Gorbatjov forsøgte ved DDRs
40 års jubilæum at få Erich Honecker til at reformere og forny det
kommunistiske regime med ordene - frit citeret - at den der kommer for sent til
historien, bliver straffet.
Ganske kort tid efter faldt
østblokken og muren fra hinanden - de røde fattede knap nok tidsånden og det
folkelige krav om fornyelse.
Måske ser vi en parallel
til dagens fagbevægelse, aktuelt med 3Fs konflikt med Vejlegården. De røde
paroler bider ikke på folket og slet ikke på de unge, der holder sig langt væk
fra fagforeningsmedlemskab.
Grundessensen i
fagbevægelsens budskaber har mere end 100 år på bagen, så der er ikke noget at
sige til, at de ikke længere fungerer – alt andet ville have været
sensationelt. Det lader ganske enkelt ikke til, at fagbevægelsen har reformeret
og fornyet sig selv og sin mission i pagt med tidens ånd og moderne menneskers
behov.
Hvorfor skal man for
eksempel betale i dyre domme til en fagforening som en beskyttelse mod en
dårlig og ond arbejdsgiver, når det er gratis at bruge medierne. For dagens
unge er det meget mere naturligt - og helt sikkert også sjovere - at gå til
pressen, hvis man bliver dårligt behandlet.
Og det virker.
Det er der masser af
eksempler på, blandt andet Agnes Cupcakes, som angiveligt havde kummerlige
arbejdsforhold, og hvor den daværende direktør kaldte de unge ansatte for
"wannabe reality stars".
Det udløste en helt ekstrem
mediestorm, der som så mange mediestorme før den kom noget ud af proportioner.
Resultatet var langt, langt værre end en retslig konflikt med en fagforening,
for på ganske kort tid befandt Agnes Cupcakes sig i en overlevelseskrise, der
endte med en betalingsstandsning.
Vi har set en tilsvarende
sag med Aldi, hvor det delvist fagforeningsejede medie, Avisen.dk samt Ekstra
Bladet satte fokus på de ansattes arbejdsvilkår. Pressens kritiske fokus har
haft enorme omkostninger for Aldis forretning og omdømme - en undersøgelse har
senere vist, at omkring 14 pct. af danskerne nu fravælger at handle i Aldi
alene pga. arbejdsforholdene.
Sager som disse er ekstremt
"opdragende" i forhold til andre arbejdsgivere med skumle hensigter
om at behandle sine medarbejdere dårligt eller ved at betale dem en ringe løn.
En negativ sag i pressen kan koste millioner af kroner - og har gjort det i begge
nævnte tilfælde. I værste tilfælde altså ruin og lukning.
Og sager, man får pressen
til at interessere sig for, er rasende meget mere effektive end at få de
ansattes fagforening på nakken, og hvor en retslig afgørelse er baseret på
fakta. En retslig afgørelse kan falde ud til begge sider, idet begge parters
argumenter og dokumentation bliver fair og objektivt vurderet af retten.
En "afgørelse" i
enten de etablerede eller de sociale medier falder derimod aldrig ud til
virksomhedens fordel, og ingen tvivl kommer nogensinde virksomheden til gode.
Castingen - hvor den ansatte (eller forbrugeren) er den gode, og virksomheden
er den onde - ligger fast i langt de fleste tilfælde, inden den første linje er
skrevet. Og derfor er ordet “undskyld” ofte det eneste at gøre.
Det er paradoksalt nok ikke
mindst fagforeningernes fortjeneste, at man har skabt en folkelig stemning,
hvor sympatien fra første færd ligger hos den lille, hos den ansatte.
Det véd en arbejdsgiver
eller en virksomhed alt om, så det er kun de færreste, der tør løbe risikoen og
udfordre skæbnen. De ansatte har med en kritisk og aggressiv presse fået et
langt farligere værktøj mod arbejdsgivere end en fagforening.
Man har nærmest
overflødiggjort sig selv, man har opnået, hvad man oprindeligt kæmpede for: At
ansatte i al væsentlighed har fantastisk gode kår, og at kun få arbejdsgivere
for alvor tør gå over stregen.
Ja, man har faktisk - og
som en tidligere fagforeningsboss jo sagde det for 30 år siden - sejret ad
helvede til.
Alligevel vil
fagforeningerne naturligvis til deres dødsdag hævde – ikke mindst for at
berettige egen eksistens – at der stadig er så mange onde arbejdsgivere derude,
at man ikke kan leve uden medlemsskab - ikke af en gul, men af en rød
fagforening, vel at mærke.
