Dagsordenen og væsentligheden

Magten over nyhedsformidlingen og dermed over samfundsdagsordenen koncentrerer sig i voksende grad på tv-mediet og dermed på stadig færre hænder. Det øger kravet til de få, der hver dag bestemmer, hvad der skal i fjernsynet og deres evne til at holde fokus på væsentligheden

Hvis man hører til dem, der mener, at fjernsynets rolle og betydning er ved at være udspillet, og at de unge kun gider YouTube og Facebook, er der et par ting, man lige skal huske på:

• Den gennemsnitlige seertid satte igen i 2009 rekord med et dagligt gennemsnit på tre timer og ni minutter for alle danskere.
• DR og TV 2 har omtrent tredoblet deres daglige sendetid af nyheder, aktualitet og debat siden midten af halvfemserne.
• Dagbladene lider under dramatisk faldende oplags- og læsertal, hvilket forplanter sig som en stadig mere betydningsløs position dagsordensættende faktor.
• Danskerne angiver tv som deres foretrukne kilde til nyheder.

Altsammen indikationer der peger i samme retning - at tv-mediet er langt på vejen til at etablere sig i en fuldstændig dominerende rolle som dagsordensætter for de samfundsmæssige spørgsmål, vi borgere og magthaverne diskuterer til daglig. Forbruget af tv-mediet er så massivt og tilmed voksende, at ingen andre medier er i nærheden af at kunne konkurrere med det.

Tallene dokumenterer, at tv - helt konkret DR og TV 2 - opruster og gør sig stærkere i takt med, at dagbladenes betydning sygner hen og masser af dagblade ikke tilnærmelsesvis har den betydning for dagsordenen som for 20-30 år siden. Og på nettet finder man ingen betydende nyhedsformidlende konkurrenter til tv-mediet. Det er tvivlsomt, om nogen internetbaserede nyhedsmedier nogensinde vil blive det.

Mere end nogensinde er en journalistisk historie først en rigtig, dagsordensættende historie, når den har været på tv, uanset hvor den oprindeligt kom fra. Og når først tv er på, kæmper politikerne, kommentatorerne og opinionsdannerne om at få en plads på skærmen. Er det et dagblad, gider de ofte ikke engang ringe tilbage, for der er slet ikke samme profilering i aviserne. I PR-branchen er der ingenting, der slår at skaffe sin kunde et to minutters indslag i DRs eller TV 2s nyhedsudsendelser.

Tv-mediets stadig mere centrale position betyder samtidig en øget magtkoncentration i den såkaldte fjerde statsmagt - pressen. Magtkoncentration, eller monopolisering, er alt andet end sundt. Det er hæmmer konkurrencen, og det er et udtryk for, at der er problemer med mangfoldigheden. Og magtkoncentrationen omkring DRs og TV 2s nyhedsredaktioner betyder samtidig, at færre og færre mennesker bestemmer samfundets dagsorden. Det er der grund til en debat omkring.

Der er især to centrale nyhedsudsendelser i Danmark, der for alvor afgør, i hvilken retning magthaverne løber den næste dag - uanset om det er politikere, ministre, myndighederne, virksomheder eller organisationer. Det er 19 NYHEDERNE på TV 2 samt TV-avisen kl. 21.00. Begge har blot 25 minutter til rådighed hver dag, og begge udsendes fra statslige medier, som er underlagt høje public service-krav.

25 minutter er ekstremt kort tid og stiller nærmest umenneskelige krav til de enkelte redaktørers dømmekraft. De skal med sikker hånd udvælge de 10-12 allervæsentligste nyheder blandt de hundredevis, som det foregående døgn har bragt. Udsendelsen skal samlet set bestå af en række indslag, som tegner et så relevant og retvisende billede af det, der er væsentligt for borgerne og for samfundet.

Bemærk især ordet væsentligt, for væsentligheden er det bærende i de nyhedsforpligtelser, som DR og TV 2 har. Ifølge den nyudnævnte kulturminister Per Stig Møller er netop manglen på væsentlighed et problem i nyhedsformidlingen på DR og TV 2.

Han vinkede i et interview i Kristeligt Dagblad med en vognstang mod DR og TV 2, da han sagde, at nyhedsudsendelserne ikke er "up to the point", at nyhedsudsendelserne ikke lever op til forpligtelserne om at formidle det væsentlige.

Han illustrerede det med et eksempel, hvor historien om, at seks Bandidos-rockere var skiftet til Hells Angels var blevet hovedhistorie i én af de bærende nyhedsudsendelser, og at indslaget varede 7-8 minutter.

“Der mener jeg, at man er ude i det absurde. Og dér svigter man tanken om at prioritere efter væsentlighedskriterier. For det er ikke væsentligt,” sagde Per Stig Møller.

At tv-mediet i disse år får markant øget betydning for nyhedsformidlingen til borgerne, gør det endnu mere centralt at forholde sig til væsentlighed som bærende journalistisk nyhedskriterium.

Hvis konflikt, sensation og identifikation får større vægt som journalistiske nyhedskriterier end væsentlighed, falder dannelsesniveauet. Og det var essensen af Per Stig Møllers kritik.

På DR ville nyhedsdirektør Ulrik Haagerup ikke forholde sig til ministerens kritik, mens souschef på TV 2 NYHEDERNE, Mikkel Hertz, godt ville indrømme, at "der er dage, hvor vi tager os selv i, at det bliver for kulørt".

Det kulørte er de letbenede historier, som har fraværet af væsentlighed til fælles, og det, Mikkel Hertz prøver at sige er, at TV 2 godt selv véd, når man er gået over stregen og har fravalgt væsentlige nyhedshistorier til fordel for ikke-journalistiske nyhedsindslag.

Det er historier fra krimi- og politigenren, der nok rummer stor fascinationskraft, men sjældent perspektiver eller væsentlighed. Det er historier fra tv-stationernes egne underholdningsafdelinger, hvor tv-underholdningsprogrammer ophøjes til virkelighed ved, at gerne lader egne underholdningsprogrammer blive genstand for nyhedshistorier og journalistik i egne debat-, aktualitets- og nyhedsudsendelser.

Det er mere underholdning end journalistik, sukker i stedet for vitaminer, chokopops i stedet for havregryn. Og når underholdningen pakkes ind som journalistik, udvisker man skellet mellem fiktion og virkelighed. Det er opskriften på det kulørte. Og det kulørte væsentlighedens største modspiller.

Mediefragmentering - massemediernes død?

Gennem de sidste 10-15 år har begrebet mediefragmentering vakt stadig større begejstring hos medierne og fagfolk, og der er heller ingen tvivl om, at det giver spændende, kommercielle perspektiver. Men er mediefragmenteringen da også lutter lagkage for folket og for brugerne?

Jeg er ikke en særlig moderne journalist. For når alle andre i den offentlige debat kun ser på forsiden af en medalje, får min indre, journalistiske Rasmus Modsat stærk trang til at kigge efter den oversete og glemte bagside.

Som nu eksempelvis den meget hyldede mediefragmentering. Eller dagbladenes forretningsmodel, der nu til dags nærmest bliver latterliggjort af alle som værende et uddøende levn fra gamle dage. Er der da slet ingen nuancer i den virkelighed?

Klart, at modellen er voldsomt presset og i den grad har brug for at blive omdefineret. Men som jeg ser det, er der omvendt heller ingen tvivl om, at modellen ikke kan erstattes af indtjeningen fra nye medier, mobil, internettet, sociale medier mv. - ikke endnu i hvert fald. Og ikke foreløbig.

Modellen har hidtil vist sig rasende solid og har genereret mange, mange milliarder i indtægter. Og den er stadig ret genial, den fejler som sådan ikke noget - indtægterne kan bare ikke længere bære det vanvittig høje udgiftsniveau. Er det en naturlov, at aviser ikke godt bare kunne bestå af 16 eller 20 sider, vel at mærke udelukkende af topkvalitets indhold og velredigeret? Ipad og andre e-readers vil kunne hjælpe med til en voldsom reduktion i udgifterne til avispapir, tryk og distribution - usikkerheden står om, hvor længe der vil gå.

Mediefragmenteringen indvirker voldsomt på dagbladenes forretningsmodel. Det vidner især Børsens og Kristeligt Dagblads stærke markedspositioner om. De er begge "fragmenteret", har altid været det og har dyrket deres nicher. Og qva deres positionering har de kunnet vokse. Fragmentering er altså en vej til vækst. Det er en stærk grund til, at vi rent kommercielt synes, at mediefragmenteringen er fantastisk.

Fragmenteringen kreerer ovenikøbet bedre og mere præcise målgrupper for annoncørerne. Tidligere var man endda overbevist om, at denne kraftigere segmentering ville øge attraktiviteten af reklamepladsen og mere end kompensere for de brede medier, men det er ikke ligefrem sådan, det er gået.

Og for alle mediebrugerne virker fragmenteringen som en drøm - i hvert fald set med første øjekast. Man skal ikke længere lede så meget for at finde lige det indhold, man søger. Det er udskilt fra alt det andet og kan findes præcist og fininddelt på tv-kanaler, aviser, magasiner og websites. Man har altså mulighed for at undgå at forholde sig til alt muligt andet, der føles irrelevant. Men det er omvendt også et tab, for mediefragmenteringen undergraver massemedierne, som er vores allesammens fælles referenceramme.

Omnibus-avisen, mainstream-kanalerne og andre massemedier bidrager til dannelse, information og folkeoplysning om forhold, som den enkelte bruger ikke selv var klar over, at vedkommende kunne bruge - hvis det ikke blev lagt lige foran snuden på ham eller hende.

Et scenario uden brede medier, uden massemedier, som kommunikerer og appellerer bredt til os alle ville derfor være et kulturelt og samfundsmæssigt tab. Hvis vi sættes i stand til behørigt at undgå enhver form for "forstyrrende" indhold foruden vores individuelle, snævre interesser, vil vi samtidig miste muligheden for at få udvidet horisonten ved at blive eksponeret for det overraskende, det anderledes, det spændende, det uventede - indhold, artikler og tv-udsendelser vi ikke anede, at vi ville blive fascineret af. Uden det ville vi blive åndeligt og intellektuelt fattigere.

Fragmenteringen medfører ikke kun fordele og fremskridt. Der er som ved alt andet også et offer, men det er ikke en del af den store, offentlige debat, og det er en fejl, fordi der er tale om en så væsentlig nuance, at man ikke kan diskutere fragmentering uden også at diskutere fragmenteringens omkostning for os og for samfundet.

Fragmentering er et pænere ord for splittelse. Det indebærer potentielt en splittelse af fællesskabet, hvis de brede, samlende mainstream-medier, massemedierne, ikke klarer sig og fortsætter med at erodere. Det store fællesskab vil simpelthen lide skade. Borgernes og Danmarks fællesskab, som har en enestående demokratisk og oplysende funktion.

Hvis fragmenteringen reelt bidrager til opløsningen af samfundets homogenitet og medvirker til en undergravelse af vores fælles værdier og erstattes af smalle værdier i subkulturer til følge, så har vi et problem - et problem politikerne bør forholde sig til i fremtidens mediestøtteordning.

Det smalle ser i stigende udstrækning ud til at kunne klare sig selv, hvorimod det brede vendes ryggen, fordi færre og færre giver bliver forstyrret af noget som helst, der ikke passer ind i den enkeltes individuelle, skræddersyede behov. Måske er det massemedierne, der har brug for den største, hjælpende hånd for at understøtte de fælles, kulturelle værdier i vort samfund.

I 1996 havde TV 2 mere end 600 tv-programmer, som trak over én mio. seere. I 2009 var tallet 168. Det er ikke fordi medieforbruget eller tv-seningen er blevet mindre, men fordi den enkelte generelt glider enkelte længere og længere ind i de nichemedier, hvor man i størst muligt omfang får dækket sine særlige interesser. Det er små subkulturer med egne værdisæt og måder at anskue omverdenen på. Det er vejen væk fra det store fællesskab.

Dagbladet Politiken er ét af de medier, som har valgt nichestrategien, blandt andet ved en række aktivistiske tiltag, som appellerer til en snævert defineret målgruppe.

Denne og andre nichestrategier udfordrer diskussionen om fremtidens mediestøtte. Det bliver nødvendigt at slå fast, at der er en sammenhæng mellem mediestøttens størrelse til det enkelte medie og så størrelsen af den målgruppe, det enkelte medie henvender sig til. Altså små beløb til medier som henvender sig til små målgrupper og store beløb til massemedier, der understøtter fællesskabet.