I dagens udgave af Jyllands-Posten er TV-Avisens chef, Henrik Keith Hansen, igen ude med et forsvar for sin institution og prøver at afværge så meget kritik som muligt.
Det er helt naturligt. Det er Keith Hansens opgave. Men i sit indlæg forsøger han at skelne mellem kritik og kritik, for altimens han med den største selvfølge accepterer politikeres og ministres ret - og pligt - til at korrigere fejl og påtale dem over for TV-Avisens journalister.
Derimod mener Keith Hansen, at de pågældende ministre eller politikere går over stregen, hvis henvendelserne får en karakter, at det kan opfattes som chikane eller usaglig kritik.
Det er lige præcis hér, at hele miseren opstår, for hvem er det, der har retten til at afgøre, om en kritik er saglig eller ej. Det duer i hvert fald ikke at lade journalister afgøre det, for vi er meget dårlige til at anerkende, at der er begået fejl. Betvivler man det, kan man bare se, hvor lang tid der gik, inden der blev erkendt fejl i forbindelse med Den hemmelige krig - selvom fejlene længe var påpeget af kritikere.
Keith Hansens synspunkter lider af den afgørende svaghed, at man mangler en overdommer. Det er ikke givet, at fremført kritik er usaglig eller, at der er tale om chikane - bare fordi journalisten eller redaktøren synes det. Det vidner mailen fra kulturministeren til Jørgen Kleener om, for hverken han eller daværende generaldirektør Chr. Nissen opfattede det som pression.
Men TV-Avisen og Keith Hansen tilraner sig et enestående våben i afværgelse af kritik, når man vil have monopolet på at afgøre, hvornår en kritik er usaglig. Det siger selv selv, at afsenderen af kritikken som udgangspunkt overhovedet ikke er enig i, at kritikken er usaglig. Man mener endda formentlig, at den er yderst relevant og velbegrundet.
Det ville være klædeligt, om Henrik Keith Hansen og TV-avisen fik defineret nogle mere brugbare rammer for, hvornår politikere og ministre må fremsætte kritik end ved ensidigt at påberåbe sig retten til til enhver tid at kunne kalde det pression, for ellers ender ordet som et gummiord, der passende kan tages frem, hvis kritikken bliver for ubehagelig.
Sker det, er vi ingen vegne kommet, og Keith Hansens erklæringer om, at det er tilladt for politikere og ministre at kritisere og kontakte journalister bliver derved indholdsløs.
Læs tidligere indlæg om samme emne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar