Mediernes har også et klima-ansvar

Der hviler et kæmpemæssigt medansvar på både danske og internationale medier for at sikre en sober, relevant og retvisende dækning af det igangværende klimatopmøde og ikke lade sig forføre at fristen til at bringe en overflod dramatiske billeder af ildebrand, hætteklædte demonstranter og masser af blå blink.

Der er så meget på spil, og en proportionsforvrænget dækning, hvor især de forventede uroligheder og optøjer får en alt for voldsom medieopmærksomhed, kan være ekstremt ødelæggende for det, der er selve klimatopmødets formål. Generelt tegner det indtil videre til, at medierne har løst opgaven på en utrolig professionel og ambitiøs facon med masser af forskellige vinkler og emner af høj relevans. Det er helt afgørende, at den kurs opretholdes og ikke bliver afsporet af hærværk og vold, som desværre forventes at ville indtræffe, inden mødet er omme.

COP15 er i den grad et historisk øjeblik, og vi vil som globale samfund og som borgere blive påvirket af resultaterne af topmødet resten af vores levetid - uanset hvad slutaftalen kommer til at gå ud på. Hverken mere eller mindre.

De kommende dage vil vise, hvilke konsekvenser og perspektiver vi skal begynde at indstille os på, så der er i den grad forpligtende arbejde for medierne i at formidle alt dette til os. Og derfor har medierne et en massiv opgave at løfte, når tungen skal holdes lige i munden og de rette redaktionelle prioriteringer skal træffes.

København får foruden regeringsledere og embedsmænd fra hele verden også besøg af klimaaktivister i stort tal, hvoraf de fleste heldigvis vil demonstrere på fredelig vis og dermed - trods eventuelle uenigheder om mål og midler for klima-truslen - tilslutte sig de fælles, demokratiske værdier. 99 procent er enige om at respektere disse spilleregler.

Men desværre får København efter alt at dømme også besøg af klima-aktivister, som på ingen måde respekterer det helt store flertals enighed om demokratiske processer, men som i stedet forventes at agere både voldeligt og med brug af hærværk for med så stor larm og opstandelse at få mediernes opmærksomhed.

Som journalist véd jeg, at de vil de få. Og det er da bestemt også relevant at dække det, hvis København bliver centrum for uroligheder, som de fleste forventer i forbindelse med COP15. Journalistisk set er det en absolut væsentlig og interessant historie, hvis og når det halve af København bliver sat i brand af ballademagere.

Men medierne har samtidig også et ansvar for at bevare proportionerne, så balladen, uanset hvor voldsom den måtte være, ikke kommer til at fylde hverken det hele eller det halve i mediernes dækning af klimatopmødet. Hverken antallet af anholdte, mængden af brændende barrikader, hærværket eller smadrede forretninger bør overskygge det væsentligste. Medierne bør ikke tillade, at bevidste anstrengelser på at påkalde sig opmærksomheden lykkes. Alt andet vil være et helt forkert journalistisk judgement.

Normalt plejer redaktionelle ledere at bekende sig til nøgtern og tilstræbt objektiv journalistik, hvor virkeligheden beskrives. Redaktionelle ledere vedstår sig sjældent - eller aldrig - at selv 100 rigtige historier fra den virkelige verden godt kan give et fuldstændig fejlagtigt billede af virkeligheden - alene ved at antallet er overdrevet og proportionsforvrængende. Sjældent stiller man sig selv spørgsmålet efter bevidstløst at have pumpet historier ud i det offentlige rum: Alle de historier vi fortalte, var både sandfærdige og et virkelighedsbillede. Men var den samlede, totale fremstilling så også retvisende for vort samfund?

Burka-debatten er et sådant eksempel. Emnet er stort set uden realbetydning for samfundet, men mediernes dækning var så voldsom, at almindelige borgere kunne forledes til at tro, at der var tale om et meget betydningsfuldt emne. Hver for sig fejlede historierne ingenting - men samlet set var det langt fra retvisende for emnets betydning.

Sådan kan det også ende, hvis primært de billedbårne medier - DR og TV 2 - ikke holder hovedet koldt. Der vil være en enorm fristelse hos de vagthavende journalistiske besætninger på de to tv-stationer til at give de forventelig dramatiske billeder fra urolighederne en alt for stor placering i den samlede dækning af COP15.

Man kan endog på forhånd forestille sig forskellige scenarier og deraf konkludere, om man overhovedet kan forestille sig nogle situationer, hvor ballademagerne får lov til at tage mere end 10 procent eller 20 procent af den totale dækning af COP15. I hvert fald ikke hvis man ser på klima-topmødet i den store sammenhæng, hvor resultaterne af topmødet vil komme til at præge verden i årtier, måske århundreder fremover. Alle nulevende mennesker med et minimum af interesse for vores planet vil i al fremtid få konsekvenserne af COP 15 at mærke.

Derfor en opfordring til især DR og TV 2 om ikke at lade sig trække rundt i manegen af ballademagernes agenda, der netop er at bruge vold og hærværk til at få kameraerne til at komme og lave billeder. Fint at urolighederne bliver dækket, men proportionerne må ikke gå tabt. Det er trods alt kun de allerfærreste, som bruger optøjer, vold og hærværk og tilsidesætter de universelle demokratiske processer og spilleregler, og medierne har et ansvar for ikke at sende signalet om, at det betaler sig for at få opmærksomhed.

Follow the money

Hele verden red med på medicinalindustriens globalt iscenesatte trussel fra H1N1, mens vi forgæves ventede på, at pressen kulegravede de bagvedliggende drivende kræfter for opstandelsen. Det ville have afdækket de massive økonomiske interesser, der lå bag skabelsen af en global efterspørgsel på vaccine

"Follow the money" er en klassisk disciplin inden for journalistikken, som bliver stadig mere sjælden.

Penge og pengenes bevægelser er essentielt for at afdække de egentlige motiver og drivkræfter bag en given sag. Det er noget af det mest tidskrævende journalistiske arbejde, man kan forestille sig, og i en tid hvor både pengene er knappe, og medierne fokuserer på at øge produktivitet og kvantitet, er det ikke dét, der bruges mest krudt på. Og det er ingen sund udvikling. Mangt en god historie har været båret af en journalists ukuelige vilje til at komme til bunds i pengestærke og magtfulde interessers grundlæggende strukturer. Og så viser sandheden sig ofte at være en noget anden end den, der ellers har været den gængse.

Hele historien om H1N1 kunne ellers fra starten være blevet sat i et mere jordnært lys, hvis pressen havde brugt bare halvt så mange ressourcer på pengevinklen som på skræmmevinklen, der jo så har vist sig ikke rigtig at holde vand. I stedet blev der skabt et globalt hysteri, som om der var tale om den sorte pest, og medierne har da også lukreret på at kunne producere millioner af historier på alle platforme i et omfang, vi næppe har set før med andre sager.

Det gode ved sagen er, at den har skabt læsere og seere, trafik - altsammen gavnlig for mediernes forretning. Det mindre flatterende er, at medicinalindustriens vaccine-forretninger har haft præcis samme interesser, og når pressen får sammenfaldende kommercielle interesser med en industri, bliver det ikke kønt at se på. Der må da være en redaktør eller to, som har været opmærksom på dette åbenlyse problem.

For sagen er, at hvor medicinalindustrien sådan set har en legitim interesse i at fremprovokere en efterspørgsel på deres produkter, så burde pressen gå den modsatte vej og afprøve, om al informationen kunne stå for en nærmere prøvelse. Dødeligheden ved H1N1 lader til at være meget lavere end ved almindelig influenza, som slår 1000 ihjel om året. Sundhedsstyrelsen vurderer, at H1N1 kommer til at koste omkring 200 mennesker livet, så den vanvittige pressedækning er altså ikke båret af hverken fakta eller rationalitet. Hvordan kan en historie om en influenza blive så voldsom netop i et år, hvor vi slipper med en femtedel døde i forhold til normalt. Det skal sammenholdes med, at lægevidenskabelige kilder konstant har sagt, at truslen var overdrevet.

Alt for sent kommer det frem, at medicinalindustrien tjener uhyrlige summer på vaccinen mod H1N1, som de ovenkøbet - i hvert fald i Danmark og nok også en del andre lande - har ansvarsfraskrevet sig. Branchen har haft midler og styrke til at iværksætte en global PR-kampagne, som i givet fald måske er én af de dygtigste og bedst eksekverede nogensinde. Men vi ved det ikke, for pressen har ikke kulegravet det.

I stedet er der med pressens stærke medvirken skabt et globalt pres fra medier og dermed borgere mod regeringer, politikere og sundhedsmyndigheder for at stille vaccine til rådighed - selvom det i dag står helt klart, at det er en af de mest overflødige vacciner af alle for så vidt angår sunde og raske mennesker.

Medicinalindustrien synes at have arbejdet imponerende systematisk både i forhold til pressen og i forhold til centrale sundhedsmyndigheder, hvor man har haft lønnede folk til at agere rådgivere over for eksempelvis WHO. Pressen har været den eneste tilbageværende instans, som har kunnet sikre og kontrollere, at stærke kommercielle interesser ikke påvirkede den offentlige mening og sundhedsmyndighederne på et falskt grundlag. I stedet blev pressen selv spundet ind i løgnene.

Det blev sagt meget tydeligt af Wolf Dieter Ludwig, som er leder af lægemiddelkommissionen i den tyske lægeforening:

"Myndighederne er faldet for en kampagne fra medicinalvirksomhederne, som går ud på at tjene penge på en ikke-eksisterende trussel."

Bedre sent end aldrig - hvis skaden så bliver rettet op. Men det gør den ikke, og det er endnu mere kritisabelt, for pressedækningen er uforandret. Selvom H1N1 tydeligvis i dag ikke kunne bære den groteske mediedækning, fortsætter pressen en journalistisk set ubegrundet dækning af enhver perifer historie om H1N1.

Det er som om, pressen ignorerer faktuel information, som trækker tæppet væk under den intensive dækning af H1N1 - men det er da også surt, hvis en god historie skal ødelægges af fakta. I stedet burde pressen erkende, at den er blevet godt og grundigt brugt af medicinalindustrien til at skabe efterspørgsel på H1N1-vaccine, som ifølge den amerikanske investeringsbank JP Morgen har skabt en omsætning i branchen på over 50 mia. kr. Pressens pligtforsømmelse har dermed kostet offentlige kasser meget dyrt - godt hjulpet af populistiske politikere.

Der har undervejs været enkelte medier rundt omkring, som har forsøgt at grave i historien - men disse mediers historier og afsløringer har ikke opnået stor opmærksomhed i den øvrige presse, - måske netop fordi det gik imod den fastlåste opfattelse af H1N1 som en stor og voldsom trussel.

Forhåbentlig vil nogen tage ved lære af H1N1-forløbet og tænke sig mere om, når de journalistiske ressourcer fremover bliver fordelt på historier og stofområder.

Mediernes nyhedsproduktion er eksploderet de seneste ti år - en vækst på 134 procent. Antallet af journalister er kun steget med 8 procent i samme periode, og selvom der selvfølgelig var journalister, som har haft godt af et los bagi, har det haft en konsekvens for tidsforbruget i forbindelse med den enkelte historie.

Vi kan desværre ikke glæde os over, at vi som medieforbrugere får 134 procent flere nyheder, for ifølge medieprofessor Anker Brink Lund er en meget stor del af den øgede produktion snarere såkaldte "nåheder" - ligegyldigheder forklædt som nyheder. Det er kommet for vidt, når stærkt nødvendig, kulegravende journalistik bliver nedprioriteret.