Helle T. kører efter lærebogen

Når skaden er sket, er der en helt central ting at gøre i krisestyringen: Sig undskyld, undskyld, undskyld. Og gør det hurtigt.

Den lektie findes på side 2 i grønspættebogen for kommunikationsrådgivere, så det er ikke stor videnskab og fortjener således heller ikke stor ros og anerkendelse, når det udføres.

Helle Thorning Schmidt kender sin grønspættebog. Eller - hendes rådgivere gør. En sag blusser op i hendes ferie, og hun fornemmer dens sprængfarlighed. Med alle midler signalerer hun, at hun tager sagen, problemerne og beskyldningerne yderst alvorligt, når hun afbryder sin ferie og haster hjem til Danmark for at tale direkte til pressen. Og det gør hun eminent.

I kontrast hertil findes Lene Espersen, der brugte to måneder på at sige undskyld. Det kommer formentlig til at koste hende regeringsmagten ved næste valg. Hendes tonedøvhed over for kritik fik omgående konsekvenser for partiets meningsmålinger, og selv hendes undskyldninger har ikke efterfølgende kunnet rette op på de dårlige tal. Skaden var jo sket, og hendes undskyldning kom så sent, at den slet ikke virkede til at være helhjertet - tværtimod virkede den kynisk beregnende efter at have studeret meningsmålingerne og haft workshops med kommunikationsrådgivere.

Det spiller formentlig også ind i Lene Espersens sag, at stadig færre tror på hendes evner og kompetencer som partileder og som udenrigsminister. Og den lange ventetid betød, at vælgerne så at sige blev fastholdt i spekulationerne om Lene Espersens kvaliteter.

Helle Thorning har en helt anden indgang til krisestyring, for hun véd, at en hurtig undskyldning til en vis grad forhindrer, at sagen kan holdes i live, hvilket i sig selv naturligvis er dybt skadeligt for omdømmet, for troværdigheden og for meningsmålingerne.

Tilbage står imidlertid sagens substans - i både Lenes og Helles tilfælde. Til syvende og sidst burde de ikke dømmes endeligt på, hvordan de har håndteret deres sager - men på sagernes indhold. Og der er der monumental forskel, hvor Lene Espersen er et professionelt svigt, der vidner om manglende kompetence, hvorimod Helle Thorning er et moralsk svigt, der indikerer, at hendes personlige integritet ikke nødvendigvis er af en kaliber, som en statsminister bør være formet af.

Fælles for dem begge er, at fejlene er fundamentale og katastrofale. De forsøger begge - omend med forskellig tidshorisont - at lukke munden på pressen og på kritikerne ved at sige undskyld.

Men undskyld er ikke et mantra, som man kan ty til og så bliver alt godt igen, selvom det i lærebøgerne igennem mange år har været én af de allervigtigste læresætninger. For pressen må læringen af disse to sager være, at en undskyldning - hurtig eller langsom - ikke pr. automatik blot bør lade de pågældende personer lukke en sag ned. For undskyldningens årsag forsvinder jo ikke med ordet undskyld.

Follow the money

TV 2s fremragende afsløring af de skandaløse forhold i hjemmeplejen kan man kun undervurdere.

Først og fremmest er der tale om et stykke dygtigt udført klassisk journalistik, hvor væsentlighed er det helt bærende. TV 2 fortjener ære for - omend i beskedent omfang i forhold til antallet af journalister - at have afsat medarbejdere til at dyrke de væsentlige, afslørende historier, som findes overalt.

Medierne producerer enorme mængder nyttesløst indhold, så derfor er der grund til at glæde sig ekstra meget, når nogen rent faktisk bedriver journalistik, der gør en forskel.

Og dernæst er det fantastisk at se, hvordan disse indslag markerer et brud på det gængse journalistiske automatreaktion på alle velfærdssamfundets evindelige problemer med at få serviceniveauet til at hænge sammen med de stadig større budgetter: Send flere penge.

Mangt en politiker er på live-tv blevet afæsket garantier på diverse studieværters fantasiløse krav om straks at sørge for at finde pengene til dit eller dat, mens den mere intelligente journalistiske indgang til problemerne ville være, om pengene prioriteres på den rigtige måde og især da om de bliver brugt forsvarligt og effektivt. Den sidstnævnte kræver imidlertid langt mere tid, opfindsomhed og dygtighed - derfor vælger medierne ofte den letteste.

TV 2-indslagene om hjemmehjælpen er derfor en sjældenhed i forhold til selve tilgangen til problemerne. Her hældes salt direkte ned i velfærdssamfundets sår: Er svaret på problemerne da virkelig, at vi bare skal fortsætte med at finde stadig flere penge og ansætte flere mennesker, eller er der grund til journalistisk set at rette et langsigtet kritisk lys på de tusindvis af chefer og ledere i den offentlige sektor, som forvalter vores allesammens midler. De fleste gør sikkert et godt stykke arbejde, men hvordan kan der samlet set være kommet flere medarbejdere i den offentlige sektor i en periode, hvor alle andre organisationer og primært erhvervslivet har fundet anledning til at køre effektiviseringsprogrammer og se på antallet af medarbejdere? Kan man forestille sig, at 10 procent færre medarbejdere i den offentlige sektor stadig kan udføre det samme arbejde - som det ofte gælder for medarbejdere i virksomhederne?

Det er et oplagt journalistisk spørgsmål, som har lidt større perspektiver end "send-flere-penge" historierne. TV 2-indslagene er netop af den karakter. Her kigges der med lup på, at et massivt overforbrug - i dette tilfælde direkte svindel - gør, at vores skattekroner forsvinder ned i et sort hul.

Det er svært at forestille sig, at denne sag skulle være helt og aldeles enestående. Under alle omstændigheder er det et svigt, hvis ikke medierne agerer vagthund og nu går i kødet på andre områder også, for vi har jo allesammen kendskab til eksempler på grotesk overforbrug eller uansvarlighed.

For eksempel sad jeg for nylig til bords med en person med indgående kendskab til ressourceforbruget i én af vores allerstørste kulturinstitutioner. Personen havde en række eksempler på en så løsagtig omgang med midlerne, at det på stedet ville koste flere chefer jobbet. Men enten lukkes der mange øjne rundt omkring, eller også er der som i hjemmehjælpersagen tale om dårlig ledelse og inkompetence.

Bliver vi i kategorien von-hören-sagen - og det kan man godt, når eksemplerne er anonymiserede, er der denne tekniske chef i en kommune, som hver dag har bevilget sig selv en frokostpause på i hvert fald en time, hvor han tager sin bil og kører ned til sin private båd i havnen. Og allerede kl. 15.00 er han igen tilbage på sin båd og holder fyraften.

Måske er han på deltid - næppe sandsynligt - men i så fald burde både han og kommunen tænke over, hvilket signal man sender med en kommunal chef, som i dagtimerne er mere at finde på sin båd end på sit kontor, for det siger sig selv, at det bemærkes af skatteborgerne i kommunen.

Historierne om offentligt forbrug er talrige - nogle af løse rygter, og andre er der i den grad kød på. Det er journalistisk set meget hårdere arbejde at komme til bunds i den slags historier end VM i fodbold, Roskilde Festivalen eller de saftige krimihistorier. Men de er væsentlige, og pressens vagthund skal indimellem op på tæerne, før der kommer skred i tingene. I København sad man i hvert fald på hænderne, indtil TV 2 kom med sine indslag.