Pressen er nu en dømmende magt

Det var med slet skjult sejrsfølelse, da Ekstra Bladet i går formiddag triumferende kunne finde de store typer frem til forsiden af netavisen: "Nu går hun".

En stor del af dansk presse anført af Ekstra Bladet og B.T. har i ugevis drevet en hård og målrettet journalistik, der selvom man ikke kunne tro det alligevel har overgået tidligere bundniveauer for journalistikken. Man kunne mærke det ret hurtigt, og det stod allerede for en uge siden klart, hvad sagens udfald ville blive.

For pressen havde besluttet sig:

Henriette Kjær skulle væk.

Og i går kunne pressen så fejre, at den ikke bare som altid fik sin vilje. Men den kunne også fejre, at det alene var pressen, som afsagde dommen og fik den eksekveret. Det er det helt nye i denne sag.

Situationen blev nok ufrivilligt, men præcist beskrevet i TV-avisen, hvor oplæseren konstaterede, at Kjær nu havde bukket under for presset.

Hvilket pres?

Ingen havde havde lagt pres på Henriette Kjær i sagen - bortset fra medierne. Det var altså pressens selvbestaltede domstol, som ved hjælp af udspekulerede vinkler, meningsmålinger med ledende spørgsmål, vedvarende kommentator-udtalelser, stærkt nærgående journalister i hendes privatsfære og andre godter fra de værste sider af journalistikken lykkedes med dagligt at udøve et stadigt stigende pres for at få Henriette Kjær til at give op til sidst.

Ingen andre krævede hendes afgang, end ikke de politiske modstandere ville nedværdige sig til at score så billige point som at stille sig op og kræve hendes afgang. De véd alle godt, at i morgen kan det være dem selv.

Perspektiverne er skræmmende, for pressen har uden selvkontrol og selvjustits nu udviklet sig til en alvorlig magtfaktor - måske en trussel mod demokratiet - og som lever sit helt eget liv. Man behøver ikke journalistisk at forholde sig til eller involvere omgivelserne og samfundet, men man kan nøjes med at drive sagen fra start til slut ved hjælp af egne ressourcer, egne metoder og egne freelance kommentatorer, som pressen har hyret ind til at kommentere denne og alverdens andre sager. Kommentatorernes private økonomi hænger uløseligt sammen med pressens, og derfor ser man ikke en kommentator, som maner til ro og besindighed og går imod sin arbejdsgivers ønske. Tværtimod har alle samme interesse i at puste sagen op til det maksimale. Dermed sluttes cirklen i det totale selvsving.

Resultatet udeblev som nævnt ikke. Medierne fik sit bytte. Og medierne vil i fremtiden tage mange flere bytter i dansk politik, for dette markerer starten på nye metoder. Ikke slutningen. Det var som nogen sagde en skammens dag for dansk demokrati. Har man en smule omløb i hovedet, afskriver ethvert politisk talent sig tanken om at gå ind i dansk politik. Og samfundet påføres stor skade ved at skræmme dygtige mennesker væk.

Den situation er der grund til at føle utryghed ved. Selv ser pressens topfolk helt forudsigeligt ikke så meget som fligen af et problem i forløbet af denne sag eller de mange andre personsager, som pressen har hærget dansk politik med de seneste 6-12 måneder mod Helle Thorning, Søren Pind, Lars Løkke, Karen Ellemann, Lene Espersen og mange flere. Det nye ved Kjær-sagen er altså, at man denne gang har fældet en politiker helt egenhændigt uden udefrakommende indblanding.

Det er bestemt relevant for pressen at påpege politikeres eventuelle dobbelte standarder, som var aktuelt i både Helle Thorning-sagen og i Henriette Kjær-sagen, men den fuldkommen overdrevne mediehetz er ud fra en journalistisk-faglig vurdering det hidtil værste lavpunkt.

Tværtimod har pressens topfolk en aldrig svigtende evne til at udvikle en forsvarsargumentation for selv de mest usympatiske metoder. Og da pressen pr. definition har ubegrænset taletid i medierne, så får chefredaktører og nyhedsdirektører altid det sidste ord.

Meget tyder på, at medierne er ved at bevæge sig ud af samfundet, at blive en stat i staten, fuldstændig ude af trit med befolkningen og demokratiet, der har stadig mindre indflydelse på den måde, medierne forvalter sin magt på. Hele dagen rasede netbrugere på de forskellige mediers websites. Og det gjorde da et vist indtryk på B.T.s chefredaktør, Peter Brüchmann, da han blev spurgt på TV 2 NYHEDERNE om blandt andet B.T.s læseres meget negative reaktion på avisens kampagne. Men indtrykket varede kun et kort øjeblik, indtil han vendte tilbage til pressens egen lukkede verden ved at sige, at det ikke ændrer på sagens fakta. Brüchmann glemmer imidlertid, at læserne nok accepterer pressens fremlæggelse af fakta, hvorimod de ikke kan leve med, at pressen ikke overlader det til Folketinget, vælgerne eller domstolene at fælde dommen over Henriette Kjær.

Pressen ser uheldigvis ikke selv noget stort problem i de nye tendenser for politisk journalistik, men henviser til den skærpede konkurrence. Danmark er imidlertid ikke noget større land end at 7-8 af de førende redaktører her til lands ville kunne sætte sig sammen og vedtage nogle etiske spilleregler, et bundniveau for, hvordan man fremover vil udøve journalistik og hvordan journalister kan tillade sig at opføre sig - og måske endda vedtage at man fremover vil dække politisk substans med samme ihærdighed, som vi i går så pressefolk i hobetal rende efter Henriette Kjær på Christiansborgs gange.

Borgernes utilfredshed på diverse websites indikerer visse krav og forventninger til medierne og deres arbejdsmetoder, men borgerne er afskåret fra at have direkte indflydelse på pressen. De kan kun ytre sig på nettet.

Pressens finansieringsstruktur - alt for mange befinder sig ikke på et kommercielt set konkurrenceudsat marked dagligt - forhindrer nemlig, at forbrugerne kan stemme med fødderne ved at undlade at købe produktet. Det eneste de kan udøve indflydelse på er de medier, som de betaler for direkte, og det er kun dagbladene. Og her mærkes forbrugernes dom tydeligt, idet avisernes oplag falder dramatisk år for år. Måske var det værd for mediecheferne at tænke over, om de markant faldende oplag er et signal om, at befolkningen siger fra, og at de måske også ville sige fra over for netaviserne, gratisaviserne, DR og TV 2, hvis de ellers bare havde muligheden for det.

Pressen skal være uafhængig af magthaverne for at kunne bedrive den nødvendige journalistik. Men hvis pressen udvikler sig til en stat i staten, der selv fører sagerne, procederer, fælder og eksekverer dommene, er der brug for, at demokratiet og borgerne får indflydelse på pressen. I et moderne samfund kan vi ikke leve med, at nogen magtfaktor kan udøve stadig større magt uden nogen form for kontrol. Og desværre aner man ikke skyggen af selvransagelse i pressens egne rækker.

Det er imidlertid svært at forestille sig, at politikere handler på udviklingen. Ingen, der har brug for gode relationer til pressen, tør lægge sig ud med den.

Børsen - snart som tv-station?

Bruddet i det 10 år gamle nyhedssamarbejde mellem Børsen og TV 2 varsler markante forandringer i Børsens tv-strategi på smart phones, mobile enheder, computere mv. Nu skal Børsens tv-satsning transformeres fra udgift til indtægt. Og for at nå det mål er TV 2 blevet en hæmsko


Nye koste, nye toner. Børsen har fået ny topchef, som fra dag ét er trådt i karakter.

Anders Krab-Johansen har opsagt nyhedssamarbejdet med TV 2 og dermed banet vejen for en langt friere forretningsmæssig udvikling for Børsen på tv og levende billeder - til tv-skærmene, computerne, smart phones, iPads mv. - og det har aldrig været nemmere for et mediehus at distribuere og sælge levende billeder.

TV 2 havde udviklet sig til en begrænsning for Børsen, der har brug for at få åbnet porten ind til de nye og hidtil uudnyttede muligheder for at skabe indtjening på tv-mediet, der i en række varianter snart vil være en naturlig, integreret og ganske indbringende del af Børsens forretning.

En regulær tv-kanal står formentlig højt på ønskelisten.

Danmark har i flere år savnet en tv-kanal, som dækker erhverv, økonomi og finans til Børsens helt særlige målgruppe – på et niveau, som kvalitativt er interessant for professionelle beslutningstagere og erhvervsfolk, for business-segmentet, der tilmed glad og gerne betaler en ganske høj pris for et tv-nyhedsprodukt af høj kvalitet og med dyb indsigt. Den rene vare er yderst værdifuld som arbejdsredskab for business-segmentet.

Erhvervs- og finansstoffet i Børsen-TV 2 samarbejdet var ikke den rene vare. Langt fra. Og det var både svagheden og barrieren for Børsen for i fuldt omfang at omdanne tv og levende billeder til indtægter I stedet for udgifter.

Det samlede nyhedskoncept i nyheds-alliancen tog ikke udgangspunkt i Børsens særlige kompetencer i forhold til Børsens særlige målgruppe.

Den redaktionelle profil var derimod rettet mod TV 2s publikum, som er et helt andet end Børsens. Det er en mainstream-målgruppe i kategorien "almindelige danskere", hvor man i bestræbelserne på at være noget for alle, aldrig rigtig lander det fuldstændig outstanding, det fænomenale produkt. Vinkler og historier vælges og prioriteres til mainstream-mediet TV 2 i stedet for til niche-mediet.

Dilemmaet er, at TV 2 på den ene side gerne vil have det særlige erhvervsstof, som Børsen har unikke kompetencer i, men på den anden side skal stoffet tilpasses TV 2s mainstream-målgruppe, for hvis erhvervs- og finanstoffet bliver for meget Børsen, for hardcore, risikerer man, at seerne zapper væk. Og så går det ud over reklameindtægterne.

Så den redaktionelle linje tog sigte på mainstream, men som så til gengæld endte på for generelt og for overordnet et niveau for Børsen-segmentet, så det I store træk var ubrugeligt som arbejdsværktøj. Gruppen af beslutningstagere og erhvervsledere vil have et stærkt, anvendeligt journalistisk nyheds- og analyseprodukt med tårnhøj nytteværdi, og som kan bruges som det værktøj - fuldstændig som Børsen.

Mange har hævdet, at Børsen har haft stor nytte af samarbejdet med TV 2 - ikke mindst på grund af markedsføringsværdien. Men i betragtning af at markedsføringen netop er sket over for et main-stream publikum, er der grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om markedsføringsværdien har været så høj. Der har selvfølgelig været en positiv co-branding effekt, men der er næppe tale om noget voldsomt øget avissalg som følge heraf.

Reelt har Børsens tv-satsning sammen med TV 2 trukket Børsen ind på mainstream markedet, der er perspektivløst og et blodrødt ocean med totalkrig.

Langt de fleste mainstream-medier - lige fra TV 2 og DR, til alle gratisaviserne og internetmedierne - forærer al deres indhold væk. Og de mainstream-medier, som stadig tager sig betalt - de abonnementsbetalte dagblade - er i massiv tilbagegang på 20. år.

For Børsen er mainstream en dødssejler, der klogeligt forlades, og dermed kan Børsen gå i gang med at transformere sin tv-satsning fra at være en tvivlsom markedsføringsudgift til snart at være en indtægt - en naturlig konsekvens af Børsen-topchefens udmeldinger om, at det nu skal være slut med at forære indholdet væk.

Nu kan Børsen rendyrke sit købestærke niche-segment, og den tanke er i øvrigt slet ikke ny.

I starten af 2000 var Børsen ved at involvere sig i et samarbejde om CNBC Nordic, som var Danmarks første egentlige erhvervs- og finans tv-kanal. Men kanalen led skibbrud. Kort tid efter fandt Børsen og TV 2 sammen. Børsen kunne ikke gå selv på grund af de høje teknologiske adgangsbarrierer.

I dag er situationen en helt anden – først og fremmest på grund af de mange nye teknologiske muligheder. Distributionskanalerne er efter årtiers stilstand under markant forvandling, og det er nemmere end nogensinde for andre end traditionelle tv-stationer at komme ud til modtagerne.

Boxer distribuerer digitalt tv via luften til modtagelse med antenner, der er fiberselskaber, og der er tv-distribution gennem telefonnettet (IPTV). Og så kan man også alliere sig med Apple, hvor eksempelvis TV 2 NEWS kan købes på iPhone eller iPad.

I kategorien levende billeder er web-tv yderligere en mulighed, selvom platformen aldrig har været nogen guldrandet forretning for nogen mediehuse, men i takt med at moderne tv-apparater er forsynet med internet-adgang - connected tv - er man som udbyder af web-tv godt på vej helt ind i stuerne hos tv-seerne på de rigtige husaltre - og mod betaling.

En Børsen tv-kanal kan adgangsbegrænses, så tv-seerne kun i udvalgte time slots kan se med, og så i øvrigt bundle en fri adgang til kanalen med et Børsen-abonnement. Eller den kan sælges på månedsbasis til mobile enheder til en pris, der i store træk er ufølsom. Mulighederne er talrige.

For erhvervsfolk og beslutningstagere vil convenience overskygge prissætningen, så længe en ren tv-kanal fra Børsen har den fornødne høje kvalitet. Er man på farten og vil have adgang til kanalen på sine mobile enheder, vil det næppe være afgørende, om prisen er 300 eller 500 kr. om måneden. En så luksuriøs adgang til prisfastsættelse har ingen andre tv-stationer.