Gad vide om politikerne indimellem tænker over, hvordan det indvirker på DR's medarbejdere og på DR's image i forhold til befolkningen, at DR i månedsvis er genstand for en politisering af især DR's redaktionelle arbejde. Kommunikationsmæssigt ligner det et rent dødskys
I morges overværede jeg det åbne samråd i Kulturudvalget, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen var indkaldt.
Igen fik vi den helt store tur med de sædvanlige markeringer fra aktørerne, der gennemførte den rituelle stammedans – og der var ingen nye og spændende trin.
Venstrefløjen, heriregnet Det Radikale Venstre og partiets mediepolitiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøl, vil gerne gøre statsministerens angreb på DR i forbindelse med dokumentarfilmen "Den hemmelige krig" samt kulturminister Brian Mikkelsens mail til daværende DR-bestyrelsesformand, til et spørgsmål om politisk pression, hvorimod regeringen og statsministeren på sin side afviser det og mener i stedet, at der var tale om helt ordinær henvendelse fra en minister til en bestyrelsesformand, der havde bedt om at blive holdt løbende orienteret. Og sådan spillede hver især netop den rolle, som alle forventer. Ingen skuffelser dér – endsige overraskelser.
I fascinationen for det politiske spil, for sagen og måske for egen profilering bliver DR's interesser fuldstændig tilsidesat. Sagen er jo, at DR og den evindelige diskussion om, hvorvidt DR's redaktionelle dækning har en politisk slagside eller ej, ikke er tjent med at blive trukket frem og brugt i det indenrigspolitiske spil igen og igen. For konsekvensen er jo, at DR fastholdes i et politisk miljø, man næppe kan forestille sig, at DR har lyst til at befinde sig i. Og slet ikke hvis man ønsker at frigøre sig for anklagerne om politisk slagside.
Konsekvensen af venstrefløjens betydelige interesse for og støtte til DR er netop en risiko for, at det kommer til at virke modsat. DR må finde sig i noget, der mest af alt ligner et dødskys, når skiftende politikere til venstre for midten gentagne gange forsvarer DR – tager det i folketingssalen, i samråd, i medierne osv. osv.
Hvis der sidder skeptiske licensbetalere rundt omkring, som spekulerer på, om anklagerne mod DR's redaktionelle arbejde har noget på sig eller ej, virker oppositionspolitikernes massive støtte i hvert fald som en bekræftelse på, at der nok er noget om sagen. Sådan fungerer mennesker jo. Vi forsvarer det, vi holder af og jo mere indædt forsvaret bliver, desto mere er der øjensynligt på spil.
Så støtten får formentlig den stik modsatte effekt ikke bare på alle dem, der mener, at DR's journalistik er venstresnoet, men det giver helt givet også yderligere næring til dem, der er i tvivl. Det kommer til at virke som en bekræftelse på tvivlen, når politikerne til venstre for midten er så forhippet på at forsvare DR's journalistik og ignorere regeringens anke mod faktuelle fejl og en skævvreden journalistisk dækning – uanset om denne anke er berettiget eller ej. Det ender i decideret politisk omklamring.
Derfor er DR på ingen måde tjent med den "støtte", som oppositionen tildeler institutionen. Det kommer til at virke modsat. Man frigør ikke DR for sit betydelige politiske åg ved uafbrudt at blive ved med at bruge DR til politiske temaer og slagsmål. Et godt råd er: Stop den politiske omklamring af DR og begræns interessen til fagligt og relevant journalistisk indhold.
torsdag den 29. marts 2007
onsdag den 28. marts 2007
Man må da ikke kritisere journalister – eller må man?
Kølhalingen af kulturminister Brian Mikkelsen for at have sendt en mail til daværende DR-bestyrelsesformand Jørgen Kleener kan hos udenforstående have efterladt den opfattelse, at det er odiøst at kritisere journalisters arbejde. Men det må man gerne, - og som borger bør man heller ikke frygte for mediers uafhængighed, for journalister skal følge de presseetiske regler, som forhindrer selvcensur på basis af uretmæssig pression
For nogle år siden blev jeg i min daværende egenskab af journalist på dagbladet Børsen en dag ringet op af en topchef fra mediebranchen. Han var knotten, for jeg havde skrevet en artikel, som fortalte om hans strategiske bestræbelser på at overtage et marked – herunder et regulært overtagelsesforsøg på en konkurrent. Journalistisk set var det en dybt interessant historie om en hidtil uset grad af strategisk genialitet i mediebranchen.
Mediechefen var temmelig sur over vinklingen og over, at historien var sluppet ud. Det besværliggjorde i den grad hans arbejde og risikerede at ødelægge hans muligheder for at realisere planen. Han forsøgte at give udtryk for, at historien var opspind, hvilket ikke var korrekt. Historien var i den grad både rigtig, og den var også relevant for læserne.
Men han var selvfølgelig træt af, at alle nu kunne læse om hans plan i avisen. Jeg havde ikke specielt ondt af ham – det er spillets regler. Men jeg kan godt forstå hans forsøg på at få mig til at droppe opfølgende artikler, for jeg bragte hans masterplan i fare. Det måtte han naturligvis reagere på. Det synes jeg er helt legitimt – uanset at hans pression var ubehagelig. Men det var hans job at udvikle den bedst mulige strategi og føre den ud i livet. Derfor var det også hans job at fjerne de sten, som lå i vejen for målet.
Det er helt afgørende, om man som journalist i et konfliktfyldt fag har sin integritet i behold og kan sige fra i alle disse situationer. Faktisk er det en glasklar forpligtelse, som ifølge de presseetiske regler tildeler journalisten og mediet ansvaret for at afvise udenforståendes krav om indflydelse:
"Under brud på god presseskik henhører ... eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling."
Denne regel er ikke til at misforstå. Den slår fuldstændig fast, at ansvaret for at undgå selvcensur eller udenforståendes krav om indflydelse er journalistens og redaktørens. Det er altså ikke overvejende den udenforståendes pression, der er problemet. Hans agenda er klar og legitim - det bliver først et problem, hvis ikke medierne overholder de presseetiske regler og modstår presset.
Rollefordelingen er således ret klar: En journalist, der redaktionelt behandler en kontroversiel eller konfliktfyldt sag eller et emne, som nogen er uenige i, må man forvente og kunne håndtere, at en angrebet part, som føler sig uretfærdigt behandlet, reagerer ved at klage eller ved at forsøge at påvirke journalisten eller mediet til at nuancere eller korrigere den redaktionelle dækning. Det er et grundvilkår i faget, at man indimellem bliver udsat for pres.
Omvendt skal journalisten altså afvise kravet – hvis kritikken er uberettiget. For at kunne afgøre det, kræver det naturligvis, at kritikken seriøst vurderes og ikke pr. automatik fejes af bordet.
Helt generelt er det ellers netop det bedste værn mod kritik og pression, at man som journalist og medie har styr på sine ting og dokumentationen på plads. Er det tilfældet, kan man sagtens stå imod ydre pres.
Men i de senere år er produktiviteten på redaktionerne gået voldsomt i vejret, og alt andet lige øger det naturligvis risikoen for fejl. Det virker som om, flere journalister af den grund er åbne for at erkende fejl end tidligere, og derfor skal man som forurettet part ikke holde sig tilbage, hvis man som "offer" føler, at man har fået en uretfærdig behandling af et medie.
Faktisk kan det være en rigtig god idé at klage, hvis man i øvrigt har sine argumenter i orden. Selvom medier og journalister kan være ret ømskindede i forhold til kritik, vil en varsom og professionel dialog med journalisten – renset for vrede og følelsesudbrud trods den eventuelle forurettelse – sagtens kunne føre til, at der lyttes, og at det accepteres at kigge researchen og sagens akter igennem én gang til. Det giver sagen en ekstra journalistisk behandling og overvejelse, og måske fører det til, at man på et sobert grundlag har formået at påvirke journalistens arbejde med nye nuancer. Man skal i hvert fald ikke give op og resignere, fordi der lige nu er en ophedet debat om, hvem og i hvilke tilfælde man har ret til at prøve at påvirke en journalist i en anden retning end den hidtidige.
I forhold til den førnævnte medietopchef var det selvfølgelig mit job at ignorere og afvise hans forsøg på pression, som i samtalen viste sig at være aldeles uberettiget. Men jeg forsøgte at være åben og forholde mig til, om kritikken havde substans.
Jeg ville svigte min redaktørs og mine læseres tillid, hvis jeg begyndte at ryste på hånden, fordi en kilde ikke bryder sig om det, jeg skriver. Så er jeg ikke værdig til at udøve faget. Og så er det helt ligegyldigt, hvilken medievirksomhed man repræsenterer.
Jeg er som samfundsborger nødt til at stole på, at både DR's og andre mediers journalister er i stand til at håndtere den slags. Selvfølgelig er det dybt ubehageligt at mærke pression eller intimidering – uanset om den er politisk, kommerciel eller noget helt tredje. Men der er kun ét af gøre for at bevare tilliden – og det er at sige nej, hvis den udenforståendes kritik er åbenlyst uberettiget.
Eksemplet med medietopchefen er blot ét ud af mange forsøg på pression eller intimidering, som jeg har oplevet. Blandt andre eksempler var også en person, som i dag bestrider et højt placeret redaktionelt job i DR samt fra én af de eksperter, som i forrige uge stod forrest i kritikken mod Brian Mikkelsen.
Dette indlæg på min blog har også været bragt i det nummer af bladet Markedsføring, som udkom tirsdag den 27. marts 2007.
For nogle år siden blev jeg i min daværende egenskab af journalist på dagbladet Børsen en dag ringet op af en topchef fra mediebranchen. Han var knotten, for jeg havde skrevet en artikel, som fortalte om hans strategiske bestræbelser på at overtage et marked – herunder et regulært overtagelsesforsøg på en konkurrent. Journalistisk set var det en dybt interessant historie om en hidtil uset grad af strategisk genialitet i mediebranchen.
Mediechefen var temmelig sur over vinklingen og over, at historien var sluppet ud. Det besværliggjorde i den grad hans arbejde og risikerede at ødelægge hans muligheder for at realisere planen. Han forsøgte at give udtryk for, at historien var opspind, hvilket ikke var korrekt. Historien var i den grad både rigtig, og den var også relevant for læserne.
Men han var selvfølgelig træt af, at alle nu kunne læse om hans plan i avisen. Jeg havde ikke specielt ondt af ham – det er spillets regler. Men jeg kan godt forstå hans forsøg på at få mig til at droppe opfølgende artikler, for jeg bragte hans masterplan i fare. Det måtte han naturligvis reagere på. Det synes jeg er helt legitimt – uanset at hans pression var ubehagelig. Men det var hans job at udvikle den bedst mulige strategi og føre den ud i livet. Derfor var det også hans job at fjerne de sten, som lå i vejen for målet.
Det er helt afgørende, om man som journalist i et konfliktfyldt fag har sin integritet i behold og kan sige fra i alle disse situationer. Faktisk er det en glasklar forpligtelse, som ifølge de presseetiske regler tildeler journalisten og mediet ansvaret for at afvise udenforståendes krav om indflydelse:
"Under brud på god presseskik henhører ... eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling."
Denne regel er ikke til at misforstå. Den slår fuldstændig fast, at ansvaret for at undgå selvcensur eller udenforståendes krav om indflydelse er journalistens og redaktørens. Det er altså ikke overvejende den udenforståendes pression, der er problemet. Hans agenda er klar og legitim - det bliver først et problem, hvis ikke medierne overholder de presseetiske regler og modstår presset.
Rollefordelingen er således ret klar: En journalist, der redaktionelt behandler en kontroversiel eller konfliktfyldt sag eller et emne, som nogen er uenige i, må man forvente og kunne håndtere, at en angrebet part, som føler sig uretfærdigt behandlet, reagerer ved at klage eller ved at forsøge at påvirke journalisten eller mediet til at nuancere eller korrigere den redaktionelle dækning. Det er et grundvilkår i faget, at man indimellem bliver udsat for pres.
Omvendt skal journalisten altså afvise kravet – hvis kritikken er uberettiget. For at kunne afgøre det, kræver det naturligvis, at kritikken seriøst vurderes og ikke pr. automatik fejes af bordet.
Helt generelt er det ellers netop det bedste værn mod kritik og pression, at man som journalist og medie har styr på sine ting og dokumentationen på plads. Er det tilfældet, kan man sagtens stå imod ydre pres.
Men i de senere år er produktiviteten på redaktionerne gået voldsomt i vejret, og alt andet lige øger det naturligvis risikoen for fejl. Det virker som om, flere journalister af den grund er åbne for at erkende fejl end tidligere, og derfor skal man som forurettet part ikke holde sig tilbage, hvis man som "offer" føler, at man har fået en uretfærdig behandling af et medie.
Faktisk kan det være en rigtig god idé at klage, hvis man i øvrigt har sine argumenter i orden. Selvom medier og journalister kan være ret ømskindede i forhold til kritik, vil en varsom og professionel dialog med journalisten – renset for vrede og følelsesudbrud trods den eventuelle forurettelse – sagtens kunne føre til, at der lyttes, og at det accepteres at kigge researchen og sagens akter igennem én gang til. Det giver sagen en ekstra journalistisk behandling og overvejelse, og måske fører det til, at man på et sobert grundlag har formået at påvirke journalistens arbejde med nye nuancer. Man skal i hvert fald ikke give op og resignere, fordi der lige nu er en ophedet debat om, hvem og i hvilke tilfælde man har ret til at prøve at påvirke en journalist i en anden retning end den hidtidige.
I forhold til den førnævnte medietopchef var det selvfølgelig mit job at ignorere og afvise hans forsøg på pression, som i samtalen viste sig at være aldeles uberettiget. Men jeg forsøgte at være åben og forholde mig til, om kritikken havde substans.
Jeg ville svigte min redaktørs og mine læseres tillid, hvis jeg begyndte at ryste på hånden, fordi en kilde ikke bryder sig om det, jeg skriver. Så er jeg ikke værdig til at udøve faget. Og så er det helt ligegyldigt, hvilken medievirksomhed man repræsenterer.
Jeg er som samfundsborger nødt til at stole på, at både DR's og andre mediers journalister er i stand til at håndtere den slags. Selvfølgelig er det dybt ubehageligt at mærke pression eller intimidering – uanset om den er politisk, kommerciel eller noget helt tredje. Men der er kun ét af gøre for at bevare tilliden – og det er at sige nej, hvis den udenforståendes kritik er åbenlyst uberettiget.
Eksemplet med medietopchefen er blot ét ud af mange forsøg på pression eller intimidering, som jeg har oplevet. Blandt andre eksempler var også en person, som i dag bestrider et højt placeret redaktionelt job i DR samt fra én af de eksperter, som i forrige uge stod forrest i kritikken mod Brian Mikkelsen.
Dette indlæg på min blog har også været bragt i det nummer af bladet Markedsføring, som udkom tirsdag den 27. marts 2007.
lørdag den 24. marts 2007
"Det er DR's og TV 2's skyld"
Sådan lød en overskrift i Nyhedsavisen i dag lørdag med henvisning til, at Kunstrådets musikudvalg i en statusrapport utvetydigt kritiserer DR og TV 2 for at "negligere, ensrette og overfladiggøre den danske musikscene.
Ét af de åg, som DR og TV 2 må leve med er en evigt utilfreds kulturelite. I dag fremgår det af Nyhedsavisen, at det danske musikliv føler sig overset, og at det beskylder tv-stationerne DR og TV 2 for at "berøve musikken dens værdi og samfundsfunktion". De to public service-stationer bebrejdes deres leflen for mainstream og seertal, mens viljen til at satse skævt er blevet markant mindre.
Det er ikke nyt, at musikken ikke er tilfreds med den markedsføring, som man føler sig berettiget til på nationalt, landsdækkende fjernsyn. Og så er det da også irriterende, når tv-stationerne efterhånden kun beskæftiger sig med musik i ikke særligt raffinerede programmer som Melodi Grand Prix eller Scenen er din. Det er udmærkede underholdningsprogrammer - men der er ikke tale om programmer med noget væsentligt musikkulturelt islæt.
Nu kan man vel med en vis rette spørge statsstøtteorganet Kunstrådets afgående musikudvalg - der har smækket med døren i protest - om baggrunden for, at musik og alle kunstartens udøvende kunstnere overhovedet har krav på at komme i fjernsynet. Hvis man kan tale om nogen form for rettighed, er det vel relevant at tage udgangspunkt i, at musik er lyd og derfor hører mere til i radioen end på fjernsyn. Folk åbner faktisk for radioen for at høre musik - hvorimod tv-seerne er tilbøjelige til at skifte kanal eller slukke, når der er musik i fjernsynet.
Lad os da tale lige ud af posen: Musiklivet vil gerne have egne redaktionelle vinduer til profilering og markedsføring - og hvem vil ikke gerne det? Jeg kan sagtens anerkende dette som et ønske og et krav - ikke mindst med henvisning til at musik naturligvis er både væsentligt og grundlæggende i vores kultur. Men vær lige ærlig omkring det.
Fjernsynet er en enestående platform for promotion for musikere. Det er simpelthen guld værd. Alligevel oplevede vi, da jeg var på TV 2, at musikerne kom i tanker om, at de ville have honorar for at optræde i fjernsynet - i det aktuelle tilfælde var det Go' morgen Danmark. Så er man ikke særlig realistisk omkring den verden, man befinder sig i. De fleste, som har brug for opmærksomhed og promotion, vil give hvad som helst for at komme på landsdækkende fjernsyn.
Og har man overhovedet krav på noget som helst? Det står i public service-forpligtelserne for DR, at omfanget af tv-programmer om dansk musik skal øges mærkbart. Derimod er ordet musik end ikke nævnt i TV 2s public service-kontrakt. Det bliver altså kun et krav, fordi det politisk er bestemt, at man som statsmagt vil bruge netop tv-mediet til at udbrede indsigt og viden om kultur generelt - ikke fordi det forekommer naturligt på nogen måde, at lige præcis musik og kultur generelt har en særlig sammenhæng med fjernsyn.
Nu er det jo ikke, fordi Kunstrådets musikudvalg ikke har en pointe. Selvom man jo godt kan indvende, at musik i sin natur egner sig noget bedre til radio end til tv, er der jo en åbenlyst langt højere gennemslagskraft via tv-mediet end nogen andre medier. Der er mange mennesker, som ikke orienterer sig på anden måde end via tv, som tilmed når ud til langt de fleste mennesker på én gang.
Musikudvalget har også en pointe i, at der er sket en forringelse, og at man på tv-stationerne på ingen måde prioriterer musik særlig højt. Det ser heller ikke ud til, at public service-stationerne på nogen måde selv føler nogen væsentlig forpligtelse - hverken juridisk eller moralsk - for at understøtte væsentlig dansk kultur. Og når musikudvalget frygter, at der med den nuværende programpolitik ikke kommer nye Povl Dissing'er til, fordi man har nedprioriteret musikken væsentlig, er det helt givet en profeti, der går i opfyldelse. I så fald har public service-stationerne svigtet og medvirket til, at dansk kultur blev en smule fattigere, mens vi har siddet og set "Kender du typen?".
Ét af de åg, som DR og TV 2 må leve med er en evigt utilfreds kulturelite. I dag fremgår det af Nyhedsavisen, at det danske musikliv føler sig overset, og at det beskylder tv-stationerne DR og TV 2 for at "berøve musikken dens værdi og samfundsfunktion". De to public service-stationer bebrejdes deres leflen for mainstream og seertal, mens viljen til at satse skævt er blevet markant mindre.
Det er ikke nyt, at musikken ikke er tilfreds med den markedsføring, som man føler sig berettiget til på nationalt, landsdækkende fjernsyn. Og så er det da også irriterende, når tv-stationerne efterhånden kun beskæftiger sig med musik i ikke særligt raffinerede programmer som Melodi Grand Prix eller Scenen er din. Det er udmærkede underholdningsprogrammer - men der er ikke tale om programmer med noget væsentligt musikkulturelt islæt.
Nu kan man vel med en vis rette spørge statsstøtteorganet Kunstrådets afgående musikudvalg - der har smækket med døren i protest - om baggrunden for, at musik og alle kunstartens udøvende kunstnere overhovedet har krav på at komme i fjernsynet. Hvis man kan tale om nogen form for rettighed, er det vel relevant at tage udgangspunkt i, at musik er lyd og derfor hører mere til i radioen end på fjernsyn. Folk åbner faktisk for radioen for at høre musik - hvorimod tv-seerne er tilbøjelige til at skifte kanal eller slukke, når der er musik i fjernsynet.
Lad os da tale lige ud af posen: Musiklivet vil gerne have egne redaktionelle vinduer til profilering og markedsføring - og hvem vil ikke gerne det? Jeg kan sagtens anerkende dette som et ønske og et krav - ikke mindst med henvisning til at musik naturligvis er både væsentligt og grundlæggende i vores kultur. Men vær lige ærlig omkring det.
Fjernsynet er en enestående platform for promotion for musikere. Det er simpelthen guld værd. Alligevel oplevede vi, da jeg var på TV 2, at musikerne kom i tanker om, at de ville have honorar for at optræde i fjernsynet - i det aktuelle tilfælde var det Go' morgen Danmark. Så er man ikke særlig realistisk omkring den verden, man befinder sig i. De fleste, som har brug for opmærksomhed og promotion, vil give hvad som helst for at komme på landsdækkende fjernsyn.
Og har man overhovedet krav på noget som helst? Det står i public service-forpligtelserne for DR, at omfanget af tv-programmer om dansk musik skal øges mærkbart. Derimod er ordet musik end ikke nævnt i TV 2s public service-kontrakt. Det bliver altså kun et krav, fordi det politisk er bestemt, at man som statsmagt vil bruge netop tv-mediet til at udbrede indsigt og viden om kultur generelt - ikke fordi det forekommer naturligt på nogen måde, at lige præcis musik og kultur generelt har en særlig sammenhæng med fjernsyn.
Nu er det jo ikke, fordi Kunstrådets musikudvalg ikke har en pointe. Selvom man jo godt kan indvende, at musik i sin natur egner sig noget bedre til radio end til tv, er der jo en åbenlyst langt højere gennemslagskraft via tv-mediet end nogen andre medier. Der er mange mennesker, som ikke orienterer sig på anden måde end via tv, som tilmed når ud til langt de fleste mennesker på én gang.
Musikudvalget har også en pointe i, at der er sket en forringelse, og at man på tv-stationerne på ingen måde prioriterer musik særlig højt. Det ser heller ikke ud til, at public service-stationerne på nogen måde selv føler nogen væsentlig forpligtelse - hverken juridisk eller moralsk - for at understøtte væsentlig dansk kultur. Og når musikudvalget frygter, at der med den nuværende programpolitik ikke kommer nye Povl Dissing'er til, fordi man har nedprioriteret musikken væsentlig, er det helt givet en profeti, der går i opfyldelse. I så fald har public service-stationerne svigtet og medvirket til, at dansk kultur blev en smule fattigere, mens vi har siddet og set "Kender du typen?".
onsdag den 21. marts 2007
Få nu taget stilling til den replanlægning
Replanlægningen af FM-båndet har nu uvist af hvilken grund været under politisk overvejelse i omkring fem år. Det giver en urimelig usikkerhed for alle de kommercielle radiostationer, som er virksomheder med medarbejdere, og som risikerer at få ændret frekvenser og inddraget sendetilladelser
Hvad mon vi egentlig venter på? Replanlægningen af FM-båndet har været politisk overvejet i omkring fem år, og det overvejes stadig. Det fremgår ikke af de røgsignaler, der sendes ud fra forhandlingerne mellem medieordførerne, hvad der forhindrer en stillingtagen, men den lange ventetid er til åbenlys gene for en lang række mennesker og virksomheder med relation til radiobranchen - eller som ønsker at få det.
Senest har RADIOERNE, branche- og interesseorganisation for publicistisk orienterede kommercielle radio- og tv-stationer, forsøgt at komme i dialog med Kulturudvalget med en henvendelse den 30. november 2006 og igen den 20. februar 2007 - den seneste henvendelse, fordi man ikke havde fået noget svar på det første brev.
På grund af overvejelserne om replanlægningen er det blevet besluttet, at alle eksisterende sendetilladelser kun forlænges frem til 31. december 2007, og det har ikke uden grund fået RADIOERNE til at fare i blækhuset:
"De lokale kommercielle radiostationer har nu i årevis måttet leve med usikkerhed, korte frister og manglende beslutningstagning på lokalradioområdet. RADIOERNE finder det derfor nødvendigt at påpege, at lokale kommercielle radiostationer er virksomheder. Virksomheder der skal udarbejde og overholde budgetter, virksomheder der skal tiltrække og udvikle medarbejdere på såvel det tekniske som det journalistiske område, virksomheder der skal give overskud og investere i fremtidig drift. Det er derfor helt urimeligt, at man giver de lokale kommercielle stationer så ringe vilkår at arbejde under." Læs begge henvendelser her.
Og RADIOERNE har jo ret - det vil være svært og måske umuligt at finde et andet erhverv, der er udsat for tilsvarende store usikkerhedsmomenter endda uden nogen rimelig grund.
På et punkt er der dog grund til at være uenig med RADIOERNE, som ikke mener, der er behov for flere landsdækkende radiokanaler. RADIOERNE begrunder det med, at der kun var fem tilmeldte bydere til radioauktionen om FM5 i august, hvoraf kun to var aktive.
Koncessionsafgiften på FM5 løb op i 23 mio. kr. årligt, men hvis udbuddet af landsdækkende radiokanaler var højt, ville prisen tilsvarende falde. Og skete det, er der ingen tvivl om, at en række medievirksomheder, herunder ikke mindst aviserne, ville fatte interesse for at drive en landsdækkende radiostation - ikke som en særskilt forretningsenhed, men som et supplement til de eksisterende aktiviteter med den redaktionelle og salgsmæssige synergi, det ville kunne fremkalde. Fuldstændig på samme måde som mange medievirksomheder driver deres websites som en integreret del af den eksisterende forretning.
RADIOERNE gør opmærksom på, at formålet med replanlægningen dels var at skaffe flere landsdækkende radiostationer, men dels også at forbedre vilkårene for de lokale kommercielle stationer. RADIOERNE mener, at acceptable arbejdsvilkår bør have langt højere prioritet end en replanlægning.
I den forbindelse bør det vigtigste set ud fra et demokratisk synspunkt dels være, at staten ikke forhindrer den fulde udnyttelse af alle knappe samfundsmæssige ressourcer som frekvenser jo er - ikke mindst af hensyn til mangfoldigheden. Man bør ikke bremse blandt andre printmedierne i at udvikle sig på de elektroniske medier, når man rent faktisk har chancen for det modsatte.
--------------------------------------------------------------------------------
Mandag den 26. februar blev resultatet af en prøveplanlægning, gennemført af Broadcast Partners, fremlagt. Den viste, at er er plads til yderligere 12 landsdækkende radiostationer i Danmark. Medieordførerne har sendt forslaget i høring, så RADIOERNE og andre interessenter må finde yderligere tålmodighed. Der er frist for høringssvar den 16. april 2007.
Hvad mon vi egentlig venter på? Replanlægningen af FM-båndet har været politisk overvejet i omkring fem år, og det overvejes stadig. Det fremgår ikke af de røgsignaler, der sendes ud fra forhandlingerne mellem medieordførerne, hvad der forhindrer en stillingtagen, men den lange ventetid er til åbenlys gene for en lang række mennesker og virksomheder med relation til radiobranchen - eller som ønsker at få det.
Senest har RADIOERNE, branche- og interesseorganisation for publicistisk orienterede kommercielle radio- og tv-stationer, forsøgt at komme i dialog med Kulturudvalget med en henvendelse den 30. november 2006 og igen den 20. februar 2007 - den seneste henvendelse, fordi man ikke havde fået noget svar på det første brev.
På grund af overvejelserne om replanlægningen er det blevet besluttet, at alle eksisterende sendetilladelser kun forlænges frem til 31. december 2007, og det har ikke uden grund fået RADIOERNE til at fare i blækhuset:
"De lokale kommercielle radiostationer har nu i årevis måttet leve med usikkerhed, korte frister og manglende beslutningstagning på lokalradioområdet. RADIOERNE finder det derfor nødvendigt at påpege, at lokale kommercielle radiostationer er virksomheder. Virksomheder der skal udarbejde og overholde budgetter, virksomheder der skal tiltrække og udvikle medarbejdere på såvel det tekniske som det journalistiske område, virksomheder der skal give overskud og investere i fremtidig drift. Det er derfor helt urimeligt, at man giver de lokale kommercielle stationer så ringe vilkår at arbejde under." Læs begge henvendelser her.
Og RADIOERNE har jo ret - det vil være svært og måske umuligt at finde et andet erhverv, der er udsat for tilsvarende store usikkerhedsmomenter endda uden nogen rimelig grund.
På et punkt er der dog grund til at være uenig med RADIOERNE, som ikke mener, der er behov for flere landsdækkende radiokanaler. RADIOERNE begrunder det med, at der kun var fem tilmeldte bydere til radioauktionen om FM5 i august, hvoraf kun to var aktive.
Koncessionsafgiften på FM5 løb op i 23 mio. kr. årligt, men hvis udbuddet af landsdækkende radiokanaler var højt, ville prisen tilsvarende falde. Og skete det, er der ingen tvivl om, at en række medievirksomheder, herunder ikke mindst aviserne, ville fatte interesse for at drive en landsdækkende radiostation - ikke som en særskilt forretningsenhed, men som et supplement til de eksisterende aktiviteter med den redaktionelle og salgsmæssige synergi, det ville kunne fremkalde. Fuldstændig på samme måde som mange medievirksomheder driver deres websites som en integreret del af den eksisterende forretning.
RADIOERNE gør opmærksom på, at formålet med replanlægningen dels var at skaffe flere landsdækkende radiostationer, men dels også at forbedre vilkårene for de lokale kommercielle stationer. RADIOERNE mener, at acceptable arbejdsvilkår bør have langt højere prioritet end en replanlægning.
I den forbindelse bør det vigtigste set ud fra et demokratisk synspunkt dels være, at staten ikke forhindrer den fulde udnyttelse af alle knappe samfundsmæssige ressourcer som frekvenser jo er - ikke mindst af hensyn til mangfoldigheden. Man bør ikke bremse blandt andre printmedierne i at udvikle sig på de elektroniske medier, når man rent faktisk har chancen for det modsatte.
--------------------------------------------------------------------------------
Mandag den 26. februar blev resultatet af en prøveplanlægning, gennemført af Broadcast Partners, fremlagt. Den viste, at er er plads til yderligere 12 landsdækkende radiostationer i Danmark. Medieordførerne har sendt forslaget i høring, så RADIOERNE og andre interessenter må finde yderligere tålmodighed. Der er frist for høringssvar den 16. april 2007.
onsdag den 14. marts 2007
Strejke - et levn fra gamle dage
Selvom man rent menneskeligt godt forstår DR's medarbejderes arbejdsnedlæggelse som reaktion på udmeldingerne om afskedigelser og rationaliseringer, er strejken helt og holdent perspektivløst.
DR-strejken er et meget godt symbol på, at institutionen mangler at gennemgå en moderniseringsproces, hvor man indser, at medarbejdere og ledelse til syvende og sidst har samme mål, nemlig at DR står så stærkt som muligt - eller i den aktuelle situation, at DR ikke svækkes mere end højst nødvendigt.
Mens ledelsen kan gøre alt, hvad der står i dens magt for at minimere tidligere ledelsers og regeringers katastrofale skalten og valten med DR, må medarbejderne tilsvarende gøre sit. Og det sker i hvert fald ikke ved at strejke. At det overhovedet forekommer virker som et levn fra gamle dage, da vi var vant til sort skærm i tide og utide.
Kriser giver også muligheder, for den slags har det med at give "a sense of urgency" eller "a burning platform". Hvis ikke DR's medarbejdere nu mærker jorden brænde under sig, sker det aldrig, og så risikerer DR at synke ned i en dyb krise, der kan vare i årevis. Mulighederne indebærer, at alle nu løfter i flok og arbejder med DR og med DR's ledelse i retning af et nyt DR, som har redefineret sig selv og skabt en helt ny selvforståelse. Det er DR's helt store chance. Men det kræver medspil fra de mange medarbejdere - ikke modspil. Det er nu, der skal kæmpes.
DR-strejken er et meget godt symbol på, at institutionen mangler at gennemgå en moderniseringsproces, hvor man indser, at medarbejdere og ledelse til syvende og sidst har samme mål, nemlig at DR står så stærkt som muligt - eller i den aktuelle situation, at DR ikke svækkes mere end højst nødvendigt.
Mens ledelsen kan gøre alt, hvad der står i dens magt for at minimere tidligere ledelsers og regeringers katastrofale skalten og valten med DR, må medarbejderne tilsvarende gøre sit. Og det sker i hvert fald ikke ved at strejke. At det overhovedet forekommer virker som et levn fra gamle dage, da vi var vant til sort skærm i tide og utide.
Kriser giver også muligheder, for den slags har det med at give "a sense of urgency" eller "a burning platform". Hvis ikke DR's medarbejdere nu mærker jorden brænde under sig, sker det aldrig, og så risikerer DR at synke ned i en dyb krise, der kan vare i årevis. Mulighederne indebærer, at alle nu løfter i flok og arbejder med DR og med DR's ledelse i retning af et nyt DR, som har redefineret sig selv og skabt en helt ny selvforståelse. Det er DR's helt store chance. Men det kræver medspil fra de mange medarbejdere - ikke modspil. Det er nu, der skal kæmpes.
tirsdag den 13. marts 2007
Licensbetalerne er DR Byens helt store ofre
Alle DR Byens bagmænd og -kvinder er for længst væk. Den daværende regering, som havde udpeget DR til at være central i byudviklingen på Vestamager, er afløst af en anden, og både bestyrelse og direktion fra dengang er næsten helt udskiftet. Tilbage står gidslerne for den totale skandale: DR's medarbejdere og ikke mindst borgerne i dette land - det er ikke en holdbar og rimelig situation
Det kan ikke nytte noget. Når offentlige virksomheder eller institutioner træder i spinaten og iværksætter tiltag, som dybest set viser sig at være et økonomisk hul i jorden, bliver de nødt til selv at rage kastanjerne ud af ilden igen. Hvis ikke det fungerede sådan, forsvandt incitamentet til, at institutionerne selv strakte sig til det yderste for at at gøre sit arbejde ordentligt. Kunne man blot hente de manglende penge i statskassen, når først skaden var sket, gik det for alvor helt galt.
DR befinder sig i en lidt anden situation. Det er efterhånden ti år siden, at man påbegyndte den i øvrigt skandaløse budgettering og projektering af Ørestads-byggeriet, og alle, der har et medansvar, er for længst væk. Desuden er det i den grad væsentligt at huske på, at DR Byen hovedsageligt var initieret af det politiske system, fordi man ønskede en byudvikling af den del af København. DR ville være en god magnet - både for virksomheder og for borgere - når der skulle sælges grunde og kvadratmetre derude.
Hvem er det så egentlig, man straffer ved at fastholde, at DR selv skal løse problemerne? Det er to sagesløse grupper, som på intet tidspunkt har kunnet gøre hverken fra eller til: Det er DR's medarbejdere, hvoraf der nu skal afskediges 300, og så er det licensbetalerne, borgerne i Danmark. Den daværende direktion og bestyrelse er for længst over alle bjerge. Det er den daværende regering også, så alle ansvarlige er væk. Tilbage står gidslerne.
I en mediebranche, der bliver stadig mere kommerciel, er der mere end nogensinde brug for en oase, et fristed, hvor journalistikken og indhold er styret af rent publicistiske hensyn. Det er fremragende, at der er denne arbejdsdeling blandt forskellige typer medier, men ingen er tjent med, at vi ikke har et DR som det eneste alternativ til de kommercielle aktører - og det er endda helt uanset politisk observans, alder, køn, erhverv osv.
Som borger har man brug for en publicistisk og stærk medievirksomhed. Derfor bør staten og politikerne nøje overveje, hvad man præcist forventer at få ud af at insistere på, at DR selv må løse problemerne. At der er risiko for endnu dårligere programmer er åbenlys samtidig med, at det kan ramme nyhedsudsendelserne yderligere.
Kommercielt båret journalistik har brug for modvægt, og det bør og skal DR som rendyrket publicist levere. Svækkes DR, svækkes mangfoldigheden, og det er der ingen, som har nogen interesse i. Vi kan ikke leve med, at DR er reduceret til en svag medievirksomhed med en forringet programvirksomhed. Det er totalt uacceptabelt.
Oveni alt dette har DR historisk set stået som pioner i forhold til udviklingen af nye medier samt ikke mindst indholdet til nye medieplatforme. Det vil skade innovationen og borgernes vilje og evne til at tage ny teknologi til sig, hvis DR også svækkes på denne front.
Når alt dette er sagt, er det også en åbenlys chance for Kenneth Plummer til at få foretaget noget oprydning i organisationen. Der er en ledelsesfilosofi, som inddeler medarbejderne i de 20 procent bedste, 70 procent i en mellemgruppe og så 10 procent, som virksomheden havde bedst af at skille sig af med. 10 procent af DR's samlede medarbejderstab er lige omkring 300.
Det kan ikke nytte noget. Når offentlige virksomheder eller institutioner træder i spinaten og iværksætter tiltag, som dybest set viser sig at være et økonomisk hul i jorden, bliver de nødt til selv at rage kastanjerne ud af ilden igen. Hvis ikke det fungerede sådan, forsvandt incitamentet til, at institutionerne selv strakte sig til det yderste for at at gøre sit arbejde ordentligt. Kunne man blot hente de manglende penge i statskassen, når først skaden var sket, gik det for alvor helt galt.
DR befinder sig i en lidt anden situation. Det er efterhånden ti år siden, at man påbegyndte den i øvrigt skandaløse budgettering og projektering af Ørestads-byggeriet, og alle, der har et medansvar, er for længst væk. Desuden er det i den grad væsentligt at huske på, at DR Byen hovedsageligt var initieret af det politiske system, fordi man ønskede en byudvikling af den del af København. DR ville være en god magnet - både for virksomheder og for borgere - når der skulle sælges grunde og kvadratmetre derude.
Hvem er det så egentlig, man straffer ved at fastholde, at DR selv skal løse problemerne? Det er to sagesløse grupper, som på intet tidspunkt har kunnet gøre hverken fra eller til: Det er DR's medarbejdere, hvoraf der nu skal afskediges 300, og så er det licensbetalerne, borgerne i Danmark. Den daværende direktion og bestyrelse er for længst over alle bjerge. Det er den daværende regering også, så alle ansvarlige er væk. Tilbage står gidslerne.
I en mediebranche, der bliver stadig mere kommerciel, er der mere end nogensinde brug for en oase, et fristed, hvor journalistikken og indhold er styret af rent publicistiske hensyn. Det er fremragende, at der er denne arbejdsdeling blandt forskellige typer medier, men ingen er tjent med, at vi ikke har et DR som det eneste alternativ til de kommercielle aktører - og det er endda helt uanset politisk observans, alder, køn, erhverv osv.
Som borger har man brug for en publicistisk og stærk medievirksomhed. Derfor bør staten og politikerne nøje overveje, hvad man præcist forventer at få ud af at insistere på, at DR selv må løse problemerne. At der er risiko for endnu dårligere programmer er åbenlys samtidig med, at det kan ramme nyhedsudsendelserne yderligere.
Kommercielt båret journalistik har brug for modvægt, og det bør og skal DR som rendyrket publicist levere. Svækkes DR, svækkes mangfoldigheden, og det er der ingen, som har nogen interesse i. Vi kan ikke leve med, at DR er reduceret til en svag medievirksomhed med en forringet programvirksomhed. Det er totalt uacceptabelt.
Oveni alt dette har DR historisk set stået som pioner i forhold til udviklingen af nye medier samt ikke mindst indholdet til nye medieplatforme. Det vil skade innovationen og borgernes vilje og evne til at tage ny teknologi til sig, hvis DR også svækkes på denne front.
Når alt dette er sagt, er det også en åbenlys chance for Kenneth Plummer til at få foretaget noget oprydning i organisationen. Der er en ledelsesfilosofi, som inddeler medarbejderne i de 20 procent bedste, 70 procent i en mellemgruppe og så 10 procent, som virksomheden havde bedst af at skille sig af med. 10 procent af DR's samlede medarbejderstab er lige omkring 300.
fredag den 9. marts 2007
Mediernes svigt på Nørrebro
Pressedækningen af Ungdomshuset har vist væsentlige svigt i journalistikken på to fronter – det proportionale og på kvaliteten. Der deles ansvar ud til højre og venstre, men indtil videre har medierne forbigået medierne som én af kilderne til hele balladen. Der er ellers god grund til selvransagelse
Denne blogpost bringes desuden som klumme i det næste nummer af fagbladet Markedsføring, som udkommer tirsdag den 13. marts 2007. Læs i øvrigt www.markedsforing.dk
Når forside på forside ryddes, og Ungdomshuset for 117. gang er tophistorien i tv-stationernes nyhedsudsendelser, kan man ikke fortænke brugerne af huset i at tro, at de har en meget vigtig sag af meget stor betydning. Det siges, at op mod 100 journalister var på gaderne for at dække rydningen af huset.
Man må antage, at de medier, som er sat i verden for på borgernes vegne at prioritere, redigere og udvælge nyhederne selv mener, at det er én af de allerstørste begivenheder i Danmark nogensinde. Ellers ved jeg ikke, hvordan man skal tolke det groteske medieopbud . Men det er, som mange har anført, en uhørt proportionsforvrængning, hvor pressedækningen generelt har svigtet forpligtelsen til at skabe et virkelighedsnært overblik og sætte tingene i perspektiv. Og imens er langt væsentligere historier blevet overset eller neddroslet. For eksempel kom det under urolighederne frem, at der er chokerende lang ventetid på en kræftbehandling. Men den nåede ingen forsider eller topplaceringer, selvom et systemsvigt på et område med spørgsmål om liv og død er åbenlyst vigtigere end et værested for unge.
Prisen er, at det har givet de unge en forkert opfattelse af virkeligheden, for sagen er objektivt set og i den store sammenhæng ikke så vigtig, som den fremstilles. Dermed får selve proportionsforvrængningen den alvorlige konsekvens, at den kommer til at indvirke eskalerende på konflikten. Det er dybt problematisk, når pressen derved bliver en alvorlig del af begivenhederne ved at puste til raseriet. Oveni kommer den tvivlsomme gevinst, at den proportionsforladte dækning nu også får internationale medier til at tro, at det er én af de vigtigste sager i Danmark i efterkrigstiden.
Det er det ene skadelige aspekt af mediernes måde at dække begivenhederne på. Det andet er journalistikkens kvalitet. Og her er der masser af eksempler at pege på. Det har knebet med en dækning præget af omhu, begavelse, upartiskhed og saglighed, mens vi blot i stedet har fået endeløse baner af billeder og reportager af konflikt, optøjer, bål, ballade og blå blink. Nyhedsudsendelserne og magasinprogrammerne svælger uhæmmet i billeder med blå blink og bål, mens aviserne har tyet til forudsigelige og dramatisk-truende forsider som "Gadekrig", "Det er ikke slut endnu". Og så sender man perspektivløst live fra nedrivningen af huset selv på dag 2 og gør endda fjernelsen af facaden til noget særligt sensationelt.
Konfliktkortet er totalt overspillet, mens man higer efter perspektiverende vinkler, hvor væsentlighedskriteriet havde været det bærende. Imens har medierne sammen med forældrene forsømt at fortælle de unge, hvordan dette samfund er skruet sammen med demokrati og ejendomsret. At det får konsekvenser for de fremtidige jobmuligheder, når straffeattesten plettes, og ens uddannelse forsinkes af et fængselsophold. Tingene er heller ikke blevet sat ind i en global sammenhæng, hvor der næppe er noget samfund, der er mere tolerant over for modkulturer end netop det danske.
Helt grundlæggende er det allerstørste svigt fra mediernes side dog forsømmelsen af at udøve kritisk journalistik i forhold til konfliktens kerne og de unge. Et helt centralt postulat i sagen, og som siges at drive afmagten, frustrationen og vreden, er, at samfundet ikke skulle have plads til dem og ikke favner dem. Det er blevet gentaget igen og igen, at politikerne og systemet vil undertrykke og knække denne subkultur. Det er nu ved at være en sandhed, som aviserne og nyhedsudsendelserne dagligt direkte eller indirekte lader en argumentation eller en vinkel udspringe i – det udsagn, som berettigelsen af opstanden hviler på.
"Et hus kan rives ned, men det kan en kultur ikke," lød det i et oplæg i én af nyhedsudsendelserne så sent som på dagen for nedrivningen, hvilket vidner om, at medierne lader postulatet leve, selvom man rent journalistisk for længst burde have efterprøvet det og konstateret, om det var belæg for påstanden. Selv højtuddannede mennesker som en Mikael Rothstein er spundet ind i retorikken, at der skulle være en usynlig fjende, som insisterer på normalitet.
Pressen har ikke været i stand til at finde en person eller en kilde blandt magthaverne, som repræsenterede den indstilling, som de unge tillægger samfundet. Tværtimod har borgere, eksperter og politikere fra højre til venstre stået i kø for at sige, at selvfølgelig skal der være plads til de unge. Man holdt møder på møder og stod på hovedet for at finde først den ene og så den anden løsning. Til sidst reagerede de unge på et endeligt tilbud fra kommunen og fonden med at sige nej til Stevnsgade skole. Alligevel er medierne fortsat med ufortrødent at legitimere påstanden om, at de unge er undertrykkede. Og man gentager til stadighed, at de unge har fået frataget et hus – uden at tilføje, at de unge har sagt nej til at få et andet. Dette nej viser ellers, at de unge vil fastholde offerrollen, fordi det er hele grundlaget for deres modkultur, hvor fælles fjendebilleder skaber sammenhold. Men det viser også, at det ikke var samfundet, som fravalgte de unge og deres kultur. Det var de unge, som fravalgte en løsning. Det burde have fundamentalt ændret hele dækningens karakter, fordi det så tydeligt illustrerer parternes reelle positioner.
Med afvisningen af et nyt hus falder også postulatet om forfølgelse, udslettelse og undertrykkelse til jorden. Derved fjerner man også en væsentlig del af kilden til de unges frustration og vrede. Det er den objektive virkelighed. Men medierne tegner deres egen virkelighed, og den er efterhånden sjældent den samme som den reelle virkelighed. Uden postulatet var konflikten aldrig blevet så tilspidset, men måske vil det blive fuldt belyst, hvis forskere på et tidspunkt kortlægger mediernes dækning af konflikten.
At medierne så har brudt alle journalistiske principper om ikke at lade folk optræde anonymt uden væsentlig grund, er en helt anden og kritisabel sag.
Denne blogpost bringes desuden som klumme i det næste nummer af fagbladet Markedsføring, som udkommer tirsdag den 13. marts 2007. Læs i øvrigt www.markedsforing.dk
Når forside på forside ryddes, og Ungdomshuset for 117. gang er tophistorien i tv-stationernes nyhedsudsendelser, kan man ikke fortænke brugerne af huset i at tro, at de har en meget vigtig sag af meget stor betydning. Det siges, at op mod 100 journalister var på gaderne for at dække rydningen af huset.
Man må antage, at de medier, som er sat i verden for på borgernes vegne at prioritere, redigere og udvælge nyhederne selv mener, at det er én af de allerstørste begivenheder i Danmark nogensinde. Ellers ved jeg ikke, hvordan man skal tolke det groteske medieopbud . Men det er, som mange har anført, en uhørt proportionsforvrængning, hvor pressedækningen generelt har svigtet forpligtelsen til at skabe et virkelighedsnært overblik og sætte tingene i perspektiv. Og imens er langt væsentligere historier blevet overset eller neddroslet. For eksempel kom det under urolighederne frem, at der er chokerende lang ventetid på en kræftbehandling. Men den nåede ingen forsider eller topplaceringer, selvom et systemsvigt på et område med spørgsmål om liv og død er åbenlyst vigtigere end et værested for unge.
Prisen er, at det har givet de unge en forkert opfattelse af virkeligheden, for sagen er objektivt set og i den store sammenhæng ikke så vigtig, som den fremstilles. Dermed får selve proportionsforvrængningen den alvorlige konsekvens, at den kommer til at indvirke eskalerende på konflikten. Det er dybt problematisk, når pressen derved bliver en alvorlig del af begivenhederne ved at puste til raseriet. Oveni kommer den tvivlsomme gevinst, at den proportionsforladte dækning nu også får internationale medier til at tro, at det er én af de vigtigste sager i Danmark i efterkrigstiden.
Det er det ene skadelige aspekt af mediernes måde at dække begivenhederne på. Det andet er journalistikkens kvalitet. Og her er der masser af eksempler at pege på. Det har knebet med en dækning præget af omhu, begavelse, upartiskhed og saglighed, mens vi blot i stedet har fået endeløse baner af billeder og reportager af konflikt, optøjer, bål, ballade og blå blink. Nyhedsudsendelserne og magasinprogrammerne svælger uhæmmet i billeder med blå blink og bål, mens aviserne har tyet til forudsigelige og dramatisk-truende forsider som "Gadekrig", "Det er ikke slut endnu". Og så sender man perspektivløst live fra nedrivningen af huset selv på dag 2 og gør endda fjernelsen af facaden til noget særligt sensationelt.
Konfliktkortet er totalt overspillet, mens man higer efter perspektiverende vinkler, hvor væsentlighedskriteriet havde været det bærende. Imens har medierne sammen med forældrene forsømt at fortælle de unge, hvordan dette samfund er skruet sammen med demokrati og ejendomsret. At det får konsekvenser for de fremtidige jobmuligheder, når straffeattesten plettes, og ens uddannelse forsinkes af et fængselsophold. Tingene er heller ikke blevet sat ind i en global sammenhæng, hvor der næppe er noget samfund, der er mere tolerant over for modkulturer end netop det danske.
Helt grundlæggende er det allerstørste svigt fra mediernes side dog forsømmelsen af at udøve kritisk journalistik i forhold til konfliktens kerne og de unge. Et helt centralt postulat i sagen, og som siges at drive afmagten, frustrationen og vreden, er, at samfundet ikke skulle have plads til dem og ikke favner dem. Det er blevet gentaget igen og igen, at politikerne og systemet vil undertrykke og knække denne subkultur. Det er nu ved at være en sandhed, som aviserne og nyhedsudsendelserne dagligt direkte eller indirekte lader en argumentation eller en vinkel udspringe i – det udsagn, som berettigelsen af opstanden hviler på.
"Et hus kan rives ned, men det kan en kultur ikke," lød det i et oplæg i én af nyhedsudsendelserne så sent som på dagen for nedrivningen, hvilket vidner om, at medierne lader postulatet leve, selvom man rent journalistisk for længst burde have efterprøvet det og konstateret, om det var belæg for påstanden. Selv højtuddannede mennesker som en Mikael Rothstein er spundet ind i retorikken, at der skulle være en usynlig fjende, som insisterer på normalitet.
Pressen har ikke været i stand til at finde en person eller en kilde blandt magthaverne, som repræsenterede den indstilling, som de unge tillægger samfundet. Tværtimod har borgere, eksperter og politikere fra højre til venstre stået i kø for at sige, at selvfølgelig skal der være plads til de unge. Man holdt møder på møder og stod på hovedet for at finde først den ene og så den anden løsning. Til sidst reagerede de unge på et endeligt tilbud fra kommunen og fonden med at sige nej til Stevnsgade skole. Alligevel er medierne fortsat med ufortrødent at legitimere påstanden om, at de unge er undertrykkede. Og man gentager til stadighed, at de unge har fået frataget et hus – uden at tilføje, at de unge har sagt nej til at få et andet. Dette nej viser ellers, at de unge vil fastholde offerrollen, fordi det er hele grundlaget for deres modkultur, hvor fælles fjendebilleder skaber sammenhold. Men det viser også, at det ikke var samfundet, som fravalgte de unge og deres kultur. Det var de unge, som fravalgte en løsning. Det burde have fundamentalt ændret hele dækningens karakter, fordi det så tydeligt illustrerer parternes reelle positioner.
Med afvisningen af et nyt hus falder også postulatet om forfølgelse, udslettelse og undertrykkelse til jorden. Derved fjerner man også en væsentlig del af kilden til de unges frustration og vrede. Det er den objektive virkelighed. Men medierne tegner deres egen virkelighed, og den er efterhånden sjældent den samme som den reelle virkelighed. Uden postulatet var konflikten aldrig blevet så tilspidset, men måske vil det blive fuldt belyst, hvis forskere på et tidspunkt kortlægger mediernes dækning af konflikten.
At medierne så har brudt alle journalistiske principper om ikke at lade folk optræde anonymt uden væsentlig grund, er en helt anden og kritisabel sag.
Abonner på:
Opslag (Atom)