Henrik Sass Larsens trusler om at fratage mediestøtten til de aviser, som ikke støtter rød blok, skubbede yderligere til debatten om journalisters politiske bias ovenpå DR-serien "De røde lejesvende". Men er journalister overhovedet farvede eller er forklaringen en anden?
Det er en myte, at DR eller andre medier er oversvømmet af røde lejesvende, som dominerer journalistikken. Og journalister har heller ikke andre farver, som influerer på deres arbejde, omend der er pinlige undtagelser.
Det er dog muligt - ja, endda ret sandsynligt - at journalister generelt er mere røde end andre, men de er normalvist for professionelle til at lade deres politiske holdninger skinne igennem i de enkelte historier, tv-indslag og avisartikler. Så hvorfor opstår de anklager?
En del af forklaringen på påstandene om røde journalister skal man tilbage til journalistuddannelserne for at finde. For det første har talrige mini-meningsmålinger blandt journaliststuderende vist, at de politisk er ude af sync med befolkningens politiske sammensætning. For eksempel har flere undersøgelser vist, at 90 pct. af de studerende stemmer på radikale eller til venstre herfor.
Den slags gavner ikke ligefrem borgerlige danskeres tillid til journalister og medier.
En anden og mindst lige så væsentlig del af forklaringen på, at journalister opfattes som røde opstår også på journalistuddannelserne, i den journalistiske kultur, i det tankegods som historisk er en del af journalistikkens fundament.
Man kan kalde det en indignationskultur.
At være indigneret er en grundlæggende drivkraft i mange journalisters arbejde, selvom det på udenforstående ikke virker betryggende, at journalister lader sig styre af følelser snarere end rationel adfærd.
Indignationen - som regel en social indignation - har rodfæstet sig i den journalistiske tænkning som grundlag for den gode historie. Og en historie opfattes på enhver dansk redaktion som god, når den involverer forskellige parter med konfliktende interesser, og endnu bedre hvis man kan kategorisere den ene part som svag og den anden som stærk.
Journalister behøver altså ikke at være røde for at synes, at enhver historie med en svag og en stærk part er en god historie. Det ligger altså i journalistikkens DNA.
Men indignationen som følelse og drivkraft er imidlertid nært forbundet med venstrefløjen og dens politiske synspunkter.
Venstrefløjen har som bekendt historisk set altid erklæret sin solidaritet med de såkaldt svage, og det sammenfald mellem de politiske værdier og en journalistisk indignationskultur giver et tilsvarende sammenfald mellem journalistik og venstrefløjen. Totalt set medfører det, at dele af befolkningen opfatter journalister som røde. Men selv journalister, som stemmer borgerligt, laver indignationshistorier.
Og potentielt svage er der mange af - her er eksempler på de største klichéer:
• Forbrugerne mod butikker, virksomheder, erhvervslivet. Forbrugerne opfattes altid som den svage part, hvorfor mindst 9 ud af 10 journalistiske historier er vinklet til fordel for forbrugeren, uanset at forbrugeren måske ikke har ret. Det har skabt en særlig bevidsthed hos forbrugerne, der gerne truer med at gå til pressen, hvis vedkommende ikke får sin vilje.
• Lønmodtagere mod arbejdsgivere. Lønmodtagerne og fagforeningerne har større gennemslagskraft i medierne end arbejdsgiverorganisationerne og er generelt ekstremt magtfulde. Fagforeningerne udnytter professionelt mediernes glæde ved de onde/de gode klichéen og er kilder til mange historier om udenlandsk arbejdskraft, om unge i beskæftigelse, onde arbejdsgivere, om lønmodtageres sygefravær, der ikke er pjæk, men arbejdsgiverens skyld.
• Lejere mod udlejere. Udlejere i dag er ikke grimme djævle med horn i panden, men ofte helt almindelige mennesker som lejerne selv. Alligevel vælger journalister som udgangspunkt side til fordel for lejeren.
• Modtagere af overførselsindkomster mod det offentlige. Når der skal spares, vælter det frem i pressen med historier om folk, der må gå fra hus og hjem eller ender på gaden. Selv de mest nødvendige reformer går altid ud over nogen, og hvis pressen kan finde den svage part i en sådan sag, kan det slå selv den mest nødvendige reform ihjel.
Det er en grundlæggende, rigtig og nødvendig mekanisme i journalistikken, at pressen vogter over enhver form for magtinstanser eller magthavere for at forhindre, at "de svage" kanøfles, og den mekanisme forklarer til en vis grad de ovenfor nævnte stereotyper. Danmark er i så henseende ét af verdens absolut mest kedelige og begivenhedsforladte lande at være journalist i.
Vi har et gennemreguleret og velfungerende samfund, hvis lige man ikke finder mange andre steder på kloden, og hvor enhver potentiel svag gruppe er ekstremt beskyttet gennem lovgivning eller slagkraftige, ofte statsstøttede interesseorganisationer. Så derfor hænger eksemplerne om magtmisbrug overfor svage individer eller grupper ikke ligefrem på træerne.
Og da journalister elsker konflikten mellem det gode og det onde mere end nogensinde, bliver resultatet af manglen på rigtige historier, at der i stedet lanceres stadig flere pseudohistorier med en konflikt, der er søgt, eller hvor den ene part gør sig svagere end vedkommende er. Der er dagligt eksempler på indignationshistorier - eller "hvem er det synd for i dag"-historier, som man sarkastisk siger i journalistkredse - der er komplet absurde som historien om en 41-årig førtidspensionist kan få den samlede presse til at lave offerhistorier om, at hans kommune "kun" vil betale for Viagra svarende til tre gange sex om ugen.
Det er skidt for journalisters omdømme som i enhver henseende neutrale og uafhængige, når indignationen reelt er en bias for "en svag part", der måske ikke engang er svag.
Denne bias sætter spørgsmålstegn ved selve den journalistiske objektivitet og neutralitet, og når resultatet ofte medfører krav om øgede offentlige udgifter og flere offentligt ansatte, virker journalisterne på blå vælgere indimellem som røde.
