TV 2-skandalen - flere spørgsmål end svar efter Rigsrevisionens beretning

Den længe ventede rapport fra Rigsrevisionen om den økonomiske og ledelsesmæssige skandale på TV 2 var mildt sagt opsigtsvækkende læsning - af mange grunde.

Kun de færreste havde ventet, at den længe ventede beretning fra Rigsrevisionen ville indeholde en så barsk kritik af så kritisable forhold i én af statens allervigtigste selskaber.

Beretningen hænger en snæver kreds af personer fra den tidligere direktion og bestyrelse for TV 2 i det pågældende tidsrum ud. Kritikken er så målrettet og skarp, at Rigsrevisionens beretning får karakter af en egentlig domfældelse af de involverede, hvis den får lov at stå alene - uden nogen prøvelse ved en domstol.

Det kan et retssamfund ikke leve med. Man kan ikke have en situation, hvor individer bliver anklaget af en så tung instans som Rigsrevisionen, men at de afskæres fra at forklare sig og få mulighed for at rense sig for anklagerne, i fald de er uberettigede. Og omvendt kan vi heller ikke acceptere, at en påstået skalten og valten med en statslig virksomhed ikke fører til en form for afklaring eller læring, hvis det viser sig, at anklagerne er berettigede. Ender sagen hér, vil luften bare være tyk af påstande mod påstande uden, at vi kommer til klarhed over, hvad i alverden der er foregået.

Det tyder heller ikke på, at de involverede kan acceptere situationen. I hvert fald var reaktionen så massiv, at rigsrevisor Henrik Otbo formentlig har fået kaffen galt i halsen. Han har næppe tidligere i sine kritiske rapporter og beretninger været i infight med nogen, der med et så direkte og bramfrit sprogbrug har karakteriseret hans og Rigsrevisionens evner.

Den voldsomme og næsten perfide reaktion fra de anklagedes side kan nok virke som temmelig dårlig stil - men det kan også være et udtryk for en dyb og inderlig, personlig forurettethed, der ses i fuld udfoldelse. Det er ingen helt unaturlig reaktion i betragtning af, at Rigsrevisionen i sin beretning grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved, om de ansvarlige for TV 2 i den pågældende periode har haft den nødvendige kommercielle forståelse for en virksomhed af TV 2s størrelse og type, om udygtighed, og om der er handlet i ond vilje og dermed udvist illoyalitet.

I visse tilfælde - som det blandt andet er tilfældet med aftaler indgået af den konstituerede adm. direktør umiddelbart før han forlod virksomheden lyder anklagen på en tilsidesættelse af elementære regler og procedurer for samarbejdet med en bestyrelse. Den konstituerede direktør indgik blandt andet en tillægsaftale til TV 2s lejeaftale på Teglholmen i København, og som var "klart i strid med tegningsreglerne og med kompetencefordelingen mellem direktion og bestyrelse". Tillægsaftalen var ifølge Rigsrevisionen en uhørt fordyrelse af TV 2s faste omkostninger i en lang årrække fremover.

Derudover er det også særligt kritisk, at den tidligere konstituerede direktør anklages for at have indgået en række aftaler med tredjepart, og som enten var ufordelagtige for TV 2, eller som virkede umotiverede i forhold til TV 2s forretningsmæssige interesser. Visse af disse aftaler består derudover blot af nogle få linjer og tegner derfor ikke til at have været under kompetent juridisk behandling, og så har de i visse tilfælde - i modstrid med direktionsinstruksen - ikke været forelagt bestyrelsen til godkendelse. Rigsrevisionen påstår nærmest, at den konstituerede direktør kan have tjent andre herrer end TV 2. Det er en grov omend indirekte anklage, som er helt uholdbar at have svævende uafklaret i luften. Den skal af- eller bekræftes.

Generelt er der tale om så mærkværdige og påfaldende anklager og et så betydeligt anslag mod den pågældendes omdømme og respektabilitet, at han i respekt for almene retsprincipper må gives en chance for at forsvare sig i forhold til Rigsrevisionens anklageskrift. Omvendt - hvis anklagerne måtte være rigtige - er det så skandaløst, at der vil være behov for en omfattende kulegravning af samarbejdssystemerne mellem direktioner og bestyrelser i statens virksomheder med henblik på at undgå tilsvarende forløb i fremtiden.

Særlig prekært er det derudover, at to af Danmarks mest profilerede erhvervspersoner - Niels Boserup og Lars Nørby Johansen, der sammen udgjorde formandskabet i TV 2 på det pågældende tidspunkt - udsættes for voldsom kritik for deres embedsførelse. Kritikken rammer begge disse erhvervsfolk på den mest ømme tå i deres selvforståelse og image - at de ikke har levet op til god selskabsledelse. Det er en kritik, der især rammer Lars Nørby Johansen, der har lagt navn til det udvalg, som udarbejdede regelsættet for corporate governance i Danmark.

Rigsrevisionens kritik mod bestyrelsen kommer som prikken over i'et efter en række andre negative sager, som har kendetegnet den tidligere TV 2-bestyrelses embedsperiode, og som har efterladt det indtryk, at den dårligt nok formåede at sætte én fod rigtigt i sit arbejde. Kritikken i beretningen førte da også til, at Lars Nørby Johansen i sidste uge tog til genmæle ved blankt at afvise anklagerne om dårlig selskabsledelse. Han anfører netop, at han føler sine retsprincipper anfægtet ved Rigsrevisionens beretning, fordi han som anklaget ikke er blevet hørt, selvom beretningen efter hans opfattelse får konsekvens nærmest som en dom.

Sagt med andre ord - Rigsrevisionen har leveret et stykke arbejde, som den har gjort så ofte før. Men eftersom kritikken er så meget voldsommere og ganske personlig, kan og bør denne beretning ikke stå alene. De anklagede er med beretningen hverken dømt eller frikendt, og derfor kan ingen leve med den nuværende situation - hverken de anklagede, TV 2s medarbejdere, de folkevalgte eller skatteborgerne, der måske, måske ikke er blevet taget grundigt ved næsen.

Hvis det forholder sig som Rigsrevisionens konklusioner påpeger, bør farcens fulde omfang oprulles i en retssag, og så må det overvejes at rejse et erstatningsansvar. Alt for ofte slipper højt betroede personer sluppet med kritik og næser fra undersøgelseskommissioner, rigsrevisionsrapporter og andet.

Men hvis anklagerne fra Rigsrevisionen ikke holder vand i en retssal, har de anklagede naturligvis krav på at blive juridisk frifundet. Retssikkerhed skal ikke kun gælde for gemene forbrydere, voldskriminelle og tyveknægte, - det skal også gælde for direktører og bestyrelsesmedlemmer, der ved en retssag kan få lejlighed til under ed at fremsætte deres udlægning af virkeligheden.

Pressens nedslidte bremseklodser

Forleden begik Ekstra Bladet en mega-brøler ved at sende breaking news ud om et brændende fly på vej mod Aalborg. Det viste sig nemlig at være en beredskabsøvelse. Desværre kommer vi til at se mere af den slags brølere, for konkurrencen mellem medierne har efterhånden flyttet sig fra kvalitet og troværdighed til tid og hurtighed

TV 2 NEWS var en epokegørende skabelse, da den blev født 1. december 2007. Men den blev også fra starten udråbt som et 24 timers altfortærende monster.

Forudsigelserne er blevet til virkelighed. Mange var på forhånd skeptiske og fremhævede, at Danmark er et for lille land til en 24 timers nyhedskanal. Dermed får stadig flere ubetydeligheder plads i kanalens nyhedsflade, og som en forlængelse for det får også stadig flere og stadig mindre begivenheder karakteristikken "breaking news". Og når der skal fyldes 24 timer i døgnet, er det godt at fodre det altfortærende nyhedsmonster med lange stand up live-reportager fra eksempelvis Københavns Lufthavn, hvor man fortæller, at Stein Baggers fly IKKE er landet netop nu.

En 24 timers nyhedskanal er imidlertid ikke til at komme udenom i et samfund, hvor globaliseringens effekter viser sig i stigende grad hver dag, og hvor betydningen af at komme først med nyhederne er stiger. Og netop betydningen af hastighed er en yderst farlig udvikling, når det sker sideløbende med mandskabsreduktioner på de journalistiske arbejdspladser. Hastighedskravet er drivkraften, når Ekstra Bladet har mere travlt med at komme først med en breaking news end at foretage den nødvendige journalistiske research.

Færre journalistiske ressourcer på redaktionerne i en kombination med voldsom øget krav om hastighed, koster på journalistisk research, grundighed, viden og indsigt. Prisen er dødbringende for medierne og for faget i forhold til offentligheden - for det sætter troværdigheden på spil. Der kommer simpelthen for meget skrammel ud over rampen, endnu inden journalisten har sin viden og research på plads.

Det er mediernes dækning af svineinfluenzaen et eksempel på. Kravene til hastighed er så udpræget, at man skriver sin historie til nettet eller går live på skærmen, før researchen er på plads. Fejlprocenterne ryger i vejret, og det forværres yderligere af, at de enkelte medier skruppelløst og ukritisk kopierer hinandens mere eller mindre korrekte oplysninger.

Den 1. maj bragte TV 2 NYHEDERNE ét af de indslag, der har potentialet til at blive et eksempel til skræk og advarsel på journalistuddannelserne. En ellers god idé - TV 2s journalist var taget til Mexico, til arnestedet for svineinfluenzaens udbrud - endte med en proportionsforvrænget reportage.

Der skete nemlig absolut ingenting i den lille flække i Mexico, hvor det første tilfælde brød ud - i La Gloria. Og når der nu altså ikke var fugls føde i historien, kunne man da i stedet ved nogle retoriske greb samt nogle visuelle tricks dramatisere historien - sådan er det jo med tomme tønder. Og det var så, hvad seerne fik i indslaget fra Mexico, når nu der ikke var noget at rapportere hjem om.

TV 2s udsendte brugte ord, som han næppe ville have gjort, hvis der havde været en dybere viden, mere grundig research eller bare lidt journalistisk ansvarlighed og stolthed. Den første influenza-ramte - Edgar på 5 år, der i øvrigt havde det glimrende - havde "ved et mirakel overlevet den fatale virus", som reporteren sagde, og flere gange blev, hvad der formentlig er en ret banal influenza, omtalt som dødelig og livsfarlig.

Alle influenzaer er i princippet dødelige, og i Danmark døde der af influenza sidste vinter omkring 1000 mennesker. Til sammenligning blev 394 mennesker dræbt i trafikken i 2008, men ingen medier har rapporteret live, ryddet sendeflader og forsider for at beskrive de i princippet dødelige influenzaer, som rammer Danmark og resten af verden hvert eneste år.

Dramatikken i TV 2s reportage fra Mexico tog prisen som vel nok den mest fordrejende - godt understøttet af at TV 2s udsendte bar en ansigtsmaske i sit indslag, og da ikke én eneste person blandt de medvirkende i indslaget fra La Gloria udover altså reporteren brugte ansigtsmaske, kom maskeringen til at virke som et kynisk og bevidst forsøg på at dramatisere en i øvrigt udramatisk situation, - et indtryk der bare blev forstærket af, at indbyggerne i La Gloria så absolut sunde og raske ud. Det var ikke rigtig "Ground Zero", som det ellers blev påstået.

Ingen undslipper verdens gang, og forandringer er nødvendige. Nogen tror, at forandringer kun er af det gode, og selvom pressens konkurrence om hastighed er på mange måder en god udvikling, blandt andet fordi det effektiviserer den måde, hvorpå informationer bliver bragt rundt i verden på, så har al forandring sin pris. I dette tilfælde er prisen, at journalistisk research, omhyggelighed og grundighed risikerer at vige af frygt for, at konkurrenterne er hurtigere ude med nyheden - selv hvis den altså bare er en halv vind.

Erkendelsen er til stede blandt de journalistiske chefer, der dog hverken har bud på, hvordan det modvirkes, eller signalerer vilje til at sikre, at kvalitet og research ikke ofres for at komme først. Politikens nyhedschef, Anders Krab-Johansen, pointerede for nylig på en konference om journalistik, at hvis ikke man er på først med de store nyheder, så falder man på kliks, - det mest skræmmende der kan ske for et medie er altså, at brugerne falder fra. At det altså for ofte efterhånden sker på bekostning af research, vil næppe nogen benægte.

Vi bliver nødt til at have ubetinget tillid til de journalistiske chefers generelle ansvarlighed over for journalistikken, så de hellere træder en gang for meget på bremsen, når researchen er for tynd, end en gang for lidt. Forkerte informationer, ikke-eksisterende nyheder og unødig dramatisering for at dække over det, er skandaløst.

Måske trænger pressen til at efterse sine bremseklodser - måske er de ved at være lidt for tyndslidte af de evige krav om stadig større hastighed. Vi tåler ikke mange eksempler som i tilfældet med det brændende fly over Aalborg.