Der har altid været intens rivalisering mellem den trykte dagspresse og statens public service-stationer DR og TV 2 - men betydelige økonomiske interessekonflikter truer netop nu troværdigheden
Det er ikke sjovt at være dagblad i disse tider. Oplaget falder, annoncemængden er ussel, og medieforbrugerne tilbringer mere og mere tid på dagspressens rival nummer ét: tv.
Ovenikøbet får de elektroniske medier langt den største del af den pulje penge, som bruges til mediestøtte, selvom dagbladenes selvopfattelse tilsiger, at de er langt vigtigere end det overfladiske tv-medie.
Men der er måske lys forude. Politikerne rumler med en større omlægning af den samlede pose penge, der hvert år bliver brugt til mediestøtte.
Af de 6,4 mia. kr. der bruges på at støtte medier på forskellig vis går 1,5 mia. kr. til de trykte medier. De elektroniske får 3,9 mia. kr. Langt hovedparten - 3,3 mia. kr. - går til DR, mens TV 2 via sine regioner tilføres godt 400 mio. kr., som bruges til at producere regionalt tv til TV 2s sendeflade.
Nu er det til diskussion, om pengene bruges på den rigtige måde, og udsigterne til en eventuel omlægning af måden at bruge støttemidlerne på får dagbladene til at vejre morgenluft. For tænk nu hvis man kunne overbevise politikerne om at flytte nogle af pengene væk fra primært DR og til de trykte medier. Det vil dog kræve, at man skaffer sig en bred anerkendelse af, at den trykte presse er meget vigtigere end de elektroniske medier.
Det vil undre mig meget, hvis ikke dagspressen har lagt en udførlig og ambitiøs strategi for, hvordan de vil påvirke politikerne i “den rigtige retning”, underforstået til fremme af synspunktet om, at dagbladene fortjener flere penge af dem, der i dag går til de elektroniske medier.
Jeg kan dog ikke forestille mig, at dagspressen bevidst har lagt en strategi for ligefrem at forringe DRs og TV 2s omdømme. Jeg kan heller ikke tro, at man ligefrem har besluttet sig for at sætte målrettet ind - via både direktionerne og redaktionerne - for at få TV 2 og DR til at stå i et så dårligt lys, at politikerne overbevises om, at det ville være godt - når nu DR og TV 2 gør det så skidt som jævnligt beskrevet af dagbladene - at omfordele nogle af mediestøttekronerne. Men sådan kan det komme til at fremstå, når man ser på mængden af forskellige offensive tiltag mod DR og TV 2. En stor del er tilmed rent avisskabte historier, mens andre er uden reel væsentlighedsværdi. Men de gavner dagbladenes position, for historierne sværter DRs og TV 2s omdømme.
Problemet er, at dagspressen som ovenfor nævnt har stærke økonomiske interessekonflikter i forhold til DR og TV 2. Der foregår en kamp om fordelingen af mediestøtten.
Det er uheldigt, at dagspressen i ømtålelige sager, hvor den økonomiske interessekonflikt er så åbenlys, ikke sørger for at holde den journalistiske fane ekstra højt. Man bedriver journalistik mod ikke bare sine konkurrenter, men altså også imod dem, der er direkte modstandere i kampen om fremtidens allokering af de mange rare mediestøttekroner.
Det burde med andre ord altid være journalistik renere end sne, når man journalistisk behandler sine konkurrenter, men sådan er det ikke. Jeg har endda oplevet tv-anmeldere hos den trykte presse, som har givet en dårlig anmeldelse af den foregående aftens tv-udsendelser - uden at have set de pågældende udsendelser. Pinligheden hos den pågældende indtrådte først, da han blev konfronteret.
Her er et lille udddrag af de seneste ugers særdeles skarptvinklede, kritiske historier mod DR og TV 2, og som sagtens kunne have tålt større nuancering:
- Venstres pressekonsulent Ditte Okmann stopper i jobbet efter sin Facebook-fadæse. DR kritiseres bla. af Politiken for ikke at have gjort en større ting ud af det i sin nyhedsudsendelse, men nøjedes med at omtale det kort i noteform. DRs synspunkt om, at væsentlighedskriteriet ikke er opfyldt affejes - selvom historien var avis-skabt
- Dagspressen, primært B.T., sår tvivl om DRs troværdighed ved at påstå, at DR snyder med SMS-afstemningerne i underholdningsprogrammet X factor. B.T. formår aldrig at føre et bevis for det eller sandsynliggør, at DR skulle have et motiv til at sætte årtiers troværdighed over styr, som ville være tilfældet, hvis der blev svindlet
- DR og TV 2 stod i lækagesagen kollektivt fast på, at kildebeskyttelsen er ultimativ, hvilket gav stærk kritik i den trykte presse. Men hvis DR og TV 2 omvendt havde brudt kildebeskyttelsen, ville dagspressen med stor sandsynlighed have kritiseret den beslutning også
- Forleden angreb dagbladene DR for at udnytte licenspengene ved at levere gratis tv til togene i det statsejede DSB. En win-win situation for licensbetalerne og skatteyderne, der får mere udbytte af både deres licenspenge og af deres togbillet. Dagspressen mener, at DSB burde have betalt for indholdet og have købt det på det private marked, hvilket i sidste ende havde kostet forbrugerne og skatteyderne flere penge end at lade DR levere indhold til vores fælles, kollektive trafik. Kritikken går på, at DR bruger licenskroner/støttemidler til at levere indholdet, - men aviserne har selv støttepenge i ryggen
Dagbladenes kritik af DR og TV 2 har altid været der. Det er nødvendigt med kritisk journalistik, når ikke mindst DR får kørt så ufattelig mange penge direkte ind i forhallen hvert år. Og det er i den grad nødvendigt at holde journalistikken statens egne medier - der burde være forbillede for alle - under opsyn.
Men kritikken skal være sober og uangribelig i en tid, hvor medierne forsøger at påvirke offentligheden og politikerne til at lave mediestøtteordningerne på en sådan måde, at det lige præcis tilgodeser sig selv.
Det er tvivlsomt, om DR og TV 2 overhovedet selv har erkendt, at denne trussel mod omdømme og anseelse indebærer en betydelig risiko for, at de to virksomheder udsættes for en svækkelse af deres positioner i de kommende medieforligsforhandlinger. Var det tilfældet, ville vi formentlig for længst have set DR og TV 2 langt mere offensive i, hvad der mest af alt ligner en propagandakrig.
