Hele mediestøttesystemet er netop nu ved at blive kigget efter i sømmene. Det medfører forhåbentlig større indre logik og et opgør med hidtidig praksis, så man fremover uddeler støtte på basis af kvaliteten af indholdet – i stedet for som nu, hvor støtten er afhængig af, om man udkommer på den "rette" platform
Statsstøtten til den danske presse, til DR og TV 2 regionerne samt i en vis udstrækning også private tv-stationer i form af momsfritagelse, portotilskud, licens og en public service-pulje er i opbrud. Og med god grund.
I dag uddeles pengene til højre og venstre med hovedet under armen uden at være præget af meget fornuft, rimelighed og slet ikke antydningen af en rød tråd. For eksempel kan intet internetbåret medie modtage statsstøtte, uanset hvor væsentligt, centralt og kvalitetsbetonet indhold og journalistik, det leverer, hvorimod det i sig selv er en kvalifikation for modtagelse af statsstøtte at udkomme på papir et vist antal dage om ugen – uanset indholdets lødighed eller kvalitet.
Det er imidlertid langt værre, at støtteforanstaltningernes struktur skævvrider motivationen til at etablere sig med godt, seriøst og nødvendigt indhold på nye medier som internet og mobiltelefon i forhold til "gamle" platforme som avispapir og tv. Der er altså tale om en konkurrenceforvridning mellem medietyper.
Sådan er det gået, fordi støtteforanstaltningerne efterhånden udviklet sig til et usammenhængende kludetæppe. Og det er da også en væsentlig grund til, at det som et led i den mediepolitiske aftale fra 6. juni 2006 er aftalt, at Kulturministeriet skal iværksætte et udredningsprojekt, der skal munde ud i en rapport om den fremtidige offentlige støtte til medier med henblik på at skabe en større sammenhæng i støtten.
Det er altså nu, at samfundet og politikerne har chancen for at tilrettelægge en fremtidssikret, veludtænkt og gennemarbejdet mediestøtteordning – et system, hvor man kan vælge at definere og opsætte præcise krav til, hvilken type indhold samfundet og skatteborgerne har gavn af og skal betale for. Det er simpelthen en chance for at få mere hånd i hanke med, hvad vi som samfund ønsker at fremelske og støtte i stedet for som nu, at når først man har opfyldt de formelle krav, fortsætter støtten år efter år uanset arten og kvaliteten af indholdet.
Det er vel egentlig ikke for meget forlangt, hvis støttekronerne blev ledsaget af et vist minimumsniveau af krav. Man kunne tænke sig en varieret palet formet over samme skabelon som public service-kravene til DR og TV 2 – men noget mere præcise og klare. For eksempel kunne man forestille sig, at man støttede indholdsmæssige initiativer, som understøttede samfundets sammenhængskraft. Det er der brug for i en tid med voksende fragmentering.
Der er en række tilfælde inden for underholdningens verden, der har bidraget til store fællesoplevelser for den brede befolkning. Dramaserier som Matador og Krøniken hører til i den kategori, men man kunne spørge sig selv, om man kunne motivere indholdsleverandører til at skabe samlende oplevelser, der også var fakta-baserede – altså fra virkelighedens verden.
Public service-forpligtelserne kræver, at DR og TV 2 i sin nyhedsformidling leverer alsidighed, mangfoldighed og kvalitet, samt at sendefladen skal være upartisk og saglig. Disse fem begreber er et omdrejningspunkt, men de er ikke kvantificerede, og de har aldrig været genstand for nogen særlig efterprøvelse. Der er altså tale om skønne ord, som er særligt anvendelige ved højtider og skåltaler, men som i realiteten ikke har kontrolmuligheder indbygget.
Så selv hvis man tog udgangspunkt i de eksisterende public service-forpligtelser, er der stadig det problem, at selv her findes der intet, som sikrer, at indholdet er godt, gedigent og seriøst. Derfor kunne man kigge på, hvorvidt man kunne opnå en fælles opfattelse af, hvad vi som samfund og demokrati har brug for.
Der er altså især to centrale veje at gå, hvis man skal forbedre effekten af den milliardstøtte, som samfundet sender ud til medierne. Man kunne dels lade støtten blive sammenkoblet med præcise krav til indholdet, og man kunne erkende, at i en tid, hvor alle medier kalder sig mediehuse – læg mærke til at ingen længere vil kalde sig tv-station eller avishus – er det nuværende system et udtryk for, at støtteforanstaltninger, som baserer sig på bestemte platforme, er forældede.
Indvendingen vil nok være, at platforme som især dagblade og tv er produktionsmæssigt særligt omkostningstunge, men man kan vende den om og sætte spørgsmålstegn ved, om vi som samfund så ikke ville få meget mere ud af støtten ved at sende pengene efter medier, som udgivelsesmæssigt var mindre tunge. I så tilfælde vil vi i hvert fald få mere indhold for pengene.
Det seneste eksempel kan man finde i den nyetablerede public service-pulje, hvor man har defineret præcis idéer for, hvad man kan opnå støtte til. Det er i sig selv starten på et bedre system, men alligevel valgte man til sidst at fravælge nye medier fra at kunne søge midler i puljen, mens private broadcastere som MTG og SBS kunne hente penge til dramaproduktion.
Det er klart, at med dagbladenes aktuelle økonomiske situation, vil udsigten til at få reduceret statsstøtten være højst ubelejliget – men det er sådan set heller ikke mit ærinde. For min skyld kan fordelingen af midlerne til de forskellige mediehuse fortsat være den samme, men der bør etableres et system, som frigør pengenes binding til platformen og i stedet animerer alle mediehuse til at lægge sig i selen for at skabe indhold, vi som samfund og befolkning har brug for og på den mest hensigtsmæssige formidlingsplatform – det være sig avis, magasiner, ugeblade, tv, internet eller for den sags skyld mobiltelefoner. Alt.
Som systemet er i dag, opfordrer det til status quo og stilstand. Et nyt system ville kunne skabe dynamik, udvikling og forandring – og samtidig sikre og udbygge Danmark som et pionérland inden for anvendelse af ny teknologi.
tirsdag den 16. oktober 2007
DR's gyldne lænker
Hvert år begunstiges DR med en folkegave til en værdi af 3,2 mia. kr. Men det er ikke en gave uden omkostninger, for det skaber et enormt forventningspres, når samtlige danskere er kollektive bidragydere til gaven. Det bliver nærmest umuligt at stille alle tilfredse. Men DR kan selv gøre meget for at undgå, at kunderne ligefrem bliver sure
På et par uger i september lykkedes det DR tre gange dels at genere de fleste af sine kunder og dels at bidrage til, at medieforetagendets kritikere følte sig bekræftet i deres påstande om, at DR vitterlig er både venstre-orienteret og anti-amerikansk.
Først kom det frem, at generaldirektør Kenneth Plummer havde optrådt på Roskilde Festival iført en støtte t-shirt for det hedengangne Ungdomshuset, som man uden at fornærme nogen godt kan betegne som base for unge med rødder i den yderste venstrefløj.
Kort tid efter fortalte studievært Jens Blauenfeldt i programmet Aftenshowet, at han faktisk jublede lidt indvendig, da terrorister bragte World Trade Center i grus. Ganske vist knyttede han denne oplysning sammen med en bemærkning om, at han faktisk var flov over at indrømme det, men da indrømmelsen for åben skærm var helt og aldeles uprovokeret og unødvendig, har Blauenfeldt tilsyneladende ikke følt sig mere flov over at have haft den følelse, end at han var frisk på at dele oplysningen med resten af Danmarks befolkning – midt i den bedste sendetid.
At han nok var flov, men ikke så flov at han holdt det for sig selv, medvirker til at forsyne kritikere med skyts i den tilbagevendende debat om DR's politiske holdninger, når selv så radikaliserede synspunkter erkendes for åben skærm af én af de betydende DR-repræsentanter, som en studievært pr. definition er. Man vil kunne hævde, at den åbenhjertige erkendelse er et udtryk for en kultur, hvor den type synspunkter åbenbart ikke er specielt forkastelige.
Og inden 14 dage var gået, havde DR's korrespondent i USA skrevet en kronik, der var et angreb på præsident Bush og dennes toprådgiver Karl Rove for systematisk at have forsøgt at undergrave det amerikanske samfund i jagten på stemmer. Pointen var i dette tilfælde, at en kronik er udtryk for et standpunkt og en personlig holdning, og at den slags burde en korrespondent, der dækker det selvsamme stofområde, afholde sig fra. Korrespondentens egen chef, Ulrik Haagerup, tog da også afstand fra øvelsen, men igen var skaden sket.
Uanset hvad man måtte mene om disse tre eksempler, der vel at mærke alle er blevet beklaget af DR selv eller af de involverede, bliver de hver for sig en belastning for DR. De trækker alle i den samme politiske retning, så når de lægges sammen, hælder de benzin på bålet i kritikken af DR. Andre vil mene, at der blot er tale om små og betydningsløse enkeltsager, men sådan kan disse fejltrin ikke affærdiges.
Den ikke helt lille folkegave betyder, at der for DR gælder et andet og mere stringent sæt af moralsk-etiske spilleregler, som ingen andre medier i samme grad behøver at leve op til.
Og hvorfor så det? Jo, fordi DR med sin finansiering – kollektivt og solidarisk hvor stort set hver eneste dansker er bidragsyder – har indgået en uskreven kontrakt med befolkningen. Kontrakten går ud på, at man respekterer, at når forbrugerne, seerne, lytterne og brugerne er afskåret fra at reagere, som de har mulighed for i forhold til alle andre medier, hvor man kan stemme med fødderne, forlade butikken, når man ikke længere kan holde lugten ud, så vil man til gengæld sørge for at holde sig renere end ren.
Der skal ikke være én lille, beskidt barnefinger at sætte på det redaktionelle indhold, der kommer fra DR, når man som forbruger ikke har samme sanktionsret, som man har over for andre medier. Det forpligter, og det stiller ekstraordinært store krav til DR's evne til at agere uafhængigt, troværdigt og med solid dømmekraft i enhver henseende – herunder studieværters udtalelser, korrespondenters personlige udgydelser og generaldirektørers påklædning, selv i fritiden.
Det er selvfølgelig dødsvært at skulle leve op til, men at reglerne er strengere for DR's journalister og redaktion end for Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes eller Weekendavisens er ikke til diskussion, fordi det de facto ikke er muligt at forlade butikken DR, hvis ikke man som kunde, forbruger og betaler synes, at selvfølgelige krav til uvildig, nuanceret og tilstræbt objektiv journalistik efterleves.
Derfor er det helt afgørende, at DR selv forstår, at man skal vinde hele befolkningens tillid til, at den journalistiske produktion er second-to-none. Det er altså ikke nok at bringe journalistikken op på et niveau på linje med andre medier – det skal være endnu højere, og det skal være helt uangribeligt.
DR kan med andre ord næsten kun skuffe, men det skal ikke forhindre institutionen i at tænke sig bedre om og anstrenge sig maksimalt for at holde sig på dydens rene sti. De tre eksempler fra to uger i september efterlader indtrykket af, at der i høj grad er basis for at arbejde med forbedringer. Der skal være fuldstændig fokus på DR's helt særlige position, på DR's sårbarhed samt de krav og forventninger, der knytter sig til DR som det mest uhildede medie her til lands. Det er med andre ord ikke fuldstændig ligegyldigt, hvad man siger, skriver eller tager på, når man er repræsentant for DR og ovenikøbet véd, at DR igennem årtier er blevet anklaget for at nære særlige venstreorienterede sympatier.
Måske ville DR have godt af et omfattende værdiarbejde, hvor man ved fælles indsats får beskrevet og defineret sin egen selvopfattelse. Og da man fortsat ønsker hele Danmarks befolkning som sine kunder, er det afgørende, at selvopfattelsen defineres efter dette, og at man bliver noget bedre til ikke at slå skæverter, som konstant medvirker til at underbygge fordommene om DR's politiske observans.
Det er ikke nogen nem opgave for DR, - det er mildest talt en forbandet svær opgave. Og det er en bundet opgave uden alternativer. Men DR får over tre mia. kr. om året, så lænkerne er i det mindste forgyldte.
Dette indlæg er desuden publiceret som klumme i bladet Markedsføring.
På et par uger i september lykkedes det DR tre gange dels at genere de fleste af sine kunder og dels at bidrage til, at medieforetagendets kritikere følte sig bekræftet i deres påstande om, at DR vitterlig er både venstre-orienteret og anti-amerikansk.
Først kom det frem, at generaldirektør Kenneth Plummer havde optrådt på Roskilde Festival iført en støtte t-shirt for det hedengangne Ungdomshuset, som man uden at fornærme nogen godt kan betegne som base for unge med rødder i den yderste venstrefløj.
Kort tid efter fortalte studievært Jens Blauenfeldt i programmet Aftenshowet, at han faktisk jublede lidt indvendig, da terrorister bragte World Trade Center i grus. Ganske vist knyttede han denne oplysning sammen med en bemærkning om, at han faktisk var flov over at indrømme det, men da indrømmelsen for åben skærm var helt og aldeles uprovokeret og unødvendig, har Blauenfeldt tilsyneladende ikke følt sig mere flov over at have haft den følelse, end at han var frisk på at dele oplysningen med resten af Danmarks befolkning – midt i den bedste sendetid.
At han nok var flov, men ikke så flov at han holdt det for sig selv, medvirker til at forsyne kritikere med skyts i den tilbagevendende debat om DR's politiske holdninger, når selv så radikaliserede synspunkter erkendes for åben skærm af én af de betydende DR-repræsentanter, som en studievært pr. definition er. Man vil kunne hævde, at den åbenhjertige erkendelse er et udtryk for en kultur, hvor den type synspunkter åbenbart ikke er specielt forkastelige.
Og inden 14 dage var gået, havde DR's korrespondent i USA skrevet en kronik, der var et angreb på præsident Bush og dennes toprådgiver Karl Rove for systematisk at have forsøgt at undergrave det amerikanske samfund i jagten på stemmer. Pointen var i dette tilfælde, at en kronik er udtryk for et standpunkt og en personlig holdning, og at den slags burde en korrespondent, der dækker det selvsamme stofområde, afholde sig fra. Korrespondentens egen chef, Ulrik Haagerup, tog da også afstand fra øvelsen, men igen var skaden sket.
Uanset hvad man måtte mene om disse tre eksempler, der vel at mærke alle er blevet beklaget af DR selv eller af de involverede, bliver de hver for sig en belastning for DR. De trækker alle i den samme politiske retning, så når de lægges sammen, hælder de benzin på bålet i kritikken af DR. Andre vil mene, at der blot er tale om små og betydningsløse enkeltsager, men sådan kan disse fejltrin ikke affærdiges.
Den ikke helt lille folkegave betyder, at der for DR gælder et andet og mere stringent sæt af moralsk-etiske spilleregler, som ingen andre medier i samme grad behøver at leve op til.
Og hvorfor så det? Jo, fordi DR med sin finansiering – kollektivt og solidarisk hvor stort set hver eneste dansker er bidragsyder – har indgået en uskreven kontrakt med befolkningen. Kontrakten går ud på, at man respekterer, at når forbrugerne, seerne, lytterne og brugerne er afskåret fra at reagere, som de har mulighed for i forhold til alle andre medier, hvor man kan stemme med fødderne, forlade butikken, når man ikke længere kan holde lugten ud, så vil man til gengæld sørge for at holde sig renere end ren.
Der skal ikke være én lille, beskidt barnefinger at sætte på det redaktionelle indhold, der kommer fra DR, når man som forbruger ikke har samme sanktionsret, som man har over for andre medier. Det forpligter, og det stiller ekstraordinært store krav til DR's evne til at agere uafhængigt, troværdigt og med solid dømmekraft i enhver henseende – herunder studieværters udtalelser, korrespondenters personlige udgydelser og generaldirektørers påklædning, selv i fritiden.
Det er selvfølgelig dødsvært at skulle leve op til, men at reglerne er strengere for DR's journalister og redaktion end for Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes eller Weekendavisens er ikke til diskussion, fordi det de facto ikke er muligt at forlade butikken DR, hvis ikke man som kunde, forbruger og betaler synes, at selvfølgelige krav til uvildig, nuanceret og tilstræbt objektiv journalistik efterleves.
Derfor er det helt afgørende, at DR selv forstår, at man skal vinde hele befolkningens tillid til, at den journalistiske produktion er second-to-none. Det er altså ikke nok at bringe journalistikken op på et niveau på linje med andre medier – det skal være endnu højere, og det skal være helt uangribeligt.
DR kan med andre ord næsten kun skuffe, men det skal ikke forhindre institutionen i at tænke sig bedre om og anstrenge sig maksimalt for at holde sig på dydens rene sti. De tre eksempler fra to uger i september efterlader indtrykket af, at der i høj grad er basis for at arbejde med forbedringer. Der skal være fuldstændig fokus på DR's helt særlige position, på DR's sårbarhed samt de krav og forventninger, der knytter sig til DR som det mest uhildede medie her til lands. Det er med andre ord ikke fuldstændig ligegyldigt, hvad man siger, skriver eller tager på, når man er repræsentant for DR og ovenikøbet véd, at DR igennem årtier er blevet anklaget for at nære særlige venstreorienterede sympatier.
Måske ville DR have godt af et omfattende værdiarbejde, hvor man ved fælles indsats får beskrevet og defineret sin egen selvopfattelse. Og da man fortsat ønsker hele Danmarks befolkning som sine kunder, er det afgørende, at selvopfattelsen defineres efter dette, og at man bliver noget bedre til ikke at slå skæverter, som konstant medvirker til at underbygge fordommene om DR's politiske observans.
Det er ikke nogen nem opgave for DR, - det er mildest talt en forbandet svær opgave. Og det er en bundet opgave uden alternativer. Men DR får over tre mia. kr. om året, så lænkerne er i det mindste forgyldte.
Dette indlæg er desuden publiceret som klumme i bladet Markedsføring.
Systemet Politiken – eksistensen er under pres
Udefra set virker det som om, dagbladet Politiken befinder sig i en eksistentiel krise, der i sidste ende kan være livstruende. Men en selvkritisk artikelserie i sommer var måske det første tegn på, at der breder sig en selverkendelse på avisen, så den i tide får sig bragt tilbage til sine rødder – til det oprindelige værdigrundlag
De seneste tal for Politiken er ret foruroligende – både oplags- og læsertal rasler ned, og udviklingen har over tid været eskalerende. Avisens meget omtalte omlægning ligner ikke nogen stor succes, men hvis sommerens selvkritiske artikelserie under navnet "Systemet Politiken – hvad er der egentlig galt med os?" ikke bare var et påtaget, krukket mediestunt, er der måske håb om, at avisen har indledt en en proces, som bringer avisen tilbage til sit oprindelige værdigrundlag – det, der bygger på frisindet, på det fordomsfri og det tolerante, og der hvor avisen var landets førende intellektuelt stimulerende medie.
Men det haster. Og hvis ikke Politikens stadig hastigere deroute snart bliver bragt til ophør eller bremset voldsomt op, må der være højtplacerede mennesker i JP/Politiken-koncernens direktion og bestyrelse, der overvejer, om avisens ledelse er skruet rigtigt sammen.
Økonomisk har Politiken selv ved væsentlig højere oplagstal aldrig været nogen guldgrube, men hvordan det står til nu, véd vi ikke. Avisen har ikke selv helt samme principper om åbenhed og gennemsigtighed, som man i spalterne kræver af alle andre.
Men vi véd, at Politiken deler 23.000 fællesabonnenter med Frederiksborg Amts Avis, og når man ser på tilsvarende erfaringer fra Berlingske Tidende, kan man næppe regne med, at mere end halvdelen af disse er egentlige og loyale Politiken-abonnenter. Dermed er Politiken reelt faretruende tæt på den vigtige oplagsmilepæl på 100.000 solgte aviser om dagen.
Politiken var således også det dagblad, som i årets første fire måneder havde det numerisk set største oplagsmæssige fald på næsten 10.000 eksemplarer – svarende til 7,5 procent af avisens oplag. Læsertallet viser den samme tendens – kunderne har længe sevet ud af butikken – nu flygter de nærmest.
Det er indiskutabelt, at helbreddet skranter, og man kan måske stille diagnosen "eksistentiel krise". Måske var det i erkendelsen af, at tingene ikke er, som de burde være, som hen over sommeren fik avisen til at iværksatte en en artikelserie om sig selv under temaet "Systemet Politiken" med underteksten "Hvad er det egentlig, der er galt med os?". Det virker både rigtigt og sympatisk at behandle sig selv journalistisk selvkritisk – at give plads til kritikerne.
"Hvad er det egentlig, der er galt med os," er en formulering, der kun kan have til hensigt at få læserne til at tro, at avisen har indledt en større selvransagelsesproces. Man opbygger hos læserne en opfattelse af, at avisen er så åben, fordomsfri og frisindet, at den rummer alt – ja, selv kritik mod sig selv. Det siger sig selv, at dertil knytter sig forventninger om, at Politiken så rent faktisk lytter til den fremsatte kritik og agerer på det, og at artikelserien ikke bare var ren luft, der med tyk ironi og sarkasme indirekte gjorde nar ad de læsere, som tog seriens tema for pålydende.
Måske bliver læserne godt skuffede, for jeg har endnu ikke set nogen en ledende Politiken-medarbejder udtrykke sig på en måde, som understøtter antydninger af selverkendelse i forhold til avisens journalistiske linje. Og så er det måske bare et rent sommer-stunt for, at avisen kan pudse sin glorie som den fordomsfrie, frisindede og levende avis med højt til loftet.
Ét af kritikpunkterne blev fremsat af Bertel Haarder, som mente, at Politiken overskrider journalistisk anstændighed. Omlægningen til en mere holdningspræget avis har i hvert fald gjort avisen mere forudsigelig, som en anden af kritikerne – Morten Sabroe – også har sagt. Man véd instinktivt ud fra overskrifterne, hvilken type kilder der er anvendt, og hvilket formål og synspunkter de skal fremme.
Selv den mest objektive og apolitiske journalist vil rent fagligt kunne konstatere, at den journalistiske linje er kraftigt præget af de samme meninger og holdninger. Man bliver ikke længere intellektuelt udfordret og overrasket ved at læse avisen – sangen er i store træk den samme dag ud og dag ind. Heltene og skurkene er sort/hvide som i en billig amerikansk film, og rollerne er fordelt. Det er længe siden, man har fået sig en overraskelse på den konto.
Én af Politikens grundlæggende systemfejl er, at indignationen som journalistisk drivkraft har udvidet sig. Nu er det også en god historie, når folk føler sig krænket, hvilket giver uanede muligheder for historier.
Problemet er blot, at hvor indignationen er en indbygget del af journalistikken, fordi den udspringer af forargelse over en nærmest dokumentérbar overmagts uretfærdighed mod en svagere modpart, så er følelsen af krænkelse rent privat og personlig. Man føler sig krænket på sit subjektive værdisæt, og da enhver kan påberåbe sig at være blevet krænket af det ene eller det andet, er der ingen ende på strømmen af historier, der kan udvindes af mennesker, som føler sig krænkede. Ikke mindst debatsiderne er fyldt med læserbreve, kronikker og meget andet fra folk, som er krænkede over de personer, organisationer, myndigheder etc., der af Politiken og kernelæserne opfattes som modstandere.
Krænkelsen er nært beslægtet med puritanismen, og således skal Politikens forøgede brug af denne private følelse som løftestang for journalistik nok findes i den omsiggribende nypuritanisme, som også drev avisens klapjagt på Jørgen Leth i sin tid. Det morsomme er imidlertid, at puritanismen er fundamentalt i modstrid med Politikens oprindelige værdier, og det opdager Politiken forhåbentlig i sin selverkendelsesproces.
Politikens eksistensberettigelse findes ikke i at være et menighedsblad, et politisk parti eller en sekt, som det er blevet påstået, men at være den velfunderede, frisindede, åbne avis, som vi kendte fra tidligere.
Dette indlæg er desuden publiceret som klumme i bladet Markedsføring.
De seneste tal for Politiken er ret foruroligende – både oplags- og læsertal rasler ned, og udviklingen har over tid været eskalerende. Avisens meget omtalte omlægning ligner ikke nogen stor succes, men hvis sommerens selvkritiske artikelserie under navnet "Systemet Politiken – hvad er der egentlig galt med os?" ikke bare var et påtaget, krukket mediestunt, er der måske håb om, at avisen har indledt en en proces, som bringer avisen tilbage til sit oprindelige værdigrundlag – det, der bygger på frisindet, på det fordomsfri og det tolerante, og der hvor avisen var landets førende intellektuelt stimulerende medie.
Men det haster. Og hvis ikke Politikens stadig hastigere deroute snart bliver bragt til ophør eller bremset voldsomt op, må der være højtplacerede mennesker i JP/Politiken-koncernens direktion og bestyrelse, der overvejer, om avisens ledelse er skruet rigtigt sammen.
Økonomisk har Politiken selv ved væsentlig højere oplagstal aldrig været nogen guldgrube, men hvordan det står til nu, véd vi ikke. Avisen har ikke selv helt samme principper om åbenhed og gennemsigtighed, som man i spalterne kræver af alle andre.
Men vi véd, at Politiken deler 23.000 fællesabonnenter med Frederiksborg Amts Avis, og når man ser på tilsvarende erfaringer fra Berlingske Tidende, kan man næppe regne med, at mere end halvdelen af disse er egentlige og loyale Politiken-abonnenter. Dermed er Politiken reelt faretruende tæt på den vigtige oplagsmilepæl på 100.000 solgte aviser om dagen.
Politiken var således også det dagblad, som i årets første fire måneder havde det numerisk set største oplagsmæssige fald på næsten 10.000 eksemplarer – svarende til 7,5 procent af avisens oplag. Læsertallet viser den samme tendens – kunderne har længe sevet ud af butikken – nu flygter de nærmest.
Det er indiskutabelt, at helbreddet skranter, og man kan måske stille diagnosen "eksistentiel krise". Måske var det i erkendelsen af, at tingene ikke er, som de burde være, som hen over sommeren fik avisen til at iværksatte en en artikelserie om sig selv under temaet "Systemet Politiken" med underteksten "Hvad er det egentlig, der er galt med os?". Det virker både rigtigt og sympatisk at behandle sig selv journalistisk selvkritisk – at give plads til kritikerne.
"Hvad er det egentlig, der er galt med os," er en formulering, der kun kan have til hensigt at få læserne til at tro, at avisen har indledt en større selvransagelsesproces. Man opbygger hos læserne en opfattelse af, at avisen er så åben, fordomsfri og frisindet, at den rummer alt – ja, selv kritik mod sig selv. Det siger sig selv, at dertil knytter sig forventninger om, at Politiken så rent faktisk lytter til den fremsatte kritik og agerer på det, og at artikelserien ikke bare var ren luft, der med tyk ironi og sarkasme indirekte gjorde nar ad de læsere, som tog seriens tema for pålydende.
Måske bliver læserne godt skuffede, for jeg har endnu ikke set nogen en ledende Politiken-medarbejder udtrykke sig på en måde, som understøtter antydninger af selverkendelse i forhold til avisens journalistiske linje. Og så er det måske bare et rent sommer-stunt for, at avisen kan pudse sin glorie som den fordomsfrie, frisindede og levende avis med højt til loftet.
Ét af kritikpunkterne blev fremsat af Bertel Haarder, som mente, at Politiken overskrider journalistisk anstændighed. Omlægningen til en mere holdningspræget avis har i hvert fald gjort avisen mere forudsigelig, som en anden af kritikerne – Morten Sabroe – også har sagt. Man véd instinktivt ud fra overskrifterne, hvilken type kilder der er anvendt, og hvilket formål og synspunkter de skal fremme.
Selv den mest objektive og apolitiske journalist vil rent fagligt kunne konstatere, at den journalistiske linje er kraftigt præget af de samme meninger og holdninger. Man bliver ikke længere intellektuelt udfordret og overrasket ved at læse avisen – sangen er i store træk den samme dag ud og dag ind. Heltene og skurkene er sort/hvide som i en billig amerikansk film, og rollerne er fordelt. Det er længe siden, man har fået sig en overraskelse på den konto.
Én af Politikens grundlæggende systemfejl er, at indignationen som journalistisk drivkraft har udvidet sig. Nu er det også en god historie, når folk føler sig krænket, hvilket giver uanede muligheder for historier.
Problemet er blot, at hvor indignationen er en indbygget del af journalistikken, fordi den udspringer af forargelse over en nærmest dokumentérbar overmagts uretfærdighed mod en svagere modpart, så er følelsen af krænkelse rent privat og personlig. Man føler sig krænket på sit subjektive værdisæt, og da enhver kan påberåbe sig at være blevet krænket af det ene eller det andet, er der ingen ende på strømmen af historier, der kan udvindes af mennesker, som føler sig krænkede. Ikke mindst debatsiderne er fyldt med læserbreve, kronikker og meget andet fra folk, som er krænkede over de personer, organisationer, myndigheder etc., der af Politiken og kernelæserne opfattes som modstandere.
Krænkelsen er nært beslægtet med puritanismen, og således skal Politikens forøgede brug af denne private følelse som løftestang for journalistik nok findes i den omsiggribende nypuritanisme, som også drev avisens klapjagt på Jørgen Leth i sin tid. Det morsomme er imidlertid, at puritanismen er fundamentalt i modstrid med Politikens oprindelige værdier, og det opdager Politiken forhåbentlig i sin selverkendelsesproces.
Politikens eksistensberettigelse findes ikke i at være et menighedsblad, et politisk parti eller en sekt, som det er blevet påstået, men at være den velfunderede, frisindede, åbne avis, som vi kendte fra tidligere.
Dette indlæg er desuden publiceret som klumme i bladet Markedsføring.
Medier som publicisme eller cool business
Medievirksomhederne har efter mange år med lidt for lemfældig omgang med pengene nu fået toptunet opmærksomheden på økonomien. Nu er de økonomiske tilpasninger imidlertid ved at være overstået, så der kan komme fornyet opmærksomhed på kreativ udvikling af produkter og indhold
Der er sket en ting eller to i mediebranchen inden for de seneste ti år. Mildest talt. Indtil for bare 8-10 år siden var det som om, branchen opfattede sig selv som undtaget fra de almindelige markedsmekanismer. Det var en dødsensfarlig livsstil. Og det var ret trættende for annoncørerne. Til gengæld var der masser af plads til engagement, udvikling og passion – lidt for løssluppent, syntes nogen.
Efter én af de hårdeste kriser i mediebranchen nogensinde er der kommet et stærkt tiltrængt fokus på økonomien. Også redaktører og journalister har fået øjnene meget mere op for, at der skal indtægter i hus. Balancen mellem det kommercielle og det redaktionelle er blevet rettet op til fordel for det kommercielle. Der var i en periode brug for en bestemt type ledere, som kunne tage de nødvendige beslutninger uden alt for varme følelser for alt det mere eller mindre brugbart indhold, som kostede buler af penge. Der blev foretaget nødvendige slagtninger af nogle hellige køer.
Nu da der er kommet det nødvendige fokus på økonomien, er tiden ved at være inde til mere fremsynede og visionære ledere, som forstår, at medier ikke blot kan betragtes som ethvert andet erhverv, men som opfatter medier som livsnødvendige kulturelle, samfundsmæssige og demokratiske institutioner. Hvis ikke vi passer på, kan der opstå en ny ubalance, hvor et blindt fokus på økonomi og bundlinje dræber en stærkt påkrævet udvikling af medierne mod nye mål. Der er masser at gøre, men alt for få idéer og banebrydende nytænkning.
I stillingsannoncen for den kommende TV 2-direktør tegner man profilen af en person, som besidder passion og engagement for medier. Man leder således efter en person, som har en "brændende vilje til og ønske om at videreudvikle TV 2", og kandidaten skal have en "betydelig kultur- og samfundsforståelse samt interesse i at deltage i den offentlige debat". Herudover forventes det, at personen "proaktivt og visionært (skal) sikre, at TV 2 bedst opfylder sin public service-forpligtelse." TV 2 er med andre ord på udkig efter en vaskeægte publicist fyldt med visioner og fremsyn.
I umiddelbar forlængelse af den tankegang ligger der også en erkendelse af, at fordi denne branche har særlige forpligtelser at løfte, vil man ikke kunne pålægge mediebranchen samme indtjeningsmæssige krav som alle mulige andre brancher. For mange medier er deres samfundsmæssige betydning vigtigere end optimering af bundlinjen, men det betyder ikke, at der ikke skal tjenes penge – og helst mange af dem. I denne gruppe finder man dem, der tager udgangspunkt i det publicistiske. Det gør man ikke, hvis ikke man tillægger medievirksomhedens betydning for de omgivende samfund nogen afgørende vægt.
JP/Politikens adm. direktør, Lars Munch, der er en ægte publicist, siger det yderst præcist med nogle få ord:
"Vi udgiver ikke aviser for at tjene penge. Vi tjener penge for at kunne udgive aviser."
I en kort sætning har han indrammet hele JP/Politiken-koncernens raison d'être. "Vi vil gerne lave så mange penge som muligt, men ikke hvis det strider imod vores fornemste opgave – at udgive aviser og være publicister." Dette er hans grundsynspunkt, men det generelt er det ikke et særligt fremherskende synspunkt i debatten i dagens mediebillede.
Vi skal ellers ikke glemme, at netop dette synspunkt rent faktisk også er Danmarks officielle synspunkt på medier – primært nyhedsmedierne.
Der er således fuldstændig politisk konsensus om, at medier er meget andet og mere end blot et erhverv. Staten har omfattende støtteforanstaltninger til dagblade og til visse elektroniske medier i form af licens, momsfritagelse af aviserne og distributionstilskud til aviserne. Støtteforanstaltningerne ville man næppe kunne finde ét eneste parti i Folketinget, der ville være imod. Kunne mediebranchen opfattes som en hvilken som helst anden branche, skulle der ikke udbetales én eneste støttekrone. Der er faktisk en årsag – og dermed også en forpligtelse – tilknyttet støtteordningerne.
Hvis mediebranchen bliver reduceret til at være markedstænkning, analyser og kolde fakta, vil det rive tæppet væk under selve mediernes fundamentale eksistensberettigelse, hvor drivkraften er idérigdommen, opfindsomheden, kreativiteten og indholdsmæssig udvikling. Man kan ikke sidde og regne ud, hvad der skal til for at udfylde funktionen som borgernes vagthund og den fjerde statsmagt. Glemmer man sin eksistensberettigelse, vil det efterfølgende være nemt for politikerne med et pennestrøg at fjerne enhver form for økonomisk støtte fra staten til branchen.
Måske var det de tilbagevendende og perspektivløse sparekrav én af de grundlæggende årsager til, at Lasse Bolander stemplede ud for sidste gang i Det Berlingske Officin. Mecoms bastante overskudskrav sætter én helt central opgave for Berlingskes adm. direktør – at få bundlinjen presset op.
Det er unægtelig sjældent, at visionerne, ambitionerne, de storslåede projekter og sprudlende kreativitet udspringer af spareplaner, som af natur er defensivt og trist. Måske blev det for meget til sidst, hvis man som topchef bare skal sidde og effektuere de målsætninger, som andre har sat op for én. Derfor bliver det ret interessant at se, hvem der afløser Bolander – en publicist, der vil udvikle Berlingskes portefølje, eller en stik-i-rend dreng, som klapper hælene sammen og leverer 15 procent uden at stille sig kritisk an i forhold til, om det i længden er redaktionelt og produktmæssigt forsvarligt, før værdien af de stærke brands begynder at erodere.
Der er sket en ting eller to i mediebranchen inden for de seneste ti år. Mildest talt. Indtil for bare 8-10 år siden var det som om, branchen opfattede sig selv som undtaget fra de almindelige markedsmekanismer. Det var en dødsensfarlig livsstil. Og det var ret trættende for annoncørerne. Til gengæld var der masser af plads til engagement, udvikling og passion – lidt for løssluppent, syntes nogen.
Efter én af de hårdeste kriser i mediebranchen nogensinde er der kommet et stærkt tiltrængt fokus på økonomien. Også redaktører og journalister har fået øjnene meget mere op for, at der skal indtægter i hus. Balancen mellem det kommercielle og det redaktionelle er blevet rettet op til fordel for det kommercielle. Der var i en periode brug for en bestemt type ledere, som kunne tage de nødvendige beslutninger uden alt for varme følelser for alt det mere eller mindre brugbart indhold, som kostede buler af penge. Der blev foretaget nødvendige slagtninger af nogle hellige køer.
Nu da der er kommet det nødvendige fokus på økonomien, er tiden ved at være inde til mere fremsynede og visionære ledere, som forstår, at medier ikke blot kan betragtes som ethvert andet erhverv, men som opfatter medier som livsnødvendige kulturelle, samfundsmæssige og demokratiske institutioner. Hvis ikke vi passer på, kan der opstå en ny ubalance, hvor et blindt fokus på økonomi og bundlinje dræber en stærkt påkrævet udvikling af medierne mod nye mål. Der er masser at gøre, men alt for få idéer og banebrydende nytænkning.
I stillingsannoncen for den kommende TV 2-direktør tegner man profilen af en person, som besidder passion og engagement for medier. Man leder således efter en person, som har en "brændende vilje til og ønske om at videreudvikle TV 2", og kandidaten skal have en "betydelig kultur- og samfundsforståelse samt interesse i at deltage i den offentlige debat". Herudover forventes det, at personen "proaktivt og visionært (skal) sikre, at TV 2 bedst opfylder sin public service-forpligtelse." TV 2 er med andre ord på udkig efter en vaskeægte publicist fyldt med visioner og fremsyn.
I umiddelbar forlængelse af den tankegang ligger der også en erkendelse af, at fordi denne branche har særlige forpligtelser at løfte, vil man ikke kunne pålægge mediebranchen samme indtjeningsmæssige krav som alle mulige andre brancher. For mange medier er deres samfundsmæssige betydning vigtigere end optimering af bundlinjen, men det betyder ikke, at der ikke skal tjenes penge – og helst mange af dem. I denne gruppe finder man dem, der tager udgangspunkt i det publicistiske. Det gør man ikke, hvis ikke man tillægger medievirksomhedens betydning for de omgivende samfund nogen afgørende vægt.
JP/Politikens adm. direktør, Lars Munch, der er en ægte publicist, siger det yderst præcist med nogle få ord:
"Vi udgiver ikke aviser for at tjene penge. Vi tjener penge for at kunne udgive aviser."
I en kort sætning har han indrammet hele JP/Politiken-koncernens raison d'être. "Vi vil gerne lave så mange penge som muligt, men ikke hvis det strider imod vores fornemste opgave – at udgive aviser og være publicister." Dette er hans grundsynspunkt, men det generelt er det ikke et særligt fremherskende synspunkt i debatten i dagens mediebillede.
Vi skal ellers ikke glemme, at netop dette synspunkt rent faktisk også er Danmarks officielle synspunkt på medier – primært nyhedsmedierne.
Der er således fuldstændig politisk konsensus om, at medier er meget andet og mere end blot et erhverv. Staten har omfattende støtteforanstaltninger til dagblade og til visse elektroniske medier i form af licens, momsfritagelse af aviserne og distributionstilskud til aviserne. Støtteforanstaltningerne ville man næppe kunne finde ét eneste parti i Folketinget, der ville være imod. Kunne mediebranchen opfattes som en hvilken som helst anden branche, skulle der ikke udbetales én eneste støttekrone. Der er faktisk en årsag – og dermed også en forpligtelse – tilknyttet støtteordningerne.
Hvis mediebranchen bliver reduceret til at være markedstænkning, analyser og kolde fakta, vil det rive tæppet væk under selve mediernes fundamentale eksistensberettigelse, hvor drivkraften er idérigdommen, opfindsomheden, kreativiteten og indholdsmæssig udvikling. Man kan ikke sidde og regne ud, hvad der skal til for at udfylde funktionen som borgernes vagthund og den fjerde statsmagt. Glemmer man sin eksistensberettigelse, vil det efterfølgende være nemt for politikerne med et pennestrøg at fjerne enhver form for økonomisk støtte fra staten til branchen.
Måske var det de tilbagevendende og perspektivløse sparekrav én af de grundlæggende årsager til, at Lasse Bolander stemplede ud for sidste gang i Det Berlingske Officin. Mecoms bastante overskudskrav sætter én helt central opgave for Berlingskes adm. direktør – at få bundlinjen presset op.
Det er unægtelig sjældent, at visionerne, ambitionerne, de storslåede projekter og sprudlende kreativitet udspringer af spareplaner, som af natur er defensivt og trist. Måske blev det for meget til sidst, hvis man som topchef bare skal sidde og effektuere de målsætninger, som andre har sat op for én. Derfor bliver det ret interessant at se, hvem der afløser Bolander – en publicist, der vil udvikle Berlingskes portefølje, eller en stik-i-rend dreng, som klapper hælene sammen og leverer 15 procent uden at stille sig kritisk an i forhold til, om det i længden er redaktionelt og produktmæssigt forsvarligt, før værdien af de stærke brands begynder at erodere.
Ny bestyrelse vil give TV 2 tiltrængt fornyelse
Per Mikael Jensens exit fra TV 2 giver virksomheden et pusterum. Det er også en anledning til at tilføre TV 2 fornyelse på bestyrelsesniveau, så luften bliver grundigt udskiftet og en ny administrerende direktør kan starte med en ny bestyrelse
Der har i helt ekstrem grad været gang i udskiftningerne på TV 2 i det seneste års tid - senest Per Mikael Jensens afsked efter kun godt et år på posten. Nu mangler der egentlig kun bestyrelsen, og da en række af medlemmerne har siddet i nu snart fem år, bliver det relevant at diskutere fornyelse og udskiftninger der også.
Udefra set virker bestyrelsen stadig mere rusten og slidt. Dens dømmekraft har været svigtende og underbygger en fornemmelse af, at den simpelthen ikke helt véd, hvad den i relation til offentligheden har med at gøre. De dårligt håndterede sager har gjort, at bestyrelsen helt gennemgående er kommet til at fremstå uprofessionel uden, at den egentlig nåede at komme til at virke driftssikker.
Regeringen søsatte ellers en målsætning ved sin tiltrædelse om, at statens virksomheder skulle udstyres med såkaldt "professionelle bestyrelser". I ordet "professionel" har der fra starten været indbygget en præmis om, at begrebet helt naturligt dækkede over erhvervsledere, men en række forløb omkring ikke bare TV 2's bestyrelse har vist, at betydningen af ordet "professionel" har behov for at blive slebet til for at nå til den erkendelse, at en bestyrelse ikke bliver professionel bare, fordi der sidder en række erhvervsledere. Den bør også omfatte personer med andre professionelle kompetencer end de rent erhvervsmæssige.
For eksempel kan det vel næppe karakteriseres som professionelt, at der i bestyrelsen ikke findes ét eller flere medlemmer med solid, opdateret viden om og erfaring fra den branche, som TV 2 er en del af.
Der er også stærkt brug for repræsentanter, der har en langt dybere indsigt og forståelse for virksomheden TV 2 og for den samfundsmæssige kontekst, den indgår i. For eksempel er det tydeligvis – og i mange andre tilfælde end TV 2 – kommet bag på disse professionelle bestyrelser, at statens virksomheder er omgærdet af en meget betydelig og til tider hysterisk interesse fra pressen, offentligheden/samfundsborgerne og ikke mindst politikerne. Flere kiksede forløb har klart bevist, at det ikke er nok at finde 5-6 dygtige eller højtprofilerede erhvervsledere – slet ikke når de er helt blanke på den branche, som deres virksomhed er en del af.
Den voldsomme medieinteresse for statens virksomheder – DR og TV 2 i særdeleshed – er et grundvilkår, som disse professionelle bestyrelser synes at have svære ved at acceptere. Men presseopmærksomheden er et vilkår. Både presse, politikere og skatteborgere blander sig, og når man er sat i bestyrelsen for en offentlig virksomhed, kommer man også nemt i vælten, når pressestormen raser. Det er et helt andet univers, end disse erhvervsledere som udgangspunkt er vant til, og som de så ofte ender med at håndtere så kluntet, at det svækker omverdenens tillid til dem.
Rent menneskeligt er det til at forstå, at det må være ubehageligt at blive udsat for en indimellem ganske skånselsløs kritik i al offentlighed, men det er der ikke plads til at tage hensyn til. Der er nemlig et langt større hensyn at tage, og det er den skade, som den manglende professionalisme påfører en virksomhed og organisation. Det er helt afgørende, at den slags tages dybt alvorligt, og at det adresseres. Det er ikke nok bare at konstatere, at det sker.
Bestyrelsesformand Niels Boserup udtalte for nylig, at bestyrelsen helst så en "Per Mikael-klon" som den kommende administrerende direktør. Det må forventes, at udtalelsen står for hele bestyrelsens regning, og den udtalelse er et udtryk for, at følingen med TV 2 er ret svag.
Langt de fleste – både inden for og uden for TV 2's organisation – er nemlig enige om, at der ikke er brug for flere nye idéer og projekter lige med det første, men at der er hårdt brug for implementering, konsolidering og ro. For det er jo ikke en kvalitet i sig selv at lancere så mange nye initiativer som muligt. Enhver med forstand på ledelse ville som det allerførste fremhæve, at den største risiko ved at kaste rigtig mange bolde i luften er, at organisationen mister fokus. Man kan ikke forvente af medarbejdere i nogen virksomhed, at de magter at have blikket stift rettet mod 10 eller 15 bolde ad gangen.
Derfor er det ikke realistisk at fortsætte det DAMP-agtige tempo, der har været fremherskende gennem det seneste år, men som bestyrelsen altså gerne ser fortsætte. Organisationen vil ikke for tiden være i stand til at absorbere flere nye tiltag. De skibe, som allerede er sat i søen, må vise sødygtighed eller blive lukket ned. De skal følges til dørs, og de skal implementeres. Til det formål har man slet ikke brug for en "Per Mikael-klon". At TV 2 skulle skrue en spids ned for tempoet og nøjes med en enkelt ny kanallancering eller to om året, er ikke ensbetydende med, at TV 2 ikke kan fastholde sin nuværende strategi, som blev lagt af den oprindelige direktion og ledergruppe helt tilbage i slutningen af 2005, og som bestyrelsen vedtog i februar 2006.
Og så er der en helt central grund til, at nye kræfter i bestyrelsen er tiltrængt, for der er simpelthen begået så mange fejl, at det virker usandsynligt, at bestyrelsen kan genoprette politikernes, borgernes og TV 2's medarbejderes tillid til, at den fremover vil være i stand til at forvalte sit hverv hverv topprofessionelt og med en mere driftsikker dømmekraft – når det nu ikke er lykkedes hidtil.
De mange fejlgreb har sat TV 2's bestyrelse i en position, hvor dens egne chancer for at påvirke sit image i positiv retning efterhånden er yderst begrænsede. Bestyrelsens image er ret ridset, og det rammer ikke kun bestyrelsen, men også både TV 2's image og organisationen som helhed. Hvor rimeligt er det?
Der har i helt ekstrem grad været gang i udskiftningerne på TV 2 i det seneste års tid - senest Per Mikael Jensens afsked efter kun godt et år på posten. Nu mangler der egentlig kun bestyrelsen, og da en række af medlemmerne har siddet i nu snart fem år, bliver det relevant at diskutere fornyelse og udskiftninger der også.
Udefra set virker bestyrelsen stadig mere rusten og slidt. Dens dømmekraft har været svigtende og underbygger en fornemmelse af, at den simpelthen ikke helt véd, hvad den i relation til offentligheden har med at gøre. De dårligt håndterede sager har gjort, at bestyrelsen helt gennemgående er kommet til at fremstå uprofessionel uden, at den egentlig nåede at komme til at virke driftssikker.
Regeringen søsatte ellers en målsætning ved sin tiltrædelse om, at statens virksomheder skulle udstyres med såkaldt "professionelle bestyrelser". I ordet "professionel" har der fra starten været indbygget en præmis om, at begrebet helt naturligt dækkede over erhvervsledere, men en række forløb omkring ikke bare TV 2's bestyrelse har vist, at betydningen af ordet "professionel" har behov for at blive slebet til for at nå til den erkendelse, at en bestyrelse ikke bliver professionel bare, fordi der sidder en række erhvervsledere. Den bør også omfatte personer med andre professionelle kompetencer end de rent erhvervsmæssige.
For eksempel kan det vel næppe karakteriseres som professionelt, at der i bestyrelsen ikke findes ét eller flere medlemmer med solid, opdateret viden om og erfaring fra den branche, som TV 2 er en del af.
Der er også stærkt brug for repræsentanter, der har en langt dybere indsigt og forståelse for virksomheden TV 2 og for den samfundsmæssige kontekst, den indgår i. For eksempel er det tydeligvis – og i mange andre tilfælde end TV 2 – kommet bag på disse professionelle bestyrelser, at statens virksomheder er omgærdet af en meget betydelig og til tider hysterisk interesse fra pressen, offentligheden/samfundsborgerne og ikke mindst politikerne. Flere kiksede forløb har klart bevist, at det ikke er nok at finde 5-6 dygtige eller højtprofilerede erhvervsledere – slet ikke når de er helt blanke på den branche, som deres virksomhed er en del af.
Den voldsomme medieinteresse for statens virksomheder – DR og TV 2 i særdeleshed – er et grundvilkår, som disse professionelle bestyrelser synes at have svære ved at acceptere. Men presseopmærksomheden er et vilkår. Både presse, politikere og skatteborgere blander sig, og når man er sat i bestyrelsen for en offentlig virksomhed, kommer man også nemt i vælten, når pressestormen raser. Det er et helt andet univers, end disse erhvervsledere som udgangspunkt er vant til, og som de så ofte ender med at håndtere så kluntet, at det svækker omverdenens tillid til dem.
Rent menneskeligt er det til at forstå, at det må være ubehageligt at blive udsat for en indimellem ganske skånselsløs kritik i al offentlighed, men det er der ikke plads til at tage hensyn til. Der er nemlig et langt større hensyn at tage, og det er den skade, som den manglende professionalisme påfører en virksomhed og organisation. Det er helt afgørende, at den slags tages dybt alvorligt, og at det adresseres. Det er ikke nok bare at konstatere, at det sker.
Bestyrelsesformand Niels Boserup udtalte for nylig, at bestyrelsen helst så en "Per Mikael-klon" som den kommende administrerende direktør. Det må forventes, at udtalelsen står for hele bestyrelsens regning, og den udtalelse er et udtryk for, at følingen med TV 2 er ret svag.
Langt de fleste – både inden for og uden for TV 2's organisation – er nemlig enige om, at der ikke er brug for flere nye idéer og projekter lige med det første, men at der er hårdt brug for implementering, konsolidering og ro. For det er jo ikke en kvalitet i sig selv at lancere så mange nye initiativer som muligt. Enhver med forstand på ledelse ville som det allerførste fremhæve, at den største risiko ved at kaste rigtig mange bolde i luften er, at organisationen mister fokus. Man kan ikke forvente af medarbejdere i nogen virksomhed, at de magter at have blikket stift rettet mod 10 eller 15 bolde ad gangen.
Derfor er det ikke realistisk at fortsætte det DAMP-agtige tempo, der har været fremherskende gennem det seneste år, men som bestyrelsen altså gerne ser fortsætte. Organisationen vil ikke for tiden være i stand til at absorbere flere nye tiltag. De skibe, som allerede er sat i søen, må vise sødygtighed eller blive lukket ned. De skal følges til dørs, og de skal implementeres. Til det formål har man slet ikke brug for en "Per Mikael-klon". At TV 2 skulle skrue en spids ned for tempoet og nøjes med en enkelt ny kanallancering eller to om året, er ikke ensbetydende med, at TV 2 ikke kan fastholde sin nuværende strategi, som blev lagt af den oprindelige direktion og ledergruppe helt tilbage i slutningen af 2005, og som bestyrelsen vedtog i februar 2006.
Og så er der en helt central grund til, at nye kræfter i bestyrelsen er tiltrængt, for der er simpelthen begået så mange fejl, at det virker usandsynligt, at bestyrelsen kan genoprette politikernes, borgernes og TV 2's medarbejderes tillid til, at den fremover vil være i stand til at forvalte sit hverv hverv topprofessionelt og med en mere driftsikker dømmekraft – når det nu ikke er lykkedes hidtil.
De mange fejlgreb har sat TV 2's bestyrelse i en position, hvor dens egne chancer for at påvirke sit image i positiv retning efterhånden er yderst begrænsede. Bestyrelsens image er ret ridset, og det rammer ikke kun bestyrelsen, men også både TV 2's image og organisationen som helhed. Hvor rimeligt er det?
Abonner på:
Opslag (Atom)