Systemfejl i journalistikken

Jeg læste for et par dage siden en ualmindelig interessant klumme i 24timer. Den var begået af min udmærkede ex-kollega – Jesper Steinmetz, studievært på TV 2 NYHEDERNE.

Klummen var så interessant, at jeg må nævne den i dette forum, for dens budskab var fantastisk vigtigt. Den giver inspiration til at overveje, om ikke der reelt er en egentlig systemfejl i journalistikken, når det kommer til en evig forherligelse af alt, hvad der er nyt.

Jesper Steinmetz beskriver ret præcist, hvordan vi lever i en tid med evig jagt på et nyhedsfix. Overskriften "Vi ophøjer det nye til at være mest interessant" dækker over en historie, hvor der tages hul på en diskussion om journalisters kærlige, men også smertefulde forhold til jagten på nyheder. Det nye er det interessante, og når det nye begynder at få lidt patina, smuldrer interessen hos medierne – eller afløses af decideret skepsis og kritisk journalistik.

Det virker næsten for forudsigeligt, men se bare på hvordan det gik med Kenneth Plummer, med Second Life, Bjarne Riis, Peter Brixtofte og mange, mange andre personer, virksomheder og organisationer, som starter med at være så enormt hipt og populært.

Jeg kan umuligt være den eneste journalist, som har bemærket, at der er en meget stærk medløber-effekt, når noget er nyt og spændende. Stakkels det fjols af en journalist, som dukker op på morgenmødet på redaktionen og foreslår en hårdtslående kritisk vinkel, når alle andre medier kammer over i jubel. Og vice versa når nyhedens interesse for længst har lagt sig, og man begynder at reflektere over, om det nu også er så rosenrødt – alt det medierne har beskrevet.

Men noget er, som det ikke bør være, når man for nylig i Berlingske Nyhedsmagasin kunne læse, at ret mange topchefer i erhvervslivet slipper afsted med stort set ingen eller slet ikke nogen kritisk presse, mens andre skal finde sig i næsten udelukkende kritisk presse. Det kan være et vidnesbyrd om, at pressen har sine helte og sine prügelknabe, hvilket ikke er så værdigt. Det burde være mere nuanceret, og der synes dermed at være et hul i markedet for altid at gå imod strømmen, når lemminge-effekten sætter ind.

Steinmetz bruger fremkomsten af Ny Alliance som et udmærket eksempel på, at medierne elsker det nye og friske – lige indtil der sker noget andet, som er nyt og friskt. I det aktuelle tilfælde udnævnelsen af Margrethe Vestager som Marianne Jelveds afløser. Prisen for de hurtige nyhedsfix er manglende fordybelse, og det er udeladelsen af væsentlige nuancer.

Det ville være meget rart, om pressen i højere grad rummede over nogle flere drenge fra Kejserens Nye Klæder – når begejstringen ingen ende vil tage, og alle løber i samme retning, ville det være herligt befriende, hvis der altid stod to-tre knægte og råbte: "Jamen, han har jo ikke noget på." Og ikke først når nyhedens interesse har lagt sig.

Det nye er jo ikke altid godt. Risikoen er, at vi går og bilder os selv ind, at det nye, forandringerne, udskiftningerne er af det gode, mens det gamle, traditionerne og erfaringerne er en trussel. Der er en tendens til, at man sætter lighedstegn mellem det nye og så det visionære, fremtiden, det dynamiske og udviklende, mens det gamle og det bestående er det modsatte. Dynamik og udvikling er godt og nødvendigt, men det er kontinuitet, viden og erfaring også. At påstå at kun det nye er godt og nødvendigt er en ubegavet forsimpling af tilværelsen.