Er der opgør og selvransagelse i gang i den danske mediebranche på det politisk-redaktionelle område? Sådan synes jeg, at det virker.
Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at der under og efter tidligere valgkampe har været så ekstremt stor fokus på enkeltpersoners - det være sig kommentatorer, redaktører og reportere - relationer og uafhængighed, som det har været tilfældet denne gang. Der har været skudt på mange - lige fra Qvortrup og Pittelkow til Michael Kristiansen, DR, TV 2, Urban og Politiken.
Selv her langt over en måned efter valget ser vi stadig historier i pressen om, hvordan personlige relationer har medført redaktionelle prioriteringer, som efterfølgende er gjort til genstand for mistænkeliggørelse.
Det er som om, at debatten har rullet stærkere og mere intenst denne gang. Det er som om, det er ved at brænde på. Vi har brug for en udtømmende og selvkritisk debat - efterfulgt af nødvendige foranstaltninger - så vi sikrer, at relevant mistanke om journalisters, redaktørers og kommentatorers uafhængighed bringes til torvs og ud i fuld offentlighed.
For mig at se er der tegn på at vi ikke længere bliver ved med at kunne undvige egentlige politiske varedeklarationer af medierne og de centrale redaktionelle medarbejdere, som beskæftiger sig med politisk journalistik.
Kun sådan vil befolkningen og medieforbrugerne blive bedst muligt klædt på til at forholde sig kritisk, nøgternt og udtømmende til værdien og validiteten af den enkelte historie og det medie, som bringer den pågældende historie.
Har det redaktionelle miljø noget at tabe ved selv at praktisere den maksimale grad af åbenhed, som vi selv kræver af alle mulige andre fra regeringen og offentlige myndigheder, A. P. Møller, DONG og for den sags skyld Bjarne Riis. Det mener jeg ikke, at det har - det vil tværtimod klæde medierne og pressen at stå helt i front i rene linjer, ærlighed og åbenhed.
Det seneste og aktuelle tilfælde finder man i Berlingske Tidende i dag lørdag, hvor det fremgår, at DR valgte at fjerne en politisk reporter fra valgdækningen af Ny Alliance på valgaftenen. Den pågældende reporter - Christian Gundtoft - er personlige venner med Henrik Qvortrup, og vi kender alle historien om Qvortrup versus Khader under valgkampen. DR’s beslutning kom ifølge Berlingske Tidende efter pres fra Ny Alliance, og den pågældende journalist blev sat på en anden opgave. Sagen er, at der nødvendigvis bliver truffet centrale redaktionelle beslutninger på baggrund af forhold, som isoleret set ikke har noget substantielt med den pågældende historie at gøre.
Og havde man valgt at sende Gundtoft ud for at dække Ny Alliance, er der i mit sind ingen tvivl om, at det ville have været en nødvendig deklaration at fortælle seerne om de personlige, private præferencer, som Gundtoft føler i forhold til en nær ven - i dette tilfælde Qvortrup.
Det er jo ikke sådan, at disse interessekonflikter, personrelationer osv. er mere udbredt nu end tidligere, men medierne synes at være blevet mere opmærksomme på det og kritiske i forhold til hinanden.
Det er en ny udvikling, men den har endnu ikke bredt sig fra kritik og ransagelse til selvkritik og selvransagelse. For eksempel er det umuligt for Ralf Pittelkow at få sine pointer taget alvorligt, når han ifølge sin egen undersøgelse mener at have påvist, at DR’s og TV 2’s redaktionelle dækning af hhv. opposition og regering under valgkampen faldt voldsomt ud til fordel for oppositionen målt på antallet af kritiske indslag.
Det er problematisk, at kritikken altid bare bliver afvist som en automatreaktion, for som Niels Krause-Kjær skriver i Berlingske Tidende i dag om Pittelkows undersøgelse: Sæt nu Pittelkow har bare en smule ret. Alle burde have en interesse i at få be- eller afkræftet de tilbagevendende påstande om, at journalister er ræverøde, og at det styrer deres arbejde.
Sagen er netop, at journaliststandens politiske standpunkter ikke er repræsentativ for befolkningen generelt, og så længe at journalister udfører deres job samvittighedsfuldt og professionelt, behøver det heller ikke være et problem. Men det er en relevant og åben information for mig som borger og medieforbruger at kende fakta. Jeg synes, det er væsentligt og fuldstændig centralt som læser af Urban at vide, at der blandt 30 redaktionelle medarbejdere på Urban er 27, som stemmer på oppositionspartierne.
Oplysningen vil formentlig påvirke mange Urban-læseres tillid til avisens evne til at udføre sine redaktionelle opgaver professionelt og tilstræbt objektivt, men alternativet - at forholde læserne den relevante information - er fuldstændig uholdbar og undergravende for troværdigheden på den lange bane.
Grundlæggende forstår jeg ikke pressens modvilje i forhold til at have en fuldkommen åben og ærlig linje over for borgerne.
Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke er en helt naturlig og nødvendig del af pressens arbejde konstant at forholde sig selvkritisk til den løbende redaktionelle dækning. Jeg forstår ikke, at man ikke vedtager, at borgerne skal kende alle relevante oplysninger om redaktionelle medarbejdere og de redaktionelle prioriteringer. Når man holder sig for øje, at pressens rolle i en valgkamp kan være fuldstændig central for udfaldet, er det indiskutabelt, at pressen sørger for at påtage sig dette ansvar og øger sin opmærksomhed om de negative og positive sideeffekter, som kan udløses ved uhensigtsmæssige redaktionelle prioriteringer - taget lidt for meget ved tilfældigheder og med venstre hånd.
Lad os alle kigge med i kortene, så vi som borgere får maksimal tillid til de processer og resultater, som medierne opererer hver dag. Prøv med en åbenhjertig politisk varedeklaration.
