Den herskende grådighed skal civiliseres

Et nyt år skal tage sin begyndelse - og det er ikke et hvilket som helst år.

I bedste fald står vi over for et egentligt paradigmeskifte, hvor nogle drivende psykologiske mekanismer i markedet vil forandre sig fundamentalt, så uhæmmet, dyrisk grådighed vil blive afløst af en noget mere afdæmpet, ansvarlig og etisk grådighed. For grådighed kan ikke undværes i vort samfund - grådighed er dybest set, hvad der får os ud af sengen om morgenen.

Men grådighed i den form, vi har kendt den i efterhånden ret mange år har været et udtryk for forfald, som nu viser sig i full scale. Alting ramler.

Men jeg tror, at den sunde fornuft tager over, når vi over de kommende måneder har gennemgået en hård og smertefuld renselsesproces, og hvor vi kommer ud på den anden side med en alvorlig reminder om, at træerne rent faktisk ikke voksede ind i himlen.

Den sunde fornuft vil igen komme til ære og værdighed. Den vil få en renæssance efter at have været forvist til skammekrogen i lang tid, og de fleste mennesker føler sikkert allerede nu en gryende glæde og en vis forventning over det nye, det forfriskende, der vil afløse meget af det fantasteri, vi er blevet udsat for gennem det meste af et årti.

"Kan det mon passe?". Et simpelt spørgsmål, som egentlig er børnelærdom. Min svigerfar lærte på et tidligt tidspunkt sine børn at stille det som et redskab til et helt grundlæggende realitetstjek af regnestykkerne til matematiktimen dagen efter. I bund og grund er det et stærkt fornuftsbetonet spørgsmål, som har haft for lidt tyngde, når højtflyvende direktører, bindegale ejendomsinvestorer og en masse andre mennesker - inklusive desværre en hel del boligejere - har taget økonomiske beslutninger med omfattende konsekvenser.

I IT Factory-sagen har nogen - heriblandt journalister - forsøgt at stille dette spørgsmål, fordi virksomhedens økonomiske resultater i bund og grund virkede groteske, men de spørgende er blevet afvist og indimellem hånet, truet, affærdiget eller nedgjort af Bagger, Jensby, IT Factorys håndlangere, altimens dem der har ansvaret for økonomi, regnskaber osv. har lukket øjnene og holdt sig for ørerne.

I beruselsen omkring dette firma lykkedes det blandt andet bankerne at overbevise Finn Nørbygaard om, at hans formue i IT Factory-aktier på flere hundrede millioner kroner da slet ikke var nok. Nej, Nørbygaard burde sandelig låne nogle af bankens penge, så han kunne købe aktier i det frie marked - med sikkerhed i hans ejerskab i IT Factory. Men IT Factory viste sig at være nul kroner værd samtidig med, at aktiemarkedet taber omtrent 60 procent. Så er Nørbygaards tab med ét fordoblet - på baggrund af bankens rådgivning om økonomiske forhold. Det er dét der med at gøre det, man er bedst til. Hvis de er bedst til det, tør jeg ikke tænke på, hvor ringe de er til det, de er dårligst til.

Faktisk er dette råd - og tilsvarende råd om belåning af boligejeres friværdi, så man kan sætte de lånte penge i aktiebaserede pensionsopsparinger - noget nær det dårligste råd, der nogensinde er givet. Og de råd er blevet givet vidt og bredt, så de milliarder af kroner, der er frigivet fra den fiktive friværdi og sat i aktier har drevet aktiemarkederne op i et kunstigt højt niveau. Og til sidst eksploderede boblen.

Vi har over de seneste år hørt masser af journalister og eksperter udtrykke skepsis over for de fantasterier, vi igen og igen har skullet vidne. Men kun de færreste kritiske røster har medført en opbremsning eller et stop for vidtløftige planer. I stedet er der buldret frem over banen på første klasse.

Tag bare islændingenes økonomiske kamikaze-togt rundt om i Europa. De købte med arme og ben med penge, hvis oprindelse vel kun de færreste nogensinde har forstået, og opkøbene skete til totalt opskruede priser. D'Angleterre-gruppen blev købt for et beløb, der var 2-3 gange højere end den fair pris, men i en tid hvor der ikke stilles spørgsmål om, hvad der mon kan passe, bliver den slags betragtninger affærdiget med, at markedsprisen er dén pris, som en køber og en sælger kan blive enige om at handle en vare for. Det er en absurd påstand.

Islændingenes projekt Nyhedsavisen kostede omkring 1 mia. kr., og der var reelt ikke på noget tidspunkt nogen realistisk chance for, at den investerede kapital ville kunne tjenes hjem igen. Men i den ekstreme grådigheds årti var der simpelthen nogen, som sad med lommeregnere, der fungerede på anden måde end lommeregnere normalt fungerer på.

Finanssektoren bredt set har et kæmpeansvar for den økonomiske situation nu, og ejendomsmæglerne, der udgør et hjørne af den finansielle sektor, har ikke bidraget positivt til det samlede billede. For eksempel valgte de omkring 2006-2007, da boligmarkedet vendte efter en fordobling af flex-renten at råde boligsælgerne til at holde priserne på deres huse med den begrundelse, at den efterspurgte prisnedsættelse ville kunne finansiere to boliger i mange måneder.

Men boliger handles på den månedlige nettohusleje, så en fordobling af flexrenten burde alt andet lige have halveret handelspriserne for at holde den månedlige husleje på et uændret niveau. Derfor var handelspriserne uigenkaldeligt på vej ned, og derfor var rådet til boligsælgerne om at fastholde prisen naturligvis også en katastrofe - for resultatet var, at boligsælgerne ikke bare kunne nøjes med at pille et par hundrede tusinde kroner af prisen her og nu. Mange ventede og har i stedet måtte tage prisnedsættelser på hele og halve millioner kroner - samtidig med at de har haft dobbelt husleje i en lang periode.

I dag hælder ejendomsmæglerne salt i såret ved at hævde, at boligejerne er alt for træge til at acceptere, at priserne skal sættes dramatisk ned. Sagen er, at da markedet vendte, og det virkelig gjaldt, var rådet fra de professionelle - primært mæglerne - decideret forkert og med sønderlemmende konsekvenser. Og det blokerede for en mere jævn og blød landing på boligmarkedet.

Samfundet kan ikke undvære grådigheden, men den form, som grådighed har haft, skal afløses af en mere civiliseret slags. Det vil forhåbentlig ske i de kommende år, og så vil vi stå med et fundamentalt sundere samfund - økonomisk og menneskeligt - end vi har i dag.

Mediernes ansvar - del 4

Kan man bebrejde de unge ballademagere i Askerød-bebyggelsen ved Greve, at de nu igen her til aften - Unge tænder bål i gaderne i Greve, JP, 23.10.08 - opfører sig totalt utilpasset? De skal selvfølgelig stå til ansvar for deres egne gerninger, men jeg vil godt vædde hvad som helst om, at de ikke satte ild til noget som helst i Greve, hvis ikke medierne kommer flyvende som kaldet, når en indkøbsvogn (det er faktisk bare dét blandt et par andre lige så ligegyldige genstande) er sat i flammer.

Men ingen journalister, redaktører eller medier vil anerkende, at man så at sige puster til ilden ved at give de unge så meget opmærksomhed. Man kommer imidlertid ikke udenom, at de simpelthen bare er en del af det samfund, vi har bygget om, hvor mantraet er "Se mig, se mig, se mig!"

Jeg kan forstå, at hvis man er en rigtig journalist, kan man ikke bare ignorere det, for nogen såkaldte redaktører hævder, at "vi dækker virkeligheden, men vi skaber den ikke". Sagen er nok snarere, at uden medierne var der ingen bål - men skal man alligevel dække en indkøbsvogn i flammer, skulle man måske overveje at gøre det mindre dramatisk end ved at slå det op som tophistorie på mediernes websites. Det er forkasteligt.

TV 2 i 20 år – og hvad så nu?

TV 2s fortid er en indiskutabel megasucces, hvorimod fremtiden tegner sværere. Det kan blive nødvendigt at ændre på de rammevilkår, som har skabt grundlaget for TV 2s succes, - simpelthen for at redde virksomheden. Men hvilket TV 2 vil så stå tilbage?

Det er med blandede følelser, at TV 2 i disse dage fejrer sin 20 års fødselsdag.
Der er på den ene side grund til glæde over den succes, som TV 2 er blevet. At 1986-beslutningen om at etablere TV 2 som en konkurrent til DR har været helt forrygende, vil ingen anfægte i dag.

Med i bagagen fik TV 2 en række rammebetingelser, som efterhånden har vist sig at være selve grundlaget for den succes, TV 2 opnåede. De placerede TV 2 midt mellem public service og rent kommercielt tv. Det var TV 2s DNA, man skabte dengang – grundfæstningen af selve TV 2s eksistensberettigelse. Modellen har vist sig stærk og levedygtig – godt suppleret af landets dygtigste tv- og forretningsfolk.

Det var og er fortsat TV 2s raison d’être at befinde sig i brydningsfeltet mellem de to verdener, at forene dem med det bedste fra hver – og ikke mindst at undgå det dårligste. Det har været en vanskelig balanceakt på den måde at adskille sig fra alle andre broadcastere, og det er TV 2s eksistensberettigelse, at det faktisk er lykkedes på ypperste vis.

Blandt de væsentligste rammebetingelser, som sammenlagt sikrede en god balance, var, at TV 2 blev den eneste landsdækkende reklamebærende tv-kanal, man fik TV 2-regionerne under sig, public service-forpligtelser, virksomheden skulle ligge i Odense. TV 2 skulle være gratis at modtage for alle danskere, og TV 2 fik af samme grund en must carry-ret, som forpligtede alle tv-distributionsselskaber og antenneforeninger til at videreformidle TV 2-signalet.

Dette kompleks af grundvilkår skabte et stærkt TV 2 og fundamentet for succes, og de skulle således blandt andet sikre, TV 2 adskilte sig fra DR – der blev anklaget for københavneri – ved at være en tv-station for hele Danmark. Omvendt skulle public service-forpligtelserne sørge for, at TV 2 ikke blev for kommerciel.

Den mere dystre side af fødselsdagen er, at den samlede TV 2-model med dens grundvilkår er kraftigt udfordret. Både udefrakommende og selvforskyldte forhold rykker i hele maskineriet. Flere af vilkårene, som indbyrdes hænger sammen, er under pres. Den økonomiske situation gør det nødvendigt, at TV 2 og Folketinget sammen kigger på, hvordan vilkårene skal ændres for at hjælpe TV 2. Og det haster, for TV 2 skal i løbet af de kommende måneder skrue en plan sammen for fremtiden, som skal overbevise bankerne om, at de alligevel godt kan låne TV 2 penge, selvom de i foråret smækkede kassen i og tvang TV 2 til et akut, midlertidigt nødlån på en halv mia. kr. hos staten.

Med planen er alt i spil – foruden grundvilkårene også en privatisering af TV 2 samt et frasalg af den 51 procents aktiepost, som TV 2 ejer i TV 2 Sport – og alt kan påvirke TV 2s balance og grundlæggende eksistensberettigelse.

For de involverede er det et svært skisma. TV 2 skal have hjælp, men parterne véd omvendt godt, at når først man begynder at pille ved ét eller flere af de centrale vilkår, er man for alvor inde at røre ved TV 2s fundament og selve tv-stationens raison d’être, der bygger på helheden.
For at forstå omfanget af usikkerheden kan man tænke sig til, at TV 2 eventuelt får accept af sit ønske om at blive betalingskanal. Det kan betyde, at man må opgive sin must carry-status, og som igen kan tvinge de licensfinansierede TV 2-regionerne helt ud af TV 2. Læg dertil, at et andet grundvilkår bortfalder om et år, når TV 2 om et år som led i digitaliseringen ikke længere har monopol som eneste landsdækkende reklame-kanal. Oveni kommer en ikke ubetydelig usikkerhed omkring udfaldet af de verserende EU-retssager samt et politisk ønske om at ændre TV 2s ejerskab.

I kombination med at TV 2 i dag ikke længere er entydigt forankret i Odense, er det umuligt at forudsige, hvordan et sådant scenario samlet vil påvirke den overordnede balance og dermed selve TV 2s eksistensberettigelse. Man risikerer ultimativt helt at opløse TV 2-modellen. Den stærkeste bastion og sikreste garant for kontinuitet og for modellens overlevelse er TV 2 Nyhederne med dens forankring både i hovedstaden, men især også uden for voldene.

Når TV 2 har været i krise, har det været fordi, man har tabt balancen, og det har historisk vist sig katastrofalt. Det skete i 1999, da der gik for meget public service i den, og det kommercielle sigte gik fløjten. Det skete igen i 2006-07 med den fejlslagne strategi om at være meget mere kommerciel. Vægten tippede væk fra de langsigtede, samfundsmæssige hensyn i public service-forpligtelserne og fra en klar folkelig fornemmelse i programudbuddet, som der endda var penge i.

Det har ikke bare kostet økonomien, hvor TV 2 gik fra at have en halv mia. kr. i kassen til at mangle snart én mia. Differencen er 1,5 mia. kr. på et par år. Det bevirkede også, at med øjnene stift rettet på de hurtige, men relativt små penge, der lå og fristede på jorden mistede man blikket for selve TV 2-brandets bærende kraft – hovedkanalen. Balancen gik tabt, og der kæmpes stadig for at genfinde den. Én af konsekvenserne var, at det blev sværere at se en klar forskel på TV 2 og de øvrige tv-stationer på markedet.

Det har i de seneste par år kostet betydelige seerandele, og det gør det fortsat i et tempo, så målsætningen ikke er at genvinde det tabte eller at stoppe det igangværende fald. Målsætningen er udelukkende at begrænse faldet.

Kuren er sat i værk, og den er baseret på, at TV 2 tager et skridt eller to mere ind mod de kommercielle konkurrenter. Det er en naturlig forlængelse af strategien fra 2006, da DR blev afskrevet som værende nogen konkurrent overhovedet, og det er en naturlig konsekvens af, at det kraftige sharefald efter TV 2s opfattelse udelukkende skyldes de kommercielle konkurrenternes programmæssige oprustninger.

Kuren er også dristig, for den omfatter velkendte, men lidt trætte TV 2-succes’er kombineret med, at TV 2 i stigende grad bevæger sig ind i et genreområde, som TV 2s kommercielle konkurrenter hidtil dygtigt har haft ejerskab på. Endnu vides ikke, hvor langt TV 2 vil gå inden for disse genrer, men et godt bud er, at der vil blive kigget på genrer som især dating, freak- og ekstrem-tv samt programmer med over- eller undertoner af sex.

Genrerne har TV 2 aldrig tidligere turdet røre ved af frygt for konsekvenserne for brandet og værdierne, og for at man skaber eller manifesterer en ubalance i TV 2s positionering og raison d’être. Og giver man først afkald på raison d’être, risikerer man at give afkald på 20 års sikker succes.

Hvem er egentlig de onde og hvem er de gode?

Indimellem skal man godt nok holde tungen lige i munden, når man som journalist vinkler sin konflikthistorie, hvor nogen skal være skurken og andre helten. Det har efter min mening knebet lidt i en verserende sag mellem Føtex og så børnetøjsmærket Ticket to Heaven.
Jeg er bange for, at vinklen i de to historier, som har været bragt om denne konflikt på henholdsvis Politikens (Tøjfirma raser over Føtex' parallelimport) og Berlingskes (Føtex havnet i etisk strid) websites har taget sit udspring i nogle automatreaktioner, som alt for ofte præger journalistisk arbejde og den måde, der vinkles på: Biler er noget skidt, det er pr. definition synd for enhver minoritet, en lejer er forurettet, en udlejer, den der udøver forurettetheden, den store er ond, den lille den gode og undertrykte.
Det er præcis den skabelon, at historierne på henholdsvis www.business.dk og www.politiken.dk. Føtex får sig en grundig afvasker af begge medier - ikke fordi de fortjener det, for det gør de sådan set ikke, måske tværtimod, men fordi de er de store, og fordi modparten er den lille. Og så er rollefordelingen sådan set ikke til at rykke ved. Føtex=stor=skurk - Ticket to heaven=lille=offer.
Dette er historien: Føtex gør det, som de er allerbedst til. De stormer verden rundt for at finde gode, attraktive tilbud, som kan trække kunder ind i butikken. Indimellem lykkes det for Føtex - naturligvis på fuldt legitim vis - at gafle et parti varer, som de kan sælge til en stærkt favorabel pris set i forhold til den pris i Danmark, som ligger langt over. Med andre ord - de danske forbrugere er ofte udset til at skulle betale en højere pris for den selvsamme vare, som eksempelvis spanierne skal betale. Det var ellers netop for at komme den slags urimelige prisforskelle til livs, at man skabte det indre marked med den frie bevægelighed af varer. Konkurrencen skulle i højsædet, fordi det til syvende og sidst er til gavn for forbrugerne, fordi det tvinger til stadig mere effektiv produktion samtidig med, at en stærk konkurrence lægger et loft på, hvor ublu fortjenester producenterne skal score.
Ticket to Heavens direktør, Hans Peter Høegh Larsen, tror, at det er uetisk, når nogen ved hjælp af udnyttelse af helt legitime handelsveje sikrer, at de danske forbrugere alligevel kan få børnejakker eller flyverdragter fra dette firma uden at skulle betale langt mere end for eksempel de spanske forbrugere. Høegh Larsen har endda succes med at få Business.dk til at skrive, at Føtex er uetiske.
Høegh Larsen jamrer over alle de problemer, som Føtex' parallelimport har påført ham uden tilsyneladende at skænke det en tanke, at det er spillets regler, det er vilkår, at konkurrencen fungerer, og at han udsætter sig selv for disse vanskeligheder, når han vælger at prissætte sine varer uhyrligt meget højere i Danmark end i andre lande.
Man fornemmer tydeligt den gode direktørs harme, så mit gæt er, at han turnerer rundt til forskellige medier for at sværte Føtex til. Men jeg savner, at medierne stiller ham modkritiske spørgsmål og beder ham om at forklare, hvad det er omkring spillereglerne, han ikke forstår.
Og medierne overser efter min opfattelse også - hvis man endelig skal tale om den lille mod den store - at Føtex i dette tilfælde er på forbrugernes side, imod de fæle kapitalister som skamløst prissætter deres produkter så meget højere over for de danske forbrugere, at det kan betale sig for Føtex at støve et parti jakker op helt nede i Spanien, få dem fragtet til Danmark og stadig sælge dem langt, langt billigere, end hvad Ticket to Heaven angiveligt dikterer sine etablerede forhandlere i Danmark at sælge til - hvilket i øvrigt er tindrende ulovligt.
I stedet for at blive hængt ud burde Føtex nærmest have en forbrugerpris for at gøre alt det arbejde, så kunderne kan købe disse jakker til mere attraktive og realistiske priser. Det gavner især de mindst bemidlede. At der på nogen måde skulle være tale om etik eller mangel samme har faktuelt intet på sig. Det er ikke uetisk at være købmand - heller ikke når man parallelimporterer. Det er et normalt værktøj.
Så hvis man rent journalistisk overhovedet skal lade sig styre af dogmet om, at det altid er den store, som er skurk, mens den lille altid er offer eller helt, så kunne det nok i denne sag være relevant at se på forbrugeren som offeret for skurken - Ticket to Heaven.

Symbiose mellem kendisser og pressen under nødvendig opløsning

Pressen, især den kulørte, har stadig flere konflikter med kendisser, der har været forvænt med, at pressen var noget, man kunne bruge til eksponering og gratis reklame. Men kendis- og sportsjournalistikken er ved at blive professionaliseret, og det giver mere kritisk presse – ikke mindre

Forrige uges landsholdsboykot af den samlede, danske presse var blot en lille flig af et konfliktbillede, der i de kommende år vil tegne sig stadig tydeligere.
Under påvirkning af især den massive konkurrence – også globalt, hvor vi ser, at kendisjournalistikken ikke kender grænser – bliver pressen stadig mere kritisk. Selvom mange ikke bryder sig om, at især den kulørte presse – men også sportspressen – er så hård og kritisk, at det næsten er synd for de kendte, så må man indse, at det in the big picture er en rigtig og sund udvikling.
Hvem ønsker sig tilbage til de dage, hvor eksempelvis sportsjournalistikken var det rene lefleri? Sport er ikke bare for sjov og ren hygge mere. Det er benhård business med enorme summer på spil – i fodbold og flere andre sportsgrene er beløbene eksorbitante, ja nærmest absurde. Læg dertil at mange kendte lever et luksusliv med omfattende privilegier, særstatus og positiv opmærksomhed, der råber på en nysgerrig og kritisk presse.
Fodboldlandsholdets boykot er den foreløbige kulmination på nogle års tiltagende tranformation af sportsjournalistikken, væk fra det sleske og de medløbende spørgsmål. TV 2s magasin LPS har været ét af de centrale journalistiske flagskibe, som er i gang med at bære sportsjournalistikken ud af sin sump og ind på listen over agtværdig, samfundsrelevant journalistik. Pressen stiller langt hårdere, kritiske og nødvendige spørgsmål til manglende formåen end tidligere. Og det samme er ved at ske på kendisjournalistikken.
Det er på vej – og det er ikke sikkert, at vi alle vil bryde os om det. Offentligheden og pressen vil stille modkrav til luksuslivet og til alle privilegierne, og som man skal gøre sig fortjent til. Ingen vil komme sovende til noget.
Erhvervsjournalistikken har allerede været trukket igennem et professionaliseringsforløb og er blevet skarpere, kritisk og nærgående. I dag findes der kun få erhvervsledere, som agerer infantilt eller fornærmet, når pressen går til stålet. Begge parter - både erhvervspressen og erhvervslivet – er blevet professionelle, og virksomhederne har erkendt, at i et moderne samfund med mange penge involveret er en kritisk presse ikke en gene, men et nyttigt og nødvendigt samfundsgode.
Erhvervslivets topfolk med gager, der løber op i mange millioner kroner, accepterer i dag at være underlagt offentlighedens og en kritisk presses stærke interesse. Selv Kongehuset må indse, at privilegier og særstatus i forhold til almindelige dødelige bliver genstand for kritisk journalistik. Det er en professionel presses pligt at kigge enhver form for særstatus efter i sømmene for at undgå misbrug.
Landsholdet, DBU og alle de kendisser, som uretmæssigt føler sig krænkede over dårlig omtale og resten af Danmark kommer til at indse nødvendigheden af en mere professionel og kritisk journalistik. Pressen og journalistikken er ikke født til at være mikrofonholdere eller venner med deres kilder. Den gode stemning er på vej ud.
Jeg vil ikke forsvare, at der også begås uetisk og decideret fejlagtig journalistik indimellem, og det er sikkert også muligt, at man kan diskutere en enkelt historie eller to om landsholdet, men i det store og hele er det en nødvendig udvikling. Det vil være nyttigt som kendis at forberede sig på det fremfor at prøve at bekæmpe det. Landsholdets barnlige reaktion bragte mindelser tilbage til 3. klasse, da hele klassen blev straffet for noget, en enkelt, uafsløret elev havde begået.
Tidligere kunne de kendte også delvist styre medierne, - blandt andet i kraft af det symbiotiske afhængighedsforhold med pressen. Vild med dans-værten Andrea Rudolph blev rasende over, at Se & Hør bragte billeder af hende – topløs og gravid –på en offentlig strand.
I Danmark er det tilladt at fotografere på offentlige steder, men Andrea følte sig krænket og slæbte bladet i retten. Krænkelsen var ikke baseret på, at hun skulle tåle at få vist sine bryster i offentligheden imod sin vilje, for hun har i mange andre sammenhænge gerne brugt dette virkemiddel offentligt for at få opmærksomhed og eksponering. Ofte tilmed på en meget påtrængende facon.
Andreas krænkelse må således have gået på, at hun vil bestemme, hvilke medier der må vise hendes bryster, og hvem der ikke må. Sådan er vilkårene ikke, for når først man har bragt sit privatliv ind i det offentlige rum - hvad enten det er via udnyttelse af medierne såsom i interview-form, om det er Facebook eller hvad det nu er - så fanger bordet. Man kan ikke efterfølgende cherrypicke. Vil man beskytte sit privatliv som kendis, skal man ikke, mens man er mindre kendt, lade sig lokke af eksponeringen.
Landsretten, der frikendte bladet for at have begået noget strafbart, baserede sin afgørelse på, at et menneske som Andrea må ”tåle en vis nærgående behandling af sin person”.
Retssystemet fastslår altså, at hvis man er en kendt person, hvis liv, status og økonomiske situation er baseret på blandt andet eksponering og gratis reklame, så kan man ikke til- og fravælge, hvad man vil have pressen til at skrive om og bringe billeder af. Med andre ord – der er en bagside på enhver medalje, og forsøger man som kendis at bekæmpe det, vil man tabe i det lange løb. Når de kendte fremstår som forbilleder og idoler, er det afgørende at have en presse, der udstiller hykleri, når deres ord ikke stemmer med deres handling, når de kvajer sig, fejler og ikke lever op til forventningerne.
Mens vi følger den nødvendige omstilling af kendis- og sportsjournalistikken fra lefleri til en kritisk presse, kan man håbe på, at den sidste bastion – kulturjournalistikken – også snart står for fald. Og når først kulturjournalistikken bliver kritisk, så bliver det endnu hårdere at være en kendt skuespiller, musiker eller filminstruktør.

Hvad nu når olieprisen falder?

111 dollar for en tønde olie. Sådan var prisen fredag eftermiddag, og dermed har det vist sig, at det prisniveau, som pressen, økonomer og hele erhvervslivet var ved at gå helt i selvsving over, efter alt at dømme var et helt forbigående fænomen.

Stort set hele raden rundt har producenter, transportører, forhandlere set deres snit til at lægge en ordentlig røvfuld oveni priserne under påskud af, at oliepriserne steg med raketfart. For eksempel har Mols-Linien øget deres priser med 80 procent på fem år, de har nedjusteret resultatet kraftigt, og de har oveni det hele været så frække at lægge et olietillæg på 100 kr. pr. tur. Så kan olieprisstigningerne vist heller ikke trække mere. Men Mols-Linien har som så mange andre udnyttet situationen til det yderste - helt udenom pressens opmærksomhed.

Bevares, der er blevet skrevet spalte op og spalte ned, men sjældent har der været gået kritisk til værks om berettigelsen i de massive prisstigninger - og hvad nu når olieprisen igen rasler ned?

Medieforbrugerne - avisernes læsere og nyhedsudsendelsernes seere - har nu krav på, at journalister jagter alle dem, der under påskud af olieprisstigninger har sat prisen op. For nu må det være på høje tid at få priserne ned igen. For alt tyder på, at de absurd høje oliepriser var et forbigående fænomen skabt af spekulanter, der midlertidigt vandrede ud af blandt andet aktier, og som nu har forladt olien som investeringsobjekt igen.

Men hvad med forbrugerne - skal de ikke kompenseres for, at olieprisen falder på samme måde, som de kom til at betale, da den steg? Det er en sag for journalister.

Mediernes ansvar - del 2

Red Barnets nye tv-spot er efter min mening temmelig usmagelig, og jeg er sikker på, at det der er mange af organisationens egne folk, der er også synes.

Men det er jo ikke det centrale, for som Mimi Jakobsen siger i tv-spottet, vil man gøre alt for at redde et barn, og det er jo et formål, det er svært at være uenig i. Og hendes udsagn er nærmest en tilståelsessag, for hun og Red Barnet véd, at der efterhånden skal mere og mere drastiske midler til for at trænge igennem i medierne.

Desværre har hun ret, og desværre virker det. Jeg kan sagtens unde, at Red Barnet får al den opmærksomhed, der skal til, for at organisationen kan redde børn - men jeg er dybt betænkelig ved de stadig vildere metoder, der bliver taget i anvendelse.

Når jeg siger "desværre virker det", er det et udtryk for, at idémagerne til de mest sindssyge og rabiate happenings, reklamer, udsagn og holdninger automatisk belønnes med airtime på tv og spaltemilimeter i aviserne. Sådan er det blevet. Desværre.

Det giver en lærdom, som hurtigt spreder sig, og når de autonome opfører sig så rabiat og voldeligt, som det har været tilfældet, hænger det uværgerligt også sammen med, at det simpelthen kan betale sig. Der er unægtelig grupperinger i København - sindslidende, handicappede, ældre, børn og andre - som har langt større behov for opmærksomhed, for kommunens hjælp og for kommunens støtte og penge. Men kommunens opmærksomhed er ensbetydende med mediernes opmærksomhed, og derfor går det altid ud over dem, der IKKE råber så højt, som IKKE er rabiate og smadrer en hel eller halv bydel.

Og der er ikke noget mere sikkert end, at yderligtgående handlinger og synspunkter giver medieopmærksomhed. At Asmaas hovedbeklædning naturligvis har trukket opmærksomhed, er der ikke noget at sige til, men jeg tror, at hvis man opgjorde omfanget af mediedækningen, er den for det første absurd, og dernæst er den næsten 100 procent styret af de yderligtgående holdninger og adfærd hos enten Dansk Folkeparti i den ene ende eller Asmaa og Enhedslisten i den anden. Og sådan er det med utallige sager. Først ringer man til DF, Søren Krarup eller andre, og så ringer man til en rabiat imam bagefter - så har man den fuldendte konflikthistorie. Men det er ikke nogen journalistisk kunst i sig selv at finde konflikthistorier - kunsten er at finde de konflikthistorier, som er perspektiverende, og som rummer mere og andet end nogle landsbytosser fra enten Danmark eller Mellemøsten. Dem findes der desværre rigeligt af.

Selv journalisterne véd godt, at det absurde er den sikre vej til opmærksomhed, hvilket kom til udtryk i den såkaldte "event-journalistik", som blev genstand for afprøvning i den virkelige verden, da nogle journaliststuderende forsøgte at sætte dyrevelfærd på dagsordenen ved at tilberede og spise en kat.

Man kan mene, hvad man vil om emnets vigtighed, men happeningen og den efterfølgende medieopmærksomhed bidrager til en forråelse af vort samfund, fordi hvert eneste eksempel på den slags er med til at bane vejen for stadig mere sindssyge happenings - for at få 10 minutters opmærksomhed og berømmelse. Man kan knapt nok laste bagmændene og -kvinderne for at udnytte effekten - men man kan i høj grad kritisere medierne for ikke at forholde sig langt mere kritiske til disse åbenlyse forsøg på at tage den offentlige dagsorden som gidsel.

Der er ingen enkeltmedier, som for mig at se er bedre eller værre end andre - alle har del i udviklingen, herunder også Politiken der ellers meget gerne vil fremstå som særlig ansvarlig og etisk i journalistikken. Ikke desto mindre åd man råt den absurde happening, som kunstnergruppen In Vivo lavede i januar, hvor man slagtede en gris og lod en nøgen kvinde indsmøre sig i dens blod. Politiken belønnede endda In Vivo med den vel nok størst mulige opsætning i avisen - dels et meget stort, bærende billede på forsiden og dernæst hele forsiden af 2. sektion. Så var den gris vist også grundigt barberet.

Happeningen var en forkastelig handling med det formål at bruge mediernes egen systemfejl til at tvinge sig selv og sin dagsorden ind på den offentlige dagsorden. Og det virkede. Men medierne burde og skulle for en gangs skyld have sagt fra. For så længe man ikke siger fra, bliver det bare værre og værre.

Mediernes ansvar - del 1

Medier er en slags autonome størrelser uden hverken paraplyorganisation eller fælles, overordnet struktur til at regulere arbejdsvilkår og -metoder. Man har heller ikke nogen fælles tunge at tale med, eller et forum som tager udfordringer og problemstillinger op til diskussion, og som henstiller eller påvirker den samlede presses udvikling, herunder dens påvirkning af det omgivende samfund på godt og ondt.

Og hvem skal man så egentlig rejse en debat med, hvis man som borger, organisation eller politiker synes, at der er behov for debat om dette eller hint?

Man kan vel bare nøjes med at sige Lars Løkke, Bendt Bendtsen og Jeppe Kofoed. Tre vidt forskellige cases, men med det til fælles at de har klokket i det og illustreret, at de er fejlbarlige mennesker, som har begået mindre dumheder - men de er hverken onde, dumme eller forbryderiske. Jagten på dem har ikke desto mindre været nådesløs, og først på et noget senere tidspunkt opstår der indimellem eftertanke og refleksion hos pressen - blandt andet om proportionerne nu også var helt i orden. Men der er det som regel for sent.

Ét er, at den enkelte politiker har fået nogle gevaldige skrammer, og at der er ret udbredt at konstatere, at de jo selv har valgt at stille sig som en boksebold lige midt på øretævernes holdeplads. Noget helt andet er, om disse kalkunjagter medvirker til at forme befolkningens opfattelse af, at politikere har ikke noget væsentligt krav på hensyn eller beskyttelse - at dem kan man sige og gøre hvad som helst imod.

Det er nok muligt, at pressen melder helt eller delvist hus forbi, afviser enhver form for uheldige og afledte konsekvenser, men det er ikke desto mindre svært at benægte, at der går en lige linje fra disse jagter - og her kan man også nævne den der fandt sted på Birthe Rønn Hornbech over nogle dage - til befolkningens disrespekt over for politikere. 

Man kan ikke sige, at politikere får meget anerkendelse og respekt hos befolkningen eller i medierne for, at de uagtet de åbenlyse personlige omkostninger og den lidt attråværdige eksponering alligevel vælger absolut uselvisk og til en ikke imponerende gage at vælge politikerscenen. Det sker ganske ofte, at en journalist ikke vil anerkende en politikers idealistiske forklaring, men fortsætter med at bore som om, vedkommende har en skjult hensigt. Men måske mener politikerne indimellem det, de siger - selvom det også er tit, at de ikke gør det.

Og den lige linje fortsætter derfra og ud til den undersøgelse, som Fyns Amts Avis har fået foretaget, og som er beskrevet i blandt andet Jyllands-Posten. Undersøgelsen viser, at hver tredje politiker direkte er blevet truet eller chikaneret.

Medierne og den ikke altid særlig lødige pressedækning er naturligvis ikke ansvarlig for disse menneskers galmandsværk. Men der er tale om en afledt effekt af den hårde og rå behandling, politikerne ofte får i pressen. Jeg kan ikke komme i tanker om andre erhvervsgrupperinger, der tilnærmelsesvis er udsat for den samme behandling i pressen - hverken erhvervsfolk, sportsfolk eller kunstnere af nogen art. Vel nærmest tværtimod. Der kan være en næsten lamslående forskel på den måde, disse offentligt eksponerede grupper behandles på.

Selvfølgelig kan det ikke diskuteres, hvorvidt Lars Løkke, Bendt Bendtsen eller nogen andre skal sikre, at anvendelsen af offentlige midler sker på fuldt lovlig vis, men selv en Ole Sohn lagde afstand til pressens ivrige jagten efter i den store sammenhæng ret ligegyldige forseelser. I stedet undrede han sig i DR over den manglende proportion i presseopbuddet i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi, der er spørgsmål involverende milliarder af kroner og har store konsekvenser for os alle. Men det store presseopbud var ikke kommet for at interessere sig for det - men fordi man jagtede Bendt Bendtsen i forbindelse med hans brug af ministerbilen.

At det har udviklet sig sådan, har ingen det direkte ansvar for. Og da pressen ikke er nogen entydig størrelse med egen organisation, er der reelt ingen instans eller noget forum, hvor pressen diskuterer og enes om retningslinier eller etiske målsætninger.

Man har Pressenævnet, som udelukkende forholder sig til konkrete sager bagudrettet - men intet forum forholder sig i pressens regi til, om der er basis for at diskutere pressens og mediernes rolle og ansvar - om den negative påvirkning på den generelle udvikling i visse henseender overgår den positive.

Det er svært at komme udenom, at medierne har en kæmpemæssig betydning for samfundsudviklingen. Det er den slags, man hellere end gerne bryster sig af ved skåltaler, men selvfølgelig er der langt fra kun tale om nogen positiv påvirkning.

Desværre kan man ikke diskutere med pressen under én hat - og det enkelte medie vil naturligvis ikke tage ansvaret for den samlede udvikling. Dog ser vi indimellem kritiske røster fra egne rækker, men det sker normalt kun på det enkelte medie, og det når sjældent ud til offentligheden.

For eksempel var der dyb intern skepsis på TV 2 over, at man så massivt dækkede de småbrande, som utilpassede unge antændte først i begrænsede dele af landet, og som senere bredte sig. Der var en bred opfattelse af, at de tv-bårne nyhedsmedier så at sige pustede til ilden ved deres hæmningsløse live-reportager, og internt blev der rejst kritik. Men det var en kritik, som blev slået benhårdt tilbage med en pure benægtelse af, at TV 2 og medierne generelt påvirker virkeligheden. Påstanden var, at man kun dækker virkeligheden. I så fald fandtes begrebet terrorisme ikke.

Og sådan vil stort set al kritik af pressen generelt eller enkeltmedier næsten altid løbe ud i sandet, hvilket ville være helt utænkeligt i nogen anden del af samfundet.

Derfor er der kun én vej: At opfordre pressens og de ærede journalistkolleger til at skærpe opmærksomheden på, at det daglige arbejde kræver omtanke og påpasselighed.

Genudsendelser på tv generer de færreste, men glæder de fleste

Der er en gammel traver, som år efter år finder vej til avisernes spalter - den kritiske forbrugerhistorie om tv-stationernes genudsendelser. Den er så forudsigelig, som DRs genudsendelse af 90 års fødselsdagen

Desværre er det mest spændende ved historien ikke dens substans, men hvilken avis der først løber med den - den overraskende behandling af genudsendelsesproblematikken ville være, hvis en journalist forsøgte at skildre den nuanceret og realistisk. Det har vi endnu til gode.

I stedet fremstilles det tilbagevendende over for læserne, som om de enten bliver snydt, eller at tv-stationerne gør noget forkert. Man kan ikke bare forlange, at tv-stationerne skal sende mere nyproduktion. Der skal penge til, og de kan som bekendt - desværre - kun bruges én gang. Det svarer lidt til at kritisere, at aviserne bruger fællesstof i stedet for at differentiere sig, eller at agurketiden med usvigelig sikkerhed giver forudsigelige historier og vinkler år efter år. Der er afsat et bestemt beløb til de redaktionelle ressourcer, og de anvendes så godt som muligt - præcis som det gælder for tv-stationerne.

Emnet er naturligvis noget mere nuanceret, end at public service-stationerne snyder seerne ved at bringe genudsendelser. Jeg har endnu til gode at se den avishistorie, som loyalt ridser de væsentlige aspekter ved og baggrund for, at tv-stationerne prioriterer, som de gør.

Her er fire betydende argumenter for genudsendelser, men som offentligheden indvies i:

• Tv-stationerne har et fast programbudget. Størrelsen af budgettet rækker på grundlag af markedsprisen for produktion af tv til x antal timers førstegangsvisninger. Hvis man vil hæve det antal timer, kan man ikke bare hæve flere penge i statskassen eller i banken. Budgettet bliver ikke større, bare fordi man vil bruge flere penge, så skal pengene strække længere og til flere førstegangsvisninger, vil kvaliteten skulle reduceres. Og det vil næppe være særlig populært. Eksempelvis udsendte TV 2 i 2004 for sit programbudget 3.300 timers førstegangsvisninger. Resten af sendetiden kan man så enten bruge til sort skærm, eller man kan genudsende tidligere viste udsendelser.
  
• Der er masser af mening i genudsendelser. De mest sete programmer har ved førstegangsvisningen mellem 600.000 og 800.000 seere. Danmark har cirka 5,3 mio. indbyggere over tre år, som er dem, der henregnes blandt tv-seerne. Der er altså tale om, at der er 4,5 mio. indbyggere, som IKKE har set de mest sete programmer ved førstegangsvisningen. Det er 85 procent. Kritikere af tv-stationernes programpolitik ville for alvor kunne bebrejde tv-stationerne, hvis de nøjedes med at producere dyre tv-programmer og kun lod det komme 15 procent af befolkningen til gode. Det kunne kaldes et ressourcespild hos de statslige tv-stationer. At rigtig mange mennesker så rent faktisk nyder et godt gensyn med et populært tv-program forstærker blot argumentet. Tanken om at en stor og dyr tv-produktion efter én gangs visning skulle arkiveres for aldrig at blive genudsendt er nærmest absurd.
  
• Uden genudsendelserne ville antallet af udsendelsestimer blive markant reduceret og især ramme dem, der ikke ser tv om aftenen, hvor prime-time befinder sig. For TV 2s vedkommende betyder genudsendelserne ydermere, at der opstår mange reklameblokke, der kan sælges til annoncørerne. Uden genudsendelser ville der være færre reklameblokke og indtægter, hvilket ville medføre reduceret indkøb af nyproduktioner. Så for TV 2s vedkommende gælder der simpelthen det modsatte af, hvad kritikerne hævder. Faktum er, at hvis man kun sendte førstegangsvisninger, ville reklameindtægterne blive dramatisk reduceret, hvilket igen ville presse nyindkøb ned og dermed antallet af timer sendt som førstegangsvisninger.
  
• For TV 2 gælder det videre, man af hensyn til sine reklameindtægter nødvendigvis må holde et stærkt fokus på seertallene, da hele virksomhedens økonomi er baseret på solgte reklamer. En rationel og logisk konsekvens er, at TV 2 undlader at sende sine nyproduktioner om sommeren, hvor der notorisk er langt færre seere, som har tændt for tv-apparatet end i resten af året. Desuden har både DR og TV 2 det til fælles, at hvis genudsendelserne ikke trak seere, ville de hurtigt forsvinde. Men genudsendelser har masser af seere af den grund, som er nævnt ovenfor - at langt hovedparten af befolkningen ikke så førstegangsvisningen.
  

Der er masser af genudsendelser på alle tv-kanaler - det er simpelthen en indbygget del af konceptet, når man skal udfylde en sendeflade, der varer 24 timer i døgnet.

Lad mig se den tv-kanal der rent økonomisk kan skabe en forretning ud af kun at sende nyproduktioner. En sådan tv-kanal ville formentlig koste 150-200 kr. om måneden pr. husstand. Og den prissætning er der intet marked til. Kritikken af genudsendelserne er derfor ikke funderet i realisme, for der findes simpelthen ikke andre modeller for sammensætning af en sendeflade, hvis der tilmed skal være en økonomisk bæredygtighed bagved.

24timer skal dog have den ros, at man havde fundet en ny vinkel på genudsendelseshistorien - nemlig at dårlig økonomi i DR og TV 2 medvirker til at forstærke genudsendelsestendensen. Til det kan man kun sige - det går op og det går ned. Det samme gælder jo aviserne, som efter massive fyringsrunder de seneste 5-7 år vel ikke er lige så innovative og dynamiske i journalistikken i dag, som det var tilfældet tidligere. Det har sin pris, at man må indstille sin produktion efter, hvad der kommer i kassen - det var jo meget nemmere, hvis indtjeningen var ubegrænset. Men den slags er kun fantasi - ikke virkelighed.

Politiken sammenligner det usammenlignelige

Politikens linje vedrørende drift og ejerskab af public service-stationerne er velkendt, som Tøger Seidenfaden beskriver det i sit svar på min kritik af en leder bragt i avisen i sidste uge.

Men derved forsvarer Seidenfaden Politikens synspunkter, som slet ikke er essensen af den kritiserede leder. Lederens sigte var derimod ved sammenligning af de økonomiske kriser i henholdsvis DR og TV 2 at fremstille det som om, kulturminister Brian Mikkelsen med fuldt overlæg og på basis af politiske - og dermed usaglige - årsager forskelsbehandler DR og TV 2.

Før man kan konkludere, at der er tale om forskelsbehandling, er man nødt til med en vis rimelighed at kunne hævde, at DRs og TV 2s situation er sammenlignelige. Ellers er det meningsløst at tale om forskelsbehandling, for selvfølgelig behandler man to helt forskellige cases på helt forskellig vis. Og de to public service-virksomheders situation var og er fundamentalt forskellige, hvilket fjerner grundlaget for at kritisere, at de to institutioner forskelsbehandles.

. DRs økonomiske krise blev bygget op over flere år, hvor den gradvist forværredes, men uden at det på noget tidspunkt tilnærmelsesvist var livstruende for virksomheden.

TV 2s økonomiske krise er voldsomt akut og kræver naturligt en omgående og resolut handling, hvilket er væsensforskelligt fra DRs økonomiske krise, der blev bygget op over mange år - uden nogen alvorlig debat, før det var for sent - og som nok kulminerede med en massiv presseomtale, men som aldrig var så alvorlig, at det truede DR på eksistensen.

Derimod er TV 2 livstruet, og havde man ladet stå til, var TV 2 strøget direkte ud i en konkurs, hvilket DR som nævnt ikke har været i nærheden af. Derfor er der brug for to helt forskellige former for handling. Det er elementært ejerskabsstrategi for en virksomhed og/eller institution. Det ville være idioti og inkompetence på højeste niveau, hvis man havde behandlet de to virksomheder ens.

Men havde TV 2s krise ikke været livstruende, ville der for alvor være noget at angribe regeringens hjælp for. For der må gælde den regel for statens virksomheder, at hvis man roder sig selv ud i enorme økonomiske problemer, må man selv sørge for at få rettet op på økonomien igen. Det kan ikke være skatteyderne, som tilbagevendende må til lommerne, fordi mere eller mindre kompetente direktioner og bestyrelser kan læne sig tilbage, velvidende at man bare kan komme rendende til ejeren for at tigge om flere penge. Vi har set, at hvad der ellers har været opfattet som stærkt kompetente erhvervsfolk i formandskaberne for DR og TV 2, har vist sig helt uegnede til at påtage sig disse opgaver.

TV 2 har fået et helt nødvendigt lån i en helt akut situation - men det bliver TV 2, som selv kommer til at skulle betale for den omfattende økonomiske oprydning. Jeg har i hvert fald ikke hørt hverken regering eller opposition foreslå, at seerne i dette tilfælde skal holdes skadesløse, som ellers var et bærende argument under DR-krisen. Og det er en kendsgerning, at TV 2 har fyret 205 medarbejdere og gennemlever en spareplan, der formentlig relativt set er voldsommere end den, DR har været igennem.

Politiken forsøgte i sin leder at fremstille det som om, der bag de forskellige handlinger ligger gustne politiske motiver, og for at sandsynliggøre det, bevæger man sig argumentationsmæssigt ud på tynd is ved at fremstille de to cases som sammenlignelige. Og derved begår lederskribenten et selvmål, idet denne manøvre sender selve lederens vinkling til jorden. Om der rent faktisk foreligger gustne, politiske motiver bag, skal jeg ikke kunne afgøre - og i hvert fald er Politikens argumentation helt utilstrækkelig til at belyse, at dette i givet fald skulle være tilfældet.

Urørlige Don Ø

Der er ingen som Don Ø, der kan svine journalister og pressen til og slippe godt fra det. I dag får en Børsen-journalist den helt store tur i en artikel, hvor pressen udfylder sin rolle som vagthunden

Det lader imidlertid ikke til at gøre noget stort indtryk på Don Ø. I artiklen får man som læser ikke særlig mange seriøse svar på journalistens spørgsmål, men derimod respektløse kommentarer som "har du ikke andet at lave", "det er et af de mest tåbelige spørgsmål, jeg har fået stillet i mange, mange år" eller "glem det, min ven. Jeg forstår simpelthen ikke de der kedelige spørgsmål og spørgsmålstegn".

Den slags svar er der ingen andre, der ville slippe afsted med at give en journalist. Og Don Ø har endda gjort det helt konsekvent i årevis, hvis han bliver udsat for kritiske spørgsmål, der generer eller irriterer ham. Generelt bliver han altid tosset over at skulle svare på selv nok så relevante spørgsmål om eventuel inhabilitet, som er Børsens vinkel. Og svarene virker til at blive grovere og grovere.

Don Ø gider formentlig ikke engang at forstå, at når journalisten spørger, gør han det på vegne af en masse læsere, hvoraf nogle selv har tænkt tanken - eller bliver eksponeret for problemstillingen. Og i den situation kan det - hvis man har rent mel i posen - kun være i alles interesse, at man beredvilligt svarer på spørgsmål for at rydde eventuel tvivl, rygter og mistanker af vejen. Men Don Ø er bemærkelsesværdig fri for at skulle forholde sig til den slags trivialiteter, der ellers har fældet mangt en stor mand og kvinde over årene.

Men hvordan bærer han sig ad? Hvordan kan han slippe afsted med det, når en hvilken som helst minister, politiker eller erhvervsmand ville blive offentligt korsfæstet i pressen for det samme? Det er formentlig kun Mærsk Mc-Kinney Møller, der nærmer sig samme ophøjede niveau, men selv han ville ikke kunne gøre det.

Der var nok en politiker eller to eller diverse erhvervsfolk, som godt gad kende Don Øs opskrift, for de fleste drømmer nok fra tid til anden om at kunne sige "skrid" til pressen og til journalister, når de kom rendende med mere eller mindre kvalificerede, men kritiske spørgsmål.

Af alle eventuelle spørgsmål er det dog mest interessant at vide, hvorfor Don Ø kan gøre det, når ingen andre kan. Det ville jeg selv spørge ham om næste gang, jeg fik chancen.

DR-bestyrelsesmedlemmer stak af fra pressen

Det er ikke mange dage siden, at jeg skrev kritisk om TV 2s forhenværende bestyrelse, der har ansvaret for, at TV 2 står ved den økonomiske afgrund og ville være gået konkurs i dag, hvis ikke staten havde grebet ind - men DRs bestyrelse er ikke det sted, man bør kigge hen for at se, hvordan det skal gøres i stedet

Det var en pinefuld farce i går at se DR-journalisten Morten Hansted for rullende kamera afsløre to centrale DR-bestyrelsesmedlemmers forsøg på at undslippe pressen og kritiske spørgsmål, da de luskede ned af en bagtrappe på vej ud af DR Byen.

Og der var jo ikke tale om ligegyldige, menige bestyrelsesmedlemmer. De to, som sidder i bestyrelsen for et mediehus, og som selv forsøger at undgå det offentlige søgelys, er den mangeårige, tidligere formand for DRs bestyrelse, Finn Aaberg, som samtidig har siddet som formand for Byggeudvalget i hele perioden. Den anden er næstformand Erling Aaskov, der i den grad som Finn Aaberg er medansvarlig ved at have siddet som næstformand siden oktober 1995 - samme tidspunkt som Finn Aaberg blev udpeget til formand.

Det er altså disse to skikkelser, som sammen med Chr. Nissen og hans daværende direktion, der er helt centralt ansvarlige for den kæmpe-katastrofe, som DR-byggeriet har udviklet sig til, og som har vist sig at være ringere budgetteret og styret end enhver anden middelmådig kompetent person ville kunne have matchet.

De vil sikkert selv påstå, at de vedstår sig deres ansvar, men at stikke af ud af bagdøren og undgå med rank ryg at stå op foran pressen og tale til de skatteborgere, som de så fatalt har svigtet, er yderst kritisabelt.

Selv den ellers ikke så presseegnede Mogens Munk-Rasmussen stillede dog i det mindste op foran kamera i går, men hans kommentar var så begrænset, at man fik indtrykket af, at han var blevet indfanget af journalisten og ikke stillede op frivilligt.

Senere i dag vil det stå klart, at kulturminister Brian Mikkelsen nu er blevet så informeret i kraft af den netop offentliggjorte revisionsrapport, at han føler sig i stand til at kyle i hvert fald de to bestyrelsesmedlemmer ud, som har siddet i formandskabet i perioden 1995-2002 og bare lade byggeriet køre fuldstændig af sporet - uden tegn på hverken anger eller lyst til at undskylde over for skatteborgerne.

Parallellen til TV 2s bestyrelse synes at være, at man åbenbart ikke synes, at man behøver at tænke selv. Når direktionen kommer med sine idéer og planer, kører man bare løs. Det skortede ikke på advarsler for TV 2, og meget tidligt i forløbet omkring DR Byen var der da også store røde advarselslamper, som blinkede og indikerede, at her var noget, der virkelig skulle følges helt, helt tæt. Men man nøjedes åbenbart med at følge tæt med i, om honoraret fra bestyrelsesposten gik ind på kontoen til tiden.

Et lille plaster på såret til borgerne fra i hvert fald de i denne sammenhæng helt talentløse Aaberg og Aaskov ville være at sende disse honorarer tilbage til DR. Det ville ikke batte meget, men det ville være en erkendelse af, at man ikke rigtig har fortjent pengene. Det ville i hvert fald være mærkværdigt, hvis netop de to ikke senere i eftermiddag erklæres uegnede til at sidde i DRs bestyrelse og dermed får silkesnoren. Og mon ikke bestyrelsesformand Mogens Munk-Rasmussen også må forlade sin post?

Freeway to hell

Nåeh nej - "Highway to hell" var jo titlen på det legendariske AC/DC-nummer, så jeg må beklage, hvis nogen utilsigtet har fået associationer til det stærke internetselskab Freeway med store sites som Arto.dk, Dating.dk m. fl.

Det fik jeg nemlig selv, da jeg læste Arto- og Freeway-chefen Morten Wagner i Børsen forleden. Her lykkedes det ham at få sig fremstillet på en ret uheldig måde, fordi han truede med udflagning af Freeway, hvis regler og lovgivning i forhold til sikker chat for børn og unge blev for restriktivt.

Og det har forhåbentlig ikke været hans hensigt - ergo kan det ikke have været særlig gennemtænkt: Nogen kræver strammere lovgivning, fordi Arto tilsyneladende ikke selv magter at få stoppet svineriet med voksne mænds seksuelle ageren over for børn og unge, men hvis lovgivningen bliver for stram, kan Freeway ikke længere opretholde sit astronomiske overskud på 30 mio. kr. ud af en omsætning på mindre end 100 mio. kr., fordi sikkerhedsforanstaltningerne, der skal forhindre, at børn falder i hænderne på ulækre børnelokkere, svækker trafikken på sitet og dermed overskudsgraden. Men heldigvis har man så den løsning, som Wagner overvejer at ty til - at flytte sine aktiviteter til lande, hvor man er mere lempelig med hensynene til børnene. Til gengæld har Freeway med øvelsen formået at beskytte sin tårnhøje profit.

De massive problemer med klamme mænd, der under falsk identitet forsøger at chatte sig til sex-aftaler med børn, giver tilbagevendende Freeway og Arto enorme kommunikationsmæssige udfordringer, som de hidtil har løst meget svingende. Eller rettere - de har faktisk slet ikke løst dem.

Det er jo en total tabersag overhovedet at begynde at sætte to sådanne helt uforenelige størrelser op mod hinanden - hensynet til Freeways forretning og overskud contra hensynet til børns sikkerhed mod seksuelle overgreb. Det er svært at forestille sig, at Morten Wagner har gennemtænkt, at det er sådan, det kommer til at fremstå.

I Børsen hævder Wagner, at han og Freeway kun har én interesse, nemlig at det bliver sikkert at være på Arto, men der er måske en grænse for, hvor sikkert det skal blive. Men når man overvejer at flygte fra regulering og lovgivning, der skal medvirke til at gøre Arto sikkert, så har man åbenlyst også andre interesser, - og da udflagning er og stærkere interesser. Freeways kommunikationsmæssige kurs mangler simpelthen indre sammenhæng og logik, fordi det ene udsagn modstrider det andet.

Det er jo rent faktisk en umulig opgave at argumentere imod ethvert nødvendigt tiltag for at beskytte børn og unge med, at så tjener man ikke så mange penge mere. Det må man antage, at Freeway og Morten Wagner ikke seriøst kan være uenig i, og derfor bliver budskabet om en mulig udflagning også en kæmpe kommunikationsmæssig brøler.

Der er ingen anden kurs for et selskab som Freeway, der lever tykt og godt af børn og unge end 100 procent og ubetinget offentligt at støtte målet om at stoppe voksnes seksuelt relaterede kontakter til børn og unge via Arto. Bagved kulisserne må Freeway så arbejde på at få de forskellige idéer og tiltag til at kunne mødes i lige meget økonomisk realisme som effektivitet i at stoppe disse ulækre mænd.

En udflagning vil desuden formentlig være en nødløsning, for mennesker i andre lande vil også før eller siden stille krav til deres politikere om at få strammet op for de sociale netværks-sites, der henvender sig til børn og unge. I stedet for at udflage til steder med mindre restriktioner, så de klamme mænd bedre kan udfolde sig, burde Freeway se en fremtid i en strategi, hvor man er foregangsvirksomhed på området. Det vil være en langt mere fremtidssikker strategi end at forsøge at få medlidenhed for, at man bliver pålagt restriktioner, som skal gavne den eneste interesse, som selskabet påstår at have - at gøre det mere sikkert at være på Arto.

Konsekvensløse undersøgelser

Ifølge Berlingske Tidende offentliggøres på fredag den store undersøgelse om DRs skandalebyggeri i Ørestaden. Og det er jo fint nok. Men skal sådan en undersøgelse bruges til noget konkret, eller er det bare et betydningsløst stykke papir?

Man kan i hvert fald undre sig over, at den slags undersøgelser altid er behæftet med udtrykket "at få placeret et ansvar", men for den almindelige borger virker det helt og aldeles konsekvensløst, hvis bare man bliver enig om, hvem der bærer ansvaret - og så nichts weiter.

I Berlingske Tidende konstaterer den socialdemokratiske mediepolitiske ordfører, Mogens Jensen, fuldstændig korrekt, at "det er jo klart, at bestyrelsesansvar i sidste ende vil pege tilbage på Folketinget, ministeren og Kulturministeriet". Og så er det, at man næsten ikke kan holde spændingen ud i forventning om, at undersøgelsen udpeger lige præcis de personer, som vi altid har vidst bar ansvaret. Og det er de velkendte: Tidligere og nuværende regeringer, kulturministre, primært tidligere, ex-bestyrelsesformand Finn Aaberg, ex-generaldirektør Chr. S. Nissen samt de økonomifolk, der tog del i de helt gale regnestykker (der var to af slagsen). Så er der byggeprojektets tidligere leder Keld Boye Møller, som formentlig også får sin del af ansvaret.

Der er jo ikke tale om, at der kommer noget nyt og afgørende for dagens lys. Det ville i hvert fald være en stor overraskelse. Ellers så kender vi allerede navnene på dem, der bærer en større eller mindre skyld for balladen.

Men når man så har fået placeret både det operationelle og taktiske ansvar hos DRs daværende direktion og bestyrelse samt placeret det politiske ansvar hos Kulturministeriet ... hvad så?

Det lader i hvert fald ikke til, at hele skandalen omkring DR har bevirket, at man har draget nogen lære, som man senere har kunnet bruge til at undgå tilsvarende økonomiske fadæser, som den vi nu ser i TV 2, og som har potentiale til at overgå DR-skandalen. Nu må vi forvente, at der er tale om så store skandaler, at alle kræfter bliver sat ind på at sikre, at det aldrig sker igen. Så ville der da komme noget godt ud af en undersøgelse, der formentlig ikke ellers vil tjene andet formål end blot rent symbolsk at "placere et ansvar."

Som tidligere nævnt på denne blog må man håbe, at den forestående granskning af TV 2 rent faktisk ikke bare nøjes med at placere et ansvar, men måske endda overvejer en erstatningssag, hvilket ikke vil være urimeligt, hvis TV 2 som følge af denne sag og manglende adressering af de dødsensfarlige EU-udfordringer ender med at blive tvunget til at frasælge kommercielle aktiviteter.

Urealistisk og overdreven begejstring for internettet som annonceplatform

Tjuhej, hvor det går. Internetannonceringen buldrer derudad, og ifølge den seneste opgørelse fra Dansk Oplagskontrol blev der i 2007 af annoncørerne spenderet 2,5 mia. kr. på at annoncere på internettet. Og dermed har denne platform vokset sig op i samme liga som tv og dagbladene

Og internetfolket kan slet ikke få armene ned. Nettet er blevet udråbt som det allerstørste, når det handler om annoncering. Men jeg er skeptisk, for i modsætning til dagblade og tv er nettet ekstremt fragmenteret, hvilket betyder, at flere hundrede websites skal dele puljen, og dermed bliver laget noget tyndt, når det skal smøres så bredt ud.

Det er lidt ligesom distriktsbladene, de lokale og regionale ugeaviser. Her var annonceomsætningen sidste år 2,7 mia. kr. og altså klart den næststørste annonceplatform efter dagbladene - men før både internet og tv. Alligevel er der ingen, der tager synderlig notits af denne kategori, og hvorfor så ikke det? Fordi der altså er 305 publikationer af slagsen, og derfor bliver der så få penge tilbage til den enkelte, at der i gennemsnit er omkring 9 mio. kr. til hver.

Med andre ord er der bare tale om - i den store sammenhæng - bittesmå forretninger, der ikke er meget større end den lokale Tøjeksperten.

Derimod er der noget mere swung over annoncekategorierne "dagblade" og "tv". I dagbladsgruppen deler blot rundt regnet 35 avistitler de godt 3,2 mia. kr., som annoncørerne spenderer på at reklamere i aviserne. Der er tale om både hverdags-, søndags- og weekendudgivelser samt gratisaviser - altsammen spænder det fra det nationale over det regionale til det lokale. Med så få avishuse til at dele så mange penge, bliver der altså tale om, at hver enkelt i gennemsnit har en meget høj annonceindtægt sammenlignet med distriktsblade.

Det samme gør sig gældende for tv-platformen. Her er der reelt tale om, at tre tv-stationer - TV 2, SBS og Viasat - stort set deler hele kagen på 2,5 mia. kr. om året. Igen bliver det derved meget mere interessant, fordi den enkelte virksomhed har en meget høj indtægt og derfor også mediemæssigt end meget større betydning.

Mens tv og dagblade er i én kategori, befinder distriktsbladene sig altså i en helt anden, hvilket også afspejler sig i omtalen og interessen for de enkelte kategorier. Distriktsbladskategorien tales der stort set ikke om. For mig ser det ud som om, internettet befinder sig i samme kategori som distriktsbladene:

Som reklamemedier er de næsten lige store med spendings på hver af dem på omkring 2,5-2,7 mia. kr. Men hvor pengene på tv og dagblade fordeles på ret få, men store virksomheder, fordeles pengene på internet- og distriktsbladsannonceringen på mange, mange flere virksomheder.

Én af de store udfordringer for internetvirksomhedernes udsigter til at komme til at få meget høje annonceindtægter er, at indgangsbarrieren er langt lavere end for nogen anden mediegruppe. Enhver halvstuderet røver med 10.000 kr. kan lancere én eller anden form for website, og med en god idé, lidt held og medvind kan vedkommende ved hjælp af Google Adwords osv. få sig en lille del af annoncekagen fra internetannonceringen. Sådan er spillereglerne ikke for tv og for dagblade.

Konkurrencen er med andre ord ekstremt meget hårdere på internettet samtidig med, at pengene smøres meget tyndere ud på hele internetmarkedet, fordi så mange hundreder websites hver lykkedes med at hente en større eller mindre bid af kagen. Og derfor skal man måske tage hænderne ned fra hovedet, når man forsøger at fremstille det som om, internettet størrelsesmæssigt er ved at matche dagblade og tv, for der er tale om en helt anderledes og meget mere konkurrencepræget og vanskeligere annonceplatform at få den helt store andel af.

Så forhåbentlig sidder dagblads- og tv-husene ikke og regner med, at internettet nogensinde kommer i nærheden af at blive det indtjeningsmæssige substitut for dem, hvis de taber indtægterne fra deres hovedaktiviteter - for så bliver de slemt skuffede. Nettet er et fundamentalt anderledes og vanskeligere marked end det, de aktuelt befinder sig i.

Granskning må der til

Når man ser ex-formand Niels Boserup udtale sig efter længere tids flyverskjul, står det klart, at en granskning med et formål at kortlægge ansvaret for TV 2s forfærdelige situation er helt, helt nødvendig.

Ganske vist siger Niels Boserup til Business.dk, at han og bestyrelsen står ved sit ansvar - alligevel vedstår han sig på intet tidspunkt noget form for ansvar for TV 2s nuværende situation. Tværtimod siger han, at bestyrelsen kun gjorde alt muligt godt for TV 2. Se www.business.dk/article/20080612/medier/706120029

Helt galt går det da, når Boserup - vist nok i ramme alvor - foreslår at sælge TV 2 Sport for "mange, mange penge" for at dække hullet i kassen. Men det er formentlig det værste, man kan gøre, fordi man i forvejen har eroderet TV 2s brand ved at fjerne væsentlig sport fra hovedkanalen (sport er det eneste helt unikke en tv-station kan differentiere sig på). Og man lancerer vel ikke nye tv-kanaler og andre initiativer for bare at sælge dem få måneder efter - det vil da om noget desillusionere alle de mange mennesker, man har pisket rundt for at lave kanalen. Se Børsen www.borsen.dk/medier/nyhed/133833/

I forvejen har Viasat/MTG gjort et scoop ved at etablere et partnerskab med TV 2 om TV 2 Sport. Hvis man ender op med at sælge hele butikken til Viasat, står TV 2 tomhændet tilbage. Er det et udtryk for, at den tidligere bestyrelse har gjort et fremragende arbejde?

Skandalen, der ikke behøvede at være sket

Gennem de sidste 12-15 måneder har den økonomiske skandale på TV 2 grebet voldsomt om sig, og i sidste uge sprang den ud i fuldt flor, da bankerne smækkede kassen i. Desværre var TV 2s daværende bestyrelse nogen af de sidste, der fandt ud af, at kursen var sat mod afgrunden


Den verserende TV 2-skandale ruller for fuld styrke. Lige nu ser det ud til ikke at kunne blive meget værre, men vi har formentlig ikke set sagens fuldstændige omfang. Slutningen kan ende yderst dramatisk for TV 2, hvis EU-lovgivningen for alvor kommer på tværs, og i sidste ende ser vi en skandale i samme, tunge liga som Statens Konfektion og Combus.

Som skatteborger har man krav på, at systemet som minimum lærer af denne sag. Intet vil være mere meningsløst og uansvarligt, end hvis sagen får lov at passere, uden at fejlene og deres kilder identificeres og analyseres for at sikre, at det aldrig sker igen - hverken i TV 2 eller i nogen andre statslige virksomheder.

Én af de vigtigste læringer vi må gøre er at forstå, hvorfor i alverden TV 2s daværende bestyrelse dog på intet tidspunkt reagerede. Den var indsat som en såkaldt professionel bestyrelse (efter regeringens forskrifter), der på kompetent vis skulle være det kritiske filter, kontrolinstansen og stopklodsen. Man kan med rette kritisere den daværende TV 2-direktion hårdt for ulykkerne, men en bestyrelses fuldstændig centrale opgave er at give direktionen modspil og modstand.

I stedet tillod bestyrelsen, at TV 2 på mindre end to år udviklede sig fra at være en velkonsolideret virksomhed med en udvikling, som ganske vist ikke var hæsblæsende, men dog over gennemsnittet for den danske mediebranche på det tidspunkt, til at øge hastigheden dramatisk og uden at efterlade sig ét bremsespor at tordne ud over den økonomiske afgrund og efterlade et krater på flere hundrede millioner kroner, som bankerne ikke vil give lån til i dag.

Nu tegner der sig så et politisk flertal for en granskning af hele forløbet og af bestyrelsens rolle undervejs. Det vil forhåbentlig give os de rigtige svar på, hvem der var de største skurke, og hvem der eventuelt var heltene. En granskning vil forhåbentlig især give en dyb indsigt i, hvad i alverden der dog gik galt. Var bestyrelsen for eksempel så professionel, som det ellers hed sig – eller er kritikken mod dem så unfair og urimelig, som de selv hævder?

Det er eksempelvis skæbnesvangert, hvis ikke man kan forvente og stole på, at både i den tidligere og i den nuværende bestyrelse er forsynet med den fornødne kompetence til at forstå omfang og konsekvens af en statsejet public service-virksomheds handlinger i forhold til EU-retten. Forstår bestyrelsen ikke det, eller indser i det mindste egen manglende kompetence på området og indhenter nødvendig bistand ude fra, er det decideret ansvarsløst og hasarderet. Vi ved det ikke - men en granskning vil forhåbentlig blandt andet give os svar på, om bestyrelsen end ikke fattede de reelle udfordringer og trusler for TV 2 - herunder fra EU-lovgivningen.

For eksempel ser vi nu konturerne af, at TV 2s behov for statens hjælp til at finde de lån, som bankerne hidtil har sagt nej til at yde, kan indebære voldsomme konsekvenser for TV 2. Der er en risiko for, at hvis EU-systemet overhovedet vil godkende statens hjælp i form af statsgaranterede lån, kan det medføre, at TV 2 bliver tvunget til at koncentrere sig om sit helt oprindelige formål – public service-fjernsyn. I værste fald skal TV 2 skille sig af med kommercielle aktiviteter, hvilket vil bombe TV 2 tilbage til sluthalvfemserne før lanceringen af TV 2 Zulu. I så fald er det katastrofalt, at man ikke i tide fik privatiseret TV 2 - inden differencen på de likvide midler pludselig styrtede op over astronomiske 1 mia. kr.

Det er en bestyrelsespligt at inddrage den slags worst cases i dens arbejde og samlede vurdering af strategien. Man må som skatteborger minimum kræve og forvente, at bestyrelser foruden sine strategier og fremtidsprognoser også opererer med både worst cases og best cases. Først når man har det, har man overblikket over, hvad indsatsen i virkeligheden er. Og i dette tilfælde vil jeg næsten hellere håbe på, at bestyrelsen ikke havde idé skabt om worst case, end at de kendte worst case og spillede med den risiko, at TV 2 blev lagt i ruiner.

Ejerne har haft al mulig grund til at stole på, at man har lagt statens virksomhed i de bedste hænder, når man har hyret så højtplacerede erhvervsfolk. Det burde være ensbetydende med en betydelig grad af driftssikkerhed og dygtighed. Men kulturminister Brian Mikkelsen indså formentlig for sent, at driftssikkerheden ikke var til stede. Da han opdagede det, smed han dem på porten. Men da var skaden sket.

Som situationen nu har udviklet sig, er det svært at være kritisk nok i forhold til især bestyrelsen. Uanset hvad man måtte mene om Per Mikael Jensens tour de force gennem TV 2, kan man – sikkert inklusive ham selv – mene, at han skulle have haft en seriøst arbejdende bestyrelse, der udfyldte sin rolle som nødvendigt modspil, et bolværk og som bagstopper i stedet for at være besmittet af en umoden næsegrus beundring for en stærk og karismatisk topchef, de selv havde ansat. Det er ikke et modspil, nogen kan bruge til noget.

Per Mikael Jensen gjorde i hovedtræk det, han var ansat til – at sætte turbo på TV 2s vækst og udvikling. Det medførte en række fejl og problemer, som den daværende direktion i dag delvist erkender. For eksempel var budgetteringen af en 12 procents vækst i tv-reklameindtægterne helt urealistisk, hvilket måtte have stået klart for både direktion og bestyrelse allerede i marts 2007, da årsaftalerne lukkes. Med årsaftalerne er 80-90 procent af årets reklamekroner allokeret, og når en så stor del af årets penge mere eller mindre er på plads på dette tidspunkt, er det svært at se bort fra det som en meget stærk indikation på hele årets forløb.

På det tidspunkt må man med andre ord kunne se, at man ikke er i nærheden af de 12 pct., men måske så den daværende direktion så optimistisk på sin egen situation, at man fuldt og fast troede på sine egne budgetter, og at man kunne indhente det tabte hen over året. I en sådan situation må man som skatteborger stole på, at den etablerede kontrolfunktion – bestyrelsen – forholder sig kritisk til en direktion, der på det tidspunkt formentlig følte, at alt kunne lade sig gøre.

Situationen svarer til, at man i sit husholdningsbudget indlægger en forventning om en indtægt fra en lottogevinst. I forventningen om lottogevinsten har man skruet sine udgifter i vejret. Da så lottogevinsten alligevel ikke dukker op, skærer man først for sent i opskruede udgifter, og når man så gør det, bliver der skåret alt for lidt. Og inden man får set sig om, står man med massive udgiftsmæssige forpligtelser, der rækker år ud i tiden, uden at der er tilnærmelsesvis indtjeningsmæssig dækning for et udgiftsniveau af den størrelse. Det er svært at forestille sig, at det ville kunne forekomme i en børsnoteret virksomhed. Og derfor er det helt afgørende at få svar på, hvilke systemfejl der er tale om, og hvordan de bliver fixet - hellere i dag end i morgen.

Lige nu pågår der en undersøgelse af det fejlslagne DR-byggeri, og måske kommer der en tilsvarende granskning af TV 2-skandalen. Som skatteborger må man kræve mere end blot at få placeret et ansvar. Man skal lære af det og garantere skatteborgerne, at man får kigget systemerne efter i sømmene for at forhindre noget tilsvarende igen.

Det er nærliggende at mene, at det primært er bestyrelsesleddet, som har en sygdom, men måske er det også en fejl, at ejerne - staten og den ansvarlige minister - er så bange for at give sin mening til kende af angst for, at det af de politiske modstandere skal blive brugt som beskyldninger om politisk indblanding. I stedet får vi dødsensfarlig berøringsangst, som måske har medvirket til at bringe TV 2 helt i knæ. Havde TV 2s bestyrelse på løbende basis skullet stå officielt til ansvar for ejerne, havde vi ikke stået i en situation, hvor hundredevis af menneskers job er på spil.

Uanset hvad risikerer begge sager at gå ind i historiebøgerne som vaskeægte skandaler, og derfor er slagsmålet om at undgå at blive udråbt som slyngler i også allerede i gang.

Politik forbudt for Line Baun

Det er jo skønt, når folk går rundt og forelsker sig, men det er sjældent, at det ikke også medfører visse komplikationer.

Og nu er studievært på Go' Morgen Danmark Line Baun Danielsen blevet kæreste med den radikale Morten Helveg Petersen. Det er Skandinavisk Film Kompagni, som producerer Go' Morgen Danmark, og herfra lyder beskeden fra direktør Jørgen Koldbæk til Ekstra Bladet, at man skal bruge sin "journalistiske fornuft, når og hvis vi inviterer Morten Helveg Petersen, hans far Niels Helveg Petersen eller lillebror Rasmus Helveg Petersen i studiet". Ja, det er så meget logik, så det er unødvendigt at nævne.

Det er meget mere interessant at høre om, hvordan Skandinavisk havde tænkt sig at placere Line Baun i alle fremtidige politiske interviews, for hendes nye kærlighed medfører med ret stor sandsynlighed også visse anti- og sympatier i politisk henseende. Og dermed vil der altid kunne kastes en journalistisk mistanke på Line, hvis hun interviewer en politisk gæst i studiet. Som man siger - alene mistanken er oftest nok til, at man er nødt til at adressere denne mistanke og tvivl.

Mit bud er, at Line naturligvis er udelukket fra at interviewe personer med et radikalt tilhørsforhold, men hun vil heller ikke med troværdighed i behold kunne interviewe andre personer, som enten deler radikale synspunkter eller er uenige med dem. Det vil til enhver tid hos nogle seere bevirke en undren over hendes spørgsmål og hendes interviewform - og nogle vil mene, at hendes motivation for dette eller hint udspringer i hendes kærlighed og sympati for den radikale politiker - Morten Helveg Petersen.

Derfor er Ekstra Bladet ikke skarpt nok, når man lader Jørgen Koldbæk sige, at Line ikke skal interviewe sin egen kæreste, hans bror eller hans far. Alene udsagnet er så idiotisk selvfølgeligt, at det er lidt en hån mod læserne. De vil meget hellere vide, hvor man beslutter sig for at trække grænsen for Line i de tilfælde, hvor det er mindre åbenbart end det nævnte.

Nu vil man virkelig gøre Nyhedsavisen fortræd

Nyhedsavisens lukning er hovedformålet med fusionen mellem 24timer og metroXpress, der - som Berlingske - må længes tilbage til de gode gamle dage, da man havde hver sin udmærkede forretning. Og derfor er Berlingske næppe interesseret i nogen alliance med Nyhedsavisen

Der ventes spændt på, om Nyhedsavisen som svar på fusionen mellem 24timer og metroXpress vil reagere med en tilsvarende alliance - for eksempel med Berlingske. Men det er helt afgørende, om Berlingske dybest set har samme målsætning som fusionerede 24timer og metroXpress - at tage livet af opkomlingen, der som slangen i paradiset har ødelagt idyllen og indtjeningen på det danske avismarked.

Metro Internationals topchef, Per Mikael Jensen, var ikke sen til åbent at erklære, at Nyhedsavisen skal kvæles, og man bør ikke tvivle på, at JP/Politikens adm. direktør, Lars Munch, har den samme varme drøm. Det er ofte fælles fjender, som får gamle fjender til at rykke sammen og skabe nye og overraskende alliancer. Fusionen og de forskellige udmeldinger fra fusionsholdet burde give Nyhedsavisens ledelse og ejere en panderynke eller to.

Sådan var det dog ikke, hvis man skulle tage Nyhedsavisens umiddelbare reaktion alvorligt. Bladet udråbte - som sædvanlig, fristes man til at sige - sig selv som den store vinder ovenpå fusionen, hvilket kan noget mærkværdigt, da det sjældent er af venlighed over for Nyhedsavisen, at to at ens hårdeste konkurrenter slår pjalterne sammen. Tværtimod er deres grimme hensigt at slå Nyhedsavisen ihjel.

Det er nærliggende at tro, at Det Berlingske Officin deler den drøm. Berlingske var den, der på vegne af det etablerede marked reagerede, da metroXpress kom til verden i 2001. Det lykkedes ikke at holde metroXpress ude, og siden har både Berlingske og JP/Politikens Hus stilfærdigt affundet sig med, at metroXpress fandt sig en plads i markedet og skabte en fin forretning. Del og hersk.

Freden blev først afbrudt, da islændingene for to år siden varslede endnu en gratisavis - Nyhedsavisen. Der var ingen grænser for ambitionsniveauet. Det skulle være stærkt innovativt og nyskabende på alle led, og de eksisterende dagblade var bare vanetænkende, håbløse dinosaurer, som intet kunne finde ud af. Selv har Nyhedsavisen ikke vist andre, banebrydende veje. Til gengæld lykkedes det med den overdrevne retorik at få hele den øvrige branche op i højeste alarmberedskab.

Simon Andersen, Nyhedsavisens chefredaktør, har - snævert set - en pointe, når han finder grund til at glæde sig over konkurrenternes offensiv, hvor konsolidering i et marked som udgangspunkt betyder, at en hidsig priskonkurrence bliver mindre ukontrollabel. Med andre ord sætter fusionen en stopper for den groteske prisdannelse, som har karakteriseret markedet for dagbladsannoncer de seneste par år, og som slet ikke modsvarer selv et lavt skøn for, hvad ordentlig journalistik rent faktisk koster at producere. Fusionen er og bør være første skridt i retning af højere annoncepriser.

Topchefen for Metro International, Per Mikael Jensen, har da også i flere omgange erklæret, at de danske annoncepriser er på tjekkist eller mexicansk niveau, og da konsolidering pr. definition er ensbetydende med konkurrencereduktion, taler alt da også for et højere prisniveau. Spørgsmålet er dog, om det fusionerede selskab har tænkt sig på kort sigt at hjælpe med til at hæve priserne, hvilket samtidig vil gavne den værste konkurrent, eller om man vil udnytte samarbejdet og fusionen til at sænke priserne yderligere - for simpelthen at gøre helvede endnu mere hedt for Nyhedsavisen.

For Nyhedsavisen har i forvejen meget svage indtægtsstrømme, og i et interview med Jyllands-Posten for nylig indikerer Per Mikael Jensen, at tidspunktet for fusionen også har til hensigt at desillusionere ejerne bag Nyhedsavisen oveni den tørre udsigt til sommermåneder, der annoncemæssigt altid er tynde.

Nyhedsavisen har på sin side indikeret, at man godt kan forestille sig på tilsvarende vis at indgå i en alliance, og Berlingske er i den sammenhæng den mest oplagte partner. Det er også her, at man finder Nyhedsavisens hidtidige chefredaktør, David Trads. Men Nyhedsavisen er samtidig udfordreren, og den der bliver betragtet som urostifteren i et ellers rimeligt stabilt marked. At Nyhedsavisens ledelse tidligere og i flere omgange har udtrykt stor foragt for blandt andet Berlingskes forretningsstrategi, gør det ikke mere sandsynligt, at Nyhedsavisen nu pludselig skulle mene, at Berlingske er verdens bedste ven og partner.

Både Berlingske, JP/Politikens Hus og metroXpress har måttet se bundlinjerne skrumpe ind som følge af Nyhedsavisens entre. Berlingske og JP/Politikens Hus er dobbelt ramt ved, at de ikke kun har massive udgifter til at drive gratisaviserne Urban og 24timer - de er også ramt på kerneaktiviteterne, for betalingsavisernes annonceindtægter lider naturligvis også i det hårde marked.

Berlingske er - som Mecoms smertensbarn - stadig langt fra målet om en overskudsgrad på 15 procent. Det er urealistisk, at det kan nås i det nuværende marked, og derfor har Berlingske et akut behov for, at markedet forandrer sig til det langt bedre - dvs. først og fremmest højere annoncepriser.

JP/Politikens hus' overskudsgrad er på grund af primært Nyhedsavisen faldet fra niveauet omkring 7 pct. til minus 4 pct. i 2007. Samtidig er også metroXpress' ellers så glimrende overskud reduceret kraftigt.

Måske ville det have været langt mere interessant for Berlingske, hvis Nyhedsavisen var blevet det banebrydende medieselskab, som man proklamerede i skrydende vendinger fra starten. Ingen har vist overblik over de mange løfter - det er noget nemmere at overskue, hvilke løfter der rent faktisk blev indfriet. Ét af de centrale var at blive Danmarks mest læste avis, - og det har Nyhedsavisen på fornemste vis levet op til.

Netop den position kan være den faktor, som gør Nyhedsavisen til andet for Berlingske end noget, der bare skal ryddes af vejen. Måske ser Montgomery og Lisbeth Knudsen i virkeligheden Nyhedsavisens position som landets mest læste avis som et stærkt brugbart våben i kampen mod JP/Politikens Hus, og som måske opfattes mere som hovedfjenden end Nyhedsavisen.

Hvis Nyhedsavisens store ambitioner og mange løfter var blevet indfriet, ville bladet have været en unik og uundværlig del af det danske mediemarked, og forhandlingspositionen om et alliancesamarbejde ville have været langt stærkere.

De kommende uger og måneder vil vise, om alene positionen som Danmarks mest læste avis er nok til at gøre sig interessant som alliancepartner, eller om Berlingske i stedet vælger at arbejde i samme retning som det fusionerede selskab - at få dræbt Nyhedsavisen, så de gode, gamle dage med fornuftige tal på bundlinjen kan vende tilbage.