Sådan vanrøgter man sit image og borgernes tillid

Det er ingen hemmelighed, at Post Danmark ikke er en institution, danskerne føler stigende kærlighed til. Det er hverdagskost, at brevene ikke kommer dagen efter, de er afsendt, og borgerne er udsatte for, at regninger ikke når frem og derfor udløser renter og opkrævningsgebyrer. Helt og aldeles uforskyldt. Og her gider jeg ikke komme ind på de selvforskyldte.

Forleden fik jeg selv en opkrævning fra Centralregistret for Motorkøretøjer: Jeg havde "glemt" at betale ejerafgiften, og det udløste et gebyr på 65 kr. Men jeg havde aldrig modtaget den første opkrævning. Den var vel som et stigende antal forsendelser blevet væk undervejs. Staten sender mig altså en regning gennem et statsselskab uden at kunne gennemføre processen. Dermed skal jeg straffes med et gebyr.

Nogen vil hævde, at jeg bare kan tilmelde mig betalingsservice, og det har jeg da også gjort. Men det bliver jo udelukkende en nødvendighed, fordi man altså ikke kan stole på og forvente, at Post Danmarks ydelser fungerer. Når jeg sender mine bilag til min bogholder, er jeg nødt til at sende dem meget dyrt og omstændeligt som anbefalet, idet jeg ikke har tillid til, at de ellers når frem.

Jeg er med andre ord fanget. Der er ingen vej udenom, at jeg skal af med de 65 kr., der jo selvfølgelig er småpenge. Men princippet om at jeg kommer til at betale for et system, der ikke fungerer, og som endda har fået penge for at bringe forsendelsen frem, er mig inderligt imod.

Seneste påfund er, at Post Danmark påfører man en udgift på flere hundrede kroner til opsætning af en postkasse, selvom jeg har en brevsprække i døren. Nye regler gør, at jeg pr. 1. januar ikke længere får min post leveret igennem brevsprækken. Post Danmark forringer igen sin service og sparer et beløb, som er latterligt i forhold til det, danskerne tvinges til at investere i postkasser. Det er estimeret, at omkring 1 mio. husstande skal investere i en postkasse, og det udløser altså en samlet regning til - ja, ingenting - på et sted mellem en halv og en hel milliard kroner til de danske forbrugere. Der går flere år, inden Post Danmark har sparet et tilsvarende beløb.

Hertil kan så lægges generelle serviceforringelser og prisstigninger langt over samfundets løn- og prisudvikling, samt en uforskammet nidkærhed over for borgere, som har sat 50 ører for lidt på brevet til moster Oda.

Nu kommer finurligheden så. I dag - for tiende gang i går - dumper der så et brev ind hos mig, der tilhører en anden. Hidtil har jeg altid ulejliget mig med at tage den med på posthuset eller smide den i én af de røde postkasser, men jeg synes ikke, at serviceforringelserne skal være ensidige. Man mister lysten til at være Post Danmark behjælpelig - kvit og frit - når de hele tiden påfører mig ekstra udgifter og større besvær.

Så - hvad gør jeg nu? Smider jeg brevet i en kuvert til Post Danmark, ledsaget af en lige så nidkær faktura for mit tidsforbrug og kræver 30 kr. for min ulejlighed?

Dansk presses markedsfejl

Først var DR og radioen. Så TV 2 og TV 2 regionerne. Og siden fik vi internetmedierne og gratisaviserne. Mere og mere gratis indhold for forbrugerne - i hvert fald på den måde at forbrugerne ikke kan stemme med pengepungen

Dansk presse har en strukturel udfordring, - den er domineret af medier, der er gratis. Det er et fænomen, som vokser. Og det er en udvikling, der er betydelige problemer forbundet med - ikke mindst den ekstreme sårbarhed over for pludselige storspillere som Google, der æder løs af det danske marked.

Og i bund og grund er det usundt, når produkter og serviceydelser ikke møder det frie marked og forbrugerne, der således på en meget stor del af mediemarkedet er frataget deres vigtigste markedsmæssige redskab af alle - beslutningen om at købe eller lade være.

I stedet er forbrugernes påvirkning af pressen reduceret til de rent kvantitative læser-, lytter- og seertal - samt ikke mindst kliktal.

Nogen vil hævde, at det så er her, forbrugerne kan få deres indflydelse, men det er naturligvis nonsens. Den ægte indflydelse består i at kunne foretage købsbeslutning eller ej. Et medieprodukt, man ikke skal have penge op af lommen for at få, skal virkelig være ringe, før man aktivt fravælger det.

Det er med andre ord ufattelig nemt at afsætte et produkt, som hverken koster noget, eller som forbrugerne skal gøre sig nogen anstrengelser for at få. Som et klik med musen, en udstrakt arm efter gratisavisen eller fjernbetjeningen. Skulle man bevæge sig hen i kiosken for hente det selv, stadig kvit og frit, ville selv mange gratismedier ikke eksistere.

De færreste tænker over det, men det er efterhånden en temmelig stor del af den danske presse, som er gratis over for forbrugerne.

Listen er lang: internetmedierne, samtlige radioer, lokale såvel som regionale og nationale, DR, TV 2, TV 2-regionerne, gratisaviserne og distriktsaviserne. Der er ikke meget tilbage derude, som er underlagt normale markedsvilkår.

Selvfølgelig betaler forbrugerne i sidste ende, idet alle de nævnte medier enten er licens- eller reklamefinansierede, men mediernes forretningsmodeller bygges i dag hovedsageligt op om at undgå at skulle levere et produkt, som forbrugerne kunne vurdere som havende en værdi, man er villig til at betale for.

I stedet tvinges de til at betale ad indirekte kanaler - uden mulighed for at sige ja eller nej. Den ikke uvæsentlige, negative sideeffekt er, at gratismedierne konstant forstærker den tendens, ingen bryder sig om - at forbrugerne vænnes til, at alting er gratis.

Blandt de demokratibærende del af de danske medier, de facto pressen, er det kun de nødlidende dagblade, som hver dag står til ansvar for forbrugerne.

Det har de desværre ikke rigtig evnet at omsætte til noget brugbart, men man har tværtimod i større eller mindre grad negligeret det budskab, som forbrugerne har sendt i de seneste 10-15 år ved at vende aviserne ryggen.

Det samlede avisoplag er halveret fra omkring 2 mio. solgte eksemplarer dagligt til nu under 1 mio. Dagbladene har ikke afgørende kigget på, om det måske kunne være fordi, forbrugerne ikke oplever en fair balance mellem den redaktionelle kvalitet og så prisen. Der er ikke taget grundlæggende initiativer - eller turn-arounds - hos dagbladsbranchen for at få bragt produktet i overensstemmelse med markedet.

I branchen angives mange årsager til oplagsfaldet - især strukturelle såsom især gratismediernes tilstedekomst. Men det forklarer ikke, at der altså alligevel er fire aviser - Weekendavisen, Børsen, Kristeligt Dagblad og Information - som går op imod markedet, og som klarer sig godt.

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at de faktisk ikke har reduceret den journalistiske kvalitet. De har heller ikke fulgt de fleste mainstream mediers markante tabloide udvikling for at opnå annoncørernes gunst og krav om hele tiden at få fat i de unge. Men tabloidvejen ser på ingen måde ud til at have gjort gavn for hverken økonomierne eller den publicistiske kvalitet.

Den egentlige forklaring på de fires succes synes at være, at den høje, redaktionelle kvalitet er bevaret. Og til kvalitet findes altså også betalingsvillighed.

Det er også værd at hæfte sig ved, at de fire succesfulde aviser ikke aktivt starter eller i væsentlighed grad bidrager til de pressekampagner og mediestorme, som indimellem rejser sig og hurtigt forplanter sig til stort set hele pressen, den såkaldte lemminge-effekt, hvor medierne går i selvsving og befrugter hinanden ud i det absurde.

De fire aviser er blandt flere ting kendetegnet ved at besidde troen på egne kvaliteter, et indgående kendskab til egne læsere samt ikke mindst modet til at fravælge de store fælleshistorier, som kommer og går - for eksempel sagen om Lene Espersens famøse afbud til tre møder, som antog en grotesk pressedækning uden nogen form for selvjustits eller stopklods.

Det dokumenterede ugebrevet Mandag Morgen, som i august lavede en undersøgelse, der påviste, at Lene Espersen-sagen har affødt 2.700 artikler i form af nyhedshistorier, analyser, kommentarer mv. Hertil skal lægges en massiv dækning i DRs og TV 2s nyhedsudsendelser. I samme periode var der 2000 om Danmarks krigsførelse i Afghanistan og blot 800 om genopretningen af Danmarks økonomi.

At det kunne gå så galt, hænger delvist sammen med, at pressen simpelthen er ved at miste jordforbindelsen til det omgivende samfund - for eksempel ved ikke dagligt at stå i kontakt til slutbrugerne, borgerne. Den kurs er dødsensfarlig.

Hertil kan lægges, at netop de reklamefinansierede medier tilmed har gjort sig særdeles sårbar over for Google og Facebook som to af de helt store trusler.

Alene Google tog i 2009 omkring 1 mia. kr., og væksten fortsætter. Markedet vokser ikke tilsvarende, så Google tager penge fra konkurrenterne, der netop er de gratismedier, som troede mere på afhængigheden af reklamemarkedet end på at kunne levere et redaktionelt salgbart produkt. Måske viser det sig snart, at produktion af indhold i en kvalitet, forbrugerne vil betale for, alligevel ikke er nogen dum idé.

Drop forbud mod skjult reklame

Forbuddet mod skjult reklame er gammeldags. Det fungerer ikke, og det behandler ikke alle erhvervsdrivende lige. Samtidig er forbuddet en statslig arm ind over pressens redaktionelle anliggender

Skjult reklame er en daglig begivenhed i danske medier. Det er mere end det. Det er ofte en inkorporeret del af en lang række mediers redaktionelle profil.

Men det er jo ulovligt, vil nogen indvende.

Og ja, det er da rigtigt nok. På papiret.

Men der er skjult reklame - og så er der skjult reklame. Der er forskel på fisk. Mens nogle knap nok kan få vist et logo på skærmen uden emsige seerklager, får andre minutters eller timers ubetalelig eksponering og reklame på landsdækkende tv uden, at en hund gør af det. Med andre ord - her er alle ikke lige for loven.

Er man erhvervsdrivende og sælger varer eller tjenesteydelser relateret til kunst, kultur eller sport, er man sikret en fortrinsstilling, selvom loven ikke tillader det. Som musiker, kunstner, skuespiller, sportsudøver mv., kan man glæde sig over at den vare eller tjenesteydelse, som man tjener styrtende mange penge på, ikke bliver nær så nidkært vurderet som kommercielt ude på redaktionerne, som det gælder for virksomheder med "almindelige" produkter såsom tandpasta, øl, campingvogne eller vaskemaskiner. Der gælder simpelthen andre og forskellige regler - ikke officielt, men de facto og i praksis.

Skjult reklame er i lovgivningen defineret ved, at varer eller tjenesteydelser - eller en producents eller tjenesteydelsesleverandørs navn, varemærke eller aktiviteter mundtligt eller visuelt fremhæves i programmer, når fremhævelsen er tilsigtet fra tv-radiospredningsorganets side i reklameøjemed, og den vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til arten af denne fremhævelse.

Tre kumulative betingelser skal være opfyldt for at kunne kaldes en fremhævelse: Den skal være tilsigtet, den skal være i reklameøjemed, og den vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til arten af denne fremhævelse.

Der er umiddelbart ingenting i definitionen af skjult reklame, som hjemler en undtagelse, så visse erhverv eller produkter er undtaget og lovligt kan få masser af omtale, medieeksponering og dermed gratis reklame - heller ikke kommercielle aktiviteter og produkter undtaget uanset hvor meget kunst og kultur det er.

Og bøger, musikudgivelser, sportsarrangementer, modeuger, festivaler, film er blandt det, der i årevis har nydt godt af særlig fremhævelse og eksponering i medierne, selvom en tilsvarende omtale af mere traditionelle produkter aldrig kan få samme eksponering. Forklaringen skal formentlig som så meget andet findes i fortiden med gammel vanetænkning om, at kunst og kultur ikke var nær så kommercielt udviklet som i dag, og da sporten var ren idealisme og gode intentioner. I dag er store dele af disse områder jo blevet en del af det store, stygge erhvervsliv.

Muligvis lider nogen af den opfattelse, at kunst og kultur rent faktisk nyder en særlig undtagelsesstatus i forhold til mere traditionelle produkter, men en tidligere afgørelse fra Radio- og tv-nævnet viser, at myndighederne behandler kommercielle kulturprodukter som alle andre. I en klage over et indslag i Go' Morgen Danmark, hvor en bog af Leif Davidsen var blevet omtalt, blev klagen afvist med den begrundelse, at bogen var blevet omtalt i "meget sparsomme vendinger". Nævnet vurderede således efter samme principper som alle andre produkter, men mente altså ikke, at bogen var blevet fremhævet på en måde, som gjorde det til skjult reklame.

I sidste uge var det således modebranchen, en lang række modedesignere og modevirksomheder, som blev fremhævet og hyldet i en helt overdådig medieeksponering, som enhver anden branche ville misunde den. Det er ikke sandsynligt, at den omfattende profilering af de mange kommercielle interesser ville kunne stå for en nærmere myndighedsprøvning.

Også på andre områder sker der en iøjnefaldende forfordeling, som viser forbuddets svaghed og manglende effektivitet. Det ser man blandt andet, når forskellige enkeltindivider opnår værdifuld personlig branding ved gentagen tv-optræden, som det blandt andet er tilfældet med ejendomsmæglere, reklamefolk og kokke. Her sker der efterfølgende en kapitalisering af eksponeringen, der omsættes til cool cash ved lukrative forretningsmuligheder, skabt via denne eksponering. Vi har også set, at studieværter udnytter deres eksponering kommercielt, såsom Vild med Dans-værtinden Andrea Elisabeth Rudolph, der lancerede egen hudplejeserie med efterfølgende massiv fremhævelse på tv.

I realiteten er det altså selvbedrag, hvis nogen hævder, at vi her til lands har et effektivt, rimeligt og velfungerende forbud mod skjult reklame. Det vil være hykleri, og ikke en sjæl vil på en ædruelig måde kunne redegøre for, hvorfor det har skabt en uigennemskuelig forskelsbehandling mellem forskellige erhverv, virksomheder, brands og personer.

Så derfor må rådet være enten at sørge for rimelige tilstande og lige vilkår, eller endnu bedre at erkende, at tiden er løbet fra det og så se at få det droppet.