torsdag den 29. marts 2007

Politikeres omklamring skader DR

Gad vide om politikerne indimellem tænker over, hvordan det indvirker på DR's medarbejdere og på DR's image i forhold til befolkningen, at DR i månedsvis er genstand for en politisering af især DR's redaktionelle arbejde. Kommunikationsmæssigt ligner det et rent dødskys


I morges overværede jeg det åbne samråd i Kulturudvalget, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen var indkaldt.

Igen fik vi den helt store tur med de sædvanlige markeringer fra aktørerne, der gennemførte den rituelle stammedans – og der var ingen nye og spændende trin.

Venstrefløjen, heriregnet Det Radikale Venstre og partiets mediepolitiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøl, vil gerne gøre statsministerens angreb på DR i forbindelse med dokumentarfilmen "Den hemmelige krig" samt kulturminister Brian Mikkelsens mail til daværende DR-bestyrelsesformand, til et spørgsmål om politisk pression, hvorimod regeringen og statsministeren på sin side afviser det og mener i stedet, at der var tale om helt ordinær henvendelse fra en minister til en bestyrelsesformand, der havde bedt om at blive holdt løbende orienteret. Og sådan spillede hver især netop den rolle, som alle forventer. Ingen skuffelser dér – endsige overraskelser.

I fascinationen for det politiske spil, for sagen og måske for egen profilering bliver DR's interesser fuldstændig tilsidesat. Sagen er jo, at DR og den evindelige diskussion om, hvorvidt DR's redaktionelle dækning har en politisk slagside eller ej, ikke er tjent med at blive trukket frem og brugt i det indenrigspolitiske spil igen og igen. For konsekvensen er jo, at DR fastholdes i et politisk miljø, man næppe kan forestille sig, at DR har lyst til at befinde sig i. Og slet ikke hvis man ønsker at frigøre sig for anklagerne om politisk slagside.

Konsekvensen af venstrefløjens betydelige interesse for og støtte til DR er netop en risiko for, at det kommer til at virke modsat. DR må finde sig i noget, der mest af alt ligner et dødskys, når skiftende politikere til venstre for midten gentagne gange forsvarer DR – tager det i folketingssalen, i samråd, i medierne osv. osv.

Hvis der sidder skeptiske licensbetalere rundt omkring, som spekulerer på, om anklagerne mod DR's redaktionelle arbejde har noget på sig eller ej, virker oppositionspolitikernes massive støtte i hvert fald som en bekræftelse på, at der nok er noget om sagen. Sådan fungerer mennesker jo. Vi forsvarer det, vi holder af og jo mere indædt forsvaret bliver, desto mere er der øjensynligt på spil.

Så støtten får formentlig den stik modsatte effekt ikke bare på alle dem, der mener, at DR's journalistik er venstresnoet, men det giver helt givet også yderligere næring til dem, der er i tvivl. Det kommer til at virke som en bekræftelse på tvivlen, når politikerne til venstre for midten er så forhippet på at forsvare DR's journalistik og ignorere regeringens anke mod faktuelle fejl og en skævvreden journalistisk dækning – uanset om denne anke er berettiget eller ej. Det ender i decideret politisk omklamring.

Derfor er DR på ingen måde tjent med den "støtte", som oppositionen tildeler institutionen. Det kommer til at virke modsat. Man frigør ikke DR for sit betydelige politiske åg ved uafbrudt at blive ved med at bruge DR til politiske temaer og slagsmål. Et godt råd er: Stop den politiske omklamring af DR og begræns interessen til fagligt og relevant journalistisk indhold.

Ingen kommentarer: