Liberal Alliance er en kæmpe udfordring for pressen. Ja, for nogen medier nærmest en torn i øjet.
Pressens problem med partiet er, at det handler og agerer uforudsigeligt og utraditionelt, at det ikke spiller det sædvanlige politiske spil mellem pressen og Christiansborg.
Medierne fremhæver eksempelvis ofte som et problem, at en del af partiets spidskandidater er uden politisk erfaring. Skal man være Djævlens Advokat, kan man lige så vel argumentere for, at de andre partiers kandidater derved har for lidt erfaring fra livet uden for politik.
Det er også blevet en udfordring for pressens sædvanlige arbejdsmetoder og tankegang, at Liberal Alliance indtil videre nægter at underlægge sig de uskrevne spilleregler, arbejdsmetoder, kilde- og vinkelvalg, som dansk politisk journalistik arbejder efter. Og især synes det at virke som en provokation på pressen, at partiet ikke uden videre anerkender den dagsorden, som pressen hævder at have eneretten på at sætte.
Partiets obsternasighed gør det efterhånden til et særligt journalistisk mål at få skovlen under Liberal Alliance - partiet risikerer, hvis ikke det skruer ned for sin kamp mod pressen, at ende som et trofæ, alle vil gå efter ud fra samme skabelon, som vi først så det med Lene Espersen og senere Birte Rønn Hornbech: på et tidspunkt er pressens momentum og indre drivkraft ustoppelig, og så vil det føre til en kamp mellem de forskellige medier om at være dén, der tager byttet hjem.
Lige nu ligger venstrefløjen lunt til i forhold til denne lidet interessante opmærksomhed, men mon ikke de også får kærligheden at føle snart - de står dog også til potentielt at få samme markante indflydelse, som var Tv-avisens begrundelse for at teste Liberal Alliances kandidater.
Ingen partier eller politikere kan reelt modstå det grundige kasseeftersyn, som pressen praktiserer, når den rigtigt ruller sig ud. Her kommer ingen tvivl den anklagede til gode, tværtimod kommer tvivlen ofte den anklagede til skade.
Et interessant eksempel på dette fokus på Liberal Alliances "civile ulydighed" mod pressens præmisser rullede over skærmen i DRs TV-avisen 21 Søndag, hvor studieværten Kim Bildsøe Lassen virkede indigneret og næsten ophidset over, at han ikke kunne få partileder Anders Samuelsen til at begribe, at præmissen for DRs kritiske indslag om Liberal Alliance var rigtig og relevant - hvorimod det tilsvarende var lige så svært for Samuelsen at få Bildsøe til at forstå det modsatte argument.
DRs indslag var baseret på, at DR-redaktionen sammen med tre valgforskere havde opstillet 11 spørgsmål, som man i en telefonisk test bad alle spidskandidaterne i Liberal Alliance svare på.
Ifølge Anders Samuelsen ville testen uanset resultatet ende med en negativ historie: Svarede kandidaterne forskelligt, ville det blive udlagt som uenighed og intern fnidder. Svarede kandidaterne enslydende, ville det blive problematiseret med en anklage om topstyring.
DRs historie var konstrueret på en måde, så det ifølge Samuelsen ville blive en taberhistorie for Liberal Alliance uanset hvad, hvilket partiet indså og derfor takkede nej til at deltage.
Partiets reaktion var helt uventet for redaktionen og forskerne, der var både forargede og overraskede over, at Liberal Alliance ikke ville spille det spil, man havde sat op, nøje udviklet og udtænkt mellem redaktion og forskere efter spilleregler, som man forventer, at alle politikere og partier underkaster sig, hvis de vil sikre sig en nogenlunde fredsommelig relation til pressen.
Én af forskerne mente endda ligefrem, at partiets reaktion ikke er politik værdigt, og det er klart, at man som forsker bliver dybt provokeret, hvis partierne sætter spørgsmålstegn den altvidende sagkundskabs metoder.
Skal man imidlertid vurdere testen ud fra et journalistisk-fagligt synspunkt, ville den blive placeret i den mere kulørte genre. Det er en form for trick-test, som pressen med mellemrum ynder at udsætte politikere for med henblik på at få dem i gyngen. Det er på forhånd udelukket, at der kan komme noget substantielt politisk indhold ud af en sådan "øvelse". Skabelonen virker - hvis man vil håne og latterliggøre folk. Det er sket for utallige politikere på tværs af partiskel gennem årene.
De aktuelle spørgsmål er raffinerede og kan kun - igen uanset partifarve - besvares komplekst og med en række forbehold og nuancer i relation til den givne situation, hvor det konkrete, politiske valg skulle træffes - som det gælder for alle politiske spørgsmål med en vis kompleksitet. Men testen fordrede så simple og unuancerede svar, at enhver politiker uafhængig af tilhørsforhold burde boykotte undersøgelser af den art.
Jeg kan egentlig godt forstå præmissen for DRs historie, fordi det er en sjov og drillende vinkel, et letbenet indslag i alvoren. Men jeg kan slet ikke forstå DRs selvhøjtidelighed i forhold til historien al den stund, at indslaget selv med den bedste vilje ikke kan kategoriseres i den hårde, seriøse ende af den journalistiske skala. Seriøse politiske debatter og synspunkter bør og kan ikke sættes ind i et multiple choice skema eller voxpops, hvor man ofte kun må svare "ja" eller "nej".
Desværre er der næppe nogen tvivl om, at med den vej som dansk politisk journalistik bevæger sig ad for tiden, vil der komme meget mere af den slags. Og indtil videre har partierne, til en vis grad bortset fra Liberal Alliance, vænnet pressen til, at man beredvilligt svarer på selv de mest fordummende tests, voxpops og andre journalistiske initiativer med populistisk islæt, som ikke bidrager til meget andet ned at reducere respekten for politik - godt hjulpet på vej af et hav af politiske kommentatorer, der målt i taletid er mere "på" og on-air end politikerne.
Liberal Alliance har indtil videre ikke gjort megen knæfald for pressen, tværtimod, og det kan vise sig at være ualmindelig dumt, hvis det blot ender med at vække pressens blodtørst.
Vi vil snart finde ud af, om partiet består af modige og/eller dumstædige mænd og kvinder, som vedvarende tør sætte sig op mod pressens magt og til tider tyranni - eller om Liberal Alliance i dette ballgame blot er en døgnflue, der ender med at kapitulere og falde til patten som de fleste partier og politikere desværre har gjort, altimens seriøse og nødvendige politiske emner bliver skubbet til side.
Så kan man tale om noget, der ikke er politik værdigt.
Omvendt kan man håbe på, at modstanden inspirerer de andre politiske partier til at nægte fortsat at lade medierne gøre politik til et spil, der kommenteres af en en studievært og en kommentator som var det en simpel sportskamp.
Og pressen kunne ved samme lejlighed genlæse de meningsmålinger, som i de seneste uger har vist, at borgerne nærer en markant mistillid til pressen. For eksempel mener 92 procent af befolkningen i en undersøgelse gennemført af CEVEA, at pressens personfnidder flytter fokus fra politisk substans. Talrige andre underkender pressens metoder og vinkelvalg. Forhåbentlig indfinder der sig snart et mentalitetsskifte.
