordringer vi står med, hvis ikke nogen tager det alvorligt en forfærdelig fart.

Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at mindre end halvdelen af den danske befolkning nu er i arbejde. Og det stopper ikke her, for udviklingen forværres hele tiden. Ethvert barn burde kunne forstå, at det er skelsættende, når der er færre, som arbejder og bidrager til velfærdssamfundet, end der modtager fra det.

http://jp.dk/indland/indland_politik/article2511028.ece

Det er rystende tal og endnu mere rystende er, at udviklingen fortsætter - at pressen ikke bider sig fast og kører lige så intensive og vedvarende kampagner, som man har gjort med Lene Espersens mødeafbud eller Henriette Kjærs mands økonomiske problemer. Men journalister og/eller deres redaktører synes ikke for alvor at begribe alvoren og omfanget i den strukturelle udvikling, landet er inde i, og som der jo har været advaret om i årevis.

Alt andet i dagens nyhedsstrøm bliver i lyset af denne nyhed mindre væsentligt.

Mindre end 49 pct. af befolkningen har et arbejde. Man kan se bort fra de naturlige grupper som børn, unge, studerende og pensionister, hvorimod vi tydeligvis har bevilget os selv og hinanden for vide rammer til at erklære os arbejdsløse, bistandsmodtagere, efterlønnere eller berettiget til førtidspension. Der er masser af svage og ramte i dette land, som vi skal hjælpe og beskytte, men tallene viser, at det er kommet for vidt.

Vi har brug for en presse, som tvinger politikerne til at sige, hvad de vil gøre ved det, og som ikke får lov til at skyde skylden på hinanden i blind jagt på at vinde det kommende folketingsvalg.

Landet er truet i sit økonomiske grundfundament, men befolkningen forstår det ikke, fordi den ud af nyhedsstrømmen tror, at det er helt andre ting, som er væsentlige. Den almindelige dansker forventer og tror på, at pressen opfylder sin forpligtelse til at rapportere og dække i det nødvendige omfang, de begivenheder der virkelig betyder noget.

Pressen har i aften og de kommende dage en mulighed for at rette op på sin manglende ansvarlighed over for dækningen af de økonomiske problemer - altså en dækning der ligger betydeligt ud over bare at interviewe et par bankøkonomer om dagens aktiekursudvikling mv. Desværre er jeg bange for, at vi bare sejler planløst videre, og at medierne fortsat er mere optaget af læser- og seertal samt ikke miindst en masse klik på nettet til gavn for annonceindtægterne.