Tv-indholdets totale sammensmeltning

Den nye regering ventes at ville forbyde product placement, som VK-regeringen lige har tilladt. Men de nyeste tv-apparater lukker internettet direkte ind på tv-skærmen og vil afgørende påvirke både danske og europæiske politikeres muligheder for at lovgive retfærdigt om reklamer på tv


Den danske radio- og tv-lovgivning er alvorligt udfordret - ultimativt kan væsentlige dele af den være under regulær afvikling.

Tv-teknologien tordner derudad, og der er enorme kræfter på spil, når giganter som Samsung, Sony og Philips ruller hele deres innovationsmaskineri ud og lancerer toptunede tv til forbrugerne.

Det seneste er de såkaldte Smart TV, hvor tv-apparatet er blevet koblet op på hjemmets trådløse netværk og således reelt er blevet en kæmpemæssig smart phone. Og lidt mere end dét. For man får selvfølgelig som sædvanlig via sin tv-distributør adgang til alle de kendte og foretrukne tv-kanaler, men derudover får man sømløst adgang til oceaner af videoindhold via nettet. Sømløst, fordi tv-seeren ikke vil opleve nogen forskel på de billeder, der kommer ind via broadcast (dvs. ordinære tv-kanaler) og så de billeder, som kommer ind via nettet, eksempelvis web-tv, YouTube eller tv-kanaler, som er etableret som ren markedsføring for virksomheder og brands - Jyske Bank TV er et udtryk for dette.

Men hvorfor er det så relevant i relation til reklamelovgivningen?

Af flere årsager - både fordi lempelig reklameregulering skaber øgede muligheder for alternativ finansiering af indhold, og fordi tv-indhold leveret via broadcast (dvs. antenne-tv, kabel eller parabol) er underlagt stramme restriktioner i form af forbud mod afbrydelser af tv-udsendelser, maksimalt 12 minutters reklamer i timen, forbud mod politiske reklamer samt nu formentlig også snart forbud mod product placement.

Det skel, der tidligere var så indlysende og som klart identificerede en tv-kanal fra andet video-indhold som YouTube, er ved at blive udvisket, når vi ser andre mediehuse producere stadig bedre web-tv, der er fyldt med skjult reklame, plastret til med bannere, og som kan være én lang product placement produktion, - og som tilmed findes side om side med andet traditionelt indhold på tv'et.

Dagblade som Børsen, B.T. og Jyllands-Posten har lanceret web-tv, der ikke er at betragte som normal broadcast-virksomhed. Mens broadcast er en flow-proces, hvor det der udsendes i en given rækkefølge i princippet er væk igen, når det er udsendt, er web-tv principielt en On demand-tjeneste. Her har brugeren kontrol over, hvornår han ønsker, at et givent indhold ruller over skærmen.

EU-Kommissionen har forsøgt sig med tilpasninger og justeringer til "Audiovisual Media Services Directive" (AVMSD) for at imødegå de forandringer, som den heftige teknologiske udvikling trækker med sig. For eksempel har man introduceret en sondring mellem lineære og non-lineære audiovisuelle ydelser.

Oversat betyder det, at de lineære ydelser dækker over traditionel broadcast - altså flow-tv - så rækker definitionen ind over netbaserede tv-udsendelser såsom stream. Her taler vi om udsendelser eller programmer - som uafhængig af distributionsform eller hvem der udbyder tjenesten - der ses simultant af seerne, og som er tidsmæssigt programsat.

I modsætning hertil står de non-lineære tv-ydelser, der også benævnes som on-demand services. Her defineres ydelserne som nogle, der vælges fra et katalog udbudt af en medieindholdsleverandør, og som seerne kan vælge at se, når det passer dem.

Selvom der er regelsæt, der gælder begge typer audiovisuelle ydelser, gælder der alligevel væsentlig strammere regler for de lineære ydelser - altså traditionel broadcast/flow-tv - blandt andet de kendte restriktioner for reklamer, herunder maksimalt 12 minutters reklamer i timen.

At denne sondring har virket naturlig, da den blev vedtaget, er givet, men i dag er den forældet.

Der er stadig audiovisuelle tjenester og produkter i hver sin ende af skalaen, hvor definitionerne er klare, og hvor sonderingen giver mening. Men på midten er der ved at opstå en sammensmeltning, som vil gøre det umuligt at foretage en meningsfuld skelnen.

For eksempel vil det blive stadig sværere at afgøre, hvordan web-tv og arkiv-tv kategoriseres, for når det via internettet får direkte adgang til på lige fod med andet tv-indhold at blive tilgængelig på fjernsynsapparaterne, udviskes yderligere forskelle.

Følger man definitionerne helt stringent, vil web-tv umiddelbart være at opfatte som en non-lineær tjeneste, hvis det er integreret i en player på et givent website. Men hvis udbyder som et led i et journalistisk initiativ eller en kampagne markedsfører et bestemt indslag som en live-aktivitet - et streamed signal - vil lige præcis det pågældende indslag så falde ind under lineære tv-ydelser? Eller vil det afhænge af, om seeren rent praktisk skal trykke på en knap for, at det vil være at betragte som on-demand (non-lineært)? Vil tv-tjenesten være lineær, når streamingen påbegyndes på det eksakt annoncerede tidspunkt, og vil det forvandles til non-lineært, hvis man on-demand først vælger at se med nogle sekunder, minutter eller timer senere?

Hvordan disse forhold fortolkes, er der givetvis en praksis for i dag, men i takt med at de lineære og non-lineære tv-tjenester vil være at finde side om side på tv'et, og at seerne får sværere og sværere ved at skelne de to ydelser, er det så rimeligt, at de to ydelser underlægges to forskellige lov-reguleringer?

Der er i hvert fald optræk til, at forskellige medieindholdsleverandører kommer ud for lovgivning, som forvrider konkurrencen, når alt indhold i stigende grad smelter sammen på tv'et.

Lovgivere både på nationalt og EU niveau står med en væsentlig udfordring, eftersom de hidtidige forsøg på at tøjle og kontrollere tv-mediet kommer til kort og på sigt bliver stadig vanskeligere, måske reelt umulige. Det bør lovgiverne nøje overveje - alternativet, ny national eller EU regulering, risikerer at skade danske eller europæiske medievirksomheders konkurrenceevne.

Uansvarlighed tager kegler

Jeg ser i denne valgkamp ofte på Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten, og så bliver jeg altså lidt misundelig - ikke over hendes politiske ståsted, men over den lethed, hvormed hun udlægger teksten, hendes verdensanskuelse, forenklinger og lancering af de hurtige, nemme løsninger.

Hvor gad jeg godt være politiker og befriet for alle de mange nuancer, der kan forstyrre et klart, simpelt budskab, befriet for det tyngende åg, som alle øvrige partier i Folketinget tager på sig - en ansvarlighed for samfundsøkonomien, også når det gør ondt, når udgifterne er løbet løbsk og skal nedbringes. Bare at kunne sige, at man vil gøre alt det gode, uden at føle sig forpligtet til at redegøre for, hvordan det i praksis kan realiseres uden det totale, økonomiske sammenbrud. Mangler der nogle penge, så tager vi jo bare nogle flere fra dem der har pengene. De er alligevel nogle dumme svin.

Johanne Schmidt Nielsen banker løs i alle de store debatter og boltrer sig, fordi hun er herligt fri for at forholde sig realistisk og ansvarligt til noget så banalt som den danske nationaløkonomi, dansk erhvervslivs konkurrenceevne og dermed til selveste den maskine, som producerer værdierne til vores velfærdssamfund. Hun snakker om at få arbejdsløse håndværkere til at isolere boliger - tja, umiddelbart en god idé hvis man aldrig bliver udsat for kritiske spørgsmål om, hvem der dog skal betale for, at boligejerne skal have deres huse isoleret.

Enhedslistens og Johannes succes ved dette valg - partiet står i skrivende stund til at øge mandattallet fra 4 til måske 12-13 mandater - skyldes ikke mindst, at pressen har ladet de forsimplede, letbenede budskaber stå fuldstændig uprøvede og uimodsagt. De hurtige, frække kommentarer der valgkampen igennem har udløst bunker af klapsalver og roser er forblevet helt og aldeles uudfordrede, selvom den ene udmelding efter den anden skriger på kritisk journalistik.

Kommentatorer, journalister og andre står i kø for igen og igen at udråbe Johanne til vinder, som vidunderbarn, stjerne og meget andet. Men så længe man får lov til at køre uanfægtet løs uden at blive udspurgt kritisk og trængt i defensive, så fremstår man jo selvsagt langt mere positiv, visionær og dygtig end Villy S., Helle T. og Lars L.

Enhedslisten er lykkedes fuldt ud med strategien om at sætte Johanne Schmidt Nielsen i front. Hun virker tiltalende og sympatisk på mange, og det får paraderne til at sænke sig - ikke mindst hos journalister, og mange har endda upassende fremhævet både hendes alder og køn, som om det skulle være kvalificerende for noget som helst i politiske sammenhænge. Det er sexistisk og diskriminerende i den boldgade, som mennesker i Enhedslisten ellers hader mere end noget andet. Men måske gør det ikke noget, hvis det kommer dem selv til gode.

Tag et kig på partiets principprogram. Det er røster fra fortiden, fra Sovjetunionens og fra DDRs paradisiske systemer, der førte til mere undertrykkelse, end verden hverken før eller siden har vidnet.

Partiet indrømmer tilmed åbent selv, at man går efter et kommunistisk system, og selvom man i Danmark altid har haft et lige vel afslappet forhold til kommunisme, skal en journalist ikke ringe ret langt væk for at finde mennesker, der kan fortælle gruopvækkende historier om kommunismen, dens forbrydelser og ofre. De lande som har mærket kommunismens jernnæve ville føle sig krænkede over den lemfældighed, journalister i Danmark behandler et parti som Enhedslisten med.

Der er en perlerække af absurditeter i principprogrammet, som enhver journalist kunne have forholdt sig kritisk til. For eksempel er verdensbilledet håbløst forældet, når man taler om, at arbejderklassen er udbyttet. Over halvdelen af danskerne i den arbejdsdygtige alder er i dag på overførselsindkomster, og som snarere er de udbyttende i forhold til arbejderne, som skaber værdierne og knokler løs. Nu skal modtagere af overførselsindkomster tilmed til at have endnu mere, mens de arbejdende klasser skal arbejde og betale endnu mere.

Og så vil partiet ifølge principprogrammet stjæle virksomhederne ved at ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne. I realiteten skal alle afgive deres virksomheder, store som små. Et eksempel på forældet verdensbillede, hvor masser af vidensarbejdere i dag arbejder i netværksstrukturer bestående af små virksomheder med en enkelt eller ganske få ansatte. Almindelige arbejdere, der har organiseret sig på mere moderne måder, ville, hvis det stod til Enhedslisten, blive frataget den private ejendomsret til deres produktionsmidlerne (man må antage, at Enhedslisten simpelthen vil stjæle deres Mac-computere). Men ingen aner noget, for ikke én journalist har gidet stille de kritiske spørgsmål, selvom der er rigeligt at spørge om.

De politiske tanker i principprogrammet er verdensfjerne og ude af sammenhæng med, hvordan verden ellers er skruet sammen. Det forekommer ejendommeligt, at pressen har brugt så meget krudt på at forholde sig kritisk til S-SFs 12 minutter og VK+R's tilbagetrækningsreform, som er det rene vand ved siden af Enhedslistens økonomiske politik og de konsekvenser, det ville få, hvis bare en brøkdel af politikken blev iværksat.

Men hvor er det dog let at være Johanne og Enhedslisten - utynget af at tage medansvar. Men det kan vælgerne jo så gøre ved at tænke sig godt om, inden man stemmer på dem. Det er på tide, at vælgerne slår shit detectoren og den sunde fornuft, når nu pressen ikke hjælper til.

Valg 2011: Røgslør eller opklaring?

Folketingsvalg er pressens uvurderlig chance for at folde sig ud og demonstrere egen uundværlighed. Det er her, man skal vise, at man kan er i stand til at informere og oplyse borgerne - gøre dem klogere. Hvordan er det så gået indtil nu?

I skrivende stund er der stadig mere end en uge til valgdagen, så meget kan ske endnu, som man siger. Alligevel er det da værd at driste sig til en midtvejsevaluering af pressens valgdækning.

Her fremhæves tre tendenser fra de første par ugers rodekasse, hvor pressen ikke nåede i mål:

Økonomi:
Man går ikke ret galt i byen ved at konstatere, at medierne har det bedst med valgtemaer baseret på værdipolitik. Det er bekvemt for den travle og/eller dovne journalist først at tale med en politiker fra den ene side og dernæst med én fra den anden og så i øvrigt mene, at man ved at referere dem begge har levet op til de nødvendige journalistiske krav om objektivitet.

I holdningsbaseret politik er journalisten fri for at forholde sig faktuelt til det, der bliver sagt - den ene mening kan ud fra den typiske værdirelativisme, som præger dansk journalistik, være lige så god som den anden og kan ikke betvivles ud fra en faktuel målestok.

Anderledes er det med økonomi, som er blevet valgets store og vigtige tema. Selvom økonomi og de bagvedliggende forhold indimellem godt kan være en trossag, er vi dog langt mere ovre i afdelingen for mere uangribelige faktiske omstændigheder. Her råder markedsmekanismer, som ingen nok så ihærdig og blåøjet politiker kan benægte eksistensen af.

Økonomi som valgtema er knivskarpt, det er mere præcist og giver pressen bedre muligheder for at holde politikerne op imod den virkelige virkelighed.

Men sådan er det ikke gået. Vi står stadig tilbage efter de første ugers valgdækning uden, at pressen har gjort os afgørende klogere på, om det er planen fra rød eller blå blok, som er den mest fornuftige. Eller om det måske i virkeligheden er den fra Liberal Alliance. Vi aner det ikke.

Man kan ikke sige, at pressen ikke har forsøgt. Der er blevet kradset en del i overfladen, men man har slet ikke kradset hårdt nok til, at man har fået hul på at løse formidlingsopgaven og pillet fata morganaerne ud af planerne. Borgerne har ikke fået den nødvendige, glasklare forståelse af fordele og ulemper ved den ene, den anden eller den tredje økonomiske plan, selvom det er pressens forbandede pligt.

Midt i valgkampen blev en ny deprimerende rekord ellers offentliggjort: Mere end 2 mio. danskere over 16 år nu er på offentlig forsørgelse. Det koster 300 mia. kr. om året.

Det er så alvorligt, så det kalder på at blive direkte og vedvarende adresseret i mediernes valgdækning. Men det sker ikke.

Politik som underholdning:
Som pressens valgdækning hidtil er forløbet, står vi til at undgå en personfikseret præsidentvalgkamp med Løkke og Thorning ud over det hele. Til gengæld har vi set endnu en forstærkning af den tendens, hvor der fyldes mere og mere cirkus og underholdning ind i politik.

Tendensen er ikke ny. Siden seneste valg er antallet af politiske kommentatorer vokset væsentligt, og de fylder stadig mere især i tv-nyhedsudsendelserne. Kommentatorernes formidling er ofte kritiseret for at reducere politik til en simpel sportskamp med fokus på strategi, proces og personer frem for substans og reel politisk debat.

De to store, statsligt ejede tv-stationer er gået all-in i den udvikling. De har både sendt seriøse og substantielle debatter, men de har også betrådt nye og iøjnefaldende veje udi politik som underholdning med mere staffage og indpakning end nogensinde før.

Især fik TV 2 tæv for at sætte en politisk debat op som et show, en event med vægten lagt på båthorn, sportskampsstemning med hvert sit ringhjørne og hujende publikum. DR har trukket GPS-gadgets og trykfølsomme skærme frem som centrale elementer i valgdækningen, selvom de samme historier sagtens kunne have været fortalt uden – ja, måske endda bedre, fordi det skygger for substansen, når en studievært står og trykker løs på en skærm.

Det er sværere at få øje på den journalistiske produktudvikling. Selvom det længe har været kendt, at økonomi ville blive det bærende tema i denne valgkamp, har store dele af pressen ikke skaffet sig den fornødne journalistisk-økonomiske kompetence til at klare formidlingsudfordringen.

Det halter stadig væsentligt med journalisters indsigt i økonomiske forhold. Og derfor ser vi tv-indslag, hvor man er så langt bagud i at uddanne, informere og oplyse befolkningen, at man er nødt til at sige sætninger som ”den såkaldte outsourcing”. Det er en velkendt journalistisk finte at hæfte betegnelsen ”såkaldt” på ord, som er så sjældne i redaktionen, at man heller ikke forventer, at seerne kender det.

Enhedslisten undslipper pressens vagthunde:
Enhedslisten står til at få et forrygende valg, og der går en lige linje mellem partiets succes over til en ukritisk presse.

En væsentlig del af forklaringen på at Enhedslisten flyver et godt stykke under radaren for journalisternes ubehagelige spørgsmål, skal man finde i partiets ombejlede frontfigur, Johanne Schmidt Nielsen, der er blevet pressens darling.

Det er der flere forklaringer på: Hun kaldes et kommunikativt vidunderbarn, og hun repræsenterer fornyelse. Samtidig fremhæves hendes køn og unge alder af flere medier som positive egenskaber. Det er lettere for et parti at suge stemmer og for en frontfigur at score topbedømmelser i popularitet i befolkningen, når man ikke som andre partier bliver rusket og pryglet af pressen.

Johanne Schmidt Nielsen er desuden gefundenes fressen for den herskende presse-trend, der kræver stærke one-liners med simple budskaber på selv tidens allermest komplicerede politiske udfordringer.

Politikere , der er foruroligende renset for tvivlens nådegave og opblødende nuancer, skulle man ellers forvente ville vække vagthunden i enhver journalist – ikke mindst når der er tale om et parti, der står til at få magt som en regerings parlamentariske grundlag og samtidig fabler om revolution og om at beslaglægge virksomheder som Mærsk og LEGO.