Diskursen obstruerer udviklingen

Dansk presse er ikke så mangfoldig, som vi går og tror. Medierne bistår ofte magthaverne med at cementere den offentlige diskurs frem for at udfordre den. Det bringer samfundskritikken i fare

Diskurs ifølge Wikipedia: En social ramme, der definerer, hvad der kan siges om et givet emne.

Og den offentlige diskurs er således et udtryk for, hvad der er den gængse og vedtagne, offentlige mening om et bestemt emne. Jo stærkere den er, desto vanskeligere er det at få modargumenter frem.

Et godt eksempel på en meget stærk offentlig diskurs er, at velfærdsstaten er et ubetinget gode, som vi skal værne om. Den diskurs kan ikke diskuteres i det offentlige rum uden at man i pressen vil blive udråbt som idiot.

Selvom der åbenlyst også er masser af skyggesider ved velfærdsstaten, forbliver det uudfordret af pressen. Journalistisk set ligger der et uopdyrket land i at skildre velfærdsstatens skyggesider og langsigtede skadevirkninger, som vi reelt set véd forbavsende lidt om. Det er ikke comme il faut at mene andet end, at velfærdsstaten er vor tids gud.

Det er en indstilling, vi betaler en høj pris for, for når pressen undlader at udfordre magthavernes offentlige diskurs, forhindrer det os som samfund i fordomsfrit at debattere velfærdsstaten, at være kritiske og konstruktive og dermed i at holde det i god form.

Pressen snyder borgerne for den fulde historie om velfærdsstaten på godt og på ondt. Og når kun det gode kommer frem, er det svært som borger og vælger at være andet end begejstret.

På den måde bliver pressen aktivt medvirkende til at understøtte en offentlig diskurs, hvor pressens opgave tværtimod er at være konstant kritisk mod alle vedtagne diskurser og dogmer.

Det rykker pressen fra den samfundskritiske til den samfundsbevarende rolle, hvilket understøttes af, at mediernes foretrukne samfundskritiske vinkel handler om borgere, der er blevet snydt for noget, de har krav på fra velfærdsstaten og om urimeligheden af offentlige besparelser.

Man ser derimod ikke en systematisk samfundskritik over for velfærdsstatens udvikling med stadig flere ydelser, offentlige ansatte og konstant øgede offentlige udgifter.

Hele sundhedsområdet, alkohol, rygning, overvægt og kost, er et eksempel på, hvordan magthaverne, "eliten" vil præge, styre og kontrollere debatten og borgernes adfærd, og at det sker i symbiose med pressen, der unuanceret videreformidler myndighedernes leveråd om alkohol, kost og sundhed generelt. Kun sjældent "husker" pressen efterfølgende at holde myndighederne op på de budskaber og råd, som senere viser sig at være forkerte.

Dette blads læsere genkender givetvis den offentlige diskurs omkring reklamer: Den slags er noget værre skidt, der skader os på liv og sjæl. Det burde i virkeligheden begrænses eller helst forbydes. Jo stærkere en diskurs, desto mere cementeret bliver den, og det bliver sværere at komme til orde med den anden side af sagen.

Men selvom budskaberne kommer fra det som journalisterne lidt for automatisk opfatter som troværdige instanser som Sundhedsstyrelsen, Vejdirektoratet, Forbrugerrådet eller de mange lektorer og professorer på uddannelsesinstitutionerne, er der i høj grad grund til at forholde sig kritisk. Der findes masser af eksempler på, at også magthavere gerne lader målet hellige midlet.

Indimellem er det endda pressen selv, som skaber en offentlig diskurs. Hvis man – efter en intens pressedækning af en given problemstilling – kan få de øvrige magthavere til at tilslutte sig mediediskursen, har man skabt en altdominerende, uhellig alliance med en meget stærk offentlig diskurs uden plads modsatte synspunkter. Dermed transformeres diskursen umærkeligt om til egentlig virkelighed, som det eksempelvis er sket med velfærdsstaten. Enhver modstand er elimineret.

Et par eksempler på det er noget så forskelligt som den offentlige holdning til spindoktorer og til kvinders repræsentation i direktioner og bestyrelser. I begge tilfælde gælder der en overordentlig stærk diskurs, som myndigheder, politikere, interesseorganisationer og presse har samlet sig om, hvorefter modsatte eller alternative synspunkter og argumenter kun yderst vanskeligt eller aldrig kommer frem til offentligheden, der slet ikke kan forestille sig nogen anden sandhed end dén.

Den fremherskende journalistiske ”skole” i Danmark er, at man nok skal være upartisk og tilstræbt objektiv, men at man i udgangspunktet har en social indignation og sympati for, hvad man opfatter som svage grupper.

Grupper som kontanthjælpsmodtagere, handicappede, flygtninge og arbejdsløse er ifølge den offentlige diskurs – herunder medierne – svage. Det er de mere klassiske svage grupper, mens også grupper som lejere, forbrugere og lønmodtagere nyder fortrinsstilling hos medierne i kraft af den offentlige diskurs af disse grupper som værende de svage over for deres respektive modparter so udlejere, virksomheder og arbejdsgivere.

Især forbrugere er i dag taget under pressens vinger. Forbrugerjournalistikken er eksploderet, og allerede fra den allerførste researchfase er der mentalt taget stilling til fordel for forbrugeren som værende ”offer” i en given journalistisk historie.

Forbrugerne som ofre er etableret som en offentlig diskurs, som samtlige magthavere støtter op om, og som indimellem gør visse virksomheder til de virkelige ofre i en pressehetz.

Det er også denne diskurs om forbrugerne som ofre, der benhårdt styrer den offentlige mening om, at reklamer er noget bras, som ikke kan betragtes som nogen berigelse for forbrugeren, men udelukkende som kommerciel udbytning.

Listen over emner, som er underlagt en stærk offentlig diskurs bliver stadig længere og er det vidnesbyrd om en mangel på mangfoldighed i de stemmer, der kommer til orde. Og udviklingen fortæller mest af alt også en historie om en for pæn presse, som har brug for frække drenge og Rasmus Modsat’er.

I det lys er der brug for et forandret mediestøttesystem, som fremmer nye stemmer og medier til at udfordre den etablerede presse.

Medierne er fagforeninger anno 2012

Gorbatjov forsøgte ved DDRs 40 års jubilæum at få Erich Honecker til at reformere og forny det kommunistiske regime med ordene - frit citeret - at den der kommer for sent til historien, bliver straffet.

Ganske kort tid efter faldt østblokken og muren fra hinanden - de røde fattede knap nok tidsånden og det folkelige krav om fornyelse.

Måske ser vi en parallel til dagens fagbevægelse, aktuelt med 3Fs konflikt med Vejlegården. De røde paroler bider ikke på folket og slet ikke på de unge, der holder sig langt væk fra fagforeningsmedlemskab.

Grundessensen i fagbevægelsens budskaber har mere end 100 år på bagen, så der er ikke noget at sige til, at de ikke længere fungerer – alt andet ville have været sensationelt. Det lader ganske enkelt ikke til, at fagbevægelsen har reformeret og fornyet sig selv og sin mission i pagt med tidens ånd og moderne menneskers behov.

Hvorfor skal man for eksempel betale i dyre domme til en fagforening som en beskyttelse mod en dårlig og ond arbejdsgiver, når det er gratis at bruge medierne. For dagens unge er det meget mere naturligt - og helt sikkert også sjovere - at gå til pressen, hvis man bliver dårligt behandlet.

Og det virker.

Det er der masser af eksempler på, blandt andet Agnes Cupcakes, som angiveligt havde kummerlige arbejdsforhold, og hvor den daværende direktør kaldte de unge ansatte for "wannabe reality stars".

Det udløste en helt ekstrem mediestorm, der som så mange mediestorme før den kom noget ud af proportioner. Resultatet var langt, langt værre end en retslig konflikt med en fagforening, for på ganske kort tid befandt Agnes Cupcakes sig i en overlevelseskrise, der endte med en betalingsstandsning.

Vi har set en tilsvarende sag med Aldi, hvor det delvist fagforeningsejede medie, Avisen.dk samt Ekstra Bladet satte fokus på de ansattes arbejdsvilkår. Pressens kritiske fokus har haft enorme omkostninger for Aldis forretning og omdømme - en undersøgelse har senere vist, at omkring 14 pct. af danskerne nu fravælger at handle i Aldi alene pga. arbejdsforholdene.

Sager som disse er ekstremt "opdragende" i forhold til andre arbejdsgivere med skumle hensigter om at behandle sine medarbejdere dårligt eller ved at betale dem en ringe løn. En negativ sag i pressen kan koste millioner af kroner - og har gjort det i begge nævnte tilfælde. I værste tilfælde altså ruin og lukning.

Og sager, man får pressen til at interessere sig for, er rasende meget mere effektive end at få de ansattes fagforening på nakken, og hvor en retslig afgørelse er baseret på fakta. En retslig afgørelse kan falde ud til begge sider, idet begge parters argumenter og dokumentation bliver fair og objektivt vurderet af retten.

En "afgørelse" i enten de etablerede eller de sociale medier falder derimod aldrig ud til virksomhedens fordel, og ingen tvivl kommer nogensinde virksomheden til gode. Castingen - hvor den ansatte (eller forbrugeren) er den gode, og virksomheden er den onde - ligger fast i langt de fleste tilfælde, inden den første linje er skrevet.  Og derfor er ordet “undskyld” ofte det eneste at gøre.

Det er paradoksalt nok ikke mindst fagforeningernes fortjeneste, at man har skabt en folkelig stemning, hvor sympatien fra første færd ligger hos den lille, hos den ansatte.

Det véd en arbejdsgiver eller en virksomhed alt om, så det er kun de færreste, der tør løbe risikoen og udfordre skæbnen. De ansatte har med en kritisk og aggressiv presse fået et langt farligere værktøj mod arbejdsgivere end en fagforening.

Man har nærmest overflødiggjort sig selv, man har opnået, hvad man oprindeligt kæmpede for: At ansatte i al væsentlighed har fantastisk gode kår, og at kun få arbejdsgivere for alvor tør gå over stregen. 

Ja, man har faktisk - og som en tidligere fagforeningsboss jo sagde det for 30 år siden - sejret ad helvede til.

Alligevel vil fagforeningerne naturligvis til deres dødsdag hævde – ikke mindst for at berettige egen eksistens – at der stadig er så mange onde arbejdsgivere derude, at man ikke kan leve uden medlemsskab - ikke af en gul, men af en rød fagforening, vel at mærke.

Pressens dækning af skattereformen: Viel Geschrei, aber Wenig Wolle

Når nu Danmark på en international målestok er et land med så ubegribelig få reelle politiske nyheder og så udstrakt politisk konsensus, er det ikke altid sjovt at være journalist med store krav om at fylde et stort antal spalter og sendeminutter ud hver dag. Faktisk er det slet ikke muligt at producere så meget journalistik, som der rent faktisk produceres - i hvert fald ikke hvis det samtidig skal være meningsfyldt.
Oprindeligt blev de politiske nyheder målt på, om de var væsentlige. Og værdien af nyhederne blev vurderet på den effekt og de konsekvenser, de havde på borgerne.
Det betød langt mindre historier, artikler og tv-indslag om politik, end vi ser i dag. Er det så fordi, at antallet af politiske nyheder er eksploderet?
Nej, på ingen måde.
Der er ikke nogen revolutionerende udvikling i omfanget af substantielle politiske nyheder, men når politik alligevel fylder mange gange mere i mediebilledet i dag end for bare fem eller 10 år siden, er det fordi, politisk journalistik har udviklet sig til i meget høj grad at være underholdning med dramajournalistik, personstof og konflikter fra den politiske verden, mens de kedelige og væsentlige politiske historier er fortrængt.
Årsagen er ikke mindst, at underholdning appellerer langt bedre til seerne og læserne end tør information og oplysning, som til alle tider ellers har været journalistikkens raison d'être at oplyse og informere - blandt andet om de kedelige, tørre politiske nyheder fra Christiansborg, EU mv.
Men det er simpelthen sjovere og mere underholdende at se mediedarlingen Johanne Schmidt-Nielsen, der endnu har til gode at blive udsat for en kritisk journalist som bider sig fast, med fråde om munden, end det er at høre om det substantielle indhold af skattereformen ud fra et samfundsmæssigt perspektiv.
Og når nu mange mennesker synes, at væsentlighed er kedeligt, men konflikt, drama og sensation er sjovt, så er har mange journalister og redaktører i dag den faglige indstilling, at det er bedre at give læserne og seerne det de vil have - og for alt i verden undgå at kede dem.
Underholdning, konflikt, drama og personfixeret journalistik er kernen i tabloidjournalistik, der isoleret set er en legitim journalistisk disciplin for aviser som Ekstra Bladet og B.T. Problemet opstår, når selv den seriøse del af journalistikken tabloidiseres, som mange redaktører anerkender er tilfældet uden at gøre nogen større indsats selv for at stoppe udviklingen.
Resultatet er forløb, som det vi har set omkring skattereformen, hvor regeringen valgte at lave en bred, bæredygtig aftale hen over midten med V og K fremfor en snæver blokpolitisk aftale med Enhedslisten. Brede aftaler er langt sundere end snævre - ikke mindst når det handler om danskeres økonomi, lyst til forbrug, tryghedsfølelse osv.
Når jeg har et nogenlunde kendskab til de fleste detaljer i skattereformen, er det kun fordi, jeg selv har opsøgt det og direkte ledt efter det. For det er ikke dét, der har fyldt i medierne, der heller ikke i væsentlig grad har beriget os med perspektiveringer af aftalen.
Det der har fyldt mest har derimod været al den ramasjang, drama, råb og skrig, som Enhedslisten skabte, og som store dele af medierne hjalp partiet med at holde liv i mere end to uger efter.
Regeringens aftale med V og K repræsenterer over 75 pct. af vælgerne, mens en aftale med Enhedslisten ville have repræsenteret blot 50 pct. - og endnu mindre, hvis man tager udgangspunkt i de aktuelle meningsmålinger. Den smalle aftale ville have været foragt for befolkningen, ikke mindst fordi de fire partier lige siden valget har haft mindre end halvdelen af befolkningen bag sig.
I det lys er det en ret underlig pressedækning af skattereformen, hvor langt hovedparten af medierne hjælper Enhedslisten med at sætte kritisk fokus på den brede aftale, mens der er en iboende forherligelse af den smalle. Store dele af pressen har beredvilligt sat fokus på de ting, som er dårlige ved skattereformen set ud fra et venstreekstremt synspunkt, og hvor godt det ville have været, hvis regeringen i stedet havde indgået aftalen med Enhedslisten. Men det er svært at få øje på, hvad der skulle hidse Enhedslisten så enormt meget op, som det var tilfældet.
Enhedslisten havde endda selv accepteret både en lettelse i topskatten samt en øget lighed målt ved ginikoefficienten.
Kogt ind til benet var der reelt set kun ét punkt, som for alvor kunne hidse Enhedslisten op - et punkt, som pressen kunne have pillet ned som ren propaganda ved at tilføre det faktiske oplysninger og en seriøs proportionering.
Dette punkt var, at regeringen sammen med V og K har besluttet - ikke fra næste år, men fra 2016 hvor de fleste af dem der i dag er ledige eller på kontanthjælp forhåbentlig er kommet videre - at bremse den meget generøse udvikling i overførselsindkomsterne.
Hvor de fleste lønmodtagergrupper må nøjes med at se deres løn stige med inflationen, og andre tilmed har måttet tåle direkte lønnedgang, har de ikke-arbejdende kunnet gnide sig i hænderne over, at deres købekraft stiger år for år - og vel at mærke gør det flere år endnu.
I international sammenhæng er de økonomisk dårligst stillede her til lands dybt priviligerede i forhold til stort set alle andre dårligt stillede i stort set hele verden. En førtidspensionist eller en kontanthjælpsmodtager har i dag med lidt økonomisk disciplin endda råd til at købe iPhones, spillekonsoller og andre luksusgoder. Det er et faktum.
Men for Enhedslisten er det altså ikke nok, når regeringen med V og K garanterer denne i international sammenhæng meget høje levestandard, som millioner af mennesker i Rusland, Kina, Indien, Mellemøsten, Afrika ville sætte livet på spil for at opnå - nej, Enhedslisten får lov til igen og igen at hamre løs på regeringen over, at disse grupper ikke til stadighed skal have udvidet købekraften, så de bliver endnu bedre stillede. Man kan faktisk undre sig over Enhedslistens mangel på solidaritet med de virkelig fattige i denne verden ved at kræve endnu mere købekraft til overførselsindkomstmodtagerne. Måske fordi sidstnævnte har stemmeret i Danmark, mens fattige mennesker uden for landets grænser ikke kan stemme på Enhedslisten.
Selvfølgelig er det en potentiel superhistorie, at Enhedslisten som parlamentarisk grundlag for regeringen melder ud, at man ikke længere er støtteparti. Problemet er bare, at det realpolitisk er helt usandsynligt, at det får den mindste praktiske betydning andet end noget ondt blod i en periode.
Der er altså med andre ord slet ikke substans til den konflikt, pressen optegner og tilmed endda selv pumper op. Man kan sagtens lade Enhedslisten komme ud med sine budskaber - en enkelt dag eller to måske, men hvorfor er der ingen, som spørger Johanne, Per og Pernille, om de ikke hidser sig lige vel meget op over i den store sammenhæng små detaljer - om de ikke bare lukrerer på situationen ved at profilere sig lidt vel hårdt?
Nej, fordi alt for mange modspørgsmål ville have fået hele historien til at falde sammen som en dårlig budding og ødelægge den fede, saftige sommeragurk, som pressen satte tænderne i og gnaskede fornøjet i.
Konsekvensen af den bovlamme presse er ikke uden betydning - ikke mindst for S og SF, der lider styrtblødning af vælgere, som strømmer over til Enhedslisten. Men masser af disse vælgere har via medierne fået tilvejebragt et forkert og for enøjet billede af de faktiske forhold, hvor Johanne kommer til at fremstå som en fantastisk kvinde med letforståelige og enkle budskaber. Man kan begræde den manglende ligestilling, for en borgerlig mand i fyrrerne eller halvtredserne var aldrig sluppet afsted med de samme forsimplede budskaber uden kritiske spørgsmål fra journalister. Det kræver sin kvinde, og tilmed en ung og charmerende én af slagsen. Der er nok en grund til, at den mindre charmerende, men meget mere erfarne Frank Aaen ikke er frontfigur.
Enhedslisten er og bliver et meget yderligtgående parti, og den slags skal - uanset om det er venstre- eller højreekstreme mødes af en meget stærk og kritisk presse. I dette tilfælde synes store dele af medierne at have glemt - som Sass Larsen var nødt til at påpege, når nu ingen andre gjorde det - at partiet er et sammenrend af trotskister, kommunister, leninister og maoister, og at de bagvedliggende ideologier trækker et blodigt spor af undertrykkelse, død, ødelæggelse og menneskelig forarmelse, som intet andet parti i fredelige Danmark er i nærheden af at være i familie med. Der er totalitært tænkende mennesker, som forherligede de modbydelige regimer i Østblokken, og som i modsætning til Ole Sohn ikke angrer deres støtte til de onde systemer.
Partisoldaternes realitetssans er helt anderledes end alle andre partiers. Selv de mest åbenlyse sandheder, som alle andre er enige om, benægter partiets topfolk uden blusel, som det for eksempel er tilfældet i Børsens interview med Johanne Schmidt-Nielsen.
Det er et parti, som i en stribe henseender lever i en parallel verden til den, vi andre befinder os i - altimens partiet beskrives og behandles i væsentlige dele af pressen, som om det var et helt normalt parti. For eksempel anerkender partiet ikke værdien i, at driftige og dygtige mennesker opbygger store virksomheder med masser af arbejdspladser. For partiet er den slags aktivitet ondsindet og udbyttende og skal brandbeskattes.
Den slags er et ret rabiat synspunkt, som normaliseres af danske journalister - og igen, hvis man måler det på en international målestok, ville Danmark blive opfattet som kommunistvenligt, fordi vi har taget et sådant parti helt ind i magtens centrum.
I forhold til fællesskabet er der også en pris at betale, når Enhedslisten får lov til at få taletid og spalteplads til uimodsagt at fremstille verden som om, der er overgået en meget voldsom uretfærdighed for de økonomisk dårligst stillede - her i verdens mest retfærdige og lige land. Der praktiseres en hadefuld retorik mod de bedst stillede, som man i forvejen tvinger flere penge ud af end tilsvarende noget andet steds i verden. Alligevel fortsætter man den grimme og intimiderende tone, som om de penge disse mennesker har tjent i første omgang tilhører Enhedslisten og staten.
Det er som rockere og pengeafpressere, der kommer og kræver penge af folk. Når det lykkes at tvinge penge ud af folk, kommer de igen - helt indtil der ikke længere er noget at komme efter. I Enhedslistens univers er der ingen rimelighedsgrænse, for hvornår man har betalt nok. De vil blive ved med at presse, true og lægge for had, indtil de har taget alle de penge, som andre har tjent på ærlig og redelig vis.
Læg dertil partiets foragt for Grundloven og for basale menneskerettigheder, som det kan tolkes ud af principprogrammet. Når en journalist tager sig sammen og stiller et spagfærdigt kritisk spørgsmål til de grufulde formuleringer, tager han til takke med et svar om, at principprogrammets formuleringer nok også trænger til en modernisering. Men bundlinjen er stadig ubesvaret: Er partiet antidemokratisk, som det fremgår af programmet, eller ej.
På overfladen tegnes et billede af Enhedslisten som et meget renfærdigt parti med ædle idealer, der vil de dårligst stillede det så godt. Det er partiets positive side.
Men partiet har også en grim, mørk side, som ingen medier endnu for alvor taget fat om - det gælder altså både partiets principprogram, det gælder partiets medlemmer og partisoldater, hvor nogle har sorte historier, og det gælder ikke mindst de konsekvenser, som Enhedslisten i dag påfører landet og sammenhængskraften.
Er der nogen journalister derude, som har tænkt sig at rette op på de forsømmelser?

Viel Geschrei fra et ekstremt parti - dramajournalistikkens sejrsgang

Hvilken befrielse!


Endelig tog nogen bladet fra munden og sagde dét, som vælgerne ellers lykkelig havde glemt på grund af den fløjlsbløde journalistiske behandling, som Enhedslisten varmer sig ved hver dag.


Det var Henrik Sass Larsen, som lige mindede os alle om, at Enhedslisten er et ekstremt parti med dybt ekstreme synspunkter, og dermed fremhævede han, hvad samfundet længe har haft et stort behov for at få sat meget mere fokus på.

Sass Larsen fortjener stor tak for på en ligefrem og krasbørstig måde at huske os på dette faktum – omend der er grund til at kritisere ham for først at sige det nu, eftersom partiet altid har været ekstremt. Men stemmer man normalt S og SF, er Enhedslisten altså slet ikke et reelt substitut med mindre, man selv har meget ekstreme grundholdninger.

Forløbet omkring skattereformen er et af de hidtil stærkeste eksempler på, hvordan Enhedslisten formår at omsætte pressens sympati for partiet til kolde resultater i meningsmålingerne. En storladen, grov retorik kombineret med en lemfældig omgang med sandheden er en del af opskriften på at udnytte medierne til ufiltreret at komme igennem med sine budskaber. Den stil var andre partier aldrig sluppet afsted med. Pressen havde sablet det ned.

Den famøse fredag, hvor regeringen sammen med V og K landede en bred aftale om skattereformen, kastede mediedarlingen Johanne Schmidt-Nielsen, som endnu har til gode at blive udsat for kritiske journalister, sig ud i et rasende angreb på regeringen.

At kalde et politisk forlig, som tilmed repræsenterer over 75 pct. af vælgerne, for en “svinestreg” og sige, at et bredt folketingsflertal “pisser på befolkningen” giver nok massiv medieopmærksomhed. Men retorikken, som pressen slugte råt, var også et udtryk for den disrespekt for demokratisk indgåede aftaler. Den del blev forbigået i tavshed.

Det der formentlig hidsede Enhedslisten mest op var ovenikøbet et non-issue, som medierne velvilligt hjalp med at pumpe op i uproportional størrelse.


Sagen var, at regeringen sammen med V og K besluttede sig for at tæmme udviklingen i overførselsindkomster, så den i højere grad følger samme udvikling, som lønmodtageres lønninger har. Man vil med andre ord bede overførselsindkomstmodtagere udvise samme ansvarlighed som resten af samfundet ved at acceptere uændret købekraft - og dermed ikke længere få øget velstanden år efter år på samfundets regning i en tid, hvor besparelser gør ondt langt ind i kernevelfærden.

Selvom ingen af disse grupper således skal afgive noget eller udsættes for en forringelse af deres økonomiske situation, profilerer Enhedslisten sig uimodsagt på at kalde det "røveri". Men for at tale om et "røveri" må pengene i første omgang have tilhørt de pågældende, hvilket ikke er tilfældet. Pengene er tjent af hårdtarbejdende lønmodtagere, og de er i første omgang ejet af dem, der har tjent dem. Pressens stiltiende accept af partiets retorik er slendrian og slaphed. Man kunne i det mindste være lidt kritiske.

Efterfølgende har det vist sig, at den aftale, som regeringen var ved at indgå med Enhedslisten heller ikke kunne fastholde en uændret lighed - målt ved gini-koefficienten – i samfundet, selvom Enhedslisten gerne markerer sig på det modsatte. Heller ikke dét har pressen for alvor spurgt kritisk ind til.

Der er en lang række andre eksempler på, at store dele af pressen behandler Enhedslisten mere skånsomt end andre partier, som når partiet i 10 år brokkede sig voldsomt over VK-regeringens snævre aftaler med DF, som blev kaldt blokpolitik. Nu landede den nuværende regering så en bred aftale, som repræsenterer over 75 pct. af befolkningen, hvilket Enhedslisten kalder at "pisse på folk".


Partiet ville hellere have blokpolitik - hvilket tilsyneladende er i orden, når bare farven er rød - som det ville have været tilfældet i en snæver aftale mellem regeringen og Enhedslisten. En sådan aftale ville blot have repræsenteret godt 50 pct. af vælgerne - endda noget lavere, hvis man tager udgangspunkt i de aktuelle meningsmålinger.


Partiets principprogram er et kapitel for sig - et sort kapitel. Kun ganske få medier og journalister har kølhalet partiet for det program. En ordentlig, seriøs og nøgtern journalistisk behandling ville nok skræmme mange af de græshoppevælgere væk, som i øjeblikket søger over mod partiet.


Billedet, der er tegnet, er af et parti, som er sødt og velmenende, og som har patent på at tage sig af de svage grupper.

Sådan er det ikke.

Partiet er en stenhård bekæmper af en lang række af de grundsten, samfundet består af i dag og har standpunkter, som i sin udførelse ville være direkte overtrædelse af både Grundloven og af demokratiet. Med mere magt ville Enhedslisten være en trussel. Derfor er det nødvendigt at støtte Sass Larsen i, at regeringen meget hellere må afgive magten end at lade sig styre af en flok trotskister, leninister, maoister og kommunister.

Mange af de mennesker har rod i bagvedliggende ideologier, som ikke ligefrem har færre myrderier bag sig end nazismen. Det er altså langt fra et sødt og kærligt parti, der vil det bedste for os allesammen. Det er mennesker, hvoraf nogle af de værste helt ind til knoglerne har elsket eller måske stadig elsker de totalitære ideologier, som har undertrykt millioner af mennesker. Det er bare ikke sjovt - selvom man skulle tro, de var helt harmløse, men der er elementer i dette parti, som i både dansk og international sammenhæng er ganske rabiate og ekstremt venstreorienterede.

Pressen har været med til at normalisere Enhedslisten, og man kan egentlig ikke fortænke partiets politikere og medlemmer i over tid at have fået en selvopfattelse af, at partiets politik er acceptabelt, stuerent, og at man er et parti med samme legitimitet som alle andre partier.


Det har medført, at den indignation, som partiet, dets politikere og medlemmer har kommer til udtryk via en stadig mere hadefuld retorik, hvilket vi netop så ved indgåelsen af skattereformen. Trods det meget begrænsede stemmetal finder partiet alligevel, at man har en position og betydning, som i realiteten er en voldsom selvovervurdering.

Den hadefulde retorik bevirker, at man puster til sociale spændinger, hvor dem der modtager fra samfundet er begyndt at foragte dem, som giver og yder ud af hver dags hårdt arbejde.


Enhedslisten slipper afsted med at et menneskesyn overfor det arbejdende folk - og især hvis det er lykkedes at lægge penge til side og blive bedre stillet - som ikke gavner den fælles ansvarsfølelse, lysten og glæden til hver dag at gå på arbejde og betale sin skat. For uanset hvor meget man betaler, kommer der stadig vrængende hån fra Enhedslisten mod dem, der er bedre stillede for ikke at betale nok. Der vil over tid være en risiko for, at man skaber en ekstrem farlig situation med had og intolerance mellem ydende og nydende danskere.

Det ansvar må pressen også bære sin del af, for hver dag man forsømmer at forholde sig kritisk og fortælle den fulde historie om Enhedslisten og konsekvenserne af partiets politik og eksistens.

I lyset af den særdeles mangelfulde journalistiske dækning af Danmarks mest ekstreme parti er det ikke så underligt, at journalister ofte beskyldes for at være røde.

Sandheden er nok snarere, at dansk politisk journalistik har udviklet sig til en pæn portion cirkus. Det er konstant personfokusering, det er jagten på drama, sensation og konflikt. Dramajournalistikken har vundet indpas og skaber den tivolisering, vi er vidner til. Derfor er det langt mere interessant journalistisk set at formidle konflikten mellem regeringen og Enhedslisten end at skære ind til benet og fortælle, om der egentlig er fugls føde og begrundelse i raseriet.

Dramaet er i dag moderne journalisters vigtigste pejlemærke for den gode historie - ikke substans og væsentlighed. Tjek selv og tæl op hvor mange historier om skattereformen der har handlet om Enhedslisten og balladen med regeringen, og hvor mange der har handlet om de reelle konsekvenser for Danmark og danskerne. Eller hvor mange der har handlet om personkrig mellem partierne i rød blok overfor perspektiverende historier om den bydende nødvendighed af reformer af velfærdssamfundet.

Snart må medier og journalister ændre kursen overfor Enhedslisten, så det behandles mindst lige så kritisk som alle andre partier. Hellere i dag end i morgen.

Viel Geschrei aber wenig Woll

At dømme efter braget i store dele af pressen skulle man tro, at en større bombe slog ned midt i Christiansborg en fredag for godt et par uger siden. Det var et brag med efterdønninger, som end ikke i dag er døet ud endnu. Pressens sans for drama, sensation og konflikt fornægter sig ikke og blev brugt til at give danskerne et fordrejet billede af skattereformens konsekvenser.

Stor ståhej. Sehr viel Geschrei. Men - som det ret hurtigt stod klart - ganz wenig Wolle. Det var såmænd bare regeringen, som indgik en bred aftale med V og K i stedet for at indgå den med Enhedslisten, der groft udnyttede en naiv presse til at skabe et overdrevent billede betydningen.

Den brede aftale var godt for Danmark. Det var godt for det samarbejdende folkestyre, at aftalen blev med V og K og dermed hen over midten i Folketinget fremfor en snæver aftale med Enhedslisten.

Førstnævnte konstellation repræsenterer over 75 pct. af vælgerne, mens en aftale med Enhedslisten ville have været mere snæver end de snævreste aftaler mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Kun lige godt 50 pct. af vælgerne står bag de nuværende regeringsparter samt Enhedslisten og med de dagsaktuelle meningsmålinger endda væsentligt færre end halvdelen af de danske vælgere.

Alligevel ser vi en sand medieeksplosion af sympati overfor Enhedslisten som den forsmåede part. Utallige journalister holdt mikrofonen helt stille, da Johanne Schmidt Nielsen mistede besindelsen og mindede det brede politiske Danmark om, at det sundeste er at holde ekstreme partier udenfor indflydelse.

Hun og hendes parti samt nogle SF'ere har lige siden fået massiv medieeksponering på at være kritiske overfor regeringens valg af forligspartnere. Men meget få journalister har gidet at forholde sig kritisk til det, der bliver sagt. Det ville nemlig dræbe den gode sommeragurk.

Tværtimod har Enhedslisten med allerstørste dygtighed formået at udnytte situationen og gå på massiv vælgerhugst blandt de røde vælgere - altsammen baseret på en velvillig presse og grove overdrivelser om betydningen af skattereformen for modtagere af overførselsindkomster.

Et par kritiske spørgsmål ville nemlig afdække, at Enhedslisten i et ideologisk-egoistisk ridt for at positionere sig har oversolgt, hvilken social betydning en skattereform med Enhedslisten ville have betydet.

For det første har partiet sluppet afsted med at påstå, at regeringen og V og K har "røvet" penge fra modtagere på overførselsindkomster. Her taler vi om, at ingen lønmodtagergrupper i Danmark har samme vækst i indtægterne som grupper udenfor arbejdsmarkedet har. Regeringen vil sammen med V og K blot bremse væksten i overførselsindkomsterne, så modtagerne fremover "kun" bevarer deres hidtidige købekraft. Den økonomisk disciplinerede førtidspensionist kan altså også fremover se frem til at kunne få råd til at købe den nye iPhone eller spillekonsol, mens udsigten til ligefrem at kunne købe mere end én trods alt nu er slukt. Enhedslisten har via en ukritisk presse fremstillet det som om, at situationen snarere var betænkelig tæt på at ende i en social massegrav.

For det andet har det efterfølgende vist sig, at skattereformen nok rykker ved ligheden i samfundet målt ved Gini-koefficienten. Men det har også vist sig, at det ville også have være tilfældet med en aftale med Enhedslisten, som ellers har udnyttet situationen på at markedsføre sig på påstanden om, at det modsatte ville ske med en aftale med partiet.

Det er ikke til at tro, når anklager og påstande om at journalister er røde bringes til torvs. Men forløbet omkring pressens dækning af skattereformen og den vedvarende ukritiske journalistik overfor et så ekstremt parti som Enhedslisten giver naturligvis borgere næring til mistanken, for hvorfor var VK-regeringens aftaler med Dansk Folkeparti ellers altid genstand for massiv kritik pga. blokpolitik, mens det nu er beskæmmende, at regeringen har landet en bred aftale og dermed undgået blokpolitik? Er det fordi, det kommer an på farven? Blokpolitik med Dansk Folkeparti er ondt, mens blokpolitik med Enhedslisten er bedre end en bred aftale med blå partier?

Sandheden er nok snarere, at dansk politisk journalistik har udviklet sig til en pæn portion cirkus. Det er konstant personfokusering, det er jagten på drama, sensation og konflikt. Der står sjældent en kødrand af journalister rundt om bestemte politikere, hvis der er tale om en sag af politisk substans. Husk bare på de kødrande, De husker at have set. Den samlede danske verdenspresse går for alvor først i selvsving, når der er højdramatik i luften. Det er i dag moderne journalisters vigtigste pejlemærke for den gode historie - ikke substans og væsentlighed. Tjek selv og tæl op hvor mange historier om skattereformen der har handlet om Enhedslisten og hvor mange der har handlet om de reelle konsekvenser for Danmark og danskerne. Eller hvor mange der har handlet om personkrig mellem partierne i rød blok overfor perspektiverende historier om den bydende nødvendighed af reformer af velfærdssamfundet.

Det triste er, at de mange journalister, som har tabt pejlemærket og jager sensationer og drama, tegner et  forvrænget billede af Danmark og af skattereformens betydning. Der er sandelig ikke noget at sige til, at vælgerne valfarter fra SF og S og over til Enhedslisten, hvis konsekvenserne af skattereformen med V og K ville være så forfærdelige i forhold til, hvis den var indgået med Enhedslisten.

Problemet er bare, at billedet er falsk. Så vælgerne er blevet bedraget og lægger deres stemme på et parti på et forkert grundlag.

Det bemærkelsesværdige er, at regeringen møder så massiv kritisk journalistik på at vælge en bred aftale, der samler over 75 pct. af vælgerne, fremfor en snæver aftale med Enhedslisten, som kun ville repræsentere godt 50 pct. af vælgerne - endda endnu lavere med de aktuelle meningsmålinger.

Lægger man dertil, at Enhedslisten, og som selv også socialdemokraterne ved Henrik Sass Larsen tilslutter sig, er et ekstremt yderligtgående parti med rabiate holdninger, og som ifølge Sass opererer med fantasiliarder. Et parti, der

, er det sært, hvorfor så store dele af pressen i så lang en periode dyrker den forsmåede part.

I den aktuelle skattereform var der end ikke de forskelle på de to aftaler, som lå på bordet, der tilnærmelsesvis kunne berettige

Der er to mulige forklaringer på den absurde dækning af skattereformen - og måske er der lidt sandhed i begge:

Den ene er, at journalister er røde, som de så ofte bliver mistænkt for at være. Eller også er store dele af pressen blevet ofre for deres egen fejlslagne journalistik, hvor drama og konflikt har afløst fagets oprindelige nyhedskriterier som væsentlighed.


En aftale om en skattereform, som et bredt flertal i Folketinget står bag, blev offentliggjort og med den var Enhedslisten blevet fravalgt som forligspart. Og så var fanden løs i en stor del af pressen. Enhedslisten var den besvegne part, som al sympatien strømmede imod i form af ukritiske spørgsmål, hvorimod regeringen måtte tage læsterlige tæsk for at have formastet sig til at have lavet en bred aftale hen over midten i Folketinget.





Da VK-regeringen indgik tilbagevendende aftaler med Dansk Folkeparti, var resultatet omfattende kritik for at udøve blokpolitik. Nu har denne regering så landet en bred og langtidsholdbar aftale, som sikrer tryghed for borgerne, for forbrugerne og boligejerne - en tryghed der er nødvendig i en krisetid, hvis forbrugerne skal genvinde lysten til at bruge penge og dermed skabe vækst. Aftalen repræsenterede over 75 pct. af vælgerne ved de tre regeringspartier samt V og K, mens en tilsvarende aftale med Enhedslisten blot ville have repræsenteret godt 50 pct. af vælgerne - og med de aktuelle meningsmålinger tilmed et endnu lavere tal.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at forhandlingsforløbet var og er journalistisk en rigtig god historie - ikke mindst at regeringens støtteparti blev forsmået og fravalgt. Det er en dramatisk historie, som nok kunne have båret nyhedsstrømmen i en dags tid eller to. Dramaet er imiderltid






Enhedslisten øjnede dygtigt en unik mulighed for gennem et avanceret politisk positioneringsspil at profitere optimalt af situationen. Partiet pumpede de politiske forskelle op til grotesk størrelse, og virkemidlerne var højlydt skrigeri, skæld-ud og retoriske grovheder - næppe helt tilfældigt og spontant, mindst lige så meget velgennemtænkt og velovervejet.

Man gik - som det yderligtgående parti, det er - til yderligheder, og man har utvivlsomt gamblet og satset på, at pressen ville være velvillige aktører i dette spil. Enhedslisten blev ikke skuffet, for pressens hang til at dramatisere det politiske liv har bredt sig fra tabloidpressen til de elektroniske medier og store del af den øvrige etablerede presse. Men pressen lod sig samtidig misbruge til at skabe et groft fortegnet billede af de reelle politiske forskelle mellem de to aftaler.

Selvom det næppe var hensigten, kom væsentlig dele af pressedækningen til at se ensidig ud til fordel for Enhedslisten - igen - for det har efterhånden stået på i temmelig lang tid. Der væltede en massiv sympati ud ud fra journalistikken til det forsmåede parti, som om det var et parti med store dele af befolkningen bag sig.

Havde det været Dansk Folkeparti, som var blevet forsmået under VK-regeringen, ville man ikke have set samme reaktion - tværtimod blev netop VK-regeringen ofte kritiseret for at indgå smalle aftaler med Dansk Folkeparti og derved bedrive blokpolitik.

Denne regering lykkedes med at komme i mål med en langtidsholdbar aftale bredt hen over midten, hvilket skaber langt større tryghed og sikkerhed for borgerne, boligejerne, forbrugerne osv., end en smal aftale med Enhedslisten havde givet. Den ville blot have repræsenteret godt 50 pct. af vælgerne - og endnu færre, hvis det blev målt efter dagens aktuelle målinger - hvorimod regeringens aftale med V og K repræsenterer over 75 pct. af vælgerne.

Det var i Enhedslistens snævre og egoistiske interesse at fremstille en så stor forskel mellem de to skattereformer, som lå på bordet. Omvendt er det pressens opgave at filtrere parternes retorik, så man tegner et forholdsvis retvisende billede af situationen.

Det skete ikke. Tag for eksempel den vel nok mest markante forskel mellem de to aftaler efter, at selv Enhedslisten havde ædt at skulle give skattelettelser i toppen: I Danmark får modtagere af overførselsindkomster reguleret deres ydelser højere end løn- og prisudviklingen. Det er unikt, fordi det er de ene om, mens mange lønmodtagere ligefrem får lønnedgang. Regeringen lagde i sit oplæg til skattereform op til, at man ville sænke fremgangen i overførselsindkomsterne, så den fulgte det omgivende samfunds løn- og prisudvikling - altså indstille den ekstraordinære stigning.

Men endnu mere bizart var det netop også, at pressen for velvilligt bidrog til, at Enhedslisten kunne profilere sig skarpt imod det brede folketingsflertal med en af journalister uimodsagt retorik, så det få dage efter kunne aflæses direkte i meningsmålingerne. En lidt mere nuanceret fortælling om de reelle forskelle mellem en snæver skattereform med Enhedslisten eller en bred aftale med V og K, havde tilsvarende givet mere nuancerede meningsmålinger uden nogle vælgergruppers amokløb i retning af Enhedslisten. For hvis man tror på det, man hører og ser i medierne, fik man jo den klare opfattelse, at regeringen sammen med V og K nærmest havde sendt alle ledige og førtidspensionister i den sociale massegrav.

Faktum er, at forskellene langt fra har det omfang, pressen har gengivet. Den vel nok mest markante forskel, som Enhedslisten tordnede mest imod, var, at modtagere af overførselsindkomster ikke længere skulle stige mere, end hvad andre, arbejdende grupper i samfundet stiger. Dvs. at de nu "kun" skal stige i ydelse, så de bevarer den hidtidige købekraft. Og den eksisterende købekraft giver i dag mulighed for ved en smule planlægning og omtanke at købe dyre luksusprodukter som iPhones, spillekonsoller mv. Har man gæld, er det sværere, men gæld er penge, man allerede har brugt.

Selvfølgelig skal man fortælle den journalistiske historie om det parallelle forhandlingsforløb. Og det er også en vigtig historie at fortælle, at Enhedslisten finder aftalens indhold så ekstremt forskelligt fra den, partiet var tæt på at lande med regeringen, at man for rullende kameraer skulle miste besindelsen på dén måde.

Men det er en væsentlig og relevant journalistisk opgave for pressen også at være kritisk overfor Enhedslisten og partiets reaktion. Hvorfor filtrerer man ikke i opstandelsen og skrigeriet og udstiller, hvor grotesk lille forskel der rent faktisk er mellem de to aftaler. Hvorfor fortæller man ikke borgerne om de rent faktisk og helt substantielle forskelle på de to aftaler? I andre lande med større afstande mellem de politiske positioner havde man skreget af grin over den ballade, som så små forskelle kan udløse.

Det væsentligste kan formentlig koges ind til at handle om modtagere af overførselsindkomster. Det er Enhedslistens hjerteblod, og derfor partiet kæmpe for flere penge til disse grupper, uanset om kassen er tom og uanset at det skader de fundamentale 

Svaret er kort: Nej. Store dele af pressen bidrog 

Er det egentlig så underligt, at journalister indimellem anklages for at være røde?

pressen har overdrevet den negative betydning af aftalen og dermed ukritisk løbet Enhedslistens ærinde. Man kan ikke fortænke Enhedslisten ved retorik at holde en så skarp profil som muligt og dermed distancere sig fra den aftale, som i stedet blev indgået. Men man kan i høj grad kritisere pressen for ikke at filtrere ud i de politiske profileringer og sikre, at borgerne får reel oplysning og information om de faktiske forhold.

at være det filter mellem politikere og borgere, som man kan forvente. Og det filter skal sortere ud i alle de politiske profileringer og sikre, at 

været med til at overtegne den negative betydning, men som Enhedslisten

Det var ikke en skattereform, som blev indgået og en efterfølgende grundig dækning af de substantielle påvirkninger, det vil have for Danmark - nødvendigheden af reformen.

Det var derimod det faktum, at regeringen valgte at lave et bredt forlig med V og K, og som over 75 pct. af vælgerne er repræsenterede ved - og ikke et smalt forlig med  Enhedslisten og kun lige godt 50 pct. af vælgerne bagved. Absurditeten består i, at pressen spildte mange ressourcer, flere dage og millioner af menneskers liv på en sag, som ikke bare var forkert, men også en sag hvor den reelle konflikt mellem de to retninger - regeringen med Enhedslisten og regeringen med V og K - er ligegyldig og tæt på ikke-eksisterende i realiteternes verden.

Viel Geschrei aber so wenig Wolle.

Så hvorfor al opstandelsen? Hvad fik da pressen til at spilde så meget tid og ressourcer på bekostning af de rigtige og vigtige historier?

Det er naturligvis et komplekst sæt af forklaringer, men én af de bærende årsager er, at pressens operandi modus har ændret sig markant de seneste 8-12 år. Internettet er kommet, og det samme er både nyhedskanaler og et kraftigt øget antal nyhedsudsendelser. Alt i alt har det intensiveret konkurrencen helt enormt, når nyhedskanaler og webmedier konstant skal holdes opdateret for at fastholde brugernes opmærksomhed. Og det vil sige, at enhver lille og ubetydelig nyhed slipper igennem det journalistiske filter, fordi nyhedsmaskineriet producerer i stadig højere gear.

Undersøgelser har da netop også påvist, at antallet af nyhedshistorier er eksploderet de senere år. Men er der nogen, der spørger, om det betyder, at denne vækst rent faktisk består af substantielle nyheder? Har det kraftigt øgede antal nyhedshistorier reelt bund i virkeligheden? Nej, det har det selvfølgelig ikke, men for at blive ved med at fodre nyhedsmonstret med stadig flere nyheder, har man været nødsaget til at tage andre nyhedskriterier i brug, end dem journalister har brugt i de sidste hundrede år. Det nye nyhedskriterium er drama.

Hvis journalister indimellem kritiseres for at have rød slagside i den politiske dækning, så har en stor del af dem gjort sig velfortjent til mistanken den seneste uges tid.

Med undren har man kunnet følge en journalistisk dækning i adskillige dage, som har været voldsomt kritisk mod en bred aftale hen over midten med alle de store og økonomisk ansvarlige partier

Den journalistiske dækning har i adskillige dage i træk været kritisk mod en bred aftale hen over midten med alle de store og økonomisk ansvarlige partier - til fordel for en helt snæver aftale med det yderligtgående parti Enhedslisten. Og sjældent har man set

Den sidste uges journalistiske dækning af de politiske begivenheder omkring skattereformen er et sådant eksempel. Sjældent har man set en så massiv journalistisk dækning af et emne med så lidt substans.

er de langt fra selv uden skyld - som når pressen siden sidste fredag har ført en helt intensiv, kritisk journalistisk dækning af den brede aftale, altimens den smalle aftale med Enhedslisten, som ikke blev til noget er blevet forherliget.

Aldrig tidligere har man set en journalistisk dækning af en så tynd kop te, som det har været tilfældet i en næsten samlet presses absurde dækning af striden mellem Enhedslisten og regeringen. Der er ubegribelig lidt reel substans i den konflikt, som de fleste medier har valgt at fokusere at være den helt bærende vinkel i skattereformen. Skulle eksempelvis en dansker komme flyvende ind fra udlandet efter mange år væk fra Danmark, ville vedkommende

Langt mere er på spil end et forsmået yderligtgående parti. Danmarks fremtidige konkurrenceevne, muligheden for at få skabt et system, hvor der er klarere økonomiske forskelle på at arbejde og være uden arbejde. Skattereformen er ikke for sjov. Den er virkelig vigtig - ikke for at lave traditionel omfordeling, som er venstrefløjens kendemærke, men for at skabe incitamenter for borgerne til at arbejde endnu mere, som er det eneste, der kan skabe grundlaget for den levefod, vi ønsker at have.

Men de traditionelle nyhedskriterier er under opløsning. Væsentlighed har været ét af de helt centrale i journalistikken i årtier, ja mere end det. Men den kraftigt accelererende nyhedsstrøm skabt af 24/7 nyhedskanaler samt netmedierne har gjort dramaet til et særskilt nyhedskriterium - til stor skade for journalisters evne til at se den gode, den relevante og den vigtigste historie.

Og for at der er drama, skal der meget gerne være konflikt. Er konflikten der ikke, kan man skabe én. I denne sag har kun én part - foruden pressen - ønsket at skabe og puste til en konflikt, nemlig Enhedslisten. Men medierne er endnu engang ukritisk hoppet på Enhedslistens dagsorden, der er papirstynd:

Hvad er reelt forskellene på den indgåede skattereform, og den der ville være indgået med Enhedslisten? Der er flere, men det der bærer den øjeblikkelige indignation er, at man ikke vil fortsætte med at have en automatisk velstandsstigning for modtagere af overførselsindkomst, når ikke engang folk i arbejde har samme garanti. Man har valgt at fastholde den hidtidige købekraft, og der er altså ikke tale om en forringelse.

Enhedslisten og nogle få SF'ere, som ikke brokkede sig, da deres parti fremlagde netop dette i slutningen af maj som regeringens politik, vil derimod yderligere øge købekraften og velstanden hos modtagere af overførselsindkomster - helt ude af tråd med tidens ånd. Alle andre spænder livremmen ind og må indstille sig på e uændret eller en lavere levestandard, og over hele Europa er det gået op for befolkningerne, at der er levet over evne i forhold til, hvad vi har råd til.

I dette klima skaber det altså enorm opstandelse og ekstrem stor bevågenhed fra medier, der med sympati ser på den yderste venstrefløjs forargelse over, at man ikke vil sende endnu flere penge efter førtidspensionister, ledige og kontanthjælpsmodtagere. Det er derfor manipulation, når Enhedslisten med vanlig svulstig retorik bruger villige medier til at bilde befolkningen ind, at man har "stjålet" penge fra modtagere af overførselsindkomster. Vi taler altså om penge, de end aldrig har fået.

Ejendommeligt er det også at se en så massiv kritisk presse mod den indgåede aftale, som indbefatter et stort flertal i Folketinget - faktisk er over 75 pct. af vælgerne repræsenterede ved aftalepartierne. Men havde man indgået en aftale med Enhedslisten, ville kun 51 pct. af vælgerne være repræsenterede.

Da VK-regeringen indgik snævre aftaler med Dansk Folkeparti, var pressen og den yderste venstrefløj særdeles kritiske overfor blokpolitikken. Nu har man landet en meget bred aftale, men den kritiske journalistik går på, hvorfor man ikke lavede den smalle aftale med Enhedslisten. Læserne og seerne må da få det indtryk, at journalister godt kan lide brede aftaler, fordi de røde ikke må holdes udenfor, hvorimod smalle aftaler er at foretrække, hvis det kan holde de blå partier udenfor. Jeg siger ikke, at man ikke kan dække regeringens valg af aftaleparter kritisk - det er det helt massive omfang af kritikken, der er vigtig her, og det skaber grobund for den allestedsnærværende beskyldning om, at journalister vitterlig er røde. Og det har man kun sig selv at takke for.

Den groteske væg-til-væg dækning af en stridighed, som står mellem et meget bredt flertal i Folketinget på den ene side og en flok aldrig tilfredse stærkt venstreorienterede mennesker har nok potentiale til at være en god historie. Men det kan ikke trække seks dages evindelig dækning - og da slet ikke, når de fleste medier her på sjettedagen stadig er aldeles ukritiske overfor Enhedslisten, der fremstiller den indgåede skatteaftale som om, man har sendt overførselsesindkomstmodtagerne i den sociale massegrav.

Tilbage står, at de sociale forskelle mellem en blå og den røde skattereform er latterlig lille. Den handler i bund og grund om, hvorvidt man ikke forbedrer og ikke forringer vilkårene for ledige, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere mv. - eller om man skal styrke deres levestandard yderligere i en tid, hvor alle må vise tilbageholdenhed. At det kan få det danske mediebillede til fuldstændig at tilte, gavner ikke den i forvejen meget lave journalistiske troværdighed. Viel Geschrei, aber wenig woll.

Nu er brede aftaler pludselig et problem

Hvis journalister indimellem kritiseres for at have rød slagside i den politiske dækning, så har man siden i fredags selv bidraget heftigt til at cementere den opfattelse.

Skattereformen var og er historisk, og den rummer masser af gode og nødvendige elementer for den måde, vi økonomisk skruer fremtidens Danmark sammen på. Man kan diskutere, om det er nok til at rykke ret meget, - men det rykker i den rigtige retning, og der er taget hul på nogle tabuer, som længe har gjort det umuligt at diskutere rimeligheden i brandbeskatning af dem, der arbejder hårdt hver dag og bidrager til velfærden. Nu er der optøning på vej bredt blandt Folketingets væsentligste partier, omfattende alle dem der historisk, der tager ansvar for landets ve og vel.

Er det så dét, som medierne flyder over med i dagene efter forligets indgåelse? De mange og vigtige perspektiver, gode historier og fremadrettede vinkler. Nej, de er fortsat i overvejende grad ubeskrevet, mens store dele af pressen i stedet har kulegravet og endevendt til hudløshed den helt flygtige, men meget mere dramatiske vinkel om konflikten med Enhedslisten, som har fyldt medierne fra væg til væg?

Regeringen har indgået en aftale med V og K, som samlet set repræsenterer over 75 pct. af vælgerne. En stor del af pressens dækning er kritisk journalistik mod den brede aftale, mens den meget smalle aftale, der kunne være blevet til med Enhedslisten blot ville have repræsenteret 51 pct. af vælgerne. I et tiår bankede medierne sammen med EL, SF og S på den daværende regering for at lave blokpolitik med Dansk Folkeparti. En aftale med Enhedslisten ville have været præcis det samme - men med rødt i stedet for blåt fortegn. Man kan ikke fortænke læserne og seerne i at mistænke pressen for at være tilhængere af smalle aftaler, når bare det holder de blå udenfor, mens smalle blå aftaler uden røde partier

Den journalistiske dækning har været og er stadig på femtedagen styret af balladen, af dramatikken og af Enhedslistens raseri. Journalistik skal være underholdning, farver og fuld skrue. Det må for alt i verden ikke være væsentligt, for så bliver det nok bare kedeligt, og det kalkulerer medierne tilsyneladende ikke med, at danskerne kan kapere. Drama er blevet et selvstændigt nyhedskriterium i dansk journalistik og er givetvis en væsentlig forklaring på, at stadig færre borgere vil betale penge for det journalistiske produkt, med mindre pengene er tvangsinddrevet. Prouktet mætter lige her og nu, masser af sukker, men det er uden vitaminer og lige om lidt opdager man, at man stadig er sulten, sulten efter væsentlig, information og substans.

Og så fastholdes fokus på ét element i skattereformen, som er helt rigtigt at bruge journalistiske kræfter, men som nøgternt set er absurd at køre så intenst og så langvarigt på. Man skulle jo tro, at et bredt flertal af befolkningen har sendt modtagere af overførselsindkomster lige lukt i den sociale massegrav. Men det er en grov fordrejning, hvor store dele af medierne endnu engang ukritisk videregiver Enhedslistens politik.

Faktum er



Den kontinuerlige kritiske journalistik mod regeringens valg af den brede frem for den smalle løsning, mod at have valgt forligsparter i midten af dansk politik frem for på den yderste venstrefløj gør, at man dårligt kan fortænke befolkningen i at mistænke journalister for at have en rød dagsorden, for hvorfor kritiseres et bredt forlig? Man har ikke glemt, hvordan samme medier kritiserede den tidligere regering benhårdt for netop de smalle aftaler med Dansk Folkeparti, - så nogen kan få den tanke, at det brede forlig kun er godt i pressens optik, når den involverer de røde partier, mens smalle forlig er godt, når det kan holde de blå ude, men inkludere Enhedslisten. Sådan er det selvfølgelig ikke - men medierne må indse, at den mistanke kan opstå.

Faktum i skattereformen er, at man bibeholder købekraften hos modtagerne af overførselsindkomster. Man tager ikke noget fra dem, som de allerede har fået. Man "stjæler" ikke fra dem, som er den retorik, pressen ikke forholder sig kritisk overfor. Rent faktisk lever vi et i land, hvor det uden stort besvær er muligt for dem der lever på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension mv. - uden stort offer at anskaffe sig for eksempel iPhones, spillekonsoller og andre ganske dyre produkter. Det er reelt velstandsniveauet for mange af dem, som ikke antages at være de mindst bemidlede.

Det kan man mene om, hvad man vil rent politisk. Det forholder jeg mig ikke til. Men jeg forholder mig til mediernes dækning af de politiske emner, som vedrører velfærdsstaten og vores fælles finansiering af samme. Jeg forholder mig til, at medierne ofte pumper indignationen op til et niveau, hvor det antager groteske former i form af medløbende historier om fx. en førtidspensionist, som skælder ud over, at kommunen ikke vil påtage sig hans udgifter til hans Viagra-forbrug tre gange om ugen. Eller om den kvinde som er sur over, at hun selv skal finansiere sit eget liv i de næste to måneder, fordi hun først begynder på sin uddannelse til september og derfor først kan få SU dér. Vi ser alt for mange tilfælde af journalister, som pr. princip holder med borgere, der stiller selv helt urimelige krav om, at det offentlige skal betale for det ene eller det andet. Og den dagsorden vil masser af borgere opfattes som stærkt venstreorienteret, selvom det nok snarere er dårligt håndværk og mangel på andre og mere relevante historier.

Den aktuelle sociale indignation, som pressen fremkalder, går ikke på, at modtagere af overførselsindkomster fratages muligheden for at købe det, de altid har kunnet købe, for det vil være uændret. Den går derimod på, at de fra 2016 og fremefter (hvor en stor del af dem, som i dag er på overførselsindkomster forhåbentlig er kommet videre) ikke får endnu flere penge til at købe endnu flere luksusvarer.

Det står i vild kontrast til, at samme medier kører smålige historier om, at vores folketingspolitikere, der i overvejende grad arbejder benhårdt og har et stærkt utaknemmeligt arbejde, bliver hængt ud for det mindste bilag - for slet ikke at tale om, når man udstyrer de folkevalgte med netop smart phones. Stor ståhej og meget misundelse. Men er man på overførselsindkomst skulle det da bare mangle.

Agendaen ville forekomme absurd i de fleste andre lande, hvor de mindst bemidlede reelt har nøden stående for døren, og hvor den danske debat ville forekomme direkte provokerende. I et land som USA ville selv de mest venstreorienterede demokrater opfatte den foreliggende skattereform med beskyttelse af købekraften hos overførselsmodtagerne som særdeles socialt retfærdig.

Men hvorfor er der så mange, som er vrede over skattereformen:

Danmark har placeret sig alleryderst i verden på to afgørende parametre: Skattetryk og omfordeling. Det betyder, at Danmark er det sted i verden, hvor man betaler allermest for at arbejde samtidig med, at det er dét sted, hvor man får allermest ud af ikke selv at tjene sine egne penge. Og selvom der er ganske ekstremt sammen med resten af verden, har danske medier gjort dette til normalbilledet. I dag er det så meget normalbilledet, at ethvert træk væk fra yderpositionen bliver opfattet som dybt asocialt. Den økonomiske lighed i Danmark er helt ekstrem, men rykker politikerne og et bredt flertal i Folketinget på ginikoofficienten med bare nogle få decimaler, tegner medierne et billede af, at den sociale massegrav er lige om hjørnet.

Skattereformen rykker ganske rigtigt ginikoefficienten marginalt - ikke fordi man gør de fattige fattigere, men fordi man har haft et bredt politisk ønske fra højre til venstre om at gøre det mere attraktivt at arbejde, fordi sådan er det i resten af verden, som vores virksomheder konkurrerer med. Så de arbejdende belønnes altså lidt mere for at bidrage til velfærdssamfundets udvikling og vækst, mens dem der ikke bidrager ikke får mere, men må nøjes med det, de hele tiden har fået.

Diskussionen om røde journalister eller ej er træls for alle os, som holder af faget og synes, det er et ekstremt vigtigt og nødvendigt fag. Den medvirker kontinuerligt til at placere journalister i bunden af alle troværdighedsskalaer. Dækningen af skattereformen vil af det store flertal, som foretrækker brede politiske løsninger, blive opfattet som tendentiøst, dikteret er et yderligtgående fløjparti, som repræsenterer mindre end 7 pct. af vælgerne.

Den slags bidrager ikke til at etablere en opfattelse af, at journalister ligevægter både røde og blå agendaer. Slagsiden er ikke bevidst. Arbejdet er bare ikke gjort godt nok. Det er sjaskeri og dovenskab, fordi de væsentlige og tunge vinkler er alt for indviklede og kedelige.

Pressen undertrykker kritisk debat om pressen

De seneste måneder er kritikken mod den danske presse taget kraftigt til. Den kommer både fra et bredt Folketing, fra organisationer og virksomheder og fra mennesker, som rent professionelt har en stor og jævnlig berøringsflade med pressen. Det er som om, man har fået nok.

I offentligheden er kritikken - som jo netop denkritiserede part, pressen og medierne, kan dosere og styre, som man vil - begrænset, og den del almindelige danskere hører om er fra petitesseafdelingen. Den eneste offentlige diskussion og problematisering handler nemlig kun om Pressenævnets rolle, og om pressens uformåenhed, når først det er gået galt.

Men det er et uskønt billede, pressen tegner, for det er ufuldstændigt og mangelfuldt i forhold til omfanget af de problemer, nogle medier står med. De langt vigtigere spørgsmål burde i stedet gå på, hvordan de meget omdiskuterede fejl helt undgås i stedet for at diskutere så intenst, hvad vi gør, når de er indtruffet.


Det fjerner behændigt fokus på det, der er langt vigtigere: Hvordan undgår vi i første omgang alle fejlene, for fejlene skulle jo for pokker gerne for alle medier være ønskværdigt at undgå. Desuden tyder noget på, at pressen også kontrollerer debatten, så vi ikke rigtig kan komme til at diskutere andre vigtige forhold. For eksempel lyder der gang på gang en bondeanger hos journalister og redaktører, når én eller anden personsag - typisk en politiker - er gået over gevind i pressen. Ugebrevet Mandag Morgen påviste bla., at mens pressen i månederne efter Lene Espersens famøse afbud til det arktiske møde (som i sidste ende fældede hende som formand) trak intet mindre end 2000 historier i pressen, mens den økonomiske krise i samme periode trak blot 800 historier. Det turde være åbenlyst for alle i dag, at det er en skandaløs ringe prioritering taget i betragtning de voldsomme konsekvenser, den økonomiske krise har på alle samfund, mens Lene Espersens mødeafbud i det store var en ligegyldig prut i hverdagens mediebillede. Det er værd at diskutere pressens, journalisters og redaktørers kompetencer og evner til at påtage sig den vigtige rolle, det er at agere vagthund på vegne af borgerne. Pressen har siden undertrykt skandalen - det er jo nemt, for det er som bekendt pressen selv, som

Det er værd at fremhæve, at det ikke er hele pressen og alle medier, som har et problem. Det er faktisk ikke så mange - men de fylder til gengæld alt for meget. Typisk har snævre fag- og nichemedier fuldstændig styr på fakta og på deres publikum, så her er journalister udmærket klar over, at historierne skal repræsentere en reel værdi for modtagerne. Det gælder medier som Altinget, Børsen, Kristeligt Dagblad, Information, Weekendavisen, men også fag- og specialmedier. Problemet er mainstream-medierne, hvor journalister er generalister, som farer fra den ene historie til den anden.

Alle kender formentlig oplevelsen af at se en historie i pressen, der omhandler et emne, man har indsigt i og kendskab til. Det er tit en rystende oplevelse, for

Der er ikke kun brug for en markant styrkelse af Pressenævnet. Det er ingen krænkelse af presse- og/eller ytringsfrihed at slå hårdt ned overfor fejl, som kunne have været undgået, men som potentielt har dramatiske konsekvenser for dem, det går ud over. Tværtimod burde ethvert retlinet og professionelt journalistisk menneske være stærk fortaler for, at man markant siger fra overfor fejl i lyset af, hvor stor skadevirkning det kan have.

Årsagerne til sygdommen i journalistikken gisnes der meget om, og man kan fremhæve en række forskellige, herunder pressens egen manglende vilje til at lytte og erkende. Men der er andre fejlkilder som, når tv-journalister lader hensynet til væsentlighed for for en vurdering af, om der er "gode billeder" i en historie. Det er i branchen en helt normal vurdering af, om en historie bringes eller ej, hvilket for den rationelle vil forekomme overraskende. Det siger sig selv, at den grundvurdering vil trække uvæsentlige sensationssøgende historier om kriminalitet mv. op, mens langt vigtigere, men mere intellektuelt bårede historier vil lide under det. Det er en væsentlig forklaring på, at dansk politik dækkes med langt større vægt på personer og mindre på substans. Der er tonsvis af tunge politikhistorier, som tv-journalister lader falde på, at der ikke er "billeder i det". Men at vurderingen er normalbilledet i en branche, gør det ikke rigtigere - i rockerkredse gælder der eksempelvis også vurderinger på basis af et normalbillede i disse snævre kredse, men som vil være dybt anstødelige på omverdenen.




Hele debatten, der ikke som ønsket har foregået i fuld åbenhed, frit og fordomsfrit, synes dog at have koncentreret sig om, når fejlen først er sket. En stor del af omdrejningspunktet har været det utilstrækkelige Pressenævn, som først kommer i spil, når skaden er indtruffet.



Politikere, virksomheder og organisationer samt mange andre professionelle aktører i og omkring den off



Hvis det er gået hen over hovedet på Dem, kære læser, at politikere og mange andre professionelle aktører i og omkring den offentlige debat, udtrykker så stor mistillid til pressens arbejde, at de truer medierne med et decideret politisk indgreb - så er det ikke deres skyld.

Det er en ganske alvorlig sag, der potentielt kan intimidere så vigtige begreber som ytrings- og pressefriheden, men debatten gør så ondt på medierne, at man ikke


 slet ikke har bemærket, at der i de seneste måneder er fremvokset en stadig mere udpræget mistillid over pressens arbejde, er det ikke Deres skyld.




Mistilliden, som især politikere og andre professionelle aktører i den offentlige debat, giver udtryk for i skarpe vendinger, er tilsyneladende ikke noget, medierne har lyst til at dele med læserne og seerne andet end helt sporadisk. Pressen er i hvert fald selv skyld i, hvis man måtte få den opfattelse, at der foregår en direkte bevidst undertrykkelse af en meget vigtig debat. Til sammenligning har Henrik Sass Larsens tilbagekomst med et slag på tasken fået 10 gange så meget


Mistilliden har bund i befolkningen.

De, kære læser, har næppe bemærket, at der i de senere måneder og år har ulmet en stadig mere udpræget mistillid til pressens arbejde, som netop er ved at kulminere i et muligt politisk indgreb for at undgå, at pressen udvikler sig til skade for demokratiet.

Selvom det er hårde ord, er det sådan, mange fagfolk, politikere og andre, som rent professionelt dagligt beskæftiger sig med pressen, ser på det - men kritikken når kun i meget begrænset udstrækning ud til den danske befolkning, så De får slet ikke muligheden for at følge debatten, med mindre de aktivt selv opsøger den i smalle fagmedier.

Debatten og den markante kritik synes ikke at være noget, pressen ønsker at bringe ud til en større offentlighed. Den kører stort set udelukkende i små, afgrænsede fora langt væk fra almindelige mennesker, og når kun helt sporadisk ud til den brede befolkning gennem de store massemedier som DR, TV 2, de brede dagblade, netmedier og gratisaviser. Det er påfaldende, at en så alvorlig sag ikke når ud i de brede medier, - det er så påfaldende, at man kan få et indtryk af, at medierne ønsker at undertrykke debatten. Selv helt døgnaktuelle og noget mere uvæsentlige nyheder

Debatten er ubehagelig for journalister og redaktører, og den finder - formentlig af den årsag - kun sporadisk vej til de brede massemedier, dvs. de større aviser, DR, TV 2 mv. Udnævnelsen af Henrik Sass Larsen til Socialdemokraternes gruppeformand og andre lignende politiske personsager kan på få dage få langt flere sendeminutter og spaltemilimeter end den helt fundamentale og vigtige debat om pressens ansvar i forhold til det omgivende samfund.


Det er uheldigt, at den almindelige dansker ikke umiddelbart får kendskab til den væsentlige debat, og derfor er der heller ingen - udover de professionelle - som aner, at der forleden på Christiansborg blev afholdt en stor høring om problemet, og hvor medierne fik flere klokkeklare advarsler om at få rettet op på situationen.

Hvad er da problemet? Der er for mange fejl og mangler i det journalistiske arbejde, og der er opstået en forvredet opfattelse af, hvad der er vigtigt. Nyhedskriterierne har forvandlet sig, så væsentlighed som nyhedskriterium ofte er afløst af drama og personfixering - ikke mindst i det politiske liv.

Mange kender den oplevelse, at hvis man i pressen ser en historie om et emne, man selv er godt inde i, chokeres man over kvaliteten og over, hvor lidt den pågældende journalist faktisk har forstået.

Desværre tyder meget på, at det mere er reglen end undtagelsen. Bortset fra niche-, fag- og specialmedier som Børsen, Weekendavisen eller snævre nichesites


Ret skal være ret. Af alle medier har Ekstra Bladet valgt en lidt anderledes tilgang til problemerne - ganske vist blot en enkelt seance, men det er da en start: Chefredaktør Poul Madsen gik mandag middag på live-chat med læserne, som kunne give deres mening til kende råt for usødet.

En svale gør ingen sommer, som man siger, og der er stadig meget langt, før medierne af et godt og oprigtigt hjerte har åbnet sig for borgernes kritiske røster. Der er masser at tage fat på - og hvad er der nu galt med at erkende, at man er fuld af fejl. Det vil da være næsten unaturligt andet i lyset af det enorme journalistiske output, der kommer hver dag. Fejlene er ikke i sig selv det værste - det er derimod uviljen til at erkende dem og rette op på dem. Det er umuligt at modarbejde fejl, hvis man bilder sig ind, at man lever i en noget nær nulfejlskultur.

Det farlige tv-medie

DR bragte i forleden aften den 5. juni 2012 en amerikansk dokumentarfilm, som gik hårdt til angreb på fænomenet "arbitration clause" - en metode, som benyttes i USA helt lovligt af virksomheder, der forsøger at beskytte sig mod de berygtede amerikanske erstatningssager i millionklassen.

Filmen var klassisk amerikansk, fyldt med virkningsfuld musik, en veldisponeret sammenklipning, stærke historier om skrækkelige skæbner og medrivende personskæbner, som var havnet i en situation, hvor de på grund af at være bundet af arbitration clause var blevet afskåret fra at retsforfølge de ansvarlige for deres forskellige ulykker. For den forudsætningsløse seer en fascinerende og fængende dokumentar, som efterlader én med en klar holdning imod arbitration clause.

Men netop fascinationen er det dødsensfarlige hér, for filmen gav set ud fra en faglig-journalistisk synsvinkel et rystende indblik i, hvordan medier og journalistik kan misbruges til det yderste for at fremme en emotionel stemning til fordel for et bestemt synspunkt. Udsendelsen var gennemført ensidig, og seerne blev stopfodret med argumenter imod arbitration clause.

Det er velkendt, at enkeltindslag eller enkeltudsendelser har kunnet forandre en folkestemning. Og derfor har især tv-journalister et helt særligt ansvar, når de sidder og tilrettelægger deres produktion med et ønske om en skarp vinkel og maksimal opmærksomhed og gennemslagskraft. Ét er, når journalister uagtsomt sjusker sig ud af det uomgåelige krav om balance og tilstræbt objektivitet - noget andet er, når det sker med fuldt overlæg, og hvor alle virkemidler tages i brug i et kynisk ærinde. Så bliver det manipulation af borgerne og misbrug af det magtmiddel, som tv-mediet er.

Filmen, som DR2 udsendte i går, var et eksempel i et sådant groft misbrug, hvor DR tilsyneladende ikke finder det betimeligt at lade krav om afbalanceret journalistik gælde, når den journalistiske historie ikke er produceret af DR eller af danske journalister.

Jeg opgav til sidst at tælle antallet af medvirkende, offerkilder, ekspertkilder mv., som var modstandere af arbitration clause. Det var til gengæld nemt at tælle de kilder, som forklarede fænomenet - der var nemlig ingen. Ordet tendentiøst er et mildt udtryk for udsendelsens retning. Sådan misbruger man tv-mediets enorme gennemslagskraft.

Ensidighed vækker altid min undren og skepsis, som når Enhedslisten og Johanne Schmidt Nielsen ukritisk hyldes af danske journalister trods partiets helt ekstreme synspunkter. Og i forhold til arbitration clause måtte jeg søge alternativ information på nettet, når nu udsendelsens bagmænd havde besluttet sig for ikke at være objektiv informerende og for bevidst at undlade at formidle de modsatte synspunkter.

"Arbitration clause" er, viser en kort søgning, et fænomen, som støttes af den amerikanske regering med det formål at flytte tvister mellem eksempelvis virksomheder og forbrugere fra overbebyrdede retssale til voldgifter. Tilhængere af arbitration clause bruger udtrykket "alternativ tvistbilæggelse", fordi man vælger en anden vej end retssalen, som historisk i USA har været kendt som en nem genvej til de store millionerstatninger.

Upsiden for eksempelvis en forbruger i at anlægge en retssag med krav om et meget stort erstatningsbeløb er enorm i forhold til downsiden - ikke mindst fordi advokater med speciale i denne særlige disciplin arbejder efter en form for no cure, no pay princip. I realiteten bliver det tæt på gratis for forbrugere at anlægge en retssag, mens gevinsten kan være en arbejdsfri tilværelse resten af livet. Arbitration clause er med andre ord ikke så ensidigt det ondskab, som udsendelsen på DR2 efterlod udtrykket af. Der ligger også en forholdsvis velbegrundet årsag bag opfindelsen.

Ved at undlade at koncentrere sig om nøgtern, uafhængig og afbalanceret journalistik gør DR sig genstand for en klar meningspåvirkning i én bestemt retning uden, at der bliver lejlighed til en reelt debat af fænomenet. For det er jo slet ikke utænkeligt, at det i en gennemarbejdet udgave kan lede til bedre, hurtigere og mere kvalitetsbetonede bilæggelser af tvister til gavn for alle parter. Men har man set denne udsendelse, vil man ikke synes, at man har brug for yderligere oplysning om fænomenet: De fleste vil for længst have en negativ holdning til det.

Og det er muligt, at arbitration clause er noget ondsindet skidt. Det aner jeg ikke og kan ikke gennemskue uden at have haft muligheden for sætte mig ind i det. Men jeg véd, at journalistik kan misbruges, at tv-mediet kan misbruges ved at spille på seernes følelser, og at udsendelser med 30 kilder på den ene side og nul kilder på den anden er langt fra, hvad man bør finde i danske publicistiske medier. Den slags er farlig manipulation af folkestemningen. Det er misbrug af de penge og den tillid, vi som befolkning med bævende hånd har betroet DR og DRs medarbejdere, som hver dag burde huske sig selv på, at de sidder på betroede poster med enorm magt og indflydelse, som er givet til låns.

Og så vil nogle indvende, at der jo er tale om en dokumentarfilm, men hvor fagfolk måske kan være enige om, at der kan gælde knap så stringente krav som i rene nyhedsudsendelser, så er det blot en nørd-diskussion, som seerne ikke fatter.

For dem er og bliver en dokumentarfilm en film, som dokumenterer.

Gratis-trend en trussel mod pressen

Det er ikke kun dagbladene, som har alvorlig ondt i disse år - både i herhjemme og i udlandet er massive oplagsfald for dagbladene blodig virkelighed, hvor væksten i online-indtægterne på ingen måde kan kompensere for tabet i de gamle offline-indtægter.

Men krisen er langt værre og mere vidtspredt end som så, for den omfatter ikke kun dagbladene - det er en regulær tillidskrise, og den omfatter pressen som institution og journalistikken som fag. Anseelsen, respekten og den oplevede værdi af pressens arbejde er ved at blive undergravet, og for hver dag der går, udvandes fortællingen om, at pressen er en hjørnesten i demokratiet, den fjerde statsmagt osv. Den negative udvikling fremgår med al tydelighed i en undersøgelse af Burson-Marsteller, som viser, at det nu er færre end hver fjerde dansker, som har tillid til det mediernes historier.

En del af forklaringen på den udprægede tillidskrise mellem medierne og befolkningen skal bla. findes i den markante gratisbølge, som har skyllet ind over medierne i de seneste 15 år, og hvor medierne har skudt sig selv meget mere i fødderne, end man undervejs gjorde sig begreb om. Det er nemlig ikke bare indtægterne, som er hårdt ramt - det er meget værre, for det er i høj grad også borgernes, brugernes, læsernes opfattelse af journalistikkens og pressens betydning.

Da internettet for alvor fik sit folkelige gennembrud i midten og slutningen af halvfemserne, var det for alle medie- og dagbladshuse kun et spørgsmål om at komme først - indtjening og profit på internetaktiviteterne var sekundært. Tendensen blev forstærket af dotcom-boblen op til årtusindskiftet, hvor stadig mere vidtløftige internetprojekter blev værdiansat til milliardbeløb på børsen, selv helt uden nogen form for substans eller indtjening. Man kan dårligt laste medierne for, at man dengang forfulgte gratis-princippet.

Man kan til gengæld bebrejde medierne, at man senere ikke indså, at gratisvejen på webmedierne ikke var farbar i længden, - ja, man kan kritisere dem for, at de overhovedet ikke havde blik for de store skadevirkninger, det på sigt ville medføre og for at agere kortsigtet.

Det skulle blive meget værre. I 2001 lanceredes gratisaviser i Danmark, som over en årrække foruden de to første - metroXpress og Urban - fostrede udgivelser som 24timer, dato og Nyhedsavisen. Sideløbende kom stadig flere gratismagasiner til verden. Der har fæstnet sig en grundopfattelse af, at gratisaviserne var en gave til samfundet - men sandheden er naturligvis mere nuanceret end som så, for der er også en ikke ubetydelig bagside.

Altsammen støbte det fundamentet til en helt ny opfattelse af, hvad værdien af pressen, medierne og journalistik er: Nul. Man vænnede en hel generation (og det har nu afsmittet på resten af befolkningen) til, at journalistik er værdisat til lige præcis ingenting. Man kan så rigeligt få dækket sit behov for både journalistiske nyheder og baggrund ved at surfe på nettet og måske endda supplere med en gratisavis - og derved nemt undgå selv at skulle til lommerne og betale for journalistik og for det arbejde, pressen udfører. Det forstærker den negative udvikling i borgernes opfattelse af pressen, for det er nemt at cementere sit syn på journalister som blandt de allermest utroværdige grupper, når pressen samtidig har opdraget befolkningen til at anse værdien af deres arbejde for at være lig nul.

Det kan ikke fremstå mere krystalklart end, at den værdi som borgerne og læserne tillægger for eksempel dagbladenes journalistiske produkt simpelthen er langt lavere, end den pris dagbladene har fastsat på deres aviser Det er til syvende og sidst forklaringen på de enorme oplagsfald - disharmoni mellem produktets pris og den værdi som køberne tillægger produktet. Men det er som tidligere nævnt helt og holdent mediernes egen skyld, at det er kommet så vidt.

Opfattelsen af at journalistik ikke repræsenterer nogen særlig værdi, understøttes yderligere af, at licens i dag er en tvungen ydelse, som skal betales for at have en computer. Man - og især de yngre, som ikke ser tv-nyheder som øvrige generationer - skal direkte anstrenge sig for at få øje på nogen direkte kobling fra den tvungne betaling for at eje en computer og til DRs journalistik, TV-avisen mv. - ikke mindst da også fordi DR selv bidrager til den opfattelse, når X factor og Emil med kvinderne er det, DR markedsfører og brander sig på.

Det eneste sted hvor den journalistiske vare direkte kan til- og fravælges som et rent og enestående produkt er netop hos dagbladene, hvor alle - med de få undtagelser - oplever massiv tilbagegang over mange år.

Yderligere næring til den voksende opfattelse af at journalistik skal være gratis kommer af hele debatten om statsstøtte til medierne. Man vænner en hel befolkning til, at man dels kan få journalistik gratis uden at det er et personligt valg selv at skulle betale, dels at medier og presse er noget, som finansieres over skatten.

Man kan ikke fortænke borgerne i at opfatte pressen som værdiløst, økonomisk svagt og afhængig af offentlige midler, hvilket ikke er nogen attraktiv positionering og branding, når nu pressen burde være det modsatte - værdifuld, stærk og fuldstændig uafhængig af staten.

Hvornår mon pressen som institution indser, at udviklingen er uholdbar, og at der skal arbejdes på at ændre udviklingen?