Pressens dækning af skattereformen: Viel Geschrei, aber Wenig Wolle

Når nu Danmark på en international målestok er et land med så ubegribelig få reelle politiske nyheder og så udstrakt politisk konsensus, er det ikke altid sjovt at være journalist med store krav om at fylde et stort antal spalter og sendeminutter ud hver dag. Faktisk er det slet ikke muligt at producere så meget journalistik, som der rent faktisk produceres - i hvert fald ikke hvis det samtidig skal være meningsfyldt.
Oprindeligt blev de politiske nyheder målt på, om de var væsentlige. Og værdien af nyhederne blev vurderet på den effekt og de konsekvenser, de havde på borgerne.
Det betød langt mindre historier, artikler og tv-indslag om politik, end vi ser i dag. Er det så fordi, at antallet af politiske nyheder er eksploderet?
Nej, på ingen måde.
Der er ikke nogen revolutionerende udvikling i omfanget af substantielle politiske nyheder, men når politik alligevel fylder mange gange mere i mediebilledet i dag end for bare fem eller 10 år siden, er det fordi, politisk journalistik har udviklet sig til i meget høj grad at være underholdning med dramajournalistik, personstof og konflikter fra den politiske verden, mens de kedelige og væsentlige politiske historier er fortrængt.
Årsagen er ikke mindst, at underholdning appellerer langt bedre til seerne og læserne end tør information og oplysning, som til alle tider ellers har været journalistikkens raison d'être at oplyse og informere - blandt andet om de kedelige, tørre politiske nyheder fra Christiansborg, EU mv.
Men det er simpelthen sjovere og mere underholdende at se mediedarlingen Johanne Schmidt-Nielsen, der endnu har til gode at blive udsat for en kritisk journalist som bider sig fast, med fråde om munden, end det er at høre om det substantielle indhold af skattereformen ud fra et samfundsmæssigt perspektiv.
Og når nu mange mennesker synes, at væsentlighed er kedeligt, men konflikt, drama og sensation er sjovt, så er har mange journalister og redaktører i dag den faglige indstilling, at det er bedre at give læserne og seerne det de vil have - og for alt i verden undgå at kede dem.
Underholdning, konflikt, drama og personfixeret journalistik er kernen i tabloidjournalistik, der isoleret set er en legitim journalistisk disciplin for aviser som Ekstra Bladet og B.T. Problemet opstår, når selv den seriøse del af journalistikken tabloidiseres, som mange redaktører anerkender er tilfældet uden at gøre nogen større indsats selv for at stoppe udviklingen.
Resultatet er forløb, som det vi har set omkring skattereformen, hvor regeringen valgte at lave en bred, bæredygtig aftale hen over midten med V og K fremfor en snæver blokpolitisk aftale med Enhedslisten. Brede aftaler er langt sundere end snævre - ikke mindst når det handler om danskeres økonomi, lyst til forbrug, tryghedsfølelse osv.
Når jeg har et nogenlunde kendskab til de fleste detaljer i skattereformen, er det kun fordi, jeg selv har opsøgt det og direkte ledt efter det. For det er ikke dét, der har fyldt i medierne, der heller ikke i væsentlig grad har beriget os med perspektiveringer af aftalen.
Det der har fyldt mest har derimod været al den ramasjang, drama, råb og skrig, som Enhedslisten skabte, og som store dele af medierne hjalp partiet med at holde liv i mere end to uger efter.
Regeringens aftale med V og K repræsenterer over 75 pct. af vælgerne, mens en aftale med Enhedslisten ville have repræsenteret blot 50 pct. - og endnu mindre, hvis man tager udgangspunkt i de aktuelle meningsmålinger. Den smalle aftale ville have været foragt for befolkningen, ikke mindst fordi de fire partier lige siden valget har haft mindre end halvdelen af befolkningen bag sig.
I det lys er det en ret underlig pressedækning af skattereformen, hvor langt hovedparten af medierne hjælper Enhedslisten med at sætte kritisk fokus på den brede aftale, mens der er en iboende forherligelse af den smalle. Store dele af pressen har beredvilligt sat fokus på de ting, som er dårlige ved skattereformen set ud fra et venstreekstremt synspunkt, og hvor godt det ville have været, hvis regeringen i stedet havde indgået aftalen med Enhedslisten. Men det er svært at få øje på, hvad der skulle hidse Enhedslisten så enormt meget op, som det var tilfældet.
Enhedslisten havde endda selv accepteret både en lettelse i topskatten samt en øget lighed målt ved ginikoefficienten.
Kogt ind til benet var der reelt set kun ét punkt, som for alvor kunne hidse Enhedslisten op - et punkt, som pressen kunne have pillet ned som ren propaganda ved at tilføre det faktiske oplysninger og en seriøs proportionering.
Dette punkt var, at regeringen sammen med V og K har besluttet - ikke fra næste år, men fra 2016 hvor de fleste af dem der i dag er ledige eller på kontanthjælp forhåbentlig er kommet videre - at bremse den meget generøse udvikling i overførselsindkomsterne.
Hvor de fleste lønmodtagergrupper må nøjes med at se deres løn stige med inflationen, og andre tilmed har måttet tåle direkte lønnedgang, har de ikke-arbejdende kunnet gnide sig i hænderne over, at deres købekraft stiger år for år - og vel at mærke gør det flere år endnu.
I international sammenhæng er de økonomisk dårligst stillede her til lands dybt priviligerede i forhold til stort set alle andre dårligt stillede i stort set hele verden. En førtidspensionist eller en kontanthjælpsmodtager har i dag med lidt økonomisk disciplin endda råd til at købe iPhones, spillekonsoller og andre luksusgoder. Det er et faktum.
Men for Enhedslisten er det altså ikke nok, når regeringen med V og K garanterer denne i international sammenhæng meget høje levestandard, som millioner af mennesker i Rusland, Kina, Indien, Mellemøsten, Afrika ville sætte livet på spil for at opnå - nej, Enhedslisten får lov til igen og igen at hamre løs på regeringen over, at disse grupper ikke til stadighed skal have udvidet købekraften, så de bliver endnu bedre stillede. Man kan faktisk undre sig over Enhedslistens mangel på solidaritet med de virkelig fattige i denne verden ved at kræve endnu mere købekraft til overførselsindkomstmodtagerne. Måske fordi sidstnævnte har stemmeret i Danmark, mens fattige mennesker uden for landets grænser ikke kan stemme på Enhedslisten.
Selvfølgelig er det en potentiel superhistorie, at Enhedslisten som parlamentarisk grundlag for regeringen melder ud, at man ikke længere er støtteparti. Problemet er bare, at det realpolitisk er helt usandsynligt, at det får den mindste praktiske betydning andet end noget ondt blod i en periode.
Der er altså med andre ord slet ikke substans til den konflikt, pressen optegner og tilmed endda selv pumper op. Man kan sagtens lade Enhedslisten komme ud med sine budskaber - en enkelt dag eller to måske, men hvorfor er der ingen, som spørger Johanne, Per og Pernille, om de ikke hidser sig lige vel meget op over i den store sammenhæng små detaljer - om de ikke bare lukrerer på situationen ved at profilere sig lidt vel hårdt?
Nej, fordi alt for mange modspørgsmål ville have fået hele historien til at falde sammen som en dårlig budding og ødelægge den fede, saftige sommeragurk, som pressen satte tænderne i og gnaskede fornøjet i.
Konsekvensen af den bovlamme presse er ikke uden betydning - ikke mindst for S og SF, der lider styrtblødning af vælgere, som strømmer over til Enhedslisten. Men masser af disse vælgere har via medierne fået tilvejebragt et forkert og for enøjet billede af de faktiske forhold, hvor Johanne kommer til at fremstå som en fantastisk kvinde med letforståelige og enkle budskaber. Man kan begræde den manglende ligestilling, for en borgerlig mand i fyrrerne eller halvtredserne var aldrig sluppet afsted med de samme forsimplede budskaber uden kritiske spørgsmål fra journalister. Det kræver sin kvinde, og tilmed en ung og charmerende én af slagsen. Der er nok en grund til, at den mindre charmerende, men meget mere erfarne Frank Aaen ikke er frontfigur.
Enhedslisten er og bliver et meget yderligtgående parti, og den slags skal - uanset om det er venstre- eller højreekstreme mødes af en meget stærk og kritisk presse. I dette tilfælde synes store dele af medierne at have glemt - som Sass Larsen var nødt til at påpege, når nu ingen andre gjorde det - at partiet er et sammenrend af trotskister, kommunister, leninister og maoister, og at de bagvedliggende ideologier trækker et blodigt spor af undertrykkelse, død, ødelæggelse og menneskelig forarmelse, som intet andet parti i fredelige Danmark er i nærheden af at være i familie med. Der er totalitært tænkende mennesker, som forherligede de modbydelige regimer i Østblokken, og som i modsætning til Ole Sohn ikke angrer deres støtte til de onde systemer.
Partisoldaternes realitetssans er helt anderledes end alle andre partiers. Selv de mest åbenlyse sandheder, som alle andre er enige om, benægter partiets topfolk uden blusel, som det for eksempel er tilfældet i Børsens interview med Johanne Schmidt-Nielsen.
Det er et parti, som i en stribe henseender lever i en parallel verden til den, vi andre befinder os i - altimens partiet beskrives og behandles i væsentlige dele af pressen, som om det var et helt normalt parti. For eksempel anerkender partiet ikke værdien i, at driftige og dygtige mennesker opbygger store virksomheder med masser af arbejdspladser. For partiet er den slags aktivitet ondsindet og udbyttende og skal brandbeskattes.
Den slags er et ret rabiat synspunkt, som normaliseres af danske journalister - og igen, hvis man måler det på en international målestok, ville Danmark blive opfattet som kommunistvenligt, fordi vi har taget et sådant parti helt ind i magtens centrum.
I forhold til fællesskabet er der også en pris at betale, når Enhedslisten får lov til at få taletid og spalteplads til uimodsagt at fremstille verden som om, der er overgået en meget voldsom uretfærdighed for de økonomisk dårligst stillede - her i verdens mest retfærdige og lige land. Der praktiseres en hadefuld retorik mod de bedst stillede, som man i forvejen tvinger flere penge ud af end tilsvarende noget andet steds i verden. Alligevel fortsætter man den grimme og intimiderende tone, som om de penge disse mennesker har tjent i første omgang tilhører Enhedslisten og staten.
Det er som rockere og pengeafpressere, der kommer og kræver penge af folk. Når det lykkes at tvinge penge ud af folk, kommer de igen - helt indtil der ikke længere er noget at komme efter. I Enhedslistens univers er der ingen rimelighedsgrænse, for hvornår man har betalt nok. De vil blive ved med at presse, true og lægge for had, indtil de har taget alle de penge, som andre har tjent på ærlig og redelig vis.
Læg dertil partiets foragt for Grundloven og for basale menneskerettigheder, som det kan tolkes ud af principprogrammet. Når en journalist tager sig sammen og stiller et spagfærdigt kritisk spørgsmål til de grufulde formuleringer, tager han til takke med et svar om, at principprogrammets formuleringer nok også trænger til en modernisering. Men bundlinjen er stadig ubesvaret: Er partiet antidemokratisk, som det fremgår af programmet, eller ej.
På overfladen tegnes et billede af Enhedslisten som et meget renfærdigt parti med ædle idealer, der vil de dårligst stillede det så godt. Det er partiets positive side.
Men partiet har også en grim, mørk side, som ingen medier endnu for alvor taget fat om - det gælder altså både partiets principprogram, det gælder partiets medlemmer og partisoldater, hvor nogle har sorte historier, og det gælder ikke mindst de konsekvenser, som Enhedslisten i dag påfører landet og sammenhængskraften.
Er der nogen journalister derude, som har tænkt sig at rette op på de forsømmelser?

Viel Geschrei fra et ekstremt parti - dramajournalistikkens sejrsgang

Hvilken befrielse!


Endelig tog nogen bladet fra munden og sagde dét, som vælgerne ellers lykkelig havde glemt på grund af den fløjlsbløde journalistiske behandling, som Enhedslisten varmer sig ved hver dag.


Det var Henrik Sass Larsen, som lige mindede os alle om, at Enhedslisten er et ekstremt parti med dybt ekstreme synspunkter, og dermed fremhævede han, hvad samfundet længe har haft et stort behov for at få sat meget mere fokus på.

Sass Larsen fortjener stor tak for på en ligefrem og krasbørstig måde at huske os på dette faktum – omend der er grund til at kritisere ham for først at sige det nu, eftersom partiet altid har været ekstremt. Men stemmer man normalt S og SF, er Enhedslisten altså slet ikke et reelt substitut med mindre, man selv har meget ekstreme grundholdninger.

Forløbet omkring skattereformen er et af de hidtil stærkeste eksempler på, hvordan Enhedslisten formår at omsætte pressens sympati for partiet til kolde resultater i meningsmålingerne. En storladen, grov retorik kombineret med en lemfældig omgang med sandheden er en del af opskriften på at udnytte medierne til ufiltreret at komme igennem med sine budskaber. Den stil var andre partier aldrig sluppet afsted med. Pressen havde sablet det ned.

Den famøse fredag, hvor regeringen sammen med V og K landede en bred aftale om skattereformen, kastede mediedarlingen Johanne Schmidt-Nielsen, som endnu har til gode at blive udsat for kritiske journalister, sig ud i et rasende angreb på regeringen.

At kalde et politisk forlig, som tilmed repræsenterer over 75 pct. af vælgerne, for en “svinestreg” og sige, at et bredt folketingsflertal “pisser på befolkningen” giver nok massiv medieopmærksomhed. Men retorikken, som pressen slugte råt, var også et udtryk for den disrespekt for demokratisk indgåede aftaler. Den del blev forbigået i tavshed.

Det der formentlig hidsede Enhedslisten mest op var ovenikøbet et non-issue, som medierne velvilligt hjalp med at pumpe op i uproportional størrelse.


Sagen var, at regeringen sammen med V og K besluttede sig for at tæmme udviklingen i overførselsindkomster, så den i højere grad følger samme udvikling, som lønmodtageres lønninger har. Man vil med andre ord bede overførselsindkomstmodtagere udvise samme ansvarlighed som resten af samfundet ved at acceptere uændret købekraft - og dermed ikke længere få øget velstanden år efter år på samfundets regning i en tid, hvor besparelser gør ondt langt ind i kernevelfærden.

Selvom ingen af disse grupper således skal afgive noget eller udsættes for en forringelse af deres økonomiske situation, profilerer Enhedslisten sig uimodsagt på at kalde det "røveri". Men for at tale om et "røveri" må pengene i første omgang have tilhørt de pågældende, hvilket ikke er tilfældet. Pengene er tjent af hårdtarbejdende lønmodtagere, og de er i første omgang ejet af dem, der har tjent dem. Pressens stiltiende accept af partiets retorik er slendrian og slaphed. Man kunne i det mindste være lidt kritiske.

Efterfølgende har det vist sig, at den aftale, som regeringen var ved at indgå med Enhedslisten heller ikke kunne fastholde en uændret lighed - målt ved gini-koefficienten – i samfundet, selvom Enhedslisten gerne markerer sig på det modsatte. Heller ikke dét har pressen for alvor spurgt kritisk ind til.

Der er en lang række andre eksempler på, at store dele af pressen behandler Enhedslisten mere skånsomt end andre partier, som når partiet i 10 år brokkede sig voldsomt over VK-regeringens snævre aftaler med DF, som blev kaldt blokpolitik. Nu landede den nuværende regering så en bred aftale, som repræsenterer over 75 pct. af befolkningen, hvilket Enhedslisten kalder at "pisse på folk".


Partiet ville hellere have blokpolitik - hvilket tilsyneladende er i orden, når bare farven er rød - som det ville have været tilfældet i en snæver aftale mellem regeringen og Enhedslisten. En sådan aftale ville blot have repræsenteret godt 50 pct. af vælgerne - endda noget lavere, hvis man tager udgangspunkt i de aktuelle meningsmålinger.


Partiets principprogram er et kapitel for sig - et sort kapitel. Kun ganske få medier og journalister har kølhalet partiet for det program. En ordentlig, seriøs og nøgtern journalistisk behandling ville nok skræmme mange af de græshoppevælgere væk, som i øjeblikket søger over mod partiet.


Billedet, der er tegnet, er af et parti, som er sødt og velmenende, og som har patent på at tage sig af de svage grupper.

Sådan er det ikke.

Partiet er en stenhård bekæmper af en lang række af de grundsten, samfundet består af i dag og har standpunkter, som i sin udførelse ville være direkte overtrædelse af både Grundloven og af demokratiet. Med mere magt ville Enhedslisten være en trussel. Derfor er det nødvendigt at støtte Sass Larsen i, at regeringen meget hellere må afgive magten end at lade sig styre af en flok trotskister, leninister, maoister og kommunister.

Mange af de mennesker har rod i bagvedliggende ideologier, som ikke ligefrem har færre myrderier bag sig end nazismen. Det er altså langt fra et sødt og kærligt parti, der vil det bedste for os allesammen. Det er mennesker, hvoraf nogle af de værste helt ind til knoglerne har elsket eller måske stadig elsker de totalitære ideologier, som har undertrykt millioner af mennesker. Det er bare ikke sjovt - selvom man skulle tro, de var helt harmløse, men der er elementer i dette parti, som i både dansk og international sammenhæng er ganske rabiate og ekstremt venstreorienterede.

Pressen har været med til at normalisere Enhedslisten, og man kan egentlig ikke fortænke partiets politikere og medlemmer i over tid at have fået en selvopfattelse af, at partiets politik er acceptabelt, stuerent, og at man er et parti med samme legitimitet som alle andre partier.


Det har medført, at den indignation, som partiet, dets politikere og medlemmer har kommer til udtryk via en stadig mere hadefuld retorik, hvilket vi netop så ved indgåelsen af skattereformen. Trods det meget begrænsede stemmetal finder partiet alligevel, at man har en position og betydning, som i realiteten er en voldsom selvovervurdering.

Den hadefulde retorik bevirker, at man puster til sociale spændinger, hvor dem der modtager fra samfundet er begyndt at foragte dem, som giver og yder ud af hver dags hårdt arbejde.


Enhedslisten slipper afsted med at et menneskesyn overfor det arbejdende folk - og især hvis det er lykkedes at lægge penge til side og blive bedre stillet - som ikke gavner den fælles ansvarsfølelse, lysten og glæden til hver dag at gå på arbejde og betale sin skat. For uanset hvor meget man betaler, kommer der stadig vrængende hån fra Enhedslisten mod dem, der er bedre stillede for ikke at betale nok. Der vil over tid være en risiko for, at man skaber en ekstrem farlig situation med had og intolerance mellem ydende og nydende danskere.

Det ansvar må pressen også bære sin del af, for hver dag man forsømmer at forholde sig kritisk og fortælle den fulde historie om Enhedslisten og konsekvenserne af partiets politik og eksistens.

I lyset af den særdeles mangelfulde journalistiske dækning af Danmarks mest ekstreme parti er det ikke så underligt, at journalister ofte beskyldes for at være røde.

Sandheden er nok snarere, at dansk politisk journalistik har udviklet sig til en pæn portion cirkus. Det er konstant personfokusering, det er jagten på drama, sensation og konflikt. Dramajournalistikken har vundet indpas og skaber den tivolisering, vi er vidner til. Derfor er det langt mere interessant journalistisk set at formidle konflikten mellem regeringen og Enhedslisten end at skære ind til benet og fortælle, om der egentlig er fugls føde og begrundelse i raseriet.

Dramaet er i dag moderne journalisters vigtigste pejlemærke for den gode historie - ikke substans og væsentlighed. Tjek selv og tæl op hvor mange historier om skattereformen der har handlet om Enhedslisten og balladen med regeringen, og hvor mange der har handlet om de reelle konsekvenser for Danmark og danskerne. Eller hvor mange der har handlet om personkrig mellem partierne i rød blok overfor perspektiverende historier om den bydende nødvendighed af reformer af velfærdssamfundet.

Snart må medier og journalister ændre kursen overfor Enhedslisten, så det behandles mindst lige så kritisk som alle andre partier. Hellere i dag end i morgen.