Hvem er egentlig de onde og hvem er de gode?

Indimellem skal man godt nok holde tungen lige i munden, når man som journalist vinkler sin konflikthistorie, hvor nogen skal være skurken og andre helten. Det har efter min mening knebet lidt i en verserende sag mellem Føtex og så børnetøjsmærket Ticket to Heaven.
Jeg er bange for, at vinklen i de to historier, som har været bragt om denne konflikt på henholdsvis Politikens (Tøjfirma raser over Føtex' parallelimport) og Berlingskes (Føtex havnet i etisk strid) websites har taget sit udspring i nogle automatreaktioner, som alt for ofte præger journalistisk arbejde og den måde, der vinkles på: Biler er noget skidt, det er pr. definition synd for enhver minoritet, en lejer er forurettet, en udlejer, den der udøver forurettetheden, den store er ond, den lille den gode og undertrykte.
Det er præcis den skabelon, at historierne på henholdsvis www.business.dk og www.politiken.dk. Føtex får sig en grundig afvasker af begge medier - ikke fordi de fortjener det, for det gør de sådan set ikke, måske tværtimod, men fordi de er de store, og fordi modparten er den lille. Og så er rollefordelingen sådan set ikke til at rykke ved. Føtex=stor=skurk - Ticket to heaven=lille=offer.
Dette er historien: Føtex gør det, som de er allerbedst til. De stormer verden rundt for at finde gode, attraktive tilbud, som kan trække kunder ind i butikken. Indimellem lykkes det for Føtex - naturligvis på fuldt legitim vis - at gafle et parti varer, som de kan sælge til en stærkt favorabel pris set i forhold til den pris i Danmark, som ligger langt over. Med andre ord - de danske forbrugere er ofte udset til at skulle betale en højere pris for den selvsamme vare, som eksempelvis spanierne skal betale. Det var ellers netop for at komme den slags urimelige prisforskelle til livs, at man skabte det indre marked med den frie bevægelighed af varer. Konkurrencen skulle i højsædet, fordi det til syvende og sidst er til gavn for forbrugerne, fordi det tvinger til stadig mere effektiv produktion samtidig med, at en stærk konkurrence lægger et loft på, hvor ublu fortjenester producenterne skal score.
Ticket to Heavens direktør, Hans Peter Høegh Larsen, tror, at det er uetisk, når nogen ved hjælp af udnyttelse af helt legitime handelsveje sikrer, at de danske forbrugere alligevel kan få børnejakker eller flyverdragter fra dette firma uden at skulle betale langt mere end for eksempel de spanske forbrugere. Høegh Larsen har endda succes med at få Business.dk til at skrive, at Føtex er uetiske.
Høegh Larsen jamrer over alle de problemer, som Føtex' parallelimport har påført ham uden tilsyneladende at skænke det en tanke, at det er spillets regler, det er vilkår, at konkurrencen fungerer, og at han udsætter sig selv for disse vanskeligheder, når han vælger at prissætte sine varer uhyrligt meget højere i Danmark end i andre lande.
Man fornemmer tydeligt den gode direktørs harme, så mit gæt er, at han turnerer rundt til forskellige medier for at sværte Føtex til. Men jeg savner, at medierne stiller ham modkritiske spørgsmål og beder ham om at forklare, hvad det er omkring spillereglerne, han ikke forstår.
Og medierne overser efter min opfattelse også - hvis man endelig skal tale om den lille mod den store - at Føtex i dette tilfælde er på forbrugernes side, imod de fæle kapitalister som skamløst prissætter deres produkter så meget højere over for de danske forbrugere, at det kan betale sig for Føtex at støve et parti jakker op helt nede i Spanien, få dem fragtet til Danmark og stadig sælge dem langt, langt billigere, end hvad Ticket to Heaven angiveligt dikterer sine etablerede forhandlere i Danmark at sælge til - hvilket i øvrigt er tindrende ulovligt.
I stedet for at blive hængt ud burde Føtex nærmest have en forbrugerpris for at gøre alt det arbejde, så kunderne kan købe disse jakker til mere attraktive og realistiske priser. Det gavner især de mindst bemidlede. At der på nogen måde skulle være tale om etik eller mangel samme har faktuelt intet på sig. Det er ikke uetisk at være købmand - heller ikke når man parallelimporterer. Det er et normalt værktøj.
Så hvis man rent journalistisk overhovedet skal lade sig styre af dogmet om, at det altid er den store, som er skurk, mens den lille altid er offer eller helt, så kunne det nok i denne sag være relevant at se på forbrugeren som offeret for skurken - Ticket to Heaven.

Symbiose mellem kendisser og pressen under nødvendig opløsning

Pressen, især den kulørte, har stadig flere konflikter med kendisser, der har været forvænt med, at pressen var noget, man kunne bruge til eksponering og gratis reklame. Men kendis- og sportsjournalistikken er ved at blive professionaliseret, og det giver mere kritisk presse – ikke mindre

Forrige uges landsholdsboykot af den samlede, danske presse var blot en lille flig af et konfliktbillede, der i de kommende år vil tegne sig stadig tydeligere.
Under påvirkning af især den massive konkurrence – også globalt, hvor vi ser, at kendisjournalistikken ikke kender grænser – bliver pressen stadig mere kritisk. Selvom mange ikke bryder sig om, at især den kulørte presse – men også sportspressen – er så hård og kritisk, at det næsten er synd for de kendte, så må man indse, at det in the big picture er en rigtig og sund udvikling.
Hvem ønsker sig tilbage til de dage, hvor eksempelvis sportsjournalistikken var det rene lefleri? Sport er ikke bare for sjov og ren hygge mere. Det er benhård business med enorme summer på spil – i fodbold og flere andre sportsgrene er beløbene eksorbitante, ja nærmest absurde. Læg dertil at mange kendte lever et luksusliv med omfattende privilegier, særstatus og positiv opmærksomhed, der råber på en nysgerrig og kritisk presse.
Fodboldlandsholdets boykot er den foreløbige kulmination på nogle års tiltagende tranformation af sportsjournalistikken, væk fra det sleske og de medløbende spørgsmål. TV 2s magasin LPS har været ét af de centrale journalistiske flagskibe, som er i gang med at bære sportsjournalistikken ud af sin sump og ind på listen over agtværdig, samfundsrelevant journalistik. Pressen stiller langt hårdere, kritiske og nødvendige spørgsmål til manglende formåen end tidligere. Og det samme er ved at ske på kendisjournalistikken.
Det er på vej – og det er ikke sikkert, at vi alle vil bryde os om det. Offentligheden og pressen vil stille modkrav til luksuslivet og til alle privilegierne, og som man skal gøre sig fortjent til. Ingen vil komme sovende til noget.
Erhvervsjournalistikken har allerede været trukket igennem et professionaliseringsforløb og er blevet skarpere, kritisk og nærgående. I dag findes der kun få erhvervsledere, som agerer infantilt eller fornærmet, når pressen går til stålet. Begge parter - både erhvervspressen og erhvervslivet – er blevet professionelle, og virksomhederne har erkendt, at i et moderne samfund med mange penge involveret er en kritisk presse ikke en gene, men et nyttigt og nødvendigt samfundsgode.
Erhvervslivets topfolk med gager, der løber op i mange millioner kroner, accepterer i dag at være underlagt offentlighedens og en kritisk presses stærke interesse. Selv Kongehuset må indse, at privilegier og særstatus i forhold til almindelige dødelige bliver genstand for kritisk journalistik. Det er en professionel presses pligt at kigge enhver form for særstatus efter i sømmene for at undgå misbrug.
Landsholdet, DBU og alle de kendisser, som uretmæssigt føler sig krænkede over dårlig omtale og resten af Danmark kommer til at indse nødvendigheden af en mere professionel og kritisk journalistik. Pressen og journalistikken er ikke født til at være mikrofonholdere eller venner med deres kilder. Den gode stemning er på vej ud.
Jeg vil ikke forsvare, at der også begås uetisk og decideret fejlagtig journalistik indimellem, og det er sikkert også muligt, at man kan diskutere en enkelt historie eller to om landsholdet, men i det store og hele er det en nødvendig udvikling. Det vil være nyttigt som kendis at forberede sig på det fremfor at prøve at bekæmpe det. Landsholdets barnlige reaktion bragte mindelser tilbage til 3. klasse, da hele klassen blev straffet for noget, en enkelt, uafsløret elev havde begået.
Tidligere kunne de kendte også delvist styre medierne, - blandt andet i kraft af det symbiotiske afhængighedsforhold med pressen. Vild med dans-værten Andrea Rudolph blev rasende over, at Se & Hør bragte billeder af hende – topløs og gravid –på en offentlig strand.
I Danmark er det tilladt at fotografere på offentlige steder, men Andrea følte sig krænket og slæbte bladet i retten. Krænkelsen var ikke baseret på, at hun skulle tåle at få vist sine bryster i offentligheden imod sin vilje, for hun har i mange andre sammenhænge gerne brugt dette virkemiddel offentligt for at få opmærksomhed og eksponering. Ofte tilmed på en meget påtrængende facon.
Andreas krænkelse må således have gået på, at hun vil bestemme, hvilke medier der må vise hendes bryster, og hvem der ikke må. Sådan er vilkårene ikke, for når først man har bragt sit privatliv ind i det offentlige rum - hvad enten det er via udnyttelse af medierne såsom i interview-form, om det er Facebook eller hvad det nu er - så fanger bordet. Man kan ikke efterfølgende cherrypicke. Vil man beskytte sit privatliv som kendis, skal man ikke, mens man er mindre kendt, lade sig lokke af eksponeringen.
Landsretten, der frikendte bladet for at have begået noget strafbart, baserede sin afgørelse på, at et menneske som Andrea må ”tåle en vis nærgående behandling af sin person”.
Retssystemet fastslår altså, at hvis man er en kendt person, hvis liv, status og økonomiske situation er baseret på blandt andet eksponering og gratis reklame, så kan man ikke til- og fravælge, hvad man vil have pressen til at skrive om og bringe billeder af. Med andre ord – der er en bagside på enhver medalje, og forsøger man som kendis at bekæmpe det, vil man tabe i det lange løb. Når de kendte fremstår som forbilleder og idoler, er det afgørende at have en presse, der udstiller hykleri, når deres ord ikke stemmer med deres handling, når de kvajer sig, fejler og ikke lever op til forventningerne.
Mens vi følger den nødvendige omstilling af kendis- og sportsjournalistikken fra lefleri til en kritisk presse, kan man håbe på, at den sidste bastion – kulturjournalistikken – også snart står for fald. Og når først kulturjournalistikken bliver kritisk, så bliver det endnu hårdere at være en kendt skuespiller, musiker eller filminstruktør.