DRs problemer med dokumentarfilmen "Den hemmelige krig" er på vej ud af kontrol, og sagen er nu ved at være så belastende, at der er en voksende risiko for, at DRs image i meget store dele af befolkningen risikerer at blive uopretteligt skadet.
Den største del af befolkningen står helt sikkert undrende tilbage og er koblet af de mange små detaljer og finesser, som karakteriserer den ophedede kamp. Men DR er bragt i en situation, hvor image, omdømme og troværdighed er til eksamen, og en sådan eksamen skal - når det handler om DR med 1000 journalister - beståes med allerhøjeste karakter. Det er, hvad der forventes. Der skal helst ikke kunne sættes en finger på et journalistiske arbejde, omend en enkelt fejl er menneskeligt.
Men lige nu er filmens journalistiske standard under så voldsom beskydning, at mange licensbetalere bliver bragt i så betydelig tvivl om DRs troværdighed, at sagen for længst har passeret det punkt, hvor det kun var et spørgsmål om denne ene film og TV-avisens opfølgning og dækning af den.
I stedet har det udviklet sig til en stærkt truende situation for hele institutionens image og troværdighed. Derved kræver det snarest mulig handlekraft, for hver dag der går bliver ridserne dybere og dybere.
Nyhedsavisen har i den seneste uges tid gået hårdt til værks mod den journalistiske standard, som filmens instruktør, Christoffer Guldbrandsen, har leveret. Og i dag frembringer Nyhedsavisen så endnu en oplysning, som paradoksalt nok måske kan vise sig at være den kærkomne håndsrækning, DR har brug for for at komme ud af fedtefadet igen.
For det viser sig nu, at Christoffer Guldbrandsen aktivt har samarbejdet med Enhedslisten om filmens tilblivelse. Når Guldbrandsen stødte hovedet mod en mur i relation til at få fat i oplysninger, fungerer Enhedslistens Frank Aaen ifølge Nyhedsavisen som hjælper og murbrækker, idet Aaen som medlem af Folketinget har særlig adgang til at vriste information ud af systemet og ministerierne.
Det er en anderledes, men ikke uset journalistisk arbejdsmetode. Heller ikke nødvendigvis forkastelig, for det sker i alle mulige andre sammenhænge ganske ofte. Men graden af alvor kommer helt an på sagens konkrete indhold, hvilke omstændigheder det er foregået under, og hvor tæt Enhedslisten har været på filmens tilblivelse. Måske er det forkasteligt – blandt andet fordi en grim mistanke rejser sig om, at Enhedslisten måske til gengæld for hjælpen til Guldbrandsen omvendt har haft indflydelse på de redaktionelle valg i filmen. Hvis det er tilfældet, må man måske leve med, at det aldrig bliver belyst, men i betragtning af at der faktisk har været en samarbejdende kontakt under tilblivelsesprocessen rejses mistanken, som måske aldrig vil kunne fjernes.
Men det er som minimum ret problematisk, at Christoffer Guldbrandsen har holdt det hemmeligt, ikke bare i forhold til DRs sagesløse seere, men også i forhold til DR og endda til DR2-redaktør Gitte Rabøl, som siger, at oplysningen er helt ny for hende. Gitte Rabøl vedstår ligefrem i Nyhedsavisen den 29. januar 2007, at hun ikke véd, om hun kan leve med dette samarbejde.
Det bevirker, at Guldbrandsens samarbejde med Enhedslisten nu fremstår som fordækt og som et veltilrettelagt, fælles angreb på regeringen for i samarbejde og med fælles interesse at skabe størst mulig effekt.
Det er så Guldbrandsens valg, at han vil risikere sin journalistiske integritet på dén måde. Meget værre er det, at han har i samme ombæring har risikeret DRs journalistiske integritet og troværdighed – endda uden at fortælle det til redaktøren eller DRs direktion. Nu er det så op til DR at afgøre, om man kan leve med, at eksterne samarbejdspartnere – ikke engang ansatte – på den måde sætter det mest dyrebare, DR har, over styr.
Sagen er ikke kun ved at udvikle sig til et uoverstigeligt image-mæssigt problem for DR. Det kan nemlig også vise sig at være et lovgivningsmæssigt problem, nemlig i forhold til public service-forpligtelserne. Her fremgår det, at der i udbuddet skal tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed, men der står også, at der i informationsformidlingen skal lægges vægt på saglighed og upartiskhed.
Det kan som flere af DRs bestyrelsesmedlemmer har ønsket være en sag for Radio- og Tv-nævnet. Dette nævn har tidligere anvendt netop den del af afsnittet, som handler som saglighed og upartiskhed, til at uddele næser. Det skete for TV 2 under den såkaldte Triple A-sag, som Nævnet af egen drift tog op i slutningen af august 2005 og godt en måned senere fældede en dom over.
Faktisk afkrævede Nævnet endda TV 2 i samme ombæring en redegørelse for, ”hvorledes stationen fremover sikrer saglighed og upartiskhed i nyhedsformidlingen”. Det vil altså på ingen måde være en fremmedartet opgave for Radio- og Tv-nævnet at gennemføre hverken en specifik eller generel undersøgelse af, om DR overholder public service-forpligtelsen om at være saglig og upartisk. Kravet fra Nævnet blev dog dengang afvist af TV 2s bestyrelse, hvorefter Nævnet opgav at forfølge sagen yderligere.
Men i modsætning til Triple A-affæren, hvor TV 2s bestyrelse ikke ville imødekomme kravet fra Radio- og Tv-nævnet om en redegørelse, så forholder det sig anderledes for DRs vedkommende, nemlig hvis DRs bestyrelse selv udtrykte ønske om en undersøgelse.
Radio- og Tv-nævnet har en forpligtelse til at overvåge, om DR i sin informationsformidling sikrer saglighed og upartiskhed, og hvis DRs bestyrelse beder Nævnet om det, vil det være ganske naturligt for Radio- og Tv-nævnet at gå i gang med opgaven. Man kan næppe finde en mere velegnet funktion for Nævnet end netop at sikre, at også de mere betydende public service-forpligtelser overholdes.
Pointen er, som tidligere nævnt, at en sådan undersøgelse ville tjene DR godt. Det ville i bedste fald kunne genskabe tilliden til landets mest betydende medie- og kulturinstitution, hvilken funktion DR bør have for alle danskere og ikke kun for en del. For nok er der udbredt uenighed om denne kontroversielle film, men der er nok ikke uenighed om, at uanset hvem der har mest ret, så er det dybt skadeligt for DRs image. Og lige nu er der ingen, som forsøger at minimere skaden.
Fra den side af det politiske spektrum, som angiveligt støttes af DR, står der politikere fra Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre og forsøger at komme DR til undsætning.
Men netop fordi anklagerne går på favorisering af lige præcis de partier, er det som at hælde salt i såret, når DR får moralsk opbakning og støtte fra dem. Støtten forværrer DRs aktuelle situation, fordi kritikerne netop bliver bekræftet i, at der er noget om sagen, når alle de påstået favoriserede slår ring om DR. Det er ikke gavnligt for DR - snarere det modsatte i forhold til den mistanke, som synes at være fremherskende i store dele af befolkningen. Eller sagt på en anden måde - for DR kan støtten fra den kant nærmest føles som et dødskys.
tirsdag den 30. januar 2007
Gratisaviserne – et risikoprojekt for avisen som medie og produkt
Et hverdagsbillede – januar 2007: På løbeturen rundt ved Odense Å, går turen via byens dyreste adresse, det attraktive velhaverkvarter Langelinie. Da jeg runder et hjørne, ser jeg et stort bundt aviser – smidt i en hæk – ironisk nok i området med Fyns stærkeste købedygtighed. En drøm for de fleste annoncører, men et symbol på en stadig mere ligegyldig opfattelse af avisen som medie.
Min nysgerrighed tvinger mig til at se, hvem det nu er gået ud over. Irriterende at se aviserne ligge dér og flyde. Selvfølgelig fordi det sviner, men også fordi det ligger dybt i mig, at aviser ikke er tandpasta eller plasticspande, men kreative, betydningsfulde produkter med sjæl og hjerteblod.
Der har altid været en stolthed over at holde avis. Det er ikke mange år siden, at nogen skrev avislæsning som en fritidsinteresse på cv’et. Men avisens væsentlige betydning i samfundet fremmes ikke af den måde, udgiverne behandler produktet på for tiden.
Episoder som bundtet i hækken, brændende aviser på en strand på Amager, manglende respekt for et ”nej tak” osv. devaluerer avismediets værdi. Man kan frygte, at avishusene lige nu accelererer de betydelige strukturelle problemer, man i forvejen står over for, og at avismediet som et særligt vigtigt element i demokratiet og samfundet vil degenerere. Men det ser ud til, at den daglige konkurrence er så intensiv, at man ikke har tid til at kære sig om det.
Nyhedsavisen. Det er Nyhedsavisen, som nogen har smidt et helt bundt af. Det kunne lige så godt have været én af de andre. Sjaskende våde er disse fuldt læsbare aviser konverteret til kassérbart papir, som nogen før eller siden må fjerne. Ikke bare fordi én eller anden idiot i distributionsleddet ikke er egnet til arbejdsmarkedet, men især fordi bladhusene forsømmer at sikre, at deres aktiviteter drives ordentligt.
Og disse forsømmelser er en reel trussel mod avismediets anseelse og image. Avisstativer overalt i bybillederne, påtrængende håndomdelere, papirsvineri på gader og stræder, skuffende læsertal, dårlig distribution, der ovenikøbet også rammer betalingsaviserne, gratisaviser ind ad brevsprækken og i postkasser hos folk, der så inderligt tigger om at være fri. Men det kan de ikke blive. Klagerne bliver arrogant ignoreret.
I Århus er lokalpolitikerne trætte af avisstativerne og har flere gange offentligt angrebet problemet. Den slags koster på imagekontoen, som det også gør, når Forbrugerrådet modtager hundredvis af klager, og regeringen overvejer lovindgreb for at få stoppet vanviddet. Indtil videre har man været så venlig at udsætte tidsfristen for at få bragt tingene under kontrol. Selvsamme medier havde været nådesløse, hvis man journalistisk havde dækket tilsvarende forhold i en anden branche. Men mediebranchen tager ikke sin egen medicin for tiden. I stedet fortsætter skævhederne med at forvolde skade i offentlighedens øjne.
Det er problemerne med distribution og trykning, svage læsertal og annoncetilgang, trælse avisstativer, nøgler til opgange i etageejendomme og andre sekundære konkurrenceparametre, som fylder spalterne i pressedækningen af aviskrigen. For det er jo om disse faktorer, at konkurrencen reelt står, mens man i pressedækningen ikke ser bladhusenes nøglepersoner tale om og blive citeret for noget, der angår den primære konkurrencefaktor, nemlig indhold og journalistik. Hvis konkurrencen er særlig intensiv på dette område, er det let at overse for udenforstående.
Det var ellers netop hér, at aviskrigen burde være stærkest. Det ville bevirke en vis overbærenhed, hvis man dog i det mindste fik attraktive og innovative produkter ind i sin postkasse. Hvis man stod med en glad og taknemmelig befolkning, som tryglede om at få leveret disse fantastiske aviser, ville det være noget mere gavnligt for avismediets image. I stedet tigger folk om at slippe for at få et produkt leveret lige til døren – selvom det er helt gratis. Det er sjældent set dårlig reklame at møde så stor modvilje mod et gratis produkt.
Men så kunne man måske forvente, at når de nye aviser roligt æder sig ind på betalingsaviserne, ville det betalingsaviserne et behov for at distancere sig. Det ville være naturligt, at den nye situation skabte nyudvikling og dynamik hos de etablerede for at retfærdiggøre, at vi fortsat skal betale ret dyrt for dem, og at der er en forskel. Men nej.
Målt på kvantitative parametre er der ubetinget succesfaktorer for gratisaviser som fænomen. Læsertallet er igen begyndt at stige, og det er glædeligt at se, at det er lykkedes at få ikke mindst de unge til at etablere avislæsningsvaner. Det tyder godt for fremtiden. Men omvendt – hvis ikke kunderne væltede ind i avisbutikken, når varen går fra at koste penge til at være gratis, - hvornår skulle de så? Enkeltvist har aviserne dog skuffet – ikke mindst Nyhedsavisen har lang vej op til det udmeldte på trods af omkring 100 journalister, og at det formentlig er dem, som har satset indholdsmæssigt stærkest.
Måske retter fyringen af direktøren for distributionsselskabet Bladkompagniet op på nogle af skævhederne. Men måske ville de fundamentale forandringer for alvor indfinde sig, hvis man fokuserede på kundernes og forbrugernes behov. Lige nu hersker der en dårlig stemning omkring de nye gratisavisprodukter. Heller ikke annoncørerne er begejstrede, og hvis de pludselig ikke længere vil tage del i festen på grund af den badwill, som aviserne efterhånden er forbundet med, bliver det rigtig alvorligt – og måske smitter det af på betalingsaviserne.
Tre dage senere. Avisbundtet ligger stadig i hækken.
Denne blogpost er oprindelig publiceret som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 30. januar 2007.
Min nysgerrighed tvinger mig til at se, hvem det nu er gået ud over. Irriterende at se aviserne ligge dér og flyde. Selvfølgelig fordi det sviner, men også fordi det ligger dybt i mig, at aviser ikke er tandpasta eller plasticspande, men kreative, betydningsfulde produkter med sjæl og hjerteblod.
Der har altid været en stolthed over at holde avis. Det er ikke mange år siden, at nogen skrev avislæsning som en fritidsinteresse på cv’et. Men avisens væsentlige betydning i samfundet fremmes ikke af den måde, udgiverne behandler produktet på for tiden.
Episoder som bundtet i hækken, brændende aviser på en strand på Amager, manglende respekt for et ”nej tak” osv. devaluerer avismediets værdi. Man kan frygte, at avishusene lige nu accelererer de betydelige strukturelle problemer, man i forvejen står over for, og at avismediet som et særligt vigtigt element i demokratiet og samfundet vil degenerere. Men det ser ud til, at den daglige konkurrence er så intensiv, at man ikke har tid til at kære sig om det.
Nyhedsavisen. Det er Nyhedsavisen, som nogen har smidt et helt bundt af. Det kunne lige så godt have været én af de andre. Sjaskende våde er disse fuldt læsbare aviser konverteret til kassérbart papir, som nogen før eller siden må fjerne. Ikke bare fordi én eller anden idiot i distributionsleddet ikke er egnet til arbejdsmarkedet, men især fordi bladhusene forsømmer at sikre, at deres aktiviteter drives ordentligt.
Og disse forsømmelser er en reel trussel mod avismediets anseelse og image. Avisstativer overalt i bybillederne, påtrængende håndomdelere, papirsvineri på gader og stræder, skuffende læsertal, dårlig distribution, der ovenikøbet også rammer betalingsaviserne, gratisaviser ind ad brevsprækken og i postkasser hos folk, der så inderligt tigger om at være fri. Men det kan de ikke blive. Klagerne bliver arrogant ignoreret.
I Århus er lokalpolitikerne trætte af avisstativerne og har flere gange offentligt angrebet problemet. Den slags koster på imagekontoen, som det også gør, når Forbrugerrådet modtager hundredvis af klager, og regeringen overvejer lovindgreb for at få stoppet vanviddet. Indtil videre har man været så venlig at udsætte tidsfristen for at få bragt tingene under kontrol. Selvsamme medier havde været nådesløse, hvis man journalistisk havde dækket tilsvarende forhold i en anden branche. Men mediebranchen tager ikke sin egen medicin for tiden. I stedet fortsætter skævhederne med at forvolde skade i offentlighedens øjne.
Det er problemerne med distribution og trykning, svage læsertal og annoncetilgang, trælse avisstativer, nøgler til opgange i etageejendomme og andre sekundære konkurrenceparametre, som fylder spalterne i pressedækningen af aviskrigen. For det er jo om disse faktorer, at konkurrencen reelt står, mens man i pressedækningen ikke ser bladhusenes nøglepersoner tale om og blive citeret for noget, der angår den primære konkurrencefaktor, nemlig indhold og journalistik. Hvis konkurrencen er særlig intensiv på dette område, er det let at overse for udenforstående.
Det var ellers netop hér, at aviskrigen burde være stærkest. Det ville bevirke en vis overbærenhed, hvis man dog i det mindste fik attraktive og innovative produkter ind i sin postkasse. Hvis man stod med en glad og taknemmelig befolkning, som tryglede om at få leveret disse fantastiske aviser, ville det være noget mere gavnligt for avismediets image. I stedet tigger folk om at slippe for at få et produkt leveret lige til døren – selvom det er helt gratis. Det er sjældent set dårlig reklame at møde så stor modvilje mod et gratis produkt.
Men så kunne man måske forvente, at når de nye aviser roligt æder sig ind på betalingsaviserne, ville det betalingsaviserne et behov for at distancere sig. Det ville være naturligt, at den nye situation skabte nyudvikling og dynamik hos de etablerede for at retfærdiggøre, at vi fortsat skal betale ret dyrt for dem, og at der er en forskel. Men nej.
Målt på kvantitative parametre er der ubetinget succesfaktorer for gratisaviser som fænomen. Læsertallet er igen begyndt at stige, og det er glædeligt at se, at det er lykkedes at få ikke mindst de unge til at etablere avislæsningsvaner. Det tyder godt for fremtiden. Men omvendt – hvis ikke kunderne væltede ind i avisbutikken, når varen går fra at koste penge til at være gratis, - hvornår skulle de så? Enkeltvist har aviserne dog skuffet – ikke mindst Nyhedsavisen har lang vej op til det udmeldte på trods af omkring 100 journalister, og at det formentlig er dem, som har satset indholdsmæssigt stærkest.
Måske retter fyringen af direktøren for distributionsselskabet Bladkompagniet op på nogle af skævhederne. Men måske ville de fundamentale forandringer for alvor indfinde sig, hvis man fokuserede på kundernes og forbrugernes behov. Lige nu hersker der en dårlig stemning omkring de nye gratisavisprodukter. Heller ikke annoncørerne er begejstrede, og hvis de pludselig ikke længere vil tage del i festen på grund af den badwill, som aviserne efterhånden er forbundet med, bliver det rigtig alvorligt – og måske smitter det af på betalingsaviserne.
Tre dage senere. Avisbundtet ligger stadig i hækken.
Denne blogpost er oprindelig publiceret som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 30. januar 2007.
fredag den 26. januar 2007
DR har behov for en undersøgelse
De seneste dages udvikling omkring DR's famøse Afghanistan-film "Den hemmelige krig" underbygger yderligere min pointe i min forrige blogpost: DR bør holde op med rituelt at afvise alle forslag om undersøgelser. Igennem mange år har det været et kritikpunkt, som tilbagevendende har været rettet mod DR - anklagerne om favorisering af venstrefløjen i det redaktionelle arbejde.
Hvis DR virkelig ønsker at være hele Danmarks kultur- og medieinstitution, bliver man nødt til at erkende, at man har et problem - alene ved at kritikken tilbagevendende fremsættes, og at den er så hårdnakket. Om DR rent faktuelt favoriserer venstrefløjen, er ikke det, jeg tager stilling til, men selve den mangeårige kritik udgør problemet. Og DR har aldrig håndteret problemet.
Derfor er Foghs forslag om en undersøgelse faktisk en god idé; blot bør undersøgelsen ikke kun gå på Afghanistan-filmen, men på hele DR's redaktionelle arbejdsprocesser. Undersøgelsen, der burde være et anliggende for bestyrelsen, skulle gennemføres med udgangspunkt i objektive og uvildige præmisser, så ingen efterfølgende kan rejse tvivl om undersøgelsens validitet. Der vil naturligvis altid være nogen, som forsøger, men er undersøgelsen rigtig udført, vil det være begrænset til de sædvanlige landsbytosser på enten den ekstreme højre- eller venstrefløj.
Desværre valgte DR's direktion helt efter sædvane at afvise, at DR på nogen måde kan kritiseres, hvilket blandt andet kan læses her http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=853426/. DR's direktion må jo have vurderet, at der aldrig er noget at komme efter, idet man altså har valgt at reagere forholdsvist spontant og instinktivt.
Min pointe er, at hvis DR valgte at gennemføre en generel undersøgelse, ville det i sidste ende være til gavn for netop DR selv. Enten vil en undersøgelse dokumentere, at kritikerne havde ret, og så forestår et omfattende oprydningsarbejde blandt medarbejderne. Desuden vil der være et arbejde med at kurere hele DR's redaktionelle tankesæt for denne sygdom - hvis det altså er tilfældet.
Hvis det omvendt IKKE er tilfældet, og at man på basis af objektive, nøgterne præmisser dokumentere, at DR's redaktionelle processer fungerer fint og upåklageligt og uden politisk slagside, er der behov for et kæmpemæssigt image-arbejde. Undersøgelsens fakta skal fremlægges, således at kritikerne anerkender undersøgelsens resultater. Hvis DR evner at forholde sig selvkritisk - hvilket i lyset af licensen burde være et indiskutabelt krav til institutionen - vil man have taget de første skridt i retning af at højne egen troværdighed. Og lige nu er det meget tiltrængt.
Hele sagen vækker mindelser til både den såkaldte Mors-sag, hvor DR blevet taget i et manipulere. Dokumentarprogrammet var et angreb på den politiske prioritet at lade dagplejemødre passe børn i stedet for at sende dem i institution. Tilsyneladende havde programmet så meget brug for hårdtslående dokumentation, at man med et manipulatorisk klip lod det fremstå som om, én af dagplejemødrene slog ét af børnene - pointen var at understrege, at pasning og pædagogik hos disse dagplejemødre lod så meget tilbage at ønske, at det dybest set var forkert at vælge den løsning. DR måtte helt ned i støvet for at undskylde manipulationen, som jo var udført i ond vilje.
Hvis DR virkelig ønsker at være hele Danmarks kultur- og medieinstitution, bliver man nødt til at erkende, at man har et problem - alene ved at kritikken tilbagevendende fremsættes, og at den er så hårdnakket. Om DR rent faktuelt favoriserer venstrefløjen, er ikke det, jeg tager stilling til, men selve den mangeårige kritik udgør problemet. Og DR har aldrig håndteret problemet.
Derfor er Foghs forslag om en undersøgelse faktisk en god idé; blot bør undersøgelsen ikke kun gå på Afghanistan-filmen, men på hele DR's redaktionelle arbejdsprocesser. Undersøgelsen, der burde være et anliggende for bestyrelsen, skulle gennemføres med udgangspunkt i objektive og uvildige præmisser, så ingen efterfølgende kan rejse tvivl om undersøgelsens validitet. Der vil naturligvis altid være nogen, som forsøger, men er undersøgelsen rigtig udført, vil det være begrænset til de sædvanlige landsbytosser på enten den ekstreme højre- eller venstrefløj.
Desværre valgte DR's direktion helt efter sædvane at afvise, at DR på nogen måde kan kritiseres, hvilket blandt andet kan læses her http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=853426/. DR's direktion må jo have vurderet, at der aldrig er noget at komme efter, idet man altså har valgt at reagere forholdsvist spontant og instinktivt.
Min pointe er, at hvis DR valgte at gennemføre en generel undersøgelse, ville det i sidste ende være til gavn for netop DR selv. Enten vil en undersøgelse dokumentere, at kritikerne havde ret, og så forestår et omfattende oprydningsarbejde blandt medarbejderne. Desuden vil der være et arbejde med at kurere hele DR's redaktionelle tankesæt for denne sygdom - hvis det altså er tilfældet.
Hvis det omvendt IKKE er tilfældet, og at man på basis af objektive, nøgterne præmisser dokumentere, at DR's redaktionelle processer fungerer fint og upåklageligt og uden politisk slagside, er der behov for et kæmpemæssigt image-arbejde. Undersøgelsens fakta skal fremlægges, således at kritikerne anerkender undersøgelsens resultater. Hvis DR evner at forholde sig selvkritisk - hvilket i lyset af licensen burde være et indiskutabelt krav til institutionen - vil man have taget de første skridt i retning af at højne egen troværdighed. Og lige nu er det meget tiltrængt.
Hele sagen vækker mindelser til både den såkaldte Mors-sag, hvor DR blevet taget i et manipulere. Dokumentarprogrammet var et angreb på den politiske prioritet at lade dagplejemødre passe børn i stedet for at sende dem i institution. Tilsyneladende havde programmet så meget brug for hårdtslående dokumentation, at man med et manipulatorisk klip lod det fremstå som om, én af dagplejemødrene slog ét af børnene - pointen var at understrege, at pasning og pædagogik hos disse dagplejemødre lod så meget tilbage at ønske, at det dybest set var forkert at vælge den løsning. DR måtte helt ned i støvet for at undskylde manipulationen, som jo var udført i ond vilje.
lørdag den 20. januar 2007
DR’s store chance
Det ser ikke så sort ud for DR, som det fremstilles. Godt nok har TV 2 voldsom fart på, så det kommer til at se ud som om, DR er efterladt tilbage på perronen, men TV 2-toget kører i en helt anden retning end den, DR har interesse i. TV 2s bevægelse signalerer, at DR og TV 2 er på vej væk fra hinanden, og det giver DR mere luft og plads til udvikling og til at genskabe en uanfægtet position som Danmarks centrale kultur- og medieinstitution
DR er dømt ude, stemplet som taber. Ja, kampen er faktisk slut.
Sådan skulle man næsten tro, at virkeligheden ser ud, - dels fordi DR slås med Ørestadsbyggeriet, og fordi kontrasten til TV 2s vilde ridt hen over prærien er så enorm.
Men der er ubeskrevne perspektiver for DR i den igangværende udvikling. TV 2 galopperer i en helt anden retning end den, DR har interesse i, og det bør pirke afgørende til en debat om DRs rolle og selvforståelse. Mens TV 2 i stigende grad kommercialiseres – helt i tråd med TV 2s adm. direktør Per Mikael Jensens ord og handlinger – giver det mere rum og plads for DR til udvikling på den midterbane, som DR og TV 2 i næsten to årtier har kæmpet om, - her hvor public service forenes med underholdningen og folkeligheden. Der er dog brug for, at DR redefinerer sin selvforståelse væk fra et mangeårigt fokus på alt, hvad TV 2 foretager sig. Også flere borgerlige politikere er nu ved at se behovet for et stærkt DR i et stadigt mere kommercielt mediebillede.
For TV 2 og DR er efter mange års infight på vej væk fra hinanden. TV 2 gennemgår netop nu de mest skelsættende forandringer nogensinde, og det vil give et andet og noget mere kommercielt TV 2 end hidtil.
Per Mikael Jensen har ved flere lejligheder – senest på Børsens medietopmøde i december – konstateret, at DR ikke er TV 2s hovedmodstander. DR kan altså forvente, at TV 2 ikke længere systematisk vil vogte over hver eneste bevægelse hos DR og iværksætte et modsvar.
DRs situation er derfor gunstigere nu og med friere manøvremuligheder. DR vil kunne brande sig selv som den egentlige og samlende kultur- og medieinstitution her til lands – her hvor sammenhængskraften virkelig folder sig ud. Rigtig fortalt og udført vil vi som licensbetalere kunne bringes til i fremtiden at værdsætte, at der midt i de kommercielle slagsmål var nogen, som sørgede for at tænke i alsidighed, mangfoldighed og væsentlighed – uafhængigt af hensyn til bundlinje, seer-, lytter- og brugertal – til gavn for kulturarven.
Fortsættelsen af logikken vil være, at DR bygger et image af sig selv som anderledes end alle andre; et billede af et DR i sin helt egen liga som en institution – og ikke en virksomhed – og som det er meningsløst at lade sammenligne med medievirksomheder i et rent kommercielt marked. DR kan udvikle sit eget sæt af helt andre succeskriterier, som vil understrege kvalitet frem for kvantitet. Dækningskriteriet, som DR allerede anvender i dag, er et godt eksempel på at dokumentere kvalitet, som det naturligvis er, når 99 procent af danskerne hver uge forbruger ét eller flere af DRs tilbud. Derved beviser man, at man tilbyder noget for alle.
Men der må også kunne udtænkes andre parametre, der dokumenterer, at DR fundamentalt udfylder helt andre behov end de kommercielle – både i bredden og i dybden. Det er jo fint, når DR får høje seertal til internationalt Melodi Grand Prix, men det siger bare meget lidt om, hvorfor vi som danskere af kvalitetsmæssige årsager aldrig ville undvære DR.
Dansk drama er det bedste eksempel på DRs evne til at skabe uovervindelige fyrtårne. De fleste dramasucces’er som Krøniken og andre er ønsketænkning for de kommercielle tv-stationer, fordi de aldrig vil kunne regne den hjem, og fordi man ikke har modet til at løbe risici i den størrelse.
Mange andre solide fyrtårne kan bygges. Børne- og ungdoms-tv, nyhederne, nyt indhold på internet, mobil, PDA, iPod/MP3 eller helt andre ting i naturlig forlængelse af de nye og skærpede public service-krav burde være områder, hvor DR skaber en klasse helt for sig selv. TV 2 har eksempelvis skabt sig et unikt fyrtårn på NFL og amerikansk fodbold.
Der er masser af områder, som er kommercielt set uinteressante (endnu). En stærk indsats på de fyrtårne, som de kommercielle ikke kan kopiere, vil hjælpe os alle til for resten af livet at huske DR som det sted, hvor man får og fik de første, største og mest betydningsfulde oplevelser – bragt gennem alle typer medier. At DR ikke bare var endnu en udbyder af muligheder for at slå tiden ihjel. Det vil være et godt grundlag for livslang loyalitet for DR.
En vellykket erobring af den store midtbane vil også afhængige af, om DR formår at etablere sig som den væsentligste nyhedsleverandør i landet. Og igen – helt i særklasse, hævet over alle andre. En gennemført sober og troværdig nyhedsformidling er selve det omdrejningspunkt, som public service-virksomheden DR bør dreje sig om, og det betyder intet mindre end de allerbedste journalistiske produkter, programmer og kompetencer. De ypperste publicistiske principper bør være målsætningen i betragtning af, at DR er fri og uafhængig af økonomiske særinteresser og samtidig er landets allerstørste journalistiske arbejdsplads – nyhedsmusklerne er enorme.
Skal man nå målet om at være den ultimative nyhedsleverandør med højeste troværdighed, er man nødt til at tage et opgør med kritikken af, at DR udøver partisk og usaglig journalistik. Kritikken har lydt i årevis. DR bør ikke blot feje kritikken af bordet, men agere på den.
Måske er tiden inde til at få iværksat et arbejde, som kortlægger kritikkens berettigelse eller ej. Og hvis det grundige arbejde dokumenterer, at DR faktuelt ikke har et problem med den påståede journalistiske slagside, må man via imagearbejde og kampagner sørge for at få overbevist offentligheden, så diskussionen én gang for alle kan blive lukket. Indtil det sker, er det en daglig barriere for, at DR kan opnå maksimal troværdighed.
Alt i alt: DR har behov for internt og eksternt at få fastslået, at institutionens raison d’être i stigende grad adskiller sig fra TV 2s og andre kommercielle medievirksomheders. DR er ikke som de andre. Det skal man spille på ved at gå egne veje og sætte den højeste standard. Man skaber ikke sin egen liga ved at gå i andres fodspor.
----------------------------------------------------
Denne blogpost er også publiceret i bladet Markedsføring den 16. januar 2007 på kortlink.dk/3mdm
DR er dømt ude, stemplet som taber. Ja, kampen er faktisk slut.
Sådan skulle man næsten tro, at virkeligheden ser ud, - dels fordi DR slås med Ørestadsbyggeriet, og fordi kontrasten til TV 2s vilde ridt hen over prærien er så enorm.
Men der er ubeskrevne perspektiver for DR i den igangværende udvikling. TV 2 galopperer i en helt anden retning end den, DR har interesse i, og det bør pirke afgørende til en debat om DRs rolle og selvforståelse. Mens TV 2 i stigende grad kommercialiseres – helt i tråd med TV 2s adm. direktør Per Mikael Jensens ord og handlinger – giver det mere rum og plads for DR til udvikling på den midterbane, som DR og TV 2 i næsten to årtier har kæmpet om, - her hvor public service forenes med underholdningen og folkeligheden. Der er dog brug for, at DR redefinerer sin selvforståelse væk fra et mangeårigt fokus på alt, hvad TV 2 foretager sig. Også flere borgerlige politikere er nu ved at se behovet for et stærkt DR i et stadigt mere kommercielt mediebillede.
For TV 2 og DR er efter mange års infight på vej væk fra hinanden. TV 2 gennemgår netop nu de mest skelsættende forandringer nogensinde, og det vil give et andet og noget mere kommercielt TV 2 end hidtil.
Per Mikael Jensen har ved flere lejligheder – senest på Børsens medietopmøde i december – konstateret, at DR ikke er TV 2s hovedmodstander. DR kan altså forvente, at TV 2 ikke længere systematisk vil vogte over hver eneste bevægelse hos DR og iværksætte et modsvar.
DRs situation er derfor gunstigere nu og med friere manøvremuligheder. DR vil kunne brande sig selv som den egentlige og samlende kultur- og medieinstitution her til lands – her hvor sammenhængskraften virkelig folder sig ud. Rigtig fortalt og udført vil vi som licensbetalere kunne bringes til i fremtiden at værdsætte, at der midt i de kommercielle slagsmål var nogen, som sørgede for at tænke i alsidighed, mangfoldighed og væsentlighed – uafhængigt af hensyn til bundlinje, seer-, lytter- og brugertal – til gavn for kulturarven.
Fortsættelsen af logikken vil være, at DR bygger et image af sig selv som anderledes end alle andre; et billede af et DR i sin helt egen liga som en institution – og ikke en virksomhed – og som det er meningsløst at lade sammenligne med medievirksomheder i et rent kommercielt marked. DR kan udvikle sit eget sæt af helt andre succeskriterier, som vil understrege kvalitet frem for kvantitet. Dækningskriteriet, som DR allerede anvender i dag, er et godt eksempel på at dokumentere kvalitet, som det naturligvis er, når 99 procent af danskerne hver uge forbruger ét eller flere af DRs tilbud. Derved beviser man, at man tilbyder noget for alle.
Men der må også kunne udtænkes andre parametre, der dokumenterer, at DR fundamentalt udfylder helt andre behov end de kommercielle – både i bredden og i dybden. Det er jo fint, når DR får høje seertal til internationalt Melodi Grand Prix, men det siger bare meget lidt om, hvorfor vi som danskere af kvalitetsmæssige årsager aldrig ville undvære DR.
Dansk drama er det bedste eksempel på DRs evne til at skabe uovervindelige fyrtårne. De fleste dramasucces’er som Krøniken og andre er ønsketænkning for de kommercielle tv-stationer, fordi de aldrig vil kunne regne den hjem, og fordi man ikke har modet til at løbe risici i den størrelse.
Mange andre solide fyrtårne kan bygges. Børne- og ungdoms-tv, nyhederne, nyt indhold på internet, mobil, PDA, iPod/MP3 eller helt andre ting i naturlig forlængelse af de nye og skærpede public service-krav burde være områder, hvor DR skaber en klasse helt for sig selv. TV 2 har eksempelvis skabt sig et unikt fyrtårn på NFL og amerikansk fodbold.
Der er masser af områder, som er kommercielt set uinteressante (endnu). En stærk indsats på de fyrtårne, som de kommercielle ikke kan kopiere, vil hjælpe os alle til for resten af livet at huske DR som det sted, hvor man får og fik de første, største og mest betydningsfulde oplevelser – bragt gennem alle typer medier. At DR ikke bare var endnu en udbyder af muligheder for at slå tiden ihjel. Det vil være et godt grundlag for livslang loyalitet for DR.
En vellykket erobring af den store midtbane vil også afhængige af, om DR formår at etablere sig som den væsentligste nyhedsleverandør i landet. Og igen – helt i særklasse, hævet over alle andre. En gennemført sober og troværdig nyhedsformidling er selve det omdrejningspunkt, som public service-virksomheden DR bør dreje sig om, og det betyder intet mindre end de allerbedste journalistiske produkter, programmer og kompetencer. De ypperste publicistiske principper bør være målsætningen i betragtning af, at DR er fri og uafhængig af økonomiske særinteresser og samtidig er landets allerstørste journalistiske arbejdsplads – nyhedsmusklerne er enorme.
Skal man nå målet om at være den ultimative nyhedsleverandør med højeste troværdighed, er man nødt til at tage et opgør med kritikken af, at DR udøver partisk og usaglig journalistik. Kritikken har lydt i årevis. DR bør ikke blot feje kritikken af bordet, men agere på den.
Måske er tiden inde til at få iværksat et arbejde, som kortlægger kritikkens berettigelse eller ej. Og hvis det grundige arbejde dokumenterer, at DR faktuelt ikke har et problem med den påståede journalistiske slagside, må man via imagearbejde og kampagner sørge for at få overbevist offentligheden, så diskussionen én gang for alle kan blive lukket. Indtil det sker, er det en daglig barriere for, at DR kan opnå maksimal troværdighed.
Alt i alt: DR har behov for internt og eksternt at få fastslået, at institutionens raison d’être i stigende grad adskiller sig fra TV 2s og andre kommercielle medievirksomheders. DR er ikke som de andre. Det skal man spille på ved at gå egne veje og sætte den højeste standard. Man skaber ikke sin egen liga ved at gå i andres fodspor.
----------------------------------------------------
Denne blogpost er også publiceret i bladet Markedsføring den 16. januar 2007 på kortlink.dk/3mdm
Abonner på:
Opslag (Atom)