Ulrik Haagerup et scoop for DR

Der er mange mediehuse, som gennem tiderne forgæves har forsøgt at kapre Ulrik Haagerup til topposter - blandt andet Berlingske Tidende. Det er blevet sagt om Ulrik, at han ikke ville forlade sit skønne landsted i Ry, men hans bopæl har i hvert fald ikke været nogen hindring for at gribe det stærkt attraktive tilbud fra DR om at blive chef for hele nyhedsområdet.

Haagerup er intet mindre end et scoop for DR, og han er én af de meget få, som har kompetencen til at rykke afgørende ved magtbalancen mellem TV 2 og DR. TV 2 har den mest sete nyhedsflade, og med TV 2 NEWS og DR's kapitulation på morgenfladen, er TV 2's sejr nærmest fuldt hus.

Der er ingen tvivl om, at rigtig mange seere ikke bryder sig om DR's nyheder, fordi man har opfattelsen af, at der er en politisk skævvridning i den daglige dækning. Uanset om det er sandt eller ej, er det et kæmpe-problem for DR, at det er den opfattelse, som klæber til den mægtige licensfinansierede medievirksomhed.

Men Ulrik Haagerup vil næppe acceptere status quo. Jeg kan ikke tro andet, end at han vil gøre sit til at ændre det image. Haagerups mantra har i mange år været, at den journalistiske objektivitet er en illusion, - hvorimod den tilstræbte objektivitet er det realistiske mål at følge. Og det mål vil for Haagerup være en kongstanke på DR. Hvad enten DR's nyheder på tv, radio og nettet allerede i dag er tilstræbt objektive eller ej, forestår der i hvert fald en opgave med at få fortalt licensbetalerne og borgerne, at det redaktionelle output er uangribeligt, upartisk og sagligt.

Herudover kan der næppe være tvivl om, at Ulrik Haagerup også er manden, som allerbedst vil være i stand til at udnytte det enorme redaktionelle apparat med omkring 1000 journalister, som DR råder over. En sådan kapacitet fordrer, at DR er danskernes nyhedsleverandør nummer ét - og i en klasse for sig selv, hævet over de øvrige mediehuse her i landet. Intet mindre burde være godt nok til DR.

Radiostationer til alle!

Politikerne bør snarest iværksætte en replanlægning af FM-båndet for at skabe et mangfoldigt og liberalt radiomarked, hvor stort set alle medievirksomheder kan få sig en radiostation. Og danskerne vil få et bredt udvalg af landsdækkende radiokanaler fra både offentlige og private indholdsleverandører


Efter mere end fem år med en borgerlig-liberal regering ser det ud til, at der med lanceringen af TV 2 Radio er ved at komme lidt liv i drømmen om et levedygtigt kommercielt radiomarked i Danmark. Hidtil har det ikke været til at få øje på forskellen på det danske og det nordkoreanske radiomarked, - som Jens Rohde ville udtrykke det. Vi mangler stadig et rigt og mangfoldigt radiomarked med radiostationer fra forskellige udbydere. Svaret på udfordringen er en replanlægning af FM-båndet. Det vil frigøre frekvenser og dermed tilvejebringe en stribe nye radiokanaler, til gavn for de danske medievirksomheder.

I de sidste mange år har reklameforbruget på radiomediet ligget ret uændret på 2 procent af det samlede reklameforbrug – langt under andre vestlige lande – svarende til mellem 200 og 300 mio. kr. Heraf udgør det nationale marked, som TV 2 Radio er lovmæssigt begrænset til at operere i, kun 98 mio. kr. Det er penge, som eksisterende radiostationer deler i dag. Da TV 2 Radios omkostningsbase udgør 110-120 mio. kr., kan man nemt forestille sig, hvor ekstremt kontante kravene til markedsvækst er, hvis ikke økonomien i den nye radiostation skal blive blodrød.

Lige nu venter alle på, om denne nødvendige udvikling af radiomarkedet er noget, TV 2 Radio er i stand til at levere. Der er næppe tvivl om, at TV 2 Radio er det bedste bud på nogen til at gøre det. Men får TV 2 succes, har staten udvidet sin dominans fra tv-reklamemarkedet til også radioreklamemarkedet. Samtidig øger staten sin markedsandel på danskernes radiolytning målt i tid på utrolige 71,5 procent genereret af DR-radiokanalerne til måske 80 eller 85 procent inklusive TV 2 Radio – afhængig af succes'ens størrelse. Det kan umuligt være den politiske vision, at den helt overvejende del af radio- og tv-indhold er statsdrevet.

Men, - hvad er så egentlig den dybere mening med at etablere staten som dominerende spiller på endnu et område af det danske mediemarked? Forhåbentlig ser kulturminister Brian Mikkelsen TV 2 Radio og FM5 som starten på at indfri borgerlig-liberale visioner om at frigøre et marked fra statslig dominans og dermed skabe mangfoldighed og et stærkt radiomarked præget af mange private udbydere. Forhåbentlig bliver der iværksat en proces, som sikrer, at de private medievirksomheder får mulighed for at udvikle sig multimedialt.

Det er selvfølgelig fint nok, at TV 2 styrkes med etableringen af en radiostation. Det har været et eksplicit politisk ønske, at TV 2 skulle have den mulighed. I sidste ende er der dog ikke ret meget substantiel politisk visionært over det. Det styrker staten og statens finanser og en yderligere udbygning af statens i forvejen totale dominans over det elektroniske mediemarked, men det er ikke særlig progressivt, hvis man har visionen om et ægte liberalt radiomarked.

Når ikke Sky Radio og Rupert Murdoch evnede at give liv til radioreklamemarkedet her til lands, er det tvivlsomt, om noget privat medieselskab har ressourcer, vilje og evne til at gøre det alene. Og når det private erhvervsliv ikke kan, er det ok, at staten med sine muskler og en ukritisk ejer, som ikke stiller normale økonomiske krav, træder til og baner vejen. Hvis ikke det var for denne idé, skulle vi ikke tolerere staten som aktør på markeder, der burde være forbeholdt det private.

Mange nye aktører – ikke mindst de etablerede mediehuse – vil afføde en langt større opmærksomhed omkring radiomarkedet. Samtidig vil TV 2 Radio som lokomotiv være trækkraften til at sætte gang i markedet. Man kan skabe momentum ved at koble flere nye radiostationer på denne udvikling, når nu toget er sat i gang. Ellers risikerer selv TV 2 ikke at kunne løfte radiomarkedet.

Printmedierne har brug for adgangen til at blive reelle mediehuse. Det bør staten ikke bremse dem i, når man rent faktisk kan gøre det modsatte ved at stimulere til intens konkurrence. At skabe mulighederne for at så mange private medievirksomheder som muligt får adgang til at etablere egen landsdækkende radiokanal i halen på TV 2 Radio, er ikke noget fata morgana. En replanlægning vil give et væld af nye frekvensmuligheder. For eksempel åbnede en replanlægning i Holland for intet mindre end 46 nye landsdækkende, regionale og lokale radiokanaler.

Der har været talt om replanlægning i rigtig mange år. Første gang emnet for alvor kom på bordet var i juni 2000, da flere mediepolitiske ordførere bad om time-out for de daværende planer om radioudbud, så man kunne få undersøgt de nye og revolutionerende oplysninger fra Holland. Siden er der end ikke blevet gennemført en prøvereplanlægning. Den blev sat i gang i maj 2006, men foreligger i skrivende stund stadig ikke.

Når vi formentlig inden for ikke ret lang tid kender resultatet af denne prøveplanlægning, må politikerne straks beslutte sig for at iværksætte selve replanlægningen og sideløbende forberede en radio-auktion. Hvis alle involverede i processen lægger sig i selen, bør en stribe nye radiokanaler kunne være i luften om mindre end halvandet år. Alt andet er tidsspilde.

En replanlægning er naturligvis besværlig. Den vil flytte rundt på frekvenserne og genere de eksisterende radiostationer. Det kommer også til at genere lytterne i en periode. Og man kommer til at tage stilling til, om samtlige DRs radiokanaler virkelig behøver at sende med så høj sendestyrke, at man kan høre alle fire kanaler i enhver kælder i Danmark. Til gengæld er der betydelige samfundsmæssige fordele i form af et frit og mangfoldigt radiomarked.

Lykkes det ovenikøbet med flere radiostationer over tid at øge radioens share af det samlede reklamemarked fra 2 til måske 7 eller 8 procent svarende til op mod 1 mia. kr., vil alle have vundet på det.

Dette indlæg vil desuden kunne læses i bladet Markedsføring, når det udkommer næste gang den 27. februar 2007. Læs også www.markedsforing.dk

Hvor er den kritiske kulturdækning?

Medierne tror fejlagtigt, at kulturjournalistik er gjort med at omtale og deltage i lanceringer af diverse nye bøger, teateropsætninger eller bare mere eller mindre interessante kunstneriske happenings. Men den kritiske dækning af kulturen som område er stort set reduceret til, hvor mange stjerner der skal tildeles - lanceringsjournalistik, som en norsk journalist kalder det


Når man begynder at tænke nærmere over det, kan man undre sig over, hvorfor der er ét særligt, men stærkt profileret område, som stort set er forskånet for kritisk journalistik. Det er kulturen. Musik, teater, opera, ballet, undergrund, overklasse, finkultur osv. er meget sjældent genstand for den virkelig dybdeborende dokumentarudsendelse eller artikelrække, hvor knap så fine motiver og manglende kompetencer systematisk bliver afdækket.

Den norske journalist Cathrine Johansen har netop lagt sidste hånd på en masteropgave, som afslører, at de norske tv-kanaler anført af NRK og norsk TV 2 mangler kritisk kulturdækning. Til det norske mediesite Kampanje siger hun:

- Kultursager er oftest produceret på den enkleste måde, gerne som et lanceringsindslag med én eller ingen kilder, som kommer i slutningen af udsendelsen. NRK og TV 2 sætter nærmest aldrig dagsordenen med deres kulturdækning, konkluderer Cathrine Johansen, der har indholdsanalyseret 77 nyhedsudsendelser på hver kanal fordelt på 11 uger i perioden 2004-2006.

Hun vurderer, at det virker som om, stofmikset er vigtigere end indholdet, hvor kulturstof ofte bliver brugt som et mere hyggeligt indslag i slutningen af udsendelsen som opvejning for de tunge nyhedsindslag.

Billedet herhjemme vil næppe tegne sig meget anderledes, men det er nu ikke fordi det bliver bedre i andre medier. Det er uhyre sjældent, at man ser enkeltpersoner i kulturens verden komme under kritisk behandling, som man ser det inden for stort set alle andre områder.

Personligt husker jeg eksempelvis heller ikke dokumentarprogrammer baseret på undersøgende journalistik, hvor kulturen har været i fokus. I betragtning af de meget store summer kulturlivet modtager, vil det ellers være meget relevant at kigge på, om pengene går til det, vi allesammen forventer og kræver - eller om der indimellem sidder nogle dygtige enkeltpersoner og tjener millioner af kroner årligt på at være "manuskriptkonsulenter", og hvad man ellers kunne finde på at kalde den funktion, hvis hovedformål er at få penge ud af systemet.

Når man tænker på de midler, som kulturen tilføres, vil det være underligt, hvis ikke der er noget at komme efter. At dømme efter antallet (nul) af afsløringer om plat og svindel - eller bare smarte forretningsmetoder - i kulturens verden i de senere år, skulle man tro, at branchen var ren og hvid. Eller er det bare, fordi ingen journalister har kigget efter?

Når medierne går i selvsving

Størrelsen på den enkelte historie bliver omvendt proportional med omfanget af en mediestorm, når medierne virkelig er gået i selvsving, kan selv de mindste nye vinkler være benzin på bålet.

Mediernes vedtagne sandhed cementeres i takt med, at mediestormen vokser sig større og større. At den reelle sandhed oftest er langt mere nuanceret, tillægges ikke den store relevans.

For dem det går ud over, er det ekstremt frustrerende og ydmygende fuldstændig at få tilsidesat de væsentlige nuancer, som den faktiske sandhed rummer.


Jeg havde fornøjelsen af at deltage i fredagens udgave af Mennesker & Medier, som denne gang blandt andet tog udgangspunkt i, hvad der egentlig sker, når virksomheder kommer ud i en mediestorm.

Den konkrete case var selvfølgelig DR og udsprang specifikt af Berlingske Tidendes tophistorie fra søndag den 11. februar, hvor DR fik dårlig omtale på via sine entreprenørkontrakter at uddele bonus i form af rejser til bygningsarbejdere, som overholder sikkerhedsreglerne.

Der var tale om et beløb på 4,5 mio. kr. ud af den samlede budgetoverskridelse på 1,7 mia. kr. – eller et nu totalt budget på 4,7 mia. kr. Bonussen udgør altså en tusindedel af det samlede budget.

Intet synes at være småt nok, når først krisen ruller, var programmets og værten Lasse Jensens tese, og det er da heller ikke forkert, når man overfører dette på det generelle plan. Der er en omvendt proportionalitet i, hvad der er interessant – sat i forhold til mediestormens omfang. Jo kraftigere mediemøllen kværner, og tandhjulene drejer, desto mindre lunser skal der kastes i den for at sikre dens momentum. Og stadig mindre historier og vinkler kan pustes stadig større op - hvis først grundforudsætningerne for en alvorlig mediestorm allerede er etableret.

Det er sjældent kønt at se på – og det gælder for øvrigt uanset, om mediemøllen – eller tsunamien – bevæger sig den ene eller den anden vej. Da Kenneth Plummer blev generaldirektør for DR i august 2005, var han stort set en helt. Han begik et par fodfejl fra starten, men kom godt igen. Begejstringen ville nærmest ingen ende tage.

I december 2005 offentliggjorde ugebrevet Mandag Morgen en større analyse, hvor resultatet var, at Plummer var en kommunikationsmæssig succes. Artiklen var rigt forsynet med rosende ord om Plummer.

Et år efter var billedet fuldstændig vendt. I mellemtiden var Per Mikael Jensen nemlig tiltrådt som adm. direktør for TV 2, og i mellemtiden måtte Kenneth Plummer i september 2006 erkende, at der var betydelige budgetoverskridelser i DR-byggeriet. Per Mikael Jensen havde til gengæld taget Plummers plads som mediedarling. Så kunne mediemøllen kværne videre – med både helte og skurke.

Det forfærdelige er, at det er så forudsigeligt. Personligt kan jeg i hvert fald ikke erindre, at pressen har bygget en person, en virksomhed eller en organisation op til en piedestal-placering uden efterfølgende at rive ned igen. Det er simpelthen mekanismen, en indbygget logik. Man kan intet gøre for at stoppe det. Og ingen ansvarlige redaktører rundt omkring synes at gøre væsentlige bestræbelser på at stoppe det heller.

Blandt de mest ubehagelige eksempler på skadevirkningerne af lemmingen er, når medierne kaster sig over enkeltpersoner. Det sker fra tid til anden, og ét af de grimmeste eksempler er angrebet på Jørgen Leth.

Man kan have sine moralske kvabbabelser over Jørgen Leths bedrifter på Haiti med kokkens 17-årige datter, men man kan lige så vel have moralske kvabbabelser over den nedrige rovdrift, de danske medier iværksatte på manden i september 2005.

Efterfølgende har der været en tendens til, at visse mediefolk har prøvet at vaske hænder efterfølgende. Der har helt klart været en vis flovhed, da den værste opstandelse havde lagt sig, men kendsgerningen er, at der var tale om et bredt angreb fra blade som B.T., Ekstra Bladet, Politiken og mange andre. Avisernes angreb var dybt perfide på det personlige plan, og det værste er, at udgangspunktet ikke var, om Jørgen Leth befandt sig på den ene eller den anden side af nogen lovgivning. Medierne havde fastsat sin egen moralske lov, som er uskreven, og som man ikke på forhånd har skyggen af chancen for at forudse, om man kommer i konflikt med.

Jeg havde faktisk selv ventet, at denne lemmingeeffekt – eller lemmingedefekt, som Anker Brink Lund har kaldt det – ville blive mindre udtalt i takt med, at konkurrencen hele tiden intensiveres. Især gratisavisernes massive indtog kunne man med rette have forventet ville tvinge betalingsaviserne til at flytte sig opad i konkurrencen, så man for alvor og med stor overbevisning distancerede sig fra de medier, som er gratis. Desværre er det ikke sket.

Når medierne går i selvsving, skal man oftest finde årsagen på redaktionerne, hvor kun de allerfærreste redaktører og journalister tør vove sig ud af andre tangenter end mediernes vedtagne sandhed. Hvis DR og Kenneth Plummer er udnævnt til fjolserne og medietsunamien over dage og uger bekræfter sig selv i det i voksende omfang, bliver det sværere og sværere at bryde igennem med historier og vinkler, som går op imod mediernes vedtagne sandhed.

Men der findes faktisk nogen, som har turdet bryde ud af forudsigeligheden. Og de er blevet belønnede. Både Børsen og Kristeligt Dagblad har ganske klare profiler, og læserne er fuldstændig på det rene med, hvilke produkter de to aviser egentlig udgør. Den placering er ikke kommet ud af at løbe i samme retning som alle andre. Forhåbentlig vil der være et stigende antal medier, som finder modet til at gå egne veje, inden omstændighederne og konkurrencen tvinger én til at gøre det – eller tvinger én til at lukke.

Har Nyhedsavisen selv givet op?

Om jeg forstår, hvorfor Nyhedsavisen ikke går i markedet med ny, troværdig og korrigeret information om, hvordan og hvornår man har tænkt sig at nå sine mål - som man er så langt fra at nå for øjeblikket. Måske fordi man selv har opgivet troen på hele projektet?


Cheferne hos de gamle, etablerede aviser sidder og gnider sig i hænderne i disse uger.

Ulykkerne vælter ind over Nyhedsavisen, som har travlt med at udråbe alle nederlagene til succes'er. Det er efterhånden svært at tage seriøst, og troen på at de overhovedet kan komme ind i kampen igen, fortoner sig ud på det mørke Holmen.

Der var ingen ende på lyksalighederne ved samarbejdet med Post Danmark, men sjovt nok var det en styrkelse af Nyhedsavisen, da samarbejdet blev tvunget til at ophøre. David Trads udlægger på en fantastisk raffineret måde, at reduktionen af det stort anlagte nyhedsbureau er helt uden betydning, og nu nedlægger Nyhedsavisen også sin politiske redaktion.

Begrundelsen er, at man vil tættere på den almindelige dansker, og at Christiansborg-journalister er for indspiste med politikerne. Hvis det er Nyhedsavisen, som dér har set lyset, må vi forvente, at det snart bliver alment anerkendt, at det simpelthen er decideret dårlig journalistisk stil overhovedet at have journalister siddende på Christiansborg.

Det er altså ikke mange måneder siden, at Nyhedsavisen og David Trads førte en skinger kamp med alle midler om at få sæde inde på Christiansborg. Nu begynder man at se, hvorfor Christiansborg ikke bare skal vende op og ned på alle pladser for at skaffe et par arbejdspladser til ethvert mere eller mindre ligegyldigt medie, som kræver at komme ind i presselogen. For få måneder senere er de blevet så kloge, at de mener, det er helt forkert at dække politik ved at sidde på Christiansborg.

Dette er blot de seneste afsnit af en føljeton om en avis, der braldrede løs fra starten og havde enorme armbevægelser. Der var ikke dét, de ikke kunne og ville, men indtil nu er intet blevet ført ud i livet eller bevist. Ikke i nærheden af ambitionerne er man.

Nyhedsavisens udfordringer ser ikke længere ud til blot at kunne fejes af bordet som forbigående fænomener eller særlige opstartsvanskeligheder. Målene -ikke mindst det helt centrale mål om 1 mio. læsere fortoner sig i horisonten, og man har på fornemmelsen, at markedet i stigende grad nu også er ved at tvivle på, om det nogensinde skal lykkes.

Hvis Nyhedsavisen selv har nogen tro på projektet, bliver man nødt til at melde konkrete informationer ud til markedet. Det er useriøst, hvis man insisterer på at komme med halvkvædede viser om momentane vanskeligheder, men i stedet tager behovet for information alvorligt. Tom retorik uden konkrete udmeldinger om hvad status er, virker ikke betryggende. Og så må Nyhedsavisen snart indstille sig på at forlade offerrollen, hvor man beskylder de konkurrerende aviser for via avisspalterne at tilsværte Nyhedsavisen.

Det klæder ikke yderst erfarne journalister som David Trads og Simon Andersen at være afsendere eller medafsendere på budskabet om, at de konkurrerende dagblade vitterlig skulle misbruge den redaktionelle troværdighed til at knægte en kommerciel konkurrent.

Det er tomme postulater, som man har fyret af i form af nedbrydeligt angreb på andre medier frem for oplysende forsvar for egne dispositioner. Det har aldrig været kønt at se på, når pressede virksomheder tyede til at tilsvine konkurrenterne i stedet for at forholde sig til sin egen forretning og sine egne forretningsforbindelser.

Selvfølgelig bedriver konkurrenterne kritisk journalistik, og det er der altid god grund til at gøre, når en ny spiller melder sig på et marked med det ambitionsniveau, som Nyhedsavisen lagde for dagen.

Det er ikke bare en gold kommunikationsstrategi at vælge, - det er ovenikøbet med til at skabe mistanke om Nyhedsavisens egen evne til at holde de redaktionelle og kommercielle interesser adskilt. For David Trads, Simon Andersen og andre af de yderst erfarne journalister

Også på netavisen havde Nyhedsavisen kun hån til overs for de gamle, etablerede dagblade. Og guderne skal da vide, at de etablerede ikke er imponerende. Men Nyhedsavisen har til gengæld været én lang beta-version, hvor navigationen er mere end almindelig håbløs. Der er virkelig gode takter, og der er også fremragende nye tiltag, men udførelsen minder ikke én om, at der er trecifrede millionbeløb bag.

Når jeg sidder og genlæser for eksempel Markedsførings artikel fra 3. oktober om Nyhedsavisens ambitioner på nettet, kan jeg stadig blive glad og tænke, at det er helt fantastisk. Men problemet er, at jeg stadig venter på at se det udført i virkeligheden. Og min - og mange andre brugeres - tålmodighed er ved at være væk. Jeg startede med at besøge Nyhedsavisens hjemmeside flere gange om dagen. Over tid er mit besøgstal faldet til højst én gang om dagen og ofte mindre. Jeg er skuffet. Og når man er skuffet og har bristede forventninger, holder man op med at forbruge det pågældende produkt. Faktisk tror jeg, at Nyhedsavisen ville have haft større succes med at være lidt mere ydmyge, for så var jeg - og med mig mange andre - ikke blevet så skuffet, som det er tilfældet.

---------------------------------------------------------

Tillid og troværdighed er noget af det vigtigste, når vi vælger, hvem vi vil handle med. Det er fuldstændig centralt, at vi stoler på dem vi vælger til at tage imod vores penge. Vi skal kunne lide dem og tro på, at det de siger er rigtigt. Derfor bliver det et kæmpeproblem, når man får sværere og sværere ved at tro på, at Nyhedsavisens ambitioner er realistiske. Og lige nu får tvivlen lov at sprede sig. Nyhedsavisen foretager sig intet proaktivt i forhold til markedet ved at sørge for, at journalister, kunder, annoncører, mediebureauer osv. forsynes med fyldestgørende information om, hvorfor målet ikke er nået samt en troværdig og saglig målsætning for, hvornår det så rent faktisk vil ske.

Plummers retoriske fejlgreb

En topchef skal altid i sin retorik undgå at komme til at stå som sin forgængers forlængede arm, for derved gør man sig selv medansvarlig for fortidens fadæser


DR har de seneste måneder været hårdt ramt af især to grimme sager, hvor af den ene – byggeskandalen – udspringer af administration og økonomi og den anden – Afghanistan-filmen – af indhold og journalistik.

Begge sager har virket hårdt belastende for DR’s troværdighed og image, men også for generaldirektør Kenneth Plummer. Hans omdømme er ridset, og i medierne kaldes han vingeskudt og svækket. Hans magtposition både internt og eksternt er svækket.

Substantielt er der intet, der tyder på, at han har kunnet foretage sig noget i sagen om byggeskandalen, som havde bevirket afgørende forandringer. Men han har gjort det unødigt svært for sig selv ved ikke at få ro om sagerne, der i stedet har eksploderet i medierne og blandt politikerne. Sagerne er retorisk og kommunikationsmæssigt tacklet skidt.

For omverdenen, licensbetalerne og politikerne er det afgørende, om Kenneth Plummer har begået fejl? Og ja, - det har han så afgjort.

Der er bare ikke tale om fejl af en størrelse, der berettiger til den miskreditering, som DR og Plummer nu er udsat for. Det er det altså ikke. At budgettet nu lyder på 4,7 mia. kr. i stedet for de oprindelige 3 mia. kr., er en kæmpeskandale, der burde undersøges helt til bunds, så man kunne få placeret ansvaret hos dem, der har det.

Men det ligger fast, at det ikke kan placeres hos Kenneth Plummer. Måske har han begået den mindre fejl at få afdækket omfanget noget sent. Eller måske er det bestyrelsen, som har bedt om at få afdækket økonomien noget sent.

Plummer begår derimod en brøler ved fra starten at tage medejerskab i byggeriet. Ganske vist har han forsøgt sig med spagfærdige undsigelser af projektet, men ikke desto mindre valgte han at fortsætte i den retning, DR hidtil havde anlagt ved at overtage sin forgængers retorik om økonomiens betydning for programudbud og programkvalitet. Så sent som i september fastholdt Plummer, at byggeriet og budgetoverskridelserne ikke ville få betydning for programmernes kvalitet.

Helt fra Chr. Nissens tid har mange betvivlet sandheden i dette udsagn, og det ville åbenlyst også have været klogere, hvis Plummer ved sin tiltrædelse havde taget et stort forbehold for dette.

Byggesagen rammer ham unødigt hårdt, fordi han ikke valgte den traditionelle og velkendte strategi, når man tiltræder som ny topchef – at lægge afstand til fortiden og ikke mindst sin forgængers beslutninger og de valg, der er blevet truffet. Bestyrelsen har jo netop afskediget forgængeren, fordi man ønskede at lufte ud. Man vil jo have helt andre boller på suppen. At fortsætte sin forgængers linje og retorik, virker ikke mindre hasarderet i lyset af, at forgængeren netop blev afskediget, fordi byggeøkonomien var på vej ud af kontrol.

Lægger man som nyudnævnt topchef den fornødne afstand, undgår man at legitimere ting, man ikke selv har haft nogen indflydelse på, og som man højst sandsynligt ikke kender ned i detaljen – slet ikke når man som Plummer kom helt udefra. Derfor er det en livsforsikring for en topchef at tage forbehold for, hvad man nu måtte finde gemt i skabene efterhånden, som man får dem åbnet.

Kenneth Plummer bragte sig selv i en situation, hvor han overtog rollen efter Nissen som personlig garant for, at DR’s programkvalitet ville blive opretholdt, og at man fuldt ud kunne leve op til public service-forpligtelserne. Det var fint for politikerne, for så havde de nogen at slå oveni hovedet, når tingene kørte af sporet. Og det gør de så nu. Det havde været sværere, hvis Plummer fra starten havde anlagt en pessimistisk linje og udtrykt bekymring for, hvorvidt DR kunne leve op til sine forpligtelser. I bedste fald kunne det have mørnet nogle af politikerne til at kræve, at DR’s programudbud, kvalitet og udvikling ikke må lide skade af denne sag og derfor smidt ekstra mønt i kassen.

Nu får Plummer politisk tæv – ikke fordi han har forårsaget de økonomiske problemer, men alene fordi han har lovet politikerne for meget i forhold til den viden, han havde.

Han synes at have lært lektien på det seneste med udmeldinger om så massive budgetoverskridelser, at det næsten må forventes at være skudt over målet. Men derved har Plummer for første gang bragt sig i en situation, hvor han er på forkant og senere kan høste roserne for at overraske positivt.

Også i Afghanistan-sagen begår Plummer den fejl at gøre, som DR plejer. Han vælger rygmarvsreaktionen at afvise enhver kritik. Men det er en farlig strategi – at gøre som man plejer. Statsministerens angreb på DR’s troværdighed var højst usædvanligt, og derfor kalder det også på en usædvanlig reaktion.

Kenneth Plummer ville have fremstået som en rationel og velovervejet mand, hvis DR havde taget kritikken meget mere alvorligt og var mere dialogorienteret og konsensuspræget – selvfølgelig uden at gå på kompromis, hvis ikke der er noget at komme efter

DR har det meget svært med at tage kritik til sig, men man fremsætter den alligevel meget gerne selv til højre og venstre. En del af jobbet for en generaldirektør er at tage kritikere seriøst, uanset om de er statsministre eller menige licensbetalere. Aktuelt i denne sag virker det desuden mærkværdigt at sende mediedirektør Lars Grarup som underordnet direktør i byen for at svare på kritik fra regeringens øverste chef i stedet for selv at tage dialogen som øverste ansvarlige.

Som en kultur- og medieinstitution for hele Danmark og for samtlige danskere, bør man kunne håndtere kritik på en langt mere velvillig og åben facon, end vi hidtil har set fra DR’s side – og ikke mindst fordi DR som sammenhængskraft netop skulle agere samlende og ikke splittende.

Oveni hatten betyder den vrangvillige indstilling i Afghanistan-sagen, at Plummer og DR unødvendigt sætter politisk goodwill over styr, som kunne være brugt i byggeri-sagen. En smule imødekommenhed kunne have afbødet det værste tab.


Denne tekst er også bragt som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 13. februar 2007.

4 ud af 10 danskere tvivler på DR's troværdighed

DR P1 har på sit website gennemført en meningsmåling blandt sine lyttere og netbrugere om DR's troværdighed, og resultatet er ret nedslående for DR.

Ud af foreløbig 1249 afgivne stemmer svarer 40 procent, at de ikke finder DR troværdig. Selvom undersøgelsen alene er en uvidenskabelig stikprøve, er tendensen frygtelig overbevisende - DR's image lider overordnet stor skade af anklagerne om journalistisk uhæderlighed i filmen Den hemmelige krig, som er produceret af en ekstern samarbejdspartner. Senest er det eksempelvis kommet frem, at producenten Christoffer Guldbrandsen har haft et nært samarbejde med Enhedslisten om filmens tilblivelse - bag om ryggen på DR og den ansvarlige DR-redaktør, Gitte Rabøl.

Image, brand og troværdighed er altafgørende for en medievirksomhed, og hidtil har DR's brand ellers stået ekstremt stærkt. I perioder har det dog også være ganske hårdt presset af TV 2, viser årlige resultater fra den verdensomspændende brandundersøgelse Brand Asset Valuator (BAV), som afdækker alverdens brands målt på to parametre: styrke og vitalitet.

DR-brandet havde ifølge den seneste BAV-undersøgelse fra 2005 maksimal styrke, mens brandet målt på vitalitet ligger noget efter TV 2. En del af forklaringen viser sig i delanalyser af BAV, og her fremgår det, at det faktisk er TV-avisen, som trækker hele DR-brandet i den forkerte retning. Lige nu tyder ingenting på, at DR har vendt TV-avisen til at være en positiv faktor for DR-brandet i stedet for en belastning.

DR's forhenværende generaldirektør, Chr. Nissen, siger i dag torsdag til Nyhedsavisen, at den aktuelle troværdighedskrise blot er en kurre på tråden, og at DR tidligere har været i sådanne storme. Derved får Nissen det til at se ud som om, at når først man har haft kraftige storme, er det efterhånden ligegyldigt for omdømme og image, om man har 3 eller 10 alvorlige troværdighedskriser, - for licensbetalernes hukommelse er alligevel kort.

Det er en farlig tankegang, fordi der bør og skal stilles større krav til journalistisk integritet og hæderlighed hos en medieinstitution, som alle borgere er forpligtet til at betale til.